Trodsalder

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det ord, for helt ærligt, så føler jeg, at Oliver lige så stille stiftede bekendtskab med den famøse trodsalder allerede omkring 2 års alderen, og så er det gået op og ned lige siden. Der har været intense perioder, rolige episoder – og så meget intense perioder. Men vi synes, at det hele topper lige pt! Så måske har den i virkeligheden først rigtig ramt os nu her ved 3,5 års alderen?

Oliver er som udgangspunkt en meget glad, rolig og mild dreng – lidt sensitiv på nogle punkter. Og selvom mange har svært ved at tro det, så har vi også utallige nedsmeltninger dagligt, og ofte handler det blot om, at han ville have åbnet døren, at glasset skulle stå et andet sted, eller at vi kom til at sige noget, som han ville have sagt. Alt sammen noget vi ikke har en chance for at vide, før det er for sent – og egentlig ret uskyldigt, men som kan vælte hele hans verden. Dette fører til sætninger som: “Dumme mor, jeg gider ikke lege med dig!”, “nu går jeg bare hen i min børnehave, og siger min mor er sur” – mens han forsøger at “stikke af hjemmefra”. “Nu vælter jeg alle mine ting på gulvet” eller ”DUMME mor!!”. Samtidig står han og småtjatter til os for at se, hvordan vi reagerer. Hvis ikke vi får stoppet det i tide, så ender det med han skriger alt hvad han kan, indtil han ikke har mere luft i lungerne, mens han holder hænderne for ørerne – nogle gange slår/sparker han – og  græder han!

Og så er der de helt almindelige konflikter omkring alle rutinerne, som bare skal gøres, men helst skal laves til én stor forhandling – hvis man spørger Oliver. Det er dem, som er sværest, synes vi. Dog er vi blevet gode til at finde løsninger, som fungerer for både os og Oliver.
Generelt er vi meget pædagogiske. Vi forsøger at sætte os ind i hans følelser og frustrationer, og møder ham der, hvor han er. Dog er det ikke altid lige nemt – og slet ikke i de timer efter BH, hvor det altid er værst, og hvor jeg altid er alene med begge børn i 2 – 3 timer, hvor vi samtidig skal have aftensmad klar til far kommer hjem så tidsplanen ikke skrider!
Vi råber meget sjældent, for det har fuldstændig modsatte effekt på Oliver. Det er det rene selvmål! Vi forsøger altid at tage det i opløbet inden det eskalerer fuldstændig, hvilket oftest lykkedes – uden vi giver efter. 

Vi opdrager vores børn på en måde, som vi finder mest behagelig og effektiv for vores vedkommende. Der er så mange meninger og holdninger – og endnu flere forskellige måneder at gøre det på. 
Og nu kommer jeg til den del, som vi synes, har været svær, men som vi har erfaret virker for os: vi skruer lidt ned for forventningerne og opdragelsen, når vi er ude i offentligheden eller sammen med andre – fordi ingen af os som regel får noget ud af det. Episoden, dialogen og reaktionen bliver helt anderledes (og meget værre), end når vi er derhjemme, fordi der er andre øjne som kigger med. Det er ikke fordi, der ingen regler er, når vi er ude blandt andre mennesker, og der er også diskussioner og kampe, men det er måske ikke lige der, vi har behov for at opdrage på vores børn. Det giver måske nogle gange et billede af, at “vi er alt for overbærende” eller at “der ingen regler er”. Men sådan er det absolut ikke! Vi sorterer bare lidt ud i kampene, når vi er sammen med andre. Så i stedet for at tage alle de kampe, vi ville have taget, hvis vi bare var derhjemme, og forvente af Oliver, at han viser, hvor “opdraget” han er, så tager kun dem, som vi finder nødvendige. Vi har ikke behov for at vise lige dér, at vores barn altså er godt opdraget, for det lykkedes alligevel næsten aldrig i situationen – og det er sgu næsten endnu værre. Og oftest viser det sig, at være meget bedre næste gang vi står i samme situation. Det har vi erfaret fungerer bedst – for os alle.
F.eks. siger Oliver altid “tak for mad” og bærer sin tallerken over i køkkenet, når vi har spist – helt uden vi behøver bede ham om det. Det er noget, vi har lært ham i en tidlig alder. Når vi er sammen med andre, glemmer han det ofte, fordi der sker så meget andet. Og vi kan da godt finde på at hviske til ham: “husk lige at sig tak for mad til …”, men hvis han ikke gør det, så er det ikke noget, vi gør et større nummer ud af – for han er jo normalt virkelig god til det. Hans fokus er et helt andet sted, og det er okay. Det er ikke vigtigt for os, at han siger “tak for mad” lige dér, så alle kan se, at han altså har lært det. Jo, det er da ren høflighed at gøre, I know. Men han siger det jo flere gange dagligt herhjemme og i børnehaven, og mon ikke han husker det næste gang – eller næste gang igen. Vi ved jo, at han “kan det”.
Hvis det handler om, hvordan han opfører sig, og hans opførsel ikke er okay, så er det en helt anden snak – så reagerer vi selvfølgelig med det samme – uanset hvilke omgivelser vi er i.

Uanet hvad, så kan de her perioder være udmattende! Det er simpelthen så intenst, og man aner aldrig hvornår den næste nedsmeltninger kommer, for det kommer som lyn fra en klar himmel! Og selvom det er Oliver, som kickstarter de her episoder hver gang, så er der jo ingen af os, som trives i dem – heller ikke Oliver. Han gør det jo ikke, fordi han pludselig beslutter sig for at lave en scene – det er meget sjældent i hvert fald, for han bryder sig virkelig ikke om, “når vi er uvenner”, som han siger. Det er som regel en (uvis) årsag – og dét forsøger vi at huske på.
Oliver er en god dreng – altså sådan virkelig en god dreng. Sådan helt generelt, så synes jeg, vi har den dejligste, sødeste og mest omsorgsfulde og også velopdragne dreng – som oftest hører efter, som vi kan stole på, og som oftest virkelig er hyggelig, sjov og skøn at være sammen med. Han gennemgår løbende perioder, hvor han tester grænser, og hvor han skal ”finde sig selv” – det er en del af hans udvikling. Det er sgu ikke nemt, og der er ikke noget at sige til, han reagerer udadtil. Nogle ting er okay, og nogle ting er ikke, og jeg synes, vi er ved at være gode til at finde en god balance – og vigtigst af alt: forsøge at forstå, hvorfor han reagerer som han gør, selvom det kan være vildt svært i situationen.

Rom blev ikke bygget på én dag, og det tager tid at finde ud af, hvad der fungerer bedst for os som forældre og for vores børn – vi begår stadig fejl. Og det tager tid for børnene at blive nogle opdragne og høflige mennesker. Heldigvis er der da mange år endnu – og jeg er slet ikke bekymret!

… og lige om lidt er vi klar til endnu en omgang. Og så må vi se, om Nora har de samme “behov”, eller om tilgangen skal ændres.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.