Blestop & Suttestop

Jeg forstår det stadig ikke helt! At vores lille menneske ikke længere bruger ble eller sut – det er så vildt så hurtigt tiden går. HVORNÅR BLEV DU LIGE SÅ STOR!?
Der har været en del spørgsmål på min IG-profil om, hvordan vi har grebet “projekterne” an, også meget detaljeret omkring hver proces, så nu samler jeg det hele i et indlæg. Det er jo ikke sikkert, vores tilgang vil fungere hos jer, men jeg synes selv, det var rart med lidt inspiration og gode råd, for det er virkelig et stort spring – det synes vi i hvert fald det var.

Farvel ble
Faktisk startede det helt tilbage i juli 2019, hvor Oliver længe havde nægtet at få skiftet ble, og det blev en stor diskussion og forhandling HVER ENESTE gang, han skulle skiftes – især når det var pruttebleer. Det var så trættende, og virkelig noget som krævede meget energi fra os alle. En af “tegnene” fra ham, var at han begyndte at gemme sig, når han skulle lave stort, og begyndte at undgå os, fordi han vidste, at nu skulle han skiftes. Vi forberedte ham lidt på situationen, og så tog vi bleen af ham en lørdag morgen, introducerede potten for ham, som stod midt i stuen, og så gik han rundt med numsen bar. Efter en halv dags tid efterspurgte han sin ble igen, og blev lidt ked af det, og derfor fik han den på igen. Sådan kom bleen lidt af og på i Olivers tempo i løbet af den weekend. Der var meget få uheld – med det samme var han virkelig god til at bruge potten. Det var lidt sværere for ham hos hans DP-mor, så der havde han mere ble på end derhjemme. Vi tog det bare i Olivers tempo.
Da Nora blev født tog det hele et skridt tilbage, og der var næsten uheld hver gang, han skulle på potten, og han begyndte at blive ked af det hver gang bleen skulle af. Vores fokus og overskud var et helt andet sted på det tidspunkt, da det hele handlede om, at vi netop var blevet en familie på fire, og Oliver var lige blevet storebror, hvilket i sig selv var en stor omvæltning. Så bleen kom på igen, for det kunne vi mærke, at Oliver havde brug for.

Månederne gik og vi kunne tydeligt fornemme på Oliver, at han fik mere og mere kontrol over tisseriet og lortebleerne. Nogle gange stoppede han op, kiggede på os og sagde: “Nu tisser jeg”.
I december startede han i børnehave, og vi ville ikke gøre det oveni børnehavestart – især fordi det var en KÆMPE omvæltning for Oliver at starte i børnehave. Pædagogerne rådede os også til at vente lidt.

Da børnehavestarten blev bedre og Oliver viste mere overskud, afsatte Emil og jeg to weekender i træk, som udelukkende skulle handle om ble-stop – altså hvor vi kun skulle være hjemme dagen lang både lørdag og søndag, så han hele tiden havde adgang til potten. Og så tog vi nogle smutture på legepladser i området – også uden ble, og det gik helt fint.
Ugen op til den første weekend gjorde vi meget ud af at forberede ham på, hvad der skulle ske, at han nu var en stor dreng, som ikke behøvede ble mere osv. osv.
Da han skulle skiftes lørdag morgen, havde vi fjernet hans bleer fra puslebordet, og så sagde vi til ham, at det da måtte være drillenissen, som havde taget dem – han havde til gengæld stillet potten frem med en lille gave i. (Oliver var meget betaget af drillenissen og julemanden i december, så det udnyttede vi, og gjorde det spændende på den måde). Denne gang havde han underbukser og bukser på, som han selv kunne trække op og ned, så det hele blev lidt mere “naturligt”, men det var han lidt for lille til, da vi øvede det et halvt årstid før. Denne gang virkede han klar på en helt anden måde.
Der var kun ét uheld hele den weekend – han var SÅ sej! Han løb oftest selv ud på potten, som denne gang stod på toilettet nedenunder, og en gang i mellem mindede vi ham om, at han skulle huske at gå ud på potten, hvis han skulle tisse. Men han klarede både at lave stort og småt uden problemer på potten. Til natten fik han ble på, som “drillenissen” havde lagt sammen med hans nattøj.
Vi roste ham selvfølgelig meget, og gjorde meget ud af at vise ham, at vi var meget stolte, og at han var mega sej!

Børnehaven
Vi havde god dialog omkring ble-stoppet med pædagogerne, og de bakkede os meget op i projektet. Dog var det lidt sværere for Oliver i børnehaven, da der jo ikke var en potte, men et lille toilet, plus at der hele tiden kunne komme børn ind og ud på toilettet, og det havde han det svært med. Oliver har svært ved forandring, så når han først havde vænnet sig til potten derhjemme, var det helt forkert, at det var et toilet i børnehaven. Desuden er han (åbenbart) meget privat, derhjemme lukkede han også døren hver gang i starten, og vi måtte først komme derud, når han var færdig. Når han blot havde tisset, tømte han selv potten i toilettet og trak op. Han ville kun have vores hjælp, når han havde lavet stort.
Sådan er det dog ikke mere – nu vil han aller helst have selskab.

Han fik ble på på legepladsen, hvor de er ude fra kl. 12 – 14, og de fleste dage holdte han sig indtil han fik ble på (fra omkring kl. 8 – 12), når de skulle på legeplads, for at undgå at tisse på toilettet – og så fortalte pædagogerne os, at han tissede han i bleen ligeså snart, han fik den på. Nogle få gange er der sket uheld, fordi han ikke har kunne holde sig, og fordi han har nægtet at sidde sig på toilettet, og hvis pædagogerne har forsøgt at sætte ham op, er han blevet ked af det. Så egentlig blev vi enige med pædagogerne om, at følge Olivers metode og tempo. Ingen tvang, men omvendt ville vi heller ikke bare give ham ble på, for så kom vi aldrig videre.
Så den første uges tid var han nærmest ikke på toilet i børnehaven, men brugte kun bleen, når han fik den på. Hjemme havde han fortsat aldrig ble på om dagen mere.

For at gøre hans forhold til toilettet i børnehaven bedre, fjernede vi i weekenden potten derhjemme, og så havde vi i stedet for købt et lille toiletsæde med trappe på.
Da Oliver stod op lørdag morgen, havde “drillenissen” igen været på spil – og også lagt en lille gave. Oliver tog det i stiv arm, fordi det jo bare var drillenissen, som drillede, og så blev tioletsædet taget i brug uden problemer.

Ugen efter gik det meget bedre med toiletbesøg i børnehaven. Pædagogerne tog hensyn til Olivers situation, og de første par gange han skulle bruge toilettet, sørgede de for han var alene derude, og at der ikke kom andre børn og “forstyrrede” ham – og det hjalp virkelig meget.
Det gik stille og roligt fremad, og efter et par uger aftalte vi med pædagogerne, at han heller ikke skulle have ble på på legepladsen, og der har kun været et enkelt uheld efterfølgende.

Status
Det er omkring 1,5 måned siden vi startede projekt ble-fri, og han har fortsat brugt ble om natten – og de første par uger var den meget tung om morgenen. Men den sidste uges tid har vi bemærket, at han nogle gange tisser om aftenen, når han får den på, og så tisser han i den om morgenen, inden han får den af – eller det vil sige, han fortæller os faktisk, at han gør det. I starten har vi indtryk af, at han fortsat tissede i løbet af natten, men ikke længere.
Dét har vi talt med ham om, og nu har vi aftalt, at han skal tisse af om aftnen inden han skal sove, og at han skal tisse på toilettet om morgenen i stedet for i bleen. Det har resulteret i, at bleen har været helt tør de sidste par morgenener – desuden er han også begyndt at nægte at få ble på om aftenen nu.
I går aftes droppede vi bleen, og der har intet været i nat. Da han stod op til morgen, minde vi ham om, om han skulle tisse, og så løb han ud på toilettet og tissede. BUM! Sådan Ollie!

Vi har taget det hele i Olivers tempo. Det kan godt være, nogle af processerne har taget lidt længere tid, men det har føltes rigtig for os og for Oliver. Oliver har svært ved forandring, er meget forsigtig og lidt bange for det nye og ukendte. Derfor har vi gjort meget ud af at forberede ham hele tiden, og det var vigtigt for os, at det blev succesoplevelse for ham fra dag ét – og han har bare været MEGA sej altså! Når vi har været på heldagsture i weekenderne osv. har han heller ikke haft et eneste uheld, men været god til alt sige til, når han skulle på toilet.

Sejeste lille skat!

Farvel sut
Det her projekt var vi lidt mere bekymret for, for Oliver elskede sin sut – som i virkelig ELSKEDE. Vi ville egentlig gerne have vinket farvel til den noget tidligere, men nu skulle der lige styr på ble-stoppet først. Mest pga. hans udtale og hans tænder, som efterhånden er blevet påvirket en del af sutten.

Vi har selvfølgelig forsøgt at begrænse hans suttebrug, så han kun har haft den ved behov. Men det har ikke altid været nemt, for han har virkelig været glad for den, og det har ofte endt i diskussioner og raserianfald – og det var bare ikke hver gang, vi orkede den kamp.

Men igen afsatte Emil og jeg en weekend, hvor det kunne være i fokus. Og to – tre ugers tid før havde vi en god og lang snak med Oliver omkring sutten. At han var en stor dreng på 3 år, som snart ikke behøvede sin sut mere, at det kun er babyer, som bruger sut, og at sutten heller ikke var god for tænderne mere. Jeg havde lånt en bog på biblioteket, som handlede om suttestop, og den passede perfekt ind i vores situation, da Oliver ville kunne referere til hele fortællingen, fordi ham i bogen også havde en lillesøster, der blev nævnt en juletræ som suttetræ osv. osv., som vi vidste også ville give mening for Oliver. “Milan og suttetræet” hedder den.

Derefter begyndte vi at være endnu mere restriktive omkring sutten, og det var som om, han forstod og respekterede det, fordi vi allerede havde talt om det. Oliver har sin egen lille stol i stuen, og det blev til “suttestolen”, hvor der altid lå en sut tilgængelig (hvilket han ikke har haft før, da vi har lagt dem væk, og så skulle han selv efterspørge den), og så var aftalen, at han skulle sidde dér, hvis han ville bruge sutten. Det lyder måske temmelig upædagogisk, men vi vidste, det ville fungere for Oliver – og det gjorde det. Når han havde brug for et lille break, satte han sig på stolen med sin sut, og efter et par minutter lagde han den igen og legede videre. Nogle gange forsøgte han at tage sutten med, men han vidste udemærket godt, hvordan “reglerne” var, og droppede det hurtigt. Selvfølgelig havde han den stadig nogle gange, når vi virkelig kunne fornemme, han havde et behov, og han havde den fortsat, når han skulle puttes om aftenen og om natten.

Dagene op til weekenden, hvor vi skulle aflevere sutterne begyndte vi at snakke med Oliver om det. Han nævnte helt selv, at det var julemanden, som skulle have dem, så den hoppede vi med på, og han refererede altid til bogen om Milan: “Ligesom Milan”. Derfor blev planen:
Sutterne skulle hænges på et træ, som ligende et juletræ, så julemanden kunne finde dem og give dem til nogle små babyer. Derefter bestemte Oliver selv, at vi skulle vi på legeplads, og bagefter hjem og lave pandekager med is – OG så snakkede vi om, at der måske var lagt en gave fra julemanden som tak for sutterne, når vi kom hjem.

Den store dag
Lørdag morgen lå der et brev på suttestolen, som beskrev, hvad der skulle ske samt en lille pose til sutterne. Oliver kom selv sutterne i posen, hvilket var meget vigtigt for os, så vi vidste, at han var med på, hvad der skulle ske. Dog skulle hans yndlingssut altså i lommen – og det kom den. Vi tog afsted på en lille gåtur, for at finde et juletræ, vi kunne hænge sutterne på – vi fandt aldrig et grantræ, men vi handt et andet træ, og Oliver var egentlig ligeglad. Han var ikke heeeelt glad for situationen, da det blev “alvor”, og han forsøgte også: “Nej, vi skal finde et andet træ” og “nej, vi skal bare gå liiiidt videre”. Jeg havde taget en anden sut med, som vi fik hængt op på træet uden han så det, så det lignede, at der også havde været en anden og aflevere sin sut – det virkede ret godt. Han accepterede ret hurtigt, at nu var det altså nu, men da vi spurgte ham, om han ikke også havde en sut i lommen, sagde han hurtigt: “Nej”, og kiggede meget uskyldigt op på os. Han mærkede efter igen og sagde: “Der er altså ikke nogen sut, mor”. Vi smilede lidt, og Oliver kunne godt se, at den gik altså ikke, så han tog sutten op, puttede den vemodigt i posen, og så var han okay klar. Han græd ikke eller noget, men han var ikke glad for situationen. Det var så tydeligt at mærke, at han 100% vidste, hvad der skulle ske, og hvad det betød – nu var det farvel til sutterne. Emil løftede ham om, så han kunne hænge posen på træet. Det var meget vigtigt for os, at det var Oliver, som gjorde alle tingene, så vi var sikre på, at han var med i projektet – altså at det var ham, som sagde farvel til sutterne og ikke os.
Oliver vinkede og sagde helt uopfordret farvel til sutterne, og så var det altså bare afsted – nu ville han bare væk.
… og selvom det måske lyder fjollet, så var det med et sug i maven og en lille tåre i øjenkrogen, da vi gik derfra, fordi det var på en eller anden måde bare så stort. Vores lille dreng, blev bare pludselig så stor, og det gik lige op for os, at han jo slet ikke er så lille mere. #livetsomforældre

Vi fandt en legeplads, vi lavede pandekager, da vi kom hjem, og der lå da også en gave på suttestolen – han var ellevild og meget stolt!

Resten af dagen nævnte han slet ikke sin sut. Det var først til eftermiddag, hvor han blev småtræt, at han nævnte den, men accepterede hurtigt, at de jo hang på træet til julemanden.
Til aften da han skulle puttes blev han (som forventet) ked af det. Ikke sådan hjerteskærende ked af det, men pylret og han smågræd også. Vi snakkede om det hele igen, og vi gjorde lidt eksta ud af putningen. Oliver har, siden han var ni måneder, selv faldet i søvn i sin seng efter godnatsang, altså han har været vågen, når vi har forladt værelset og sagt godnat (der har selvfølgelig været perioder, hvor han har behøvet os mere pga. spring osv.), men som udgangspunkt har det været sådan. Denne aften blev jeg siddende indtil han faldt i søvn, imens jeg holdt ham i hånden – det havde han brug for. Han havde svært ved at falde til ro, fordi han savnede sin sut, men allerede efter en halv times tid sov han. Han sov gennem hele natten uden en eneste opvågning. Dét havde vi absolut ikke regnet med! Vi havde forberedt os på en hård aften og nat.

Søndag nævnte han kun sin sut et par gange, men kom selv i tanke om at de jo hang på suttetræet – sådan lidt fjolleagtigt. Og vi nævnte den slet ikke, for der var ingen grund til at minde ham om den. Faktisk lå der en lille gave på suttestolen søndag morgen, fordi han havde været sej at sove uden sut om natten.
Da han skulle puttes om aftenen spurgte han selv, om vi ikke ville blive siddende indtil han sov, fordi han savnede sin sut, så det gjorde vi, og han sover i løbet af fem – ti minutter.

De næste par dage nævnte han kun hurtigt sutten, når han skulle sove, men uden gråd – det er mere som om, den bare lige skulle nævnes. Han ville fortsat gerne have, vi sad hos ham indtil han sov.

Status
Nu er det en uge siden, han sagde farvel til sutterne og de sidste par dage har han ikke nævnt den en eneste gang – heller ikke under putningerne! Han er SÅ sej altså! Og når han er tryg igen, så vender vi tilbage til den gamle rutine, hvor han selv falder i søvn efter godnatsang.

Især suttestoppet var vi bekymret for, men han har igen vist sig fra sin sejeste side, og han har været så cool altså! Det er helt vildt! Vi havde virkelig frygtet en hård periode med meget gråd, opvågninger om natten osv, men det er simpelthen gået over al forventning, og meget nemmere end vi nogensinde havde turde håbe på.

Oliver, du er simpelthen den sejeste lille fyr, som både er blevet blefri og som har vinket farvel til din sut indenfor 1,5 måned! Mor og gar er så stolte af dig!

Det blev et lidt længere og detaljeret skriv, men mange af jer har efterspurgt detaljer omkring hele processen fra start til slut, og også hvordan vi greb det an i børnehaven, så derfor blev det en mere detaljeret udgave af begge “projekter”.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.