At være bedste veninder i livet som mødre

Kender I det der med, at man helt kan glemme, hvor meget man savner en person, indtil man ser dem? Præcis sådan har jeg det med min bedste veninde. Egentlig ved jeg det godt, altså sådan indeni, men det kommer alligevel altid bagpå mig, når vi har ses, at jeg i hverdagen savner hende meget. 

Livet som mødre 
Vi blev mødre på nogenlunde samme tid (med et halvt års mellemrum) og der er sket SÅ meget i vores liv siden da. Som de fleste mødre ved, så tager ens liv en 180 graders vending, når først man bliver mor/forældre, og det er noget man ikke kan forberede sig på eller forestille sig, før man står i det. Alt er nyt. Selvfølgelig er der en god lang optakt i form af graviditeten, men intet er sådan rigtig virkelighed, før man får sin lille baby i armene for første gang. 

I gamle dage 
Inden vi begge blev mødre, skrev vi sammen nærmest dagligt, og vi sås mindst hver anden uge. 
Vi var 100% opdateret på hinandens liv – det var lige før, jeg vidste, hvornår hun havde en tandlægetid, og jeg huskede at ønske held og lykke, og spørge hvordan det gik. 
Sådan er det ikke mere. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig ligeså meget for hende og hendes liv, men tiden er bare ikke til det – som i slet ikke. Tankerne er et helt andet sted. 

Jeg savner hende. Jeg savner nogle gange vores venskab, som det var før vi blev mødre. Hvor alt ikke handlede om børn, familie, lortebleer, institutioner osv. osv. Nogle gange undrer jeg mig over, hvad vi egentlig fik tiden til at gå med førhen, og hvad vi dog talte om?
Og så alligevel vil jeg ikke bytte det for noget, at jeg kan dele så stor en livsbegivenhed med hende, og noget som er så stor en del af mit liv. Min søn og min lille familie er jo mit liv nu. Det er ikke blot mig. Og hun har det jo præcis på samme måde. Alle ens behov, værdier og interesser er nu rettet mod ens lille familie – og det er præcis sådan, det skal være. 

Mødre er ikke ens
Jeg var overbevist om, at det her med, at vi skulle være mødre med forholdvis kort mellemrum, kun ville føre os tættere sammen og styrke vores forhold – hvilket det måske også har gjort på nogle punkter. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var en større “udfordring” for vores venskab, end jeg havde regnet med. Faktisk havde jeg slet ikke forventet, at det kunne føre nogle udfordringer med sig, som det på nogle punkter måske har gjort.

Vi er nemlig mødre på meget forskellige måder – som så mange jo er. Dette har både vist som som en fordel og en ulempe engang i mellem. Det tog lidt tid, før vi fandt hinanden igen i vores “nye liv”, da vi på en eller anden måde ikke var lige så ens længere. Det har vi egentlig aldrig været, men her blev det på en måde mere iscenesat og tydeliggjort. I hvert fald skulle vi lige ind i vores nye roller, og også lære hinanden at kende i dem, for ingen mødre er ens – og det er børn absolut heller ikke. 
Mest af alt tror jeg, det handler om, at vi skulle finde os selv i de nye roller, og først og fremmest havde vi fokus på at skabe hver vores lille familie. På en måde får man lidt en ny identitet som mor, og dermed skulle vi også lige finde hinanden igen. Dernæst tror jeg lige vi skulle “acceptere” at vi absolut ikke er ens, og at man sagtens kan have forskellige meninger og holdninger som mor og omkring sit barn, og at man ikke nødvendigvis behøver være enige eller have samme mening om alt ting. 
Vi er forskellige som mødre, og vores børn er forskellige – derfor er det ren logik at det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for os hver især. Sådan tænker jeg, det er for de fleste. 

Vores venskab 
Vores forhold, som jeg vil tillade mig at kalde det, blev forsømt en del i vores første tid som mødre – som så meget andet også gør. 
Men nu er vi blevet bedre til at ses, hvor det bare er hende og jeg, så vi har ro og tid til bare at være os
Omvendt ses vi også med vores børn og med vores mænd – og det er FANTASTISK. Jeg vil ikke bytte det væk for noget. 

Jeg vil gå så langt at sige, at hvis man som veninder kan få børn på (nogenlunde) samme tidspunkt, og stadig bibeholde ens  venskab på samme plan, så kan man klare alt sammen. 
Dét er et venskab for livet. 

Nogle gange kan det stadigvæk føles som om, hun er så “langt væk”. Men det er hun ikke. Og når vi ses, så er alt som i “gamle dage”. 
Jeg elsker hende som min veninde, som mor, som kæreste – hun er lige som hun skal være I alle de “roller”, hun besidder – og jeg priser mig lykkelig for vores venskab.


You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.