En krop i balance

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

 

Continue Reading

Hvad motiverer mig (især) til at træne?

Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.

Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:

  1. Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
  2. Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
  3. En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
    Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
  4. Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem.
    Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
  5. Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
  6. Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
  7. Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.

Og husk nu på:
ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.

Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼

God træningslyst!

Continue Reading

Løb som transportmiddel

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Continue Reading

Halvmarathon – Sydkøstløbet 14.10.18

  

I dag løb jeg over målstregen til mit første halvmarathon med en officiel tid på: 1:46:41, hvilket svarer til en gennemsnitspace på 5:02. 🙌🏼🏃🏼‍♀️ Jeg er SÅ glad, lettet og stolt! Mit mål var 1:50:00, så jeg er simpelthen så tilfreds!

Det var et fantastisk løb!
Først og fremmest var humøret i top, og jeg glædede mig helt vildt til at løbe over startlinjen og endelig være igang! Fra første kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde ramt en god dag, mine ben var lette og der var fart i dem. 💨

Da jeg kendte ruten og området så godt, da det er der, jeg selv løber til hverdag, havde E og jeg aftalt præcist, hvor de skulle stå og heppe på mig, og jeg så dem hele tre gange undervejs på ruten. Oliver gav mig high-fives, og jeg kunne høre ham råbe “Der’ moar”. 😍 Det var helt vildt, hvor meget motivation det gav, hver gang jeg vidste, jeg snart mødte dem, og efter jeg havde hilst på dem. ❤️

Depoterne undervejs på ruten var vanvittige! 🤩 For mig handlede det bare om, at få det jeg helst “skulle” for at klare turen, men der var både vand, saft, energidrik, cola, energibarer, kanelgifler, banan og slik. Jeg drak saft, og jeg er simpelthen elendig til at drikke af et krus, mens jeg løber, så jeg satte tempoet op frem til posten, og så gik jeg de sekunder, jeg drak, og så løb jeg videre derfra – det fungerede mega godt!

De første 6K var løbet på ingen tid – eller sådan føltes det i hvert fald. Bum, så vi de kilometer tilbagelagt. Måske skyldes det, at det var første gang, jeg vidste Oliver og Emil stod og heppede! 👏🏼👨‍👦
Jeg holdt lidt igen de første 5 – 8K, i stedet for bare at lade benene styre tempoet, for jeg ville ikke tage nogen chancer, og risikere at de sidste kilometer mod mål blev en kæmpe kamps. Jeg ønskede at have masser af overskud og højt humør, når jeg blev mødet af mine to drenge – og alle de andre, som stod og heppede for den sags skyld. 🇩🇰 Der var så mange familier, som var mødt op, og håbefulde børn, som stod klar til high-fives, og det var mega fedt at se deres gejst, når man løb hen mod dem for at give dem en high-five. 🙌🏼

De næste kilometer går fantastisk – jeg nyder virkelig turen, omgivelserne, bruger depoterne som planlagt, og forsøger virkelig bare at være tilstede i løbet – jeg nød det 100% hele vejen!
Omkring de 13 kilometer er sidste gang, jeg møder Oliver og Emil inden mål.
Jeg føler masser af overskud, selvom jeg godt kan mærke, kroppen er begyndt at blive en smule træt.
Første gang jeg oplever kroppen blive rigtig træt og møder lidt modstand er omkring 15 – 17K, hvor vi bare løb i stiv modvind! Det var hårdt, og benene blev ekstra pressede – det var det eneste tidspunkt på ruten, hvor jeg ikke synes, det var super fedt.
Da vi rammer 18K kommer vi lidt mere i læ, og så var det bare om at ramme målstregen. Jeg føler mig tilpas presset og træt, så jeg fortsætter i dét tempo, som føles tilpas hårdt, da jeg hele tiden huskede mig selv på, at mål nr. 1 var at være tilstede under hele løbet og nyde turen.

Oliver og Emil står omkring 200 meter før mål, og da jeg har passeret dem, sætter jeg farten op og løber i mål! 🏃🏼‍♀️🏅

Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – lige som jeg havde håbet på! Jeg havde overskud på HELE turen, jeg var mentalt tilstede og jeg nød bare at være i dét. Mine knæ opførte sig helt fantastisk, og mene ben havde en god dag – vigtigst af alt var det mentale plan optimalt.
For mig er det en KÆMPE milepæl indenfor min træning, som endelig er nået, og at det også bliver i en tid, som jeg kun kan være tilfreds med er simpelthen fantastisk! 🙌🏼

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så tæt på mit mål før graviditeten: 1:45:00, for så var jeg gået efter de sidste 1,5 min. Men det er først, da jeg rammer målstregen, at det rigtigt går op for mig, hvor tæt på jeg egentlig var.
I dag valgte jeg oplevelsen og overskuddet til – samtidig med jeg absolut ramte mål i en tid, som jeg slet ikke havde regnet med. 💪🏼
ALT var præcis, som det skulle være! 🙋🏼‍♀️

                           

Continue Reading

Min træning er så stor en del af MIG!

… og det tror jeg (desværre) kun at dem, som har det på samme måde sådan rigtigt forstår.
Min træning er en lige så stor del af mig, som min familie, mit studie, min personlighed, min tøjstil – ALT! Uden min træning ville jeg ikke være dén, jeg er.

Nogle gange synes jeg, det kan være hårdt, at det er sådan. Nogle gange føler jeg, at min træning kan blive en barriere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, og jeg ved, at dem jeg kender, som også træner en del, kan have det på samme måde. Det kan blive en barriere fordi, det ofte er et emne, som sjældent bliver italesat eller spurgt ind til.

I min verden skal man huske at rose hinanden, komplementere hinanden og spørge ind til hinandens liv sådan helt generelt ift. familie, studie, job, oplevelser osv. – noget jeg tror, at MANGE mennesker, kunne blive bedre til! Som en god veninde, søster, kæreste, bror, nabo, what ever, er det da vores ”job” at spørge ind til hinanden og ikke mindst anerkende hinanden. Hvis man synes, at ens veninde eller hende, man sidder ved siden af i toget har en fed strik på, så sig det dog! Helt seriøst, hvem har nogen sinde reageret negativt på en kompliment? Når det (en sjælden gang) sker for mig, så bliver jeg da så glad!

Jeg oplever ALTID, at der bliver vist interesse og spurgt ind til min familie, mit studie eller hvor mine nye sneaks er fra – men jeg oplever dælme meget, meget sjældent, at der bliver spurgt ind til min træning! Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke – eller gør jeg? Når det sker, er det ofte af de personer omkring mig, som selv er fysisk aktive – som om de bedre kan forholde sig til det, eller som om det ikke er et lige så ”ømt” emne.
Det er nok et lidt tabubelagt emne, men måske bunder det ud i en form for misundelse og jalousi, og det synes jeg bare er så mega ærgerligt – og faktisk også lidt uretfærdigt.
Alle har chancen for at udrette lige præcis dét de ønsker, det handler bare om at ville det nok og om at prioritere, hvad man værdsætter mest – og dér er vi da heldigvis alle sammen forskellige.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at fordi man ikke selv prioriterer det lige så højt, selvom man måske nogle gange ville ønske, man gjorde, ikke alligevel kan anerkende dem, som så rent faktisk vælger at gøre det – især de personer, man har tæt inde på livet, og som betyder noget for én.
Jeg har kun haft en veninde i livet, jeg ofte var misundelig på, og som jeg ikke kunne anerkende – og vi er ikke veninder den dag i dag. Forståeligt nok, for i min verden er det ikke sådan, et venskab fungerer – det er simpelthen ikke holdbart i længden. Lige præcis dét er noget, jeg har lært meget af, for hvor er det dog bare virkelig dårlig stil!
Og i forhold til det med barrieren så er det lige præcis dét, jeg nogle gange selv oplever. At min træning kan blive en barriere i mine venskaber – desværre. I hvert fald er det som om, der nogle gange bliver taget afstand, eller i hvert fald som om der bliver taget afstand fra lige præcis dén del af mig. Det er simpelthen så nedern en følelse, især fordi min træning er så stor en del af mig, og jeg er oprigtigt træt af den – og ikke mindst ked af den!

Min pointe er, at vi alle sammen er forskellige, og vi burde virkelig være bedre til at anerkende hinanden, rose hinanden og komplementere hinanden – også selvom man måske nogle gange, ville ønske, det var én selv.
Vi er alle sammen så pisse seje på hver vores måde, og det fortjener vi at få af vide! Der er intet, som er rigtigt eller forkert – det vigtigste er, at man ikke lader det blive en barriere mellem én selv og dem omkring sig.

Fredagstanker fra

Continue Reading

Løbetræning op til halvmarathon

Mit seneste indlæg handlede om mine planer om at deltage i et halvmarathon i oktober: Nyt løbeur – nyt mål. Jeg har 8 uger til at træne op i, og jeg startede op i denne uge. Jeg har en tid hos min fys i næste uge, som skal tilse mit knæ for at hjælpe mig med at vurdere, om det er klar til udfordringen – så jeg krydser alt, hvad jeg har!

Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig har lavet programmet ud fra min grundform, og ud fra hvor vant min krop er til at løbe i forvejen. Det er vigtigt, man ikke ligger for hårdt ud, da kroppen skal kunne følge med.

8ugers løbeprogram

Jeg har valgt at løbetræne tre gange om ugen, da jeg synes, det er dét, jeg har tid til – og så håber jeg på, at jeg kan få plads til et styrketræningspas om ugen også. Oftest vil jeg løbe intervaller på løbebånd i cenyteret, og de dage, hvor jeg har tid til det, vil jeg gennemgå en hurtig og effektiv fullbody workout bagefter. Ellers må det blive til lidt hjemmetræning hjemme på stuegulvet. 😬💪🏼

Mine tre løbepas er opdelt således:

Dag 1: Moderat løbetur:
Løbetur på 5 – 10K med en moderat pace (omkring 5:00).

Dag 2: Intervalløb:
Kort distance (omkring 5 – 6 K) med fokus på tempo og høj puls.

Dag 3: Langdistance:
Løbetur på 10 – 18K med en rolig pace (omkring 6:00).

Som ugerne går vil jeg øge distancen, så jeg i de første uger på dag 1 løber 5 – 6K, mens jeg tilsidst i forløbet skal op og løbe omkring 10K.
Den mest effektive måde at øge sin VO2 max (iltoptagelse), og dermed komme i bedre form og kunne præstere bedre, er ved at udfordre sin krop på alle punkter – i mit tilfælde i forbindelse med løb.

dag 1 løber jeg en moderat distance i et moderat tempo. Dette er den type ture, jeg i forvejen oftest løber, og dermed bliver min krop ikke maks udfordret, men jeg får pulsen godt op og holder min form ved lige.

dag 2 udfordre jeg min krop og min VO2 max maksimalt – altså er især dette løbepas super effektivt med ønsket om at komme i bedre form, da der er god mulighed for at øge VO2 max.

Her kommer et par eksempel på mine intervalløb:

Metode 1 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
4 – 5 gentagelser af:
500 m: Pace 4:15
500 m: Pace 5:15
500 m nedkøling

Metode 2 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
3 – 4 gentagelser af:
1K: Pace 4:30
500 m: Pace 5:30

Metode 3 (løbebånd):
1K opvarmning (hastighed 9)
30 sek. løb/30 sek. pause (Hastighed: 15) x 5
30 sek. løb/20 sek. pause (Hastighed: 15) x 5
30 sek. løb/10 sek. pause (Hastighed: 14) x 5
1K nedkøling (hastighed 9)

Metode 4 (løbebånd):
1K opvarmning (Hastighed: 9)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 15)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 16)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 17)
1K nedkøling (Hastighed 9)

Ved “pause” mener jeg, at jeg hopper af løbebåndet, mens det kører videre, og så hopper jeg på igen. 🙂
Der findes SÅ mange typer af intervaller – det er bare om at søge inspiration.

dag 3 handler det udelukkende om at træne kroppen til at løbe en længere distance, end den pt er vant til – og det er jo rimelig nødvendigt, hvis den skal op og løbe 21,1K. 😅 Ligeledes handler det selvfølgelig om at øge distancen lige så stille, for at skåne led og muskler så meget som muligt.

Overstående er min løbeplan de kommende 7 uger (jeg startede i denne uge), og så satser jeg på, jeg er i dén form det kræver, for at løbe et halvmarathon på under to timer, samtidig med min krop (mit knæ) kan følge med og holde til det.
Det mest optimale for mig ift. mit knæ ville nok have været at have 12 uger til rådighed – men det har jeg altså ikke. 😅

Jeg glæder mig til at udfordre mig selv, og så håber jeg bare på, at alt går efter planen.
Uanset hvad, så ELSKER jeg at løbe, og det øger kun min motivation, at der er et mål forude – også selvom alle løbeturene måske ikke bliver helt så “afstressende”, som de plejer at være.

Continue Reading

Nyt løbeur – nyt mål

    

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg konkurrencemenneske med stort K, og jeg elsker at udfordre mig selv.
Mit løbeur forsvandt sporløst for tre måneder siden (seriøst, det var bare VÆK!), så derfor har jeg haft en periode, hvor der slet ikke har været den samme fokus på tid og pace på mine løbeture, som der plejer at være. Det har faktisk været rart, og det er helt sikkert noget, jeg vil blive bedre til en gang i mellem: at snuppe en løbetur uden uret på armen.
Men nu kan jeg godt mærke, at jeg glæder mig til at kunne udfordre mig selv lidt mere igen, og følge med i hvor godt jeg præsterer. For mig er uret på armen en motivationsfaktor til liiiige at løbe lidt længere for præcist at ramme hele eller halve kilometre, eller sætte farten lidt op, hvis jeg kan se, at jeg så løber med en lavere pace, som jeg før har formået – også selvom jeg virkelig er presset, for det er lige dér, jeg bliver bedre!

Sidste år da jeg så CPH half marathon blive skudt i gang, aftalte jeg med mig selv, at jeg næste år selv ville være en del af startfeltet. Det er jo den vildeste løbefest! 🎉🏃🏼‍♀️ Så jeg vidste, at jeg i foråret skulle begynde at træne rigtigt op til det – og jeg glædede mig!!
Men da vi i foråret blev inviteret til bryllup på Fyn dagen før CPH half 2018, opgav jeg hurtigt muligheden for at deltage, og droppede egentlig lidt planerne om at løbe et halvmarathon. 🙅🏼‍♀️

Men jo mere CPH half nærmer sig, kan jeg godt mærke, at jeg virkelig er træt af, at jeg ikke skal deltage, og at jeg alligevel ikke fik mulighed for at give mig selv den udfordring – jeg har (endnu) ikke løbet et halvmarathon!
Sidst jeg var i gang med at træne op til et halvmarathon (og var i mit livs bedste form), opdagede vi 1,5 måned før halvmarathonet, at jeg var gravid, så det blev hurtigt droppet. 🙈🤰🏼Og så synes jeg altså virkelig, at det pludselig havde lange udsigter, når man som jeg, også har et mål omkring en bestemt sluttid, man gerne vil opnå.
Og så er der nogle som har sagt: “Kan du ikke bare løbe distancen selv en søndag formiddag?”, og svaret er NEJ! Det er simpelthen ikke det samme – overhovedet! Stemningen, omgivelserne, adrenalinen og alt det hele gør alt til forskel!

Men eftersom jeg begyndte at ærger mig mere og mere, undersøgte jeg mulighederne for alligevel at løbe et halvmarathon i efteråret, og så fandt jeg faktisk et større event i oktober, hvor man kan løbe halvmarathon-distancen, så det har jeg planer om at deltage i. 🙌🏼
Jeg har ikke tiden til at træne så meget op, som jeg havde planer om op til CHP half, og jeg har heller ikke tilmeldt mig endnu, da jeg lige skal se, hvordan mit knæ opfører sig, når jeg skruer lidt op for løbetræningen. Men der er trods alt lidt tid til endnu, så jeg går efter at kunne løbe det på under to timer – det er i hvert fald dét, som er hovedmålet.

Jeg krydser fingre for, at mit knæ opfører sig pænt, så jeg endelig kan få sat ✔️-tegn ved at have gennemført et halvmarathon på under to timer – det er noget, jeg gerne har ville rigtig LÆNGE!

Continue Reading

Royal Run – 10K

Så fik jeg løbet mit første officielle løb som mor – og hold nu op en løbefest! 🏃🏼‍♀️🎉

Først et kæmpe stort TILLYKKE til Kronprinsen og en kæmpe hive-five til arrangørerne for at stable så gennemført et løb med så mange deltagere på banen. Taget alt i betragtning var løbeforholdene super fine – og det var fedt at have en fest sammen med resten af København! 🙌🏼

Min officielle tid lyder på:
47:12 min. – hvilket svarer til en pace på 4:43, så jeg nåede mit mål og satte PR for 10K. 👏🏼💪🏼 Dog siger mit løbeur en lidt lavere tid, som lyder på:
46:30 min. – hvilket svarer til en pace på 4:39. Mit løbeur målte distancen til at være 10,2K, hvilket kan skyldes så mange forskellige ting – men fuck det! Uanset hvilken tid der tæller, så nåede jeg mit mål og satte PR. 🥇

Jeg startede i startfeltet med pacerne 4:30, og fulgte dem de første ca. 3K, men så besluttede jeg mig for at sætte tempoet lidt ned, så jeg samtidig havde mulighed for at nyde løbet lidt mere i stedet for kun at fokusere på pacerne – og dét var en god beslutning! Løbet blev meget sjovere derfra, hvilket nok også skuldes, at vi de første 2 – 3K løb meget i klumper, så man skulle bruge en masse energi på at koordinere sit løb i stedet for “bare” at løbe, men det blev meget bedre, da vi derefter blev mere spredt ud.

Omkring de 5K løb jeg forbi Kronprinsen, som samtidig er i fuld gang med at vinke til Dronningen, som stod og vinkede fra balkonen på Amalienborg.
Dét var nu en lidt sjov oplevelse, når det var derfor alle os tusindvis af mennesker var samlet på ét sted – netop for at hylde Kronprinsen.

Resten af turen så jeg bare frem til at løbe forbi mine to drenge omkring 8 – 9K, som var så søde at tage med for at heppe på mig – virkelig den bedste motivationsfaktor! 👨‍👦❤
Da jeg kom i mål viste det sig at min søde lillesøster og skønne veninde fra studiet også er mødt op for at tage imod mig i mål – TAK for det! I er skønne!
Royal Run var en fed løbeoplevelse!

Jeg elsker at løbe, jeg elsker at teste mig selv af, jeg elsker at konkurrere mod mig selv, og selvfølgelig ELSKER jeg, når det lykkedes! 🏃🏼‍♀️💪🏼
Mest af alt, så elsker jeg dét, som løb gør ved min krop, mit humør og mit energiniveau!

Tak fordi I læste med!

              

Continue Reading

Mit første officielle løb efter graviditeten

 

Jeg er konkurrencemenneske med stort K! Mest af alt når jeg konkurrer mod mig selv og min egen form. Dog er jeg blevet en utrolig dårlig taber, hvis jeg føler jeg ikke præsterer eller det går uretfærdigt til – hvilket det oftest gør i mit hoved, når jeg ikke vinder. 😅🤷🏼‍♀️ Da vi var små, var det min lillesøster, som smadrede kroketkøllerne ind i træerne, så de knækkede – nu er det mig. 🙈 Ej, så voldsomt går det sjældent til, men lad os bare konkludere, at jeg absolut altid spiller for at vinde. Det samme gælder min præstation indenfor min træning – jeg vil altid forsøge at præstere mit bedste, for ellers ved jeg, jeg bliver utrolig skuffet.

2. pinsedag skal jeg løbe Royal Run her i København. Et lille officielt løb på 10K. Jeg glæder mig helt vildt til denne løbefest. Det er ikke nogen lang distance, men det er mit første løb efter graviditeten. Sidst jeg deltog i et officielt løb, var lille O en lille spire inden i min mave – det vidste vi bare ikke endnu. 🙈💙 Og dér slog jeg PR på både 5, 10 og 15K.

Som altid har jeg sat mig et ambitiøst mål for dette løb:
Jeg vil gerne løbe det med en pace på max 4:45, som så ender ud med en sluttid på 47,5 min.
Drømmescenariet er 45 min., som kræver en pace på 4:30, men det tror jeg desværre ikke er muligt, da jeg ikke har fået trænet helt så meget op, som jeg gerne ville. Jeg har hele tiden ment, der var laaaaang tid til, men nu er der altså pludselig kun to uger. 😅 #livetsommor I hvert fald kommer det helt an på så mange ting på selve løbsdagen: Hvordan vejret er, hvordan forholdene er til løbet og hvordan min gejst er på selve dagen.

Én ting er sikkert: Jeg glæder mig helt vildt til at opleve stemningen igen til et officielt løb og få testet mig selv og min form af – også selvom det kun er 10K – det bliver sjooooovt!

Tak fordi I læste med! 🙂

Continue Reading

Kan man være afhængig af træning?

Kan man være “afhængig” af træning? Svaret er: JA!

Om jeg er afhængig af min træning? Ja, det er jeg nok. Den giver mig i hvert fald en masse energi, godt humør og overskud, som jeg nødigt ville undvære.
Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og det er altså en stor fordel. Især når den f.eks. udsættes for en stor fysisk udfordring som f.eks. en graviditet, stressede perioder eller generelt bare almindelige udfordringer, som hverdagen bringer. Så ved jeg, hvor meget, jeg kan kræve af den, og hvor meget, jeg kan presse den – hertil og ikke længere! Det oplever jeg som en stor fordel.

Som sagt elsker jeg min træning – helt generelt elsker jeg bare at være fysisk aktiv, og min krop skal nok fortælle mig, hvis den trænger til at blive tæsket igennem. Jeg bliver hurtigere træt, uoplagt og i halvdårligt humør, når jeg er inde i perioder, hvor min træning bliver nedprioriteret. På en måde kan man nok godt sige, at min træning er mit drug. Sådan er det i hvert fald blevet. Det har ikke altid været sådan, og det tager lang tid at nå dertil, hvor kroppen rent faktisk har et behov for at være fysisk aktiv.

Hvad sker der, når vi er fysisk aktive?
Jeg prøver at forklare det så let forståeligt som muligt, og derfor bliver det også meget overfladisk. Men ellers tror jeg ikke, det er særlig brugbart eller interessant at læse.

ATP
Den primære energikilde under fysisk aktivitet er ATP, som findes i små mængder i musklerne. Under fysisk aktivitet skal der hele tiden dannes ny ATP, for at træningsniveauet kan opretholdes. ATP kan dannes på tre måder:
1. Nedbrydning af kreatinphosfat i musklerne via enzymet kreatinkinase
2. Mælkesyredannelse
3. Oxidation (forbrænding) af kulhydrat eller fedtsyrer
Om man forbrænder mest kulhydrat eller fedt afhænger af flere ting:
– Typen af træning
– Intensiteten
– Varighed
– Hvad man har spist op til træningen
Som udgangspunkt kan man sige, at hvis man yder omkring 50% af sit maksimale, forbrænder man cirka lige meget kulhydrat og fedt. Derfor man kan også meget overfladisk sige, at hvis man har en kortvarig træning med meget høj intensitet, vil det typisk være kulhydrat, som forbrændes, hvor i mod det primært vil være fedtforbrænding ved længerevarende træning ved middel intensitet. Dog skal man huske på, at der kan være mange ting, som spiller ind (bl.a. stigning i adrenalin, fald i insulin), ens aktivitetsniveau i løbet af dagens og især kosten, og derfor er dette kun et udgangspunkt.

Endorfiner
Når vi er fysisk aktive udskiller kroppen hormonet endorfiner. Så egentlig er det ikke den fysiske aktivitet, kroppen bliver “afhængig af”, men endorfinerne. Endorfinerne udskiller positive stoffer som betyder, at vi bliver i godt humør og tænker mere positivt, og dermed føler vi, at vi samtidig får mere energi.

Insulin
Insulin er et peptidhormon (aminosyrer), som har afgørende betydning for vores energiomsætning. Insulin har altså en stor betydning for, at vi får energi af den mad, vi spiser. Derfor er det vigtigt, at kroppen har en god insulinfølsomhed, da insulin medvirker til funktionen af mange af vores organer og væv i kroppen. Insulin har en afgørende betydning for denne regulering, da det fremmer optagelsen, nedbrydningen og lageringen af glukose i de forskellige væv i kroppen.
Når vi er fysisk aktive øges insulinfølsomheden, dvs. vi bliver endnu bedre til at omsætte energi af det vi spiser. Dette betyder bl.a. også at kroppen ikke behøver at bruge nær så meget energi på at omsætte glukosen, hvis insulinfølsomheden er optimal. Desuden er kroppen hurtigere til at regulere blodglukosen (blodsukkeret), og dermed falder blodglukosen efter et måltid hurtigere igen, og er samtidig nemmere at holde stabil.
Dog er det vigtigt at huske på, at blodglukosen i høj grad bliver påvirket af, hvad det vi spiser.

Vigtigheden af fysisk aktivitet
Der er et utal af sundhedsmæssige fordele ved at være fysisk aktiv.
Kroppens metabolisme forbedres væsentligt ved fysisk aktivitet – altså alle de kemiske processer, som foregår i vores krop, for at den kan fungere optimalt optimeres ved fysisk aktivitet.
Vores immunforsvar styrkes, da kroppen automatisk bliver mere modtandsdygtig, når den fungerer optimalt, og ikke skal bruge energi på alt muligt andet, som den egentlig ikke burde bruge energi på.
Jeg har som sagt allerede beskrevet nogle af de fordele, der er ved at være fysisk aktiv, og de er bl.a. med til at nedsætte risikoen for at få forhøjet blodtryk og udvikle diverse livsstilssygdomme som overvægt, type 2-diabetes og hjerte-karsygdomme. Det lyder måske meget… Hm? Overfladisk? Men det er altså sandt.
Som sagt er der mange faktorer, som spiller ind – især kosten, men det ændrer ikke på, at det er en stor fordel at være fysisk aktiv.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt jeg synes, det er, at være fysisk aktiv.
Jeg synes, man skylder sig selv og sine omgivelser at være god ved sin krop, for man skal tilbringe mange år sammen med den, og det vil altid kunne betale sig – og det er ALDRIG for sent.
Fysisk aktivitet er mange ting. Det behøver ikke være sport, en løbetur, styrketræning eller andet. Det kan også sagtens være en gåtur, at cykle til- og fra skole eller arbejde, at tage i svømmehallen med sin familie, at tage trapperne i stedet for elevatoren osv. Dog har kroppen godt af at blive udfordret en gang i mellem, hvor pulsen virkelig bliver banket i vejret.

Jeg håber, at det hele giver mening, og at det er skrevet, så det er til at forstå. Det kan hurtigt blive meget kringlet og biokemisk, så derfor bliver det også hurtigt overfladisk, når det skal være let-læseligt. Men jeg synes, jeg har fået de vigtigste pointer med.
Jeg håber, at I kan bruge indlægget som inspiration og måske som en motivationsfaktor, de dage, hvor det kniber med at få taget sig sammen til at komme afsted. 😉

Følg mig gerne på Instagram, hvor jeg referer til min blog: @sofiebrandtlarsen

Continue Reading