Her til aften havde jeg den største tudetur!
Jeg kom ned i stuen efter at have puttet O, Emil kiggede på mig og spurgte: “Er du okay skat?” – og så brød jeg fuldstændig sammen!
Jeg ved ikke, hvad der skete, men følelserne overmandede mig fuldstændig. Vi er i dag gået ind i uge 25 af graviditeten – UGE 25! Hvad sker der!? Jeg kan slet ikke forstå det. #stoptiden og #tidenflyver er passende hashtags at bruge i denne sammenhæng – en kliché, ja! Men hold nu op, hvor er det bare rigtigt! Sidst jeg havde denne følelse i kroppen, var da Oliver var spæd, og jeg ikke kunne følge med i hans udvikling, og jeg ikke kunne rumme, at min lille baby blev så hurtigt stor, og tiden bare fløj afsted – og så alligevel nød jeg det jo. En meget ambivalent følelse.
Nu har jeg lige puttet mit lille, store menneske, som selv kysser mig godnat, giver godnatkrammer, slukker lyset og siger “nat nat mor”. Hvornår blev han lige SÅ stor!?
Siden jeg er blevet mor, er tiden fløjet afsted på en helt anden måde, end jeg nogen sinde før har oplevet, men man begynder ligesom at vænne sig lidt til det og acceptere det – dog synes jeg nogle gange, det tager lige lovlig overhånd. Jeg vil så gerne bare nyde det, være tilstede i nuet, og bare trykke på “pause”-knappen en gang imellem, og bare suge ALT til mig – hvis jeg altså kunne.
Jeg har sagt det mange gange før: jeg elsker at være gravid! Jeg synes simpelhen, så det er så stort at få lov til at opleve dét kroppen gennemgår og er med til at skabe – for mig er det virkelig en gave i livet.
Men denne gang føler jeg ikke helt, at jeg er tilstede i det på samme måde, som jeg var første gang. Det er svært at forklare, men i nogle perioder føles det “bare” som et sideprojekt min krop arbejder på, mens hverdagen, bachelor, familielivet og diverse ting er i fokus og tager alt min tid.
De tidspunkter på dagen, hvor lillepigen sparker løs på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at mærke efter og bare nyde det, elsker jeg – men det sker alt for sjældent, synes jeg. Jeg savner de dage, hvor tankerne og forestillingerne bare tager over, og man forbereder sig mentalt på den forandring, der venter én.
Igen ramte den der ambivalente følelse mig, for selvfølgelig glæder jeg mig ubeskrivelig meget til august – det er tidshorisonten over dem alle, men alligevel forstår jeg ikke helt, at vi allerede er nået hertil i forløbet. Jeg føler ikke, at mit hoved er lige så langt, som min krop og min graviditets-app fortæller mig, vi er.
Jeg aner ikke, om det er sidste gang, jeg får lov til at opleve en graviditet, så jeg vil bare så gerne nyde det – og det føler jeg ofte, jeg “glemmer” denne gang. Simpelhen fordi jeg ikke har tiden til det på samme måde.
Og den følelse overmandede mig bare fuldstændig i dag.
Måske ramte virkeligheden mig i dag: Vores dejlige søn Oliver Elliot er 2 år og 4 måneder og lillesøster i maven er 60% færdigbagt – mens jeg føler, vi lige er blevet en lille familie, og at vi holdte hans 1 års fødselsdag i foregårs.
NU glæder jeg mig bare til påskeferie med min lille familie, hvor jeg virkelig kan fokusere på dem og lillesøster i maven. Det kan jeg mærke, jeg har brug for. Jeg skal nyde hvert eneste sekund, og bare suge alt kærlighed til mig og bare være tilstede i nuet.
God påske til jer. 🐣
