Studie – Sofie Brandt

B A C H E L O R – én uge til aflevering!

I dag er der en uge til deadline for aflevering af min professionsbachelor – det er crazy! Men jeg føler mig (endelig) godt med. Ikke fordi, jeg på noget tidspunkt har været bagud som sådan. Den er bare slet ikke forløbet, som jeg havde forestillet mig eller planlagt – og er der noget, jeg ikke er god til, så er det mangel på struktur og overblik! Det giver mig en følelse af, at det ikke går som det skal, selvom det hele måske forløbet helt fint.

Nogle vil måske mene, jeg tuder lige rigeligt i dette indlæg, og det skal I også have lov til, men det er nu engang sådan, jeg har haft det. Det er fortalt ud fra min situationen, hvor jeg/vi er i vores liv, og hvad der fylder- og betyder mest for mig personligt i denne process.

Jeg vil starte med at pointere én ting: Det her bachelorskrivning har jeg sgu nok undervurderet en her del! Forstået på den måde, at jeg synes, det er pisse hårdt at skrive så stor en opgave alene. Jovist, jeg kender mange, som har skrevet endnu større opgaver – men det har jeg altså ikke!
På vores studie har opgaverne altid haft et omfang alt i mellem 8 – 15 sider, og disse opgaver er altid udarbejdet i studiegrupper. De få opgaver, vi har afleveret individuelt har haft en omfang på 5 – 7 sider. Så lad os bare konkludere, at jeg er temmelig meget nybegynder, når det kommer til større opgaver.
Det er mit helt eget valg, at jeg har valgt at skrive min BA alene, da jeg synes, det virkede mest optimalt ift. planlægning og strukturer i min og vores hverdag – men jeg må da indrømme, at jeg nogle dage har været i tvivl, om det har været den rigtige beslutning. Det tror jeg nu nok, det har, men nogle gange ville det være rart at have en at sparre med, og ligeledes ville omfanget af opgaven slet ikke være så stort pr. person, som det er, når man skriver alene.
Jeg havde virkelig glædet mig til endelig at få lov til at udarbejde så stor en opgave, hvor man endelig fik mulighed for at gå i dybden med noget, og måske er det også derfor, det føles lidt som en mavepuster, at jeg synes, det er en så intens og stressende periode.
Egentlig har vi jo haft virkelig god tid, men alligevel har den ene uge taget den anden, og der er nogle processer, som har taget meget længere tid, end jeg havde forventet.

Helt ærligt, så synes jeg det er pisse hårdt at skrive bachelor, være (høj)gravid OG være mor – og samtidig gerne vil kunne passe de huslige pligter, min træning, se mine veninder osv. osv. Nogle dage er jeg mentalt et helt andet sted, da graviditeten fylder mere og mere jo tættere, vi kommer på termin. Jeg elsker virkelig, at være gravid og forsøger at nyde hvert eneste øjeblik – måske er det sidste gang, jeg får lov til at opleve det. Men det føler jeg på ingen måde, der er tid til i denne proces. Graviditeten forløber lidt som et sideprojekt, da det er min BA, som bør være i fokus hele tiden. Og det gør mig ærligtalt lidt ked af det nogle gange. Jeg vil bare så gerne være tilstede i dén, og det føler jeg ikke jeg har tid til.

Ligeledes er jeg vant til, at jeg for det meste kan hente Oliver mellem kl. 15 – 15.30, så vi har et par timer sammen om eftermiddagen, inden vi skal lave aftensmad, E kommer hjem, og alle rutinerne sætter ind. Så derfor begynder jeg at stresse lidt, når klokken nærmer sig 14, da jeg så gerne vil være færdig, så jeg kan hente mit lille menneske – dog er det oftest efter kl. 15.30/16, han bliver hentet for tiden.
Og jeg ved godt, at det i nogles ører lyder som piveri, da mange har et fuldtidsjob, hvor de henter deres børn endnu senere, og måske har endnu mindre tid sammen med dem, men sådan har det aldrig været for mig/os siden jeg blev mor, og derfor er jeg ikke vant til det. Det føles som en kæmpe omvæltning, og hvor skørt det end lyder, så føler jeg nogle dage, at jeg “svigter” Oliver lidt, fordi jeg ikke kan være der for ham på samme måde. Dette hænger helt sikkert også sammen med, at jeg i forvejen føler, jeg svigter ham på nogle punkter helt generelt pga. babybulen, da der bare er nogle ting, jeg ikke længere kan – og dét gør ondt i mit moderhjerte. Selvom han altid har været fars dreng, så kan jeg da godt se, at han i nogle situationer søger E endnu mere, end han plejer, da han ved, jeg nok alligevel ikke kan være med på det niveau, han ønsker – og det skal jeg altså også lige vænne mig til. Egentlig tænker jeg, det er en god optakt til den dag lillesøster kommer, da det dermed bliver en nødvendighed, men alligevel synes jeg, det er svært. Jeg har det bedst, når jeg kan være der 110% for Oliver, og det føler jeg ikke helt, jeg kan for tiden – hverken pga. graviditeten eller BA.

Jeg tror også, det handler om den dårlige samvittighed, som hele tiden ligger og lurer.
Når jeg sidder med min BA på tidspunkter, hvor jeg egentlig havde mulighed for at være sammen med Oliver, og Emil for den sags skyld, så får jeg SÅ dårlig samvittighed. Når jeg sidder min min BA herhjemme i dagtimerne, og jeg ved, at opvaskemaskinen skal tømmes, vasketøjskurven er fyldt og der burde blive støvsuget, så stresser jeg lidt over det, for jeg er jo hjemme, så jeg burde jo egentlig gøre det.
Hvis jeg så trækker stikket og vælger at gøre det, så jeg har jeg alligevel dårlig samvittighed, fordi jeg ikke arbejder på min BA – for hvad nu hvis, jeg alligevel ender med at få mega travlt lige op til aflevering.
Uanset hvad jeg gør, så føles det aldrig sådan helt rigtigt – jeg føler aldrig, at jeg har sådan rigtig fri.

E er som altid mega god til at tale mig til fornuft, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig, og så han skruer lidt ekstra op for hans energiniveau, og gør alt for, at der ikke er for mange huslige pligter, som halter herhjemme, da han ved, jeg ikke kan abstrahere fra dem. Han er og bliver verdens bedste mand! Han kender mig, og han gennemskuer mig lige så snart, jeg bliver presset, selvom der for det meste skal rigtig meget til.
Så faktisk har jeg aftalt med mig selv (og E), at jeg i denne process har prioriteret min træning (da den gør en kæmpe forskel for mig både fysisk og mentalt) samt min BA i dagtimerne, og så forsøger jeg at hente Oliver senest kl. 15.30, da det er sådan, jeg har det bedst. Så forsøger jeg at glemme alt andet, og så hjælpes vi ad, alt det vi kan E og jeg.

Jeg glæder mig virkelig til første deadline er nået, og opgaven er afleveret om en uge! Og så glæder jeg mig bare til jeg får datoen for eksamen, så jeg har en ny deadline at arbejde efter.
Jeg har som sådan ikke de store forventninger til resultatet. Selvfølgeligvil jeg gerne klare mig godt – især når jeg har brugt så meget tid og energi på det, men omvendt så er der også så meget andet i mit liv, som jeg prioriterer meget højere, og som betyder meget mere for mig. Min prioritering i forhold til mit studie er bare blevet anderledes efter jeg er blevet mor, og vi er blevet en familie.
Jeg havde et mindre sammenbrud tidligere i processen af min BA-skrivningen, da jeg simpelthen pressede mig selv for hårdt. E kiggede mig i øjnene og sagde: “Hør nu her skat. Gennem dit studie har du næsten gennemgået to graviditeter, du er blevet mor, du har skiftet uddannelsessted efter barsel, og du er stadig ambitiøs omkring dit studie og klarer dig pisse flot! Du yder en kæmpe indsats herhjemme, du træner som en sindssyg og du holder din blog opdateret – dét er et stort 12-tal i sig selv! Så fuck hvordan det går lige præcis til denne eksamen!” Og hvor har det bare hjulpet mig så meget! Helt ærligt, så synes jeg, han har ret. Jeg har opnået så meget andet siden jeg startede i 2015, og jeg ville ikke undvære en eneste ting af det – heller ikke selvom det betyder, at jeg måske ikke afslutter min uddannelse, som jeg havde håbet på og forventet, da jeg startede.

Nu skal det hele bare overstås, så jeg er på den anden side, hvor jeg kan ånde lettet op, gå på barsel og bare GLÆDE mig til sommerferie med min lille familie og at lillesøster snart melder sin ankomst – UDEN nogen form for dårlig samvittighed hængende over hovedet.
Det kommer til at føles som om, det gik fra at være marts til juni på få dage, da jeg helt ærligt ikke føler, jeg har haft et pusterum siden bachelorskrivningen blev skudt igang.
Åh, hvor jeg GLÆDER mig!

Min praktik på projekt MILQ

Kender I følelsen, hvor man bare føler, at man har ramt plet? Præcis sådan havde jeg det på vej hjem i toget efter den første dag i praktik på Institut for Idræt og Ernæring, Sektion for Børne- og international Ernæring på NEXS på Københavns Universitet. Jeg var helt høj ovenpå dagens oplevelser, og jeg blev taget så pænt imod. Jeg føler mig allerede som en del af teamet. Især fordi jeg allerede kan bidrage med nogle ting, som dem der ikke selv har børn, kan have sværere ved at forholde sig til på samme måde.
Egentlig kommer denne begejstring ikke bagpå mig, da jeg altid har fundet målgruppen gravide, nybagte mødte samt spædbørn utrolig interessant – også inden jeg selv blev mor.

I løbet af min uddannelse, som jeg startede på helt tilbage i februar 2015, har min interesse ændret sig. Egentlig vidste jeg ikke præcist, hvad den skulle føre til, blot at ernæring og sundhed interessede mig meget, samtidig med det er et område i vækst, men jeg havde ikke forestillet mig at det var forskningsdelen, som mest af alt ville fange min interesse. Faktisk er det først gennem studiet, jeg har fået øjnene op for, hvor meget der forskes indenfor dette område, og hvor stor en del af sundhedsverdenen forskning er.

I efteråret 2018 var jeg så heldig at komme i praktik på Frederiksberg Hospital på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. Denne enhed er meget mere baseret på ernæringsforskning helt generelt, og praktikken var meget administrativ, da den praktiske del af forsøgsperioden var gennemført.
Jeg synes, det var en utrolig spændende praktik, og det var simpelhen så interessant og super fedt at få et indblik i forskningsverdenen, og se hvor mange ressourcer, overvejelser og specifikke krav det indebærer. Ligeledes fik jeg en god forståelse af diverse begreber indenfor dette område. Også her blev jeg hurtigt en del af teamet, og alle var simpelthen så søde. Denne forskningsenhed foregik på et meget højt fagligt niveau, hvor jeg slet ikke kunne være med – til gengæld kunne jeg suge en masse ny viden til mig.
Dog fandt jeg hurtigt ud af i denne praktik, at den administrative del ikke var helt så meget mig, og at en stillesiddende arbejdsdag simpelthen blev for “kedelig”. Den praktiske del af forsøgsprocessen samt analysedelen, vil være meget mere mig – dog kræver især den sidste del en hel masse yderligere uddannelse. 😅

Som sagt har jeg altid haft en forestilling om, at mit bachelorprojekt skulle omhandle den målgruppe, jeg finder mest interessant: nemlig gravide, nybagte mødre samt spædbørn.
Da vi i løbet af 6. semester pludselig fik af vide, at vi skulle i endnu en praktik, og at vi havde omkring 1,5 måned til at finde den, gik jeg lettere i panik. 😳
Til mit held fandt jeg drømmepraktikken: Projekt MILQ (Mothers, Infants and Lactation Quality), som er et forskningsprojekt, hvor man undersøger indholdet af vitaminer og mineraler i danske mødres modermælk. Man ser på, hvordan modermælkens sammensætning hænger sammen med barnets vækst og udvikling. Resultaterne anvendes til at udvikle internationale anbefalinger for modermælkens sammensætning, da dette er vigtig viden, som kan bruges, når der i fremtiden skal undersøges, forebygges og behandles fejl- og underernæring hos børn i lavindkomstlande. Projektet foregår også i tre andre lande: Brasilien, Bangladesh og Gambia.

Måske var det ikke lige præcist det, jeg havde tænkt mig at skrive min bachelor om, men det var indenfor dette område.
I praktikken får jeg lov til at fungere som sekundær undersøger, når der bliver lavet undersøgelser på mor og barn. Børnene er mellem 1 – 8,5 måneder gamle, og de kommer til undersøgelse tre gange i denne periode. Der er ofte to undersøgelser om dagen, som har en varighed på 1 – 1,5 time. Under undersøgelserne bliver der taget diverse vækstmål på børnene, der bliver afleveret urin samt afgøringsprøve og der bliver taget en blodprøve. Ligeledes bliver der lavet en kropsscreening af moderen, der bliver lavet en urinprøve samt foretaget en blodprøve og så bliver der lavet en modermælkudpumpning.
Min primære opgave under undersøgelserne er at stille moderen en masse spørgsmål omkring sygdom, kost, informationer omkring barnet, barnets motorik samt barnets kost. Ligeledes noterer jeg diverse vækstmål, som bliver undersøgt under undersøgelsen og generelt supplerer den primære undersøger. Derudover underholder jeg børnene, når moderen bliver undersøgt, eller når der er behov for det.
Jeg elsker den kontakt, vi får med mødrene og deres børn hver eneste dag. Jeg elsker at møde nye mennesker, og at hver undersøgelse er forskellig. Vi møder mødrene på et meget intimt tidspunkt i deres liv, og derfor bliver disse møder også hurtigt meget personlige. Jeg er imponeret over den tiltro, de viser os. Det er så dejligt at arbejde med et område, hvor de her mennesker ønsker at deltage i projektet for at hjælpe andre på sigt, men også fordi det er i største interesse for deres barn, da de har mulighed for at få nogle fysiologiske oplysninger om deres børn og om dem selv, hvis det er det, de ønsker, som de ellers ikke har mulighed for at få.

Noget af dét, som fascinerer mig aller mest indenfor sundhedsverdenen er den forebyggende del. Og i min verden er det især indenfor denne målgruppe, det er vigtigt at lave en forebyggende indsats, da det er alle dem, som bliver den kommende generation.
Det er helt vildt, hvor stor indflydelse den gravide kan have på sit barn inde i maven, hvis man ser på hendes livsstil under graviditeten, og sammenholder det med barnets sygdomshistotik og risiko for livsstilssygdomme senere i livet – det er et område, der forskes meget indenfor i øjeblikket.
Ligeledes stopper denne proces ikke, når barnet kommer ud, og evt. bliver ammet af sin mor. Her er det moderens kost, som spiller en rolle for modermælkens sammensætning, og dermed har hendes kost betydning for blandt andet hvilke vitaminer og mineraler, der videregives til barnet. Det er i hvert fald dét dette studier tyder på indtil videre.
Egentlig tror jeg ikke, det er ret mange, som er klar over, præcist hvor stor indflydelse de kan have på deres barns vækst i maven, samt hvor stor indflydelse de har på barnets start på livet – der er i hvert fald mange undersøgeler, som peger i den retning.
Heldigvis er kroppen sådan indrettet, at lige så snart, den skal gro et lille menneske, så ved den, at det er det aller vigtigste, og så suger den alt det bedste og vigtigste til sig og videregiver det til baby, så ofte vil det være moderen som “det går ud over”, hvis kroppen er i underskud. Derfor har de fleste babyer oftest gode betingelser i maven, men forskningen viser blot, at man som gravid (og ammende) har man en god mulighed for at optimere betingelserne samt starten på livet for sit barn i maven.

Det er en KÆMPE verden, der åbner sig indenfor dette område, når man dykker lidt ned i den, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt opslugt af det, når jeg beskæftiger mig med det – det er simpelthen lige mig!

Desværre er det kun en deltidspraktik, da vi har undervisning sideløbende, så jeg er der kun 2 – 3 dage om ugen fra kl. 9 – 15, men det er absolut bedre end ingen ting!
Jeg glæder mig til en ny uge, og til at møde en masse nye mødre og deres små babyer – og så glæder jeg mig bare til at suge en masse ny viden til mig, og forhåbentlig kunne indsamle en masse spændende empiri til mit kommende bachelorprojekt.