Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere. 
Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med. 

Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler  jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.  

Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.

Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.

Så derfor indeholder mine uger ofte:
– 3 x cardiodage (oftest løb)
– 1 x styrketræning (oftest overkrop) 

Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem. 

Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk. 

Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor. 
Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.

Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:

1. Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
2. Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
3. En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
   Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
4. Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem.
   Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
5. Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
6. Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
7. Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.

Og husk nu på:
ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.

Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼

God træningslyst!

TRÆNING! Jeg elsker det – og jeg elsker det lige så meget, som før jeg blev mor.

For mig har tid til træning altid været et spørgsmål om prioritering – intet andet! Sorry, men sådan har jeg det. Hvis man ikke kan finde tid til at prioritere den, så er det fordi, man ikke vil det nok.
I al den tid, jeg har haft den livsstil, jeg har, har jeg prioriteret min træning MEGET højt! For år tilbage nok også for højt. En overgang var det min træning, som styrede min hverdag – alle aktiviteter og alle mine aftaler blev planlagt efter, hvornår, hvor længe og hvad jeg skulle træne.
Det nåede aldrig at kime over eller bliver for meget, men jeg er glad for, at det ikke længere er sådan – faktisk er det slet ikke muligt som mor, i hvert fald ikke, hvis man ønsker at være dén mor, jeg ønsker at være.

Og dét med at være en god mor – hvad er en god mor? Jeg føler mig som en god mor, når jeg er der 110% for min søn, og sætter hans behov højest. Når han er glad, er jeg glad.
Derfor er det MEGET svært for mig på tiden at finde tid til træning i centeret. Jeg har nemlig en dreng, som sover ret flot om natten (for det meste i hvert fald på trods af natamningerne), men det betyder også, at han ikke sover så meget om dagen. Han tager en god formiddagslur på ca. 1,5 time, hvor jeg godt ville kunne nå en times træning, MEN jeg er simpelthen ikke klar til at tage hen i centeret, når O skal puttes. Dén lur tager han nemlig omkring 2 timer efter vi er stået op, og vi skal både nå alle morgenrutinerne, han skal have morgengrød (og dermed nogen gange et bad ), tøj på osv., og jeg skal også gerne selv have morgenmad og blive træningsklar – det er simpelthen ikke muligt. 2 timer lyder måske af meget, men med en baby, som kræver opmærksomhed HELE tiden er det simpelthen nærmest ikke muligt. Desuden har jeg brug for den 1,5 time til mig selv, for at blive klar til resten af dagen, for resten af dagen sover O kun omkring 1,5 time fordelt på 2 lure.
Det lyder måske som en dårlig undskyldning, men lige for tiden føler jeg, at jeg skal vælge mellem min træning eller at være en god mor i det tidsrum min træning varer – og så er det altså ikke svært at vælge! Oliver trives ikke i træningscenteret – han keder sig hurtigt. Det er prøvet. Så det er ikke fedt at have ham med, når han er vågen. Desuden må der ikke være børn i træningsområderne, så jeg er begrænset til holdsalen, og det er bare ikke det samme.

Derfor bliver det oftest til lidt træning hjemme på stuegulvet sammen med O eller mens han sover, og så en MASSE løbeture! Dét kan O nemlig godt lide – faktisk elsker han det! 😀

Jeg håber, at jeg giver mig selv tid- og lov til at træne lidt mere, når først jeg starter studie (og fuck, det er LIGE OM LIDT!!), og E går på barsel, og når O starter i vuggestue. Så bliver det (måske) lidt nemmere lige at snige en times træning ind hist og pist inden han skal hentes. Jeg ved det ikke? Det opdager jeg, når jeg står i det.
Men jeg ved én ting: Jeg ELSKER at være i centeret, og jeg savner det virkelig! Det er så pisse fedt bare at give den fuldgas, presse sig selv og bare træne som i ”gamle” dage før jeg blev mor. Min krop er ved at være i super god form igen, så jeg har alle muligheder for at gøre dét jeg VIRKELIG elsker, hvor jeg kobler fra og bare kan være MIG.

Mit syn på træning og prioritering har egentlig ikke ændret sig – jeg har bare fundet ud af, at der kan komme ting i livet, som betyder meget mere.

Tak fordi I læste med.

En lille opdatering herfra – det er godt nok også ved at være lang tid siden.
Først vil jeg gerne lige undskylde, at der ikke er den store aktivitet her på bloggen i øjeblikket, men jeg kan slet ikke følge med – tiden flyver afsted! Som mor må man virkelig prioritere sin tid, og desværre når jeg ikke alle de ting, jeg gerne vil.

Nå, som I ved, har jeg altid trænet meget. Både før, under og nu efter graviditeten.
I mit tidligere indlæg fortalte jeg om, at jeg efter min 8-ugers undersøgelse desværre fik besked på, at jeg endnu ikke måtte begynde at løbetræne, og der var nogle begrænsninger omkring min træning.
Jeg har lavet tusindvis af knibeøvelser lige siden, og det går fremad. 😉

I hvert fald er jeg (endelig) begyndt at løbetræne igen. Jeg lytter til min krop, og løber så meget den tillader. Lige pt løber jeg min. to gange om ugen, men distancen er endnu ikke længere end 5 km, da jeg ikke vil starte for hårdt ud. Jeg har trods alt holdt nogle måneders pause med løbetræningen.
Det er SKØNT at løbe igen, men det er også svært at acceptere, at min krop ikke er i stand til mere, end den er. Jeg har dyrket massere af cardiotræning gennem graviditeten og også efter, så derfor er min kondition stadig væk god, og når det ikke er hårdt at løbe 5 km., har man lyst til at fortsætte, men det går ikke – ikke endnu.

Jeg er først rigtigt startet op på min styrketræning igen her i april – jeg har prioriteret cardio indtil da. Og jeg synes faktisk, den er svær at finde tid til. Jeg plejer at tage af sted, når lille O skal sove sin formiddagslur. Så sover han udenfor i sin barnevogn, mens jeg træner.
Som jeg tidligere har blogget om, har min styrketræning altid været delt op, så jeg hver træning har haft et fokusområde, og i løbet af en uge, kom jeg gennem hele kroppen. På den måde, kunne jeg gå i dybden med alle øvelser og få godt fat i alle muskler i min krop.
Det har jeg godt nok ikke tid til mere. 😳💨 Så nu er der bare fuld fart på min styrketræning (det har der nu altid været), og så kommer jeg gennem hele kroppens en gang, når jeg styrketræner. Jeg vil gerne styrketræne to gange om ugen, men de fleste uger, når jeg det desværre kun én gang. Så laver jeg øvelser hjemme på stuegulvet i stedet for sammen med Oliver.

Så lige pt er mit mål, at jeg styrketræner en gang om ugen og cardiotræner to gange om ugen – og MEGET gerne mere. Det er dog ikke alle uger, der er tid til det. For de vigtigste for mig er absolut, at have massere af tid til- og sammen med min lækre lille søn.

Lige om lidt er det 1. maj og inden vi ser os om er det sommer, og sommer = bikinisæson. 👙☀️ Vi er endda så heldige, at vi skal på sommerferie på Rhodos i år. (VI GLÆDER OS!)
Så jeg har noget at kæmpe for, for jeg har det bare bedst, når jeg trives i min egen krop. Men jeg er stolt af den, og jeg er stolt af mig selv.
Det er fem måneder siden jeg fødte vores lille søn, og min krop er allerede ved at finde sig selv igen. Det er gået hurtigere, end jeg havde regnet med, men jeg ved også, at det udelukkende skyldes min fysiske form før og under graviditeten. Hold nu op, hvor har det altså gavnet mig! Jeg er så taknemmelig for, at min krop belønner mig for det. 🙏🏼

Lige en lille opdatering herfra.

Stort knus