Fødselsberetning

I april skrev jeg et indlæg omkring min fødsel med Oliver samt mine tanker omkring den forestående fødsel af lillesøster. Her nævner jeg også grundløbet hos Fødegejst, som jeg har deltaget i, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, som jeg brugte som fødselsforberedelse denne gang – og det er jeg SÅ glad for! Du kan læse indlægget her: http://sofiebrandt.dk/?p=1291

Her kommer en lidt kortere version af min personlige fødselsberetning, da jeg gerne vil dele min oplevelse med jer, og samtidig også ønsker at fortælle om min oplevelse med ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Der er en del, der har efterspurgt den, hvilket jeg egentlig godt forstår, da jeg selv elsker at læse andres fødselsberetninger, så nu deler jeg også min.

Fredag d. 9. august (40+3)
Jeg var gået tre dage over tid, og jeg var egentlig ikke utålmodig – i hvert fald ikke endnu. Måske hænger det sammen med, at jeg gik 10 dage over tid med Oliver, og jeg havde en forventning om, at jeg også ville passere terminsdatoen denne gang. 
Min fredag indeholdt træning om formiddagen, afslapning på sofaen, en hyggelig eftermiddag med Oliver og masser af fredagsslik og serie om aftenen.
Da Emil og jeg går i seng omkring kl. 21.30, siger jeg til ham: ”Jeg tror sgu, det går i gang i nat – i hvert fald tror jeg, det sker i løbet af weekenden.”

Lørdag d. 10. august (40+4)

Kl. 01.00
Omkring kl. 01.00 vågner jeg af et par plukveer (som så viser sig at have været veer), som jeg synes, niver en del. De niver så meget, at jeg i hvert fald ikke rigtig kan sove for dem. Jeg bliver liggende i sengen og venter på, om det fortsætte – og det gør det. 
Efter lidt tid beslutter jeg mig for at gå nedenunder og tage tid på dem for at se, om de er regelmæssige. De har hele tiden haft en varighed på omkring 1 minut, men de kommer kun omkring hver 10. minut. 
Faktisk niver de så meget, at jeg begynder at bruge afspænding samt laborovejrtrækning, som jeg lærte på grundkurset af ”Smertefri fødsel”, og dette gør, at veerne slet ikke virker så intense, og at jeg sagtens kan være i det. Laborovejrtrækningener en hurtig vejrtrækning, som faktisk kan minde lidt om hyperventilering, og afspænding er hele kroppen, men med fokus på skuldre, hænder og kæbe. Endnu en teknik er visualisering, men det er ikke noget, jeg har valgt at anvende eller øve, da jeg simpelthen synes, det blev for visuelt og uhåndgribeligt på en eller anden måde. 
Jeg googler (jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg ikke havde undersøgt det noget før – det ligner ikke mig), hvornår man som flergangsfødende bør henvende sig til fødemodtagelsen, og der står faktisk, når der er omkring 10 min. mellem veerne. Jeg ringer til fødemodtagelsen, for at informere dem om, at jeg altså tror, der er gang i noget, men at jeg ikke er helt sikker. Vi aftaler, at jeg skal vende tilbage, når der er omkring 5 min mellem, hvis det altså fortsætter. 

Under min fødsel med Oliver, vågnede jeg op med et sæt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der var gang i noget, og efter et kvarter havde veerne en varighed på 1 – 1 ½ minut, og kom hvert 4. – 5. minut. Så jeg var SÅ forvirret, fordi disse kun kom hver 10. minut, og jeg synes simpelthen ikke, det gjorde ondt nok. Jeg har ikke haft mange plukveer i nogle af mine graviditeter, så jeg var ikke helt klar over, om det mon bare var meget kraftige plukveer. 

Kl. 02.00
Omkring kl. 02.00 er der ca. 8 minutter i mellem veerne, og de varer nu 1 – 1½ minut, og jeg synes fortsat de niver. Dog er de stadig ikke helt regelmæssige, og det forvirrer mig! Jeg går op til Emil for at orienterer ham om situationen.
Jeg bruger fortsat laborovejrtrækning samt afspænding, og det giver mig følelsen af kontrol og overskud, og jeg husker hele tiden mig selv på, at det ”bare” er en muskelsammentrækning, som gør lige præcis dét den skal, for at vi snart kan møde vores lille pige. Faktisk ligger jeg nærmest og venter på, der skal komme en ve, da jeg ved, vi så er et skridt tættere på at skulle møde hende. Desuden ønsker jeg det hele skal blive lidt mere intenst, da jeg ønsker at blive 100% sikker på, om det virkelig er fødslen, som er i gang – eller om det kan risikere at gå i stå igen. Det var en lidt underlig følelse, da jeg under min fødsel med Oliver nogle gange tænkte ”åh nej”, når jeg kunne mærke, at der igen var en ve på vej. Bevares, det var ikke ligefrem sådan at jeg tænkte ”jaaaaa, endnu en ve – hvor dejligt”, men alligevel var det bare en helt anden følelse af kontrol. Jeg ”frygtede” dem ikke på samme måde. Jeg følte mere, at jeg ”tog imod dem”. 
Emil og jeg taler om, at jeg slet ikke havde regnet med, at jeg kunne være i tvivl, når jeg var så sikker første gang, og nu havde jeg endda prøvet det før. Men jeg/vi ønsker at være helt sikker, før han kører afsted med Oliver. Jeg kunne ikke klare tanken om, at vi var kørt afsted med ham, og at det hele så gik i sig selv igen, og han så måske skulle afleveres en anden dag/nat inden så længe. Jeg ville være helt sikker. 
Jeg arbejder mig gennem veerne med labovejrtrækningen og afspænding, og jeg kan mærke, at jeg nu skal koncentrere mig mere og mere, når der er en ve. Mellem veerne taler Emil og jeg om, hvordan vi gør, hvis nu det fortsætter, taler om at det er vildt, hvis vi bliver forældre for anden gang til vores lille pige meget snart, og om hvordan han kan hjælpe mig ift. hvor smerten fra veerne sidder. 

Kl. 03.00
Nu kommer veerne med 6 – 7 min. intervaller og varer omkring 1½ minut. Det er omkring dette tidspunkt jeg bliver overbevist om, at det altså er fødslen som er i gang – det her går ikke i sig selv igen. 
Jeg siger til Emil, at jeg synes, han skal køre afsted med Oliver nu. Han kigger på mig og siger: ”Altså skat, er du sikker? Du virker meget anderledes end sidst. Du er jo helt dig selv mellem veerne – du virker så overskudsagtig”.
Helt ærligt, så var jeg ikke 100% sikker, men jeg turde ikke trække den længere, hvis det pludselig skulle gå stærkt, så Emil pakker bilen og kører afsted med Oliver, som skulle afleveres hos hans søde DP-mor, da hun jo ikke bor ret langt væk, så Emil kunne være hurtigt tilbage igen. (JA! Vi har verdens bedste DP-mor!!)

Kl. 03.45
Omkring kl. 03.45 er Emil hjemme igen, og jeg synes, veerne bliver mere og mere intense. I hvert fald skal jeg koncentrere mig mere og mere om vejrtrækningen og afspænding for at holde fokus under veen. Veerne sad primært foran ved skambenet, men når den toppede gik smerten også om i lænden, og her hjalp Emil mig ved at holde hans varme hånd på min læn, som lige tog toppen af veen. 

Kl. 05.00
Omkring kl. 05.00 er der 5 min. mellem veerne, så vi ringer igen til fødemodtagelsen, og vi bliver enige om, at vi så småt skal begynde at tage afsted.
Da jeg rejser mig for at få tøj på, lige få styr på et par ting og begynder at gå lidt rundt kommer veerne hyppigere, og jeg føler ikke helt den samme kontrol over dem. Heldigvis kan jeg styre det hele med teknikerne, og det giver mig igen følelsen af kontrol, tryghed og overskud. 
Køreturen havde jeg frygtet helt vildt, da jeg synes, den var frygtelig med Oliver, men den gik virkelig fint. Jeg fik igen ro til at have fuld fokus på vejrtrækningen og afspænding, og det gjorde, at det hele blev lidt mere stabilt igen. Jeg timer ikke længere veerne nu, men jeg kan fornemme, at veerne virkelig er lange nu (omkring 2 minutter), men de kommer igen med lidt større intervaller. 

Kl. 06.00
Præcis kl. 06.05 parkerer vi bilen på Herlev.
Vi bliver med det samme taget imod af en jordemoder, og da hun kommer ud til os, har jeg en (lang) ve. Jeg sidder på en stol, helt afspændt og bruger laborovejrtrækningen, som nu virkelig bliver brugt på et højt og intens niveau, da jeg virkelig skal koncentrere mig og holde fuld fokus for at holde vejrtrækningen, når veen topper. Jeg har lignet én, som var spritstiv, og som var faldet i søvn på en stol, mens hun var ved at hyperventilere – MEN hold nu kæft hvor det virkede altså! 
Vi kommer ind i et undersøgelsesrum, så jeg kan blive undersøgt for at se, hvor langt i forløbet jeg er. Det virkede som om, at denne jordemoder undervurderede det hele lidt, fordi jeg har set så afslappet ud, for hun tog sig god tid, og gik lidt ud og ind af rummet inden hun undersøgte mig. Hun lyder overrasket, da hun fortæller, at jeg er 8 cm åben, og så spørger hun: ”Du fødte også hurtigt første gang, ikke Sofie?” – og så får hun travlt med at finde en fødestue. Faktisk var vi så heldige at få en af de nye fødeklinikker. 

På fødeklinikken bliver vi mødt af en ny jordemoder, som skal være vores jordemoder under fødslen. Jeg har lavet en fødeønskeliste, og den taler vi lidt om mellem veerne. Jeg er 100% mentalt til stede, jeg snakker med, der er virkelig god stemning og jordemoderen roser både Emil og jeg for vores tilgang samt samarbejde under veerne. Hun roser min teknik, og er hurtigt klar over, at jeg gør brug af ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, og hun kan tydeligt se, at jeg virkelig har forberedt mig til fødslen. Faktisk får vi en hive-five efter hun har set os gennemgå et par veer sammen. Det var så surrealistisk hele tiden at gå fra at være fuld fokuseret og i smerte, til at være helt mig selv, snakke og have overskud til fis og ballade. Det var lige prævis dét, jeg ønskede skulle være anderledes denne gang sammenlignet med min første fødsel – og sådan blev det.
På dette tidspunkt er veerne til gengæld også bare VIRKELIG intense, og det kræver 110% fokus, for at jeg kan bevare afspænding samt vejrtrækningen under hele veen, og Emil smertelindre fortsat ved at holde/massere på min læn. Veerne kommer hyppigt og varer længe! Jeg bevarer kontrollen pga. teknikkerne, og fordi jeg hele tiden tænker på, at vi lige om lidt skal møde vores datter.

Kl. 06.35
Omkring dette tidspunkt begynder jeg at føle en smule pressetrang til sidst under hver ve, og jeg beslutter mig for at gå på toilettet. Da jeg sidder på toilettet, får jeg en ve, som undervejs ændrer sig til en presseve. Jordemoderen guider mig lidt ift. min vejrtrækning, da jeg har lidt svært ved at omstille mig, da det hele ændrer sig så hurtigt. Jeg skynder mig ud på stuen igen, læner mig op af et puslebord ved siden af sengen, hvor jeg hurtigt får endnu en presseve – og her føder jeg hovedet, samtidig med at vandet går! Emil har beskrevet, at vores jordemoder fløj gennem luften for at få sine hænder under mig, og jeg får bestemt af vide: ”Gispe Sofie, gispe!!” Jeg læner mig op af Emil, mens jeg forsøger at gispe mig gennem resten af veen, og da den aftager, siger hun, at hun foretrækker, at jeg hurtigt kommer op på sengen. Emil og jordemoderen tipper mig rundt, og jeg får lov til at presse igen – og dér: kl. 06.44 bliver jeg mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Hun kommer med det samme op på mit bryst, hun skriger og ALT er bare helt perfekt. Lige dér ligger hun. Små tre kvarter efter vores ankomst på Herlev, og jeg udbryder, mens jeg tudbrøler, griner og kigger på Emil: ”Var det virkelig det!? Nu er hun her jo!”
Endnu engang oplevede jeg det største øjeblik i mit liv – det var absolut lige så stort som første gang!

Kl. 12.30: 
Omkring 12 timer efter første ve, er vi hjemme igen – og nu glæder vi os bare til at hente storebror, så vi alle sammen kan genforenes: Nu er vi en familie på fire!

Nu har jeg født to børn – det er vildt!
Under min fødsel med Oliver, brugte jeg også min vejrtrækning som smertelindring (dog dybe, langsomme vejrtrækninger), jeg var fuld fokuseret, og der fik jeg et billede af, hvor meget min vejrtrækning hjalp mig. Dog gik jeg meget ind i mig selv, og var ikke mentalt tilstede, da fødslen var på sit højeste. Der er ting, som jeg slet ikke har opfattet og ting, som jeg ikke kan huske. Derfor ønskede jeg at forberede mig endnu mere denne gang, og jeg var så heldig at få tilbudt samarbejdet med Fødegejst, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Godt nok krævede øvelserne en del forberedelse, for at lære at anvende dem korrekt, men hold nu op, det var fuldstændig vanvittigt, hvad de gjorde for mig! Jeg var 100% tilstede under hele fødslen, jeg havde følelsen af kontrol, tryghed og overskud hele vejen igennem, og jeg stolede bare på, at min krop nok skulle klare det en gang til, og så lod jeg den guide mig, mens jeg havde fokus på teknikkerne. Faktisk havde jeg kun følelsen af, at jeg var i fødsel under veerne. Mellem veerne kunne jeg føre almindelige samtaler, pakke legetøj til Oliver, inden de kørte afsted om natten, orienterer mig på køreturen på vej til Herlev og smalltalke med jordemoderen, da vi ankom på fødeklinikken. 
Selvom jeg også synes, min fødsel med Oliver var en drømmefødsel, da det jo var første gang, så var det her VIRKELIG en drømmefødsel. Det var en så vild, unik og fantastisk oplevelse – selvom det selvfølelig gørondt! Det gjorde ikke mindre ondt denne gang, da først veerne tog fat, men det gav mig en helt anden følelse af tilstedeværelse, kontrol, tryghed og overskud, og det gjorde en kæmpe forskel for mig.

Min fødsel med Oliver tog 10 timer, hvoraf han stod skævt i 2,5 time, hvor jeg havde presseveer, men ikke måtte presse med – derefter tog det mig en lille time, da jeg endelig måtte presse aktivt. 
Derfor var jeg mest nervøs for pressefasen denne gang, da jeg synes, det var den absolutte hårdeste del under min fødsel med Oliver. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville tage omkring 5 min. og indeholde 2 – 3 presseveer – det var helt utroligt! Og alligevel slap jeg med en udvendig 1. gradsbristning, som blev syet med 1 sting – præcis ligesom med Oliver.
Vores jordemoder sagde efterfølgende, at hun sjældent havde set nogen, med så effektiv en presseteknik samt pressestilling fra første presseve – vi fik så meget ros! Også for Emils og mit samarbejde. Hun var glad for, at det ikke var alle, som forberede sig så meget og samarbejdede så godt som Emil og jeg, for så ville hun ikke have meget at lave. Hun roste os til skyerne, og det var virkelig fedt! Helt ærligt, så følte jeg mig som jordens sejeste lige dér. Emil var målløs, og sagde gentagende gange, at han ikke havde oplevet noget lignende! Han synes, jeg var verdens sejeste og han takkede mig igen og igen med tårer i øjnene. 

Ønskelisten 
Til min fødsel med Oliver, havde jeg ingen forventninger, og det havde jeg heller ikke denne gang – blot ”ønsker”. Jeg havde den indstilling, at jeg ville tage hele forløbet, som det kom, da der kan opstå mange ting under en fødsel, som man ikke selv kan kontrollere. Jeg havde som sagt lavet en ”ønskeliste”, som var mit udgangspunkt, men jeg tror, det er en fordel, at man ikke er fast besluttet på, hvordan det skal være. Så kan man så nemt blive skuffet, selvom alt egentlig gik rigtig godt. 

Jeg havde egentlig et ønske om selv at tage imod hende, men det virkede simpelthen ikke oplagt i øjeblikket, så det afviste jeg hurtigt, da vores jordemoder (utroligt nok) fik spurgt mig, om jeg stadig gerne ville tage imod hende midt i den meget intense situation. Lige dér var mit fokus på, at hun bare skulle ud NU. Selvom det ikke var alle ”ønsker”, som gik i opfyldelse, så var det helt PERFEKT. Jeg ville ikke have ønsket noget anderledes. 

Et andet ønske på min ”ønskeliste” var, at jeg også denne gang gerne ville gennemføre fødslen uden smertelindring – i hvert fald ville jeg i første omgang gøre brug af naturlig smertelindring, hvis det blev nødvendigt. Dog havde jeg ikke frasagt mig 100% at få medicinsk smertelindring, hvis det i situationen ville virke mest hensigtsmæssigt. 
Mit ønske blev opfyldt igen denne gang. Jeg gennemførte fødslen uden nogen form for smertelindring – blot min egen forberedelse samt Emils hånd på min læn. Jeg er, helt ærligt, skide stolt af mig selv – og ikke mindst min krop! Hvor er den bare pisse sej!! Og jeg føler, at jeg igen har lært den endnu bedre at kende. 

Tak fordi I læste med.

Ps. Jeg bliver nødt til at give Maria fra Fødegejst min varmeste anbefaling. Hun er så sød, dygtig og professionel. Egentlig synes jeg, at titlen på metoden er lidt åndsvag, da ”smertefri” hurtigt kan virke overdrevet og useriøst – for smertefrit er det absolut ikke! Men hvis man bruger tiden på at lære sin krop teknikerne, så kan de altså noget.
Jeg havde nok (desværre) aldrig investeret pengene i grundforløbet, så jeg er SÅ taknemmelig for muligheden omkring samarbejdet, for én ting er sikkert: min fødsel var aldrig blevet den samme uden. 

Continue Reading

Første træning som mor til to samt min forventning til min træning den kommende tid

Lillepigen er i dag 25 dage gammel, og jeg har netop gennemført min første træning i FW efter fødslen – og hvor var det dog skønt! Det er så befriende at kunne give den max gas uden at skulle tage hensyn til en maxpuls, som jeg (tildels) har skulle gennem graviditeten.
Nora klarede det simpelthen så flot! Hun sov bare gennem hele træningen. Faktisk fra vi gik hjemmefra til vi var hjemme igen – og var hun også sulten! Jeg derimod dummede mig gevaldigt! Jeg startede med at scanne mit kort ved den forkerte gate, som ikke var bred nok til, at jeg kunne have barnevognen med igennem. Da jeg så tager den anden brede gate og scanner mit kort igen, skriver den: “hyppigt kort”, og jeg kan derfor ikke komme ind! Og der var selvfølgelig intet personale, som kunne lukke mig ind. Så jeg måtte pænt vente 15 min. på at mit kort igen duede – og de 15 min. er altså laaaang tid, når man i forvejen er på lånt tid!! 
Nå, men det gik jo alligevel super fint. 

Egentlig har jeg følt mig klar til at træne den sidste en til to ugers tid, men tiden har simpelthen ikke været til det, så det har ikke stået øverst på min prioriteringsliste. 
Jeg startede ud med 30 min. cardio på crosseren og efterfølgende lavede jeg nogle coreøvelser samt maveøvelser for de indre samt skrå mavemuskler. Jeg venter lidt endnu med de lige, så jeg er sikker på, mine mavemuskler er klar til det. 

Mit mål for min træning den kommende tid
Jeg har sat mig et mål, som jeg føler er realistisk og ikke for ambitiøst – så vil jeg hellere blive positivt overrasket.
Jeg satser på at besøge træningscenteret to gange om ugen, og ellers bliver det gåture, som bliver den primære del af mit fysiske aktivitetsniveau her i starten, indtil der er mere styr på Noras døgnrytme samt rutinerne herhjemme. 

Træningscentret  
Mine besøg i centret kommer her i starten til at indeholde cardiotræning, hvor jeg får pulsen banket i vejret samt core- og maveøvelser, og så vil jeg med tiden integrere styrketræningen igen. Lige nu føler jeg, at jeg både mentalt og fysisk får mest ud af cardiotræning.
Løb venter jeg fortsat med – det er mit bækken ikke klar til endnu. Men så er det godt, der findes så mange gode alternativer. 

Gåture 
Gåturene giver mig virkelig meget mentalt – og mindst ligeså meget energi pga. den friske luft. For mit eget vedkommende, så ser jeg ikke gåture som ‘træning’ – det har jeg aldrig rigtig gjort. Selvom jeg jo godt ved, det helt klart har en sundhedsmæssig effekt. 
Jeg henter Oliver hver dag fra DP, og det indebærer en gåtur på 4 km, da vores DP-mor bor 2 km væk fra os. Så jeg er “sikret” en gåtur på 4 km hver dag samt de antal skridt det nu indebærer. De dage hvor jeg både skal aflevere samt hente Oliver, får jeg altså gået 8 km i alt, og dét tæller nu alligevel en hel del på aktivitetsniveauet samt på skidtkontoen. 

Netop fordi mine dage er delt op i to etaper, og barselsdagen dermed føles kortere, så bliver jeg lige nu nødt til at integrere gåturene som en del af min træning – jeg har simpelthen ikke tid til at prioritere det højere. Det ville gå ud over min tid med Oliver og min lille familie generelt, og dét kommer ikke til at ske. 

Jeg tager én dag af gangen, og så skal det hele nok komme løbende. 
Jeg glæder mig i hvert fald til at udfordre min krop lidt mere fysisk igen – dét har jeg savnet! 
Og så glæder jeg mig til at se min krop tage på endnu en ny rejse – dét er den satme sej til!! 

Continue Reading

Livet som mor, forældre og familie

Dette indlæg skrev jeg faktisk dagen efter min terminsdato. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik aldrig udgivet det.
På en måde tror jeg, jeg var bange for at sige nogle af tingene højt, bange for det gav bagslag eller bare bange for at blive dømt. Jeg har en fornemmelse af, at der nogle gange sidder folk derude bag skærmen, som synes, jeg forsøger at opstille et glansbillede fremfor virkeligheden – og det er bare den sidste tanke, jeg ønsker folk skal have om mig – for sådan er det virkelig ikke. Generelt er jeg bare et meget positivt menneske, som forsøger at se tingene fra den positive side. Jeg forsøger altid at overbevise mig selv om, at der er en mening med at tingene er, som de er – også selvom det er ting eller situationer som er trælse og hårde. Desuden har jeg et meget stort overskud, som kun er vokset i takt med min rolle som mor, og dette er helt sikkert også en fordel i en presset og travlt hverdag. For uanset hvor fantastisk det er at være en børnefamilie, er det bare en tid med 110 km/t og tilsidesættelse af sine egne behov i høj grad – men det ændrer ikke på, at jeg elsker det!

. . .

Onsdag d. 7. august 2019:
Terminsdatoen er passeret, og meget snart er vi en familie på fire – det er fuldstændig vildt!! Jeg er spændt, fyldt op af glæde, lykke og kærlighed, og samtidig er jeg sgu lidt nervøs, for hvordan kommer vi til at klare den? 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver pisse hårdt, og mange har efterhånden informeret mig om at det hedder sig “at barn nummer to virkelig er en nyser i forhold til barn nummer et, og at en evt. nummer tre er piece of cake”. Og det tror jeg faktisk er helt rigtigt. Dét får man allerede en smagsprøve på i graviditeten. Men sådan helt ærligt? Det skræmmer mig ikke.

Det største i mit liv nogen sinde var at blive mor til Oliver d. 27. november 2016 efter en uplanlagt men ønsket graviditet. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg får lov til at opleve det en gang til lige om lidt.
Jo, det var/er da hårdt, men ikke hårdt. Jeg synes efterhånden, de sociale medier især rummer en masse fortællinger om “bagsiden af medaljen”, og hvis man ikke selv deler ud af den, så kan man hurtigt blive mistænkt for at opstille et urealistisk glansbillede, som slet ikke er sandt, og at virkeligheden er en helt anden. 
Men helt ærligt, jeg føler ikke, at jeg har så meget negativt at fortælle. Måske jinxer jeg den kommende tid som mor til to nu, ved at sige sådan – I don’t know, men det må tiden vise. 

Man ved aldrig hvilket barn man får, og man er forskellige som person og som forældre, så man kan og må bare IKKE sammenligne – nogensinde! 
Oliver var en meget mild baby, som spiste fint, sov fint, var glad, græd stort set kun, når han var sulten eller der var andre fysiske behov, han manglede. Og det var jeg også meget bevidst om. Jeg følte næsten, at vi var for heldige, hvis man kan sige det sådan. Nogle gange tænkte jeg: “Hvornår bliver jeg ramt af det dér breakdown, som alle snakker om?”
Jeg er en person med et meget stort overskud, og som ikke har et kæmpe behov for søvn. Oliver og jeg var/er nok bare en rigtig god kombi – vi er et godt team. 
I hvert fald er én af de bedste perioder i mit liv nogen sinde, de ni måneder jeg havde barsel med Oliver. Jeg elskede hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig følt mig bedre tilpas. Det var bare lige mig
Jeg havde absolut ingen forventninger til noget som helst. Jeg ville bare tage tingene, som de kom. Og det tror jeg faktisk gavnede mig, for så blev jeg aldrig skuffet uanset hvilke udfordringer, der opstod. 

Og jo, selvfølgelig var det da pisse hårdt at blive vækket om natten hver 1,5 time de første 3 – 4 måneder, for selvom Oliver sov fint og sov efter amningen (plus afbøvsning, gylpning og bleskift, så vi cirka var oppe 45 min. ad gangen) igen, så blev hans ammeintervaller først længere end 1,5 time, da han blev 3 – 4 måneder, og det var døgnets 24 timer. 
Og det var også hårdt at være så styret og drevet af et lille menneske, som blot skulle grynte, så stod jeg på spring, og ALLE mine behov blev tilsidesat. Lige fra toiletbesøg til morgenmad kl. 13, aftaler med veninder, frisørtid, træning, ALT! Det krævede en kæmpe indsats fra både min og Emils side, men jeg synes hurtigt, vi handt en god rytme omkring det hele, så vi kunne nyde tiden og få det bedste ud af det – også på de hårdere dage. Den der ‘babyboble’, som vi også havde hørt så meget om, oplevede vi i høj grad – måske især mig gennem hele min barsel.

Jeg har altid elsket at være sammen med Oliver – og det gør jeg stadig, selvom det selvfølgelig også er hårdt. Han var ret gammel første gang jeg cyklede (2 min.) væk til træning for første gang, og Emil var hjemme hos ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde det. Nok mest fordi jeg følte, at nu var det tid, fordi det synes jeg efterhånden mange havde undret sig over, altså at jeg ikke havde brug for det der space. Og det handlede overhovedet ikke om, at jeg ikke havde tillid eller tiltro til Emil, jeg havde bare ikke behovet for at være væk fra mit lille menneske. 

Igen: jeg er sikker på, det virkelig kommer an på ens situation, hvilket barn man får, hvilke udfordringer der rammer én, og hvor omstillingsparat man er, OG hvordan man er som person – det er (heldigvis) så individuelt. 
Og så tror jeg, det handler om ens mindset. I min optik var der nogle ting, som helt naturligt fulgte med at skulle have en baby og i livet som nybagt mor: søvnunderskud, tilsidesættelse af mine egne behov i meget høj grad, at stå på spring døgnets 24 timer, mindre træning, at baby højst sandsynlig ville ramme en periode med ondt i maven pga. tarmene ikke var færdigudviklede, som kunne være en hård periode med meget gråd, at amningen kom til at gøre pisse ond i starten og ville kræve en stor indsats. Alt dét forberedte jeg mig på undervejs i graviditeten, og jeg så det som en naturlighed og en selvfølge, at tingene ville blive sådan – jeg blev jo nogens mor, og fik ansvaret for et lille menneske, som var 100% afhængig af mig.
Hvis man ikke har gjort sig sådanne tanker og har indstillet sig og forberedt sig på sådanne ting, så forestiller jeg mig, at man virkelig bliver sat på prøve og at man helt ærligt får et slag i hovedet – det ville jeg i hvert fald have fået.
At der så derudover en en masse andre faktorer, problemer og udfordringer i forskellig grad, som kan ramme ens barn og en selv, som (heldigvis) ikke rammer alle, er en helt anden snak! Nogle er mere udsatte og “uheldige” end andre. Der er forskel på alles situationer, og derfor er det så vigtigt ikke at sammenligne og måle og veje hinanden. Det synes jeg, er en meget vigtig pointe. 

Mit budskab er, at jeg altså ikke har talt særlig meget om ‘bagsiden af medaljen’, for indtil nu er det ikke meget, jeg synes, jeg har set til den.
Faktisk synes jeg kun, det bliver hårdere og hårdere jo ældre Oliver bliver. Han tester grænser, han vil have sin vilje, alt skal diskuteres eller forhandles og der er ikke en dag uden minimum 10 diskussioner, små “anfald” eller blot modsigelser. Han bruger ordet “nej” 50 gange om dagen. Hold nu op, hvor var det nemt, da jeg bare kunne skifte hans ble på 5 sek., fordi han ikke sagde mig i mod eller gjorde modstand – hvor bleskift faktisk var en hyggestund på puslebordet med baggrundsmusik fra uroen.
Søvnunderskud er også stadig en faktor hjemme hos os. Oliver sover endnu ikke igennem om natten, og det har han aldrig gjort. Han vågner alt fra en – fem gange hver nat. Desuden er han udpræget A-menneske, så vi er oftest oppe mellem kl. 5.00 – 6.00.
Men sådan er det jo! Det er i hvert fald sådan, det så kan være. Man kan ikke få ‘hele pakken’, og Oliver er lige præcis, som han skal være. Vores helt perfekte lille menneske.

Der er nemlig heller ikke en dag uden 100 smil, kys og kram, og det er jo dét, det hele handler om. KÆRLIGHED. Og er der noget vores lille familie rummer mere end noget andet, så er det kærlighed. Der er ikke én dag i mit liv som mor, hvor jeg har følt at noget andet overskyggede dette. 

Jeg har nogle gange følt, at det var forkert, fordi jeg ikke kunne sige, at det første år som mor var det bedste i mit liv, men også det hårdeste – som så mange udtaler
Måske har årene som mor været de hårdeste i mit liv, men hårde som i udviklende og udfordrende. Jeg føler, jeg har tilegnet mig så mange egenskaber og kompetencer, som har udviklet mig, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas i nogen rolle end i rollen som mor. Jeg elsker det!
Jeg føler virkelig, jeg for alvor har fundet meningen med livet, og min aller største prioritering vil altid være mine børn og vores familie – uden sammenligning!

Måske havde følelsen omkring det hele været anderledes ved en anden situation – det ved jeg ikke, men faktum er, at det er min og vores situationen, og det er udgangspunket for mig. Måske havde det været anderledes, hvis Oliver havde været en anderledes baby, hvis Emil ikke accepterede mit behov for f.eks. træning, eller hvis jeg ikke accepterede hans behov for weekendture eller en bytur en gang i mellem med kammeraterne, eller hvad man nu har af behov. Vores behov matcher måske bare rigtig godt, så det er nemmere at få tingene til at gå op i en højere enhed. I don’t know. Men jeg ved, at det føles helt perfekt for vores familie, at tingene er som de er. 

Jeg har virkelig forsøgt at forberede mig mentalt på ‘livet som mor til to’, og så kan jeg ikke gøre mere.
Jeg har mange gange tænkt, at vi ikke kan være så heldige én gang til, at få en så mild og glad baby, og det vil tiden vise. Omvendt er det ikke noget, jeg vil bekymre mig om, før jeg ved, hvordan tingene bliver. Ligeledes har jeg flere gange i løbet af graviditeten tænkt, at det næsten var for godt til at være sandt, at vi får endnu et lille ønskebarn, og at min krop behandler mig så godt under graviditeten. Jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig. Det er lige før, jeg nogle gange kan få følelsen af skam, fordi der er så mange, som kæmper med fertilitet og graviditetsgener. Ligeledes kan jeg nogen gange blive ramt af følelsen af angst, for hvordan er jeg blevet så heldig? Hvilken krise rammer os og hvornår? Kan man godt bare have lov til at være tilfreds og lykkelig? Dét er en helt anden snak, og dem, som kender mig, ved at jeg bruger alt for meget tid og energi på at analysere og overtænke alt for mange ting.
Så derfor fortæller jeg mig selv, at jeg intet får ud af det – det her er min situation, min historie og mit udgangspunkt – det er mit og vores liv, som det er nu – og jeg nyder det! Det føler jeg er det eneste rigtige at gøre.

Ingen børn, mødre, fædre, forældre eller personer er ens – og det er lige præcis sådan, dét skal være. Derfor er det umuligt at sammenligne eller dømme hinanden. Vi har alle vores individuelle situationer, opfattelser og historier. 

En kæmpe high-five til alle forældre derude – vi gør det alle godt på hver vores måde! Vi er f***ing seje! 

. . .

Søndag d. 1. september:
Nu har jeg to datoer i mit liv, som uden sammenligning er de største dage i mit liv: søndag d. 27. november 2016 og lørdag d. 10. august 2019. Dagene hvor jeg blev mor for første gang til min søn og hvor jeg blev mor for anden gang til min datter.
Og denne gang har vi oplevet ‘babyboblen’ på præcis samme måde som med Oliver. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ikke ville være muligt på samme måde anden gang, men det var det altså for os. De to første uger med fælles barsel er bare helt unikke.

Denne gang har jeg igen sørget for ikke at have nogle forventninger til min nye tilværelse som mor til to – og heller ikke til min tid på barsel med lillepigen. Jeg tager en dag af gangen, vi skal alle fire lære hinanden at kende, have skabt nogle nye rutiner, og så vil jeg blot lytte til hendes behov og tage en barselsdag af gangen.

Jeg havde forberedt mig på at søvnen nok ville blive én af de største udfordringer for os som en familie på fire – og det er det også. Søvnunderskudet er (indtil nu) også større end det var som nybagt mor til Oliver.
Som tidligere nævnt sover Oliver ikke igennem endnu, og han vågner meget tidligt. Til gengæld tager Nora (indtil nu) nogle længere stræk om natten, så jeg sover mellem 2 – 3 timer mellem hver amning, og det er luksus sammenlignet med Oliver.
Men Nora har vist arvet Olivers døgnrytme, for når klokken slår 5 er hun også lysvågen, og så er der morgenfest fra kl. 5.00 – 8.00 cirka – i hvert fald som tingene er lige nu. Når hun en sjælden gang sover længere end til kl. 5, så vågner Oliver til gengæld, og ligeledes når Oliver endelig sover længere end til kl. 5, så vågner Nora – og så vækker de oftest hinanden. Ofte har Emil Oliver, og jeg har Nora, og nogle gange kan én af os sove liiiidt længere.
Men det gør ikke noget. Det kan godt være, jeg sammenlagt kun får omkring 5 – 6 timers søvn hver nat, men sådan er det. For mig er det i hvert fald sådan at være nybagt mor og have en søn på 2 år og 9 måneder. Jeg må tage en lur en gang i mellem sammen med Nora i løbet af dagen, og så går det hele igen. Faktisk synes jeg, det er hyggeligt at vi alle sammen har noget kvalitetstid sammen om morgenen inden dagen skydes igang, for ellers ville jeg nærmest ikke se mine to drenge før sidst på dagen – og dét er jeg ikke god til. Jeg vil hellere være i søvnunderskud og så være sammen med min familie.

Jeg kan godt mærke forskel på at blive mor for første gang og mor for anden gang. Jeg har allerede haft nogle få stunder væk fra Nora, da jeg har prioriteret alenetid med Oliver – for ham savner jeg også helt vildt nogle dage! Jeg har nemmere ved at være væk fra Nora i et kort øjeblik end jeg havde med Oliver, da dette gør, at jeg får opfyldt mit behov for at være sammen med min søn, som vi var inden han blev storebror – og jeg kan mærke, at han også har brug for det.

Nora er i dag 22 dage gammel, og indtil nu er hun en god pige. Hun er lidt mere krævende og “urolig” end Oliver, men det er også kun fordi Oliver simpelthen var så mild, at man kan mærke en forskel. Jeg har intet at brokke mig over, og det gør jeg bestemt heller ikke. Hun er så sød og dejlig og helt perfekt.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at blive mor til to og ligeledes har Emil og jeg talt meget om, hvordan det mon ville blive, og hvordan vi ville tackle diverse situationer, som ville kunne opstå – og det har gavnet mig/os helt vildt. Lige ledes har vi gjort meget for at forberede Oliver, og talt om, hvordan vi skulle tackle ham og være overfor ham, når han blev storebror, og det har også været en virkelig god investering.
Oliver er den mest kærlige og omsorgsfulde storebror – han er præcis, som jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er der også kommet en reaktion, da det nogle gange er svært pludselig at skulle dele mor og far sådan fra den ene dag til den anden. Vi har haft nogle putninger om aftenen, som har været ekstremt hårde og lange, da Oliver her har reageret på det hele. Og der kan helt sikkert komme flere reaktioner på sigt, da vi jo kun har været en familie på fire i små tre uger, så det hele er fortsat meget nyt. Og er der noget, jeg har erfaret i livet som mor, så er det, at bedst som man tror, tingene er ved at ændre sig, og der er ved at blive etableret en rutine, så ændrer ALT sig over en enkelt nat, og så kan man starte forfra. Man bliver hele tiden nødt til at være omstillingsparat.

Jeg elsker at vi nu er en familie på fire. Der er indtil nu ikke dukket situationer eller udfordringer op, som jeg ikke havde regnet med. Det gør dem absolut ikke mindre hårde, men det gør, at jeg synes, de er nemmere at håndtere. Jeg/vi forsøger altid at forberede os bedst muligt på alt ting, og det føler jeg, gavner mig og os.
Som jeg også skriver i mit indlæg er det vigtigste af alt KÆRLIGHED, og jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, at vores lille familie kunne rumme mere kærlighed, end den gjorde i forvejen – men det kunne den.
Det er SÅ stort at være mor til to, at se mine to børn sammen, at se Olivers kærlighed til Nora, stoltheden i Emils øjne og bare være os – os fire.
Dét kan ikke beskrives, og det er DET HELE værd.

Igen: Det er hårdt ja, men det er ikke mere hårdt, end hvad man i min optik kan forvente når man bliver en familie på fire – med én i trodsalderen og en lille nyfødt. Om det bliver det, det ved jeg selvfølgelig ikke – det må tiden vise! Men indtil nu, tager jeg en dag af gangen og nyder at tingene er, som de er. Andet ville være fjollet.
Og helt ærligt! Når man bare er glad og lykkelig sådan helt ind i hjertet, så skal man have lov til at sige det højt, og bare nyde at være tilstede i nuet !- faktisk har jeg lyst til at råbe det ud til hele verdenen, for det er simpelthen en fantastisk følelse!

Continue Reading

Termin / 9 dage efter fødslen

Termin / 9 dage efter fødslen

I dag er det 9 dage siden jeg blev mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Og jeg må ærligt indrømme, at min krop fascinerer mig som altid. Den har helet så flot og hurtigt denne gang, og allerede dagen efter fødslen havde jeg slet ikke følelsen af, at den lige havde gennemgået en fødsel. Dette hænger nok også sammen med, at det var en lynfødsel på 6 timer fra første ve til hun lå på mit bryst – og at pressefasen denne gang nærmest var ikke-eksisterende.
Nå, mere om dét en anden dag. Jeg tænker at lave et indlæg med et uddrag af min fødselsberetning samt ‘smertefri fødsel’-teknikkerne, når tiden er til det. 

Jeg har et lignede billede 9 dage efter fødslen med Oliver, og derfor synes jeg, det var sjovt at lave et igen samme dag efter fødslen.

Graviditeten med Oliver

Jeg er virkelig stolt af min krop her 9 dage efter fødslen! SELVFØLGELIG er maven stadig blød og blævrende, og der er en masse deller rundt omkring når jeg sidder ned, har stramme jeans på eller lignende, og jeg kan absolut ikke forvente andet – det er præcis sådan, det skal være.
Og nej! Jeg har absolut intet gjort for at speede processen op – tværtimod. Altså det er ikke sådan, at jeg allerede er begyndt at ligge herhjemme på stuegulvet og træne core eller noget som helst andet. Min krop skal have lov til at hele helt af sig selv, og desuden har jeg slet ikke lyst endnu. Vi holder barsel, så fokus er på vores lille mus, som vi fortsat lærer at kende samt storebror, og så hygger vi bare lidt ekstra de her dage. For mig er det indbegrebet af barsel den første tid. 

De sidste uger af graviditeten trænede jeg fortsat tre gange om ugen, som primært bestod af cardio i moderat tempo på crosseren i 30 – 45 min. Ikke noget intenst overhovedet, men det var rart lige at få pulsen op og få lidt gang i kroppen.
Min sidste træning med lillepigen i maven blev fredag morgen d. 9. august, og under et døgn efter havde jeg hende i mine arme. Min krop er jo vanvittig! 

Mine forventninger til min træning fremover er nærmest ikke-eksisterende – endnu. Jeg tager en dag af gangen, og når jeg føler, min krop er helt klar til det, vil jeg tage afsted og se, hvordan det går. Det er jo Nora, som bliver bossen fremover. Men selvfølgelig har jeg da et ønske om, at min træning fortsat kan blive en del af min hverdag – jeg kan slet ikke forestille mig andet. Dog er jeg også klar over, at det kræver endnu mere prioritering og planlægning med to små børn – men hellere lidt træning end ingen træning. Nu må vi se. 

Min vægtøgning denne graviditet ramte 12 kg på terminsdagen. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og her 9 dage efter vejer jeg 58 kg, så jeg mangler at tabe 5 kg for at være tilbage på min startvægt. Egentlig har jeg aldrig gået så meget op i vægten, da jeg synes, spejlbilledet siger meget mere, men under en graviditet, er det rart at have et måleparameter. 
I graviditeten med Oliver havde jeg taget 10 kg på til termin, og jeg gik 10 dage over tid, så jeg tænker det har ramt nogenlunde det samme i sidste ende. 
Det er på ingen måde noget, jeg stresser over, og jeg er sikker på, det kommer helt af sig selv, ligesom det gjorde sidste gang. 

Jeg er så fascineret, stolt, imponeret og tilfreds med min krop! Jeg har gjort alt for at behandle den godt, mens den arbejdede på højtryk for at gro vores lille pige – og det ved jeg, den belønner mig for. Det har den bevist gang på gang. Vi er et godt team, og jeg kender den efterhånden rigtig godt!

Continue Reading

Gravid for sidste gang?

Uge 41 (40+0)

Tårerne triller ned af mine kinder ved tanken. Det gjorde de i hvert fald i sidste uge – og de var ikke lige til at stoppe igen.
Følelserne sidder udenpå tøjet disse dage, og det slog mig, som et kæmpe slag lige i hovedet, at det måske er sidste gang nogen sinde, jeg får lov til at gennemgå og opleve en graviditet – og jeg elsker det virkelig!
Jeg synes, det er det mest fascinerende og livsbekræftende i verden! Jeg er så imponeret af min krops arbejde – det er for vildt, hvad den er i stand til at skabe. Et lille bitte menneske, som bare vokser sig stor og stærk, mens jeg får lov til at være medløber, og bidrage så godt jeg kan.

Jeg synes, det er en kæmpe gave at få lov til at opleve de små spark, se maven vokse, aldrig at være alene, alle de søde smil og komplimenter, man får med på vejen, når folk beundrer babybulen, den livsbekræftelse det er – ALT! Selvfølgelig er kvalmen, trætheden, den ømme læn, den dårlige søvn samt de begrænsninger den medfølger ikke ligefrem en dans på roser – men det er 110% det hele værd! Der medfølger selvfølgelig også en masse udfordringer og bekymringer, men det gør der med så mange ting – og især i livet som forældre. Hold nu op, hvor tænker man over alt ting, og googler alverdens råd, erfaringer og situationer.
Dog vil jeg sige, at mine to graviditeter mest af alt har indeholdt så meget lykke, glæde og kærlighed. Hver dag har været fyldt med en form for spænding, uvished og nysgerrighed samt forestillinger og tanker, som har boblet rundt i min krop, mens månederne er gået indtil terminsdatoen endelig har nærmet sig.
For mig har de ni måneder begge gange været en magisk tid!

Jeg ELSKER at være gravid og jeg elsker at være mor.
Faktisk har jeg altid haft en forestilling om to børn, mens Emil altid har haft en forestilling om tre børn. Nu må vi se.
Min bedste veninde har flere gange sagt: “Seriøst, du elsker børn, du elsker at være mor, og din krop er skabt til at være gravid – selvfølgelig skal I have flere børn”. Måske får hun ret. Måske kan hverken Emil eller jeg rumme tanken om endnu et barn, når først vi har to – det er ikke til at vide. Det vil fremtiden vise.

Men én ting er sikkert: jeg har nydt hver eneste dag i begge mine graviditeter. Denne gang synes jeg dog, det er gået ALT for stærkt, og jeg har haft svært ved at følge med mentalt, og det er måske derfor, jeg har lidt svært ved at forstå og acceptere, at det faktisk når som helst er et afsluttet kapitel.
Omvendt får jeg den vildeste lykkefølelse i kroppen, når jeg tænker på, at vi meget snart skal møde lillesøster – og så kan jeg slet ikke vente! Og det er faktisk lige præcis dén lykkefølelse, jeg taler om, som for mit vedkommende, har siddet i min krop dag ud og dag ind fra jeg så de to streger på graviditetstesten i begge mine graviditeter – og det er virkelig den dejligste følelse at vågne op til hver eneste dag.

Kvindekroppen er for vild, og jeg er STOLT af min!

Jeg glæder mig ubeskriveligt, til vi er en familie på fire – også selvom det betyder farvel til graviditeten og babybulen for måske sidste gang.

Continue Reading

Lillesøsters værelse

Med små to uger til termin er vi efterhånden ved at være i bund med ‘to do listen’ inden lillesøsters ankomst. Det er en dejlig følelse, at vi nu efterhånden blot venter på hende, og at hendes ting er rundt omkring i huset.
Det har både betydning for os og for Oliver. Han taler meget mere om baby efter vi har placeret hendes ting rundt omkring og indrettet hendes værelse, som om det hele er blevet mere virkeligt for ham. Vi har forsøgt at inddrage Oliver så meget i processen som muligt, så han føler, han er en del af det hele. Ligeledes får han lov til at lege med hendes ting, afprøve dem og være omkring dem – alt det han vil. Nogle gange synes jeg faktisk, det kan være lidt “grænseoverskridende” bare at lade ham kaste rundt med hendes ting osv., når man lige har indrettet tingene og gjort det hele fint og ‘uberørt’. Der var jo heller ingen som rørte og brugte Olivers ting før den dag, han kom til verdenen. Men alligevel føles det helt rigtigt, og jeg er sikker på, at det er en god optakt til hendes ankomst – og helt ærligt. Det er jo i bund og grund ligegyldigt – det er vist bare mig i en nødskal.

Vi har indrettet hendes værelse i vores gamle kombinerede kontor/gæsteværelse, hvor Olivers puslebord også stod efter vi rokerede om på 1. salen december sidste år.
Så nu består førstesalen af hendes værelse, Olivers værelse, vores soveværelse og vores badeværelse. Til at starte med var vi meget i tvivl, om hun overhovedet skulle have sit eget værelse til at starte med, men det føles bare helt rigtigt, at vi har lavet kontor/gæsteværelset om til hendes værelse. Jeg har haft lidt svært ved at følge med mentalt i denne graviditet, da tiden bare er fløjet afsted, så det har gjort sindssygt meget for mig, at indrette hendes værelse og gå derind og bare kigge på hendes ting og forestille mig os som en familie på fire.
Lidt impulsivt besluttede jeg mig for at male en væg i en pudderrosa farve, da jeg synes, der på en eller anden måde manglede noget varme derinde – og jeg er så glad for resultatet!
Oliver bliver selvfølgelig fortsat puslet osv. på hendes værelse, og heldigvis var hans reaktion “woooow, neeeej, flot det der mor” til den nye lyserøde væg og alle hendes ting. Han er altid så skide sød altså! Og der er nu ikke et bleskift uden han liiiige skal hen og hive i uroen, så vi har musik, mens vi skifter. Han er kæmpe fan!

Der har været lidt efterspørgsel på, hvor de forskellige ting er fra, og det vil jeg forsøge at angive. Tingene på hendes værelse er lidt en blanding af Olivers ‘babyinventar’ og nye indkøb. Ligeledes er der ting, vi har valgt at skifte ud eller tilkøbe ud fra vores tidligere erfaring, ønsker og behov.

Her kommer lidt billeder:

Puslebordet er to ‘Malm’ kommoder fra IKEA, puslepuden er fra Leander, puslerammen fra Heybasic, hylden fra Jollyroom, puslesættet fra Loukrudt, skyuro fra Konges Sløjd, musikuro fra Cam Cam, spejl fra H&M, sengerand og sengehimmel ‘Alice & Fox’ fra Jollyroom, lampe fra Liewood, vasketøjskurv fra H&M.

… Og lidt billeder af de små hyggelige detaljer:

BIBS sutter, rangle og bidering fra Liewood, rangle fra Konges Sløjd, kurv fra Søstrene Grene.
Plakater fra Jollyroom.
Flagranke fra Cam Cam, rangle fra Konges Sløjd.
Fletkurv fra H&M, stofble fra Cam Cam, urtepotte fra IKEA.
Boghylde fra Jysk, ‘Barnets bog’ fra Alfabetdyr, knagerække fra H&M.
Bøjlestang samt bøjler fra IKEA.

Lillesøster skal selvfølgelig sove hos os det første lange stykke tid, og derfor har vi købt en bedside crib til soveværelset. Oliver sov i sin babynest i vores seng ved siden af mig eller mellem os, men da Oliver ofte kommer ind til os om morgenen omkring kl. 5.00 og putter (og en sjælden gang sover videre i en times tid), så synes vi en bredside crib var et bedre valg denne gang.

Bedside crib fra Moweo, uro fra Søstrene Grene, pude fra H&M og sengetøj fra Cam Cam.

Desuden har vi igen valgt at hænge vores Leandervugge op i stuen, som vi også havde til Oliver. Han brugte den egentlig ikke såååå meget, da han også ofte sov i sin nest på sofaen, men denne gang tænker vi, det bliver rart med lidt mere “afskærmning” for lillesøster, og så har vi valgt at købe himlen til denne gang, som skaber lidt mere tryghed og hygge – den havde vi ikke til Oliver, og det tror jeg, var en fejl.
Desuden har vi denne gang med det samme valgt at købe samme højstol til lillesøster, som vi har til Oliver og så tilkøbe babyindsatsen – den havde vi ikke til Oliver. Det giver meget mere mening denne gang, at hun kan komme med op i samme højde, når vi f.eks. skal spise. Her anden gang har vi bare mange flere rutiner, som skal overholdes i forhold til spisetider osv., så derfor virkede det nærmest uundværligt. Til Oliver havde vi en skråstol, som jeg aldrig blev rigtig glad for, og ellers lå han i sin babynest på bordet, når vi spiste. Det virkede bare ikke som en god løsning denne gang.
Jeg har købt et nyt aktivitetsstativ, da jeg simpelthen synes, det gamle var grimt. Oliver brugte det ikke ret meget, da jeg nok havde en tendens til at “underholde” ham lidt for meget selv – men det er helt sikkert noget, jeg vil øve med lillesøster, da hun (forhåbentlig) bliver lidt bedre til at ligge selv.

Vugge fra Leander, højstol samt babyindsats fra Stokke Steps, aktivitetsstativ fra Franck & Fischer, tilbehør fra Liewood og Søstrene Grene, legetæppe fra Liewood.

Jeg håber, det er lykkedes mig at angive hvor de forskellige ting er fra på de fleste ting – jeg har i hvert fald forsøgt. Ellers må I endelig skrive og spørge.

Tak fordi I læse med. ♡

Continue Reading

37+0 – Lillesøster er færdigbagt

Hospitalstasken er pakket og klar.

I dag rammer vi uge 37+0, og dette betyder, at lillesøster er færdigbagt, og at hun i princippet kan komme ud til os anytime – det er en milepæl og det er så crazy! Nu er vi indenfor termin.
Derfor er pusletaken nu pakket og klar til afgang. Umiddelbart tænkte jeg, det ville være nemmere denne gang, for vi har jo prøvet det før, men det synes jeg faktisk ikke, det har været.
Når jeg sammenligner dette tidspunkt med min graviditet med Oliver, er der meget, som er og føles anderledes.

For det første vil fødslen være ambulant denne gang, da jeg jo er andengangsfødende – hvis alt går som det skal vel og mærke. Hvilket vil sige, at vi allerede skal hjem 4 – 6 timer efter fødslen. Dette synes jeg på den ene side er lidt skræmmende, men alligevel også rart. Og selvfølgelig bliver man ikke ‘smidt ud’, hvis der er en årsag til at blive.
Med Oliver var vi på barselshotellet i to døgn, og det var bare helt perfekt for os. Der er ikke travlt, vi kunne hente hjælp, hvis der opstod tvivl, og vi skulle ikke tænke på at sørge for mad eller noget. Vi kunne bare være i vores egen lille verden som en nybagt familie.
Denne gang er jeg slet ikke i tvivl om, at vi egentlig bare gerne vil hjem, hvis alt går vel, da jeg forestiller mig, at det ikke bliver større, end når hele familien skal samles efter hendes ankomst, og Oliver skal møde lillesøster (jeg tuder allerede ved tanken! Åh, det bliver så stort!).

Med Oliver var jeg mentalt klar til at møde ham flere uger i forvejen, og da der var omkring en måned til termin var alt klargjort – AlT! Sådan er det ikke denne gang.
Denne graviditet er fløjet afsted, og det meste af tiden har min krop og selve graviditeten været uger foran mit hoved. Jeg har ikke helt kunne følge med mentalt. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at møde hende, og jeg kan slet ikke vente, men jeg forstår ikke helt, at det kan være anytime – og det stresser mig faktisk lidt.
For et par dage siden panikkede jeg, fordi vi ikke havde et helt præcist overblik og en plan over, hvad der skal ske med Oliver, når fødslen går i gang. Det skal vi jo også tage stilling til denne gang. Og det er faktisk ikke så nemt, når vi jo (sjovt nok) ikke aner, hvornår det bliver, hvilket tidspunkt på døgnet eller hvor hurtigt det skal gå.
Jeg panikkede over at autostolen stadig stod på loftet, at vores ‘to-do liste inden lillesøster kommer’ stadig indeholder +15 punkter OG at hospitalstasken ikke var færdigpakket!
‘To-do listen’ er stadig lang, men der er styr på de vigtigste ting nu, og det giver simpelthen så meget mentalt ro – så må vi se, om vi når det hele.

Hun burde melde sin ankomst i starten af august, og det kan både betyde 15 grader, regn og blæst men også 30 grader og solskin, så hvad skal man lige pakke af tøj i hospitalstasken? Jeg ved godt, at spædbørn ikke selv kan regulere varmen, og selvfølgelig skal dækkes til osv., men alligevel. Lidt forskel vil der jo være. Desuden skønner de lillesøster til at være en del mindre end sin storebror, og dette gør det faktisk også lidt svært, for hvad og hvilken størrelse har jeg så skulle pakke?
Oliver blev født 41+3, altså 10 dage over termin, og vejede 4065 g og var 55 cm lang, og jeg synes jo virkelig bare han var lille. Og han passede str. 50 i ret lang tid alligevel. Hvad så med lillesøster, hvis hun bliver endnu mindre? Det kan jeg ikke lige forholde mig til. Derfor har jeg både pakket str. 50 og 56 i hospitalstasken.
Ligeledes har jeg pakket nogle ting i hospitalstasken, som Oliver også havde på lige efter fødslen, og dem skal vi selvfølgelig også have med til lillesøster. Selvom det måske lyder fjollet, så betyder lige præcis dét bare virkelig meget – der er så mange følelser i de ting.

Måske er det hele i princippet fuldstændig ligegyldige ting og tanker, men alligevel kan jeg mærke, det betyder meget for mig, at have styr på alt herhjemme, og den hospitalstaske betød åbenbart mere, end jeg troede. Jeg har det bare bedst, når der er styr på det hele – især fordi vi nu har ramt terminsperioden.

På grund af forskellen af længden på indlæggelsen efter fødslen, årstiden og den danske sommer, den skønnede størrelsesforskel samt det praktiske omkring Oliver, når først fødslen går i gang, synes jeg ærligt talt, det har været svært at pakke den hospitalstaske og nå hertil – det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg tidligere i graviditeten så frem til dette tidspunkt.
Jeg blev virkelig ramt af følelsen af panik for et par dage siden, da det gik op for mig, at vi om få dage ramte terminsperioden, og jeg havde ikke engang pakket hospitalstasken!? Jeg tænkte virkelig: “Hvad er der galt med dig Sofie – kom nu igang!”
Måske sammenligner jeg for meget med gravidteten med Oliver nogen gange, og det stresser mig lidt – I don’t know.
Men jeg ved, jeg har det bedst, når der er styr, kontrol og overblik over tingene, og dét er der trods alt ved at være nu efter et par aktive dage, som har handlet om forberedelser og klargøring.
Dette giver mig ro, og selvom der er stor forskel fra person til person, så føler jeg, at ro omkring hele situationen op til en familieforøgelse er vigtig.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg vil forsøge at blive helt mentalt klar, lige indhente de sidste par uger mentalt, og så vil jeg have mit fokus på den forstående fødsel, for selvom jeg ikke helt forstår det, så venter den altså lige rundt om hjørnet!

Continue Reading

Homemade ‘fotoshoot’ af babybulen

Onsdag aften blev babybulen foreviget i de smukke naturomgivelser, vi har omkring os, hvor vi bor.

I min graviditet med Oliver fik jeg også lavet et lille hjemmelavet fotoshoot af babybulen i uge 35 i træningscenteret – og jeg har bare været SÅ glad for de billeder, så selvfølgelig ville jeg også gerne have taget nogle billeder denne gang omkring samme tidspunkt i graviditeten.

Graviditet Oliver, uge 35, 7. oktober 2016:

Min lillesøster synes, det er mega sjovt og hyggeligt, så vi gjorde en hyggeaften ud af det igen denne gang og havde det virkelig sjovt med det!
Her er et lille udpluk af hele ‘fotoserien’:

Graviditet lillesøster, uge 35, 26. juni 2019:

Jeg er så glad for, at jeg har fået babybulen foreviget – det er altid sjovt at se tilbage på.
Og helt ærligt, så elsker jeg resultatet. Jeg elsker babybulen, jeg er så helt igennem glad og lykkelig på disse billeder, og der er så mange dejlige minder, sjov, hygge og fjolleri forbundet med dem.

Continue Reading

45 minutters cardiotræning i uge 33

Uge 33 (32+0)

Jeg elsker at mærke min krop arbejde, og selvom jeg her i uge 33 ikke kan udfordre min krop på samme måde, som jeg kan uden en babybule, så kan jeg sagtens få min puls op og stadig forsøge at holde min form bare lidt ved lige – desuden bliver jeg også hurtigere forpustet og får højere puls end normalt, som så mange andre her i graviditeten. 

Ligeledes sætter mit bækken samt min lænd nogle begrænsninger, mest i forhold til løb, som jeg jo er stoppet med. 

MEN så er det godt, der findes en masse andre alternative metoder. Her kommer det cardioprogram, som jeg typisk kører – selvfølgelig med lidt variation, men i dag var det sådan her:

Opvarmning 
5 min. gang på løbebånd 

Stairmaster
10 min. intervaller: 
1 min. på niveau 10
1 min. på niveau 10 med hænderne i siden
1 min. på niveau 12 
1 min. på niveau 14 
1 min. på niveau 18
X 2
Stairmasteren i mit center går fra niveau 1 – 20.

Crosstrainer 
10 min. intervaller:
Jeg træner altid til musik med højt tempo og intens bas – det tænker jeg de fleste gør under cardio? 😅
I versene kører jeg moderat tempo på niveau 5, og i omkvædende, hvor tempoet er højest i sangen, skruer jeg op på 10, og kører højt tempo, indtil omkvædet er slut. 
På den måde kører jeg intervaller hele tiden gennem de 10 min, som styres af sangens tempo. Håber det giver mening?

Cykel
10 min. intervaller:
1 min. moderat tempo på niveau 5
1 min. højt tempo på niveau 8
X 5

Løbebånd 
10 min. gang på niveau 6,0 med 5% stigning. 

Jeg slutter af med lidt styrke- samt udstrækningsøvelser for mit bækken samt min lænd. 

Jeg aner ikke, om alle maskiner har samme intervaller og niveauer, men tænker det er sådan, jeg forklarer det bedst. 
Man kan jo selv styre intensiteten af træningen afhængig af form og træningsniveau – det er det gode ved intervaltræning. 

Rigtig god træning derude – og god fredag! 

Continue Reading

Løb under graviditeten

I dag er jeg gået ind i uge 30 (29+0), og i går var sidste gang, jeg løb med lillesøster i maven – er jeg ret sikker på i hvert fald.

Det var faktisk præcis på samme tidspunkt med Oliver, at jeg måtte sige “på gensyn” til løb, og acceptere, at det var slut for nu. Dog har det alligevel slet ikke været det samme.
Med Oliver lavede jeg en aftale med mig selv om, at når det ikke længere føles behageligt at løbe 5 min. i streg, så ville jeg stoppe med mine løbeture – og sådan blev det i uge 30.
Som jeg tidligere har skrevet i et par indlæg i denne graviditet http://sofiebrandt.dk/?p=1185 og http://sofiebrandt.dk/?p=1287, havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg fortsat kunne løbe i uge 30 – men det har jeg altså kunne. Dog slet ikke på samme måde, som i graviditeten med Oliver.
Denne gang har løb ikke bestået af decideret løbeture, men intervalløb har været en del af min cardio i centeret, hvor jeg har løbet 2 – 3 min. af gangen og så gået der i mellem i samme tidsmængde. I denne graviditet har min krop sagt fra overfor konstant løb i længere tid af gangen noget tidligere i graviditeten, men til gengæld har det fungeret helt optimalt med korte gå- og løbe intervaller.
Men nu føles det altså bare ikke rigtigt mere. Både mit bækken og min læn siger hurtigt fra efter meget kort tid med løb, så jeg tror, det er min krops måde at fortælle mig på, at det er på tide at sige “på gensyn” til løb. 
Ærligt, så savner jeg at snøre løbeskoene og bare tonse afsted i den friske luft og nyde naturen – jeg ELSKER det, og det giver mig SÅ meget energi og overskud, og det er efterhånden en her del måneder siden, jeg har haft den oplevelse og følelse i kroppen. Jeg glæder mig allerede, til jeg (forhåbentlig) skal løbe lange, hurtigere ture som #mortilto – og forhåbentlig en masse ture med lillesøster i løbejoggeren, som jeg har gjort med Oliver fra den dag, han var klar til det – og han elsker det stadig. Det er altid dejligt med heppekor undervejs.

Men jeg er så stolt af min krop. Jeg kan ikke forvente eller forlange mere af den. Den behandler mig så godt, og lillesøster er så god ved mig.

I søndags dyrkede jeg 40 minutters intensiv cardio med en konstant puls på over 160 – det er sgu mega sejt gået af min krop på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg er så taknemmelig for, at dette kan lade sig gøre. Det handler om at kende sin krops begrænsninger og lytte til dem. Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og jeg er ligeledes blevet rigtig god til at acceptere de begrænsninger, jeg møder på min vej. Det er dét, som betyder noget, og så kan man egentlig forstætte på det “niveau”, som man ønsker – igen: så længe kroppen tillader det.
Jeg træner fortsat tre gange om ugen – de uger der er tid til det gerne mere. Jeg dyrker primært cardio på diverse cardiomaskiner, men jeg styrketræner fortsat en gang om ugen – blot for at bruge kroppen på en anden måde. 

Indtil nu siger vægten +6 kg. Det er nogenlunde den samme vægtøgning som med Oliver på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er ikke noget, jeg går super meget op i, men jeg synes, det er rart, at have et parameter at måle på, da jeg ikke ønsker at tage mere på end dét graviditeten vejer i sig selv. Nu har jeg prøvet, hvordan det er at være på den anden side af fødslen, og sidste gang forsvandt kiloene af sig selv – også selvom kroppens uddseende langt fra var det samme. Det synes jeg, var en rar følelse, men man kan jo aldrig vide, hvordan kroppen reagerer. Dog er det slet ikke noget, jeg bruger tid og energi på at tænke over – det skal nok komme helt af sig selv. 

Jeg nyder babybulen, jeg nyder at mærke lillesøster møffe rundt derinde, og jeg elsker, elsker, ELSKER tanken om, at vi lige om lidt er fire.
Jeg er så stolt af min krops arbejde, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, vi kan fortsætte det gode samarbejde.



Continue Reading