Løb under graviditeten

I dag er jeg gået ind i uge 30 (29+0), og i går var sidste gang, jeg løb med lillesøster i maven – er jeg ret sikker på i hvert fald.

Det var faktisk præcis på samme tidspunkt med Oliver, at jeg måtte sige “på gensyn” til løb, og acceptere, at det var slut for nu. Dog har det alligevel slet ikke været det samme.
Med Oliver lavede jeg en aftale med mig selv om, at når det ikke længere føles behageligt at løbe 5 min. i streg, så ville jeg stoppe med mine løbeture – og sådan blev det i uge 30.
Som jeg tidligere har skrevet i et par indlæg i denne graviditet http://sofiebrandt.dk/?p=1185 og http://sofiebrandt.dk/?p=1287, havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg fortsat kunne løbe i uge 30 – men det har jeg altså kunne. Dog slet ikke på samme måde, som i graviditeten med Oliver.
Denne gang har løb ikke bestået af decideret løbeture, men intervalløb har været en del af min cardio i centeret, hvor jeg har løbet 2 – 3 min. af gangen og så gået der i mellem i samme tidsmængde. I denne graviditet har min krop sagt fra overfor konstant løb i længere tid af gangen noget tidligere i graviditeten, men til gengæld har det fungeret helt optimalt med korte gå- og løbe intervaller.
Men nu føles det altså bare ikke rigtigt mere. Både mit bækken og min læn siger hurtigt fra efter meget kort tid med løb, så jeg tror, det er min krops måde at fortælle mig på, at det er på tide at sige “på gensyn” til løb. 
Ærligt, så savner jeg at snøre løbeskoene og bare tonse afsted i den friske luft og nyde naturen – jeg ELSKER det, og det giver mig SÅ meget energi og overskud, og det er efterhånden en her del måneder siden, jeg har haft den oplevelse og følelse i kroppen. Jeg glæder mig allerede, til jeg (forhåbentlig) skal løbe lange, hurtigere ture som #mortilto – og forhåbentlig en masse ture med lillesøster i løbejoggeren, som jeg har gjort med Oliver fra den dag, han var klar til det – og han elsker det stadig. Det er altid dejligt med heppekor undervejs.

Men jeg er så stolt af min krop. Jeg kan ikke forvente eller forlange mere af den. Den behandler mig så godt, og lillesøster er så god ved mig.

I søndags dyrkede jeg 40 minutters intensiv cardio med en konstant puls på over 160 – det er sgu mega sejt gået af min krop på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg er så taknemmelig for, at dette kan lade sig gøre. Det handler om at kende sin krops begrænsninger og lytte til dem. Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og jeg er ligeledes blevet rigtig god til at acceptere de begrænsninger, jeg møder på min vej. Det er dét, som betyder noget, og så kan man egentlig forstætte på det “niveau”, som man ønsker – igen: så længe kroppen tillader det.
Jeg træner fortsat tre gange om ugen – de uger der er tid til det gerne mere. Jeg dyrker primært cardio på diverse cardiomaskiner, men jeg styrketræner fortsat en gang om ugen – blot for at bruge kroppen på en anden måde. 

Indtil nu siger vægten +6 kg. Det er nogenlunde den samme vægtøgning som med Oliver på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er ikke noget, jeg går super meget op i, men jeg synes, det er rart, at have et parameter at måle på, da jeg ikke ønsker at tage mere på end dét graviditeten vejer i sig selv. Nu har jeg prøvet, hvordan det er at være på den anden side af fødslen, og sidste gang forsvandt kiloene af sig selv – også selvom kroppens uddseende langt fra var det samme. Det synes jeg, var en rar følelse, men man kan jo aldrig vide, hvordan kroppen reagerer. Dog er det slet ikke noget, jeg bruger tid og energi på at tænke over – det skal nok komme helt af sig selv. 

Jeg nyder babybulen, jeg nyder at mærke lillesøster møffe rundt derinde, og jeg elsker, elsker, ELSKER tanken om, at vi lige om lidt er fire.
Jeg er så stolt af min krops arbejde, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, vi kan fortsætte det gode samarbejde.



Continue Reading

Status på min træning under graviditeten

Uge 19 (18+0)

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg simpelthen NYDER at være gravid! Jeg elskede det også med Oliver, og forskellen er blot, at der med ham var liiidt mere tid og overskud til at nyde det, men når jeg har “tid” til det, så nyder det virkelig – og jeg prøver at mine mig selv om det løbende, for hvem ved? Måske er det sidste gang jeg får lov til at opleve det.
For mig er det livets gave, at få lov til at skabe et lille menneske, og blot se kroppen gøre præcis dét, den ved, den skal – den er så sej altså! 

I dag går jeg ind i uge 19. Det vil sige jeg er 18+0. Jeg fatter simpelhen ikke, at vi snart er halvvejs!? Det lyder så kliché agtigt, men hold nu op, hvor tiden flyver! 

Træning 
Indtil nu har jeg trænet cirka tre gange om ugen siden jeg blev gravid – det gjorde jeg også inden. Nogle uger er det blevet til en ekstra træning, når der har været ekstra tid, men gennemsnittet har helt klart været tre gange om ugen. 
I starten blev det oftest fordelt således, at jeg løb to gange om ugen, og så lavede dyrkede jeg cardio/styrketrænede i centeret en gang om ugen.
Selvfølgelig er intensiteten reduceret, og cardioen foregår ikke på samme niveau med lige så høj puls, som før og vægten under styrketræningen er også reduceret i nogle øvelser dog med de samme antal gentagelser – men ellers er det stort det det samme. 

Siden uge 15 har kroppen langsomt sagt fra overfor løb, og derfor er det efterhånden blevet til en løbetur om ugen og så de to andre dage i centeret. Jeg styrketræner fortsat cirka en gang om ugen, men det er primært for at holde kroppen lidt ved lige og træne de kropsdele, som jeg ved bliver ekstra belastet, når lillepigen begynder at fylde og veje. Det handler slet ikke om at opbygge eller vedligeholde min muskelmasse – det har jeg opgivet, da jeg simpelthen ikke har nok træningsdage til det. Som i min graviditet med Oliver følte jeg også, at jeg får langt mere ud af cardio, da det er rart at holde kroppen igang og få pulsen op – især på dage, som er stillesiddende f.eks. på studiet. Under en graviditet er ens system belastet på en helt anden måde, og der hjælper cardio mig sindssygt meget til at holde det kørende og dermed undgå gener som luft i maven, ondt i maven og en følelse af at kroppen bare er propfuld.

Status lige nu er, at jeg dyrker cardio to – tre gange om ugen, og så også styrketræner den ene dag. Jeg tror, løbeturene skal begynde at indeholde nogle gåpasses, da min krop og mit bækken fortæller mig, at jeg skal skrue lidt ned. Så tænker jeg blot at øge distancen en smule i stedet for. 
Så længe kroppen tillader det, vil jeg fortsætte min træning som “jeg plejer” – og jeg har et stort ønske og en lille forhåbning om, at det bliver sådan indtil til den dag, vi skal møde hende, som i min graviditet med Oliver.

Min krops forandring 
Det er ikke fordi, jeg synes, der er sket såååå meget med min krop endnu – eller også er det bare fordi, jeg ved, hvordan det bliver til sidst. 😅😂 Jeg tror måske, det hænger sammen med, at jeg har set min krop gennemgå denne proces før. 
I min første graviditet synes jeg, det var hårdt at se min krop forandre sig meget på kort tid – det tog mig lang tid at acceptere det og slappe af i det. Min muskelmasse dalede hastigt, jeg fik små deller og håndtag, jeg ikke var vant til, mine hofter blev bredere og især mit ansigt fik lidt mere fylde. Jeg tror, det er præcis det samme denne gang – jeg tror bare ikke, det er lige så stor en “forskrækkelse” denne gang. Især mine hofter synes jeg allerede er blevet en del bredere, og jeg har da også fået lidt mere blødt hud hist og pist, men pyt – det hører med. Så længe jeg gør mit for, at det ikke tager overhånd, så kan jeg ikke gøre mere. I sidste ende er det igen mig selv, som skal gøre en indsats, for at føle mig tilpas i min krop igen, når den dag kommer.

Min vægt siger indtil videre +1,5 kg. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og jeg tabte mig cirka 2 kg de første par måneder, fordi lillepigen simpelhen sugede alt energi ud af mig – det var også derfor jeg var SÅ træt, og nærmest sov kl. 20 hver aften. 🙈 Nu vejer jeg 54,5 kg. 
Det er ikke fordi jeg normalt går op i min vægt, men under en graviditet, synes jeg, det er en god parameter at måle på, da alt andet er så foranderligt, hvor man ikke kan gøre så meget andet end at se med fra sidelinjen. Ved at kende min vægt og følge med undervejs, føler jeg, at jeg har en lille smule kontrol – og dem der kender mig ved, at jeg er kontrolfreak. 

Nu vil jeg bare fortsat nyde min babybule, nyde at se min lille familie glæde sig til at møde lillesøster, og nyde hver eneste træning, for jeg kan aldrig vide, om der pludselig er en faktor som gør, at det ikke længere er muligt, eller hvordan det hele udvikler sig. 
Jeg tror og håber på, at min krop (igen) viser sig fra sin stærke side, og at lillepigen er lige så god ved mig som sin storebror. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at give min krop de bedste forudsætninger for at skabe et lille menneske, og samtidig give lillesøster de bedste betingelser i maven. 

Tak fordi I læser med. 


Continue Reading

“Hvor ofte træner du?”

Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere. 
Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med. 

Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler  jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.  

Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.

Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.

Så derfor indeholder mine uger ofte:
– 3 x cardiodage (oftest løb)
– 1 x styrketræning (oftest overkrop) 

Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem. 

Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk. 

Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor. 
Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.

Continue Reading

En krop i balance

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

 

Continue Reading

Hvad motiverer mig (især) til at træne?

Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.

Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:

  1. Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
  2. Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
  3. En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
    Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
  4. Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem.
    Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
  5. Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
  6. Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
  7. Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.

Og husk nu på:
ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.

Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼

God træningslyst!

Continue Reading

Løb som transportmiddel

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Continue Reading

Halvmarathon – Sydkøstløbet 14.10.18

  

I dag løb jeg over målstregen til mit første halvmarathon med en officiel tid på: 1:46:41, hvilket svarer til en gennemsnitspace på 5:02. 🙌🏼🏃🏼‍♀️ Jeg er SÅ glad, lettet og stolt! Mit mål var 1:50:00, så jeg er simpelthen så tilfreds!

Det var et fantastisk løb!
Først og fremmest var humøret i top, og jeg glædede mig helt vildt til at løbe over startlinjen og endelig være igang! Fra første kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde ramt en god dag, mine ben var lette og der var fart i dem. 💨

Da jeg kendte ruten og området så godt, da det er der, jeg selv løber til hverdag, havde E og jeg aftalt præcist, hvor de skulle stå og heppe på mig, og jeg så dem hele tre gange undervejs på ruten. Oliver gav mig high-fives, og jeg kunne høre ham råbe “Der’ moar”. 😍 Det var helt vildt, hvor meget motivation det gav, hver gang jeg vidste, jeg snart mødte dem, og efter jeg havde hilst på dem. ❤️

Depoterne undervejs på ruten var vanvittige! 🤩 For mig handlede det bare om, at få det jeg helst “skulle” for at klare turen, men der var både vand, saft, energidrik, cola, energibarer, kanelgifler, banan og slik. Jeg drak saft, og jeg er simpelthen elendig til at drikke af et krus, mens jeg løber, så jeg satte tempoet op frem til posten, og så gik jeg de sekunder, jeg drak, og så løb jeg videre derfra – det fungerede mega godt!

De første 6K var løbet på ingen tid – eller sådan føltes det i hvert fald. Bum, så vi de kilometer tilbagelagt. Måske skyldes det, at det var første gang, jeg vidste Oliver og Emil stod og heppede! 👏🏼👨‍👦
Jeg holdt lidt igen de første 5 – 8K, i stedet for bare at lade benene styre tempoet, for jeg ville ikke tage nogen chancer, og risikere at de sidste kilometer mod mål blev en kæmpe kamps. Jeg ønskede at have masser af overskud og højt humør, når jeg blev mødet af mine to drenge – og alle de andre, som stod og heppede for den sags skyld. 🇩🇰 Der var så mange familier, som var mødt op, og håbefulde børn, som stod klar til high-fives, og det var mega fedt at se deres gejst, når man løb hen mod dem for at give dem en high-five. 🙌🏼

De næste kilometer går fantastisk – jeg nyder virkelig turen, omgivelserne, bruger depoterne som planlagt, og forsøger virkelig bare at være tilstede i løbet – jeg nød det 100% hele vejen!
Omkring de 13 kilometer er sidste gang, jeg møder Oliver og Emil inden mål.
Jeg føler masser af overskud, selvom jeg godt kan mærke, kroppen er begyndt at blive en smule træt.
Første gang jeg oplever kroppen blive rigtig træt og møder lidt modstand er omkring 15 – 17K, hvor vi bare løb i stiv modvind! Det var hårdt, og benene blev ekstra pressede – det var det eneste tidspunkt på ruten, hvor jeg ikke synes, det var super fedt.
Da vi rammer 18K kommer vi lidt mere i læ, og så var det bare om at ramme målstregen. Jeg føler mig tilpas presset og træt, så jeg fortsætter i dét tempo, som føles tilpas hårdt, da jeg hele tiden huskede mig selv på, at mål nr. 1 var at være tilstede under hele løbet og nyde turen.

Oliver og Emil står omkring 200 meter før mål, og da jeg har passeret dem, sætter jeg farten op og løber i mål! 🏃🏼‍♀️🏅

Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – lige som jeg havde håbet på! Jeg havde overskud på HELE turen, jeg var mentalt tilstede og jeg nød bare at være i dét. Mit knæ opførte sig helt fantastisk, og mine ben havde en god dag – vigtigst af alt var det mentale plan optimalt.
For mig er det en KÆMPE milepæl indenfor min træning, som endelig er nået, og at det også bliver i en tid, som jeg kun kan være tilfreds med er simpelthen fantastisk! 🙌🏼

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så tæt på mit mål før graviditeten: 1:45:00, for så var jeg gået efter de sidste 1,5 min. Men det er først, da jeg rammer målstregen, at det rigtigt går op for mig, hvor tæt på jeg egentlig var.
I dag valgte jeg oplevelsen og overskuddet til – samtidig med jeg absolut ramte mål i en tid, som jeg slet ikke havde regnet med. 💪🏼
ALT var præcis, som det skulle være! 🙋🏼‍♀️

                           

Continue Reading

Min træning er så stor en del af MIG!

… og det tror jeg (desværre) kun at dem, som har det på samme måde sådan rigtigt forstår.
Min træning er en lige så stor del af mig, som min familie, mit studie, min personlighed, min tøjstil – ALT! Uden min træning ville jeg ikke være dén, jeg er.

Nogle gange synes jeg, det kan være hårdt, at det er sådan. Nogle gange føler jeg, at min træning kan blive en barriere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, og jeg ved, at dem jeg kender, som også træner en del, kan have det på samme måde. Det kan blive en barriere fordi, det ofte er et emne, som sjældent bliver italesat eller spurgt ind til.

I min verden skal man huske at rose hinanden, komplementere hinanden og spørge ind til hinandens liv sådan helt generelt ift. familie, studie, job, oplevelser osv. – noget jeg tror, at MANGE mennesker, kunne blive bedre til! Som en god veninde, søster, kæreste, bror, nabo, what ever, er det da vores ”job” at spørge ind til hinanden og ikke mindst anerkende hinanden. Hvis man synes, at ens veninde eller hende, man sidder ved siden af i toget har en fed strik på, så sig det dog! Helt seriøst, hvem har nogen sinde reageret negativt på en kompliment? Når det (en sjælden gang) sker for mig, så bliver jeg da så glad!

Jeg oplever ALTID, at der bliver vist interesse og spurgt ind til min familie, mit studie eller hvor mine nye sneaks er fra – men jeg oplever dælme meget, meget sjældent, at der bliver spurgt ind til min træning! Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke – eller gør jeg? Når det sker, er det ofte af de personer omkring mig, som selv er fysisk aktive – som om de bedre kan forholde sig til det, eller som om det ikke er et lige så ”ømt” emne.
Det er nok et lidt tabubelagt emne, men måske bunder det ud i en form for misundelse og jalousi, og det synes jeg bare er så mega ærgerligt – og faktisk også lidt uretfærdigt.
Alle har chancen for at udrette lige præcis dét de ønsker, det handler bare om at ville det nok og om at prioritere, hvad man værdsætter mest – og dér er vi da heldigvis alle sammen forskellige.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at fordi man ikke selv prioriterer det lige så højt, selvom man måske nogle gange ville ønske, man gjorde, ikke alligevel kan anerkende dem, som så rent faktisk vælger at gøre det – især de personer, man har tæt inde på livet, og som betyder noget for én.
Jeg har kun haft en veninde i livet, jeg ofte var misundelig på, og som jeg ikke kunne anerkende – og vi er ikke veninder den dag i dag. Forståeligt nok, for i min verden er det ikke sådan, et venskab fungerer – det er simpelthen ikke holdbart i længden. Lige præcis dét er noget, jeg har lært meget af, for hvor er det dog bare virkelig dårlig stil!
Og i forhold til det med barrieren så er det lige præcis dét, jeg nogle gange selv oplever. At min træning kan blive en barriere i mine venskaber – desværre. I hvert fald er det som om, der nogle gange bliver taget afstand, eller i hvert fald som om der bliver taget afstand fra lige præcis dén del af mig. Det er simpelthen så nedern en følelse, især fordi min træning er så stor en del af mig, og jeg er oprigtigt træt af den – og ikke mindst ked af den!

Min pointe er, at vi alle sammen er forskellige, og vi burde virkelig være bedre til at anerkende hinanden, rose hinanden og komplementere hinanden – også selvom man måske nogle gange, ville ønske, det var én selv.
Vi er alle sammen så pisse seje på hver vores måde, og det fortjener vi at få af vide! Der er intet, som er rigtigt eller forkert – det vigtigste er, at man ikke lader det blive en barriere mellem én selv og dem omkring sig.

Fredagstanker fra

Continue Reading

Løbetræning op til halvmarathon

Mit seneste indlæg handlede om mine planer om at deltage i et halvmarathon i oktober: Nyt løbeur – nyt mål. Jeg har 8 uger til at træne op i, og jeg startede op i denne uge. Jeg har en tid hos min fys i næste uge, som skal tilse mit knæ for at hjælpe mig med at vurdere, om det er klar til udfordringen – så jeg krydser alt, hvad jeg har!

Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig har lavet programmet ud fra min grundform, og ud fra hvor vant min krop er til at løbe i forvejen. Det er vigtigt, man ikke ligger for hårdt ud, da kroppen skal kunne følge med.

8 ugers løbeprogram

Jeg har valgt at løbetræne tre gange om ugen, da jeg synes, det er dét, jeg har tid til – og så håber jeg på, at jeg kan få plads til et styrketræningspas om ugen også. Oftest vil jeg løbe intervaller på løbebånd i centeret, og de dage, hvor jeg har tid til det, vil jeg gennemgå en hurtig og effektiv fullbody workout bagefter. Ellers må det blive til lidt hjemmetræning hjemme på stuegulvet. 😬💪🏼

Mine tre løbepas er opdelt således:

Dag 1: Moderat løbetur:
Løbetur på 5 – 10K med en moderat pace (omkring 5:00).

Dag 2: Intervalløb:
Kort distance (omkring 4 – 6 K) med fokus på tempo og høj puls.

Dag 3: Langdistance:
Løbetur på 10 – 18K med en rolig pace (omkring 6:00).

Som ugerne går vil jeg øge distancen, så jeg i de første uger på dag 1 løber 5 – 6K, mens jeg tilsidst i forløbet skal op og løbe omkring 10K.
Den mest effektive måde at øge sin VO2 max (iltoptagelse), og dermed komme i bedre form og kunne præstere bedre, er ved at udfordre sin krop på alle punkter – i mit tilfælde i forbindelse med løb.

dag 1 løber jeg en moderat distance i et moderat tempo. Dette er den type ture, jeg i forvejen oftest løber, og dermed bliver min krop ikke maks udfordret, men jeg får pulsen godt op og holder min form ved lige.

dag 2 udfordre jeg min krop og min VO2 max maksimalt – altså er især dette løbepas super effektivt med ønsket om at komme i bedre form, da der er god mulighed for at øge VO2 max.

Her kommer et par eksempel på mine intervalløb:

Metode 1 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
4 – 5 gentagelser af:
500 m: Pace 4:15
500 m: Pace 5:15
500 m nedkøling

Metode 2 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
3 – 4 gentagelser af:
1K: Pace 4:30
500 m: Pace 5:30

Metode 3 (løbebånd):
1K opvarmning (hastighed 9)
30 sek. løb/30 sek. pause (Hastighed: 17) x 5
30 sek. løb/20 sek. pause (Hastighed: 16) x 5
30 sek. løb/10 sek. pause (Hastighed: 15) x 5
1K nedkøling (hastighed 9)

Metode 4 (løbebånd):
1K opvarmning (Hastighed: 9)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 15)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 16)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 17)
1K nedkøling (Hastighed 9)

Ved “pause” mener jeg, at jeg hopper af løbebåndet, mens det kører videre, og så hopper jeg på igen. 🙂
Der findes SÅ mange typer af intervaller – det er bare om at søge inspiration.

dag 3 handler det udelukkende om at træne kroppen til at løbe en længere distance, end den pt er vant til – og det er jo rimelig nødvendigt, hvis den skal op og løbe 21,1K. 😅 Ligeledes handler det selvfølgelig om at øge distancen lige så stille, for at skåne led og muskler så meget som muligt.

Overstående er min løbeplan de kommende 7 uger (jeg startede i denne uge), og så satser jeg på, jeg er i dén form det kræver, for at løbe et halvmarathon på under to timer, samtidig med min krop (mit knæ) kan følge med og holde til det.
Det mest optimale for mig ift. mit knæ ville nok have været at have 12 uger til rådighed – men det har jeg altså ikke. 😅
Løbet foregår en søndag og ugen op til vil jeg løbe to korte ture i moderat tempo mandag – fredag, så benene får ro, så de er helt klar til søndag og den lange distance.

Jeg glæder mig til at udfordre mig selv, og så håber jeg bare på, at alt går efter planen.
Uanset hvad, så ELSKER jeg at løbe, og det øger kun min motivation, at der er et mål forude – også selvom alle løbeturene måske ikke bliver helt så “afstressende”, som de plejer at være.

Continue Reading

Nyt løbeur – nyt mål

    

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg konkurrencemenneske med stort K, og jeg elsker at udfordre mig selv.
Mit løbeur forsvandt sporløst for tre måneder siden (seriøst, det var bare VÆK!), så derfor har jeg haft en periode, hvor der slet ikke har været den samme fokus på tid og pace på mine løbeture, som der plejer at være. Det har faktisk været rart, og det er helt sikkert noget, jeg vil blive bedre til en gang i mellem: at snuppe en løbetur uden uret på armen.
Men nu kan jeg godt mærke, at jeg glæder mig til at kunne udfordre mig selv lidt mere igen, og følge med i hvor godt jeg præsterer. For mig er uret på armen en motivationsfaktor til liiiige at løbe lidt længere for præcist at ramme hele eller halve kilometre, eller sætte farten lidt op, hvis jeg kan se, at jeg så løber med en lavere pace, som jeg før har formået – også selvom jeg virkelig er presset, for det er lige dér, jeg bliver bedre!

Sidste år da jeg så CPH half marathon blive skudt i gang, aftalte jeg med mig selv, at jeg næste år selv ville være en del af startfeltet. Det er jo den vildeste løbefest! 🎉🏃🏼‍♀️ Så jeg vidste, at jeg i foråret skulle begynde at træne rigtigt op til det – og jeg glædede mig!!
Men da vi i foråret blev inviteret til bryllup på Fyn dagen før CPH half 2018, opgav jeg hurtigt muligheden for at deltage, og droppede egentlig lidt planerne om at løbe et halvmarathon. 🙅🏼‍♀️

Men jo mere CPH half nærmer sig, kan jeg godt mærke, at jeg virkelig er træt af, at jeg ikke skal deltage, og at jeg alligevel ikke fik mulighed for at give mig selv den udfordring – jeg har (endnu) ikke løbet et halvmarathon!
Sidst jeg var i gang med at træne op til et halvmarathon (og var i mit livs bedste form), opdagede vi 1,5 måned før halvmarathonet, at jeg var gravid, så det blev hurtigt droppet. 🙈🤰🏼Og så synes jeg altså virkelig, at det pludselig havde lange udsigter, når man som jeg, også har et mål omkring en bestemt sluttid, man gerne vil opnå.
Og så er der nogle som har sagt: “Kan du ikke bare løbe distancen selv en søndag formiddag?”, og svaret er NEJ! Det er simpelthen ikke det samme – overhovedet! Stemningen, omgivelserne, adrenalinen og alt det hele gør alt til forskel!

Men eftersom jeg begyndte at ærger mig mere og mere, undersøgte jeg mulighederne for alligevel at løbe et halvmarathon i efteråret, og så fandt jeg faktisk et større event i oktober, hvor man kan løbe halvmarathon-distancen, så det har jeg planer om at deltage i. 🙌🏼
Jeg har ikke tiden til at træne så meget op, som jeg havde planer om op til CHP half, og jeg har heller ikke tilmeldt mig endnu, da jeg lige skal se, hvordan mit knæ opfører sig, når jeg skruer lidt op for løbetræningen. Men der er trods alt lidt tid til endnu, så jeg går efter at kunne løbe det på under to timer – det er i hvert fald dét, som er hovedmålet.

Jeg krydser fingre for, at mit knæ opfører sig pænt, så jeg endelig kan få sat ✔️-tegn ved at have gennemført et halvmarathon på under to timer – det er noget, jeg gerne har ville rigtig LÆNGE!

Continue Reading