Følelsen af at have svigtet sit barn uden rigtig at være klar over det

Jeg berører måske et lidt ømt emne nu, og det er vigtigt for mig at understrege at dette indlæg IKKE handler om at sætte dagpleje og vuggestue op mod hinanden – dette er blot VORES historie.

Det er nu omkring tre måneder siden vi skiftede fra VS til DP. Efter vores skift kom der en del spørgsmål omkring vores valg af skift, og den forskel vi nu oplever efter skiftet, så jeg har valgt at skrive et indlæg om det. Mest af alt for at få mulighed for at udtrykke mine følelser og få dem ned på skrift, da jeg nærmest har været hele følelsesregisteret igennem i løbet af processen.
Indlægget er dermed også blevet meget personligt – mere personligt, end jeg havde forestillet mig, det skulle være, men nu er jeg klar til at fortælle om det.

Vuggestue
Vi har aldrig været i tvivl om, at Oliver skulle starte i vuggestue. Han har altid været en meget udadvendt dreng, som elsker sociale aktiviteter og en dreng med krudt i måsen. Desuden synes vi, det var smart med en intregreret institution, så han kunne fortsætte direkte i børnehave samme sted. Vi synes, at vuggestue var det perfekte valg for Oliver og os.
Og da det blev oktober 2017, hvor han skulle starte, var han også mere end klar – og han klarede indkøringen og det hele som en supermand. 💪🏼

Som mor fik jeg dog hurtigt en lidt øv-følelse omkring det her med at aflevere mit barn. Ikke fordi, jeg ikke synes, han havde det godt, men simpelthen fordi jeg følte, at de dage, han var afsted, var jeg slet ikke en del af hans liv. Det var SÅ hårdt og svært! Jeg følte, at vi aldrig rigtig fik nogle informationer omkring ham og hans dag, at vi slet ikke havde et forhold til pædagogerne – og ja institutionen i det hele taget. Og eftersom han ikke er så gammel, så kunne vi ligesom ikke rigtig stille ham en masse spørgsmål. Det eneste parameter, vi havde at måle på var Olivers trivsel og humør – og han var (for det meste) altid glad, når vi hentede ham. 💙 Mange dage godt brugt, også selvom dagene oftest ikke var særlig lange, fordi jeg altid gjorde alt for at hente ham så tidligt som muligt. Hvilket iøvrigt er en ting, som har stresset mig helt vildt, da jeg altid følte, at jeg skulle hente ham hurtigst muligt, så jeg ofte ikke nåede alt det, jeg gerne ville på mine fridage eller korte skoledage, fordi det altså bare er liiidt sværere og tager dobbelt så lang tid at handle, gøre rent, træne og læse mens han er hjemme. 🙈
Nå, især efter det første halve år, og i takt med at O blev lidt ældre, var der i hvert fald flere ting (faktisk rigtig mange) som gjorde, at jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, men mest af alt det med, at vi slet ikke følte os knyttede til institutionen og pædagogerne. Det hele var bare SÅ upersonligt!

Afleveringerne
Dét som blev ved med at være den helt store byrde for mig, som sad som en stor klump i halsen, som jeg ihærdigt prøvede at gemme væk i baghovedet, og overbevise mig selv om, var helt normalt, og det nok bare var mig, som var sart, var de satsens afleveringer! Oliver græd HVER dag, når vi afleverede ham. Det var frygteligt!
Igen: jeg fortæller kun om vores historie, og jeg ved at det er forskelligt ALLE steder – man må endelig ikke sammenligne!
Men i min verden var der simpelthen ikke de ressourcer i vores VS, som det kræver at tage imod børnene om morgenen, og det havde Oliver (og vi) i høj grad brug for. Vi havde brug for at blive taget imod med åbne arme, at de kunne hjælpe os med at aflede ham, så vi kunne kysse ham farvel, sige “god dag” og gå. Men der var alt ALT for travlt! Det resulterede altid i, at afleveringerne trak ud, og at vi tilsidst måtte “kaste” ham i armene på en pædagog, og løbe ud af døren, for at undgå han blev helt ude af den. Total kaotisk og en LORTE start på dagen for os alle! Dette resulterede ofte i, at vi ikke fik overleveret diverse informationer om Oliver, fordi vi simpelthen glemte det midt i al kaoset eller at de nærmest ikke havde tid til at lytte.
Vi holdte flere møder med VS, hvor vi informerede dem om, hvordan vi havde det, og de var meget forstående, lyttede og gjorde efterfølgende, hvad de kunne, for at opfylde vores behov – dog nogle pædagoger (langt) mere end andre.
Men det var simpelthen bare ikke tilstrækkeligt. 😓 Og efter lidt tid var det præcis det samme igen.

Livet som førstegangsforældre
Som nævnt prøvede jeg virkelig at overbevise mig selv om, at det var helt normalt, og at det nok bare var en fase, da jeg virkelig bare så inderligt ønskede, at det hele skulle fungere. Jeg går IKKE på kompromis, når det gælder vores lille menneske, men det følte jeg alligevel en gang i mellem, at jeg gjorde her – og dét gjorde ondt! 💔 Sådan virkelig ondt!
Som førstegangsforældre har man INTET at sammenligne med. Man aner ikke, hvad der er normalt og ikke normalt. Man kan kun forhøre sig hos andre, spørge andre til råds og mest af alt lytte til sin mavefornemmelse. Sidst nævnte noget jeg (endelig) endte med at gøre, men noget jeg har skulle arbejde med, da jeg føler, jeg lyttede til den ALT for sent.
Jeg er nok en mor med et ekstra stort behov for overblik og kontrol omkring mit barn – hvilket på ingen måde blev opfyldt i VS, og det havde jeg det simpelthen så svært med. Jeg er godt klar over, at jeg måske har større “krav” og behov end andre har ift. informationer etc, og det italesatte jeg også overfor VS, men det er ikke ensbetydende med, at det er “forkert”. Vi er alle forskellige. Dog følte jeg mig ofte lidt som den der “irriterende” forældre, som altid havde spørgsmål, også selvom det omhandlede ting, som ikke var decideret vigtige, og det medførte at jeg nogen gange bare undlod at spørge, og dermed gik jeg virkelig på kompromis med noget, som jeg absolut ikke ønskede at gå på kompromis med.

Tanken omkring at finde en anden løsning strejfede os flere gange om ugen til sidst, men alligevel var det simpelhen så svært og virkede så uoverskueligt og lidt “umuligt”, da jeg ikke anede, hvordan tingene foregik. Det er noget, E og jeg har brugt MEGET tid på at tale om. Jeg tog det næsten som en selvfølge, at der som minimum var et halvt års ventetid hos en dagplejer ligesom med VS.

Dén morgen
Det var (endnu) en episode en morgen, som gjorde, at jeg fik nok!
Dén morgen kom jeg tudbrølende hjem helt ulykkelig, og ringede med det samme til E, og ringede derefter til Dagplejekontoret i vores kommune, og spurgte hvordan mulighederne for os så ud i Dagplejen, og hvor lang ventetid, der var.
Til min store overraskelse spurgte de ind til en masse ting omkring Oliver samt vores behov og ønsker, og ud fra det ville de forsøge at finde en matchende dagplejemor, med børn i nogen lunde samme alder, som havde en plads.
OKAY! Efter 1 time var et besøg hos en DP-mor i hus. Hold nu op, det gik stærkt.
Vi besøgte to dagplejemødre, og vi var SLET ikke i tvivl efter besøget hos nummer to.
Fra dag ét var Dagplejekontoret så forstående, lyttede til vores behov og for første gang følte jeg, at vi blev hørt. Hvorfor det gik SÅ hurtigt, det ved jeg ikke? Måske fordi vi allerede var “inde i systemet”.

Den bedste beslutning
I hvert fald, er det DEN BEDSTE BESLUTNING, vi har taget! 🙏🏼
Allerede på anden dagen hos Olivers nye DP-mor var han der et par timer alene. Jeg stortudede på vej hjem. Men for første gang var det ikke fordi, jeg var ked af det, men fordi jeg var SÅ lettet. Det føles som om, der faldt en stor sten fra mit hjerte og en kæmpe byrde fra mine skuldre.
Den første uge græd Oliver, når vi sagde farvel – dog ikke på samme måde som i VS. Nu var gråden mere som en reaktion, frem for ulykkelig gråd. Lidt som om, at “det var han vant til”. Som om det sad så dybt i ham. På samme måde sad “angsten” omkring afleveringen også i os, da vi kun havde været vant til, at det var kaos og mega ubehageligt, så vi lod O’s DP-mor styre det og guide os de første par dage. Men vigtigst af alt var han blevet mødt med kærlighed, åbne arme, kys og knus, og han var i armene på sin DP-mor, når vi gik ud af døren.
Siden mandag i uge to har han ikke grædt én eneste gang, når vi har afleveret ham. 😳🙏🏼💙 Hvad sker der!? Vi havde været vant til gråd hver eneste dag, og lige pludselig ændrer det sig til farvelmøs, “hej hej mor” og en dreng, som aktivt selv løber ind og leger.
Det er ubeskriveligt, hvor fantastisk det føles, med dét vi var vant til i 9 måneder i VS. For nogle er det måske en selvfølge, hvis de ikke har prøvet andet, men for os er det så stort – vi er så lettede og taknemmelige.

Som et slag i hovedet
Efter de første par uger ramte en ubehagelig følelse mig, som jeg har brugt noget tid på at bearbejde – en følelse som virkelig gjorde ondt og føltes som et kæmpe slag i hovedet:
Jeg fik følelsen af, at vi havde svigtet vores søn uden sådan rigtig at være klar over det – først da tingene blev sat i perspektiv. 💔
Nu kunne vi se det hele udefra – nu havde vi noget at sammenligne med.
Vi skulle have reageret MEGET før, men vi var bare sådan i vildrede. Der var gode/dårlige perioder i VS, vi havde intet at sammenligne med, og vigtigst af alt havde vi trods alt indtryk af at vores søn var glad og trives. Dog trives jeg slet ikke i det, i en sådan grad, som jeg havde forestillet mig, da han skulle starte – men igen: Jeg havde INTET at sætte det op imod.
Kun min mavefornemmelse, som jeg altid plejer at følge – hvilket jeg også til sidst gjorde i dette tilfælde. ❤️
Følelsen er heldigvis forsvundet igen, da jeg har talt meget med E og min familie om det. Nu trøster vi os i stedte for med, at vi så nok ikke, havde fået lige præcis dén DP-mor, som vi har nu, og hende vil vi ikke bytte væk for noget.

Dagpleje
Nu har vi fået den nærkontakt, som jeg havde forestillet mig, der ville være mellem os og den/dem, som skal passe på det mest dyrebare i vores liv, når vi desværre ikke selv har mulighed for det.
I besøget på én time hos O’s nuværende DP-mor, fik vi nærmest mere af vide omkring hendes syn på Oliver, komplimenter og søde ord med på vejen, end vi havde fået i VS på 9 måneder – og hun ramte fuldstændig plet. Jeg var blæst bagover! Hér var der godt nok interesse for mit barn. 🙏🏼❤️
Alle de ønsker og behov, man (i min verden) kan “forlange” som forældre bliver nu opfyldt, og det er SÅ fantastisk. Vi er så ubeskrivelig glade for O’s DP-mor, og vigtigst af alt, så ELSKER Oliver hende – han har knyttet sig 110% til hende.

Olivers overskud er helt anderledes efter en dag i DP, end det var efter en dag i VS uanset om dagen er kort eller lang. Så vi får meget mere ud af vores eftermiddags og aftentimer sammen nu, end vi gjorde før, da han kan rumme meget mere.
Ligeledes har det afhjulpet mig sindssyg meget, da jeg slet ikke på samme måde stresser over, at jeg skal skynde mig at hente ham – for jeg ved, han har det fantastisk dér, hvor han er, så jeg kan godt lige skynde mig at handle inden jeg henter ham, for det er dælme meget nemmere uden. 😅

Ligeledes er hans søvnrytme blevet helt anderledes.
Oliver har altid stået meget tidligt op. Oftest kl. 05.00, og på dage, hvor vi var rigtig heldige kl. 06.00. Derudover har han vågnet +3 gange HVER nat. 😴 Efter 1,5 år i søvnunderslud og uden nogen form for sammenhængende søvn, var vi ved at være godt brugte. Men ALT var afprøvet, så vi havde accepteret, at det nok bare var sådan, at hans søvnrytme var.
Om det er et tilfælde, en fase eller hvad, det kan jeg selvfølgelig ikke helt udelukke, men de sidste 3 måneder har han sovet fra han blev puttet omkring kl. 20.00 – 06.00 næste morgen UDEN at vågne. 😳 Vi er målløse og MEGET udhvilet! 😂
Jeg tror, det har noget med hans “nye” hverdag at gøre. Nu er der ro på, og han har fået et helt andet overskud og overblik i hans hverdag.
I hvert fald nyder vi det, og håber på, det varer ved – både for hans og vores skyld.

Nå, det blev et ufattelig langt indlæg, men jeg har også bare båret rundt på en masse følelser, og mest af alt er jeg bare så lettet, glad og stolt af vores lille mand. Der er kommet meget mere overskud i vores hverdag på en måde, som vi slet ikke anede, vi manglede.
Nu ved vi i hvert fald, hvad det vil sige, at vores søn trives. Dét ord har fået en helt ny betydning, og nu er vi slet ikke længere i tvivl: Han STORTRIVES! 💙

Som afslutning vil jeg igen gerne understrege, at dette indlæg ikke er en hetz mod VS. Jeg har hørt at flere oplever det samme i deres VS, som vi oplever i DP. Der kan være så stor forskel på alle institutioner – og dagplejer for den sags skyld. Ligeledes er der forskel på børn og os forældre samt vores behov.
Dette er blot vores historie.

Continue Reading

Langtidshævet grydebrød

   

Okay! Det her brød er vanvittigt lækkert – og så indeholder det kun meget få ingredienser.
Man skal lige have et overblik over de forskellige hæveprocesser – til gengæld tager hver proces nærmest ingen tid!
Det er simpeltehen det lækreste madbrød – vi er kæmpe fans!
Opskriften kommer her:

(ca. 20 skiver af 50 g)

Ingredienser:

5 g gær
½ liter kold vand
300 g grahamsmel
300 g hvedemel
2 tsk salt

1 støbejernsgryde

Fremgangsmåde:
Opløs gæren (og ja, det er kun 5 g 😉 ) i vandet og tilsæt derefter salt. Tilsættes mel og bland det hele godt sammen.

Dejen skal hæve min 12 timer – max 18 timer. Sættes køligt eller i køleskab.

Omkring 3 timer før man ønsker at brødet skal være klar til servering, hældes massen ud på bordet og vendes forsigtigt sammen – det er en god ide at komme mel på bordet, da massen klistre meget. Derefter kommes dejen tilbage i skålen og efterhæver yderligere 2 timer.

Kom gryden i den kolde ovn (uden dejen) og varm ovnen op til 250 grader (almindelig ovn).
Når ovnen er klar hældes massen i (den varme) gryde – kom låget på gryden.

Brødet skal bages 30 min. med låg på, og derefter tages låget af, og brødet bages færdigt uden låg i 15 min.

Lad brødet køle af i ca. en halv time inden servering!

Velbekomme!

Næringsindhold – hele brødet:
Energi: 8730 kJ/2000 kcal.
Fedt: 12,0 g
-Mættet fedt: 1,5 g
-Monoumættet fedt: 1,5 g
-Polyumættet fedt: 5,4 g
Kulhydrater: 400,0 g
-Sukkerarter 3,0 g
-Kostfibre 46,0 g
Protein: 61,3 g

Næringsindhold – 1 skive (50 g):
Energi: 400 kJ/95 kcal.
Fedt: 0,5 g
-Mættet fedt: 0,0 g
-Monoumættet fedt: 0,4 g
-Polyumættet fedt: 0,1 g
Kulhydrater: 18,0 g
-Sukkerarter 0,1 g
-Kostfibre 2,0 g
Protein: 2,7 g

Continue Reading

Løb som transportmiddel

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Continue Reading

Halvmarathon – Sydkøstløbet 14.10.18

  

I dag løb jeg over målstregen til mit første halvmarathon med en officiel tid på: 1:46:41, hvilket svarer til en gennemsnitspace på 5:02. 🙌🏼🏃🏼‍♀️ Jeg er SÅ glad, lettet og stolt! Mit mål var 1:50:00, så jeg er simpelthen så tilfreds!

Det var et fantastisk løb!
Først og fremmest var humøret i top, og jeg glædede mig helt vildt til at løbe over startlinjen og endelig være igang! Fra første kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde ramt en god dag, mine ben var lette og der var fart i dem. 💨

Da jeg kendte ruten og området så godt, da det er der, jeg selv løber til hverdag, havde E og jeg aftalt præcist, hvor de skulle stå og heppe på mig, og jeg så dem hele tre gange undervejs på ruten. Oliver gav mig high-fives, og jeg kunne høre ham råbe “Der’ moar”. 😍 Det var helt vildt, hvor meget motivation det gav, hver gang jeg vidste, jeg snart mødte dem, og efter jeg havde hilst på dem. ❤️

Depoterne undervejs på ruten var vanvittige! 🤩 For mig handlede det bare om, at få det jeg helst “skulle” for at klare turen, men der var både vand, saft, energidrik, cola, energibarer, kanelgifler, banan og slik. Jeg drak saft, og jeg er simpelthen elendig til at drikke af et krus, mens jeg løber, så jeg satte tempoet op frem til posten, og så gik jeg de sekunder, jeg drak, og så løb jeg videre derfra – det fungerede mega godt!

De første 6K var løbet på ingen tid – eller sådan føltes det i hvert fald. Bum, så vi de kilometer tilbagelagt. Måske skyldes det, at det var første gang, jeg vidste Oliver og Emil stod og heppede! 👏🏼👨‍👦
Jeg holdt lidt igen de første 5 – 8K, i stedet for bare at lade benene styre tempoet, for jeg ville ikke tage nogen chancer, og risikere at de sidste kilometer mod mål blev en kæmpe kamps. Jeg ønskede at have masser af overskud og højt humør, når jeg blev mødet af mine to drenge – og alle de andre, som stod og heppede for den sags skyld. 🇩🇰 Der var så mange familier, som var mødt op, og håbefulde børn, som stod klar til high-fives, og det var mega fedt at se deres gejst, når man løb hen mod dem for at give dem en high-five. 🙌🏼

De næste kilometer går fantastisk – jeg nyder virkelig turen, omgivelserne, bruger depoterne som planlagt, og forsøger virkelig bare at være tilstede i løbet – jeg nød det 100% hele vejen!
Omkring de 13 kilometer er sidste gang, jeg møder Oliver og Emil inden mål.
Jeg føler masser af overskud, selvom jeg godt kan mærke, kroppen er begyndt at blive en smule træt.
Første gang jeg oplever kroppen blive rigtig træt og møder lidt modstand er omkring 15 – 17K, hvor vi bare løb i stiv modvind! Det var hårdt, og benene blev ekstra pressede – det var det eneste tidspunkt på ruten, hvor jeg ikke synes, det var super fedt.
Da vi rammer 18K kommer vi lidt mere i læ, og så var det bare om at ramme målstregen. Jeg føler mig tilpas presset og træt, så jeg fortsætter i dét tempo, som føles tilpas hårdt, da jeg hele tiden huskede mig selv på, at mål nr. 1 var at være tilstede under hele løbet og nyde turen.

Oliver og Emil står omkring 200 meter før mål, og da jeg har passeret dem, sætter jeg farten op og løber i mål! 🏃🏼‍♀️🏅

Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – lige som jeg havde håbet på! Jeg havde overskud på HELE turen, jeg var mentalt tilstede og jeg nød bare at være i dét. Mit knæ opførte sig helt fantastisk, og mine ben havde en god dag – vigtigst af alt var det mentale plan optimalt.
For mig er det en KÆMPE milepæl indenfor min træning, som endelig er nået, og at det også bliver i en tid, som jeg kun kan være tilfreds med er simpelthen fantastisk! 🙌🏼

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så tæt på mit mål før graviditeten: 1:45:00, for så var jeg gået efter de sidste 1,5 min. Men det er først, da jeg rammer målstregen, at det rigtigt går op for mig, hvor tæt på jeg egentlig var.
I dag valgte jeg oplevelsen og overskuddet til – samtidig med jeg absolut ramte mål i en tid, som jeg slet ikke havde regnet med. 💪🏼
ALT var præcis, som det skulle være! 🙋🏼‍♀️

                           

Continue Reading

Min træning er så stor en del af MIG!

… og det tror jeg (desværre) kun at dem, som har det på samme måde sådan rigtigt forstår.
Min træning er en lige så stor del af mig, som min familie, mit studie, min personlighed, min tøjstil – ALT! Uden min træning ville jeg ikke være dén, jeg er.

Nogle gange synes jeg, det kan være hårdt, at det er sådan. Nogle gange føler jeg, at min træning kan blive en barriere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, og jeg ved, at dem jeg kender, som også træner en del, kan have det på samme måde. Det kan blive en barriere fordi, det ofte er et emne, som sjældent bliver italesat eller spurgt ind til.

I min verden skal man huske at rose hinanden, komplementere hinanden og spørge ind til hinandens liv sådan helt generelt ift. familie, studie, job, oplevelser osv. – noget jeg tror, at MANGE mennesker, kunne blive bedre til! Som en god veninde, søster, kæreste, bror, nabo, what ever, er det da vores ”job” at spørge ind til hinanden og ikke mindst anerkende hinanden. Hvis man synes, at ens veninde eller hende, man sidder ved siden af i toget har en fed strik på, så sig det dog! Helt seriøst, hvem har nogen sinde reageret negativt på en kompliment? Når det (en sjælden gang) sker for mig, så bliver jeg da så glad!

Jeg oplever ALTID, at der bliver vist interesse og spurgt ind til min familie, mit studie eller hvor mine nye sneaks er fra – men jeg oplever dælme meget, meget sjældent, at der bliver spurgt ind til min træning! Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke – eller gør jeg? Når det sker, er det ofte af de personer omkring mig, som selv er fysisk aktive – som om de bedre kan forholde sig til det, eller som om det ikke er et lige så ”ømt” emne.
Det er nok et lidt tabubelagt emne, men måske bunder det ud i en form for misundelse og jalousi, og det synes jeg bare er så mega ærgerligt – og faktisk også lidt uretfærdigt.
Alle har chancen for at udrette lige præcis dét de ønsker, det handler bare om at ville det nok og om at prioritere, hvad man værdsætter mest – og dér er vi da heldigvis alle sammen forskellige.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at fordi man ikke selv prioriterer det lige så højt, selvom man måske nogle gange ville ønske, man gjorde, ikke alligevel kan anerkende dem, som så rent faktisk vælger at gøre det – især de personer, man har tæt inde på livet, og som betyder noget for én.
Jeg har kun haft en veninde i livet, jeg ofte var misundelig på, og som jeg ikke kunne anerkende – og vi er ikke veninder den dag i dag. Forståeligt nok, for i min verden er det ikke sådan, et venskab fungerer – det er simpelthen ikke holdbart i længden. Lige præcis dét er noget, jeg har lært meget af, for hvor er det dog bare virkelig dårlig stil!
Og i forhold til det med barrieren så er det lige præcis dét, jeg nogle gange selv oplever. At min træning kan blive en barriere i mine venskaber – desværre. I hvert fald er det som om, der nogle gange bliver taget afstand, eller i hvert fald som om der bliver taget afstand fra lige præcis dén del af mig. Det er simpelthen så nedern en følelse, især fordi min træning er så stor en del af mig, og jeg er oprigtigt træt af den – og ikke mindst ked af den!

Min pointe er, at vi alle sammen er forskellige, og vi burde virkelig være bedre til at anerkende hinanden, rose hinanden og komplementere hinanden – også selvom man måske nogle gange, ville ønske, det var én selv.
Vi er alle sammen så pisse seje på hver vores måde, og det fortjener vi at få af vide! Der er intet, som er rigtigt eller forkert – det vigtigste er, at man ikke lader det blive en barriere mellem én selv og dem omkring sig.

Fredagstanker fra

Continue Reading

Når jeg ikke føler mig tilstrækkelig …

Jeg er presset – sådan rigtig presset! Lige på tiden føler jeg, jeg løber med 110 km/t og at det alligevel overhovedet ikke er nok. 🤦🏼‍♀️

Jeg er startet på valgfag i biokemi her efter sommerferien, og jeg synes, det er SÅ spændende og virkelig interessant. Nogle gange tror jeg, jeg sidder med åben mund til undervisningen. 🙈😅 Både fordi jeg er så fascineret af, hvordan kroppen er indrettet, og hvad den helt selv styrer og kontrollerer hver f***ing eneste dag – men mest af alt fordi jeg også tænker: “Øhhhh, af hvad for noget!?” 😂 Lige så spændende og interessant det er, lige så pisse svært, synes jeg også det er!
Jeg skal til en skriftlig eksamen i starten af oktober, som selvfølgelig SKAL bestås! Jeg ved, at der skal kæmpes, for at det lykkedes, så derfor er jeg nødt til at yde mit maksimale på den front. For mit vedkommende indebærer det at få læst alt og deltage i alle forelæsninger.
Vi har sindssyg meget undervisning, og ligeledes vanvittig meget litteratur, som skal læses til hver dag (både på engelsk og dansk 🙈), og det trækker virkelig tænder ud.
Jeg læser mange, mange timer hver eneste weekend, jeg læser på de få studiefrie dage vi har, og jeg læser hver aften, når Oliver er blevet puttet – og så går jeg direkte på hovedet i seng, mens min hjerne er ved at eksplodere af ny viden. 🤯

Dette betyder også, at jeg mister noget tid med mit lille menneske, som jeg plejer at have – og dét gør ondt! Derfor prioriterer jeg også at læse, når han er puttet om aftenen. 💙 Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg selv kan rykke lidt rundt på tingene, ved at tilsidesætte mine egne behov.

Som I måske ved, er jeg ved at træne op til halvmarathon, og for at opretholde mit overskud og hive noget ekstra energi ind udefra (det har jeg i HØJ grad brug for, for tiden), så prioriterer jeg mine planlagte løbeture højt! Jeg gør ALT, for at de kan presses ind.
Når jeg får trænet, får mit pusterum, i denne travle og stressede periode, er jeg en mor med meget mere energi og overskud, og jeg får overskud til at læse om aftenen – generelt bliver det hele bare lige en tand mere overskueligt.

Oveni alt dette er der også et hjem, huslige pligter og diverse arrangementer, som skal ordnes og passes (som hos alle andre, I know) – men for pokker!! Hvornår fanden skal vi nå det hele!?
Emil har mega travlt på jobbet lige pt, så han er også presset.

Dette betyder så også, at der INTET alenetid eller kærestetid er. 🤷🏼‍♀️
Både E og jeg er så udkørte, når vi går i seng om aftenen, og for det meste får vi nærmest kun sagt “godmorgen” og “godnat” til hinanden.
Heldigvis er vi det bedste team, og han ved jeg er ekstra presset for tiden (som han siger: der skal ellers meget til), så han træder også liiiige en tand mere på speederen, hvor han kan. Vigtigst af alt husker vi at kigge hinanden dybt i øjenene, fortælle hinanden hvor seje vi er, og minder hinanden om, at disse perioder heldigvis ikke varer for evigt. ❤️

Perioder som denne kræver virkelig energi, struktur og masser af planlægning – der er så meget logistik, som skal gå op. Og er der bare én brik, som vælter – så vælter hele korthuset!
Dét skete så i dag (eller i nat), da vores lille mand vågnede med høj feber. BUM! Hele dagen blev fuldstændig sat på stand-by (plus minus søvn 😴), indtil vi lige fik fundet frem til en løsning – som igen krævede en masse ekstra energi og overskud fra både E og jeg.

Dette indlæg er ikke for at brokke mig, fordi jeg føler, det er uretfærdigt, eller fordi, jeg mener, jeg har det hårdere end så mange andre – overhovedet!
Men jeg får så ofte af vide, at folk beundrer mit overskud, og får ofte stillet spørgsmålet omkring, hvordan jeg finder tiden og motivationen til at få det hele til at hænge sammen, så nu vil jeg bare gerne fortælle, at vi også har ekstra travle perioder, og at jeg altså også kan være max presset!
Jeg giver aldrig op, og der skal virkelig meget til, at jeg mister modet – ingen tvivl om det. Men jeg er træt – sådan virkelig træt! Jeg prøver altid at være tilstrækkelig. Tilstrækkelig som mor, kæreste, studerende, derhjemme, som husejer, overfor veninder osv. osv. – og jeg HADER, når det ikke lykkedes.
Denne gang føler jeg i det mindste, jeg gør, hvad jeg kan – det er simpelthen bare ikke nok! 🤷🏼‍♀️

Continue Reading

Løbetræning op til halvmarathon

Mit seneste indlæg handlede om mine planer om at deltage i et halvmarathon i oktober: Nyt løbeur – nyt mål. Jeg har 8 uger til at træne op i, og jeg startede op i denne uge. Jeg har en tid hos min fys i næste uge, som skal tilse mit knæ for at hjælpe mig med at vurdere, om det er klar til udfordringen – så jeg krydser alt, hvad jeg har!

Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig har lavet programmet ud fra min grundform, og ud fra hvor vant min krop er til at løbe i forvejen. Det er vigtigt, man ikke ligger for hårdt ud, da kroppen skal kunne følge med.

8 ugers løbeprogram

Jeg har valgt at løbetræne tre gange om ugen, da jeg synes, det er dét, jeg har tid til – og så håber jeg på, at jeg kan få plads til et styrketræningspas om ugen også. Oftest vil jeg løbe intervaller på løbebånd i centeret, og de dage, hvor jeg har tid til det, vil jeg gennemgå en hurtig og effektiv fullbody workout bagefter. Ellers må det blive til lidt hjemmetræning hjemme på stuegulvet. 😬💪🏼

Mine tre løbepas er opdelt således:

Dag 1: Moderat løbetur:
Løbetur på 5 – 10K med en moderat pace (omkring 5:00).

Dag 2: Intervalløb:
Kort distance (omkring 4 – 6 K) med fokus på tempo og høj puls.

Dag 3: Langdistance:
Løbetur på 10 – 18K med en rolig pace (omkring 6:00).

Som ugerne går vil jeg øge distancen, så jeg i de første uger på dag 1 løber 5 – 6K, mens jeg tilsidst i forløbet skal op og løbe omkring 10K.
Den mest effektive måde at øge sin VO2 max (iltoptagelse), og dermed komme i bedre form og kunne præstere bedre, er ved at udfordre sin krop på alle punkter – i mit tilfælde i forbindelse med løb.

dag 1 løber jeg en moderat distance i et moderat tempo. Dette er den type ture, jeg i forvejen oftest løber, og dermed bliver min krop ikke maks udfordret, men jeg får pulsen godt op og holder min form ved lige.

dag 2 udfordre jeg min krop og min VO2 max maksimalt – altså er især dette løbepas super effektivt med ønsket om at komme i bedre form, da der er god mulighed for at øge VO2 max.

Her kommer et par eksempel på mine intervalløb:

Metode 1 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
4 – 5 gentagelser af:
500 m: Pace 4:15
500 m: Pace 5:15
500 m nedkøling

Metode 2 (kan også løbes udenfor):
1K opvarmning
3 – 4 gentagelser af:
1K: Pace 4:30
500 m: Pace 5:30

Metode 3 (løbebånd):
1K opvarmning (hastighed 9)
30 sek. løb/30 sek. pause (Hastighed: 17) x 5
30 sek. løb/20 sek. pause (Hastighed: 16) x 5
30 sek. løb/10 sek. pause (Hastighed: 15) x 5
1K nedkøling (hastighed 9)

Metode 4 (løbebånd):
1K opvarmning (Hastighed: 9)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 15)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 16)
5 x 30/30 sek. (Hastighed 17)
1K nedkøling (Hastighed 9)

Ved “pause” mener jeg, at jeg hopper af løbebåndet, mens det kører videre, og så hopper jeg på igen. 🙂
Der findes SÅ mange typer af intervaller – det er bare om at søge inspiration.

dag 3 handler det udelukkende om at træne kroppen til at løbe en længere distance, end den pt er vant til – og det er jo rimelig nødvendigt, hvis den skal op og løbe 21,1K. 😅 Ligeledes handler det selvfølgelig om at øge distancen lige så stille, for at skåne led og muskler så meget som muligt.

Overstående er min løbeplan de kommende 7 uger (jeg startede i denne uge), og så satser jeg på, jeg er i dén form det kræver, for at løbe et halvmarathon på under to timer, samtidig med min krop (mit knæ) kan følge med og holde til det.
Det mest optimale for mig ift. mit knæ ville nok have været at have 12 uger til rådighed – men det har jeg altså ikke. 😅
Løbet foregår en søndag og ugen op til vil jeg løbe to korte ture i moderat tempo mandag – fredag, så benene får ro, så de er helt klar til søndag og den lange distance.

Jeg glæder mig til at udfordre mig selv, og så håber jeg bare på, at alt går efter planen.
Uanset hvad, så ELSKER jeg at løbe, og det øger kun min motivation, at der er et mål forude – også selvom alle løbeturene måske ikke bliver helt så “afstressende”, som de plejer at være.

Continue Reading

Rødbedeboller

   

Oliver og jeg holder hyggedag, det regner, og vi havde nogle rester af rødbede tilbage fra gårdsdagens aftensmad, så der var intet mere oplagt end at bage rødbedeboller. Den er lavet lidt på slum, men jeg har forsøgt at ramme mængderne nogen lunde. 🙂 Opskriften kommer her:

12 stk.

Ingredienser:
25 g gær
1 dl lunkent vand
1 dl skyr
1 æg
100 g revet rødbede
50 g havregryn
100 g rugmel (grahamsmel kan også bruges)
200 g hvedemel
1 tsk sukker
1 tsk salt

Vand til pensling

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet. Tilsæt derefter skyr, æg og rødbede og rør rundt. Jeg bruger en rørmaskine på lav hastighed. Tilsæt derefter havregryn og rugmel og rør på mellemhastighed.
Til sidst tilsættes hvedemel indtil dejen har en blød og lækker konsistens – den må gerne klistre lidt.
Lad dejen hæve lunt og tildækket 1 time.

Ælt dejen igennem og form derefter ca. 12 boller.
Lad bollerne efterhæve lunt og tildækket 30 min.

Bollerne pensles med vand, og bages i ca. 12 min. på 180 grader.

Velbekomme, og god bagelyst!

Næringsindhold pr. bolle:
Energi: 500kJ/120 kcal.
Fedt: 1,4 g
-Mættet fedt: 0,3 g
-Monoumættet fedt: 0,4 g
-Polyumættet fedt: 0,4 g
Kulhydrater: 20,9 g
-Sukkerarter 2,1 g
-Kostfibre 2,6 g
Protein: 4,9 g

Continue Reading

Nyt løbeur – nyt mål

    

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg konkurrencemenneske med stort K, og jeg elsker at udfordre mig selv.
Mit løbeur forsvandt sporløst for tre måneder siden (seriøst, det var bare VÆK!), så derfor har jeg haft en periode, hvor der slet ikke har været den samme fokus på tid og pace på mine løbeture, som der plejer at være. Det har faktisk været rart, og det er helt sikkert noget, jeg vil blive bedre til en gang i mellem: at snuppe en løbetur uden uret på armen.
Men nu kan jeg godt mærke, at jeg glæder mig til at kunne udfordre mig selv lidt mere igen, og følge med i hvor godt jeg præsterer. For mig er uret på armen en motivationsfaktor til liiiige at løbe lidt længere for præcist at ramme hele eller halve kilometre, eller sætte farten lidt op, hvis jeg kan se, at jeg så løber med en lavere pace, som jeg før har formået – også selvom jeg virkelig er presset, for det er lige dér, jeg bliver bedre!

Sidste år da jeg så CPH half marathon blive skudt i gang, aftalte jeg med mig selv, at jeg næste år selv ville være en del af startfeltet. Det er jo den vildeste løbefest! 🎉🏃🏼‍♀️ Så jeg vidste, at jeg i foråret skulle begynde at træne rigtigt op til det – og jeg glædede mig!!
Men da vi i foråret blev inviteret til bryllup på Fyn dagen før CPH half 2018, opgav jeg hurtigt muligheden for at deltage, og droppede egentlig lidt planerne om at løbe et halvmarathon. 🙅🏼‍♀️

Men jo mere CPH half nærmer sig, kan jeg godt mærke, at jeg virkelig er træt af, at jeg ikke skal deltage, og at jeg alligevel ikke fik mulighed for at give mig selv den udfordring – jeg har (endnu) ikke løbet et halvmarathon!
Sidst jeg var i gang med at træne op til et halvmarathon (og var i mit livs bedste form), opdagede vi 1,5 måned før halvmarathonet, at jeg var gravid, så det blev hurtigt droppet. 🙈🤰🏼Og så synes jeg altså virkelig, at det pludselig havde lange udsigter, når man som jeg, også har et mål omkring en bestemt sluttid, man gerne vil opnå.
Og så er der nogle som har sagt: “Kan du ikke bare løbe distancen selv en søndag formiddag?”, og svaret er NEJ! Det er simpelthen ikke det samme – overhovedet! Stemningen, omgivelserne, adrenalinen og alt det hele gør alt til forskel!

Men eftersom jeg begyndte at ærger mig mere og mere, undersøgte jeg mulighederne for alligevel at løbe et halvmarathon i efteråret, og så fandt jeg faktisk et større event i oktober, hvor man kan løbe halvmarathon-distancen, så det har jeg planer om at deltage i. 🙌🏼
Jeg har ikke tiden til at træne så meget op, som jeg havde planer om op til CHP half, og jeg har heller ikke tilmeldt mig endnu, da jeg lige skal se, hvordan mit knæ opfører sig, når jeg skruer lidt op for løbetræningen. Men der er trods alt lidt tid til endnu, så jeg går efter at kunne løbe det på under to timer – det er i hvert fald dét, som er hovedmålet.

Jeg krydser fingre for, at mit knæ opfører sig pænt, så jeg endelig kan få sat ✔️-tegn ved at have gennemført et halvmarathon på under to timer – det er noget, jeg gerne har ville rigtig LÆNGE!

Continue Reading

De kære mavemuskler!

    

“Hvad kan jeg gøre, for at min mave bliver lige så flad som din?”
“Hvad gør du for at have så markeret en mave?”
“Hvor ofte styrketræner du?”
“Undskyld, har du ikke født et barn?”

Mavemuskler, flad mave, markeret mave, trænet mave – kært barn har mange navne!
Spørgsmål som overståede får jeg jævnligt på min IG-profil. Derfor har jeg lavet dette indlæg – og mest af alt fordi I via en afstemning på min profil, har ytret et ønske om et indlæg omkring mavemuskler.
Jeg ville ønske, at svaret var enkelt og lige til, men det er det desværre ikke, da det er så individuelt – og så alligevel er det heller ikke mega kompliceret, men det kræver en indsats.

Mange har den forestilling (det er i hvert fald mit indtryk), at det handler om at lave en hulens masse mavebøjninger, og så dukker sixpacken op lige så stille – det er desværre ikke helt korrekt, men gid det var så vel. 🙋🏼‍♀️💪🏼

Først og fremmest handler det om fedtprocent. Der er en grund til at forskningsprojekter igen og igen viser, at kosten spiller en stor rolle i forbindelse med styrketræning og træning generelt – selvfølgelig også inden for sundhed helt generelt, men det er en helt anden snak. Mange beskriver fordelingen som værende 80/20 ift. kost og træning. Man kan sagtens lave en masse mave- og coreøvelser, men jo mere fedt, der sidder på maven, jo nemmere har musklerne ved at “gemme sig” indenunder – og dermed vil de altså aldrig blive tydelige.

Og her bliver jeg nødt til at nævne det “fantastiske” begreb omkring punkforbrænding, som (desværre) er opstået i træningsverdenen. Punkforbrænding (hvor man træner efter at forbrænde fedt fra specifikke områder på kroppen) er ikke muligt, da kroppen er sådan indrettet, at den selv bestemmer, hvor den vil lagre/afgive fedt. Og hos os kvinder, vil den rigtig gerne lagre fedt på lårene, numsen og maven, da vi (måske) en dag skal være fødedygtige.
Så derfor bestemmer kroppen selv, hvor fedtet forsvinder fra, når vi taber os, så hos nogle kvinder kræver det en meget lav fedtprocent, for at fedtet mindskes fra maven, mens det hos andre ikke kræver en lige så lav fedtprocent – og her er der tale om genetik, som vi (desværre) heller ikke kan gøre noget ved.

Så hvor nedern (og måske lidt hårdt) det end lyder, så handler “en markeret mave” især om ens fedtprocent, som betyder at kosten spiller en meget væsentlig rolle – og selvfølgelig skal man også træne musklerne, men faktum er, at de skal kunne komme til udtryk, hvis en markeret mave er målet.
OG så vil jeg gerne pointere, at en “flad mave” og en “markeret mave” slet ikke er det samme. ☝🏼 Min mave er markeret ja, men den er dælme ikke altid flad! Jeg har også dage, hvor jeg er oppustet, og ligner én, som er i uge 20. 😅 Det har jeg altid haft, men det er kun blevet mere efter jeg har været gravid. Og det er altså helt normalt. Det er ikke noget, jeg går i panik over, for når jeg står op næste morgen, så er mine mavemuskler som regel “tilbage” igen. 😉

“Hvilke øvelser laver du?”
“Hvor mange gange styrketræner du om ugen?”

Jeg laver forhodsvis simple maveøvelser – til gengæld kører jeg intens på i ca. 15 min. – altid som afslutning på mine styrkepasses. Jeg plejer at køre et sæt på ca. 5 min. af diverse øvelser, hvor jeg træner både de lige og de tværgående samt de indre og de ydre mavemuskler. Jeg kører på indtil mine mavemuskler syrer til, holder en lille pause og fortsætter – altså jeg holder meget FÅ og KORTE pauser. 🙂 Jeg gentager sættet tre gange.
Det er meget forskelligt hvor ofte jeg styrketræner. Nogle gange lykkedes det mig at komme i centeret to gange om ugen, andre gange slet ikke – så bliver det en løbetur i stedet for.

Som mange af jer sikkert ved, løber jeg nemlig en hel del. Det gør jeg, fordi det er nemmere at finde tid til, og det er muligt for mig at have Oliver med – mest af alt, så ELSKER jeg det! Man skal ikke undervurdere løb, da hele kroppen bliver aktiveret, og dette gavner både ens core, mavemusklerne samt ens fedtprocent. 😉 Win-win for den veltrænede mave. Desuden laver jeg nogen gange mave- og coreøvelser, når jeg kommer hjem fra en løbetur, da man kan lave disse øvelser OVERALT!
Som nævnt handler det om fedtprocent, og derfor tror jeg, at min mave ser ud som den gør, da jeg har den livsstil, jeg har – og har haft det i mange år!

Min krop er i balance, så hvis der er en periode på et par uger, hvor jeg ikke aktivt træner min mave, så er mine mavemuskler der altså stadig. 😉 Og jeg spiser stadig en masse slik, chokolade, is, kage – you name it! Alle som kender mig ved, jeg har en mega sød tand! Jeg har bare fundet evnen til at styre og kontrollere det, så det ikke tager “overhånd” – igen tilbage til min livsstil og fedtprocenten.
Min indsats er ikke så stor, som jeg har på fornemmelsen mange af jer tror. For at være helt ærlig, så er jeg selv nogen gange imponeret over, at min mave ser ud som den gør, for det er ikke noget, jeg yder en kæmpe indsats for. Og jeg føler bestemt ikke, jeg går på kompromis med noget.
Jeg hviler i mig selv, i min krop og i min livsstil. 🙋🏼‍♀️💪🏼

Jeg håber, at indlægget giver svar på jeres spørgsmål. 🙂
Hvis der er andre emner, I godt kunne tænke jer, jeg lavede et indlæg om, så sig til! 🙂

Continue Reading