Det første møde

Søndag d. 27. november omkring kl. 02.00 vågnede jeg med et sæt ved første ve, og cirka 10,5 time senere, kl. 12.36 mødte vi vores søn for aller første gang.

At arbejde sig gennem en fødslen som par og endelig få vores søn i armene, er den største oplevelse og gave i hele mit og vores liv nogensinde. Det var så vild, surealistisk og unik en oplevelse at gennegå en fødsel sammen, og selvom vi på daværende tidspunkt havde været kærester i 6 år, havde vi aldrig nogen sinde oplevet noget sammen, som tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med denne oplevelse. Det var bare så vildt og på en eller anden uforklarlig måde, blev der skabt et nyt og stærkere bånd af følelser mellem os, som bare har vokset lige siden – fødslen var en oplevelse for livet, som skabte noget helt uforklarligt mellem os.  

Selvom min fødsel var (forholdsvis) hurtig, stort set forløb ukompliceret og uden nogen form for smertelindring, og jeg ser tilbage på den som en helt fantastisk oplevelse, så er der denne gang nogle områder, jeg ønsker at forberede mig (mere) på, end jeg gjorde op til min fødsel med Oliver. Egentlig ikke fordi jeg ville ønske, jeg havde gjort noget anderledes op til eller under fødslen, fordi den forberedelse, jeg havde gjort mig, var lige præcis dér, hvor jeg var mentalt dengang, men fordi der er nogle ting fra første fødsel, som nu er blevet realiseret, og derfor er det nemmere at forestille sig og forholde sig til, hvordan det kan forløbe, og hvilke faser, man møder undervejs. 

Under min graviditet med Oliver, tror jeg nærmest ikke, jeg havde skænket fødslen en tanke på dette tidspunkt (uge 22) i graviditeten, da der var SÅ mange andre ting, jeg gerne ville sætte mig ind i omkring min voksende baby i maven, og egentlig havde vi ”bare” travlt med at bygge rede. Fødslen virkede så langt ud i fremtiden trods alt. 
Under denne graviditet har jeg mere mentalt overskud til at tænke på fødslen, da jeg ikke bruger de samme ressourcer på at sætte mig ind i forskellige ting gennem graviditeten, da jeg har prøvet det før. Ikke fordi alt er det samme overhovedet, men overordnet set føler jeg, at jeg har en større forståelse og viden fra start omkring det hele. 

At føde sit barn 
Lad os bare konkludere én ting: Det GØR ondt at føde – det tror jeg alle, som har prøvet det, kan nikke genkedende til. 
Både Emil og jeg havde deltaget i tre moduler af fødselsforberedelse på Herlev hospital i et stort auditorie, hvor vi sad omkring 200 par, og fik viden omkring livet som kommende forældre, parforholdet, fødslens faser, smertelindring, babys første tid og amning. Det var absolut givende, men hvis man havde sat sig bare en lille smule ind i tingene på forhånd, så var det meste af det noget, man allerede vidste.
Ud over den offentlige fødselsforberedelse læste jeg selv om fødslens faser samt smertelindring under fødslen – men det jeg gjorde mest ud af, var at sætte mig lidt ind i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg kunne gøre brug af for at arbejde med veerne. 

Jeg var aldrig bange eller skræmt over at skulle føde.
Jeg havde et lille ønske om at gennemgå fødslen uden smertelindring eller med naturlig smertelindring – mest for at være så meget meltalt tilstede som muligt, og ikke være påvirket af noget efter fødslen, men det var absolut ikke noget, jeg havde bestemt på forhånd eller havde udelukket. Derfor havde jeg også ønsket en fødestue med kar, da jeg havde tiltænk det varme vand som smertelindring. Det nåede jeg dog aldrig, da jeg var 9 cm åben, da vi ankom til fødemodtagelsen. 
Den overordnede tanke omkring min fødsel var: At tage det hele, som det kom, lytte til min krop, arbejde sammen med den, og gøre, hvad den fortalte mig, jeg skulle gøre. Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger, og det tror jeg hjalp mig sindssygt meget op til- og under fødslen. Da vi havde passeret termin, og tålmodigheden for alvor blev sat på prøve, skrev jeg et indlæg omhandlede den kommende fødsel, som kan læses her http://sofiebrandt.dk/?p=738.
De vejrtrækningsøvelser jeg havde forberedt mig lidt på samt støtten og hjælpen fra E gjorde, at jeg kom gennem fødslen uden smertelindring – det er jeg sikker på. Ved hjælp af vejrtrækningen kunne jeg nogen lunde holde veerne under kontrol, og lige så snart vejrtrækningen glippede, så kunne jeg næsten ikke være i det – og det var her, at E var en KÆMPE støtte, da han med det samme fik mig tilbage på sporet og ind i vejrtrækningen igen. 
Jeg var fuldt ud koncenteret fra aller første ve, og der gik ikke lang tid, før jeg gik ind i mig selv og nærmest ikke kunne kommunikere, da jeg blot koncentrerede mig om at lytte til min krop og fokusere på min vejrtrækning. Jeg tror, jeg havde lukkede øjne 95% af hele fødslen. 
Jeg følte stort set kontrol under hele forløbet, men der er mange ”sorte huller”, hvor jeg er gået så meget ind i mig selv for at kontrollere veerne, at jeg simpelthen ikke kan huske det, og kun følte mig delvist tilstede. Især under pressefasen, da Oliver stod skævt i mit bækken, så han havde svært ved at rotere ned gennem mit bækken. Dette resulterede i 2,5 time med kraftige presseveer, hvor jeg ikke måtte presse med. Dét var hårdt – og næsten umuligt! Min krop skreg på, jeg skulle presse med, men min jordermoder beordrede mig til at holde igen. Når jeg ser tilbage på denne fase, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle flere redskaber samt hjælpende stillinger at gøre brug af, for at hjælpe min krop og mig selv bedst muligt, for det var under denne fase, min kontrol og arbejde blev sat aller mest på prøve under hele fødslen.
Ligeledes er der ting, som E efterfølgende har fortalt, som jeg slet ikke har opfattet under fødslen, fordi jeg bare gik så ind i mig selv og ikke altid var mentalt tilstede. 

Den forestående fødsel 
Denne gang har jeg et ønske om at opleve følelsen af kontrol, samtidig med jeg føler mig mere mentalt tilstede og nærværende. 
Ligeledes vil jeg sætte mig meget mere ind i de forskellige fødestillinger, som især er gavnlige under de forskellige faser i fødslen, så jeg kan hjælpe min krop bedst muligt på vej lige præcis dér, hvor den er på det givne tidspunkt. 
E var en KÆMPE hjælp og støtte under hele fødslen med Oliver, og selv når jeg var aller mest presset, hvor det kun hans stemme, jeg hørte – alt andet blev lukket ude. Derfor har både ham og jeg også et ønske om denne gang, at han skal kunne deltage mere aktivt i fødslen ift. fødestillinger samt naturlig smertelindring, når jeg arbejder mig gennem veerne i de forskellige faser. 

Smertefri fødsel
Jeg var netop begyndt at tænke lidt på den forstående fødsel, kigge lidt på de vejrtrækningsøvelser, jeg brugte under min fødsel med Oliver, og som noget helt nyt læse lidt om den meget populære metode “smertefri fødsel”, da jeg blev kontaktet af Maria fra Fødegejst, som er uddannet instruktør hos “Smertefri fødsel”, og som underviser i deres metode og teknikker – en metode som er udarbejdet af Anja Bay.
Hun inviterede mig til et samarbejde, hvor jeg har fået mulighed for enten af deltage i grundkurset, som forløber over fire moduler af to timers varighed, hvoraf E også skal deltage på modul tre, eller i bootcampen for par, som forløber over én dag af seks timers varighed. Jeg kan godt lide at have god tid til at sætte mig ind i tingene og danne et overblik, så grundkurset virker som den perfekte løsning for mig. 

Konceptet omkring “Smertefri fødsel” handler om effektiv panik- og smertehåndtering, som er udviklet ud fra den nyeste viden indenfor smerteforskning. Teorien handler om, at vi gravide får handlingsgivende og håndgribelige fødeteknikker samt en helt unik viden, så man kan opnå en fødsel,  hvor man er med til at styre sin krop samt smerten i stedet for at lade kroppen samt smerten styrer én. 

I forhold til vores termin i august, ville det mest optimale nok være, at jeg var med på grundkurset, som forløber i juni måned, hvor jeg så har hele juli til at træne og øve teknikkerne. Men pga. aflevering og forberedelse samt forsvarelse af min bachelor i juni måned, bliver det simpelhen for presset – der bliver hele mit fokus nødt til at ligge på min bachelor. 
Så derfor starter jeg/vi på grundkurset, som strækker sig over maj måned, og så har jeg til gengæld to måneder til at øve teknikkerne i, hvor det i juni måned så vil foregå lidt mindre intensivt. 

Modulerne består af: 

  1. Afspænding, laboro-vejrtrækning, smertehåndtering og de vigtige fødehormoner
  2. Presseteknik og undgå bristninger
  3. Dig og din partner – her bliver E koblet på teknikkerne 
  4. Panikhåndtering og afslutning 

Jeg glæder mig HELT VILDT til at deltage i dette kursus, da jeg under min fødsel med Oliver fik et indblik i, hvor meget vejrtrækningsøvelserne hjalp mig, hvor stor en støtte E var, og hvor vigtigt det er, at man føler sig fysisk og mentalt klar. Nu står det virkelig klart for mig, hvor givende det er, at forberede sig – hvilket egentlig giver sig selv, når man tænker på, hvad det er kroppen skal gennemgå. 
Jeg er klar over, at en fødsel kan tage alle drejninger, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til – men man kan forberede sig, tro og håbe på det bedste, og så kan man hjælpe kroppen bedst muligt på vej. Ligeledes betyder det virkelig meget for mig og os, at det er noget, vi skal igennem sammen, så derfor er det virkelig fedt, at vi kan forberede os sammen, og hver især påtager os en rolle. 

Jeg er ikke bange for at skulle føde igen, selvom jeg nu ved, hvad kroppen skal igennem. Dog er der nogle punkter, hvor jeg ville foretrække at være uvidende ligesom første gang – men sådan har jeg det også med nogle ting her i graviditeten. Der er både fordele og ulemper ved at have prøvet det før. 
Min krop har gjort det én gang, så selvfølgelig kan den gøre det igen – det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg har verdens sejeste krop, det har den bevist overfor mig igen og igen, og jeg glæder mig til denne oplevelse sammen med den og E – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den. Mest af alt så glæder jeg mig selvfølgelig ubeskriveligt meget til at få lillesøster i armene for aller første gang – det er helt vildt at tænkte på! At passere målstregen ved en fødsel er fuldstændig vanvittigt, unikt, overvældende og den største gave i livet, som jeg glæder mig til at få lov til at modtage endnu engang – faktisk kan jeg slet ikke vente! 

Det blev et lidt længere indlæg – men tak fordi I læser med.

Jeg glæder mig til at dele min oplevelse omkring fødselsforberedelse med grundkurset af “Smertefri fødsel” med jer. 


Continue Reading

Status på min træning under graviditeten

Uge 19 (18+0)

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg simpelthen NYDER at være gravid! Jeg elskede det også med Oliver, og forskellen er blot, at der med ham var liiidt mere tid og overskud til at nyde det, men når jeg har “tid” til det, så nyder det virkelig – og jeg prøver at mine mig selv om det løbende, for hvem ved? Måske er det sidste gang jeg får lov til at opleve det.
For mig er det livets gave, at få lov til at skabe et lille menneske, og blot se kroppen gøre præcis dét, den ved, den skal – den er så sej altså! 

I dag går jeg ind i uge 19. Det vil sige jeg er 18+0. Jeg fatter simpelhen ikke, at vi snart er halvvejs!? Det lyder så kliché agtigt, men hold nu op, hvor tiden flyver! 

Træning 
Indtil nu har jeg trænet cirka tre gange om ugen siden jeg blev gravid – det gjorde jeg også inden. Nogle uger er det blevet til en ekstra træning, når der har været ekstra tid, men gennemsnittet har helt klart været tre gange om ugen. 
I starten blev det oftest fordelt således, at jeg løb to gange om ugen, og så lavede dyrkede jeg cardio/styrketrænede i centeret en gang om ugen.
Selvfølgelig er intensiteten reduceret, og cardioen foregår ikke på samme niveau med lige så høj puls, som før og vægten under styrketræningen er også reduceret i nogle øvelser dog med de samme antal gentagelser – men ellers er det stort det det samme. 

Siden uge 15 har kroppen langsomt sagt fra overfor løb, og derfor er det efterhånden blevet til en løbetur om ugen og så de to andre dage i centeret. Jeg styrketræner fortsat cirka en gang om ugen, men det er primært for at holde kroppen lidt ved lige og træne de kropsdele, som jeg ved bliver ekstra belastet, når lillepigen begynder at fylde og veje. Det handler slet ikke om at opbygge eller vedligeholde min muskelmasse – det har jeg opgivet, da jeg simpelthen ikke har nok træningsdage til det. Som i min graviditet med Oliver følte jeg også, at jeg får langt mere ud af cardio, da det er rart at holde kroppen igang og få pulsen op – især på dage, som er stillesiddende f.eks. på studiet. Under en graviditet er ens system belastet på en helt anden måde, og der hjælper cardio mig sindssygt meget til at holde det kørende og dermed undgå gener som luft i maven, ondt i maven og en følelse af at kroppen bare er propfuld.

Status lige nu er, at jeg dyrker cardio to – tre gange om ugen, og så også styrketræner den ene dag. Jeg tror, løbeturene skal begynde at indeholde nogle gåpasses, da min krop og mit bækken fortæller mig, at jeg skal skrue lidt ned. Så tænker jeg blot at øge distancen en smule i stedet for. 
Så længe kroppen tillader det, vil jeg fortsætte min træning som “jeg plejer” – og jeg har et stort ønske og en lille forhåbning om, at det bliver sådan indtil til den dag, vi skal møde hende, som i min graviditet med Oliver.

Min krops forandring 
Det er ikke fordi, jeg synes, der er sket såååå meget med min krop endnu – eller også er det bare fordi, jeg ved, hvordan det bliver til sidst. 😅😂 Jeg tror måske, det hænger sammen med, at jeg har set min krop gennemgå denne proces før. 
I min første graviditet synes jeg, det var hårdt at se min krop forandre sig meget på kort tid – det tog mig lang tid at acceptere det og slappe af i det. Min muskelmasse dalede hastigt, jeg fik små deller og håndtag, jeg ikke var vant til, mine hofter blev bredere og især mit ansigt fik lidt mere fylde. Jeg tror, det er præcis det samme denne gang – jeg tror bare ikke, det er lige så stor en “forskrækkelse” denne gang. Især mine hofter synes jeg allerede er blevet en del bredere, og jeg har da også fået lidt mere blødt hud hist og pist, men pyt – det hører med. Så længe jeg gør mit for, at det ikke tager overhånd, så kan jeg ikke gøre mere. I sidste ende er det igen mig selv, som skal gøre en indsats, for at føle mig tilpas i min krop igen, når den dag kommer.

Min vægt siger indtil videre +1,5 kg. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og jeg tabte mig cirka 2 kg de første par måneder, fordi lillepigen simpelhen sugede alt energi ud af mig – det var også derfor jeg var SÅ træt, og nærmest sov kl. 20 hver aften. 🙈 Nu vejer jeg 54,5 kg. 
Det er ikke fordi jeg normalt går op i min vægt, men under en graviditet, synes jeg, det er en god parameter at måle på, da alt andet er så foranderligt, hvor man ikke kan gøre så meget andet end at se med fra sidelinjen. Ved at kende min vægt og følge med undervejs, føler jeg, at jeg har en lille smule kontrol – og dem der kender mig ved, at jeg er kontrolfreak. 

Nu vil jeg bare fortsat nyde min babybule, nyde at se min lille familie glæde sig til at møde lillesøster, og nyde hver eneste træning, for jeg kan aldrig vide, om der pludselig er en faktor som gør, at det ikke længere er muligt, eller hvordan det hele udvikler sig. 
Jeg tror og håber på, at min krop (igen) viser sig fra sin stærke side, og at lillepigen er lige så god ved mig som sin storebror. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at give min krop de bedste forudsætninger for at skabe et lille menneske, og samtidig give lillesøster de bedste betingelser i maven. 

Tak fordi I læser med. 


Continue Reading

At være bedste veninder i livet som mødre

Kender I det der med, at man helt kan glemme, hvor meget man savner en person, indtil man ser dem? Præcis sådan har jeg det med min bedste veninde. Egentlig ved jeg det godt, altså sådan indeni, men det kommer alligevel altid bagpå mig, når vi har ses, at jeg i hverdagen savner hende meget. 

Livet som mødre 
Vi blev mødre på nogenlunde samme tid (med et halvt års mellemrum) og der er sket SÅ meget i vores liv siden da. Som de fleste mødre ved, så tager ens liv en 180 graders vending, når først man bliver mor/forældre, og det er noget man ikke kan forberede sig på eller forestille sig, før man står i det. Alt er nyt. Selvfølgelig er der en god lang optakt i form af graviditeten, men intet er sådan rigtig virkelighed, før man får sin lille baby i armene for første gang. 

I gamle dage 
Inden vi begge blev mødre, skrev vi sammen nærmest dagligt, og vi sås mindst hver anden uge. 
Vi var 100% opdateret på hinandens liv – det var lige før, jeg vidste, hvornår hun havde en tandlægetid, og jeg huskede at ønske held og lykke, og spørge hvordan det gik. 
Sådan er det ikke mere. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig ligeså meget for hende og hendes liv, men tiden er bare ikke til det – som i slet ikke. Tankerne er et helt andet sted. 

Jeg savner hende. Jeg savner nogle gange vores venskab, som det var før vi blev mødre. Hvor alt ikke handlede om børn, familie, lortebleer, institutioner osv. osv. Nogle gange undrer jeg mig over, hvad vi egentlig fik tiden til at gå med førhen, og hvad vi dog talte om?
Og så alligevel vil jeg ikke bytte det for noget, at jeg kan dele så stor en livsbegivenhed med hende, og noget som er så stor en del af mit liv. Min søn og min lille familie er jo mit liv nu. Det er ikke blot mig. Og hun har det jo præcis på samme måde. Alle ens behov, værdier og interesser er nu rettet mod ens lille familie – og det er præcis sådan, det skal være. 

Mødre er ikke ens
Jeg var overbevist om, at det her med, at vi skulle være mødre med forholdvis kort mellemrum, kun ville føre os tættere sammen og styrke vores forhold – hvilket det måske også har gjort på nogle punkter. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var en større “udfordring” for vores venskab, end jeg havde regnet med. Faktisk havde jeg slet ikke forventet, at det kunne føre nogle udfordringer med sig, som det på nogle punkter måske har gjort.

Vi er nemlig mødre på meget forskellige måder – som så mange jo er. Dette har både vist som som en fordel og en ulempe engang i mellem. Det tog lidt tid, før vi fandt hinanden igen i vores “nye liv”, da vi på en eller anden måde ikke var lige så ens længere. Det har vi egentlig aldrig været, men her blev det på en måde mere iscenesat og tydeliggjort. I hvert fald skulle vi lige ind i vores nye roller, og også lære hinanden at kende i dem, for ingen mødre er ens – og det er børn absolut heller ikke. 
Mest af alt tror jeg, det handler om, at vi skulle finde os selv i de nye roller, og først og fremmest havde vi fokus på at skabe hver vores lille familie. På en måde får man lidt en ny identitet som mor, og dermed skulle vi også lige finde hinanden igen. Dernæst tror jeg lige vi skulle “acceptere” at vi absolut ikke er ens, og at man sagtens kan have forskellige meninger og holdninger som mor og omkring sit barn, og at man ikke nødvendigvis behøver være enige eller have samme mening om alt ting. 
Vi er forskellige som mødre, og vores børn er forskellige – derfor er det ren logik at det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for os hver især. Sådan tænker jeg, det er for de fleste. 

Vores venskab 
Vores forhold, som jeg vil tillade mig at kalde det, blev forsømt en del i vores første tid som mødre – som så meget andet også gør. 
Men nu er vi blevet bedre til at ses, hvor det bare er hende og jeg, så vi har ro og tid til bare at være os
Omvendt ses vi også med vores børn og med vores mænd – og det er FANTASTISK. Jeg vil ikke bytte det væk for noget. 

Jeg vil gå så langt at sige, at hvis man som veninder kan få børn på (nogenlunde) samme tidspunkt, og stadig bibeholde ens  venskab på samme plan, så kan man klare alt sammen. 
Dét er et venskab for livet. 

Nogle gange kan det stadigvæk føles som om, hun er så “langt væk”. Men det er hun ikke. Og når vi ses, så er alt som i “gamle dage”. 
Jeg elsker hende som min veninde, som mor, som kæreste – hun er lige som hun skal være I alle de “roller”, hun besidder – og jeg priser mig lykkelig for vores venskab.


Continue Reading

Bloggen fylder 3 år

Jeg husker tydeligt, dén følelse jeg havde i kroppen, da jeg denne dag for tre år siden trykkede på knappen og min blog gik online – jeg var spændt, nervøs og stolt. 
Jeg synes, det var nervepirrende, for var der overhovedet nogle, som gad læse med? Var den flot nok? Inspirerende nok?
Ugerne op til lanceringen, havde jeg brugt mange timer på at klargøre den, lave de første mange indlæg og opskrifter, så bloggen allerede indeholdt en del, når den gik online. Jeg havde efterhånden indsamlet en del materiale, da jeg i flere måneder overvejede tankerne om en blog inden det blev en realitet. Det var min profil på Instagram og interessen for mine opskrifter og træning som kick-startede det hele. 

Jeg er virkelig glad for, jeg sprang ud i det. For mig fungerer min blog ikke længere kun som inspirationskilde omkring min livsstil, men den er også blevet et sted, hvor jeg får mine tanker og følelser ned på skrift.
Til at starte med var bloggen mest et sted, hvor jeg delte opskrifter og træningstips, men med tiden er den blevet mere personlig, og indeholder også en masse emner omkring mit liv med som mor sammen med min lille familie – og dette tager helt sikkert afsæt i, at der er sket en MASSE i mit liv siden lanceringen af bloggen for tre år siden, og mit liv er blevet så meget mere end træning og sund og næringsrig kost. Jeg er blevet mor, vi er flyttet fra vores lejlighed i indre by til et lille rækkehus i et dejligt naturområde lidt udenfor København, og jeg er gravid med lillesøster, som vi glæder os ubeskriveligt meget til at møde til august.

Flere gange i løbet af årene, især tiden efter jeg blev mor til Oliver, var jeg meget i tvivl, om jeg skulle lukke bloggen ned, fordi jeg simpelhen ikke fik den prioriteret. Der skete så meget i mit liv, og mit fokus var et helt andet sted, end dét fokus, jeg havde skabt på bloggen. Faktisk blev bloggen forsømt i et halvt års tid. 
Jeg er ikke typen, som gør noget halvt, så derfor blev det lidt en stressfaktor, at jeg ikke fik lavet nye indlæg osv. 
Jeg var meget tæt på, at lukke den ned, men omvendt synes jeg også bare, det ville være så ærgerligt, for der var egentlig stadig stor interesse og mange “klik” derinde. Min motivation omkring bloggen var dalet, og jeg kunne mærke, at der skulle en ændring til, hvis jeg fortsat skulle være motiveret til at skrive på bloggen. Så jeg besluttede mig for, at give det en chance, og gøre bloggen mere personlig – mere mig, og derfor begyndte jeg at udgive flere personlige indlæg. Og set var lige præcis dét, der skulle til. 

I dag er jeg så glad for, at jeg ikke valgte at lukke bloggen ned. Den er blevet en del af mig, og jeg synes kun det er dejligt, at kunne inspirere og dele ud af min erfaring på nogle punkter – noget jeg selv virkelig nyder godt af her på de sociale medier. 

Hvis der er nogle emner, du ønsker flere indlæg om, har du spørgsmål eller er der bare et eller andet, du godt kunne tænke dig at vide mere om omkring mig, mit liv og min livsstil, så sig endelig til! 
Jeg synes kun, det er fedt at få inspiration til, hvis mit kommende indlæg skal handle om, så HIT ME! 

TAK fordi I læser med – det gør mig så taknemmelig og glad! 

Continue Reading

It’s a girl!

Vi skal have en lillesøster – det er så vildt!

Dét der med kønnet er egentlig lidt en underlig ting. Jeg er sikker på, at alle blot ønsker, at deres baby er sund og rask, og så kan alt andet egentlig være lige meget – og sådan har jeg det absolut også!
Alligevel er det simpelthen så spændende, og når spændingen bliver udløst, skal man lige vænne sig til, at der nu er et svar – eller hvad? For egentlig følte jeg allerede, at jeg kendte svaret. 

Jeg har egentlig altid forestillet mig og forberedt mig selv lidt på, at vi ville blive en stor drengefamilie. Det har bare virket så naturligt, selvom jeg som “barn” altid gerne har ville have en pige, når jeg en dag skulle have børn. Min mavefornemmelse omkring graviditeten med Oliver var også meget sikker – jeg vidste bare, det var en lille dreng, som gemte sig derinde.

Så da min mavefornemmelse og min intuition fra dag ét, da vi så de to streger på graviditetstesten tilbage i november, sagde mig, at det var en lille pige, blev jeg virkelig overrasket og overvældet. 
I starten tænkte jeg, at det måske ville ændrer sig løbende, som graviditeten skred frem – men det gjorde det bare ikke.
Og så alligevel bliver man jo altid lidt i tvivl, og forsøger at forholde sig til at det jo både kan være en dreng og en pige – alligevel blev min mavefornemmelse bare ved med at fortælle mig, at vi skulle have en lillesøster. 

Indtil nakkefoldsscanningen var vel overstået, var mit fokus blot på, at jeg så inderligt håbede, ønskede og troede på, at der lå en sund og rask lille baby derinde, og at alt var helt perfekt og ligesom det skulle være – hvilket det heldigvis var. 🙏🏼❤️
Men derefter kom tankerne omkring kønnet mere i spil. Vi havde allerede aftalt, at vi skulle have en kønsscanning, hvis alt (forhåbentlig) viste sig at være okay til NF. Med Oliver overvejede vi ikke engang en kønsscanning, men denne gang var det bare noget helt andet. 
Og hold nu op, spændingen steg som scanningen kom tættere og tættere på. 

Jeg har egentlig aldrig haft følelsen af, at jeg “ønskede” et bestemt køn. Men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt en mental omvæltning, hvis vi fik af vide, det var en dreng. Ikke fordi jeg ikke ønskede endnu en dreng, men fordi jeg simpelthen har følt mig så sikker, og mentalt var indstillet på, at det var en pige – så selvom jeg også har forsøge at indstille mig på, at det jo faktisk også kunne være en dreng, så ville jeg virkelig skulle omstille mig mentalt.
Som scanningen nærmede sig, blev jeg mere og mere i tvivl om det var fordi, jeg faktisk mest ønskede, det blev en pige – og den følelse brød jeg mig virkelig ikke om – den gav mig en følelse af skam. I hvert fald ved jeg, jeg ville føle stor skam, hvis jeg blev ramt af skuffelse over at få af vide, det blev en dreng. Uanset hvad, så er det jo virkelig et lille ønskebarn, der ligger derinde – kønnet er blot en “detalje”. 
Jeg tror mest, det handlede om det mentale, fordi min mavefornemmelse var så overbevisende. Og uanset hvad, så ved jeg, det kun ville handle om kort tid, hvor man lige skulle omstille sig, og så ville det ikke kunne være anderledes og det hele ville føles helt rigtigt – og igen: det vigtigste er, de er sunde og raske.

Da vores lille baby kommer op på skærmen til scanningen ligger den helt krøllet sammen med benene krydset. 😂 “Shiiiit”, tænker vi bare. Der skal et utal af hop og numserysteri til, før den endelig strækker sig ud. Heldigvis kunne de bruge tiden fornuftigt, til at tage diverse vækstmål, som bare var helt perfekte og lige som de skulle være. 🙏🏼
Da vi (endelig) får af vide, at det er en lille pige, triller tårerne ned af mine kinder, og Emil sidder med det største smil på læben – jamen selvfølgelig! Jeg vidste bare, det var en pige, og alligevel blev jeg fuldstændig overvældet – en følelse af lykkelig, glæde og kærlighed ramte mig fuldstændig – lige dér blev det hele bare lidt mere virkeligt
Ikke fordi jeg ikke var blevet lige så glad, hvis det var en dreng, men fordi jeg simpelthen var blevet SÅ overrasket, hvis jeg tog fejl. Præcis på samme måde, hvis vi med Oliver havde fået af vide, at det var en pige. 🙈 Som hende der scannede mig sagde: “Der er simpelthen noget med de mavefornemmelser og intuitioner – de slår sjældent fejl”.  
Vi blev SÅ glade! Hele dagen fik jeg gentagende gange tårer i øjnene ved tanken, og hele dagen igennem kiggede Emil og jeg bare på hinanden med smilende øjne, og vidste, hvad hinanden tænkte. 
Det er bare som om, at det hele bliver en smule mere virkeligt, når man ved, hvad der gemmer sig derinde, og at ens følelser på rekordtid bliver forstærket for det lille menneske – sådan havde vi det begge to i hvert fald. Nu er det ikke længere en den, men en hun

Vi skal have en lillesøster. 
Jeg skal være mor til en pige. 
Nu får vi én af hver, som man siger. 

På en måde er det en drøm, som går i opfyldelse – og alligevel er drømmen blot, at de er sunde og raske, og at de har det godt. ❤️
Jeg var sikker på, vi ville blive en drengefamilie – lige indtil jeg stod med den positive graviditetstesten i hånden i november. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men sådan var det bare. Derfor ændrede mine tanker og forestillinger sig også på rekordtid, og derfor føles det bare helt rigtigt, så naturligt og helt perfekt at det er en lillesøster, som gemmer sig derinde. 

Vi er bare så LYKKELIGE, og det er altså okay at sige højt en gang imellem! Nøj, hvor vi glæder os til august! 👨‍👩‍👧‍👦❤️

Continue Reading

Min praktik på projekt MILQ

Kender I følelsen, hvor man bare føler, at man har ramt plet? Præcis sådan havde jeg det på vej hjem i toget efter den første dag i praktik på Institut for Idræt og Ernæring, Sektion for Børne- og international Ernæring på NEXS på Københavns Universitet. Jeg var helt høj ovenpå dagens oplevelser, og jeg blev taget så pænt imod. Jeg føler mig allerede som en del af teamet. Især fordi jeg allerede kan bidrage med nogle ting, som dem der ikke selv har børn, kan have sværere ved at forholde sig til på samme måde. 
Egentlig kommer denne begejstring ikke bagpå mig, da jeg altid har fundet målgruppen gravide, nybagte mødte samt spædbørn utrolig interessant – også inden jeg selv blev mor.

I løbet af min uddannelse, som jeg startede på helt tilbage i februar 2015, har min interesse ændret sig. Egentlig vidste jeg ikke præcist, hvad den skulle føre til, blot at ernæring og sundhed interessede mig meget, samtidig med det er et område i vækst, men jeg havde ikke forestillet mig at det var forskningsdelen, som mest af alt ville fange min interesse. Faktisk er det først gennem studiet, jeg har fået øjnene op for, hvor meget der forskes indenfor dette område, og hvor stor en del af sundhedsverdenen forskning er. 

I efteråret 2018 var jeg så heldig at komme i praktik på Frederiksberg Hospital på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. Denne enhed er meget mere baseret på ernæringsforskning helt generelt, og praktikken var meget administrativ, da den praktiske del af forsøgsperioden var gennemført. 
Jeg synes, det var en utrolig spændende praktik, og det var simpelhen så interessant og super fedt at få et indblik i forskningsverdenen, og se hvor mange ressourcer, overvejelser og specifikke krav det indebærer. Ligeledes fik jeg en god forståelse af diverse begreber indenfor dette område. Også her blev jeg hurtigt en del af teamet, og alle var simpelthen så søde. Denne forskningsenhed foregik på et meget højt fagligt niveau, hvor jeg slet ikke kunne være med – til gengæld kunne jeg suge en masse ny viden til mig. 
Dog fandt jeg hurtigt ud af i denne praktik, at den administrative del ikke var helt så meget mig, og at en stillesiddende arbejdsdag simpelthen blev for “kedelig”. Den praktiske del af forsøgsprocessen samt analysedelen, vil være meget mere mig – dog kræver især den sidste del en hel masse yderligere uddannelse. 😅

Som sagt har jeg altid haft en forestilling om, at mit bachelorprojekt skulle omhandle den målgruppe, jeg finder mest interessant: nemlig gravide, nybagte mødre samt spædbørn. 
Da vi i løbet af 6. semester pludselig fik af vide, at vi skulle i endnu en praktik, og at vi havde omkring 1,5 måned til at finde den, gik jeg lettere i panik. 😳
Til mit held fandt jeg drømmepraktikken: Projekt MILQ (Mothers, Infants and Lactation Quality), som er et forskningsprojekt, hvor man undersøger indholdet af vitaminer og mineraler i danske mødres modermælk. Man ser på, hvordan modermælkens sammensætning hænger sammen med barnets vækst og udvikling. Resultaterne anvendes til at udvikle internationale anbefalinger for modermælkens sammensætning, da dette er vigtig viden, som kan bruges, når der i fremtiden skal undersøges, forebygges og behandles fejl- og underernæring hos børn i lavindkomstlande. Projektet foregår også i tre andre lande: Brasilien, Bangladesh og Gambia.

Måske var det ikke lige præcist det, jeg havde tænkt mig at skrive min bachelor om, men det var indenfor dette område. 
I praktikken får jeg lov til at fungere som sekundær undersøger, når der bliver lavet undersøgelser på mor og barn. Børnene er mellem 1 – 8,5 måneder gamle, og de kommer til undersøgelse tre gange i denne periode. Der er ofte to undersøgelser om dagen, som har en varighed på 1 – 1,5 time. Under undersøgelserne bliver der taget diverse vækstmål på børnene, der bliver afleveret urin samt afgøringsprøve og der bliver taget en blodprøve. Ligeledes bliver der lavet en kropsscreening af moderen, der bliver lavet en urinprøve samt foretaget en blodprøve og så bliver der lavet en modermælkudpumpning. 
Min primære opgave under undersøgelserne er at stille moderen en masse spørgsmål omkring sygdom, kost, informationer omkring barnet, barnets motorik samt barnets kost. Ligeledes noterer jeg diverse vækstmål, som bliver undersøgt under undersøgelsen og generelt supplerer den primære undersøger. Derudover underholder jeg børnene, når moderen bliver undersøgt, eller når der er behov for det. 
Jeg elsker den kontakt, vi får med mødrene og deres børn hver eneste dag. Jeg elsker at møde nye mennesker, og at hver undersøgelse er forskellig. Vi møder mødrene på et meget intimt tidspunkt i deres liv, og derfor bliver disse møder også hurtigt meget personlige. Jeg er imponeret over den tiltro, de viser os. Det er så dejligt at arbejde med et område, hvor de her mennesker ønsker at deltage i projektet for at hjælpe andre på sigt, men også fordi det er i største interesse for deres barn, da de har mulighed for at få nogle fysiologiske oplysninger om deres børn og om dem selv, hvis det er det, de ønsker, som de ellers ikke har mulighed for at få.

Noget af dét, som fascinerer mig aller mest indenfor sundhedsverdenen er den forebyggende del. Og i min verden er det især indenfor denne målgruppe, det er vigtigt at lave en forebyggende indsats, da det er alle dem, som bliver den kommende generation. 
Det er helt vildt, hvor stor indflydelse den gravide kan have på sit barn inde i maven, hvis man ser på hendes livsstil under graviditeten, og sammenholder det med barnets sygdomshistotik og risiko for livsstilssygdomme senere i livet – det er et område, der forskes meget indenfor i øjeblikket. 
Ligeledes stopper denne proces ikke, når barnet kommer ud, og evt. bliver ammet af sin mor. Her er det moderens kost, som spiller en rolle for modermælkens sammensætning, og dermed har hendes kost betydning for blandt andet hvilke vitaminer og mineraler, der videregives til barnet. Det er i hvert fald dét dette studier tyder på indtil videre. 
Egentlig tror jeg ikke, det er ret mange, som er klar over, præcist hvor stor indflydelse de kan have på deres barns vækst i maven, samt hvor stor indflydelse de har på barnets start på livet – der er i hvert fald mange undersøgeler, som peger i den retning.
Heldigvis er kroppen sådan indrettet, at lige så snart, den skal gro et lille menneske, så ved den, at det er det aller vigtigste, og så suger den alt det bedste og vigtigste til sig og videregiver det til baby, så ofte vil det være moderen som “det går ud over”, hvis kroppen er i underskud. Derfor har de fleste babyer oftest gode betingelser i maven, men forskningen viser blot, at man som gravid (og ammende) har man en god mulighed for at optimere betingelserne samt starten på livet for sit barn i maven. 

Det er en KÆMPE verden, der åbner sig indenfor dette område, når man dykker lidt ned i den, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt opslugt af det, når jeg beskæftiger mig med det – det er simpelthen lige mig! 

Desværre er det kun en deltidspraktik, da vi har undervisning sideløbende, så jeg er der kun 2 – 3 dage om ugen fra kl. 9 – 15, men det er absolut bedre end ingen ting! 
Jeg glæder mig til en ny uge, og til at møde en masse nye mødre og deres små babyer – og så glæder jeg mig bare til at suge en masse ny viden til mig, og forhåbentlig kunne indsamle en masse spændende empiri til mit kommende bachelorprojekt.

Continue Reading

De første tre måneder af graviditeten

Uge 5
Uge 13

I min graviditet med Oliver, havde jeg nærmest ingen gener. Jeg havde omkring 2 uger, med en lille smule morgenkvalme, men ikke værre end det kunne klares med en mariekiks eller to indtil jeg fik noget rigtig morgenmad. Jeg var meget træt, men det var jo ikke anderledes, end jeg havde (en masse tid, kan jeg se nu!) til at ligge mig på sofaen og slappe af og tage en lur, hvis det var dét, kroppen havde brug for. 

Kvalme og træthed
1. trimester i denne graviditet har været en del anderledes. 
Omkring uge 6 kom kvalmen snigende, og den blev hurtig intens. Omkring uge 7 havde jeg det som om, jeg havde slemme tømmermænd døgnet rundt. Kvalmen var aldrig sådan rigtig væk, dog var den værst om natten, morgenen og når jeg var bare lidt sulten. For at holde kvalmen under kontrol, var det vigtigt, at jeg hele tiden spiste små måltider – faktisk blev mine måltider meget restriktive, fordi det simpelthen ikke var en mulighed at blive sulten. Da det var værst, følte jeg nærmest, at jeg tvang mig selv til at spise på forskud, for at undgå at blive sulten.

Ligeledes var jeg virkelig træt. Dette tror jeg både hænger sammen med, at Oliver stadig ikke sover igennem om natten (det sker i hvert fald meget sjældent), og at han står meget tidligt op om morgenen, og samtidig har det denne gang bare ikke været muligt at slappe af på sofaen om eftermiddagen efter studie, da jeg har skulle hente Oliver og underholde ham, eller har skulle nå andre ting, for at hverdagen kunne hænge sammen. Når først Oliver blev hentet, så var vores hænder fulde – det tror jeg alle med små børn, kan nikke genkendende til. Så når Oliver blev puttet kl. 19.30 om aftenen, så var jeg også parat til at gå i seng. Det var i hvert fald helt sikkert, at jeg lå i min seng senest kl. 20.30. 😅😴

Desuden er der dukket mange flere cravings op i denne graviditet – og endnu flere ting, som jeg simpelthen bare ikke har kunne klare! Jeg tror, jeg de sidste tre måneder har drukket i alt ti kopper kaffe, og det er virkelig ikke mange, når jeg plejer at drikke første kop kl. 5.30, og derefter i hvert fald to kopper mere i løbet af dagen. 🙈 Lugten fra diverse fødevare gjorde bare kvalmen hundrede gange værre – især fra kaffe! Jeg kunne ikke være i nærheden af Emil, når han drak kaffe om morgenen eller spise ting, som jeg slet ikke kunne klare – pyyyha! 
Til gengæld havde jeg lyst til salt mad, som man jo ofte har, når man har tømmermænd. Hvis ikke det var for min stædighed, min sunde fornuft og min rygrad, så havde jeg helt sikkert ikke kunne holde min sunde livsstil i denne periode. Jeg kom igennem ugerne ved at spise HELE TIDEN inden kvalmen blev for slem, så jeg havde mulighed for at spise (nogenlunde) fornuftigt, og havde lyst til flere fødevare, end når kvalmen tog over, og jeg nærmest ikke havde lyst til at spise andet end burger, pizza og pomfritter. 
Bevares, det er også HELT okay en gang imellem – og det gør jeg også. Men det er absolut ikke noget, som er på ugeplanen herhjemme, så det har jeg været meget bevidst om at holde under kontrol. For mig er det kun en endnu større motivationsfaktor at spise fornuftigt under min graviditet, da det også er mig, som ernærer min baby i maven, og ligeledes er det mig selv, som skal tabe alle overflødige kilo, når graviditeten er slut. I graviditeten med Oliver tog jeg ikke flere kilo på, end hvad graviditeten vejer i sig selv (endda lidt mindre), og dette har jeg et ønske om at holde mig indenfor igen denne gang. Det var en kæmpe fordel, da min krop igen skulle finde sig selv efter graviditeten og fødslen.

Fra omkring uge 10 forsvandt kvalmen samt størstedelen af trætheden nærmest lige så hurtigt, som den indtraf – og hold nu op, hvor var det en lettelse! Mit overskud og mit humør blev meget bedre, og endelig følte jeg, at jeg rent faktisk kunne nyde graviditeten lidt mere. Det var SKØNT!
Bevares, man kan absolut også have det meget værre, og det har jeg også hele tiden mindet mig selv om, når det var værst. Men sammenlignet med min første graviditet, så var de slemmeste fire uger virkelig hårde at komme igennem – men altså det kunne også kun gå i en retning sammenlignet med graviditeten med Oliver.

Træning
Det som har hjulpet mig aller mest på både kvalmen og trætheden, har været min træning. Det lyder måske skørt for nogle, men de morgener, hvor jeg havde det aller værst, nærmest tvang jeg mig selv afsted til træning eller løb en tur, for jeg vidste, hvor meget det ville hjælpe mig – og det slog aldrig fejl! Under træningen forsvandt kvalmen 100%, og resten af dagen havde jeg meget nemmere ved at holde den under kontrol. 
Jeg forestiller mig, at det handler om nogle hormoner, der stimulerer hinanden. At de hormoner som frigives under træning på en eller anden måde kan ”tage lidt over” for nogle af graviditetshormonerne – men jeg ved det ikke. Det er blot et gæt. I hvert fald har det hjulpet mig helt vildt, og det har også gjort, at jeg indtil nu har trænet på samme niveau, som jeg plejer.
Min intensitet under min træning er selvfølgelig reguleret i takt med graviditeten, men den minder meget om min graviditet med Oliver på nuværende tidspunkt. Dette har jeg dengang skrevet et indlæg om, som du kan læse om her: http://sofiebrandt.dk/?p=567.
I graviditeten med Oliver løb jeg til uge 30 (kombineret gang og løb), og jeg kan allerede mærke, at det absolut ikke kommer til at ske denne gang. Mit bækken er ikke det samme, som før jeg blev gravid første gang samt gennemgik en fødsel, og som gravid bliver man blødere i muskler og led, og derfor kan jeg mærke, at mit bækken allerede begynder at sige fra ved løb. Ikke undervejs, men timerne efter. Det er egentlig noget, som kommer lidt bagpå mig, at det er gået så stærkt, men det er selvfølgelig også noget jeg må acceptere, og så må jeg bare nyde de sidste løbeture jeg får, for jeg tror ikke der går længe før, jeg udelukkende må “nøjes” med alternative cardiometoder. På dette punkt tager jeg ingen chancer, og jeg vil ikke risikere, at jeg senere i graviditeten får problemer, som jeg føler, jeg måske selv er skyld i. Ved at lytte til min krop med det samme, så ved jeg i hvert fald, at hvis der opstår noget, så er det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunne gøre noget anderledes. Jeg kan tydeligt mærke, at det denne gang er nemmere at acceptere mine begrænsninger indenfor min træning samt min krops forandring, end det var sidst, og det er virkelig rart, at det er sådan – det gør det hele lidt nemmere.  

Min motivation omkring min træning er den samme som altid – jeg træner, fordi jeg elsker det! Det er og bliver mit frirum. Jeg træner primært pga. den indre sundhed. Dog er det klart, at jeg lige nu ikke træner, for at holde min form vedlige eller opretholde min muskelmasse, men for at forkæle min krop, og endnu mere forkæle vores baby inde i maven, og give den, den bedst mulige start på livet – faktisk er det lige præcis dét, som er den aller største motivationsfaktor for mig lige nu. Dette gælder også mht. min kost, og jeg tror, det er derfor jeg har kunne holde det hele under kontrol, selvom jeg virkelig var presset. 

At være mor og gravid
Der er ingen tvivl om, at det var noget lettere at være gravid første gang forstået på den måde, at jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. 
I den periode, hvor jeg virkelig bare var ramt af kvalme og træthed, følte jeg lidt at jeg virkelig skulle hive mig selv op, for at være den mor til Oliver, jeg ønsker at være. Jeg er normalt fuld af energi, så det var en ubehagelig følelse, at jeg havde dage, hvor jeg nærmest ikke kunne overskue andet end at se fjernsyn sammen med ham – hvilket jo ikke altid var lige præcis dét, han havde lyst til. Ligeledes skal der tages nogle forbehold ift. vild leg og løft, som jeg også synes, har været svært at acceptere – og stadig er. Jeg kan allerede mærke på min krop, at den på nogle punkter bliver mere presset, end den gjorde, da det var Oliver, som lå derinde.
Jeg tror, det handler om at finde en balance, da jeg jo både ønsker at være der 100% for Oliver, og samtidig passe 100% på baby inde i maven.
Denne ”problematik” bliver kun værre, når baby kommer ud, i know, men derfor tror jeg også, det er vigtigt allerede at forholde sig til disse følelser, da det ellers bliver en alt for stor mundhuld, når tre bliver til fire. Jeg har i hvert fald lige skulle affinde mig med nogle ting, og der er stadig ting, som jeg skal vænne mig til. 

Status
Jeg er nu i uge 13, og jeg har det virkelig dejligt!
Maven har vokseværk, og den er allerede på størrelse med maven, som den var i uge 17 – 18 med Oliver. 🙈 Min mave blev også hurtigt stor første gang, så jeg var forberedt, men jeg havde ikke forventet, at det ville gå stærkt. Vi blev alligevel lidt lettede, da vi så, at der kun lå en lille baby derinde til scanningen. 😂
Jeg drikker (igen) 2 – 3 kopper kaffe om dagen, der er ingen fødevare, som jeg hungrer efter eller forkaster og trætheden er slet ikke længere lige så belastende.
Lige nu har jeg det meget på samme måde, som jeg havde i min graviditet med Oliver på dette tidspunkt, og det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg nyder hver eneste dag. 
Vi glæder os så ubeskriveligt meget, til vi skal være en lille familie på fire, og se Oliver i rollen som storebror. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver verdens bedste af slagsen – han er så sød, kærlig og omsorgsfuldt et lille menneske. Han peger allerede på den voksende mave og siger ”mor baby” og aer maven. 😭❤️
Vi nyder virkelig ventetiden sammen, og denne gang er der meget mere ro omkring det hele, da ”vi har prøvet det før”, selvom vi godt ved, at intet bliver det samme, vi har alle de basale ting, og tiden flyver seriøst bare allerede afsted. #stoptiden er virkelig passende her.

Nu vil jeg bare nyde hver eneste dag, passe godt på babybulen og glæde mig over, hvor heldige vi er. Jeg er så taknemmelig for, at få lov til at opleve dette en gang til: Der er INTET, der bliver større end at skabe et lille menneske, og endelig få lov til at møde det, når han eller hun er klar til at møde os. 

Vi glæder os til at møde dig til august lille skat! 


Continue Reading

Når tre bliver til fire

Jeg er gravid – igen. ❤️ Og inden længe finder vi ud af, om det er en lillebror eller en lillesøster, der gemmer sig derinde. 🙈
Vi har termin til august, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at blive en familie på fire – det bliver simpelthen så stort, spændende, en omvæltning, (pisse) hårdt og helt igennem fantastisk på samme tid!

Det var med et ekstra sug i maven, vi sprang ind i det nye år kl. 24.00 nytårsaften, da vi vidste, at 2019 ville blive et helt specielt og magisk år for os. Vi får igen mulighed for at opleve livets største gave: at blive forældre til et lille menneske, og vi får lov til at se Oliver i rollen som storebror.

Jeg havde ikke helt ro, før vi havde været til nakkefoldsscanning, og (forhåbentlig) fået bekræftet, at alt var okay – før kunne jeg bare ikke slappe helt af og glæde mig 100%.
Heldigvis var alt helt perfekt, og der lå en lille, sund og rask baby og sparkede rundt derinde. ❤️ Det er simpelthen så stort.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end at vi simpelthen er så GLADE og LYKKELIGE!! Det er helt vildt, at vi får lov til at opleve dette en gang til – det er helt ubeskriveligt.

I løbet af de næste par dage, vil jeg skrive et indlæg omkring de første tre måneder af graviditeten – og jeg kan vist godt afsløre, at den indtil nu ikke har været magen til min graviditet med Oliver. 🙈

I forbindelse med vores familieforøgelse – og min rolle som mor samt livsstil helt generelt, har jeg valgt at ændre titlen på min blog fra “En blog om sund og næringsrig kost med sunde og alternative opskrifter” til
“En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning!”

Den kommer fortsat til at omhandle træning og sund og næringsrig kost, men der vil komme flere indlæg omkring min graviditet, mit liv som mor samt vores hverdag som en lille familie helt generelt.

Husk endelig at følge med på min instagramprofil: https://www.instagram.com/sofiebrandtlarsen/
hvor jeg altid linker til mine indlæg: @sofiebrandtlarsen

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med i mit og vores lille univers. ☺️

Continue Reading

Salat med æbler, ærter og solsikkekerner

Salat med æbler, ærter og solsikkekerner

1 portion (4 – 5 pers.)

Ingredienser: 
Hjertesalat (2 stk.)  
2 æbler 
3 dl ærter (fra frost) 
½ dl solsikkekerner

Dressing: 
3 spsk. olivenolie 
1 tsk. hvidvinseddike 

Fremgangsmåde:
Skær hjertesalaten i grove stykker og vend den sammen med oliedressingen.
Skær æblerne i tynde både, kog ærterne og svits solsikkekernerne i lidt olie på en pande. 
Til sidst vendes det hele sammen. 

Velbekomme!

Næringsindhold for hele portionen med oliedressing: 
Energi:              2800 kJ/700 kcal. 
Fedt:                 43,2 g
-Mættet fedt:  6,1 g
-Monoumættet fedt:  24,6 g
-Polyumættet fedt:      10,5 g
Kulhydrater:                 49,1 g
-Sukkerarter                 32,1 g
-Kostfibre                     15,9 g
Protein                         18,6 g

Continue Reading

“Hvor ofte træner du?”

Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere. 
Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med. 

Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler  jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.  

Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.

Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.

Så derfor indeholder mine uger ofte:
– 3 x cardiodage (oftest løb)
– 1 x styrketræning (oftest overkrop) 

Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem. 

Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk. 

Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor. 
Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.

Continue Reading