Hvis du forventer at få et navn i dette indlæg, så må jeg skuffe dig – for det holder vi for os selv lidt endnu. 😉
Men jeg kan til gengæld afsløre, at vi er 99% sikre på, hvad hun skal hedde, og det har vi egentlig været siden uge 15, hvor vi var til kønsscanning, og fandt ud af det er en lille pige, som gemmer sig derinde. Og Oliver kan udtale det, så det har egentlig gjort det endnu nemmere – eller måske nærmere svære at inddrage og forestille sig andre navne end lige præcis dét. 🙈
Jeg har altid haft et ønske om, at mine børn skulle have to navne – altså et fornavn og et mellemnavn. Det har jeg altid selv ønsket mig, da jeg hedder noget så klassisk som Sofie, hvilket altid har resulteret i de mest kedelige øgenavne, for at holde styr på alle os forskellige “Sofie’er” i børnehaven, i skolen osv.
Dét med de to navne, var noget Emil lige skulle vænne sig til. Desuden er jeg lidt mere til de mere specielle navne, mens E er meget klassisk. Derfor blev det lidt et kompromis, da vi skulle finde et navn til Oliver, da de fornavne jeg foretrak, var alt for specielle for Emil, mens jeg synes, at hans forslag, var alt for klassiske.
Derfor kom vi til enighed omkring Oliver, da han så også fik et mellemnavn, så hans navn blev mere hans, da der er ingen tvivl om, at han kommer til at møde mange gennem livet, som også hedder Oliver. Og så lignede han virkelig bare en Oliver, da han kom ud til os – også selvom det navn aldrig var blevet nævnt før, de få gange, vi havde talt om navne.
Vi bruger ikke Elliot, når vi kalder på ham osv, men vi bruger det på hans ting, når vi skriver hans navn og i dagplejen bruger de det, når der er flere Oliver’er tilstede. Og han ved godt, at han hedder Oliver Elliot og ikke “bare” Oliver – og det er lige præcis sådan, vi ønsker, det skal anvendes. Og så er det op til ham selv, hvor meget eller lidt, han ønsker at bruge det, når han bliver ældre og kan tage stilling til det.
… Nå, tilbage til lillesøsters navn.
Det startede sådan helt reelt tilbage til sidste sommer, hvor E og jeg sad en sommeraftenen på stranden og snakkede om fremtiden. Vi havde allerede på det tidspunkt i tankerne, at vi i nærmeste fremtid (forhåbentlig) skulle forøge familien. Det har altid været meget let, at tale om pige navne, for vi ville jo aldrig få en pige. Vi ville blive en drengefamilie. Desuden synes jeg, det er noget nemmere med pigenavne, end drengenavne – hvorfor ved jeg ikke?
Men da jeg nævnte dét pigenavn for Emil den aften, kunne jeg se på ham, at han virkelig bare synes, det var så fint – hvilket han også sagde.
Da vi i uge 15 får udløst spændingen, og finder ud af, at vi skal have en lillesøster, dukker dét navn med det samme op igen.
Mellemnavnet er ændret siden, hvor vi begge er gået lidt på kompromis, men fornavnet er det samme. Vi har haft flere navne oppe at vende, men hver gang er vi kommet tilbage til lige præcis dét navn.
Denne gang har vi også tænkt meget over, at det gerne må passe lidt sammen med Oliver Elliot, uden det skal passe for meget.
For sjov spurgte vi Oliver en dag, om lillesøster skulle hedde dét navn, og han udtalte det lige så tydeligt efterfulgt af “baby” – og så var det som om, at dét navn bare er helt perfekt.
Det er sjovt, at det kan være så forskelligt. Med Oliver ville vi absolut ikke give ham et navn, før vi havde mødt ham – faktisk talte vi nærmest ikke om det før efter fødslen, mens vi nærmest har været sikre med lillesøster fra uge 15.
Jeg kan afsløre, at det (højest sandsynlig) bliver en lille #babyN, men resten tror jeg, vi holder for os selv til den dag, vi møder hende.
