Første træning som mor til to samt min forventning til min træning den kommende tid

Lillepigen er i dag 25 dage gammel, og jeg har netop gennemført min første træning i FW efter fødslen – og hvor var det dog skønt! Det er så befriende at kunne give den max gas uden at skulle tage hensyn til en maxpuls, som jeg (tildels) har skulle gennem graviditeten.
Nora klarede det simpelthen så flot! Hun sov bare gennem hele træningen. Faktisk fra vi gik hjemmefra til vi var hjemme igen – og var hun også sulten! Jeg derimod dummede mig gevaldigt! Jeg startede med at scanne mit kort ved den forkerte gate, som ikke var bred nok til, at jeg kunne have barnevognen med igennem. Da jeg så tager den anden brede gate og scanner mit kort igen, skriver den: “hyppigt kort”, og jeg kan derfor ikke komme ind! Og der var selvfølgelig intet personale, som kunne lukke mig ind. Så jeg måtte pænt vente 15 min. på at mit kort igen duede – og de 15 min. er altså laaaang tid, når man i forvejen er på lånt tid!! 
Nå, men det gik jo alligevel super fint. 

Egentlig har jeg følt mig klar til at træne den sidste en til to ugers tid, men tiden har simpelthen ikke været til det, så det har ikke stået øverst på min prioriteringsliste. 
Jeg startede ud med 30 min. cardio på crosseren og efterfølgende lavede jeg nogle coreøvelser samt maveøvelser for de indre samt skrå mavemuskler. Jeg venter lidt endnu med de lige, så jeg er sikker på, mine mavemuskler er klar til det. 

Mit mål for min træning den kommende tid
Jeg har sat mig et mål, som jeg føler er realistisk og ikke for ambitiøst – så vil jeg hellere blive positivt overrasket.
Jeg satser på at besøge træningscenteret to gange om ugen, og ellers bliver det gåture, som bliver den primære del af mit fysiske aktivitetsniveau her i starten, indtil der er mere styr på Noras døgnrytme samt rutinerne herhjemme. 

Træningscentret  
Mine besøg i centret kommer her i starten til at indeholde cardiotræning, hvor jeg får pulsen banket i vejret samt core- og maveøvelser, og så vil jeg med tiden integrere styrketræningen igen. Lige nu føler jeg, at jeg både mentalt og fysisk får mest ud af cardiotræning.
Løb venter jeg fortsat med – det er mit bækken ikke klar til endnu. Men så er det godt, der findes så mange gode alternativer. 

Gåture 
Gåturene giver mig virkelig meget mentalt – og mindst ligeså meget energi pga. den friske luft. For mit eget vedkommende, så ser jeg ikke gåture som ‘træning’ – det har jeg aldrig rigtig gjort. Selvom jeg jo godt ved, det helt klart har en sundhedsmæssig effekt. 
Jeg henter Oliver hver dag fra DP, og det indebærer en gåtur på 4 km, da vores DP-mor bor 2 km væk fra os. Så jeg er “sikret” en gåtur på 4 km hver dag samt de antal skridt det nu indebærer. De dage hvor jeg både skal aflevere samt hente Oliver, får jeg altså gået 8 km i alt, og dét tæller nu alligevel en hel del på aktivitetsniveauet samt på skidtkontoen. 

Netop fordi mine dage er delt op i to etaper, og barselsdagen dermed føles kortere, så bliver jeg lige nu nødt til at integrere gåturene som en del af min træning – jeg har simpelthen ikke tid til at prioritere det højere. Det ville gå ud over min tid med Oliver og min lille familie generelt, og dét kommer ikke til at ske. 

Jeg tager én dag af gangen, og så skal det hele nok komme løbende. 
Jeg glæder mig i hvert fald til at udfordre min krop lidt mere fysisk igen – dét har jeg savnet! 
Og så glæder jeg mig til at se min krop tage på endnu en ny rejse – dét er den satme sej til!! 

Continue Reading

Livet som mor, forældre og familie

Dette indlæg skrev jeg faktisk dagen efter min terminsdato. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik aldrig udgivet det.
På en måde tror jeg, jeg var bange for at sige nogle af tingene højt, bange for det gav bagslag eller bare bange for at blive dømt. Jeg har en fornemmelse af, at der nogle gange sidder folk derude bag skærmen, som synes, jeg forsøger at opstille et glansbillede fremfor virkeligheden – og det er bare den sidste tanke, jeg ønsker folk skal have om mig – for sådan er det virkelig ikke. Generelt er jeg bare et meget positivt menneske, som forsøger at se tingene fra den positive side. Jeg forsøger altid at overbevise mig selv om, at der er en mening med at tingene er, som de er – også selvom det er ting eller situationer som er trælse og hårde. Desuden har jeg et meget stort overskud, som kun er vokset i takt med min rolle som mor, og dette er helt sikkert også en fordel i en presset og travlt hverdag. For uanset hvor fantastisk det er at være en børnefamilie, er det bare en tid med 110 km/t og tilsidesættelse af sine egne behov i høj grad – men det ændrer ikke på, at jeg elsker det!

. . .

Onsdag d. 7. august 2019:
Terminsdatoen er passeret, og meget snart er vi en familie på fire – det er fuldstændig vildt!! Jeg er spændt, fyldt op af glæde, lykke og kærlighed, og samtidig er jeg sgu lidt nervøs, for hvordan kommer vi til at klare den? 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver pisse hårdt, og mange har efterhånden informeret mig om at det hedder sig “at barn nummer to virkelig er en nyser i forhold til barn nummer et, og at en evt. nummer tre er piece of cake”. Og det tror jeg faktisk er helt rigtigt. Dét får man allerede en smagsprøve på i graviditeten. Men sådan helt ærligt? Det skræmmer mig ikke.

Det største i mit liv nogen sinde var at blive mor til Oliver d. 27. november 2016 efter en uplanlagt men ønsket graviditet. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg får lov til at opleve det en gang til lige om lidt.
Jo, det var/er da hårdt, men ikke hårdt. Jeg synes efterhånden, de sociale medier især rummer en masse fortællinger om “bagsiden af medaljen”, og hvis man ikke selv deler ud af den, så kan man hurtigt blive mistænkt for at opstille et urealistisk glansbillede, som slet ikke er sandt, og at virkeligheden er en helt anden. 
Men helt ærligt, jeg føler ikke, at jeg har så meget negativt at fortælle. Måske jinxer jeg den kommende tid som mor til to nu, ved at sige sådan – I don’t know, men det må tiden vise. 

Man ved aldrig hvilket barn man får, og man er forskellige som person og som forældre, så man kan og må bare IKKE sammenligne – nogensinde! 
Oliver var en meget mild baby, som spiste fint, sov fint, var glad, græd stort set kun, når han var sulten eller der var andre fysiske behov, han manglede. Og det var jeg også meget bevidst om. Jeg følte næsten, at vi var for heldige, hvis man kan sige det sådan. Nogle gange tænkte jeg: “Hvornår bliver jeg ramt af det dér breakdown, som alle snakker om?”
Jeg er en person med et meget stort overskud, og som ikke har et kæmpe behov for søvn. Oliver og jeg var/er nok bare en rigtig god kombi – vi er et godt team. 
I hvert fald er én af de bedste perioder i mit liv nogen sinde, de ni måneder jeg havde barsel med Oliver. Jeg elskede hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig følt mig bedre tilpas. Det var bare lige mig
Jeg havde absolut ingen forventninger til noget som helst. Jeg ville bare tage tingene, som de kom. Og det tror jeg faktisk gavnede mig, for så blev jeg aldrig skuffet uanset hvilke udfordringer, der opstod. 

Og jo, selvfølgelig var det da pisse hårdt at blive vækket om natten hver 1,5 time de første 3 – 4 måneder, for selvom Oliver sov fint og sov efter amningen (plus afbøvsning, gylpning og bleskift, så vi cirka var oppe 45 min. ad gangen) igen, så blev hans ammeintervaller først længere end 1,5 time, da han blev 3 – 4 måneder, og det var døgnets 24 timer. 
Og det var også hårdt at være så styret og drevet af et lille menneske, som blot skulle grynte, så stod jeg på spring, og ALLE mine behov blev tilsidesat. Lige fra toiletbesøg til morgenmad kl. 13, aftaler med veninder, frisørtid, træning, ALT! Det krævede en kæmpe indsats fra både min og Emils side, men jeg synes hurtigt, vi handt en god rytme omkring det hele, så vi kunne nyde tiden og få det bedste ud af det – også på de hårdere dage. Den der ‘babyboble’, som vi også havde hørt så meget om, oplevede vi i høj grad – måske især mig gennem hele min barsel.

Jeg har altid elsket at være sammen med Oliver – og det gør jeg stadig, selvom det selvfølgelig også er hårdt. Han var ret gammel første gang jeg cyklede (2 min.) væk til træning for første gang, og Emil var hjemme hos ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde det. Nok mest fordi jeg følte, at nu var det tid, fordi det synes jeg efterhånden mange havde undret sig over, altså at jeg ikke havde brug for det der space. Og det handlede overhovedet ikke om, at jeg ikke havde tillid eller tiltro til Emil, jeg havde bare ikke behovet for at være væk fra mit lille menneske. 

Igen: jeg er sikker på, det virkelig kommer an på ens situation, hvilket barn man får, hvilke udfordringer der rammer én, og hvor omstillingsparat man er, OG hvordan man er som person – det er (heldigvis) så individuelt. 
Og så tror jeg, det handler om ens mindset. I min optik var der nogle ting, som helt naturligt fulgte med at skulle have en baby og i livet som nybagt mor: søvnunderskud, tilsidesættelse af mine egne behov i meget høj grad, at stå på spring døgnets 24 timer, mindre træning, at baby højst sandsynlig ville ramme en periode med ondt i maven pga. tarmene ikke var færdigudviklede, som kunne være en hård periode med meget gråd, at amningen kom til at gøre pisse ond i starten og ville kræve en stor indsats. Alt dét forberedte jeg mig på undervejs i graviditeten, og jeg så det som en naturlighed og en selvfølge, at tingene ville blive sådan – jeg blev jo nogens mor, og fik ansvaret for et lille menneske, som var 100% afhængig af mig.
Hvis man ikke har gjort sig sådanne tanker og har indstillet sig og forberedt sig på sådanne ting, så forestiller jeg mig, at man virkelig bliver sat på prøve og at man helt ærligt får et slag i hovedet – det ville jeg i hvert fald have fået.
At der så derudover en en masse andre faktorer, problemer og udfordringer i forskellig grad, som kan ramme ens barn og en selv, som (heldigvis) ikke rammer alle, er en helt anden snak! Nogle er mere udsatte og “uheldige” end andre. Der er forskel på alles situationer, og derfor er det så vigtigt ikke at sammenligne og måle og veje hinanden. Det synes jeg, er en meget vigtig pointe. 

Mit budskab er, at jeg altså ikke har talt særlig meget om ‘bagsiden af medaljen’, for indtil nu er det ikke meget, jeg synes, jeg har set til den.
Faktisk synes jeg kun, det bliver hårdere og hårdere jo ældre Oliver bliver. Han tester grænser, han vil have sin vilje, alt skal diskuteres eller forhandles og der er ikke en dag uden minimum 10 diskussioner, små “anfald” eller blot modsigelser. Han bruger ordet “nej” 50 gange om dagen. Hold nu op, hvor var det nemt, da jeg bare kunne skifte hans ble på 5 sek., fordi han ikke sagde mig i mod eller gjorde modstand – hvor bleskift faktisk var en hyggestund på puslebordet med baggrundsmusik fra uroen.
Søvnunderskud er også stadig en faktor hjemme hos os. Oliver sover endnu ikke igennem om natten, og det har han aldrig gjort. Han vågner alt fra en – fem gange hver nat. Desuden er han udpræget A-menneske, så vi er oftest oppe mellem kl. 5.00 – 6.00.
Men sådan er det jo! Det er i hvert fald sådan, det så kan være. Man kan ikke få ‘hele pakken’, og Oliver er lige præcis, som han skal være. Vores helt perfekte lille menneske.

Der er nemlig heller ikke en dag uden 100 smil, kys og kram, og det er jo dét, det hele handler om. KÆRLIGHED. Og er der noget vores lille familie rummer mere end noget andet, så er det kærlighed. Der er ikke én dag i mit liv som mor, hvor jeg har følt at noget andet overskyggede dette. 

Jeg har nogle gange følt, at det var forkert, fordi jeg ikke kunne sige, at det første år som mor var det bedste i mit liv, men også det hårdeste – som så mange udtaler
Måske har årene som mor været de hårdeste i mit liv, men hårde som i udviklende og udfordrende. Jeg føler, jeg har tilegnet mig så mange egenskaber og kompetencer, som har udviklet mig, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas i nogen rolle end i rollen som mor. Jeg elsker det!
Jeg føler virkelig, jeg for alvor har fundet meningen med livet, og min aller største prioritering vil altid være mine børn og vores familie – uden sammenligning!

Måske havde følelsen omkring det hele været anderledes ved en anden situation – det ved jeg ikke, men faktum er, at det er min og vores situationen, og det er udgangspunket for mig. Måske havde det været anderledes, hvis Oliver havde været en anderledes baby, hvis Emil ikke accepterede mit behov for f.eks. træning, eller hvis jeg ikke accepterede hans behov for weekendture eller en bytur en gang i mellem med kammeraterne, eller hvad man nu har af behov. Vores behov matcher måske bare rigtig godt, så det er nemmere at få tingene til at gå op i en højere enhed. I don’t know. Men jeg ved, at det føles helt perfekt for vores familie, at tingene er som de er. 

Jeg har virkelig forsøgt at forberede mig mentalt på ‘livet som mor til to’, og så kan jeg ikke gøre mere.
Jeg har mange gange tænkt, at vi ikke kan være så heldige én gang til, at få en så mild og glad baby, og det vil tiden vise. Omvendt er det ikke noget, jeg vil bekymre mig om, før jeg ved, hvordan tingene bliver. Ligeledes har jeg flere gange i løbet af graviditeten tænkt, at det næsten var for godt til at være sandt, at vi får endnu et lille ønskebarn, og at min krop behandler mig så godt under graviditeten. Jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig. Det er lige før, jeg nogle gange kan få følelsen af skam, fordi der er så mange, som kæmper med fertilitet og graviditetsgener. Ligeledes kan jeg nogen gange blive ramt af følelsen af angst, for hvordan er jeg blevet så heldig? Hvilken krise rammer os og hvornår? Kan man godt bare have lov til at være tilfreds og lykkelig? Dét er en helt anden snak, og dem, som kender mig, ved at jeg bruger alt for meget tid og energi på at analysere og overtænke alt for mange ting.
Så derfor fortæller jeg mig selv, at jeg intet får ud af det – det her er min situation, min historie og mit udgangspunkt – det er mit og vores liv, som det er nu – og jeg nyder det! Det føler jeg er det eneste rigtige at gøre.

Ingen børn, mødre, fædre, forældre eller personer er ens – og det er lige præcis sådan, dét skal være. Derfor er det umuligt at sammenligne eller dømme hinanden. Vi har alle vores individuelle situationer, opfattelser og historier. 

En kæmpe high-five til alle forældre derude – vi gør det alle godt på hver vores måde! Vi er f***ing seje! 

. . .

Søndag d. 1. september:
Nu har jeg to datoer i mit liv, som uden sammenligning er de største dage i mit liv: søndag d. 27. november 2016 og lørdag d. 10. august 2019. Dagene hvor jeg blev mor for første gang til min søn og hvor jeg blev mor for anden gang til min datter.
Og denne gang har vi oplevet ‘babyboblen’ på præcis samme måde som med Oliver. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ikke ville være muligt på samme måde anden gang, men det var det altså for os. De to første uger med fælles barsel er bare helt unikke.

Denne gang har jeg igen sørget for ikke at have nogle forventninger til min nye tilværelse som mor til to – og heller ikke til min tid på barsel med lillepigen. Jeg tager en dag af gangen, vi skal alle fire lære hinanden at kende, have skabt nogle nye rutiner, og så vil jeg blot lytte til hendes behov og tage en barselsdag af gangen.

Jeg havde forberedt mig på at søvnen nok ville blive én af de største udfordringer for os som en familie på fire – og det er det også. Søvnunderskudet er (indtil nu) også større end det var som nybagt mor til Oliver.
Som tidligere nævnt sover Oliver ikke igennem endnu, og han vågner meget tidligt. Til gengæld tager Nora (indtil nu) nogle længere stræk om natten, så jeg sover mellem 2 – 3 timer mellem hver amning, og det er luksus sammenlignet med Oliver.
Men Nora har vist arvet Olivers døgnrytme, for når klokken slår 5 er hun også lysvågen, og så er der morgenfest fra kl. 5.00 – 8.00 cirka – i hvert fald som tingene er lige nu. Når hun en sjælden gang sover længere end til kl. 5, så vågner Oliver til gengæld, og ligeledes når Oliver endelig sover længere end til kl. 5, så vågner Nora – og så vækker de oftest hinanden. Ofte har Emil Oliver, og jeg har Nora, og nogle gange kan én af os sove liiiidt længere.
Men det gør ikke noget. Det kan godt være, jeg sammenlagt kun får omkring 5 – 6 timers søvn hver nat, men sådan er det. For mig er det i hvert fald sådan at være nybagt mor og have en søn på 2 år og 9 måneder. Jeg må tage en lur en gang i mellem sammen med Nora i løbet af dagen, og så går det hele igen. Faktisk synes jeg, det er hyggeligt at vi alle sammen har noget kvalitetstid sammen om morgenen inden dagen skydes igang, for ellers ville jeg nærmest ikke se mine to drenge før sidst på dagen – og dét er jeg ikke god til. Jeg vil hellere være i søvnunderskud og så være sammen med min familie.

Jeg kan godt mærke forskel på at blive mor for første gang og mor for anden gang. Jeg har allerede haft nogle få stunder væk fra Nora, da jeg har prioriteret alenetid med Oliver – for ham savner jeg også helt vildt nogle dage! Jeg har nemmere ved at være væk fra Nora i et kort øjeblik end jeg havde med Oliver, da dette gør, at jeg får opfyldt mit behov for at være sammen med min søn, som vi var inden han blev storebror – og jeg kan mærke, at han også har brug for det.

Nora er i dag 22 dage gammel, og indtil nu er hun en god pige. Hun er lidt mere krævende og “urolig” end Oliver, men det er også kun fordi Oliver simpelthen var så mild, at man kan mærke en forskel. Jeg har intet at brokke mig over, og det gør jeg bestemt heller ikke. Hun er så sød og dejlig og helt perfekt.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at blive mor til to og ligeledes har Emil og jeg talt meget om, hvordan det mon ville blive, og hvordan vi ville tackle diverse situationer, som ville kunne opstå – og det har gavnet mig/os helt vildt. Lige ledes har vi gjort meget for at forberede Oliver, og talt om, hvordan vi skulle tackle ham og være overfor ham, når han blev storebror, og det har også været en virkelig god investering.
Oliver er den mest kærlige og omsorgsfulde storebror – han er præcis, som jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er der også kommet en reaktion, da det nogle gange er svært pludselig at skulle dele mor og far sådan fra den ene dag til den anden. Vi har haft nogle putninger om aftenen, som har været ekstremt hårde og lange, da Oliver her har reageret på det hele. Og der kan helt sikkert komme flere reaktioner på sigt, da vi jo kun har været en familie på fire i små tre uger, så det hele er fortsat meget nyt. Og er der noget, jeg har erfaret i livet som mor, så er det, at bedst som man tror, tingene er ved at ændre sig, og der er ved at blive etableret en rutine, så ændrer ALT sig over en enkelt nat, og så kan man starte forfra. Man bliver hele tiden nødt til at være omstillingsparat.

Jeg elsker at vi nu er en familie på fire. Der er indtil nu ikke dukket situationer eller udfordringer op, som jeg ikke havde regnet med. Det gør dem absolut ikke mindre hårde, men det gør, at jeg synes, de er nemmere at håndtere. Jeg/vi forsøger altid at forberede os bedst muligt på alt ting, og det føler jeg, gavner mig og os.
Som jeg også skriver i mit indlæg er det vigtigste af alt KÆRLIGHED, og jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, at vores lille familie kunne rumme mere kærlighed, end den gjorde i forvejen – men det kunne den.
Det er SÅ stort at være mor til to, at se mine to børn sammen, at se Olivers kærlighed til Nora, stoltheden i Emils øjne og bare være os – os fire.
Dét kan ikke beskrives, og det er DET HELE værd.

Igen: Det er hårdt ja, men det er ikke mere hårdt, end hvad man i min optik kan forvente når man bliver en familie på fire – med én i trodsalderen og en lille nyfødt. Om det bliver det, det ved jeg selvfølgelig ikke – det må tiden vise! Men indtil nu, tager jeg en dag af gangen og nyder at tingene er, som de er. Andet ville være fjollet.
Og helt ærligt! Når man bare er glad og lykkelig sådan helt ind i hjertet, så skal man have lov til at sige det højt, og bare nyde at være tilstede i nuet !- faktisk har jeg lyst til at råbe det ud til hele verdenen, for det er simpelthen en fantastisk følelse!

Continue Reading

Termin / 9 dage efter fødslen

Termin / 9 dage efter fødslen

I dag er det 9 dage siden jeg blev mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Og jeg må ærligt indrømme, at min krop fascinerer mig som altid. Den har helet så flot og hurtigt denne gang, og allerede dagen efter fødslen havde jeg slet ikke følelsen af, at den lige havde gennemgået en fødsel. Dette hænger nok også sammen med, at det var en lynfødsel på 6 timer fra første ve til hun lå på mit bryst – og at pressefasen denne gang nærmest var ikke-eksisterende.
Nå, mere om dét en anden dag. Jeg tænker at lave et indlæg med et uddrag af min fødselsberetning samt ‘smertefri fødsel’-teknikkerne, når tiden er til det. 

Jeg har et lignede billede 9 dage efter fødslen med Oliver, og derfor synes jeg, det var sjovt at lave et igen samme dag efter fødslen.

Graviditeten med Oliver

Jeg er virkelig stolt af min krop her 9 dage efter fødslen! SELVFØLGELIG er maven stadig blød og blævrende, og der er en masse deller rundt omkring når jeg sidder ned, har stramme jeans på eller lignende, og jeg kan absolut ikke forvente andet – det er præcis sådan, det skal være.
Og nej! Jeg har absolut intet gjort for at speede processen op – tværtimod. Altså det er ikke sådan, at jeg allerede er begyndt at ligge herhjemme på stuegulvet og træne core eller noget som helst andet. Min krop skal have lov til at hele helt af sig selv, og desuden har jeg slet ikke lyst endnu. Vi holder barsel, så fokus er på vores lille mus, som vi fortsat lærer at kende samt storebror, og så hygger vi bare lidt ekstra de her dage. For mig er det indbegrebet af barsel den første tid. 

De sidste uger af graviditeten trænede jeg fortsat tre gange om ugen, som primært bestod af cardio i moderat tempo på crosseren i 30 – 45 min. Ikke noget intenst overhovedet, men det var rart lige at få pulsen op og få lidt gang i kroppen.
Min sidste træning med lillepigen i maven blev fredag morgen d. 9. august, og under et døgn efter havde jeg hende i mine arme. Min krop er jo vanvittig! 

Mine forventninger til min træning fremover er nærmest ikke-eksisterende – endnu. Jeg tager en dag af gangen, og når jeg føler, min krop er helt klar til det, vil jeg tage afsted og se, hvordan det går. Det er jo Nora, som bliver bossen fremover. Men selvfølgelig har jeg da et ønske om, at min træning fortsat kan blive en del af min hverdag – jeg kan slet ikke forestille mig andet. Dog er jeg også klar over, at det kræver endnu mere prioritering og planlægning med to små børn – men hellere lidt træning end ingen træning. Nu må vi se. 

Min vægtøgning denne graviditet ramte 12 kg på terminsdagen. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og her 9 dage efter vejer jeg 58 kg, så jeg mangler at tabe 5 kg for at være tilbage på min startvægt. Egentlig har jeg aldrig gået så meget op i vægten, da jeg synes, spejlbilledet siger meget mere, men under en graviditet, er det rart at have et måleparameter. 
I graviditeten med Oliver havde jeg taget 10 kg på til termin, og jeg gik 10 dage over tid, så jeg tænker det har ramt nogenlunde det samme i sidste ende. 
Det er på ingen måde noget, jeg stresser over, og jeg er sikker på, det kommer helt af sig selv, ligesom det gjorde sidste gang. 

Jeg er så fascineret, stolt, imponeret og tilfreds med min krop! Jeg har gjort alt for at behandle den godt, mens den arbejdede på højtryk for at gro vores lille pige – og det ved jeg, den belønner mig for. Det har den bevist gang på gang. Vi er et godt team, og jeg kender den efterhånden rigtig godt!

Continue Reading

Gravid for sidste gang?

Uge 41 (40+0)

Tårerne triller ned af mine kinder ved tanken. Det gjorde de i hvert fald i sidste uge – og de var ikke lige til at stoppe igen.
Følelserne sidder udenpå tøjet disse dage, og det slog mig, som et kæmpe slag lige i hovedet, at det måske er sidste gang nogen sinde, jeg får lov til at gennemgå og opleve en graviditet – og jeg elsker det virkelig!
Jeg synes, det er det mest fascinerende og livsbekræftende i verden! Jeg er så imponeret af min krops arbejde – det er for vildt, hvad den er i stand til at skabe. Et lille bitte menneske, som bare vokser sig stor og stærk, mens jeg får lov til at være medløber, og bidrage så godt jeg kan.

Jeg synes, det er en kæmpe gave at få lov til at opleve de små spark, se maven vokse, aldrig at være alene, alle de søde smil og komplimenter, man får med på vejen, når folk beundrer babybulen, den livsbekræftelse det er – ALT! Selvfølgelig er kvalmen, trætheden, den ømme læn, den dårlige søvn samt de begrænsninger den medfølger ikke ligefrem en dans på roser – men det er 110% det hele værd! Der medfølger selvfølgelig også en masse udfordringer og bekymringer, men det gør der med så mange ting – og især i livet som forældre. Hold nu op, hvor tænker man over alt ting, og googler alverdens råd, erfaringer og situationer.
Dog vil jeg sige, at mine to graviditeter mest af alt har indeholdt så meget lykke, glæde og kærlighed. Hver dag har været fyldt med en form for spænding, uvished og nysgerrighed samt forestillinger og tanker, som har boblet rundt i min krop, mens månederne er gået indtil terminsdatoen endelig har nærmet sig.
For mig har de ni måneder begge gange været en magisk tid!

Jeg ELSKER at være gravid og jeg elsker at være mor.
Faktisk har jeg altid haft en forestilling om to børn, mens Emil altid har haft en forestilling om tre børn. Nu må vi se.
Min bedste veninde har flere gange sagt: “Seriøst, du elsker børn, du elsker at være mor, og din krop er skabt til at være gravid – selvfølgelig skal I have flere børn”. Måske får hun ret. Måske kan hverken Emil eller jeg rumme tanken om endnu et barn, når først vi har to – det er ikke til at vide. Det vil fremtiden vise.

Men én ting er sikkert: jeg har nydt hver eneste dag i begge mine graviditeter. Denne gang synes jeg dog, det er gået ALT for stærkt, og jeg har haft svært ved at følge med mentalt, og det er måske derfor, jeg har lidt svært ved at forstå og acceptere, at det faktisk når som helst er et afsluttet kapitel.
Omvendt får jeg den vildeste lykkefølelse i kroppen, når jeg tænker på, at vi meget snart skal møde lillesøster – og så kan jeg slet ikke vente! Og det er faktisk lige præcis dén lykkefølelse, jeg taler om, som for mit vedkommende, har siddet i min krop dag ud og dag ind fra jeg så de to streger på graviditetstesten i begge mine graviditeter – og det er virkelig den dejligste følelse at vågne op til hver eneste dag.

Kvindekroppen er for vild, og jeg er STOLT af min!

Jeg glæder mig ubeskriveligt, til vi er en familie på fire – også selvom det betyder farvel til graviditeten og babybulen for måske sidste gang.

Continue Reading

Lillesøsters værelse

Med små to uger til termin er vi efterhånden ved at være i bund med ‘to do listen’ inden lillesøsters ankomst. Det er en dejlig følelse, at vi nu efterhånden blot venter på hende, og at hendes ting er rundt omkring i huset.
Det har både betydning for os og for Oliver. Han taler meget mere om baby efter vi har placeret hendes ting rundt omkring og indrettet hendes værelse, som om det hele er blevet mere virkeligt for ham. Vi har forsøgt at inddrage Oliver så meget i processen som muligt, så han føler, han er en del af det hele. Ligeledes får han lov til at lege med hendes ting, afprøve dem og være omkring dem – alt det han vil. Nogle gange synes jeg faktisk, det kan være lidt “grænseoverskridende” bare at lade ham kaste rundt med hendes ting osv., når man lige har indrettet tingene og gjort det hele fint og ‘uberørt’. Der var jo heller ingen som rørte og brugte Olivers ting før den dag, han kom til verdenen. Men alligevel føles det helt rigtigt, og jeg er sikker på, at det er en god optakt til hendes ankomst – og helt ærligt. Det er jo i bund og grund ligegyldigt – det er vist bare mig i en nødskal.

Vi har indrettet hendes værelse i vores gamle kombinerede kontor/gæsteværelse, hvor Olivers puslebord også stod efter vi rokerede om på 1. salen december sidste år.
Så nu består førstesalen af hendes værelse, Olivers værelse, vores soveværelse og vores badeværelse. Til at starte med var vi meget i tvivl, om hun overhovedet skulle have sit eget værelse til at starte med, men det føles bare helt rigtigt, at vi har lavet kontor/gæsteværelset om til hendes værelse. Jeg har haft lidt svært ved at følge med mentalt i denne graviditet, da tiden bare er fløjet afsted, så det har gjort sindssygt meget for mig, at indrette hendes værelse og gå derind og bare kigge på hendes ting og forestille mig os som en familie på fire.
Lidt impulsivt besluttede jeg mig for at male en væg i en pudderrosa farve, da jeg synes, der på en eller anden måde manglede noget varme derinde – og jeg er så glad for resultatet!
Oliver bliver selvfølgelig fortsat puslet osv. på hendes værelse, og heldigvis var hans reaktion “woooow, neeeej, flot det der mor” til den nye lyserøde væg og alle hendes ting. Han er altid så skide sød altså! Og der er nu ikke et bleskift uden han liiiige skal hen og hive i uroen, så vi har musik, mens vi skifter. Han er kæmpe fan!

Der har været lidt efterspørgsel på, hvor de forskellige ting er fra, og det vil jeg forsøge at angive. Tingene på hendes værelse er lidt en blanding af Olivers ‘babyinventar’ og nye indkøb. Ligeledes er der ting, vi har valgt at skifte ud eller tilkøbe ud fra vores tidligere erfaring, ønsker og behov.

Her kommer lidt billeder:

Puslebordet er to ‘Malm’ kommoder fra IKEA, puslepuden er fra Leander, puslerammen fra Heybasic, hylden fra Jollyroom, puslesættet fra Loukrudt, skyuro fra Konges Sløjd, musikuro fra Cam Cam, spejl fra H&M, sengerand og sengehimmel ‘Alice & Fox’ fra Jollyroom, lampe fra Liewood, vasketøjskurv fra H&M.

… Og lidt billeder af de små hyggelige detaljer:

BIBS sutter, rangle og bidering fra Liewood, rangle fra Konges Sløjd, kurv fra Søstrene Grene.
Plakater fra Jollyroom.
Flagranke fra Cam Cam, rangle fra Konges Sløjd.
Fletkurv fra H&M, stofble fra Cam Cam, urtepotte fra IKEA.
Boghylde fra Jysk, ‘Barnets bog’ fra Alfabetdyr, knagerække fra H&M.
Bøjlestang samt bøjler fra IKEA.

Lillesøster skal selvfølgelig sove hos os det første lange stykke tid, og derfor har vi købt en bedside crib til soveværelset. Oliver sov i sin babynest i vores seng ved siden af mig eller mellem os, men da Oliver ofte kommer ind til os om morgenen omkring kl. 5.00 og putter (og en sjælden gang sover videre i en times tid), så synes vi en bredside crib var et bedre valg denne gang.

Bedside crib fra Moweo, uro fra Søstrene Grene, pude fra H&M og sengetøj fra Cam Cam.

Desuden har vi igen valgt at hænge vores Leandervugge op i stuen, som vi også havde til Oliver. Han brugte den egentlig ikke såååå meget, da han også ofte sov i sin nest på sofaen, men denne gang tænker vi, det bliver rart med lidt mere “afskærmning” for lillesøster, og så har vi valgt at købe himlen til denne gang, som skaber lidt mere tryghed og hygge – den havde vi ikke til Oliver, og det tror jeg, var en fejl.
Desuden har vi denne gang med det samme valgt at købe samme højstol til lillesøster, som vi har til Oliver og så tilkøbe babyindsatsen – den havde vi ikke til Oliver. Det giver meget mere mening denne gang, at hun kan komme med op i samme højde, når vi f.eks. skal spise. Her anden gang har vi bare mange flere rutiner, som skal overholdes i forhold til spisetider osv., så derfor virkede det nærmest uundværligt. Til Oliver havde vi en skråstol, som jeg aldrig blev rigtig glad for, og ellers lå han i sin babynest på bordet, når vi spiste. Det virkede bare ikke som en god løsning denne gang.
Jeg har købt et nyt aktivitetsstativ, da jeg simpelthen synes, det gamle var grimt. Oliver brugte det ikke ret meget, da jeg nok havde en tendens til at “underholde” ham lidt for meget selv – men det er helt sikkert noget, jeg vil øve med lillesøster, da hun (forhåbentlig) bliver lidt bedre til at ligge selv.

Vugge fra Leander, højstol samt babyindsats fra Stokke Steps, aktivitetsstativ fra Franck & Fischer, tilbehør fra Liewood og Søstrene Grene, legetæppe fra Liewood.

Jeg håber, det er lykkedes mig at angive hvor de forskellige ting er fra på de fleste ting – jeg har i hvert fald forsøgt. Ellers må I endelig skrive og spørge.

Tak fordi I læse med. ♡

Continue Reading

37+0 – Lillesøster er færdigbagt

Hospitalstasken er pakket og klar.

I dag rammer vi uge 37+0, og dette betyder, at lillesøster er færdigbagt, og at hun i princippet kan komme ud til os anytime – det er en milepæl og det er så crazy! Nu er vi indenfor termin.
Derfor er pusletaken nu pakket og klar til afgang. Umiddelbart tænkte jeg, det ville være nemmere denne gang, for vi har jo prøvet det før, men det synes jeg faktisk ikke, det har været.
Når jeg sammenligner dette tidspunkt med min graviditet med Oliver, er der meget, som er og føles anderledes.

For det første vil fødslen være ambulant denne gang, da jeg jo er andengangsfødende – hvis alt går som det skal vel og mærke. Hvilket vil sige, at vi allerede skal hjem 4 – 6 timer efter fødslen. Dette synes jeg på den ene side er lidt skræmmende, men alligevel også rart. Og selvfølgelig bliver man ikke ‘smidt ud’, hvis der er en årsag til at blive.
Med Oliver var vi på barselshotellet i to døgn, og det var bare helt perfekt for os. Der er ikke travlt, vi kunne hente hjælp, hvis der opstod tvivl, og vi skulle ikke tænke på at sørge for mad eller noget. Vi kunne bare være i vores egen lille verden som en nybagt familie.
Denne gang er jeg slet ikke i tvivl om, at vi egentlig bare gerne vil hjem, hvis alt går vel, da jeg forestiller mig, at det ikke bliver større, end når hele familien skal samles efter hendes ankomst, og Oliver skal møde lillesøster (jeg tuder allerede ved tanken! Åh, det bliver så stort!).

Med Oliver var jeg mentalt klar til at møde ham flere uger i forvejen, og da der var omkring en måned til termin var alt klargjort – AlT! Sådan er det ikke denne gang.
Denne graviditet er fløjet afsted, og det meste af tiden har min krop og selve graviditeten været uger foran mit hoved. Jeg har ikke helt kunne følge med mentalt. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at møde hende, og jeg kan slet ikke vente, men jeg forstår ikke helt, at det kan være anytime – og det stresser mig faktisk lidt.
For et par dage siden panikkede jeg, fordi vi ikke havde et helt præcist overblik og en plan over, hvad der skal ske med Oliver, når fødslen går i gang. Det skal vi jo også tage stilling til denne gang. Og det er faktisk ikke så nemt, når vi jo (sjovt nok) ikke aner, hvornår det bliver, hvilket tidspunkt på døgnet eller hvor hurtigt det skal gå.
Jeg panikkede over at autostolen stadig stod på loftet, at vores ‘to-do liste inden lillesøster kommer’ stadig indeholder +15 punkter OG at hospitalstasken ikke var færdigpakket!
‘To-do listen’ er stadig lang, men der er styr på de vigtigste ting nu, og det giver simpelthen så meget mentalt ro – så må vi se, om vi når det hele.

Hun burde melde sin ankomst i starten af august, og det kan både betyde 15 grader, regn og blæst men også 30 grader og solskin, så hvad skal man lige pakke af tøj i hospitalstasken? Jeg ved godt, at spædbørn ikke selv kan regulere varmen, og selvfølgelig skal dækkes til osv., men alligevel. Lidt forskel vil der jo være. Desuden skønner de lillesøster til at være en del mindre end sin storebror, og dette gør det faktisk også lidt svært, for hvad og hvilken størrelse har jeg så skulle pakke?
Oliver blev født 41+3, altså 10 dage over termin, og vejede 4065 g og var 55 cm lang, og jeg synes jo virkelig bare han var lille. Og han passede str. 50 i ret lang tid alligevel. Hvad så med lillesøster, hvis hun bliver endnu mindre? Det kan jeg ikke lige forholde mig til. Derfor har jeg både pakket str. 50 og 56 i hospitalstasken.
Ligeledes har jeg pakket nogle ting i hospitalstasken, som Oliver også havde på lige efter fødslen, og dem skal vi selvfølgelig også have med til lillesøster. Selvom det måske lyder fjollet, så betyder lige præcis dét bare virkelig meget – der er så mange følelser i de ting.

Måske er det hele i princippet fuldstændig ligegyldige ting og tanker, men alligevel kan jeg mærke, det betyder meget for mig, at have styr på alt herhjemme, og den hospitalstaske betød åbenbart mere, end jeg troede. Jeg har det bare bedst, når der er styr på det hele – især fordi vi nu har ramt terminsperioden.

På grund af forskellen af længden på indlæggelsen efter fødslen, årstiden og den danske sommer, den skønnede størrelsesforskel samt det praktiske omkring Oliver, når først fødslen går i gang, synes jeg ærligt talt, det har været svært at pakke den hospitalstaske og nå hertil – det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg tidligere i graviditeten så frem til dette tidspunkt.
Jeg blev virkelig ramt af følelsen af panik for et par dage siden, da det gik op for mig, at vi om få dage ramte terminsperioden, og jeg havde ikke engang pakket hospitalstasken!? Jeg tænkte virkelig: “Hvad er der galt med dig Sofie – kom nu igang!”
Måske sammenligner jeg for meget med gravidteten med Oliver nogen gange, og det stresser mig lidt – I don’t know.
Men jeg ved, jeg har det bedst, når der er styr, kontrol og overblik over tingene, og dét er der trods alt ved at være nu efter et par aktive dage, som har handlet om forberedelser og klargøring.
Dette giver mig ro, og selvom der er stor forskel fra person til person, så føler jeg, at ro omkring hele situationen op til en familieforøgelse er vigtig.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg vil forsøge at blive helt mentalt klar, lige indhente de sidste par uger mentalt, og så vil jeg have mit fokus på den forstående fødsel, for selvom jeg ikke helt forstår det, så venter den altså lige rundt om hjørnet!

Continue Reading

Homemade ‘fotoshoot’ af babybulen

Onsdag aften blev babybulen foreviget i de smukke naturomgivelser, vi har omkring os, hvor vi bor.

I min graviditet med Oliver fik jeg også lavet et lille hjemmelavet fotoshoot af babybulen i uge 35 i træningscenteret – og jeg har bare været SÅ glad for de billeder, så selvfølgelig ville jeg også gerne have taget nogle billeder denne gang omkring samme tidspunkt i graviditeten.

Graviditet Oliver, uge 35, 7. oktober 2016:

Min lillesøster synes, det er mega sjovt og hyggeligt, så vi gjorde en hyggeaften ud af det igen denne gang og havde det virkelig sjovt med det!
Her er et lille udpluk af hele ‘fotoserien’:

Graviditet lillesøster, uge 35, 26. juni 2019:

Jeg er så glad for, at jeg har fået babybulen foreviget – det er altid sjovt at se tilbage på.
Og helt ærligt, så elsker jeg resultatet. Jeg elsker babybulen, jeg er så helt igennem glad og lykkelig på disse billeder, og der er så mange dejlige minder, sjov, hygge og fjolleri forbundet med dem.

Continue Reading

45 minutters cardiotræning i uge 33

Uge 33 (32+0)

Jeg elsker at mærke min krop arbejde, og selvom jeg her i uge 33 ikke kan udfordre min krop på samme måde, som jeg kan uden en babybule, så kan jeg sagtens få min puls op og stadig forsøge at holde min form bare lidt ved lige – desuden bliver jeg også hurtigere forpustet og får højere puls end normalt, som så mange andre her i graviditeten. 

Ligeledes sætter mit bækken samt min lænd nogle begrænsninger, mest i forhold til løb, som jeg jo er stoppet med. 

MEN så er det godt, der findes en masse andre alternative metoder. Her kommer det cardioprogram, som jeg typisk kører – selvfølgelig med lidt variation, men i dag var det sådan her:

Opvarmning 
5 min. gang på løbebånd 

Stairmaster
10 min. intervaller: 
1 min. på niveau 10
1 min. på niveau 10 med hænderne i siden
1 min. på niveau 12 
1 min. på niveau 14 
1 min. på niveau 18
X 2
Stairmasteren i mit center går fra niveau 1 – 20.

Crosstrainer 
10 min. intervaller:
Jeg træner altid til musik med højt tempo og intens bas – det tænker jeg de fleste gør under cardio? 😅
I versene kører jeg moderat tempo på niveau 5, og i omkvædende, hvor tempoet er højest i sangen, skruer jeg op på 10, og kører højt tempo, indtil omkvædet er slut. 
På den måde kører jeg intervaller hele tiden gennem de 10 min, som styres af sangens tempo. Håber det giver mening?

Cykel
10 min. intervaller:
1 min. moderat tempo på niveau 5
1 min. højt tempo på niveau 8
X 5

Løbebånd 
10 min. gang på niveau 6,0 med 5% stigning. 

Jeg slutter af med lidt styrke- samt udstrækningsøvelser for mit bækken samt min lænd. 

Jeg aner ikke, om alle maskiner har samme intervaller og niveauer, men tænker det er sådan, jeg forklarer det bedst. 
Man kan jo selv styre intensiteten af træningen afhængig af form og træningsniveau – det er det gode ved intervaltræning. 

Rigtig god træning derude – og god fredag! 

Continue Reading

B A C H E L O R – én uge til aflevering!

I dag er der en uge til deadline for aflevering af min professionsbachelor – det er crazy! Men jeg føler mig (endelig) godt med. Ikke fordi, jeg på noget tidspunkt har været bagud som sådan. Den er bare slet ikke forløbet, som jeg havde forestillet mig eller planlagt – og er der noget, jeg ikke er god til, så er det mangel på struktur og overblik! Det giver mig en følelse af, at det ikke går som det skal, selvom det hele måske forløbet helt fint.

Nogle vil måske mene, jeg tuder lige rigeligt i dette indlæg, og det skal I også have lov til, men det er nu engang sådan, jeg har haft det. Det er fortalt ud fra min situationen, hvor jeg/vi er i vores liv, og hvad der fylder- og betyder mest for mig personligt i denne process.

Jeg vil starte med at pointere én ting: Det her bachelorskrivning har jeg sgu nok undervurderet en her del! Forstået på den måde, at jeg synes, det er pisse hårdt at skrive så stor en opgave alene. Jovist, jeg kender mange, som har skrevet endnu større opgaver – men det har jeg altså ikke!
På vores studie har opgaverne altid haft et omfang alt i mellem 8 – 15 sider, og disse opgaver er altid udarbejdet i studiegrupper. De få opgaver, vi har afleveret individuelt har haft en omfang på 5 – 7 sider. Så lad os bare konkludere, at jeg er temmelig meget nybegynder, når det kommer til større opgaver.
Det er mit helt eget valg, at jeg har valgt at skrive min BA alene, da jeg synes, det virkede mest optimalt ift. planlægning og strukturer i min og vores hverdag – men jeg må da indrømme, at jeg nogle dage har været i tvivl, om det har været den rigtige beslutning. Det tror jeg nu nok, det har, men nogle gange ville det være rart at have en at sparre med, og ligeledes ville omfanget af opgaven slet ikke være så stort pr. person, som det er, når man skriver alene.
Jeg havde virkelig glædet mig til endelig at få lov til at udarbejde så stor en opgave, hvor man endelig fik mulighed for at gå i dybden med noget, og måske er det også derfor, det føles lidt som en mavepuster, at jeg synes, det er en så intens og stressende periode.
Egentlig har vi jo haft virkelig god tid, men alligevel har den ene uge taget den anden, og der er nogle processer, som har taget meget længere tid, end jeg havde forventet.

Helt ærligt, så synes jeg det er pisse hårdt at skrive bachelor, være (høj)gravid OG være mor – og samtidig gerne vil kunne passe de huslige pligter, min træning, se mine veninder osv. osv. Nogle dage er jeg mentalt et helt andet sted, da graviditeten fylder mere og mere jo tættere, vi kommer på termin. Jeg elsker virkelig, at være gravid og forsøger at nyde hvert eneste øjeblik – måske er det sidste gang, jeg får lov til at opleve det. Men det føler jeg på ingen måde, der er tid til i denne proces. Graviditeten forløber lidt som et sideprojekt, da det er min BA, som bør være i fokus hele tiden. Og det gør mig ærligtalt lidt ked af det nogle gange. Jeg vil bare så gerne være tilstede i dén, og det føler jeg ikke jeg har tid til.

Ligeledes er jeg vant til, at jeg for det meste kan hente Oliver mellem kl. 15 – 15.30, så vi har et par timer sammen om eftermiddagen, inden vi skal lave aftensmad, E kommer hjem, og alle rutinerne sætter ind. Så derfor begynder jeg at stresse lidt, når klokken nærmer sig 14, da jeg så gerne vil være færdig, så jeg kan hente mit lille menneske – dog er det oftest efter kl. 15.30/16, han bliver hentet for tiden.
Og jeg ved godt, at det i nogles ører lyder som piveri, da mange har et fuldtidsjob, hvor de henter deres børn endnu senere, og måske har endnu mindre tid sammen med dem, men sådan har det aldrig været for mig/os siden jeg blev mor, og derfor er jeg ikke vant til det. Det føles som en kæmpe omvæltning, og hvor skørt det end lyder, så føler jeg nogle dage, at jeg “svigter” Oliver lidt, fordi jeg ikke kan være der for ham på samme måde. Dette hænger helt sikkert også sammen med, at jeg i forvejen føler, jeg svigter ham på nogle punkter helt generelt pga. babybulen, da der bare er nogle ting, jeg ikke længere kan – og dét gør ondt i mit moderhjerte. Selvom han altid har været fars dreng, så kan jeg da godt se, at han i nogle situationer søger E endnu mere, end han plejer, da han ved, jeg nok alligevel ikke kan være med på det niveau, han ønsker – og det skal jeg altså også lige vænne mig til. Egentlig tænker jeg, det er en god optakt til den dag lillesøster kommer, da det dermed bliver en nødvendighed, men alligevel synes jeg, det er svært. Jeg har det bedst, når jeg kan være der 110% for Oliver, og det føler jeg ikke helt, jeg kan for tiden – hverken pga. graviditeten eller BA.

Jeg tror også, det handler om den dårlige samvittighed, som hele tiden ligger og lurer.
Når jeg sidder med min BA på tidspunkter, hvor jeg egentlig havde mulighed for at være sammen med Oliver, og Emil for den sags skyld, så får jeg SÅ dårlig samvittighed. Når jeg sidder min min BA herhjemme i dagtimerne, og jeg ved, at opvaskemaskinen skal tømmes, vasketøjskurven er fyldt og der burde blive støvsuget, så stresser jeg lidt over det, for jeg er jo hjemme, så jeg burde jo egentlig gøre det.
Hvis jeg så trækker stikket og vælger at gøre det, så jeg har jeg alligevel dårlig samvittighed, fordi jeg ikke arbejder på min BA – for hvad nu hvis, jeg alligevel ender med at få mega travlt lige op til aflevering.
Uanset hvad jeg gør, så føles det aldrig sådan helt rigtigt – jeg føler aldrig, at jeg har sådan rigtig fri.

E er som altid mega god til at tale mig til fornuft, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig, og så han skruer lidt ekstra op for hans energiniveau, og gør alt for, at der ikke er for mange huslige pligter, som halter herhjemme, da han ved, jeg ikke kan abstrahere fra dem. Han er og bliver verdens bedste mand! Han kender mig, og han gennemskuer mig lige så snart, jeg bliver presset, selvom der for det meste skal rigtig meget til.
Så faktisk har jeg aftalt med mig selv (og E), at jeg i denne process har prioriteret min træning (da den gør en kæmpe forskel for mig både fysisk og mentalt) samt min BA i dagtimerne, og så forsøger jeg at hente Oliver senest kl. 15.30, da det er sådan, jeg har det bedst. Så forsøger jeg at glemme alt andet, og så hjælpes vi ad, alt det vi kan E og jeg.

Jeg glæder mig virkelig til første deadline er nået, og opgaven er afleveret om en uge! Og så glæder jeg mig bare til jeg får datoen for eksamen, så jeg har en ny deadline at arbejde efter.
Jeg har som sådan ikke de store forventninger til resultatet. Selvfølgeligvil jeg gerne klare mig godt – især når jeg har brugt så meget tid og energi på det, men omvendt så er der også så meget andet i mit liv, som jeg prioriterer meget højere, og som betyder meget mere for mig. Min prioritering i forhold til mit studie er bare blevet anderledes efter jeg er blevet mor, og vi er blevet en familie.
Jeg havde et mindre sammenbrud tidligere i processen af min BA-skrivningen, da jeg simpelthen pressede mig selv for hårdt. E kiggede mig i øjnene og sagde: “Hør nu her skat. Gennem dit studie har du næsten gennemgået to graviditeter, du er blevet mor, du har skiftet uddannelsessted efter barsel, og du er stadig ambitiøs omkring dit studie og klarer dig pisse flot! Du yder en kæmpe indsats herhjemme, du træner som en sindssyg og du holder din blog opdateret – dét er et stort 12-tal i sig selv! Så fuck hvordan det går lige præcis til denne eksamen!” Og hvor har det bare hjulpet mig så meget! Helt ærligt, så synes jeg, han har ret. Jeg har opnået så meget andet siden jeg startede i 2015, og jeg ville ikke undvære en eneste ting af det – heller ikke selvom det betyder, at jeg måske ikke afslutter min uddannelse, som jeg havde håbet på og forventet, da jeg startede.

Nu skal det hele bare overstås, så jeg er på den anden side, hvor jeg kan ånde lettet op, gå på barsel og bare GLÆDE mig til sommerferie med min lille familie og at lillesøster snart melder sin ankomst – UDEN nogen form for dårlig samvittighed hængende over hovedet.
Det kommer til at føles som om, det gik fra at være marts til juni på få dage, da jeg helt ærligt ikke føler, jeg har haft et pusterum siden bachelorskrivningen blev skudt igang.
Åh, hvor jeg GLÆDER mig!

Continue Reading

Løb under graviditeten

I dag er jeg gået ind i uge 30 (29+0), og i går var sidste gang, jeg løb med lillesøster i maven – er jeg ret sikker på i hvert fald.

Det var faktisk præcis på samme tidspunkt med Oliver, at jeg måtte sige “på gensyn” til løb, og acceptere, at det var slut for nu. Dog har det alligevel slet ikke været det samme.
Med Oliver lavede jeg en aftale med mig selv om, at når det ikke længere føles behageligt at løbe 5 min. i streg, så ville jeg stoppe med mine løbeture – og sådan blev det i uge 30.
Som jeg tidligere har skrevet i et par indlæg i denne graviditet http://sofiebrandt.dk/?p=1185 og http://sofiebrandt.dk/?p=1287, havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg fortsat kunne løbe i uge 30 – men det har jeg altså kunne. Dog slet ikke på samme måde, som i graviditeten med Oliver.
Denne gang har løb ikke bestået af decideret løbeture, men intervalløb har været en del af min cardio i centeret, hvor jeg har løbet 2 – 3 min. af gangen og så gået der i mellem i samme tidsmængde. I denne graviditet har min krop sagt fra overfor konstant løb i længere tid af gangen noget tidligere i graviditeten, men til gengæld har det fungeret helt optimalt med korte gå- og løbe intervaller.
Men nu føles det altså bare ikke rigtigt mere. Både mit bækken og min læn siger hurtigt fra efter meget kort tid med løb, så jeg tror, det er min krops måde at fortælle mig på, at det er på tide at sige “på gensyn” til løb. 
Ærligt, så savner jeg at snøre løbeskoene og bare tonse afsted i den friske luft og nyde naturen – jeg ELSKER det, og det giver mig SÅ meget energi og overskud, og det er efterhånden en her del måneder siden, jeg har haft den oplevelse og følelse i kroppen. Jeg glæder mig allerede, til jeg (forhåbentlig) skal løbe lange, hurtigere ture som #mortilto – og forhåbentlig en masse ture med lillesøster i løbejoggeren, som jeg har gjort med Oliver fra den dag, han var klar til det – og han elsker det stadig. Det er altid dejligt med heppekor undervejs.

Men jeg er så stolt af min krop. Jeg kan ikke forvente eller forlange mere af den. Den behandler mig så godt, og lillesøster er så god ved mig.

I søndags dyrkede jeg 40 minutters intensiv cardio med en konstant puls på over 160 – det er sgu mega sejt gået af min krop på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg er så taknemmelig for, at dette kan lade sig gøre. Det handler om at kende sin krops begrænsninger og lytte til dem. Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og jeg er ligeledes blevet rigtig god til at acceptere de begrænsninger, jeg møder på min vej. Det er dét, som betyder noget, og så kan man egentlig forstætte på det “niveau”, som man ønsker – igen: så længe kroppen tillader det.
Jeg træner fortsat tre gange om ugen – de uger der er tid til det gerne mere. Jeg dyrker primært cardio på diverse cardiomaskiner, men jeg styrketræner fortsat en gang om ugen – blot for at bruge kroppen på en anden måde. 

Indtil nu siger vægten +6 kg. Det er nogenlunde den samme vægtøgning som med Oliver på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er ikke noget, jeg går super meget op i, men jeg synes, det er rart, at have et parameter at måle på, da jeg ikke ønsker at tage mere på end dét graviditeten vejer i sig selv. Nu har jeg prøvet, hvordan det er at være på den anden side af fødslen, og sidste gang forsvandt kiloene af sig selv – også selvom kroppens uddseende langt fra var det samme. Det synes jeg, var en rar følelse, men man kan jo aldrig vide, hvordan kroppen reagerer. Dog er det slet ikke noget, jeg bruger tid og energi på at tænke over – det skal nok komme helt af sig selv. 

Jeg nyder babybulen, jeg nyder at mærke lillesøster møffe rundt derinde, og jeg elsker, elsker, ELSKER tanken om, at vi lige om lidt er fire.
Jeg er så stolt af min krops arbejde, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, vi kan fortsætte det gode samarbejde.



Continue Reading