Sofie Brandt – Side 3 – En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Om mig

“Hvad skal lillesøster hedde?”

19. maj 2019 Ingen kommentarer

Hvis du forventer at få et navn i dette indlæg, så må jeg skuffe dig – for det holder vi for os selv lidt endnu. 😉

Men jeg kan til gengæld afsløre, at vi er 99% sikre på, hvad hun skal hedde, og det har vi egentlig været siden uge 15, hvor vi var til kønsscanning, og fandt ud af det er en lille pige, som gemmer sig derinde. Og Oliver kan udtale det, så det har egentlig gjort det endnu nemmere – eller måske nærmere svære at inddrage og forestille sig andre navne end lige præcis dét. 🙈

Jeg har altid haft et ønske om, at mine børn skulle have to navne – altså et fornavn og et mellemnavn. Det har jeg altid selv ønsket mig, da jeg hedder noget så klassisk som Sofie, hvilket altid har resulteret i de mest kedelige øgenavne, for at holde styr på alle os forskellige “Sofie’er” i børnehaven, i skolen osv.
Dét med de to navne, var noget Emil lige skulle vænne sig til. Desuden er jeg lidt mere til de mere specielle navne, mens E er meget klassisk. Derfor blev det lidt et kompromis, da vi skulle finde et navn til Oliver, da de fornavne jeg foretrak, var alt for specielle for Emil, mens jeg synes, at hans forslag, var alt for klassiske.
Derfor kom vi til enighed omkring Oliver, da han så også fik et mellemnavn, så hans navn blev mere hans, da der er ingen tvivl om, at han kommer til at møde mange gennem livet, som også hedder Oliver. Og så lignede han virkelig bare en Oliver, da han kom ud til os – også selvom det navn aldrig var blevet nævnt før, de få gange, vi havde talt om navne.
Vi bruger ikke Elliot, når vi kalder på ham osv, men vi bruger det på hans ting, når vi skriver hans navn og i dagplejen bruger de det, når der er flere Oliver’er tilstede. Og han ved godt, at han hedder Oliver Elliot og ikke “bare” Oliver – og det er lige præcis sådan, vi ønsker, det skal anvendes. Og så er det op til ham selv, hvor meget eller lidt, han ønsker at bruge det, når han bliver ældre og kan tage stilling til det.

… Nå, tilbage til lillesøsters navn.
Det startede sådan helt reelt tilbage til sidste sommer, hvor E og jeg sad en sommeraftenen på stranden og snakkede om fremtiden. Vi havde allerede på det tidspunkt i tankerne, at vi i nærmeste fremtid (forhåbentlig) skulle forøge familien. Det har altid været meget let, at tale om pige navne, for vi ville jo aldrig få en pige. Vi ville blive en drengefamilie. Desuden synes jeg, det er noget nemmere med pigenavne, end drengenavne – hvorfor ved jeg ikke?
Men da jeg nævnte dét pigenavn for Emil den aften, kunne jeg se på ham, at han virkelig bare synes, det var så fint – hvilket han også sagde.
Da vi i uge 15 får udløst spændingen, og finder ud af, at vi skal have en lillesøster, dukker dét navn med det samme op igen.
Mellemnavnet er ændret siden, hvor vi begge er gået lidt på kompromis, men fornavnet er det samme. Vi har haft flere navne oppe at vende, men hver gang er vi kommet tilbage til lige præcis dét navn.
Denne gang har vi også tænkt meget over, at det gerne må passe lidt sammen med Oliver Elliot, uden det skal passe for meget.

For sjov spurgte vi Oliver en dag, om lillesøster skulle hedde dét navn, og han udtalte det lige så tydeligt efterfulgt af “baby” – og så var det som om, at dét navn bare er helt perfekt.

Det er sjovt, at det kan være så forskelligt. Med Oliver ville vi absolut ikke give ham et navn, før vi havde mødt ham – faktisk talte vi nærmest ikke om det før efter fødslen, mens vi nærmest har været sikre med lillesøster fra uge 15.

Jeg kan afsløre, at det (højest sandsynlig) bliver en lille #babyN, men resten tror jeg, vi holder for os selv til den dag, vi møder hende.

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

Lykke, spænding og en lille smule “shiiiit”

5. maj 2019 Ingen kommentarer

Det er så vildt, at vi om tre måneders tid er en lille familie på fire.

Emil kiggede på mig under dagens morgenmaden og sagde: “Tænk engang at vi om tre måneders tid ikke kun er tre, men fire rundt om morgenbordet – det er så vildt!” Hans øjne strålede af lykke, spænding og en lille smule “shiiiiit” på samme tid – og det tror jeg beskriver vores følelser meget godt. Det er ingen hemmelighed at lillesøster er planlagt, og alligevel overmander følelserne nogen gange én helt vildt – og det er som om, det bliver ved denne gang.

Der har været få (hårde) dage, hvor jeg efter en turbulent nat med Oliver og en kaotisk morgen har kigget mig i spejlet og tænkt “hvad er det, vi har gang i!?” – mest i starten.
Samtidig er der stadig dage, hvor jeg seriøst føler, jeg bliver nødt til at knibe mig selv i armen, for at forstå, at det er virkelighed – for det er det jo! Lillepigen bokser rundt derinde, babybulen vokser og hun har det godt. Der sidder stadig en form for nervøsitet og angst omkring, at noget skulle gå galt – det gjorde der også med Oliver lige indtil den dag, han var ude hos os – men de fleste dage, kan jeg holder de tanker under kontrol og overbevise mig selv om, at alt nok skal gå godt og forløbe planmæssigt, hvilket E også er god til at overbevise mig om, når de grimme tanker tager overhånd.
Heldigvis er der aller flest af de dage, hvor det hele bobler fuldstændig indeni, og jeg fyldes op af lykke og kærlighed helt ned i maven, når jeg tænker på at vi til august bliver fire. At vi får æren af at blive forældre til endnu et lille menneske, som vi har skabt sammen, Oliver bliver storebror, og vi skal have en lillesøster. Nogle dage er det stadig mærkeligt at sige højt: vi skal have en pige. Nu bliver vi to drenge og to piger. Vi bliver fire. Måske bliver vi ikke blot en “lille familie” mere, men faktisk “bare” en familie – og jeg elsker det!

Selvom vi glæder os ubeskriveligt meget til det nye liv, der venter os når tre bliver til fire, så er vi også forberedt på at det bliver møg hamrende hårdt! Jeg har hørt flere sige: “Et barn, er ét barn, men to børn er fandme mange børn!” – og det tror jeg beskriver det hele meget godt. Der er så mange vaner, rutiner og ting, der fortsat skal køre i vores nuværende hverdag, samtidig med det ikke kan undgås, at der også er nogle ting som skal ændres og tilpasses, samtidig med man ikke blot skal tage hensyn til sin lille nye baby, men mindst lige så meget til storebror og den hverdag han er vant til. Vi har ikke det samme søvnoverskud med i bagagen denne gang, og helt generelt er hverdagen bare mere rutinepræget. Der er så mange faktorer denne gang, som spiller ind og som er helt anderledes fra første gang.

Heldigvis er Emil og jeg virkelig gode til at snakke om tingene og sige vores følelser og tanker højt, hvilket jeg tror, er en kæmpe fordel for vores forhold og vores kommende “nye” familieliv.
Selvom der er stadig er forholdsvis lang tid til lillesøsters ankomst, så er vi begyndt at tale om forskellige praktiske ting, forestillinger og forventninger til det hele, og det tror jeg er en virkelig god investering, når først vi står midt i det hele – at vi i hvert fald har gjort os nogle tanker og forestillinger.

Det hele bliver magisk, fantastisk og skide hårdt – men vi er så klar til det, og vi glæder os helt ubeskriveligt til tre bliver til fire.

Aftensmad, Opskrifter, Salater

Rød couscoussalat

25. april 2019 Ingen kommentarer

2 – 3 pers.
Ca. 8 små portioner

Ingredienser:
2 dl couscous
2,5 dl grøntsagsbouillon
2 spsk tomatpure
1 tsk paprika
1 spsk hvidvinseddike
1 tsk olivenolie
Salt
Peber

2 tomater i små tern
1 rød peberfrugt i små tern
50 g hakket blandet salat
100 g salatost (3%, Cheasy)

Fremgangsmåde:
Grøntsagsbouillon koges op sammen med tomatpure og paprika.
Når det koger, tages det af varmen og couscousen tilsættes. Lad det trække under låg i 5 min.
Rør i couscousen og lad det køle lidt af.
Når det er kølet lidt af vendes det sammen med hvidvinseddike, olivenolie, salt og peber.
Til sidst tilsættes grøntsagerne samt salatosten og det hele blandes godt sammen.

Velbekomme!

Næringsindhold for hele portionen:
Energi:              3400 kJ/800 kcal.
Fedt:                  9,9 g
– Mættet fedt: 3,0 g
– Monoumættet fedt: 3,6, g
– Polyumættet fedt:     1,5 g
Kulhydrater:                125,0 g
– Sukkerarter                 7,7 g
– Kostfibre                     13,6 g
Protein                         41,3 g

Familielivet, Livet som mor, Om mig

En uges sommerferie i foråret

23. april 2019 Ingen kommentarer

De sidste mange år har jeg været studerende, og derfor har jeg haft en god lang sommerferie.
E har derimod været på arbejdsmarkedet i mange år, så hans ferie er lidt mere begrænset – som det jo er for de fleste på arbejdsmarkedet. Men vi har altid prioriteret at han har holdt tre ugers sommerferie i alt – og dette er kun blevet en endnu højere prioritet, efter vi er blevet en familie.

Vi var egentlig meget i tvivl om, hvilken type sommerferie, vi skulle holde i år inden tre bliver til fire. Vi elsker at rejse, og sidste år var vi på Kreta i foråret – og det var den BEDSTE ferie nogensinde! Det var så dejligt med kvalitetstid, vi boede det skønneste sted, temperaturen var perfekt for Oliver, og vi nød virkelig bare at have tid sammen.
Vi blev hurtigt enige om, at vi ville holde den ene uges sommerferie i slutningen af foråret, og så holde to uger i juli måned kort før lillesøsters ankomst, da vi jo har termin i august. For mig betød det meget, at vi ikke holdt alle tre uger i juli, da jeg på det tidspunkt er meget højgravid, og dermed er det endnu mere begrænset, hvor meget jeg kan deltage i, og på hvilket niveau jeg kan være med i diverse aktiviteter, og det betyder meget for mig, at jeg kan være en stor del af vores primære sommerferie – især ift. Oliver.
Vi overvejede at tage sydpå igen ligesom sidste år, men vi blev ret hurtigt enige om at blive her i Danmark, da det umiddelbart virkede mest overskueligt ift. min bachelor samt graviditeten. Og set med et fornuftigt økonomisk perspektiv er det klart at familieforøgelsen samt dét den medfører, kommer til at medbringe nogle ekstra udgifter – og det er trods alt første prioriteten.

Så vi valgte at “nedgradere” sommerferien i år til herhjemme i DK, men til gengæld har vi så tilladt os at “opgradere” lidt på det sommerhus, vi besluttede os for at leje.
Vi tager nemlig en uge i sommerhus i Marienlyst i weekenden med indendørs pool, spa, sauna og legeplads i haven.

… og vi GLÆDER os helt vildt! Det bliver simpelthen SÅ dejligt bare at være os tre, og have masser af kvalitetstid sammen, hvor vi kan lave lige, hvad vi har lyst til uden hverdagens pligter og faste rutiner.
Desuden ligger denne uge lige midt i min bachelorskrivningen, og det bliver helt perfekt med et pusterum, hvor jeg bare kan slappe af og nyde tiden med min lille familie.

Vi har planer om at tage i Knuthenborg Safaripark og evt. Bonbon Land, men ellers har vi INGEN planer. Blot at vi skal være sammen, nyde hinandens selskab og lave en masse sjov og ballade.
Egentlig glæder vi os virkelig bare til at holde FERIE i dette lækre sommerhus, og så håber vi selvfølgelig på mega lækkert forårsvejr.

Vores sommer bliver helt unik i år, så det er helt perfekt, at vi tager lidt forskud på den i næste uge.

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

Det er en kliché, men #stoptiden!

16. april 2019 Ingen kommentarer

Her til aften havde jeg den største tudetur!
Jeg kom ned i stuen efter at have puttet O, Emil kiggede på mig og spurgte: “Er du okay skat?” – og så brød jeg fuldstændig sammen!

Jeg ved ikke, hvad der skete, men følelserne overmandede mig fuldstændig. Vi er i dag gået ind i uge 25 af graviditeten – UGE 25! Hvad sker der!? Jeg kan slet ikke forstå det. #stoptiden og #tidenflyver er passende hashtags at bruge i denne sammenhæng – en kliché, ja! Men hold nu op, hvor er det bare rigtigt! Sidst jeg havde denne følelse i kroppen, var da Oliver var spæd, og jeg ikke kunne følge med i hans udvikling, og jeg ikke kunne rumme, at min lille baby blev så hurtigt stor, og tiden bare fløj afsted – og så alligevel nød jeg det jo. En meget ambivalent følelse.
Nu har jeg lige puttet mit lille, store menneske, som selv kysser mig godnat, giver godnatkrammer, slukker lyset og siger “nat nat mor”. Hvornår blev han lige SÅ stor!?
Siden jeg er blevet mor, er tiden fløjet afsted på en helt anden måde, end jeg nogen sinde før har oplevet, men man begynder ligesom at vænne sig lidt til det og acceptere det – dog synes jeg nogle gange, det tager lige lovlig overhånd. Jeg vil så gerne bare nyde det, være tilstede i nuet, og bare trykke på “pause”-knappen en gang imellem, og bare suge ALT til mig – hvis jeg altså kunne.

Jeg har sagt det mange gange før: jeg elsker at være gravid! Jeg synes simpelhen, så det er så stort at få lov til at opleve dét kroppen gennemgår og er med til at skabe – for mig er det virkelig en gave i livet.
Men denne gang føler jeg ikke helt, at jeg er tilstede i det på samme måde, som jeg var første gang. Det er svært at forklare, men i nogle perioder føles det “bare” som et sideprojekt min krop arbejder på, mens hverdagen, bachelor, familielivet og diverse ting er i fokus og tager alt min tid.
De tidspunkter på dagen, hvor lillepigen sparker løs på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at mærke efter og bare nyde det, elsker jeg – men det sker alt for sjældent, synes jeg. Jeg savner de dage, hvor tankerne og forestillingerne bare tager over, og man forbereder sig mentalt på den forandring, der venter én.
Igen ramte den der ambivalente følelse mig, for selvfølgelig glæder jeg mig ubeskrivelig meget til august – det er tidshorisonten over dem alle, men alligevel forstår jeg ikke helt, at vi allerede er nået hertil i forløbet. Jeg føler ikke, at mit hoved er lige så langt, som min krop og min graviditets-app fortæller mig, vi er.

Jeg aner ikke, om det er sidste gang, jeg får lov til at opleve en graviditet, så jeg vil bare så gerne nyde det – og det føler jeg ofte, jeg “glemmer” denne gang. Simpelhen fordi jeg ikke har tiden til det på samme måde.
Og den følelse overmandede mig bare fuldstændig i dag.
Måske ramte virkeligheden mig i dag: Vores dejlige søn Oliver Elliot er 2 år og 4 måneder og lillesøster i maven er 60% færdigbagt – mens jeg føler, vi lige er blevet en lille familie, og at vi holdte hans 1 års fødselsdag i foregårs.

NU glæder jeg mig bare til påskeferie med min lille familie, hvor jeg virkelig kan fokusere på dem og lillesøster i maven. Det kan jeg mærke, jeg har brug for. Jeg skal nyde hvert eneste sekund, og bare suge alt kærlighed til mig og bare være tilstede i nuet.

God påske til jer. 🐣

Aftenretter, Aftensmad, Opskrifter

Friske forårsruller med kylling

13. april 2019 Ingen kommentarer

8 stk. (16 halve)

Ingredienser:
450 g kyllingefileter
1 pk. rispapir (10 stk.)
1 pose blandet salat
1 rød peberfrugt
1 stor gulerod
1 mango
1 avocado
3 forårsløg
½ agurk
Krydderier

Fremgangsmåde:
Skær kyllingefileterne i lange strimler, og krydder kyllingen med diverse krydderier. Vi brugte allround, ingefærpulver, salt og peber. Svits kyllingen i lidt olie på panden til den er gennemstegt.
Ligeledes skæres alle grøntsagerne i lange, fine, tynde strimler.

Rispapirene blødgøres i vand i ca. 1 min, og derefter fordeles alle ingredienserne på midten af rispapiret i en lang strimmel. Lad ca. 2 cm i hver ende være fri, da rispapiret skal bukkes op om grøntsagerne, for at gøre forårsrullen lukket, inden den rulles sammen. Til sidst skæres forårsrullen over på midten.

Tip:
Man kan putte alle slags grøntsager og kød eller fisk i – der er alle muligheder.
Vi spiste ikke dip/dressing til, men man kan også sagtens spise forskellige former for dip og dressing til.

Lowcarb:
Hvis man ønsker at reducere lidt i kalorierne (og dermed desværre også fjerne det sunde fedt) kan man undlade avocado.
Så indeholder hver halve forårsrulle ca. 70 kcal.

Velbekomme!

Næringsindhold pr. stk. (en halv):
Energi:              380 kJ/90 kcal.
Fedt:                2,4 g
-Mættet fedt: 0,4 g
-Monoumættet fedt: 1,3 g
-Polyumættet fedt:      0,3 g
Kulhydrater:              9,1 g
-Sukkerarter                2,2 g
-Kostfibre                    1,5 g
Protein                        7,0 g

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

Nåååå ja, BARSEL!

11. april 2019 Ingen kommentarer

Det slog mig lige i dag: Når jeg har forsvaret min bachelor, og den er afsluttet, så går jeg jo på barsel – og så er der kun omkring 1,5 måned til termin.

Vi er inde i en periode, hvor jeg synes, den ene begivenhed overlapper den anden – alt imens hverdagen, rutinerne og graviditeten “bare” ruller med på sidelinjen. Altså ikke på den dårlige måde, men der er bare SÅ mange ting, men mange gode ting. Dog kan jeg godt mærke, det er vigtigt, jeg lige stopper op og husker at nyde det hele engang i mellem for at kunne følge med.

… Tiden går med:
Bachelorskrivning, vi tager forskud på sommerferien og tager en uge i sommerhus om et par uger, mere bachelorskrivning og aflevering, forberedelse af eksamen, barsel, sommerferie og så TERMIN! Det er så vildt at tænkte på. Når jeg for første gang i rigtig lang tid kan ånde lettet op og der kommer et pusterum, så er der kun en måned til lillesøster melder sin ankomst – sådan plus minus selvfølgelig. Jeg fatter det stadig ikke helt.

Jeg fik det største sug i maven, da jeg kom i tanke om barsel – hold nu op, jeg glæder mig! Selvfølgelig har jeg da tænkt over det, men åbenbart ikke sådan rigtigt.
Det meste af min barsel før lillesøsters ankomst, kommer til at gå med sommerferie med mine to drenge – hvis alt selvfølgelig (forhåbentlig) går som det skal.
Men jeg glæder mig bare SÅ meget til et helt år (eller hvor lang tid, jeg kommer til at holde ift. job og Emils barsel), hvor jeg bare skal være sammen med vores lille pige dag ud og dag ind, lære hende at kende og gøre hende til en del af vores hverdag og rutiner.
Og jo, jeg ved virkelig godt, at det absolut IKKE bliver den samme form for barsel, som jeg havde med Oliver – overhovedet, da der kun var ham at tage hensyn til. Nu er vi allerede en lille familie, som fortsat har brug for struktur og at de faste rutiner bliver overholdt. Oliver skal afleveres og hentes, spisetiderne skal overholdes, de huslige pligter skal passes, søvnunderskuddet bliver (med garanti) kun endnu værre osv. osv. – MEN alligevel! Det er en situation vi selv har sat os i, og det er netop dét, vi ønsker for vores lille familie – at vi bliver én mere, og selvfølgelig skal vi nok klare det hele, selvom det bliver pisse hårdt!
Jeg glæder mig bare SÅ meget til at kunne tilegne mig selv 100% til vores lille familie, hvor jeg ikke skal tænke på alt muligt andet, jeg også burde bruge min tid på lige nu. Det er præcis sådan, jeg har det bedst! Der er intet vigtigere i mit liv end min lille familie.

Jeg kan ikke vente til den dag, vi får lillesøster i armene – og alligevel så føles det som om, det er lige om lidt – det er så vildt altså!

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Graviditet - Oliver Elliot, Livet som mor, Om mig

Det første møde

1. april 2019 1 kommentar

Søndag d. 27. november omkring kl. 02.00 vågnede jeg med et sæt ved første ve, og cirka 10,5 time senere, kl. 12.36 mødte vi vores søn for aller første gang.

At arbejde sig gennem en fødslen som par og endelig få vores søn i armene, er den største oplevelse og gave i hele mit og vores liv nogensinde. Det var så vild, surealistisk og unik en oplevelse at gennegå en fødsel sammen, og selvom vi på daværende tidspunkt havde været kærester i 6 år, havde vi aldrig nogen sinde oplevet noget sammen, som tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med denne oplevelse. Det var bare så vildt og på en eller anden uforklarlig måde, blev der skabt et nyt og stærkere bånd af følelser mellem os, som bare har vokset lige siden – fødslen var en oplevelse for livet, som skabte noget helt uforklarligt mellem os.

Selvom min fødsel var (forholdsvis) hurtig, stort set forløb ukompliceret og uden nogen form for smertelindring, og jeg ser tilbage på den som en helt fantastisk oplevelse, så er der denne gang nogle områder, jeg ønsker at forberede mig (mere) på, end jeg gjorde op til min fødsel med Oliver. Egentlig ikke fordi jeg ville ønske, jeg havde gjort noget anderledes op til eller under fødslen, fordi den forberedelse, jeg havde gjort mig, var lige præcis dér, hvor jeg var mentalt dengang, men fordi der er nogle ting fra første fødsel, som nu er blevet realiseret, og derfor er det nemmere at forestille sig og forholde sig til, hvordan det kan forløbe, og hvilke faser, man møder undervejs.

Under min graviditet med Oliver, tror jeg nærmest ikke, jeg havde skænket fødslen en tanke på dette tidspunkt (uge 22) i graviditeten, da der var SÅ mange andre ting, jeg gerne ville sætte mig ind i omkring min voksende baby i maven, og egentlig havde vi ”bare” travlt med at bygge rede. Fødslen virkede så langt ud i fremtiden trods alt.
Under denne graviditet har jeg mere mentalt overskud til at tænke på fødslen, da jeg ikke bruger de samme ressourcer på at sætte mig ind i forskellige ting gennem graviditeten, da jeg har prøvet det før. Ikke fordi alt er det samme overhovedet, men overordnet set føler jeg, at jeg har en større forståelse og viden fra start omkring det hele.

At føde sit barn
Lad os bare konkludere én ting: Det GØR ondt at føde – det tror jeg alle, som har prøvet det, kan nikke genkedende til.
Både Emil og jeg havde deltaget i tre moduler af fødselsforberedelse på Herlev hospital i et stort auditorie, hvor vi sad omkring 200 par, og fik viden omkring livet som kommende forældre, parforholdet, fødslens faser, smertelindring, babys første tid og amning. Det var absolut givende, men hvis man havde sat sig bare en lille smule ind i tingene på forhånd, så var det meste af det noget, man allerede vidste.
Ud over den offentlige fødselsforberedelse læste jeg selv om fødslens faser samt smertelindring under fødslen – men det jeg gjorde mest ud af, var at sætte mig lidt ind i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg kunne gøre brug af for at arbejde med veerne.

Jeg var aldrig bange eller skræmt over at skulle føde.
Jeg havde et lille ønske om at gennemgå fødslen uden smertelindring eller med naturlig smertelindring – mest for at være så meget meltalt tilstede som muligt, og ikke være påvirket af noget efter fødslen, men det var absolut ikke noget, jeg havde bestemt på forhånd eller havde udelukket. Derfor havde jeg også ønsket en fødestue med kar, da jeg havde tiltænk det varme vand som smertelindring. Det nåede jeg dog aldrig, da jeg var 9 cm åben, da vi ankom til fødemodtagelsen.
Den overordnede tanke omkring min fødsel var: At tage det hele, som det kom, lytte til min krop, arbejde sammen med den, og gøre, hvad den fortalte mig, jeg skulle gøre. Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger, og det tror jeg hjalp mig sindssygt meget op til- og under fødslen. Da vi havde passeret termin, og tålmodigheden for alvor blev sat på prøve, skrev jeg et indlæg omhandlede den kommende fødsel, som kan læses her http://sofiebrandt.dk/?p=738.
De vejrtrækningsøvelser jeg havde forberedt mig lidt på samt støtten og hjælpen fra E gjorde, at jeg kom gennem fødslen uden smertelindring – det er jeg sikker på. Ved hjælp af vejrtrækningen kunne jeg nogen lunde holde veerne under kontrol, og lige så snart vejrtrækningen glippede, så kunne jeg næsten ikke være i det – og det var her, at E var en KÆMPE støtte, da han med det samme fik mig tilbage på sporet og ind i vejrtrækningen igen.
Jeg var fuldt ud koncenteret fra aller første ve, og der gik ikke lang tid, før jeg gik ind i mig selv og nærmest ikke kunne kommunikere, da jeg blot koncentrerede mig om at lytte til min krop og fokusere på min vejrtrækning. Jeg tror, jeg havde lukkede øjne 95% af hele fødslen.
Jeg følte stort set kontrol under hele forløbet, men der er mange ”sorte huller”, hvor jeg er gået så meget ind i mig selv for at kontrollere veerne, at jeg simpelthen ikke kan huske det, og kun følte mig delvist tilstede. Især under pressefasen, da Oliver stod skævt i mit bækken, så han havde svært ved at rotere ned gennem mit bækken. Dette resulterede i 2,5 time med kraftige presseveer, hvor jeg ikke måtte presse med. Dét var hårdt – og næsten umuligt! Min krop skreg på, jeg skulle presse med, men min jordermoder beordrede mig til at holde igen. Når jeg ser tilbage på denne fase, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle flere redskaber samt hjælpende stillinger at gøre brug af, for at hjælpe min krop og mig selv bedst muligt, for det var under denne fase, min kontrol og arbejde blev sat aller mest på prøve under hele fødslen.
Ligeledes er der ting, som E efterfølgende har fortalt, som jeg slet ikke har opfattet under fødslen, fordi jeg bare gik så ind i mig selv og ikke altid var mentalt tilstede.

Den forestående fødsel
Denne gang har jeg et ønske om at opleve følelsen af kontrol, samtidig med jeg føler mig mere mentalt tilstede og nærværende.
Ligeledes vil jeg sætte mig meget mere ind i de forskellige fødestillinger, som især er gavnlige under de forskellige faser i fødslen, så jeg kan hjælpe min krop bedst muligt på vej lige præcis dér, hvor den er på det givne tidspunkt.
E var en KÆMPE hjælp og støtte under hele fødslen med Oliver, og selv når jeg var aller mest presset, hvor det kun hans stemme, jeg hørte – alt andet blev lukket ude. Derfor har både ham og jeg også et ønske om denne gang, at han skal kunne deltage mere aktivt i fødslen ift. fødestillinger samt naturlig smertelindring, når jeg arbejder mig gennem veerne i de forskellige faser.

Smertefri fødsel
Jeg var netop begyndt at tænke lidt på den forstående fødsel, kigge lidt på de vejrtrækningsøvelser, jeg brugte under min fødsel med Oliver, og som noget helt nyt læse lidt om den meget populære metode “smertefri fødsel”, da jeg blev kontaktet af Maria fra Fødegejst, som er uddannet instruktør hos “Smertefri fødsel”, og som underviser i deres metode og teknikker – en metode som er udarbejdet af Anja Bay.
Hun inviterede mig til et samarbejde, hvor jeg har fået mulighed for enten af deltage i grundkurset, som forløber over fire moduler af to timers varighed, hvoraf E også skal deltage på modul tre, eller i bootcampen for par, som forløber over én dag af seks timers varighed. Jeg kan godt lide at have god tid til at sætte mig ind i tingene og danne et overblik, så grundkurset virker som den perfekte løsning for mig.

Konceptet omkring “Smertefri fødsel” handler om effektiv panik- og smertehåndtering, som er udviklet ud fra den nyeste viden indenfor smerteforskning. Teorien handler om, at vi gravide får handlingsgivende og håndgribelige fødeteknikker samt en helt unik viden, så man kan opnå en fødsel, hvor man er med til at styre sin krop samt smerten i stedet for at lade kroppen samt smerten styrer én.

I forhold til vores termin i august, ville det mest optimale nok være, at jeg var med på grundkurset, som forløber i juni måned, hvor jeg så har hele juli til at træne og øve teknikkerne. Men pga. aflevering og forberedelse samt forsvarelse af min bachelor i juni måned, bliver det simpelhen for presset – der bliver hele mit fokus nødt til at ligge på min bachelor.
Så derfor starter jeg/vi på grundkurset, som strækker sig over maj måned, og så har jeg til gengæld to måneder til at øve teknikkerne i, hvor det i juni måned så vil foregå lidt mindre intensivt.

Modulerne består af:

Afspænding, laboro-vejrtrækning, smertehåndtering og de vigtige fødehormoner
Presseteknik og undgå bristninger
Dig og din partner – her bliver E koblet på teknikkerne
Panikhåndtering og afslutning

Jeg glæder mig HELT VILDT til at deltage i dette kursus, da jeg under min fødsel med Oliver fik et indblik i, hvor meget vejrtrækningsøvelserne hjalp mig, hvor stor en støtte E var, og hvor vigtigt det er, at man føler sig fysisk og mentalt klar. Nu står det virkelig klart for mig, hvor givende det er, at forberede sig – hvilket egentlig giver sig selv, når man tænker på, hvad det er kroppen skal gennemgå.
Jeg er klar over, at en fødsel kan tage alle drejninger, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til – men man kan forberede sig, tro og håbe på det bedste, og så kan man hjælpe kroppen bedst muligt på vej. Ligeledes betyder det virkelig meget for mig og os, at det er noget, vi skal igennem sammen, så derfor er det virkelig fedt, at vi kan forberede os sammen, og hver især påtager os en rolle.

Jeg er ikke bange for at skulle føde igen, selvom jeg nu ved, hvad kroppen skal igennem. Dog er der nogle punkter, hvor jeg ville foretrække at være uvidende ligesom første gang – men sådan har jeg det også med nogle ting her i graviditeten. Der er både fordele og ulemper ved at have prøvet det før.
Min krop har gjort det én gang, så selvfølgelig kan den gøre det igen – det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg har verdens sejeste krop, det har den bevist overfor mig igen og igen, og jeg glæder mig til denne oplevelse sammen med den og E – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den. Mest af alt så glæder jeg mig selvfølgelig ubeskriveligt meget til at få lillesøster i armene for aller første gang – det er helt vildt at tænkte på! At passere målstregen ved en fødsel er fuldstændig vanvittigt, unikt, overvældende og den største gave i livet, som jeg glæder mig til at få lov til at modtage endnu engang – faktisk kan jeg slet ikke vente!

Det blev et lidt længere indlæg – men tak fordi I læser med.

Jeg glæder mig til at dele min oplevelse omkring fødselsforberedelse med grundkurset af “Smertefri fødsel” med jer.

Graviditet - Lillesøster, Løb, Om mig, Styrketræning, Træning

Status på min træning under graviditeten

5. marts 2019 Ingen kommentarer

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg simpelthen NYDER at være gravid! Jeg elskede det også med Oliver, og forskellen er blot, at der med ham var liiidt mere tid og overskud til at nyde det, men når jeg har “tid” til det, så nyder det virkelig – og jeg prøver at mine mig selv om det løbende, for hvem ved? Måske er det sidste gang jeg får lov til at opleve det.
For mig er det livets gave, at få lov til at skabe et lille menneske, og blot se kroppen gøre præcis dét, den ved, den skal – den er så sej altså!

I dag går jeg ind i uge 19. Det vil sige jeg er 18+0. Jeg fatter simpelhen ikke, at vi snart er halvvejs!? Det lyder så kliché agtigt, men hold nu op, hvor tiden flyver!

Træning
Indtil nu har jeg trænet cirka tre gange om ugen siden jeg blev gravid – det gjorde jeg også inden. Nogle uger er det blevet til en ekstra træning, når der har været ekstra tid, men gennemsnittet har helt klart været tre gange om ugen.
I starten blev det oftest fordelt således, at jeg løb to gange om ugen, og så lavede dyrkede jeg cardio/styrketrænede i centeret en gang om ugen.
Selvfølgelig er intensiteten reduceret, og cardioen foregår ikke på samme niveau med lige så høj puls, som før og vægten under styrketræningen er også reduceret i nogle øvelser dog med de samme antal gentagelser – men ellers er det stort det det samme.

Siden uge 15 har kroppen langsomt sagt fra overfor løb, og derfor er det efterhånden blevet til en løbetur om ugen og så de to andre dage i centeret. Jeg styrketræner fortsat cirka en gang om ugen, men det er primært for at holde kroppen lidt ved lige og træne de kropsdele, som jeg ved bliver ekstra belastet, når lillepigen begynder at fylde og veje. Det handler slet ikke om at opbygge eller vedligeholde min muskelmasse – det har jeg opgivet, da jeg simpelthen ikke har nok træningsdage til det. Som i min graviditet med Oliver følte jeg også, at jeg får langt mere ud af cardio, da det er rart at holde kroppen igang og få pulsen op – især på dage, som er stillesiddende f.eks. på studiet. Under en graviditet er ens system belastet på en helt anden måde, og der hjælper cardio mig sindssygt meget til at holde det kørende og dermed undgå gener som luft i maven, ondt i maven og en følelse af at kroppen bare er propfuld.

Status lige nu er, at jeg dyrker cardio to – tre gange om ugen, og så også styrketræner den ene dag. Jeg tror, løbeturene skal begynde at indeholde nogle gåpasses, da min krop og mit bækken fortæller mig, at jeg skal skrue lidt ned. Så tænker jeg blot at øge distancen en smule i stedet for.
Så længe kroppen tillader det, vil jeg fortsætte min træning som “jeg plejer” – og jeg har et stort ønske og en lille forhåbning om, at det bliver sådan indtil til den dag, vi skal møde hende, som i min graviditet med Oliver.

Min krops forandring
Det er ikke fordi, jeg synes, der er sket såååå meget med min krop endnu – eller også er det bare fordi, jeg ved, hvordan det bliver til sidst. 😅😂 Jeg tror måske, det hænger sammen med, at jeg har set min krop gennemgå denne proces før.
I min første graviditet synes jeg, det var hårdt at se min krop forandre sig så meget på så kort tid – det tog mig lang tid at acceptere det og slappe af i det. Min muskelmasse dalede hastigt, jeg fik små deller og håndtag, jeg ikke var vant til, mine hofter blev bredere og især mit ansigt fik lidt mere fylde. Jeg tror, det er præcis det samme denne gang – jeg tror bare ikke, det er lige så stor en “forskrækkelse” denne gang. Især mine hofter synes jeg allerede er blevet en del bredere, og jeg har da også fået lidt mere blødt hud hist og pist, men pyt – det hører med. Så længe jeg gør mit for, at det ikke tager overhånd, så kan jeg ikke gøre mere. I sidste ende er det igen mig selv, som skal gøre en indsats, for at føle mig tilpas i min krop igen, når den dag kommer.

Min vægt siger indtil videre +1,5 kg. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og jeg tabte mig cirka 2 kg de første par måneder, fordi lillepigen simpelhen sugede alt energi ud af mig – det var også derfor jeg var SÅ træt, og nærmest sov kl. 20 hver aften. 🙈 Nu vejer jeg 54,5 kg.
Det er ikke fordi jeg normalt går op i min vægt, men under en graviditet, synes jeg, det er en god parameter at måle på, da alt andet er så foranderligt, hvor man ikke kan gøre så meget andet end at se med fra sidelinjen. Ved at kende min vægt og følge med undervejs, føler jeg, at jeg har en lille smule kontrol – og dem der kender mig ved, at jeg er kontrolfreak.

Nu vil jeg bare fortsat nyde min babybule, nyde at se min lille familie glæde sig til at møde lillesøster, og nyde hver eneste træning, for jeg kan aldrig vide, om der pludselig er en faktor som gør, at det ikke længere er muligt, eller hvordan det hele udvikler sig.
Jeg tror og håber på, at min krop (igen) viser sig fra sin stærke side, og at lillepigen er lige så god ved mig som sin storebror. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at give min krop de bedste forudsætninger for at skabe et lille menneske, og samtidig give lillesøster de bedste betingelser i maven.

Tak fordi I læser med.

Livet som mor, Om mig

At være bedste veninder i livet som mødre

3. marts 2019 Ingen kommentarer

Kender I det der med, at man helt kan glemme, hvor meget man savner en person, indtil man ser dem? Præcis sådan har jeg det med min bedste veninde. Egentlig ved jeg det godt, altså sådan indeni, men det kommer alligevel altid bagpå mig, når vi har ses, at jeg i hverdagen savner hende så meget.

Livet som mødre
Vi blev mødre på nogenlunde samme tid (med et halvt års mellemrum) og der er sket SÅ meget i vores liv siden da. Som de fleste mødre ved, så tager ens liv en 180 graders vending, når først man bliver mor/forældre, og det er noget man ikke kan forberede sig på eller forestille sig, før man står i det. Alt er nyt. Selvfølgelig er der en god lang optakt i form af graviditeten, men intet er sådan rigtig virkelighed, før man får sin lille baby i armene for første gang.

I gamle dage
Inden vi begge blev mødre, skrev vi sammen nærmest dagligt, og vi sås mindst hver anden uge.
Vi var 100% opdateret på hinandens liv – det var lige før, jeg vidste, hvornår hun havde en tandlægetid, og jeg huskede at ønske held og lykke, og spørge hvordan det gik.
Sådan er det ikke mere. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig ligeså meget for hende og hendes liv, men tiden er bare ikke til det – som i slet ikke. Tankerne er et helt andet sted.

Jeg savner hende. Jeg savner nogle gange vores venskab, som det var før vi blev mødre. Hvor alt ikke handlede om børn, familie, lortebleer, institutioner osv. osv. Nogle gange undrer jeg mig over, hvad vi egentlig fik tiden til at gå med førhen, og hvad vi dog talte om?
Og så alligevel vil jeg ikke bytte det for noget, at jeg kan dele så stor en livsbegivenhed med hende, og noget som er så stor en del af mit liv. Min søn og min lille familie er jo mit liv nu. Det er ikke blot mig. Og hun har det jo præcis på samme måde. Alle ens behov, værdier og interesser er nu rettet mod ens lille familie – og det er præcis sådan, det skal være.

Mødre er ikke ens
Jeg var overbevist om, at det her med, at vi skulle være mødre med forholdvis kort mellemrum, kun ville føre os tættere sammen og styrke vores forhold – hvilket det måske også har gjort på nogle punkter. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var en større “udfordring” for vores venskab, end jeg havde regnet med. Faktisk havde jeg slet ikke forventet, at det kunne føre nogle udfordringer med sig, som det på nogle punkter måske har gjort.

Vi er nemlig mødre på meget forskellige måder – som så mange jo er. Dette har både vist som som en fordel og en ulempe engang i mellem. Det tog lidt tid, før vi fandt hinanden igen i vores “nye liv”, da vi på en eller anden måde ikke var lige så ens længere. Det har vi egentlig aldrig været, men her blev det på en måde mere iscenesat og tydeliggjort. I hvert fald skulle vi lige ind i vores nye roller, og også lære hinanden at kende i dem, for ingen mødre er ens – og det er børn absolut heller ikke.
Mest af alt tror jeg, det handler om, at vi skulle finde os selv i de nye roller, og først og fremmest havde vi fokus på at skabe hver vores lille familie. På en måde får man lidt en ny identitet som mor, og dermed skulle vi også lige finde hinanden igen. Dernæst tror jeg lige vi skulle “acceptere” at vi absolut ikke er ens, og at man sagtens kan have forskellige meninger og holdninger som mor og omkring sit barn, og at man ikke nødvendigvis behøver være enige eller have samme mening om alt ting.
Vi er forskellige som mødre, og vores børn er forskellige – derfor er det ren logik at det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for os hver især. Sådan tænker jeg, det er for de fleste.

Vores venskab
Vores forhold, som jeg vil tillade mig at kalde det, blev forsømt en del i vores første tid som mødre – som så meget andet også gør.
Men nu er vi blevet bedre til at ses, hvor det bare er hende og jeg, så vi har ro og tid til bare at være os.
Omvendt ses vi også med vores børn og med vores mænd – og det er FANTASTISK. Jeg vil ikke bytte det væk for noget.

Jeg vil gå så langt at sige, at hvis man som veninder kan få børn på (nogenlunde) samme tidspunkt, og stadig bibeholde ens venskab på samme plan, så kan man klare alt sammen.
Dét er et venskab for livet.

Nogle gange kan det stadigvæk føles som om, hun er så “langt væk”. Men det er hun ikke. Og når vi ses, så er alt som i “gamle dage”.
Jeg elsker hende som min veninde, som mor, som kæreste – hun er lige som hun skal være I alle de “roller”, hun besidder – og jeg priser mig lykkelig for vores venskab.

« Forrige 1 2 3 4 5 … 14 Næste »