Gravid for sidste gang?

Uge 41 (40+0)

Tårerne triller ned af mine kinder ved tanken. Det gjorde de i hvert fald i sidste uge – og de var ikke lige til at stoppe igen.
Følelserne sidder udenpå tøjet disse dage, og det slog mig, som et kæmpe slag lige i hovedet, at det måske er sidste gang nogen sinde, jeg får lov til at gennemgå og opleve en graviditet – og jeg elsker det virkelig!
Jeg synes, det er det mest fascinerende og livsbekræftende i verden! Jeg er så imponeret af min krops arbejde – det er for vildt, hvad den er i stand til at skabe. Et lille bitte menneske, som bare vokser sig stor og stærk, mens jeg får lov til at være medløber, og bidrage så godt jeg kan.

Jeg synes, det er en kæmpe gave at få lov til at opleve de små spark, se maven vokse, aldrig at være alene, alle de søde smil og komplimenter, man får med på vejen, når folk beundrer babybulen, den livsbekræftelse det er – ALT! Selvfølgelig er kvalmen, trætheden, den ømme læn, den dårlige søvn samt de begrænsninger den medfølger ikke ligefrem en dans på roser – men det er 110% det hele værd! Der medfølger selvfølgelig også en masse udfordringer og bekymringer, men det gør der med så mange ting – og især i livet som forældre. Hold nu op, hvor tænker man over alt ting, og googler alverdens råd, erfaringer og situationer.
Dog vil jeg sige, at mine to graviditeter mest af alt har indeholdt så meget lykke, glæde og kærlighed. Hver dag har været fyldt med en form for spænding, uvished og nysgerrighed samt forestillinger og tanker, som har boblet rundt i min krop, mens månederne er gået indtil terminsdatoen endelig har nærmet sig.
For mig har de ni måneder begge gange været en magisk tid!

Jeg ELSKER at være gravid og jeg elsker at være mor.
Faktisk har jeg altid haft en forestilling om to børn, mens Emil altid har haft en forestilling om tre børn. Nu må vi se.
Min bedste veninde har flere gange sagt: “Seriøst, du elsker børn, du elsker at være mor, og din krop er skabt til at være gravid – selvfølgelig skal I have flere børn”. Måske får hun ret. Måske kan hverken Emil eller jeg rumme tanken om endnu et barn, når først vi har to – det er ikke til at vide. Det vil fremtiden vise.

Men én ting er sikkert: jeg har nydt hver eneste dag i begge mine graviditeter. Denne gang synes jeg dog, det er gået ALT for stærkt, og jeg har haft svært ved at følge med mentalt, og det er måske derfor, jeg har lidt svært ved at forstå og acceptere, at det faktisk når som helst er et afsluttet kapitel.
Omvendt får jeg den vildeste lykkefølelse i kroppen, når jeg tænker på, at vi meget snart skal møde lillesøster – og så kan jeg slet ikke vente! Og det er faktisk lige præcis dén lykkefølelse, jeg taler om, som for mit vedkommende, har siddet i min krop dag ud og dag ind fra jeg så de to streger på graviditetstesten i begge mine graviditeter – og det er virkelig den dejligste følelse at vågne op til hver eneste dag.

Kvindekroppen er for vild, og jeg er STOLT af min!

Jeg glæder mig ubeskriveligt, til vi er en familie på fire – også selvom det betyder farvel til graviditeten og babybulen for måske sidste gang.

Continue Reading

Homemade ‘fotoshoot’ af babybulen

Onsdag aften blev babybulen foreviget i de smukke naturomgivelser, vi har omkring os, hvor vi bor.

I min graviditet med Oliver fik jeg også lavet et lille hjemmelavet fotoshoot af babybulen i uge 35 i træningscenteret – og jeg har bare været SÅ glad for de billeder, så selvfølgelig ville jeg også gerne have taget nogle billeder denne gang omkring samme tidspunkt i graviditeten.

Graviditet Oliver, uge 35, 7. oktober 2016:

Min lillesøster synes, det er mega sjovt og hyggeligt, så vi gjorde en hyggeaften ud af det igen denne gang og havde det virkelig sjovt med det!
Her er et lille udpluk af hele ‘fotoserien’:

Graviditet lillesøster, uge 35, 26. juni 2019:

Jeg er så glad for, at jeg har fået babybulen foreviget – det er altid sjovt at se tilbage på.
Og helt ærligt, så elsker jeg resultatet. Jeg elsker babybulen, jeg er så helt igennem glad og lykkelig på disse billeder, og der er så mange dejlige minder, sjov, hygge og fjolleri forbundet med dem.

Continue Reading

Det første møde

Søndag d. 27. november omkring kl. 02.00 vågnede jeg med et sæt ved første ve, og cirka 10,5 time senere, kl. 12.36 mødte vi vores søn for aller første gang.

At arbejde sig gennem en fødslen som par og endelig få vores søn i armene, er den største oplevelse og gave i hele mit og vores liv nogensinde. Det var så vild, surealistisk og unik en oplevelse at gennegå en fødsel sammen, og selvom vi på daværende tidspunkt havde været kærester i 6 år, havde vi aldrig nogen sinde oplevet noget sammen, som tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med denne oplevelse. Det var bare så vildt og på en eller anden uforklarlig måde, blev der skabt et nyt og stærkere bånd af følelser mellem os, som bare har vokset lige siden – fødslen var en oplevelse for livet, som skabte noget helt uforklarligt mellem os.  

Selvom min fødsel var (forholdsvis) hurtig, stort set forløb ukompliceret og uden nogen form for smertelindring, og jeg ser tilbage på den som en helt fantastisk oplevelse, så er der denne gang nogle områder, jeg ønsker at forberede mig (mere) på, end jeg gjorde op til min fødsel med Oliver. Egentlig ikke fordi jeg ville ønske, jeg havde gjort noget anderledes op til eller under fødslen, fordi den forberedelse, jeg havde gjort mig, var lige præcis dér, hvor jeg var mentalt dengang, men fordi der er nogle ting fra første fødsel, som nu er blevet realiseret, og derfor er det nemmere at forestille sig og forholde sig til, hvordan det kan forløbe, og hvilke faser, man møder undervejs. 

Under min graviditet med Oliver, tror jeg nærmest ikke, jeg havde skænket fødslen en tanke på dette tidspunkt (uge 22) i graviditeten, da der var SÅ mange andre ting, jeg gerne ville sætte mig ind i omkring min voksende baby i maven, og egentlig havde vi ”bare” travlt med at bygge rede. Fødslen virkede så langt ud i fremtiden trods alt. 
Under denne graviditet har jeg mere mentalt overskud til at tænke på fødslen, da jeg ikke bruger de samme ressourcer på at sætte mig ind i forskellige ting gennem graviditeten, da jeg har prøvet det før. Ikke fordi alt er det samme overhovedet, men overordnet set føler jeg, at jeg har en større forståelse og viden fra start omkring det hele. 

At føde sit barn 
Lad os bare konkludere én ting: Det GØR ondt at føde – det tror jeg alle, som har prøvet det, kan nikke genkedende til. 
Både Emil og jeg havde deltaget i tre moduler af fødselsforberedelse på Herlev hospital i et stort auditorie, hvor vi sad omkring 200 par, og fik viden omkring livet som kommende forældre, parforholdet, fødslens faser, smertelindring, babys første tid og amning. Det var absolut givende, men hvis man havde sat sig bare en lille smule ind i tingene på forhånd, så var det meste af det noget, man allerede vidste.
Ud over den offentlige fødselsforberedelse læste jeg selv om fødslens faser samt smertelindring under fødslen – men det jeg gjorde mest ud af, var at sætte mig lidt ind i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg kunne gøre brug af for at arbejde med veerne. 

Jeg var aldrig bange eller skræmt over at skulle føde.
Jeg havde et lille ønske om at gennemgå fødslen uden smertelindring eller med naturlig smertelindring – mest for at være så meget meltalt tilstede som muligt, og ikke være påvirket af noget efter fødslen, men det var absolut ikke noget, jeg havde bestemt på forhånd eller havde udelukket. Derfor havde jeg også ønsket en fødestue med kar, da jeg havde tiltænk det varme vand som smertelindring. Det nåede jeg dog aldrig, da jeg var 9 cm åben, da vi ankom til fødemodtagelsen. 
Den overordnede tanke omkring min fødsel var: At tage det hele, som det kom, lytte til min krop, arbejde sammen med den, og gøre, hvad den fortalte mig, jeg skulle gøre. Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger, og det tror jeg hjalp mig sindssygt meget op til- og under fødslen. Da vi havde passeret termin, og tålmodigheden for alvor blev sat på prøve, skrev jeg et indlæg omhandlede den kommende fødsel, som kan læses her http://sofiebrandt.dk/?p=738.
De vejrtrækningsøvelser jeg havde forberedt mig lidt på samt støtten og hjælpen fra E gjorde, at jeg kom gennem fødslen uden smertelindring – det er jeg sikker på. Ved hjælp af vejrtrækningen kunne jeg nogen lunde holde veerne under kontrol, og lige så snart vejrtrækningen glippede, så kunne jeg næsten ikke være i det – og det var her, at E var en KÆMPE støtte, da han med det samme fik mig tilbage på sporet og ind i vejrtrækningen igen. 
Jeg var fuldt ud koncenteret fra aller første ve, og der gik ikke lang tid, før jeg gik ind i mig selv og nærmest ikke kunne kommunikere, da jeg blot koncentrerede mig om at lytte til min krop og fokusere på min vejrtrækning. Jeg tror, jeg havde lukkede øjne 95% af hele fødslen. 
Jeg følte stort set kontrol under hele forløbet, men der er mange ”sorte huller”, hvor jeg er gået så meget ind i mig selv for at kontrollere veerne, at jeg simpelthen ikke kan huske det, og kun følte mig delvist tilstede. Især under pressefasen, da Oliver stod skævt i mit bækken, så han havde svært ved at rotere ned gennem mit bækken. Dette resulterede i 2,5 time med kraftige presseveer, hvor jeg ikke måtte presse med. Dét var hårdt – og næsten umuligt! Min krop skreg på, jeg skulle presse med, men min jordermoder beordrede mig til at holde igen. Når jeg ser tilbage på denne fase, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle flere redskaber samt hjælpende stillinger at gøre brug af, for at hjælpe min krop og mig selv bedst muligt, for det var under denne fase, min kontrol og arbejde blev sat aller mest på prøve under hele fødslen.
Ligeledes er der ting, som E efterfølgende har fortalt, som jeg slet ikke har opfattet under fødslen, fordi jeg bare gik så ind i mig selv og ikke altid var mentalt tilstede. 

Den forestående fødsel 
Denne gang har jeg et ønske om at opleve følelsen af kontrol, samtidig med jeg føler mig mere mentalt tilstede og nærværende. 
Ligeledes vil jeg sætte mig meget mere ind i de forskellige fødestillinger, som især er gavnlige under de forskellige faser i fødslen, så jeg kan hjælpe min krop bedst muligt på vej lige præcis dér, hvor den er på det givne tidspunkt. 
E var en KÆMPE hjælp og støtte under hele fødslen med Oliver, og selv når jeg var aller mest presset, hvor det kun hans stemme, jeg hørte – alt andet blev lukket ude. Derfor har både ham og jeg også et ønske om denne gang, at han skal kunne deltage mere aktivt i fødslen ift. fødestillinger samt naturlig smertelindring, når jeg arbejder mig gennem veerne i de forskellige faser. 

Smertefri fødsel
Jeg var netop begyndt at tænke lidt på den forstående fødsel, kigge lidt på de vejrtrækningsøvelser, jeg brugte under min fødsel med Oliver, og som noget helt nyt læse lidt om den meget populære metode “smertefri fødsel”, da jeg blev kontaktet af Maria fra Fødegejst, som er uddannet instruktør hos “Smertefri fødsel”, og som underviser i deres metode og teknikker – en metode som er udarbejdet af Anja Bay.
Hun inviterede mig til et samarbejde, hvor jeg har fået mulighed for enten af deltage i grundkurset, som forløber over fire moduler af to timers varighed, hvoraf E også skal deltage på modul tre, eller i bootcampen for par, som forløber over én dag af seks timers varighed. Jeg kan godt lide at have god tid til at sætte mig ind i tingene og danne et overblik, så grundkurset virker som den perfekte løsning for mig. 

Konceptet omkring “Smertefri fødsel” handler om effektiv panik- og smertehåndtering, som er udviklet ud fra den nyeste viden indenfor smerteforskning. Teorien handler om, at vi gravide får handlingsgivende og håndgribelige fødeteknikker samt en helt unik viden, så man kan opnå en fødsel,  hvor man er med til at styre sin krop samt smerten i stedet for at lade kroppen samt smerten styrer én. 

I forhold til vores termin i august, ville det mest optimale nok være, at jeg var med på grundkurset, som forløber i juni måned, hvor jeg så har hele juli til at træne og øve teknikkerne. Men pga. aflevering og forberedelse samt forsvarelse af min bachelor i juni måned, bliver det simpelhen for presset – der bliver hele mit fokus nødt til at ligge på min bachelor. 
Så derfor starter jeg/vi på grundkurset, som strækker sig over maj måned, og så har jeg til gengæld to måneder til at øve teknikkerne i, hvor det i juni måned så vil foregå lidt mindre intensivt. 

Modulerne består af: 

  1. Afspænding, laboro-vejrtrækning, smertehåndtering og de vigtige fødehormoner
  2. Presseteknik og undgå bristninger
  3. Dig og din partner – her bliver E koblet på teknikkerne 
  4. Panikhåndtering og afslutning 

Jeg glæder mig HELT VILDT til at deltage i dette kursus, da jeg under min fødsel med Oliver fik et indblik i, hvor meget vejrtrækningsøvelserne hjalp mig, hvor stor en støtte E var, og hvor vigtigt det er, at man føler sig fysisk og mentalt klar. Nu står det virkelig klart for mig, hvor givende det er, at forberede sig – hvilket egentlig giver sig selv, når man tænker på, hvad det er kroppen skal gennemgå. 
Jeg er klar over, at en fødsel kan tage alle drejninger, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til – men man kan forberede sig, tro og håbe på det bedste, og så kan man hjælpe kroppen bedst muligt på vej. Ligeledes betyder det virkelig meget for mig og os, at det er noget, vi skal igennem sammen, så derfor er det virkelig fedt, at vi kan forberede os sammen, og hver især påtager os en rolle. 

Jeg er ikke bange for at skulle føde igen, selvom jeg nu ved, hvad kroppen skal igennem. Dog er der nogle punkter, hvor jeg ville foretrække at være uvidende ligesom første gang – men sådan har jeg det også med nogle ting her i graviditeten. Der er både fordele og ulemper ved at have prøvet det før. 
Min krop har gjort det én gang, så selvfølgelig kan den gøre det igen – det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg har verdens sejeste krop, det har den bevist overfor mig igen og igen, og jeg glæder mig til denne oplevelse sammen med den og E – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den. Mest af alt så glæder jeg mig selvfølgelig ubeskriveligt meget til at få lillesøster i armene for aller første gang – det er helt vildt at tænkte på! At passere målstregen ved en fødsel er fuldstændig vanvittigt, unikt, overvældende og den største gave i livet, som jeg glæder mig til at få lov til at modtage endnu engang – faktisk kan jeg slet ikke vente! 

Det blev et lidt længere indlæg – men tak fordi I læser med.

Jeg glæder mig til at dele min oplevelse omkring fødselsforberedelse med grundkurset af “Smertefri fødsel” med jer. 


Continue Reading

Ventetiden er lang …

ventetid-1

Jeg er i dag 40+4. Det vil sige, at vores lille bassemand ”burde” være kommet ud til os for 4 dage siden: den 17. november 2016.

Jeg ved jo godt, at det blot er en dato, man retter sig mod, og at det faktisk kun er omkring 5%, der føder på selve dagen, men alligevel er det en dato, som er printet ind i hovedet på én, som en dato, man VIRKELIG ser frem til. I hele forløbet på de 9 måneder, er dén dato, den største milepæl af dem alle!
Jeg ved også godt, at mange førstegangsfødende går over tid, og at det er helt normalt, og derfor burde jeg nok heller ikke være så utålmodig, som jeg er, men det er svært.

Jeg er normalt en person, som har mange bolde i luften. Min kalender er booket op, og der er ikke en eneste dag, hvor jeg ikke laver noget – og med ”noget” mener jeg, at lave et eller andet lige fra jeg står op til jeg går i seng.
Den sidste halvanden uges tid har min kalender været helt tom! Uden en eneste aftale, note eller noget – det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før.
Selvfølgelig er det rart. Jeg kan tage ned og træne når jeg vil, gå en tur, ordne ting herhjemme – men det er dælme også kedeligt i længden! Og der er seriøst snart ikke mere at ordne. Jeg gør rent, vasker tøj osv. nærmest hver anden dag, så lejligheden står helt klar til vi kommer hjem fra hospitalet med vores lille fyr. 😀 Det er lidt skørt, men jeg tror, at mange mødre og gravide, kan nikke genkendende til den følelse. Alt skal bare være klart og perfekt, når dagen (endelig) kommer.
På en måde kan jeg godt føle lidt, at jeg er fanget i min egen krop. Selvfølgelig er han tung nu – altså min lænd er ved at være godt brugt, og jeg sover ikke særlig godt om natten pga. tisseturene og den store mave. Og især efter jeg har passeret terminsdatoen, er det som om, jeg bare ikke rigtig bryder mig om at være for langt væk hjemmefra. I hvert fald ikke, hvor jeg skal færdes alene, HVIS nu, der pludselig skulle ske noget – for det kan der jo gøre nu HVERT ENESTE ØJEBLIK!

Nogle dage er jeg ved godt mod, og prøver at overbevise mig selv om, at det er helt normalt at gå over tid, og så prøver jeg bare at nyde dagen for mig selv, og nyde den sidste tid med min babybule – som jeg jo virkelig har elsket hver eneste dag gennem hele graviditeten. Jeg er SÅ fascineret af min krop, ja af kvindekroppen generelt.
Mens jeg andre dage er mega frustreret og træt af ventetiden. Så kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor han ikke bare kommer ud til os. Han er fuldstændig færdigbagt, og han er klar til at møde den store verden. Han vokser sig bare større derinde, og helt ærligt: det kan han altså lige så godt gøre ude hos os. <3
Samtidig handler det nok aller mest om, at INGEN havde forventet, at jeg ville gå over tid – og det havde jeg nok heller ikke selv. Derfor har jeg ikke rigtig været indstillet eller ”forberedt” på det. Så alle de tanker omkring igangsættelse osv., kan jeg næsten ikke overskue. Jeg håber for alt i verden, at det hele går af sig selv – og han har da også noget tid endnu – for jeg vil virkelig gerne undgå igangsættelse!

Jeg har ikke på noget tidspunkt frygtet fødslen. Jeg er spændt og nervøs, da man jo slet ikke kan forestille sig, hvad det er, man skal gennemgå. Jeg kender ikke smerten, og jeg ved ikke, hvornår eller hvordan fødslen forløber, for der er jo INGEN fødsler, som er ens. Men jeg har aldrig været decideret bange for at skulle føde, for jeg føler virkelig, at jeg har gjort min del, for at være så klar og parat til min fødsel, som jeg føler, jeg kan blive.
Men jeg ville være ked af, hvis forløbet ender med, at min krop skal ”tvinges” til at gøre noget, den egentlig ikke er klar til, da jeg virkelig gerne vil have mulighed for at ”teste” min krops fysiske form, som jeg jo har knoklet for gennem hele min graviditet. Jeg føler, at jeg har gjort ALT jeg kunne, for at være 100% klar psykisk og fysisk til min fødsel, og jeg føler lidt, at noget af det bliver ”taget fra mig”, hvis det ender med igangsættelse, da det ikke er en naturlig proces for kroppen. Så min utålmodighed her til sidst, bunder nok mest af alt ud i frygten for, at hele forløbet ender med igangsættelse.
Men lad os nu se, der kan heldigvis nå at ske en masse endnu.

Vi glæder os UBESKRIVELIG meget til at møde vores lille fyr, og det vigtigste af ALT er selvfølgelig, at han har det godt – så kommer alt andet i anden række. <3
Aldrig nogen sinde har jeg glædet mig så meget til noget i hele mit liv – det er en helt ubeskrivelig følelse af lykke og kærlighed, som strømmer gennem én.

Tak fordi I læste med – og send så lige noget ve-støv i min retning, tak. 😉

Underskrift 3

ventetid-2

Continue Reading

Forventninger til min træning som nybagt mor

14658226_10209996456083976_1107074133_n

Det er egentlig ikke fordi, jeg har nogle forventninger til min træning, når først jeg (endelig) er blevet mor – i hvert fald ikke det første stykke tid.

Hvis jeg har nogen forventninger til noget som helst, så er det at jeg bare gerne vil veje nogen lunde det samme som før graviditeten, så hurtigt som muligt, så jeg kan bruge hele min garderobe igen – i sær mine bukser! Dem glæder jeg mig til at kunne passe igen! Jeg har ikke noget specifikt mål, men hvis jeg i starten af det nye år kan ramme de 54 – 55 kg. igen, vil jeg være meget glad og tilfreds. Nu kommer der jo også lige en juleperiode forud, som skal nydes fuldt ud som nybagt mor, og så vil jeg derefter gå mere målrettet mod min gamle vægt og form igen. 😉
Dog havde jeg en hel del mere muskelmasse på kroppen inden min graviditet, end jeg har nu, og det spiller selvfølgelig også en rolle på vægten.

Egentlig har jeg aldrig gået særlig meget op i min vægt – og slet ikke før graviditeten. Jeg har gået meget mere op i mine resultater og mit spejlbillede – dette gælder også graviditeten. Men når man pludselig gennemgår en så stor fysisk forandring, er vægten lidt det eneste man kan bruge, for at få bare en lille ide om, hvordan ens “form” står til – både undervejs i graviditeten og efter fødslen. Derfor er det også vægten jeg i første omgang bliver nødt til at bruge som “måleredskab”.

Mit fokus kommer til at ligge meget mere på min kost for at tabe de kilo, der ikke forsvinder sammen med fødslen – så må vi se, hvor mange det viser sig at blive. 😅

Jeg har slet ikke nogle forventninger til, hvornår jeg kan komme ned i centeret og træne igen. Det eneste jeg ved er, at der kun er én, der kommer til at bestemme det, og det er vores lille fyr. <3
Det er slet ikke dét, jeg vil prioritere højest, og jeg vil på ingen måde stresse over det.
Jeg vil bare tage en dag af gangen, og se hvordan det hele udvikler sig. Nu kommer det hele til at handle om vores nye roller som forældre, og der er kun én ting, som er vigtig, og det er at finde hinanden og lære vores nye hverdag at kende.
Jeg håber dog på en MASSE gåture med barnevognen, men det er ikke kun pga. træning, jeg ser frem til det – det er lige så meget fordi, det bliver det dejligste nogen sinde at gå der sammen med min nye lille familie. Aldrig nogen sinde har jeg glædet mig SÅ meget til noget i hele mit liv.

Endnu en ting jeg har tænkt over er, at jeg aldrig forventer at komme tilbage i den form, jeg var i før graviditeten. Som jeg har beskrevet før, HADER jeg mig selv for, at jeg ikke var bare lidt mere tilfredst, for jeg stod super skarpt ift. at jeg stadig nød livet og at hele min hverdag ikke gik op i kost og træning.
Min graviditet har lært mig, at jeg ikke skal være så skeptisk, og i stedet for elske min krop, som den er, for den er helt fantastisk – det har den bevist for mig de sidste 9 måneder.
Desuden vil mit fokus fremover være meget mere på cardio frem for styrketræning, som det egentlig også var de sidste par måneder op til min graviditet. Det er under cardiotræning, jeg føler mig bedst tilpas, og det betyder meget for mig, at jeg ved, jeg har en sund krop med et godt kredsløb.

Længere ud i fremtiden har jeg stadig et mål om at gennemføre mit første halvmarathon på under 2 timer (helst 1 time og 45 min).
Inden jeg opdagede min graviditet var jeg tilmeldt et halvmarathon, og min form og mine resultater på det tidspunkt tydede på, at der var gode og store chancer for, at jeg skulle nå tiden: 1:45 min.
Da jeg opdagede min graviditet var der 2 måneder, til jeg skulle have løbet halvmarathon, så jeg besluttede mig hurtigt for at droppe det, da jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne gennemføre inden for den tid, jeg havde sat mig for – og der er jeg simpelthen for stort en konkurrencemenneske. 🙂 Dog fortsatte jeg mit løb indtil uge 30 i graviditeten, men med et helt andet fokus.

Men som det er nu, har jeg ingen forventninger eller mål omkring min træning.
Jeg glæder mig bare som en SINDSSYG til vi får vores lille søn i armene og bliver en familie. Det er dér mit fokus vil være 110%, og jeg kan faktisk snart heller ikke vente mere.
Aldrig har livet givet mere mening. <3

Stort knus
Underskrift 3

14699764_10209996455523962_734094848_n   14625252_10209996455683966_1647514844_n   fsfs

Continue Reading

Min holdning til graviditet og træning

14182277_10209581254024184_915987046_n

Der findes MANGE holdninger til graviditet og træning!

Min holdning er nok ikke så svær at gennemskue, men det ændrer ikke på, at jeg flere gange i løbet af min graviditet er stødt ind i spørgsmål som: “Er du nu sikker på, du ikke træner for meget”, “Pas nu på din krop”, “burde du ikke ligge hjemme på sofaen i stedet for at være her?” (i træningscenteret) eller “husk nu at passe på dig selv og din baby”.

Og JA, det er lige præcis dét, jeg gør! For mig har det egentlig slet ikke været nogen problematik at finde ud af, hvad der var bedst for mig og min baby. Pga. min intensive træning før graviditeten, kendte jeg min krop rigtig godt, og det har helt klart været en fordel for mig gennem graviditeten, da det dermed har været meget nemt for mig at aflæse min krops signaler, og dermed har den hjulpet mig med at styre min træning under graviditeten.

Som I ved, var jeg meget fysisk aktiv før min graviditet, og jeg har ikke på et eneste tidspunkt været i tvivl om, at jeg skulle fortsætte mit aktivitets niveau så lang tid jeg kunne gennem min graviditet, og på det niveau, som min krop nu ville tillade mig.
Hvorfor? Fordi jeg ved, det er godt for min krop, mit sind og ikke mindst min lille babyboy. Faktisk har sidstnævnte kun været med til at opretholde min motivation, og måske endda motiveret mig endnu mere, da han fra dag ét har været dén, der betyder aller mest. <3

Jeg har gennem hele min graviditet trænet 4 – 5 gange om ugen, og derudover har jeg gået en masse lange ture. Intensitet af hver træningspas er blevet mindre og mindre i løbet af graviditeten, men jeg føler stadig, at jeg får mindst lige så meget ud af det, og derfor fortsætter jeg selvfølgelig.
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, havde jeg i starten svært ved at acceptere min krops forandringer, da graviditeten var en kæmpe omvæltning fysisk på min krop – men jeg har aldrig følt, at min træning var forgæves eller ligegyldig.

For det første har jeg prioritetert min træning så højt gennem hele graviditeten, da jeg ved, det er sundt for både mig selv og min baby.
Jeg ved, at hvis jeg har et sundt kredsløb samt en god ilttilførsel, er det noget, som selvfølgelig gavner mig selv, men det gavner bestemt også ham, da jeg viderefører alt til ham. Derudover ved jeg, at min sundhedstilstand vil gavne både hans kropssammensætning samt hans velvære inde i min mave, så han kan vokse sig stor og stærk, og på den måde, har jeg gjort, hvad jeg kan, for at give ham den bedste start på livet – og det er jo egentlig bare dét, som betyder aller mest for mig. Dette gælder selvfølgelig både min sundhedstilstand fysisk i form af træning og kost samt mentalt ift. mit humør, overskud og mit energiniveau.

For det andet har jeg prioriteret min træning højt pga. den kommende fødsel – som lige pludselig slet ikke ligger så langt ud i fremtiden længere. :O
Jeg tror ikke, at kroppen kan udsættes for et større pres end en fødsel, og jeg vil gerne gøre alt for at være i topform til den dag. Jeg er klar over, at man ikke selv er herre over sin fødsel, og der kan ske så mange uventede ting – MEN, det ændrer ikke på, om jeg sidder med følelsen af, at jeg har gjort, hvad jeg kunne –  og det gør jeg indtil videre.
Flere undersøgelser viser, at gravide, som har trænet under deres graviditet, har født tæt på termin, de har haft en kortere og mindre vanskelig fødsel, og så har de født sunde og raske børn, som faktisk ofte har vist sig at være en smule mindre end gennemsnittet, men dette skyldes, at de har haft en lavere fedtprocent – så jeg krydser fingre for, at den statistik også kommer til at holde for mig. 🙂 I hvert fald betyder det meget for mig psykisk, at jeg føler, jeg har gjort mit for, at jeg skal få den fødsel, jeg håber på og drømmer om.

For det trejde har jeg gjort det, fordi min træning er så stor en del af mig. Jeg elsker at holde mig i gang, så jeg ville slet ikke kunne holde ud lige pludselig at droppe min træning. Graviditeten varer 40 uger, så der kommer jo også en dag, hvor man ikke kan “gemme” sig bag den mere, og hvorfor ikke gøre det nemmere for sig selv, når den dag kommer?
Jeg har ingen forventing om at komme tilbage i den grundform, jeg var i inden graviditeten, da jeg tror, min prioritering bliver helt anderledes – men jeg vil have det godt min mig selv og min krop.
Man siger, at selve graviditeten til sidst vejer 10 – 12 kg., (baby, livmoder, moderkage, fostervand, den øgede blodmængde i kroppen, væske i kroppen samt de øgede fedtdepoter, som kroppen har brug for under og efter graviditeten), så de bør jo forsvinde igen noget tid efter fødslen uden man selv behøver gøre den store indsats. MEN hvad man har taget på derudover, skal man jo også selv sørge for at smide igen. 😉 Det har hele tiden været meget klart for mig, at jeg ikke vil tage mere på, end jeg ved, jeg kan komme af med igen efter graviditeten, uden det vil kræve den helt store indsats. Så det er også en af grundene til, at fysisk aktivitet og kost selvfølgelig stadig været i fokus. 🙂
Her med 11 uger til termin (er i dag 28+4), siger vægten +6 kg., så jeg er godt tilfreds. Jeg ved, at det især er her i tredje trimester, det kommer til at gå stærkt, da lillemanden vokser hurtigt, og kroppen bliver mere og mere belastet.

Så min prioritering skyldes:
– Jeg ønsker at gøre det bedste for vores lille babyboy
– Jeg ønsker at gøre det bedste for mig selv og min krop
– Jeg forbereder mig fysisk til fødselen
– Jeg ønsker, at gøre det nemmere for mig selv at komme tilbage i form efter fødslen

Jeg har indtil videre haft en FANTASTISK graviditet, og jeg er sikker på, at mit aktivitetsniveau kun har været med til at gavne den – faktisk på elle områder. 🙂 Jeg kan simpelthen ikke få øje på en eneste negativ ting ved at holde sig i gang under graviditeten – hvis man selvfølgelig ved, hvad man laver, og man husker at lytte til sin krop.
Jeg nyder at være gravid! Jeg elsker min babybule, min krops udvikling, min energi trods alt, og så elsker jeg mit humør, som kun er blevet bedre og bedre, siden jeg så de to streger på graviditetstesten. <3

Tak fordi I læste med. 🙂

Underskrift 3

14138306_10209581254064185_1209024550_n14172046_10209581254104186_1381313055_n                                                                        14171996_10209581254144187_400531970_n

Continue Reading

Mig og min krop under graviditeten

Gravid 2.2

Jer, som følger mig på IG, har nok bemærket, at det er en lille babyboy, som er ved at vokse sig stor og stærk inde i min mave. <3 I har nok også bemærket, at han har taget al min opmærksomhed – det er ubeskriveligt, hvor meget vi glæder os til at møde ham til november.

Det er ikke løgn når jeg siger, at jeg aldrig har været lykkeligere. Det er helt unikt at være gravid, og have følelsen af, at man er ved at skabe et lille mirakel. Jer, som har prøvet det, ved hvad jeg taler om. 😉

Nå, min krop har selvfølgelig forandret sig en hel del, og det har allerede været noget af en rejse – selvom der stadig er omkring 4 måneder til termin, og det langt fra er slut endnu.
Jeg har aldrig været 100% tilfreds med min krop. Heller ikke, da jeg var i min bedste form. Jeg tror desværre bare aldrig, at vi piger bliver rigtige tilfredse – og det er virkelig en skam!

I de første 8 – 12 uger af min graviditet havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke længere havde den samme energi til min træning – eller faktisk bare generelt. Normalt er jeg FYLDT med energi, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en morfar efter skole, arbejde eller andet. Indtil jeg blev gravid. Jeg havde en periode på 4 ugers tid, hvor jeg nærmest sov 20 – 30 min. hver eftermiddag, fordi jeg faldt død om – især de dage, jeg havde trænet.
Og helt ærligt, det er jo helt normalt, men jeg havde meget svært ved at acceptere det, og sige til mig selv: “Det er altså helt okay Sofie.”

Fra omkring uge 12, hvor maven for alvor begyndte at vokse, kunne jeg hurtigt mærke, at min styrketræning ikke kunne foregå med samme intensitet eller samme vægt. Det var næste ting, jeg synes var svært at vænne sig til. Samtidig med mine begrænsninger ift. min træning steg, begyndte der også at ske en del forandringer med min krop.
Jeg har trænet intenst, altså 5 – 6 gange om ugen, de sidste tre år, og havde dermed skabt en krop med en lav fedtprocent og en forholdsvis høj muskelmasse. At se min krop forvandle sig, og få små deller, håndtag mm. forskellige steder, som ikke plejede at være der, var virkelig svært – sværere end jeg havde forventet!
Selvom min lille babybule er det bedste, der nogen sinde er sket, har den forvandling, den har medført, været svær for mig at acceptere.
Heldigvis har det aldrig haft betydning for, hvordan jeg har behandlet min krop, og hvad jeg har spist. Jeg har hver eneste dag lyttet til min krop, og gjort, hvad den har bedt min om. Jeg har taget 110% hensyn til, hvad der var bedst for baby, for siden jeg så de to streger på graviditetstesten, har han – uden sammenligning – været det vigtigste i hele mit liv. Så de dage, hvor min krop viste tydelig tegn til at den havde brug for hvile, har jeg droppet træningen, og de dage, hvor appetitten har sagt, at havregryn og rugbrød var no-go, har jeg spist noget, jeg havde lyst til.
Og heldigvis har jeg hver eneste dag været omgivet af de dejligste mennesker, som har fortalt mig, hvor top lækker jeg så ud – og næsten endnu mere med babybule på. 🙂

Det er først nu, jeg sådan for alvor har accepteret begrænsningerne i min træningen og ændringerne på min krop, og vænnet mig til tanken om, at det er simpelthen sådan, det er. Og hvor er det dog skønt! 🙂 Alle målsætninger, struktur omkring med træning osv. er sat på pause. Nu er det lillemanden og kroppen, som styrer mit aktivitetsniveau.
Faktisk er jeg blevet helt fascineret af min krop – og egentlig bare kvindekroppen generelt. Tænk, hvad den er i stand til at udvikle og samtidig forandre sig så meget, på så kort tid. Det er SÅ fascinerende! Billedet øverst i dette oplæg taler for sig selv, men at der er sket den forvandling, og at jeg alligevel stadig kan styrketræne og dyrke forholdsvis intensiv cardio inkl. løb, på det niveau jeg kan, i uge 22 af min graviditet, er for vildt – og jeg er SÅ taknemlig. Jeg er så glad for den grundform jeg var i inden min graviditet, for der er ingen tvivl om, at det har betydet en hel del.
I øvrigt siger vægten her lidt over halvvejs +4 kg., så jeg er fuldt ud tilfreds. 🙂

Desuden har graviditeten lært mig, at jeg skal blive meget bedre til at elske min krop. Jeg elsker min krop nu, jeg ELSKER min babybule. Når jeg ser på billeder fra tiden inden min graviditet, og f.eks. min sommerform sidste år, kunne jeg dunke mig selv i hovedet over, at jeg ikke engang var tilfreds den gang – jeg stod jo kniv skarp! I hvert fald ift. at jeg stadig huskede at nyde livet, og også spise slik og kage, og alle de andre ting, jeg værdsætter – bare under kontrollerede forhold.

Før 4  Før 7FØr 9

Før 12   Skærmbillede 2016-07-11 kl. 21.03.51      Før 10

Jeg får nok aldrig den krop tilbage, som jeg havde inden graviditeten, da min fokusområde vil blive helt anderledes som mor – men uanset hvad, vil jeg elske min krop, hvis jeg bare føler, at jeg gør, hvad jeg kan, for at behandle den godt ift. træning og kost – så synes jeg ikke, jeg kan gøre mere. Og hvorfor så ikke være tilfreds?

En graviditet fører mange ting med sig, og det er en øjenåbner på mange områder.
For mig har den medført en ubeskrivelig lykke, som jeg aldrig har prøvet før, og så et helt anderledes syn på min træning og min krop. <3

Jeg synes, I selv skal kigge jer en ekstra gang i spejlet, og så spørge jer selv, om I virkelig har så meget grund til at være utilfredse med det, I ser. Og hvorfor I er utilfredse? Kan I overhovedet gøre en større indsats, end den I gør? Hvis ja, så gør noget ved det, hvis det kan gøre dig mere tilfreds – ellers så accepter, at det er sådan det er, i stedet for at bruge unødvendig energi på at tænke på det. Hvis ikke, så stop de negative tanker, og elsk dét I ser – det er med 99% kun jer selv, der kan få øje på det – vi andre ser det ikke.

Stort knus
Underskrift 3

Gravid 5

Continue Reading

Jeps, jeg er gravid – og jeg har aldrig været lykkeligere! <3

Træning

Det er en helt befrielse ENDELIG at kunne afsløre, hvorfor min træningsrytme pludselig har ændret sig en del. Nu må I efterhånden også være trætte af, at se på billeder af mine ben på min IG profil. 😀 Det er slut nu, for nu kan jeg endelig vise min lille babybule frem.

Min træning
Jeg har slet ikke været i tvivl om, at jeg ville holde fast i min træning under min graviditet, så lang tid min krop tillader det. Det er simpelthen så vigtigt, at være fysisk aktiv under sin graviditet, da det kan give så mange fordele både undervejs, til fødslen og efterfølgende. Og så længe man sørger for at lytte til sin krop, og tage imod den signaler, den sender, så er det bare om at klø på.

Derfor træner jeg stadig meget, men jeg har været nødt til at ændre nogle ting undervejs i forløbet.
Det skal lige siges, at jeg indtil videre har været virkelig heldig (7, 9, 13), da jeg har haft det rigtig godt under hele forløbet. Jeg havde lige to ugers tid med lidt morgenkvalme, som gjorde morgentræningen lidt besværlig, men ellers har jeg slet ikke været ramt – lad det endelig bare fortsætte sådan.

Løb
For det første bliver jeg selvfølgelig hurtigere træt, da kroppen i forvejen bruger utrolig meget energi, på det lille vidunder, den er ved at skabe. Derfor har jeg ikke kunne træne i lige så lang tid, som jeg plejer. Det er især mine lange løbeture på 12 – 15K, som er blevet skåret ned, da jeg simpelthen går død efter ca. 8K.
Jeg elsker at løbe, og indtil videre kan jeg stadig løbe 5 – 8K uden problemer, så det fortsætter jeg med, så længe jeg kan.
Før løb jeg med en pace på omkring 5:00 i gennemsnit, og nogle gange hurtigere ift. intervaller osv. Mit tempo er reduceret en smule, men indtil videre løber jeg stadig med en gennesnitspace på omkring 5:30 – så jeg er egentlig godt tilfreds.

Styrketræning
Min styrketræning går egentlig stadig super fint – dog vil jeg indrømme, at det ikke heeeelt er den sammen motivation, der er omkring styrketræningen. Styrketræning skaber en flot krop, og lige for tiden, er det altså ikke mig, der bestemmer over min krop, men den, der bestemmer over mig. 😉

Arme, skuldre, ryg
Jeg træner stadig arme, skuldre og ryg på samme måde som før – også med samme vægt og gentagelser. Der er dog nogle få øvelser, hvor jeg nu i stedet for sidder ned, når jeg laver dem, hvor jeg før plejede at stå op. Så føler jeg, at der ikke er lige så stort et pres på bækken.

Core
Jeg kan på ingen måde træne min core, som jeg gjorde før. Men altså helt ærligt! Efter to måneder var mine fine mavemuskler alligevel væk. 😉 Men uanset hvad, så er det hverken sundt eller rart at gøre. Jeg træner mine skrå mavemusker, da det er en fordel, for at undgå, at de deler sig for meget i løbet af graviditeten, og så er det en kæmpe fordel med stærke mavemuskler til fødslen. De lige mavemuskler træner jeg slet ikke, da det kan fremprovokere, at mavemusklerne deler sig.

Ben
Før min graviditet trænede jeg i forvejen ikke særlig meget ben længere, da jeg bruger mine ben til løb min. 3 gange om ugen. For det første har jeg kunne se og mærke på dem, at de har fået en masse muskler af det, og for det andet har de (især mit knæ!) haft brug for hvile, de dage, jeg ikke løber. Af samme grund har jeg ikke vildt mange legdays. Jeg træner egentlig bare ben, når jeg lige får lyst, og jeg føler for det.
Når jeg træner ben, så er der nogle øvelser, hvor jeg er gået ned i vægt, da det bare føles mere rigtigt, og så laver jeg til gengæld flere gentagelser i stedet for.

Prioritering
Jeg kan allerede fornemme, at det helt sikkert bliver cardio, som bliver min prioritering i graviditeten. Jeg kan alligevel ikke bibeholde min muskelmasse, og så vil jeg hellere fokusere på cardio, som er godt for både baby og jeg.
Jeg elsker at styrketræne, så jeg vil på ingen måde stoppe med det – det bliver bare ikke på samme niveau som før, men det ville næsten også være for meget. 😉

Lykkelig
Det har været noget af en omvæltning, at se sin krop forandre sig SÅ meget, på SÅ kort tid, når man i 2 – 3 år har kæmpet for sine resultater. Faktisk sværere end jeg havde regnet med.
Men det gør virkelig SLET ikke noget. Jeg elsker det her, og jeg har aldrig været lykkeligere. Det er DET HELE værd – uden tvivl!
Jeg er stolt af, at jeg overhovedet får trænet, og at jeg indtil videre stadig er fysisk aktiv 4 – 5 gange om ugen. Jeg har verdens sødeste kæreste, der dagligt fortæller mig, hvor mega sej, han synes, jeg er, og hvor pisse lækker jeg stadig er, så jeg kan simpelthen ikke ønske mig mere. <3

Mit ønske er blot, at jeg ikke byder min krop en masse ekstra kilo ud over dem, der hører med til en graviditet – for det er kun min selv, det går ud over i sidste ende. De overflødige kilo, skal jeg jo selv sørge for at smide igen bagefter. 😉
Heldigvis ved jeg, hvad der er godt for min krop, hvad den har brug for, og bedst af alt, så kender jeg den ud og ind, så jeg ved lige præcis, hvornår grænsen er nået. Og det er virkelig noget, jeg værdsætter i dette forløb.
Indtil videre siger vægten +1 kg, men vigtigst af alt, har vi for nylig fået bekræftet, at der ligger den mest perfekte, og meget aktive (lige som sin mor 😉 ) lille spirrevip derinde, så alt er helt perfekt.

Tak fordi I læste med. 🙂

Underskrift 3

Gravid 14+1Gravid træning 14+1

Continue Reading