Lillepigen er i dag 25 dage gammel, og jeg har netop gennemført min første træning i FW efter fødslen – og hvor var det dog skønt! Det er så befriende at kunne give den max gas uden at skulle tage hensyn til en maxpuls, som jeg (tildels) har skulle gennem graviditeten. Nora klarede det simpelthen så flot! Hun sov bare gennem hele træningen. Faktisk fra vi gik hjemmefra til vi var hjemme igen – og så var hun også sulten! Jeg derimod dummede mig gevaldigt! Jeg startede med at scanne mit kort ved den forkerte gate, som ikke var bred nok til, at jeg kunne have barnevognen med igennem. Da jeg så tager den anden brede gate og scanner mit kort igen, skriver den: “hyppigt kort”, og jeg kan derfor ikke komme ind! Og der var selvfølgelig intet personale, som kunne lukke mig ind. Så jeg måtte pænt vente 15 min. på at mit kort igen duede – og de 15 min. er altså laaaang tid, når man i forvejen er på lånt tid!! Nå, men det gik jo alligevel super fint.
Egentlig har jeg følt mig klar til at træne den sidste en til to ugers tid, men tiden har simpelthen ikke været til det, så det har ikke stået øverst på min prioriteringsliste. Jeg startede ud med 30 min. cardio på crosseren og efterfølgende lavede jeg nogle coreøvelser samt maveøvelser for de indre samt skrå mavemuskler. Jeg venter lidt endnu med de lige, så jeg er sikker på, mine mavemuskler er klar til det.
Mit mål for min træning den kommende tid Jeg har sat mig et mål, som jeg føler er realistisk og ikke for ambitiøst – så vil jeg hellere blive positivt overrasket. Jeg satser på at besøge træningscenteret to gange om ugen, og ellers bliver det gåture, som bliver den primære del af mit fysiske aktivitetsniveau her i starten, indtil der er mere styr på Noras døgnrytme samt rutinerne herhjemme.
Træningscentret Mine besøg i centret kommer her i starten til at indeholde cardiotræning, hvor jeg får pulsen banket i vejret samt core- og maveøvelser, og så vil jeg med tiden integrere styrketræningen igen. Lige nu føler jeg, at jeg både mentalt og fysisk får mest ud af cardiotræning. Løb venter jeg fortsat med – det er mit bækken ikke klar til endnu. Men så er det godt, der findes så mange gode alternativer.
Gåture Gåturene giver mig virkelig meget mentalt – og mindst ligeså meget energi pga. den friske luft. For mit eget vedkommende, så ser jeg ikke gåture som ‘træning’ – det har jeg aldrig rigtig gjort. Selvom jeg jo godt ved, det helt klart har en sundhedsmæssig effekt. Jeg henter Oliver hver dag fra DP, og det indebærer en gåtur på 4 km, da vores DP-mor bor 2 km væk fra os. Så jeg er “sikret” en gåtur på 4 km hver dag samt de antal skridt det nu indebærer. De dage hvor jeg både skal aflevere samt hente Oliver, får jeg altså gået 8 km i alt, og dét tæller nu alligevel en hel del på aktivitetsniveauet samt på skidtkontoen.
Netop fordi mine dage er delt op i to etaper, og barselsdagen dermed føles kortere, så bliver jeg lige nu nødt til at integrere gåturene som en del af min træning – jeg har simpelthen ikke tid til at prioritere det højere. Det ville gå ud over min tid med Oliver og min lille familie generelt, og dét kommer ikke til at ske.
Jeg tager én dag af gangen, og så skal det hele nok komme løbende. Jeg glæder mig i hvert fald til at udfordre min krop lidt mere fysisk igen – dét har jeg savnet! Og så glæder jeg mig til at se min krop tage på endnu en ny rejse – dét er den satme sej til!!
I dag er det 9 dage siden jeg blev mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Og jeg må ærligt indrømme, at min krop fascinerer mig som altid. Den har helet så flot og hurtigt denne gang, og allerede dagen efter fødslen havde jeg slet ikke følelsen af, at den lige havde gennemgået en fødsel. Dette hænger nok også sammen med, at det var en lynfødsel på 6 timer fra første ve til hun lå på mit bryst – og at pressefasen denne gang nærmest var ikke-eksisterende. Nå, mere om dét en anden dag. Jeg tænker at lave et indlæg med et uddrag af min fødselsberetning samt ‘smertefri fødsel’-teknikkerne, når tiden er til det.
Jeg har et lignede billede 9 dage efter fødslen med Oliver, og derfor synes jeg, det var sjovt at lave et igen samme dag efter fødslen.
Graviditeten med Oliver
Jeg er virkelig stolt af min krop her 9 dage efter fødslen! SELVFØLGELIG er maven stadig blød og blævrende, og der er en masse deller rundt omkring når jeg sidder ned, har stramme jeans på eller lignende, og jeg kan absolut ikke forvente andet – det er præcis sådan, det skal være. Og nej! Jeg har absolut intet gjort for at speede processen op – tværtimod. Altså det er ikke sådan, at jeg allerede er begyndt at ligge herhjemme på stuegulvet og træne core eller noget som helst andet. Min krop skal have lov til at hele helt af sig selv, og desuden har jeg slet ikke lyst endnu. Vi holder barsel, så fokus er på vores lille mus, som vi fortsat lærer at kende samt storebror, og så hygger vi bare lidt ekstra de her dage. For mig er det indbegrebet af barsel den første tid.
De sidste uger af graviditeten trænede jeg fortsat tre gange om ugen, som primært bestod af cardio i moderat tempo på crosseren i 30 – 45 min. Ikke noget intenst overhovedet, men det var rart lige at få pulsen op og få lidt gang i kroppen. Min sidste træning med lillepigen i maven blev fredag morgen d. 9. august, og under et døgn efter havde jeg hende i mine arme. Min krop er jo vanvittig!
Mine forventninger til min træning fremover er nærmest ikke-eksisterende – endnu. Jeg tager en dag af gangen, og når jeg føler, min krop er helt klar til det, vil jeg tage afsted og se, hvordan det går. Det er jo Nora, som bliver bossen fremover. Men selvfølgelig har jeg da et ønske om, at min træning fortsat kan blive en del af min hverdag – jeg kan slet ikke forestille mig andet. Dog er jeg også klar over, at det kræver endnu mere prioritering og planlægning med to små børn – men hellere lidt træning end ingen træning. Nu må vi se.
Min vægtøgning denne graviditet ramte 12 kg på terminsdagen. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og her 9 dage efter vejer jeg 58 kg, så jeg mangler at tabe 5 kg for at være tilbage på min startvægt. Egentlig har jeg aldrig gået så meget op i vægten, da jeg synes, spejlbilledet siger meget mere, men under en graviditet, er det rart at have et måleparameter. I graviditeten med Oliver havde jeg taget 10 kg på til termin, og jeg gik 10 dage over tid, så jeg tænker det har ramt nogenlunde det samme i sidste ende. Det er på ingen måde noget, jeg stresser over, og jeg er sikker på, det kommer helt af sig selv, ligesom det gjorde sidste gang.
Jeg er så fascineret, stolt, imponeret og tilfreds med min krop! Jeg har gjort alt for at behandle den godt, mens den arbejdede på højtryk for at gro vores lille pige – og det ved jeg, den belønner mig for. Det har den bevist gang på gang. Vi er et godt team, og jeg kender den efterhånden rigtig godt!
Jeg elsker at mærke min krop arbejde, og selvom jeg her i uge 33 ikke kan udfordre min krop på samme måde, som jeg kan uden en babybule, så kan jeg sagtens få min puls op og stadig forsøge at holde min form bare lidt ved lige – desuden bliver jeg også hurtigere forpustet og får højere puls end normalt, som så mange andre her i graviditeten.
Ligeledes sætter mit bækken samt min lænd nogle begrænsninger, mest i forhold til løb, som jeg jo er stoppet med.
MEN så er det godt, der findes en masse andre alternative metoder. Her kommer det cardioprogram, som jeg typisk kører – selvfølgelig med lidt variation, men i dag var det sådan her:
Opvarmning 5 min. gang på løbebånd
Stairmaster 10 min. intervaller: 1 min. på niveau 10 1 min. på niveau 10 med hænderne i siden 1 min. på niveau 12 1 min. på niveau 14 1 min. på niveau 18 X 2 Stairmasteren i mit center går fra niveau 1 – 20.
Crosstrainer 10 min. intervaller: Jeg træner altid til musik med højt tempo og intens bas – det tænker jeg de fleste gør under cardio? 😅 I versene kører jeg moderat tempo på niveau 5, og i omkvædende, hvor tempoet er højest i sangen, skruer jeg op på 10, og kører højt tempo, indtil omkvædet er slut. På den måde kører jeg intervaller hele tiden gennem de 10 min, som styres af sangens tempo. Håber det giver mening?
Cykel 10 min. intervaller: 1 min. moderat tempo på niveau 5 1 min. højt tempo på niveau 8 X 5
Løbebånd 10 min. gang på niveau 6,0 med 5% stigning.
Jeg slutter af med lidt styrke- samt udstrækningsøvelser for mit bækken samt min lænd.
Jeg aner ikke, om alle maskiner har samme intervaller og niveauer, men tænker det er sådan, jeg forklarer det bedst. Man kan jo selv styre intensiteten af træningen afhængig af form og træningsniveau – det er det gode ved intervaltræning.
I dag er jeg gået ind i uge 30 (29+0), og i går var sidste gang, jeg løb med lillesøster i maven – er jeg ret sikker på i hvert fald.
Det var faktisk præcis på samme tidspunkt med Oliver, at jeg måtte sige “på gensyn” til løb, og acceptere, at det var slut for nu. Dog har det alligevel slet ikke været det samme. Med Oliver lavede jeg en aftale med mig selv om, at når det ikke længere føles behageligt at løbe 5 min. i streg, så ville jeg stoppe med mine løbeture – og sådan blev det i uge 30. Som jeg tidligere har skrevet i et par indlæg i denne graviditet http://sofiebrandt.dk/?p=1185 og http://sofiebrandt.dk/?p=1287, havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg fortsat kunne løbe i uge 30 – men det har jeg altså kunne. Dog slet ikke på samme måde, som i graviditeten med Oliver. Denne gang har løb ikke bestået af decideret løbeture, men intervalløb har været en del af min cardio i centeret, hvor jeg har løbet 2 – 3 min. af gangen og så gået der i mellem i samme tidsmængde. I denne graviditet har min krop sagt fra overfor konstant løb i længere tid af gangen noget tidligere i graviditeten, men til gengæld har det fungeret helt optimalt med korte gå- og løbe intervaller. Men nu føles det altså bare ikke rigtigt mere. Både mit bækken og min læn siger hurtigt fra efter meget kort tid med løb, så jeg tror, det er min krops måde at fortælle mig på, at det er på tide at sige “på gensyn” til løb. Ærligt, så savner jeg at snøre løbeskoene og bare tonse afsted i den friske luft og nyde naturen – jeg ELSKER det, og det giver mig SÅ meget energi og overskud, og det er efterhånden en her del måneder siden, jeg har haft den oplevelse og følelse i kroppen. Jeg glæder mig allerede, til jeg (forhåbentlig) skal løbe lange, hurtigere ture som #mortilto – og forhåbentlig en masse ture med lillesøster i løbejoggeren, som jeg har gjort med Oliver fra den dag, han var klar til det – og han elsker det stadig. Det er altid dejligt med heppekor undervejs.
Men jeg er så stolt af min krop. Jeg kan ikke forvente eller forlange mere af den. Den behandler mig så godt, og lillesøster er så god ved mig.
I søndags dyrkede jeg 40 minutters intensiv cardio med en konstant puls på over 160 – det er sgu mega sejt gået af min krop på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg er så taknemmelig for, at dette kan lade sig gøre. Det handler om at kende sin krops begrænsninger og lytte til dem. Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og jeg er ligeledes blevet rigtig god til at acceptere de begrænsninger, jeg møder på min vej. Det er dét, som betyder noget, og så kan man egentlig forstætte på det “niveau”, som man ønsker – igen: så længe kroppen tillader det. Jeg træner fortsat tre gange om ugen – de uger der er tid til det gerne mere. Jeg dyrker primært cardio på diverse cardiomaskiner, men jeg styrketræner fortsat en gang om ugen – blot for at bruge kroppen på en anden måde.
Indtil nu siger vægten +6 kg. Det er nogenlunde den samme vægtøgning som med Oliver på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er ikke noget, jeg går super meget op i, men jeg synes, det er rart, at have et parameter at måle på, da jeg ikke ønsker at tage mere på end dét graviditeten vejer i sig selv. Nu har jeg prøvet, hvordan det er at være på den anden side af fødslen, og sidste gang forsvandt kiloene af sig selv – også selvom kroppens uddseende langt fra var det samme. Det synes jeg, var en rar følelse, men man kan jo aldrig vide, hvordan kroppen reagerer. Dog er det slet ikke noget, jeg bruger tid og energi på at tænke over – det skal nok komme helt af sig selv.
Jeg nyder babybulen, jeg nyder at mærke lillesøster møffe rundt derinde, og jeg elsker, elsker, ELSKER tanken om, at vi lige om lidt er fire. Jeg er så stolt af min krops arbejde, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, vi kan fortsætte det gode samarbejde.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg simpelthen NYDER at være gravid! Jeg elskede det også med Oliver, og forskellen er blot, at der med ham var liiidt mere tid og overskud til at nyde det, men når jeg har “tid” til det, så nyder det virkelig – og jeg prøver at mine mig selv om det løbende, for hvem ved? Måske er det sidste gang jeg får lov til at opleve det. For mig er det livets gave, at få lov til at skabe et lille menneske, og blot se kroppen gøre præcis dét, den ved, den skal – den er så sej altså!
I dag går jeg ind i uge 19. Det vil sige jeg er 18+0. Jeg fatter simpelhen ikke, at vi snart er halvvejs!? Det lyder så kliché agtigt, men hold nu op, hvor tiden flyver!
Træning Indtil nu har jeg trænet cirka tre gange om ugen siden jeg blev gravid – det gjorde jeg også inden. Nogle uger er det blevet til en ekstra træning, når der har været ekstra tid, men gennemsnittet har helt klart været tre gange om ugen. I starten blev det oftest fordelt således, at jeg løb to gange om ugen, og så lavede dyrkede jeg cardio/styrketrænede i centeret en gang om ugen. Selvfølgelig er intensiteten reduceret, og cardioen foregår ikke på samme niveau med lige så høj puls, som før og vægten under styrketræningen er også reduceret i nogle øvelser dog med de samme antal gentagelser – men ellers er det stort det det samme.
Siden uge 15 har kroppen langsomt sagt fra overfor løb, og derfor er det efterhånden blevet til en løbetur om ugen og så de to andre dage i centeret. Jeg styrketræner fortsat cirka en gang om ugen, men det er primært for at holde kroppen lidt ved lige og træne de kropsdele, som jeg ved bliver ekstra belastet, når lillepigen begynder at fylde og veje. Det handler slet ikke om at opbygge eller vedligeholde min muskelmasse – det har jeg opgivet, da jeg simpelthen ikke har nok træningsdage til det. Som i min graviditet med Oliver følte jeg også, at jeg får langt mere ud af cardio, da det er rart at holde kroppen igang og få pulsen op – især på dage, som er stillesiddende f.eks. på studiet. Under en graviditet er ens system belastet på en helt anden måde, og der hjælper cardio mig sindssygt meget til at holde det kørende og dermed undgå gener som luft i maven, ondt i maven og en følelse af at kroppen bare er propfuld.
Status lige nu er, at jeg dyrker cardio to – tre gange om ugen, og så også styrketræner den ene dag. Jeg tror, løbeturene skal begynde at indeholde nogle gåpasses, da min krop og mit bækken fortæller mig, at jeg skal skrue lidt ned. Så tænker jeg blot at øge distancen en smule i stedet for. Så længe kroppen tillader det, vil jeg fortsætte min træning som “jeg plejer” – og jeg har et stort ønske og en lille forhåbning om, at det bliver sådan indtil til den dag, vi skal møde hende, som i min graviditet med Oliver.
Min krops forandring Det er ikke fordi, jeg synes, der er sket såååå meget med min krop endnu – eller også er det bare fordi, jeg ved, hvordan det bliver til sidst. 😅😂 Jeg tror måske, det hænger sammen med, at jeg har set min krop gennemgå denne proces før. I min første graviditet synes jeg, det var hårdt at se min krop forandre sig så meget på så kort tid – det tog mig lang tid at acceptere det og slappe af i det. Min muskelmasse dalede hastigt, jeg fik små deller og håndtag, jeg ikke var vant til, mine hofter blev bredere og især mit ansigt fik lidt mere fylde. Jeg tror, det er præcis det samme denne gang – jeg tror bare ikke, det er lige så stor en “forskrækkelse” denne gang. Især mine hofter synes jeg allerede er blevet en del bredere, og jeg har da også fået lidt mere blødt hud hist og pist, men pyt – det hører med. Så længe jeg gør mit for, at det ikke tager overhånd, så kan jeg ikke gøre mere. I sidste ende er det igen mig selv, som skal gøre en indsats, for at føle mig tilpas i min krop igen, når den dag kommer.
Min vægt siger indtil videre +1,5 kg. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og jeg tabte mig cirka 2 kg de første par måneder, fordi lillepigen simpelhen sugede alt energi ud af mig – det var også derfor jeg var SÅ træt, og nærmest sov kl. 20 hver aften. 🙈 Nu vejer jeg 54,5 kg. Det er ikke fordi jeg normalt går op i min vægt, men under en graviditet, synes jeg, det er en god parameter at måle på, da alt andet er så foranderligt, hvor man ikke kan gøre så meget andet end at se med fra sidelinjen. Ved at kende min vægt og følge med undervejs, føler jeg, at jeg har en lille smule kontrol – og dem der kender mig ved, at jeg er kontrolfreak.
Nu vil jeg bare fortsat nyde min babybule, nyde at se min lille familie glæde sig til at møde lillesøster, og nyde hver eneste træning, for jeg kan aldrig vide, om der pludselig er en faktor som gør, at det ikke længere er muligt, eller hvordan det hele udvikler sig. Jeg tror og håber på, at min krop (igen) viser sig fra sin stærke side, og at lillepigen er lige så god ved mig som sin storebror. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at give min krop de bedste forudsætninger for at skabe et lille menneske, og samtidig give lillesøster de bedste betingelser i maven.
I min graviditet med Oliver, havde jeg nærmest ingen gener. Jeg havde omkring 2 uger, med en lille smule morgenkvalme, men ikke værre end det kunne klares med en mariekiks eller to indtil jeg fik noget rigtig morgenmad. Jeg var meget træt, men det var jo ikke anderledes, end jeg havde (en masse tid, kan jeg se nu!) til at ligge mig på sofaen og slappe af og tage en lur, hvis det var dét, kroppen havde brug for.
Kvalme og træthed 1. trimester i denne graviditet har været en del anderledes. Omkring uge 6 kom kvalmen snigende, og den blev hurtig intens. Omkring uge 7 havde jeg det som om, jeg havde slemme tømmermænd døgnet rundt. Kvalmen var aldrig sådan rigtig væk, dog var den værst om natten, morgenen og når jeg var bare lidt sulten. For at holde kvalmen under kontrol, var det vigtigt, at jeg hele tiden spiste små måltider – faktisk blev mine måltider meget restriktive, fordi det simpelthen ikke var en mulighed at blive sulten. Da det var værst, følte jeg nærmest, at jeg tvang mig selv til at spise på forskud, for at undgå at blive sulten.
Ligeledes var jeg virkelig træt. Dette tror jeg både hænger sammen med, at Oliver stadig ikke sover igennem om natten (det sker i hvert fald meget sjældent), og at han står meget tidligt op om morgenen, og samtidig har det denne gang bare ikke været muligt at slappe af på sofaen om eftermiddagen efter studie, da jeg har skulle hente Oliver og underholde ham, eller har skulle nå andre ting, for at hverdagen kunne hænge sammen. Når først Oliver blev hentet, så var vores hænder fulde – det tror jeg alle med små børn, kan nikke genkendende til. Så når Oliver blev puttet kl. 19.30 om aftenen, så var jeg også parat til at gå i seng. Det var i hvert fald helt sikkert, at jeg lå i min seng senest kl. 20.30. 😅😴
Desuden er der dukket mange flere cravings op i denne graviditet – og endnu flere ting, som jeg simpelthen bare ikke har kunne klare! Jeg tror, jeg de sidste tre måneder har drukket i alt ti kopper kaffe, og det er virkelig ikke mange, når jeg plejer at drikke første kop kl. 5.30, og derefter i hvert fald to kopper mere i løbet af dagen. 🙈 Lugten fra diverse fødevare gjorde bare kvalmen hundrede gange værre – især fra kaffe! Jeg kunne ikke være i nærheden af Emil, når han drak kaffe om morgenen eller spise ting, som jeg slet ikke kunne klare – pyyyha! Til gengæld havde jeg lyst til salt mad, som man jo ofte har, når man har tømmermænd. Hvis ikke det var for min stædighed, min sunde fornuft og min rygrad, så havde jeg helt sikkert ikke kunne holde min sunde livsstil i denne periode. Jeg kom igennem ugerne ved at spise HELE TIDEN inden kvalmen blev for slem, så jeg havde mulighed for at spise (nogenlunde) fornuftigt, og havde lyst til flere fødevare, end når kvalmen tog over, og jeg nærmest ikke havde lyst til at spise andet end burger, pizza og pomfritter. Bevares, det er også HELT okay en gang imellem – og det gør jeg også. Men det er absolut ikke noget, som er på ugeplanen herhjemme, så det har jeg været meget bevidst om at holde under kontrol. For mig er det kun en endnu større motivationsfaktor at spise fornuftigt under min graviditet, da det også er mig, som ernærer min baby i maven, og ligeledes er det mig selv, som skal tabe alle overflødige kilo, når graviditeten er slut. I graviditeten med Oliver tog jeg ikke flere kilo på, end hvad graviditeten vejer i sig selv (endda lidt mindre), og dette har jeg et ønske om at holde mig indenfor igen denne gang. Det var en kæmpe fordel, da min krop igen skulle finde sig selv efter graviditeten og fødslen.
Fra omkring uge 10 forsvandt kvalmen samt størstedelen af trætheden nærmest lige så hurtigt, som den indtraf – og hold nu op, hvor var det en lettelse! Mit overskud og mit humør blev meget bedre, og endelig følte jeg, at jeg rent faktisk kunne nyde graviditeten lidt mere. Det var SKØNT! Bevares, man kan absolut også have det meget værre, og det har jeg også hele tiden mindet mig selv om, når det var værst. Men sammenlignet med min første graviditet, så var de slemmeste fire uger virkelig hårde at komme igennem – men altså det kunne også kun gå i en retning sammenlignet med graviditeten med Oliver.
Træning Det som har hjulpet mig aller mest på både kvalmen og trætheden, har været min træning. Det lyder måske skørt for nogle, men de morgener, hvor jeg havde det aller værst, nærmest tvang jeg mig selv afsted til træning eller løb en tur, for jeg vidste, hvor meget det ville hjælpe mig – og det slog aldrig fejl! Under træningen forsvandt kvalmen 100%, og resten af dagen havde jeg meget nemmere ved at holde den under kontrol. Jeg forestiller mig, at det handler om nogle hormoner, der stimulerer hinanden. At de hormoner som frigives under træning på en eller anden måde kan ”tage lidt over” for nogle af graviditetshormonerne – men jeg ved det ikke. Det er blot et gæt. I hvert fald har det hjulpet mig helt vildt, og det har også gjort, at jeg indtil nu har trænet på samme niveau, som jeg plejer. Min intensitet under min træning er selvfølgelig reguleret i takt med graviditeten, men den minder meget om min graviditet med Oliver på nuværende tidspunkt. Dette har jeg dengang skrevet et indlæg om, som du kan læse om her: http://sofiebrandt.dk/?p=567. I graviditeten med Oliver løb jeg til uge 30 (kombineret gang og løb), og jeg kan allerede mærke, at det absolut ikke kommer til at ske denne gang. Mit bækken er ikke det samme, som før jeg blev gravid første gang samt gennemgik en fødsel, og som gravid bliver man blødere i muskler og led, og derfor kan jeg mærke, at mit bækken allerede begynder at sige fra ved løb. Ikke undervejs, men timerne efter. Det er egentlig noget, som kommer lidt bagpå mig, at det er gået så stærkt, men det er selvfølgelig også noget jeg må acceptere, og så må jeg bare nyde de sidste løbeture jeg får, for jeg tror ikke der går længe før, jeg udelukkende må “nøjes” med alternative cardiometoder. På dette punkt tager jeg ingen chancer, og jeg vil ikke risikere, at jeg senere i graviditeten får problemer, som jeg føler, jeg måske selv er skyld i. Ved at lytte til min krop med det samme, så ved jeg i hvert fald, at hvis der opstår noget, så er det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunne gøre noget anderledes. Jeg kan tydeligt mærke, at det denne gang er nemmere at acceptere mine begrænsninger indenfor min træning samt min krops forandring, end det var sidst, og det er virkelig rart, at det er sådan – det gør det hele lidt nemmere.
Min motivation omkring min træning er den samme som altid – jeg træner, fordi jeg elsker det! Det er og bliver mit frirum. Jeg træner primært pga. den indre sundhed. Dog er det klart, at jeg lige nu ikke træner, for at holde min form vedlige eller opretholde min muskelmasse, men for at forkæle min krop, og endnu mere forkæle vores baby inde i maven, og give den, den bedst mulige start på livet – faktisk er det lige præcis dét, som er den aller største motivationsfaktor for mig lige nu. Dette gælder også mht. min kost, og jeg tror, det er derfor jeg har kunne holde det hele under kontrol, selvom jeg virkelig var presset.
At være mor og gravid Der er ingen tvivl om, at det var noget lettere at være gravid første gang forstået på den måde, at jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. I den periode, hvor jeg virkelig bare var ramt af kvalme og træthed, følte jeg lidt at jeg virkelig skulle hive mig selv op, for at være den mor til Oliver, jeg ønsker at være. Jeg er normalt fuld af energi, så det var en ubehagelig følelse, at jeg havde dage, hvor jeg nærmest ikke kunne overskue andet end at se fjernsyn sammen med ham – hvilket jo ikke altid var lige præcis dét, han havde lyst til. Ligeledes skal der tages nogle forbehold ift. vild leg og løft, som jeg også synes, har været svært at acceptere – og stadig er. Jeg kan allerede mærke på min krop, at den på nogle punkter bliver mere presset, end den gjorde, da det var Oliver, som lå derinde. Jeg tror, det handler om at finde en balance, da jeg jo både ønsker at være der 100% for Oliver, og samtidig passe 100% på baby inde i maven. Denne ”problematik” bliver kun værre, når baby kommer ud, i know, men derfor tror jeg også, det er vigtigt allerede at forholde sig til disse følelser, da det ellers bliver en alt for stor mundhuld, når tre bliver til fire. Jeg har i hvert fald lige skulle affinde mig med nogle ting, og der er stadig ting, som jeg skal vænne mig til.
Status Jeg er nu i uge 13, og jeg har det virkelig dejligt! Maven har vokseværk, og den er allerede på størrelse med maven, som den var i uge 17 – 18 med Oliver. 🙈 Min mave blev også hurtigt stor første gang, så jeg var forberedt, men jeg havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt. Vi blev alligevel lidt lettede, da vi så, at der kun lå en lille baby derinde til scanningen. 😂 Jeg drikker (igen) 2 – 3 kopper kaffe om dagen, der er ingen fødevare, som jeg hungrer efter eller forkaster og trætheden er slet ikke længere lige så belastende. Lige nu har jeg det meget på samme måde, som jeg havde i min graviditet med Oliver på dette tidspunkt, og det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg nyder hver eneste dag. Vi glæder os så ubeskriveligt meget, til vi skal være en lille familie på fire, og se Oliver i rollen som storebror. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver verdens bedste af slagsen – han er så sød, kærlig og omsorgsfuldt et lille menneske. Han peger allerede på den voksende mave og siger ”mor baby” og aer maven. 😭❤️ Vi nyder virkelig ventetiden sammen, og denne gang er der meget mere ro omkring det hele, da ”vi har prøvet det før”, selvom vi godt ved, at intet bliver det samme, vi har alle de basale ting, og tiden flyver seriøst bare allerede afsted. #stoptiden er virkelig passende her.
Nu vil jeg bare nyde hver eneste dag, passe godt på babybulen og glæde mig over, hvor heldige vi er. Jeg er så taknemmelig for, at få lov til at opleve dette en gang til: Der er INTET, der bliver større end at skabe et lille menneske, og endelig få lov til at møde det, når han eller hun er klar til at møde os.
Vi glæder os til at møde dig til august lille skat!
Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere. Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med.
Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.
Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.
Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.
Så derfor indeholder mine uger ofte: – 3 x cardiodage (oftest løb) – 1 x styrketræning (oftest overkrop)
Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem.
Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk.
Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor. Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.
… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.
Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.
Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …
Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.
For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!
For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.
Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form. Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.
Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.
Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!
Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.
Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:
Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem. Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.
Og husk nu på: ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.
Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼
Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.
Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.
Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …
På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.
Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!
Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.
E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅
Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.
Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼♀️🙈 #livetsomfamilie
