Ventetiden er lang …

ventetid-1

Jeg er i dag 40+4. Det vil sige, at vores lille bassemand ”burde” være kommet ud til os for 4 dage siden: den 17. november 2016.

Jeg ved jo godt, at det blot er en dato, man retter sig mod, og at det faktisk kun er omkring 5%, der føder på selve dagen, men alligevel er det en dato, som er printet ind i hovedet på én, som en dato, man VIRKELIG ser frem til. I hele forløbet på de 9 måneder, er dén dato, den største milepæl af dem alle!
Jeg ved også godt, at mange førstegangsfødende går over tid, og at det er helt normalt, og derfor burde jeg nok heller ikke være så utålmodig, som jeg er, men det er svært.

Jeg er normalt en person, som har mange bolde i luften. Min kalender er booket op, og der er ikke en eneste dag, hvor jeg ikke laver noget – og med ”noget” mener jeg, at lave et eller andet lige fra jeg står op til jeg går i seng.
Den sidste halvanden uges tid har min kalender været helt tom! Uden en eneste aftale, note eller noget – det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før.
Selvfølgelig er det rart. Jeg kan tage ned og træne når jeg vil, gå en tur, ordne ting herhjemme – men det er dælme også kedeligt i længden! Og der er seriøst snart ikke mere at ordne. Jeg gør rent, vasker tøj osv. nærmest hver anden dag, så lejligheden står helt klar til vi kommer hjem fra hospitalet med vores lille fyr. 😀 Det er lidt skørt, men jeg tror, at mange mødre og gravide, kan nikke genkendende til den følelse. Alt skal bare være klart og perfekt, når dagen (endelig) kommer.
På en måde kan jeg godt føle lidt, at jeg er fanget i min egen krop. Selvfølgelig er han tung nu – altså min lænd er ved at være godt brugt, og jeg sover ikke særlig godt om natten pga. tisseturene og den store mave. Og især efter jeg har passeret terminsdatoen, er det som om, jeg bare ikke rigtig bryder mig om at være for langt væk hjemmefra. I hvert fald ikke, hvor jeg skal færdes alene, HVIS nu, der pludselig skulle ske noget – for det kan der jo gøre nu HVERT ENESTE ØJEBLIK!

Nogle dage er jeg ved godt mod, og prøver at overbevise mig selv om, at det er helt normalt at gå over tid, og så prøver jeg bare at nyde dagen for mig selv, og nyde den sidste tid med min babybule – som jeg jo virkelig har elsket hver eneste dag gennem hele graviditeten. Jeg er SÅ fascineret af min krop, ja af kvindekroppen generelt.
Mens jeg andre dage er mega frustreret og træt af ventetiden. Så kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor han ikke bare kommer ud til os. Han er fuldstændig færdigbagt, og han er klar til at møde den store verden. Han vokser sig bare større derinde, og helt ærligt: det kan han altså lige så godt gøre ude hos os. <3
Samtidig handler det nok aller mest om, at INGEN havde forventet, at jeg ville gå over tid – og det havde jeg nok heller ikke selv. Derfor har jeg ikke rigtig været indstillet eller ”forberedt” på det. Så alle de tanker omkring igangsættelse osv., kan jeg næsten ikke overskue. Jeg håber for alt i verden, at det hele går af sig selv – og han har da også noget tid endnu – for jeg vil virkelig gerne undgå igangsættelse!

Jeg har ikke på noget tidspunkt frygtet fødslen. Jeg er spændt og nervøs, da man jo slet ikke kan forestille sig, hvad det er, man skal gennemgå. Jeg kender ikke smerten, og jeg ved ikke, hvornår eller hvordan fødslen forløber, for der er jo INGEN fødsler, som er ens. Men jeg har aldrig været decideret bange for at skulle føde, for jeg føler virkelig, at jeg har gjort min del, for at være så klar og parat til min fødsel, som jeg føler, jeg kan blive.
Men jeg ville være ked af, hvis forløbet ender med, at min krop skal ”tvinges” til at gøre noget, den egentlig ikke er klar til, da jeg virkelig gerne vil have mulighed for at ”teste” min krops fysiske form, som jeg jo har knoklet for gennem hele min graviditet. Jeg føler, at jeg har gjort ALT jeg kunne, for at være 100% klar psykisk og fysisk til min fødsel, og jeg føler lidt, at noget af det bliver ”taget fra mig”, hvis det ender med igangsættelse, da det ikke er en naturlig proces for kroppen. Så min utålmodighed her til sidst, bunder nok mest af alt ud i frygten for, at hele forløbet ender med igangsættelse.
Men lad os nu se, der kan heldigvis nå at ske en masse endnu.

Vi glæder os UBESKRIVELIG meget til at møde vores lille fyr, og det vigtigste af ALT er selvfølgelig, at han har det godt – så kommer alt andet i anden række. <3
Aldrig nogen sinde har jeg glædet mig så meget til noget i hele mit liv – det er en helt ubeskrivelig følelse af lykke og kærlighed, som strømmer gennem én.

Tak fordi I læste med – og send så lige noget ve-støv i min retning, tak. 😉

Underskrift 3

ventetid-2

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *