It’s a girl!

Vi skal have en lillesøster – det er så vildt!

Dét der med kønnet er egentlig lidt en underlig ting. Jeg er sikker på, at alle blot ønsker, at deres baby er sund og rask, og så kan alt andet egentlig være lige meget – og sådan har jeg det absolut også!
Alligevel er det simpelthen så spændende, og når spændingen bliver udløst, skal man lige vænne sig til, at der nu er et svar – eller hvad? For egentlig følte jeg allerede, at jeg kendte svaret. 

Jeg har egentlig altid forestillet mig og forberedt mig selv lidt på, at vi ville blive en stor drengefamilie. Det har bare virket så naturligt, selvom jeg som “barn” altid gerne har ville have en pige, når jeg en dag skulle have børn. Min mavefornemmelse omkring graviditeten med Oliver var også meget sikker – jeg vidste bare, det var en lille dreng, som gemte sig derinde.

Så da min mavefornemmelse og min intuition fra dag ét, da vi så de to streger på graviditetstesten tilbage i november, sagde mig, at det var en lille pige, blev jeg virkelig overrasket og overvældet. 
I starten tænkte jeg, at det måske ville ændrer sig løbende, som graviditeten skred frem – men det gjorde det bare ikke.
Og så alligevel bliver man jo altid lidt i tvivl, og forsøger at forholde sig til at det jo både kan være en dreng og en pige – alligevel blev min mavefornemmelse bare ved med at fortælle mig, at vi skulle have en lillesøster. 

Indtil nakkefoldsscanningen var vel overstået, var mit fokus blot på, at jeg så inderligt håbede, ønskede og troede på, at der lå en sund og rask lille baby derinde, og at alt var helt perfekt og ligesom det skulle være – hvilket det heldigvis var. 🙏🏼❤️
Men derefter kom tankerne omkring kønnet mere i spil. Vi havde allerede aftalt, at vi skulle have en kønsscanning, hvis alt (forhåbentlig) viste sig at være okay til NF. Med Oliver overvejede vi ikke engang en kønsscanning, men denne gang var det bare noget helt andet. 
Og hold nu op, spændingen steg som scanningen kom tættere og tættere på. 

Jeg har egentlig aldrig haft følelsen af, at jeg “ønskede” et bestemt køn. Men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt en mental omvæltning, hvis vi fik af vide, det var en dreng. Ikke fordi jeg ikke ønskede endnu en dreng, men fordi jeg simpelthen har følt mig så sikker, og mentalt var indstillet på, at det var en pige – så selvom jeg også har forsøge at indstille mig på, at det jo faktisk også kunne være en dreng, så ville jeg virkelig skulle omstille mig mentalt.
Som scanningen nærmede sig, blev jeg mere og mere i tvivl om det var fordi, jeg faktisk mest ønskede, det blev en pige – og den følelse brød jeg mig virkelig ikke om – den gav mig en følelse af skam. I hvert fald ved jeg, jeg ville føle stor skam, hvis jeg blev ramt af skuffelse over at få af vide, det blev en dreng. Uanset hvad, så er det jo virkelig et lille ønskebarn, der ligger derinde – kønnet er blot en “detalje”. 
Jeg tror mest, det handlede om det mentale, fordi min mavefornemmelse var så overbevisende. Og uanset hvad, så ved jeg, det kun ville handle om kort tid, hvor man lige skulle omstille sig, og så ville det ikke kunne være anderledes og det hele ville føles helt rigtigt – og igen: det vigtigste er, de er sunde og raske.

Da vores lille baby kommer op på skærmen til scanningen ligger den helt krøllet sammen med benene krydset. 😂 “Shiiiit”, tænker vi bare. Der skal et utal af hop og numserysteri til, før den endelig strækker sig ud. Heldigvis kunne de bruge tiden fornuftigt, til at tage diverse vækstmål, som bare var helt perfekte og lige som de skulle være. 🙏🏼
Da vi (endelig) får af vide, at det er en lille pige, triller tårerne ned af mine kinder, og Emil sidder med det største smil på læben – jamen selvfølgelig! Jeg vidste bare, det var en pige, og alligevel blev jeg fuldstændig overvældet – en følelse af lykkelig, glæde og kærlighed ramte mig fuldstændig – lige dér blev det hele bare lidt mere virkeligt
Ikke fordi jeg ikke var blevet lige så glad, hvis det var en dreng, men fordi jeg simpelthen var blevet SÅ overrasket, hvis jeg tog fejl. Præcis på samme måde, hvis vi med Oliver havde fået af vide, at det var en pige. 🙈 Som hende der scannede mig sagde: “Der er simpelthen noget med de mavefornemmelser og intuitioner – de slår sjældent fejl”.  
Vi blev SÅ glade! Hele dagen fik jeg gentagende gange tårer i øjnene ved tanken, og hele dagen igennem kiggede Emil og jeg bare på hinanden med smilende øjne, og vidste, hvad hinanden tænkte. 
Det er bare som om, at det hele bliver en smule mere virkeligt, når man ved, hvad der gemmer sig derinde, og at ens følelser på rekordtid bliver forstærket for det lille menneske – sådan havde vi det begge to i hvert fald. Nu er det ikke længere en den, men en hun

Vi skal have en lillesøster. 
Jeg skal være mor til en pige. 
Nu får vi én af hver, som man siger. 

På en måde er det en drøm, som går i opfyldelse – og alligevel er drømmen blot, at de er sunde og raske, og at de har det godt. ❤️
Jeg var sikker på, vi ville blive en drengefamilie – lige indtil jeg stod med den positive graviditetstesten i hånden i november. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men sådan var det bare. Derfor ændrede mine tanker og forestillinger sig også på rekordtid, og derfor føles det bare helt rigtigt, så naturligt og helt perfekt at det er en lillesøster, som gemmer sig derinde. 

Vi er bare så LYKKELIGE, og det er altså okay at sige højt en gang imellem! Nøj, hvor vi glæder os til august! 👨‍👩‍👧‍👦❤️

Continue Reading

De første tre måneder af graviditeten

Uge 5
Uge 13

I min graviditet med Oliver, havde jeg nærmest ingen gener. Jeg havde omkring 2 uger, med en lille smule morgenkvalme, men ikke værre end det kunne klares med en mariekiks eller to indtil jeg fik noget rigtig morgenmad. Jeg var meget træt, men det var jo ikke anderledes, end jeg havde (en masse tid, kan jeg se nu!) til at ligge mig på sofaen og slappe af og tage en lur, hvis det var dét, kroppen havde brug for. 

Kvalme og træthed
1. trimester i denne graviditet har været en del anderledes. 
Omkring uge 6 kom kvalmen snigende, og den blev hurtig intens. Omkring uge 7 havde jeg det som om, jeg havde slemme tømmermænd døgnet rundt. Kvalmen var aldrig sådan rigtig væk, dog var den værst om natten, morgenen og når jeg var bare lidt sulten. For at holde kvalmen under kontrol, var det vigtigt, at jeg hele tiden spiste små måltider – faktisk blev mine måltider meget restriktive, fordi det simpelthen ikke var en mulighed at blive sulten. Da det var værst, følte jeg nærmest, at jeg tvang mig selv til at spise på forskud, for at undgå at blive sulten.

Ligeledes var jeg virkelig træt. Dette tror jeg både hænger sammen med, at Oliver stadig ikke sover igennem om natten (det sker i hvert fald meget sjældent), og at han står meget tidligt op om morgenen, og samtidig har det denne gang bare ikke været muligt at slappe af på sofaen om eftermiddagen efter studie, da jeg har skulle hente Oliver og underholde ham, eller har skulle nå andre ting, for at hverdagen kunne hænge sammen. Når først Oliver blev hentet, så var vores hænder fulde – det tror jeg alle med små børn, kan nikke genkendende til. Så når Oliver blev puttet kl. 19.30 om aftenen, så var jeg også parat til at gå i seng. Det var i hvert fald helt sikkert, at jeg lå i min seng senest kl. 20.30. 😅😴

Desuden er der dukket mange flere cravings op i denne graviditet – og endnu flere ting, som jeg simpelthen bare ikke har kunne klare! Jeg tror, jeg de sidste tre måneder har drukket i alt ti kopper kaffe, og det er virkelig ikke mange, når jeg plejer at drikke første kop kl. 5.30, og derefter i hvert fald to kopper mere i løbet af dagen. 🙈 Lugten fra diverse fødevare gjorde bare kvalmen hundrede gange værre – især fra kaffe! Jeg kunne ikke være i nærheden af Emil, når han drak kaffe om morgenen eller spise ting, som jeg slet ikke kunne klare – pyyyha! 
Til gengæld havde jeg lyst til salt mad, som man jo ofte har, når man har tømmermænd. Hvis ikke det var for min stædighed, min sunde fornuft og min rygrad, så havde jeg helt sikkert ikke kunne holde min sunde livsstil i denne periode. Jeg kom igennem ugerne ved at spise HELE TIDEN inden kvalmen blev for slem, så jeg havde mulighed for at spise (nogenlunde) fornuftigt, og havde lyst til flere fødevare, end når kvalmen tog over, og jeg nærmest ikke havde lyst til at spise andet end burger, pizza og pomfritter. 
Bevares, det er også HELT okay en gang imellem – og det gør jeg også. Men det er absolut ikke noget, som er på ugeplanen herhjemme, så det har jeg været meget bevidst om at holde under kontrol. For mig er det kun en endnu større motivationsfaktor at spise fornuftigt under min graviditet, da det også er mig, som ernærer min baby i maven, og ligeledes er det mig selv, som skal tabe alle overflødige kilo, når graviditeten er slut. I graviditeten med Oliver tog jeg ikke flere kilo på, end hvad graviditeten vejer i sig selv (endda lidt mindre), og dette har jeg et ønske om at holde mig indenfor igen denne gang. Det var en kæmpe fordel, da min krop igen skulle finde sig selv efter graviditeten og fødslen.

Fra omkring uge 10 forsvandt kvalmen samt størstedelen af trætheden nærmest lige så hurtigt, som den indtraf – og hold nu op, hvor var det en lettelse! Mit overskud og mit humør blev meget bedre, og endelig følte jeg, at jeg rent faktisk kunne nyde graviditeten lidt mere. Det var SKØNT!
Bevares, man kan absolut også have det meget værre, og det har jeg også hele tiden mindet mig selv om, når det var værst. Men sammenlignet med min første graviditet, så var de slemmeste fire uger virkelig hårde at komme igennem – men altså det kunne også kun gå i en retning sammenlignet med graviditeten med Oliver.

Træning
Det som har hjulpet mig aller mest på både kvalmen og trætheden, har været min træning. Det lyder måske skørt for nogle, men de morgener, hvor jeg havde det aller værst, nærmest tvang jeg mig selv afsted til træning eller løb en tur, for jeg vidste, hvor meget det ville hjælpe mig – og det slog aldrig fejl! Under træningen forsvandt kvalmen 100%, og resten af dagen havde jeg meget nemmere ved at holde den under kontrol. 
Jeg forestiller mig, at det handler om nogle hormoner, der stimulerer hinanden. At de hormoner som frigives under træning på en eller anden måde kan ”tage lidt over” for nogle af graviditetshormonerne – men jeg ved det ikke. Det er blot et gæt. I hvert fald har det hjulpet mig helt vildt, og det har også gjort, at jeg indtil nu har trænet på samme niveau, som jeg plejer.
Min intensitet under min træning er selvfølgelig reguleret i takt med graviditeten, men den minder meget om min graviditet med Oliver på nuværende tidspunkt. Dette har jeg dengang skrevet et indlæg om, som du kan læse om her: http://sofiebrandt.dk/?p=567.
I graviditeten med Oliver løb jeg til uge 30 (kombineret gang og løb), og jeg kan allerede mærke, at det absolut ikke kommer til at ske denne gang. Mit bækken er ikke det samme, som før jeg blev gravid første gang samt gennemgik en fødsel, og som gravid bliver man blødere i muskler og led, og derfor kan jeg mærke, at mit bækken allerede begynder at sige fra ved løb. Ikke undervejs, men timerne efter. Det er egentlig noget, som kommer lidt bagpå mig, at det er gået så stærkt, men det er selvfølgelig også noget jeg må acceptere, og så må jeg bare nyde de sidste løbeture jeg får, for jeg tror ikke der går længere, før jeg udelukkende må “nøjes” med alternative cardiometoder. På dette punkt tager jeg ingen chancer, og jeg vil ikke risikere, at jeg senere i graviditeten får problemer, som jeg føler, jeg måske selv er skyld i. Ved at lytte til min krop med det samme, så ved jeg i hvert fald, at hvis der opstår noget, så er det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunne gøre noget anderledes. Jeg kan tydeligt mærke, at det denne gang er nemmere at acceptere mine begrænsninger indenfor min træning samt min krops forandring, end det var sidst, og det er virkelig rart, at det er sådan – det gør det hele lidt nemmere.  

Min motivation omkring min træning er den samme som altid – jeg træner, fordi jeg elsker det! Det er og bliver mit frirum. Jeg træner primært pga. den indre sundhed. Dog er det klart, at jeg lige nu ikke træner, for at holde min form vedlige eller opretholde min muskelmasse, men for at forkæle min krop, og endnu mere forkæle vores baby inde i maven, og give den, den bedst mulige start på livet – faktisk er det lige præcis dét, som er den aller største motivationsfaktor for mig lige nu. Dette gælder også mht. min kost, og jeg tror, det er derfor jeg har kunne holde det hele under kontrol, selvom jeg virkelig var presset. 

At være mor og gravid
Der er ingen tvivl om, at det var noget lettere at være gravid første gang forstået på den måde, at jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. 
I den periode, hvor jeg virkelig bare var ramt af kvalme og træthed, følte jeg lidt at jeg virkelig skulle hive mig selv op, for at være den mor til Oliver, jeg ønsker at være. Jeg er normalt fuld af energi, så det var en ubehagelig følelse, at jeg havde dage, hvor jeg nærmest ikke kunne overskue andet end at se fjernsyn sammen med ham – hvilket jo ikke altid var lige præcis dét, han havde lyst til. Ligeledes skal der tages nogle forbehold ift. vild leg og løft, som jeg også synes, har været svært at acceptere – og stadig er. Jeg kan allerede mærke på min krop, at den på nogle punkter bliver mere presset, end den gjorde, da det var Oliver, som lå derinde.
Jeg tror, det handler om at finde en balance, da jeg jo både ønsker at være der 100% for Oliver, og samtidig passe 100% på baby inde i maven.
Denne ”problematik” bliver kun værre, når baby kommer ud, i know, men derfor tror jeg også, det er vigtigt allerede at forholde sig til disse følelser, da det ellers bliver en alt for stor mundhuld, når tre bliver til fire. Jeg har i hvert fald lige skulle affinde mig med nogle ting, og der er stadig ting, som jeg skal vænne mig til. 

Status
Jeg er nu i uge 13, og jeg har det virkelig dejligt!
Maven har vokseværk, og den er allerede på størrelse med maven, som den var i uge 17 – 18 med Oliver. 🙈 Min mave blev også hurtigt stor første gang, så jeg var forberedt, men jeg havde ikke forventet, at det ville gå stærkt. Vi blev alligevel lidt lettede, da vi så, at der kun lå en lille baby derinde til scanningen. 😂
Jeg drikker (igen) 2 – 3 kopper kaffe om dagen, der er ingen fødevare, som jeg hungrer efter eller forkaster og trætheden er slet ikke længere lige så belastende.
Lige nu har jeg det meget på samme måde, som jeg havde i min graviditet med Oliver på dette tidspunkt, og det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg nyder hver eneste dag. 
Vi glæder os så ubeskriveligt meget, til vi skal være en lille familie på fire, og se Oliver i rollen som storebror. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver verdens bedste af slagsen – han er så sød, kærlig og omsorgsfuldt et lille menneske. Han peger allerede på den voksende mave og siger ”mor baby” og aer maven. 😭❤️
Vi nyder virkelig ventetiden sammen, og denne gang er der meget mere ro omkring det hele, da ”vi har prøvet det før”, selvom vi godt ved, at intet bliver det samme, vi har alle de basale ting, og tiden flyver seriøst bare allerede afsted. #stoptiden er virkelig passende her.

Nu vil jeg bare nyde hver eneste dag, passe godt på babybulen og glæde mig over, hvor heldige vi er. Jeg er så taknemmelig for, at få lov til at opleve dette en gang til: Der er INTET, der bliver større end at skabe et lille menneske, og endelig få lov til at møde det, når han eller hun er klar til at møde os. 

Vi glæder os til at møde dig til august lille skat! 


Continue Reading

Når tre bliver til fire

Jeg er gravid – igen. ❤️ Og inden længe finder vi ud af, om det er en lillebror eller en lillesøster, der gemmer sig derinde. 🙈
Vi har termin til august, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at blive en familie på fire – det bliver simpelthen så stort, spændende, en omvæltning, (pisse) hårdt og helt igennem fantastisk på samme tid!

Det var med et ekstra sug i maven, vi sprang ind i det nye år kl. 24.00 nytårsaften, da vi vidste, at 2019 ville blive et helt specielt og magisk år for os. Vi får igen mulighed for at opleve livets største gave: at blive forældre til et lille menneske, og vi får lov til at se Oliver i rollen som storebror.

Jeg havde ikke helt ro, før vi havde været til nakkefoldsscanning, og (forhåbentlig) fået bekræftet, at alt var okay – før kunne jeg bare ikke slappe helt af og glæde mig 100%.
Heldigvis var alt helt perfekt, og der lå en lille, sund og rask baby og sparkede rundt derinde. ❤️ Det er simpelthen så stort.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end at vi simpelthen er så GLADE og LYKKELIGE!! Det er helt vildt, at vi får lov til at opleve dette en gang til – det er helt ubeskriveligt.

I løbet af de næste par dage, vil jeg skrive et indlæg omkring de første tre måneder af graviditeten – og jeg kan vist godt afsløre, at den indtil nu ikke har været magen til min graviditet med Oliver. 🙈

I forbindelse med vores familieforøgelse – og min rolle som mor samt livsstil helt generelt, har jeg valgt at ændre titlen på min blog fra “En blog om sund og næringsrig kost med sunde og alternative opskrifter” til
“En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning!”

Den kommer fortsat til at omhandle træning og sund og næringsrig kost, men der vil komme flere indlæg omkring min graviditet, mit liv som mor samt vores hverdag som en lille familie helt generelt.

Husk endelig at følge med på min instagramprofil: https://www.instagram.com/sofiebrandtlarsen/
hvor jeg altid linker til mine indlæg: @sofiebrandtlarsen

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med i mit og vores lille univers. ☺️

Continue Reading