De første tre måneder af graviditeten

Uge 5
Uge 13

I min graviditet med Oliver, havde jeg nærmest ingen gener. Jeg havde omkring 2 uger, med en lille smule morgenkvalme, men ikke værre end det kunne klares med en mariekiks eller to indtil jeg fik noget rigtig morgenmad. Jeg var meget træt, men det var jo ikke anderledes, end jeg havde (en masse tid, kan jeg se nu!) til at ligge mig på sofaen og slappe af og tage en lur, hvis det var dét, kroppen havde brug for. 

Kvalme og træthed
1. trimester i denne graviditet har været en del anderledes. 
Omkring uge 6 kom kvalmen snigende, og den blev hurtig intens. Omkring uge 7 havde jeg det som om, jeg havde slemme tømmermænd døgnet rundt. Kvalmen var aldrig sådan rigtig væk, dog var den værst om natten, morgenen og når jeg var bare lidt sulten. For at holde kvalmen under kontrol, var det vigtigt, at jeg hele tiden spiste små måltider – faktisk blev mine måltider meget restriktive, fordi det simpelthen ikke var en mulighed at blive sulten. Da det var værst, følte jeg nærmest, at jeg tvang mig selv til at spise på forskud, for at undgå at blive sulten.

Ligeledes var jeg virkelig træt. Dette tror jeg både hænger sammen med, at Oliver stadig ikke sover igennem om natten (det sker i hvert fald meget sjældent), og at han står meget tidligt op om morgenen, og samtidig har det denne gang bare ikke været muligt at slappe af på sofaen om eftermiddagen efter studie, da jeg har skulle hente Oliver og underholde ham, eller har skulle nå andre ting, for at hverdagen kunne hænge sammen. Når først Oliver blev hentet, så var vores hænder fulde – det tror jeg alle med små børn, kan nikke genkendende til. Så når Oliver blev puttet kl. 19.30 om aftenen, så var jeg også parat til at gå i seng. Det var i hvert fald helt sikkert, at jeg lå i min seng senest kl. 20.30. 😅😴

Desuden er der dukket mange flere cravings op i denne graviditet – og endnu flere ting, som jeg simpelthen bare ikke har kunne klare! Jeg tror, jeg de sidste tre måneder har drukket i alt ti kopper kaffe, og det er virkelig ikke mange, når jeg plejer at drikke første kop kl. 5.30, og derefter i hvert fald to kopper mere i løbet af dagen. 🙈 Lugten fra diverse fødevare gjorde bare kvalmen hundrede gange værre – især fra kaffe! Jeg kunne ikke være i nærheden af Emil, når han drak kaffe om morgenen eller spise ting, som jeg slet ikke kunne klare – pyyyha! 
Til gengæld havde jeg lyst til salt mad, som man jo ofte har, når man har tømmermænd. Hvis ikke det var for min stædighed, min sunde fornuft og min rygrad, så havde jeg helt sikkert ikke kunne holde min sunde livsstil i denne periode. Jeg kom igennem ugerne ved at spise HELE TIDEN inden kvalmen blev for slem, så jeg havde mulighed for at spise (nogenlunde) fornuftigt, og havde lyst til flere fødevare, end når kvalmen tog over, og jeg nærmest ikke havde lyst til at spise andet end burger, pizza og pomfritter. 
Bevares, det er også HELT okay en gang imellem – og det gør jeg også. Men det er absolut ikke noget, som er på ugeplanen herhjemme, så det har jeg været meget bevidst om at holde under kontrol. For mig er det kun en endnu større motivationsfaktor at spise fornuftigt under min graviditet, da det også er mig, som ernærer min baby i maven, og ligeledes er det mig selv, som skal tabe alle overflødige kilo, når graviditeten er slut. I graviditeten med Oliver tog jeg ikke flere kilo på, end hvad graviditeten vejer i sig selv (endda lidt mindre), og dette har jeg et ønske om at holde mig indenfor igen denne gang. Det var en kæmpe fordel, da min krop igen skulle finde sig selv efter graviditeten og fødslen.

Fra omkring uge 10 forsvandt kvalmen samt størstedelen af trætheden nærmest lige så hurtigt, som den indtraf – og hold nu op, hvor var det en lettelse! Mit overskud og mit humør blev meget bedre, og endelig følte jeg, at jeg rent faktisk kunne nyde graviditeten lidt mere. Det var SKØNT!
Bevares, man kan absolut også have det meget værre, og det har jeg også hele tiden mindet mig selv om, når det var værst. Men sammenlignet med min første graviditet, så var de slemmeste fire uger virkelig hårde at komme igennem – men altså det kunne også kun gå i en retning sammenlignet med graviditeten med Oliver.

Træning
Det som har hjulpet mig aller mest på både kvalmen og trætheden, har været min træning. Det lyder måske skørt for nogle, men de morgener, hvor jeg havde det aller værst, nærmest tvang jeg mig selv afsted til træning eller løb en tur, for jeg vidste, hvor meget det ville hjælpe mig – og det slog aldrig fejl! Under træningen forsvandt kvalmen 100%, og resten af dagen havde jeg meget nemmere ved at holde den under kontrol. 
Jeg forestiller mig, at det handler om nogle hormoner, der stimulerer hinanden. At de hormoner som frigives under træning på en eller anden måde kan ”tage lidt over” for nogle af graviditetshormonerne – men jeg ved det ikke. Det er blot et gæt. I hvert fald har det hjulpet mig helt vildt, og det har også gjort, at jeg indtil nu har trænet på samme niveau, som jeg plejer.
Min intensitet under min træning er selvfølgelig reguleret i takt med graviditeten, men den minder meget om min graviditet med Oliver på nuværende tidspunkt. Dette har jeg dengang skrevet et indlæg om, som du kan læse om her: http://sofiebrandt.dk/?p=567.
I graviditeten med Oliver løb jeg til uge 30 (kombineret gang og løb), og jeg kan allerede mærke, at det absolut ikke kommer til at ske denne gang. Mit bækken er ikke det samme, som før jeg blev gravid første gang samt gennemgik en fødsel, og som gravid bliver man blødere i muskler og led, og derfor kan jeg mærke, at mit bækken allerede begynder at sige fra ved løb. Ikke undervejs, men timerne efter. Det er egentlig noget, som kommer lidt bagpå mig, at det er gået så stærkt, men det er selvfølgelig også noget jeg må acceptere, og så må jeg bare nyde de sidste løbeture jeg får, for jeg tror ikke der går længere, før jeg udelukkende må “nøjes” med alternative cardiometoder. På dette punkt tager jeg ingen chancer, og jeg vil ikke risikere, at jeg senere i graviditeten får problemer, som jeg føler, jeg måske selv er skyld i. Ved at lytte til min krop med det samme, så ved jeg i hvert fald, at hvis der opstår noget, så er det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunne gøre noget anderledes. Jeg kan tydeligt mærke, at det denne gang er nemmere at acceptere mine begrænsninger indenfor min træning samt min krops forandring, end det var sidst, og det er virkelig rart, at det er sådan – det gør det hele lidt nemmere.  

Min motivation omkring min træning er den samme som altid – jeg træner, fordi jeg elsker det! Det er og bliver mit frirum. Jeg træner primært pga. den indre sundhed. Dog er det klart, at jeg lige nu ikke træner, for at holde min form vedlige eller opretholde min muskelmasse, men for at forkæle min krop, og endnu mere forkæle vores baby inde i maven, og give den, den bedst mulige start på livet – faktisk er det lige præcis dét, som er den aller største motivationsfaktor for mig lige nu. Dette gælder også mht. min kost, og jeg tror, det er derfor jeg har kunne holde det hele under kontrol, selvom jeg virkelig var presset. 

At være mor og gravid
Der er ingen tvivl om, at det var noget lettere at være gravid første gang forstået på den måde, at jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. 
I den periode, hvor jeg virkelig bare var ramt af kvalme og træthed, følte jeg lidt at jeg virkelig skulle hive mig selv op, for at være den mor til Oliver, jeg ønsker at være. Jeg er normalt fuld af energi, så det var en ubehagelig følelse, at jeg havde dage, hvor jeg nærmest ikke kunne overskue andet end at se fjernsyn sammen med ham – hvilket jo ikke altid var lige præcis dét, han havde lyst til. Ligeledes skal der tages nogle forbehold ift. vild leg og løft, som jeg også synes, har været svært at acceptere – og stadig er. Jeg kan allerede mærke på min krop, at den på nogle punkter bliver mere presset, end den gjorde, da det var Oliver, som lå derinde.
Jeg tror, det handler om at finde en balance, da jeg jo både ønsker at være der 100% for Oliver, og samtidig passe 100% på baby inde i maven.
Denne ”problematik” bliver kun værre, når baby kommer ud, i know, men derfor tror jeg også, det er vigtigt allerede at forholde sig til disse følelser, da det ellers bliver en alt for stor mundhuld, når tre bliver til fire. Jeg har i hvert fald lige skulle affinde mig med nogle ting, og der er stadig ting, som jeg skal vænne mig til. 

Status
Jeg er nu i uge 13, og jeg har det virkelig dejligt!
Maven har vokseværk, og den er allerede på størrelse med maven, som den var i uge 17 – 18 med Oliver. 🙈 Min mave blev også hurtigt stor første gang, så jeg var forberedt, men jeg havde ikke forventet, at det ville gå stærkt. Vi blev alligevel lidt lettede, da vi så, at der kun lå en lille baby derinde til scanningen. 😂
Jeg drikker (igen) 2 – 3 kopper kaffe om dagen, der er ingen fødevare, som jeg hungrer efter eller forkaster og trætheden er slet ikke længere lige så belastende.
Lige nu har jeg det meget på samme måde, som jeg havde i min graviditet med Oliver på dette tidspunkt, og det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg nyder hver eneste dag. 
Vi glæder os så ubeskriveligt meget, til vi skal være en lille familie på fire, og se Oliver i rollen som storebror. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver verdens bedste af slagsen – han er så sød, kærlig og omsorgsfuldt et lille menneske. Han peger allerede på den voksende mave og siger ”mor baby” og aer maven. 😭❤️
Vi nyder virkelig ventetiden sammen, og denne gang er der meget mere ro omkring det hele, da ”vi har prøvet det før”, selvom vi godt ved, at intet bliver det samme, vi har alle de basale ting, og tiden flyver seriøst bare allerede afsted. #stoptiden er virkelig passende her.

Nu vil jeg bare nyde hver eneste dag, passe godt på babybulen og glæde mig over, hvor heldige vi er. Jeg er så taknemmelig for, at få lov til at opleve dette en gang til: Der er INTET, der bliver større end at skabe et lille menneske, og endelig få lov til at møde det, når han eller hun er klar til at møde os. 

Vi glæder os til at møde dig til august lille skat! 


Continue Reading

“Hvor ofte træner du?”

Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere. 
Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med. 

Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler  jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.  

Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.

Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.

Så derfor indeholder mine uger ofte:
– 3 x cardiodage (oftest løb)
– 1 x styrketræning (oftest overkrop) 

Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem. 

Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk. 

Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor. 
Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.

Continue Reading

En krop i balance

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

 

Continue Reading

Hvad motiverer mig (især) til at træne?

Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.

Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:

  1. Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
  2. Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
  3. En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
    Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
  4. Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem.
    Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
  5. Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
  6. Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
  7. Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.

Og husk nu på:
ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.

Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼

God træningslyst!

Continue Reading

Løb som transportmiddel

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Continue Reading

Halvmarathon – Sydkøstløbet 14.10.18

  

I dag løb jeg over målstregen til mit første halvmarathon med en officiel tid på: 1:46:41, hvilket svarer til en gennemsnitspace på 5:02. 🙌🏼🏃🏼‍♀️ Jeg er SÅ glad, lettet og stolt! Mit mål var 1:50:00, så jeg er simpelthen så tilfreds!

Det var et fantastisk løb!
Først og fremmest var humøret i top, og jeg glædede mig helt vildt til at løbe over startlinjen og endelig være igang! Fra første kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde ramt en god dag, mine ben var lette og der var fart i dem. 💨

Da jeg kendte ruten og området så godt, da det er der, jeg selv løber til hverdag, havde E og jeg aftalt præcist, hvor de skulle stå og heppe på mig, og jeg så dem hele tre gange undervejs på ruten. Oliver gav mig high-fives, og jeg kunne høre ham råbe “Der’ moar”. 😍 Det var helt vildt, hvor meget motivation det gav, hver gang jeg vidste, jeg snart mødte dem, og efter jeg havde hilst på dem. ❤️

Depoterne undervejs på ruten var vanvittige! 🤩 For mig handlede det bare om, at få det jeg helst “skulle” for at klare turen, men der var både vand, saft, energidrik, cola, energibarer, kanelgifler, banan og slik. Jeg drak saft, og jeg er simpelthen elendig til at drikke af et krus, mens jeg løber, så jeg satte tempoet op frem til posten, og så gik jeg de sekunder, jeg drak, og så løb jeg videre derfra – det fungerede mega godt!

De første 6K var løbet på ingen tid – eller sådan føltes det i hvert fald. Bum, så vi de kilometer tilbagelagt. Måske skyldes det, at det var første gang, jeg vidste Oliver og Emil stod og heppede! 👏🏼👨‍👦
Jeg holdt lidt igen de første 5 – 8K, i stedet for bare at lade benene styre tempoet, for jeg ville ikke tage nogen chancer, og risikere at de sidste kilometer mod mål blev en kæmpe kamps. Jeg ønskede at have masser af overskud og højt humør, når jeg blev mødet af mine to drenge – og alle de andre, som stod og heppede for den sags skyld. 🇩🇰 Der var så mange familier, som var mødt op, og håbefulde børn, som stod klar til high-fives, og det var mega fedt at se deres gejst, når man løb hen mod dem for at give dem en high-five. 🙌🏼

De næste kilometer går fantastisk – jeg nyder virkelig turen, omgivelserne, bruger depoterne som planlagt, og forsøger virkelig bare at være tilstede i løbet – jeg nød det 100% hele vejen!
Omkring de 13 kilometer er sidste gang, jeg møder Oliver og Emil inden mål.
Jeg føler masser af overskud, selvom jeg godt kan mærke, kroppen er begyndt at blive en smule træt.
Første gang jeg oplever kroppen blive rigtig træt og møder lidt modstand er omkring 15 – 17K, hvor vi bare løb i stiv modvind! Det var hårdt, og benene blev ekstra pressede – det var det eneste tidspunkt på ruten, hvor jeg ikke synes, det var super fedt.
Da vi rammer 18K kommer vi lidt mere i læ, og så var det bare om at ramme målstregen. Jeg føler mig tilpas presset og træt, så jeg fortsætter i dét tempo, som føles tilpas hårdt, da jeg hele tiden huskede mig selv på, at mål nr. 1 var at være tilstede under hele løbet og nyde turen.

Oliver og Emil står omkring 200 meter før mål, og da jeg har passeret dem, sætter jeg farten op og løber i mål! 🏃🏼‍♀️🏅

Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – lige som jeg havde håbet på! Jeg havde overskud på HELE turen, jeg var mentalt tilstede og jeg nød bare at være i dét. Mit knæ opførte sig helt fantastisk, og mine ben havde en god dag – vigtigst af alt var det mentale plan optimalt.
For mig er det en KÆMPE milepæl indenfor min træning, som endelig er nået, og at det også bliver i en tid, som jeg kun kan være tilfreds med er simpelthen fantastisk! 🙌🏼

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så tæt på mit mål før graviditeten: 1:45:00, for så var jeg gået efter de sidste 1,5 min. Men det er først, da jeg rammer målstregen, at det rigtigt går op for mig, hvor tæt på jeg egentlig var.
I dag valgte jeg oplevelsen og overskuddet til – samtidig med jeg absolut ramte mål i en tid, som jeg slet ikke havde regnet med. 💪🏼
ALT var præcis, som det skulle være! 🙋🏼‍♀️

                           

Continue Reading

Min træning er så stor en del af MIG!

… og det tror jeg (desværre) kun at dem, som har det på samme måde sådan rigtigt forstår.
Min træning er en lige så stor del af mig, som min familie, mit studie, min personlighed, min tøjstil – ALT! Uden min træning ville jeg ikke være dén, jeg er.

Nogle gange synes jeg, det kan være hårdt, at det er sådan. Nogle gange føler jeg, at min træning kan blive en barriere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, og jeg ved, at dem jeg kender, som også træner en del, kan have det på samme måde. Det kan blive en barriere fordi, det ofte er et emne, som sjældent bliver italesat eller spurgt ind til.

I min verden skal man huske at rose hinanden, komplementere hinanden og spørge ind til hinandens liv sådan helt generelt ift. familie, studie, job, oplevelser osv. – noget jeg tror, at MANGE mennesker, kunne blive bedre til! Som en god veninde, søster, kæreste, bror, nabo, what ever, er det da vores ”job” at spørge ind til hinanden og ikke mindst anerkende hinanden. Hvis man synes, at ens veninde eller hende, man sidder ved siden af i toget har en fed strik på, så sig det dog! Helt seriøst, hvem har nogen sinde reageret negativt på en kompliment? Når det (en sjælden gang) sker for mig, så bliver jeg da så glad!

Jeg oplever ALTID, at der bliver vist interesse og spurgt ind til min familie, mit studie eller hvor mine nye sneaks er fra – men jeg oplever dælme meget, meget sjældent, at der bliver spurgt ind til min træning! Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke – eller gør jeg? Når det sker, er det ofte af de personer omkring mig, som selv er fysisk aktive – som om de bedre kan forholde sig til det, eller som om det ikke er et lige så ”ømt” emne.
Det er nok et lidt tabubelagt emne, men måske bunder det ud i en form for misundelse og jalousi, og det synes jeg bare er så mega ærgerligt – og faktisk også lidt uretfærdigt.
Alle har chancen for at udrette lige præcis dét de ønsker, det handler bare om at ville det nok og om at prioritere, hvad man værdsætter mest – og dér er vi da heldigvis alle sammen forskellige.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at fordi man ikke selv prioriterer det lige så højt, selvom man måske nogle gange ville ønske, man gjorde, ikke alligevel kan anerkende dem, som så rent faktisk vælger at gøre det – især de personer, man har tæt inde på livet, og som betyder noget for én.
Jeg har kun haft en veninde i livet, jeg ofte var misundelig på, og som jeg ikke kunne anerkende – og vi er ikke veninder den dag i dag. Forståeligt nok, for i min verden er det ikke sådan, et venskab fungerer – det er simpelthen ikke holdbart i længden. Lige præcis dét er noget, jeg har lært meget af, for hvor er det dog bare virkelig dårlig stil!
Og i forhold til det med barrieren så er det lige præcis dét, jeg nogle gange selv oplever. At min træning kan blive en barriere i mine venskaber – desværre. I hvert fald er det som om, der nogle gange bliver taget afstand, eller i hvert fald som om der bliver taget afstand fra lige præcis dén del af mig. Det er simpelthen så nedern en følelse, især fordi min træning er så stor en del af mig, og jeg er oprigtigt træt af den – og ikke mindst ked af den!

Min pointe er, at vi alle sammen er forskellige, og vi burde virkelig være bedre til at anerkende hinanden, rose hinanden og komplementere hinanden – også selvom man måske nogle gange, ville ønske, det var én selv.
Vi er alle sammen så pisse seje på hver vores måde, og det fortjener vi at få af vide! Der er intet, som er rigtigt eller forkert – det vigtigste er, at man ikke lader det blive en barriere mellem én selv og dem omkring sig.

Fredagstanker fra

Continue Reading

Løbetræning op til halvmarathon

Mit seneste indlæg handlede om mine planer om at deltage i et halvmarathon i oktober: Nyt løbeur – nyt mål. Jeg har 8 uger til at træne op i, og jeg startede op i denne uge. Jeg har en tid hos min fys i næste uge, som skal tilse mit knæ for at hjælpe mig med at vurdere, om det er klar til udfordringen – så jeg krydser alt, hvad jeg har!

Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig har lavet programmet ud fra min grundform, og ud fra hvor vant min krop er til at løbe i forvejen. Det er vigtigt, man ikke ligger for hårdt ud, da kroppen skal kunne følge med.

8 ugers løbeprogram

Jeg har valgt at løbetræne tre gange om ugen, da jeg synes, det er dét, jeg har tid til – og så håber jeg på, at jeg kan få plads til et styrketræningspas om ugen også. Oftest vil jeg løbe intervaller på løbebånd i centeret, og de dage, hvor jeg har tid til det, vil jeg gennemgå en hurtig og effektiv fullbody workout bagefter. Ellers må det blive til lidt hjemmetræning hjemme på stuegulvet. 😬💪🏼

Mine tre løbepas er opdelt således:

Dag 1: Moderat løbetur:
Løbetur på 5 – 10K med en moderat pace (omkring 5:00).

Dag 2: Intervalløb:
Kort distance (omkring 4 – 6 K) med fokus på tempo og høj puls.

Dag 3: Langdistance:
Løbetur på 10 – 18K med en rolig pace (omkring 6:00).

Som ugerne går vil jeg øge distancen, så jeg i de første uger på dag 1 løber 5 – 6K, mens jeg tilsidst i forløbet skal op og løbe omkring 10K.
Den mest effektive måde at øge sin VO2 max (iltoptagelse), og dermed komme i bedre form og kunne præstere bedre, er ved at udfordre sin krop på alle punkter – i mit tilfælde i forbindelse med løb.

dag 1 løber jeg en moderat distance i et moderat tempo. Dette er den type ture, jeg i forvejen oftest løber, og dermed bliver min krop ikke maks udfordret, men jeg får pulsen godt op og holder min form ved lige.

dag 2 udfordre jeg min krop og min VO2 max maksimalt – altså er især dette løbepas super effektivt med ønsket om at komme i bedre form, da der er god mulighed for at øge VO2 max.

Her kommer et par eksempel på mine intervalløb:

Metode 1 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
4 – 5 gentagelser af:
500 m: Pace 4:15
500 m: Pace 5:15
500 m nedkøling

Metode 2 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
3 – 4 gentagelser af:
1K: Pace 4:30
500 m: Pace 5:30

Metode 3 (løbebånd):
1K opvarmning (hastighed 9)
30 sek. løb/30 sek. pause (Hastighed: 17) x 5
30 sek. løb/20 sek. pause (Hastighed: 16) x 5
30 sek. løb/10 sek. pause (Hastighed: 15) x 5
1K nedkøling (hastighed 9)

Metode 4 (løbebånd):
1K opvarmning (Hastighed: 9)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 15)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 16)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 17)
1K nedkøling (Hastighed 9)

Ved “pause” mener jeg, at jeg hopper af løbebåndet, mens det kører videre, og så hopper jeg på igen. 🙂
Der findes SÅ mange typer af intervaller – det er bare om at søge inspiration.

dag 3 handler det udelukkende om at træne kroppen til at løbe en længere distance, end den pt er vant til – og det er jo rimelig nødvendigt, hvis den skal op og løbe 21,1K. 😅 Ligeledes handler det selvfølgelig om at øge distancen lige så stille, for at skåne led og muskler så meget som muligt.

Overstående er min løbeplan de kommende 7 uger (jeg startede i denne uge), og så satser jeg på, jeg er i dén form det kræver, for at løbe et halvmarathon på under to timer, samtidig med min krop (mit knæ) kan følge med og holde til det.
Det mest optimale for mig ift. mit knæ ville nok have været at have 12 uger til rådighed – men det har jeg altså ikke. 😅
Løbet foregår en søndag og ugen op til vil jeg løbe to korte ture i moderat tempo mandag – fredag, så benene får ro, så de er helt klar til søndag og den lange distance.

Jeg glæder mig til at udfordre mig selv, og så håber jeg bare på, at alt går efter planen.
Uanset hvad, så ELSKER jeg at løbe, og det øger kun min motivation, at der er et mål forude – også selvom alle løbeturene måske ikke bliver helt så “afstressende”, som de plejer at være.

Continue Reading

Nyt løbeur – nyt mål

    

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg konkurrencemenneske med stort K, og jeg elsker at udfordre mig selv.
Mit løbeur forsvandt sporløst for tre måneder siden (seriøst, det var bare VÆK!), så derfor har jeg haft en periode, hvor der slet ikke har været den samme fokus på tid og pace på mine løbeture, som der plejer at være. Det har faktisk været rart, og det er helt sikkert noget, jeg vil blive bedre til en gang i mellem: at snuppe en løbetur uden uret på armen.
Men nu kan jeg godt mærke, at jeg glæder mig til at kunne udfordre mig selv lidt mere igen, og følge med i hvor godt jeg præsterer. For mig er uret på armen en motivationsfaktor til liiiige at løbe lidt længere for præcist at ramme hele eller halve kilometre, eller sætte farten lidt op, hvis jeg kan se, at jeg så løber med en lavere pace, som jeg før har formået – også selvom jeg virkelig er presset, for det er lige dér, jeg bliver bedre!

Sidste år da jeg så CPH half marathon blive skudt i gang, aftalte jeg med mig selv, at jeg næste år selv ville være en del af startfeltet. Det er jo den vildeste løbefest! 🎉🏃🏼‍♀️ Så jeg vidste, at jeg i foråret skulle begynde at træne rigtigt op til det – og jeg glædede mig!!
Men da vi i foråret blev inviteret til bryllup på Fyn dagen før CPH half 2018, opgav jeg hurtigt muligheden for at deltage, og droppede egentlig lidt planerne om at løbe et halvmarathon. 🙅🏼‍♀️

Men jo mere CPH half nærmer sig, kan jeg godt mærke, at jeg virkelig er træt af, at jeg ikke skal deltage, og at jeg alligevel ikke fik mulighed for at give mig selv den udfordring – jeg har (endnu) ikke løbet et halvmarathon!
Sidst jeg var i gang med at træne op til et halvmarathon (og var i mit livs bedste form), opdagede vi 1,5 måned før halvmarathonet, at jeg var gravid, så det blev hurtigt droppet. 🙈🤰🏼Og så synes jeg altså virkelig, at det pludselig havde lange udsigter, når man som jeg, også har et mål omkring en bestemt sluttid, man gerne vil opnå.
Og så er der nogle som har sagt: “Kan du ikke bare løbe distancen selv en søndag formiddag?”, og svaret er NEJ! Det er simpelthen ikke det samme – overhovedet! Stemningen, omgivelserne, adrenalinen og alt det hele gør alt til forskel!

Men eftersom jeg begyndte at ærger mig mere og mere, undersøgte jeg mulighederne for alligevel at løbe et halvmarathon i efteråret, og så fandt jeg faktisk et større event i oktober, hvor man kan løbe halvmarathon-distancen, så det har jeg planer om at deltage i. 🙌🏼
Jeg har ikke tiden til at træne så meget op, som jeg havde planer om op til CHP half, og jeg har heller ikke tilmeldt mig endnu, da jeg lige skal se, hvordan mit knæ opfører sig, når jeg skruer lidt op for løbetræningen. Men der er trods alt lidt tid til endnu, så jeg går efter at kunne løbe det på under to timer – det er i hvert fald dét, som er hovedmålet.

Jeg krydser fingre for, at mit knæ opfører sig pænt, så jeg endelig kan få sat ✔️-tegn ved at have gennemført et halvmarathon på under to timer – det er noget, jeg gerne har ville rigtig LÆNGE!

Continue Reading

De kære mavemuskler!

    

“Hvad kan jeg gøre, for at min mave bliver lige så flad som din?”
“Hvad gør du for at have så markeret en mave?”
“Hvor ofte styrketræner du?”
“Undskyld, har du ikke født et barn?”

Mavemuskler, flad mave, markeret mave, trænet mave – kært barn har mange navne!
Spørgsmål som overståede får jeg jævnligt på min IG-profil. Derfor har jeg lavet dette indlæg – og mest af alt fordi I via en afstemning på min profil, har ytret et ønske om et indlæg omkring mavemuskler.
Jeg ville ønske, at svaret var enkelt og lige til, men det er det desværre ikke, da det er så individuelt – og så alligevel er det heller ikke mega kompliceret, men det kræver en indsats.

Mange har den forestilling (det er i hvert fald mit indtryk), at det handler om at lave en hulens masse mavebøjninger, og så dukker sixpacken op lige så stille – det er desværre ikke helt korrekt, men gid det var så vel. 🙋🏼‍♀️💪🏼

Først og fremmest handler det om fedtprocent. Der er en grund til at forskningsprojekter igen og igen viser, at kosten spiller en stor rolle i forbindelse med styrketræning og træning generelt – selvfølgelig også inden for sundhed helt generelt, men det er en helt anden snak. Mange beskriver fordelingen som værende 80/20 ift. kost og træning. Man kan sagtens lave en masse mave- og coreøvelser, men jo mere fedt, der sidder på maven, jo nemmere har musklerne ved at “gemme sig” indenunder – og dermed vil de altså aldrig blive tydelige.

Og her bliver jeg nødt til at nævne det “fantastiske” begreb omkring punkforbrænding, som (desværre) er opstået i træningsverdenen. Punkforbrænding (hvor man træner efter at forbrænde fedt fra specifikke områder på kroppen) er ikke muligt, da kroppen er sådan indrettet, at den selv bestemmer, hvor den vil lagre/afgive fedt. Og hos os kvinder, vil den rigtig gerne lagre fedt på lårene, numsen og maven, da vi (måske) en dag skal være fødedygtige.
Så derfor bestemmer kroppen selv, hvor fedtet forsvinder fra, når vi taber os, så hos nogle kvinder kræver det en meget lav fedtprocent, for at fedtet mindskes fra maven, mens det hos andre ikke kræver en lige så lav fedtprocent – og her er der tale om genetik, som vi (desværre) heller ikke kan gøre noget ved.

Så hvor nedern (og måske lidt hårdt) det end lyder, så handler “en markeret mave” især om ens fedtprocent, som betyder at kosten spiller en meget væsentlig rolle – og selvfølgelig skal man også træne musklerne, men faktum er, at de skal kunne komme til udtryk, hvis en markeret mave er målet.
OG så vil jeg gerne pointere, at en “flad mave” og en “markeret mave” slet ikke er det samme. ☝🏼 Min mave er markeret ja, men den er dælme ikke altid flad! Jeg har også dage, hvor jeg er oppustet, og ligner én, som er i uge 20. 😅 Det har jeg altid haft, men det er kun blevet mere efter jeg har været gravid. Og det er altså helt normalt. Det er ikke noget, jeg går i panik over, for når jeg står op næste morgen, så er mine mavemuskler som regel “tilbage” igen. 😉

“Hvilke øvelser laver du?”
“Hvor mange gange styrketræner du om ugen?”

Jeg laver forhodsvis simple maveøvelser – til gengæld kører jeg intens på i ca. 15 min. – altid som afslutning på mine styrkepasses. Jeg plejer at køre et sæt på ca. 5 min. af diverse øvelser, hvor jeg træner både de lige og de tværgående samt de indre og de ydre mavemuskler. Jeg kører på indtil mine mavemuskler syrer til, holder en lille pause og fortsætter – altså jeg holder meget FÅ og KORTE pauser. 🙂 Jeg gentager sættet tre gange.
Det er meget forskelligt hvor ofte jeg styrketræner. Nogle gange lykkedes det mig at komme i centeret to gange om ugen, andre gange slet ikke – så bliver det en løbetur i stedet for.

Som mange af jer sikkert ved, løber jeg nemlig en hel del. Det gør jeg, fordi det er nemmere at finde tid til, og det er muligt for mig at have Oliver med – mest af alt, så ELSKER jeg det! Man skal ikke undervurdere løb, da hele kroppen bliver aktiveret, og dette gavner både ens core, mavemusklerne samt ens fedtprocent. 😉 Win-win for den veltrænede mave. Desuden laver jeg nogen gange mave- og coreøvelser, når jeg kommer hjem fra en løbetur, da man kan lave disse øvelser OVERALT!
Som nævnt handler det om fedtprocent, og derfor tror jeg, at min mave ser ud som den gør, da jeg har den livsstil, jeg har – og har haft det i mange år!

Min krop er i balance, så hvis der er en periode på et par uger, hvor jeg ikke aktivt træner min mave, så er mine mavemuskler der altså stadig. 😉 Og jeg spiser stadig en masse slik, chokolade, is, kage – you name it! Alle som kender mig ved, jeg har en mega sød tand! Jeg har bare fundet evnen til at styre og kontrollere det, så det ikke tager “overhånd” – igen tilbage til min livsstil og fedtprocenten.
Min indsats er ikke så stor, som jeg har på fornemmelsen mange af jer tror. For at være helt ærlig, så er jeg selv nogen gange imponeret over, at min mave ser ud som den gør, for det er ikke noget, jeg yder en kæmpe indsats for. Og jeg føler bestemt ikke, jeg går på kompromis med noget.
Jeg hviler i mig selv, i min krop og i min livsstil. 🙋🏼‍♀️💪🏼

Jeg håber, at indlægget giver svar på jeres spørgsmål. 🙂
Hvis der er andre emner, I godt kunne tænke jer, jeg lavede et indlæg om, så sig til! 🙂

Continue Reading