Projekt nybyg – del 2

Her kommer anden del af mit indlæg omkring projekt nybyg. Hvis du ikke har læst første del, kan du læse det her: http://sofiebrandt.dk/?p=1804

Projekt nybyg
At bygge selv har altid været en stor drøm for mig. Jeg kan slet ikke mindes, andet, og når jeg har forestillet mig mit kommende hjem, så har det været et nybygget hus. Emil har aldrig afvist ideen, men han var absolut ikke lige så hooked på ideen til at starte med, som jeg var – altså sådan helt tilbage i de første år af vores forhold. Ideen voksede meget hurtigt på Emil, og da vi første gang havde været ude og se nogle udstillingshuse, var han solgt – og så var beslutningen nærmest taget uden sådan yderligere overvejelser. Det føles bare rigtigt, og det var bare dét vi gerne ville – hvis altså økonomien tillod det, og der kom en byggegrund et sted, som vi synes, kunne være tiltalene for os.
Derfor har det hele tiden været udgangspunktet, når snakken er faldet på vores fremtidige base, at vi har undersøgt markedet for byggegrunde, og egentlig ikke kigget så meget på huse.

Efter vi har boet her i Vallensbæk Stand, og har haft naturen og vandet så tæt på, har det været svært at skulle give afkald på igen – også fordi både Emil og jeg begge er vokset op tæt på masser af natur og vand. Så det har hele tiden været en stor prioritering for os. Jeg bruger naturen enormt meget, når jeg løber, og sådan helt generelt, er det noget vi bare gerne vil kunne tilbyde vores børn at vokse op omkring.
Derfor har vi meget hurtigt indsnævret vores søgeområder til steder omkring kysten eller andre naturområder med store vandområder, og dét har jo så også betydet, at vi skulle endnu længere væk fra København, for det har (sjovt nok) sin pris. Men det har bare hele tiden været en stor prioritering for os.

Faktisk tror jeg vi begyndte at undersøge mulige områder allerede for tre – fire år siden, hvor vi bare har leget med tanken og læst lidt om området. Det seneste 1 – 1 1/2 års tid har vi besøgt forskellige byer og områder for at se, om det så virkelig kunne være noget for os – hvis vi også vidste, at det var økonomisk realistisk. Og det er lidt sjovt, for faktisk var Strøby Egede (hvor vi har købt en byggegrund) et af de aller første steder, vi faldt for – og i sidste ende nok også det eneste. Strøby Egede ligger lidt syd for Køge, og vi synes, at Køge er så hyggelig en by, hvor der er alt, hvad vi har brug for, og den ligger kun 5 – 6 km. væk. Faktisk minder byen os lidt om Svendborg, hvor både Emil og jeg har tilbragt størstedelen af vores ungdom. Desuden er der fantastiske muligheder med offentlig transport fra Køge station til til København, og dét var ligeledes vigtigt for os. Ikke fordi, vi tænker vi kommer til at bruge det vildt meget de første år, mens børnene er små, men når først de bliver ældre og skal til at færdes omkring København, så er det guld værd, at transportmuligheder er gode.

En lang proces
Første gang vi sådan rigtigt gik ind i processen, hvor vi var til informationsaftner ved byggefirmaer samt vedrørende nye kommende etaper af byggegrunde var tilbage i foråret sidste år.
Der er en masse nybyggeri i gang i Strøby Egede, og vi har fulgt nøje med i de etaper, som er blevet udbudt. Dog havde vi ikke 100% den rigtige mavefornemmelse, men alligevel synes vi, det er det dejligste område. Faktisk har vi været meget tæt på at købe en byggegrund i en anden etape i samme område, men det føles bare ikke helt rigtigt.
Vi har holdt øje, og pludselig hørte vi om en ny byggeetape, som ville blive udbudt af Huscompagniet – altså hvor man så skal bygge med dem, og det ville ikke gøre os noget, da vi var 99% sikre på, at det var det byggefirma, vi ville vælge uanset.
Efter et halvt års tid blev udstødningen udbudt, og vi synes bare, at den beliggenhed var en smule bedre, selve opsætningen af udstødningen, lokalplanen osv. var bare mere os sammenlignet med den anden etape, vi havde udset os. Så det var egentlig ikke så svært et valg – og så var vi jo bare så heldige at få vores 1. prioriterede byggegrund, hvilket virkelig bare betyder meget mere end man skulle tro! Det har vist sig, at være en kæmpe fordel, at have en ide om hustype, når man skal udse sig en byggegrund – både ift. størrelsen på grunden, husets mulige placering på grunden, placeringen af solen osv. osv. Omvendt er det også en kæmpe fordel, at kende sin byggegrund ud og ind, når man for alvor går ind i “byggeprocessen”, og begynder at tegne huset. Nu ved vi, hvad der vil være mere optimalt for os ift. sollys, hvor vores have er, små kroge osv. Dét er vi virkelig glade for!

Status lige nu
Lige nu er status, at vi har været til de første 4 – 5 byggemøder med vores byggerådgiver hos Huscompagniet, og vi er langt om længe 99% sikre på, hvilket typehus, vi vælger at gå med. Dette har jo også hele tiden haft betydning ift. grundens størrelse og form, da vi har skulle være sikre på, at vores ønskede hus kunne ligge på grunden samtidig med, at huset kunne på den mest optimale placering ift. solen osv. Vi har haft brug for at se alle muligheder igennem, og finde den løsning, som passede bedst til os. Vi har besøgt en masse udstillingshuse, og på den måde fundet frem til, hvilke ønsker og behov vi har. Der er allerede blevet lagt MANGE timer og MEGET tid og energi i denne proces, især omkring byggegrunden – og vi er først lige startet! Det er en vild proces, som virkelig kræver tid og energi, men samtidig er det SÅ spænende!
De sidste par måneder har vi brugt en masse aftener en en masse tid på at sidde med plantegninger og tegne, justere, tilrette, få nye ideer osv. osv., og så bliver det sendt lidt frem og tilbage mellem os og Huscompagniet. Vores planløsning er lavet ud fra et udkast, jeg har tegnet, som vi har “fremlagt” for vores byggerådgiver. Altså forstået på den måde, at vi har taget udgangspunkt i et hus, som de udbyder, hvor vi er låst i de ydre mure, men hvor vi må ændre på ALT indeni – så er det bare om at gå i gang (shiiiit!!). Dem som kender mig ved, at jeg ikke “bare” nøjes med det første og det bedste. Der bliver tænk over hver en lille prik på den tegning, og det er helt ærligt lidt hårdt i længden, da min hjerte kører på højtryk 24/7, for jeg vil så nødig gøre noget forkert – og det ved jeg, vi kommer til. Vi kommer til at tage nogle valg, som vi fortryder, men jeg vil bare gerne gøre mit ypperste for at minimere det så meget som muligt, ved at vende hver enkelt lille mulighed og detalje – jeg er perfektionisk ud til fingerspidserne, og det er både godt og skidt i en sådan proces.
Jeg ved, at det bliver godt i sidste ende, og forhåbentlig bliver det lige præcis, som vi ønsker – og heldigvis har vi en meget tålmodig byggerådgiver.
Lige nu venter vi på at den nyeste plantegning kommer på mail, og nu er vi efterhånden meget tæt på mål! Det er SÅ fedt!!

Ønskescenariet
Grundene er ikke byggemodnet endnu, da det hele er så nyt, så processen er fortsat lang. Umiddelbart kan man tidligt begynde at bygge til oktober. Desuden er jeg fortsat jobsøgende, og vi skal også have solgt vores rækkehus på et tidspunkt, så der er nogle faktorer som spiller ind. Så egentlig er det meget rart, at vi ikke har travlt. Dermed er vi ikke ligeså tidspresset, og vi har god tid til hele processen. Det kan jeg mærke, virkelig er en fordel for mig.

Ønskescenariet vil være, at vi kan begynde byggeprocessen i foråret 2021, og at vi kan flytte ind i løbet af sommeren – altså næste år.
Så får Oliver det sidste år i børnehave sammen med alle dem, som han skal starte i skole med, og det betyder bare meget for os! På den måde kan han bruge sin energi på blot at falde til og få en masse nye venner, mens han kender børnehavelivet i forvejen, fremfor han både skulle flytte, starte i skole og møde en masse nye venner på én og samme tid. Det føler vi, er den bedste løsning for Oliver, for vi kommer desværre ikke udenom et sidste skift.
Nora starter i dagpleje til august i år, og så ved vi endnu ikke, om hun skal starte i vuggestue i samme institution, som Oliver skal gå i børnehave, hvor hun så året efter skal rykkes op i børnehaven, så det egentlige skift for hende ligger når vi flytter, og hun går fra dagpleje til vuggestue. Eller om hun skal starte i en ny dagpleje, og hun så starter i børnehave året efter. Umiddelbart tænker vi, at hun skal have skiftet med det samme, så hun starter i vuggestue, og vi dermed undgår lidt endnu et skift, da overgangen fra vuggestue til børnehave er markant mindre, men den beslutning tager vi, når vi nærmer os, og vi kan se, hvad er vil være det bedste for Nora. Én ting er i hvert fald sikkert: hun skal gå i dagpleje den første tid ligesom sin storebror.

Når drømme bliver til virkelighed!!
Jeg kan næsten ikke få armene ned over, at min drøm er gået i opfyldelse:
Tænk engang at vi skal bygge vores helt eget hus, på den skønneste beliggenhed kun 400 – 500 meter fra Køge kyst i masser af skøn natur. Jeg forstår det stadig ikke helt – men f*** vi GLÆDER os!
Det er den skønneste følelse, at vi nu har fundet vores fremtidige base, hvor vores børn skal vokse op, og hvor vi skal bo de næste mange, mange år! Det giver bare så meget ro i maven, og nu kan tiden næsten kun gå for langsomt!

Det var vores historie, og hvordan og hvorfor vi er nået hertil.
Jeg glæder mig til at tage jer med på vores rejse i forbindelse med “projekt nybyg”.

Continue Reading

Projekt nybyg – del 1

Jeg synes stadig, det er lidt vildt, at vi har købt en byggegrund, og at vi nu ved, hvor vores fremtidige base skal være! Helt præcist skete det d. 17. april, hvor vi endeligt skrev under på købsaftalen – det var en vild følelse! Allerede d. 6. april blev vi ringet op af vores byggerådgiver med nyheden om, at vi havde fået vores 1. prioritet af grundene – og var var GLADE!!

Der er kommet en del spørgsmål omkring vores kommende projekt, men faktisk er der også en hel del, som har spurgt ind til, hvorfor vi har bosat os på Sjælland, når vi begge kommer fra Langeland og Sydfyn. Derfor vil jeg fortælle vores “historie” i dette indlæg.

Helt fra begyndelsen
Faktisk starter hele processen helt tilbage i 2017, hvor vi købte rækkehuset her i Vallensbæk Strand. Egentlig starter den jo heeeeelt tilbage i 2012, hvor Emil og jeg flyttede sammen, og besluttede at prøve København af. Jeg kommer jo fra Langeland og Emil kommer fra Sydfyn, og vi var enige om, at hvis det skulle prøves af, så skulle det være nu – bare lige for et par år eller tre. På daværende tidspunt boede vi begge to i Odense C, og jeg kunne egentlig godt være blevet i Odense, og flyttet sammen med Emil dér, men Emil har aldrig været så hooked på byen. Størstedelen af vores omgangskreds flyttede til København indenfor et halvt års tid, så vi besluttede os for, at gøre det samme. Når jeg tænker tilbage, synes jeg egentlig, det var et ret vildt valg fra min side af, da jeg er familiemenneske med stort F, og derfor undrer det mig lidt den dag i dag, at jeg faktisk ønskede at flytte så “langt væk”. Men jeg tror, jeg havde brug for forandring og var nysgerrig på storbyen.

Nå, vi flyttede sammen i en lejlighed i Vanløse, hvor vi nåede at bo i 5 år. I 2016 blev vi gravide med Oliver, og første tanke var egenlig, at han sagtens kunne blive omkring 2 år i den lejlighed, men da først han blev født, og vi fik en hverdag, begyndte vi meget hurtigt at snakke om vores fremtidige base. På daværende tidspunkt snakkede vi både om, at flytte tilbage til Fyn og om at blive omkring København. Vi blev meget hurtigt enige om, at vi ikke følte, vi var færdige med at opleve København, og den følelse varede ved selvom vi fik Oliver. Vi var trætte af at bo på 2. sal uden have osv. Vi havde et behov for at komme ned til jorden, få vores egen lille have og komme lidt væk fra byen – ud til noget mere natur og rolige omgivelser, men alligevel ikke for langt væk fra København K. Vi vidste, at vi alligevel ville flytte indenfor det næste års tid, så pludselig gav det ikke mening at blive, og så begyndte vi at udforske forskellige områder så tæt på København som muligt, men med masser af natur og meget gerne vandet meget tæt på. Vi ville virkelig gerne væk fra lejlighedslivet, så vi gik primært efter et rækkehus – et hus ville være en for stor mundfuld, synes vi. Så fandt vi denne lille “perle” (synes vi selv), hvor hustype, beliggenhed og økonomi gik op. Det gik ret stærkt, og BUM! Så var lejligheden solgt, og vi havde købt rækkehuset.

Rækkehuset
Vi er SÅ glade for den beslutning, og det var det helt rigtige for os. Det var et perfekt “spring” at gå fra lejlighed til rækkehus, og vi fik alt det vi ønskede og prioriterede dengang. Et lille hus med have, mulighed for at få endnu et barn i dette hus ift. antal værelser, tæt på København med S-tog forbindelse, og den SKØNNESTE natur overalt omkring os samt 1,2 km til havnen, søerne og den dejligste badestrand. Det var helt perfekt! Det føltes også som den helt rigtige beslutning at blive på Sjælland. Vi var ikke klar til at “forlade” vores (nye) netværk, arbejde, studie osv. – selvom vi savner at have bedsteforældrene tæt på.

Vi har hele tiden vidst, at rækkehuset kun var et springbræt og en midlertidig base indtil vi for alvor fandt ud af, hvor vores fremtidige og endelige base skulle være – mest af alt det her med: Skulle vi flytte tilbage til Fyn og bedsteforældrene samt de relativt få venner, som fortsat er på Fyn, eller skulle vi blive på Sjælland, hvor vores nye sociale netværk, studie, job osv. nu er etableret – og hvor på Sjælland? For selvom vi snart har boet her i 8 år, så er det ikke fordi, vi har et tilhørelsesforhold til en bestemt by eller et bestemt område. Vi har ikke noget primær familie på Sjælland, som altid har boet her, men heldigvis har både Emil og jeg vores søskende her, og dét betyder alt – det gør en kæmpe forskel for os!!

Det eneste vi har været sikker på var, at vi ikke skulle blive hér (både fordi, vi ikke har økonomi til at bosætte os, som vi ønsker så tæt på København, men mest af alt, fordi vi ikke føler, det er det rigtige område for os og vores børn at vokse op i), og så har vi haft en primær deadline: Vi skulle bosætte os på vores fremtidige base inden Oliver skal starte i skole, og det skal han som udgangspunkt sommeren 2022 (han er jo vinterbarn, så han starter enten lidt tidligt i skole eller lidt sent i skole – det vil tiden vise). Det har hele tiden været vigtigt for os, så han ikke skal skifte skole. Det er mere end rigeligt, at han skal skifte børnehave, og sige farvel til sine venner dér – det knuser mit moderhjerte, men jeg har jo hele tiden vidst, at det var sådan det ville blive på et tidspunkt.

Alle overvejelserne
Emil og jeg har ofte talt om, hvor vi så os selv om X antal år, og vi har begge to hele tiden hældet mest til at blive på Sjælland. Det har svinget meget op og ned i løbet af årene, men jeg tror aldrig, der har været et tidspunkt, hvor det var Fyn som vare i føreposition. Når man først har etableret et nyt netværk, fået job, studie osv. osv. så føles det enormt uoverskueligt og grænseoverskridende at flytte fra det hele og nærmest starte helt forfra. Selvom bedsteforældrene spiller en meget stor og væsentlig rolle for os, og især jeg savner at være tæt på mine forældre, så har der været SÅ meget andet, som har vægtet på Sjællands-siden, og derfor har Sjælland nok altid været i plus. Desuden har vi set, hvor godt det er lykkedes vores bedsteforældre at skabe et bånd til deres børnebørn, og der går nærmest ikke en dag uden Oliver taler om dem – og hurra for facetime! Og når vi så er sammen, er vi jo bare sammen i længere tid og på en meget mere intens måde – men det er en helt anden snak. Tilbage på sporet.

Jeg tror egentlig ikke, at der var en dag, hvor vi kiggede på hinanden og decideret besluttede, at vi skulle blive på Sjælland. Det var mere en fornemmelse og en beslutning som kom snigende over virkelig lang tid, fordi det bare føles mest rigtigt. Vi havde ikke lyst til at sige farvel til København og Sjælland samt alt det, vi havde “bygget op” de seneste 6 – 7 år. Heller ikke selvom vi virkelig savner at have bedsteforældrene tæt på.

Vi har også talt meget om, at vi ønsker at give vores børn de bedste muligheder samt forudsætninger, når de skal begå sig på egen hånd. Det kan man MANGE steder i Danmark – det er jeg klar over. Men det var især vigtigt for mig, at vi bosatte os et sted med gode muligheder, og hvor der var større chance for, at vores børn bliver tæt på os – også når de en dag skal flytte hjemmefra. Jeg ved godt, at de ligeså godt kan flytte til Fyn eller Jylland – eller til udlandet, who knows? Men jeg ved også, at jo bedre og større muligheder der er for dem, der hvor de er født og opvokset, og har hele deres netværk, er der måske også større chance for, at de vælger at bosætte sig. For det er én ting, som virkelig gør ondt. At være så langt væk fra mine forældre, og at mine børn er så langt væk fra deres bedteforældre. Men det har aldrig nogensinde været en mulighed for mig at blive på Langeland, og egentlig heller ikke Sydfyn, hvor Emil er fra. Da jeg gik på handelsgymnasiet og boede hjemme, var det tætteste gymnasie i Svendborg på Sydfyn, så jeg kørte i bus hver dag i en time hver vej – og der var ingen andre muligheder. Så kan I selv gætte jer til, hvordan mulighederne ville være for en videregående uddannelse.
Sådan har jeg ikke lyst til, det skal blive for vores børn. Ligeledes har jeg behov for at føle, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at de fortsat vil være tæt på os, når de en dag skal flytte hjemmefra. Og med en S-tog forbindelse fra Køge til København H på omkring 45 min, så tænker jeg altså ikke, det kan gå helt galt. Jeg ved godt, at alting hele tiden ændre sig, og at mine forældre aldrig nogensinde kunne have forudset, hvordan Langeland ville udvikle sig, men vi mener stadig, der er forskel på, hvor man bosætter sig geografisk, når man tænker på den fremtidige udvikling.

… Derfor begyndte vi at undersøge forskellige områder her på Sjælland, gøre os forskellige forestillinger og samtidig undersøge vores økonomiske muligheder – og det er hér projekt nybyg kommer ind i billedet.

For at indlægget ikke bliver for langt, tror jeg, jeg slutter her, og fortæller videre om starten på projekt nybyg, samt om hvad status er i et nyt indlæg en af de kommende dage.

Continue Reading

#lockdown & børnehavestart

Oliver har nu været hjemme fra børnehave 6 uger. Det har været seks meget anderledes uger, og ugerne har også ændret sig fra uge til uge.

Til at starte med var Oliver meget forvirret: var det weekend, ferie, hverdag, hvorfor havde børnehaven lukket, og hvad var det hele for noget? Han sagde flere gange, at han savnede sin børnehave, sine venner, pædagogerne osv, og vi har talt meget med ham om det hele, men det er også begrænset, hvad én på 3 år forstår af hele situationen.

Efter en uges tid (eller hvor længe det nu var), begyndte far at arbejde hjemmefra, og så blev det hele endu mere “underligt” for Oliver, for nu måtte det da være weekend? Han har været så sej, og han har virkelig været sød og god til at acceptere, at far arbejdede ovenpå, og at han ikke har haft tid, hver gang han har banket på og sagt “hej”.
Til gengæld var det lidt en lettelse for mig, for hvis jeg virkelig havde brug for hjælp, kunne jeg kalde på assistance fra Emil, og dét kan man altså hurtigt få brug for, når man er alene med to små børn fra kl. 8.30 – 16.30.

Kvalitetstid vs utilstrækkelighed
Jeg har virkelig nydt disse uger, og jeg har forsøgt hele tiden at se positivt på situationen, tænke på al den kvalitetstid jeg fik med begge børn, se hvordan deres forhold til hinanden har udviklet sig, fordi de har tilbragt så meget tid sammen, og hvordan vi har haft mulighed for at tage dagene (og især morgenerne) i et helt andet andet tempo, end vi normalt kan.
MEN HOLD NU OP, hvor har der også været run på! Jeg har, helt seriøst, ikke haft to sekunders ro i løbet af dagen! Enten har jeg haft to børn at jonglere mellem, og når Nora har sovet lur (hvilket hun jo ikke gør ret meget), så har jeg været der 110% for Oliver, fordi han virkelig også har passet sig selv og underholdt sig selv store dele af dagen, så når Nora “endelig” sov, så fortjente Oliver en masse opmærksomhed.
Omvendt har Oliver jo i forvejen også “stjålent” en masse tid og opmærksomhed fra Nora, når man tænker på, hvad hun har været vant til, og at hun har haft sin mor helt for sig selv flere timer om dagen – så ja. Jeg har absolut også været fyld op med følelsen af utilstrækkelighed, svigt og dårlig samvittighed på skift overfor dem begge, og det har været hårdt – virkelig hårdt! Nogle gange tror jeg, jeg er for hård ved mig selv (det siger Emil i hvert fald), men det er ikke alle dage, som har været nemme. Heldigvis har Emil altid lyttet, talt mig til fornuft, rost mig til skyerne og så har næste dag altid været meget bedre.
Desuden vil jeg lige sige, at Emil har gjort ALT, hvad han kunne herhjemme, samtidig med han har passet sit arbejde med to børn i husstanden, og så har han givet mig ekstra tid til mine løbeture – for dem har jeg (mere end nogensinde før) haft brug for!
Huset har de fleste dage lignet, at der var sprunget en bombe, og de praktiske gøremål som vasketøj og rengøring har hobet sig op. Så når børnene er blevet puttet, har der været et hav af praktiske opgaver samt oprydning for Emils og mit vedkommende, der har foregået så meget andet, som vi også har skulle bruge en masse tid og overvejelser på, og så er vi gået lige på hovedet i seng – og så er det hele startet forfra næste dag.

Sagen er også den, at vi ingen “hjælp” har fået – på nogen måde. Bedsteforældrene bor langt væk, og jeg ved helt ærligt ikke, om vi havde benyttet os af dem uanset hvad – hele situationen taget i betragtning. Ligeledes har vi heller ikke haft moster på besøg, som vi ellers altid har besøg af mindst en gang om ugen, og som også altid er sød til at hjælpe os – men denne situation har bare gjort, at alt har været anderledes.
Så vi har bare klaret os selv – på alle punkter. Ingen hjælp med børnene, mad, rengøring, handle – intet! Og det indrømmer jeg da blankt, at jeg ville have givet alt for at have bare lidt hjælp til i disse uger. Bare en eller anden form for lidt ekstra hjælp.
Men vi har isoleret os, os fire og klaret os selv, og det synes jeg helt ærligt, er mega sejt gået!

Tre på barsel
Desuden så savner jeg min barsel med Nora. Jeg har virkelig savnet dage alene med hende, hvor vi bare har været hende og jeg, kunne tage tingene i vores tempo, og hvor dagen har foregået på Noras primisser. Sådanne dage har der absolut ikke været mange af, da en storebror på 3 år fylder meget og tager alt den opmærksomhed og tid, han har brug for. Her er det ofte lillesøster som bare har været “tilskuer”, og bare har fulgt med i det hele.

Jeg har et par gange skulle lægge øre til: “Jamen, du er da heldigvis på barsel, så du nemt kan holde ham hjemme, og JA! Det er fuldstændig korrekt, og det er jeg også taknemmelig for, når man sammenligner med så mange andres situationer og scenarier i denne tid, MEN dog vil jeg også gerne lige pointere, at jeg altså kun er på barsel med ét barn, og dét er der (sjovt nok) en grund til. Det har været hård for os alle, pludselig at være tre på barsel, dog nok hårdest for mig. Børnene har hygget sig, været gode venner og i dejligt humør langt, langt størstedelen af dagene – det samme har jeg, men det har været hårdt!

I weekenderne har vi gjort det, at vi har delt os lidt op i “hold”, så børnene har haft lidt alenetid med os hver især, for at få fuld opmærksomhed begge to på hver deres måde – hvilket ellers er noget, vi virkelig sjældent gør. Men intet har været som “det plejer” i disse dage.

Oliver og børnehaven – nu gik det lige så godt
Som ugerne er gået, har Oliver nævnt børnehaven mindre og mindre, og til sidst når vi har snakket om det, har han hver gang sluttet af med, at “det er så hyggeligt at være hjemme i huset alle sammen”. Og dét er selvfølgelig et lille skulderklap til mig/os, men omvendt så har det også sat nogle bekymringer i gang – især hos mig.
Børnehavestarten var hårdt for Oliver, og det var endelig lige begyndt at gå virkelig godt i børnehaven. Han var glad ved aflevering, glad når vi kom hjem, han var træt, men ikke så træt, som i starten, han udviklede sig, han fik nye venner osv. osv. – og BUM! Så lukkede børnehaven. Jeg er så nervøs for, at vi starter lidt forfra, og at han igen skal være ked af det, og det hele bare tager et kæmpe skridt tilbage, og det kan jeg næsten ikke rumme, for hold nu op, det var nogle hårde uger at komme igennem – for os alle sammen!

Heldigvis har jeg haft en rigtig god snak (over telefon) med en af pædagogerne fra Olivers stue, fordi jeg havde brug for at dele vores bekymring, spørge ind til nogle ting og bare lige opdatere dem lidt omkring Oliver – og hun var som altid så sød og forstånede, og gav mig så meget ro og tryghed omkring hele situationen. Dét var virkelig rart!

Det var en svær beslutning, og så alligevel ikke
Og det var faktisk primært dét, som gjorde, at vi ret hurtigt tog beslutningen om, at han skal tilbage i børnehaven fra i morgen.
Vi har talt frem og tilbage, og for os handler det ikke så meget om selve smitten – altså selvfølgelig er man da også nervøs for den, og vi krydser fingre for, han ikke bliver smittet, men lige nu vil vi bare gerne undgå, at han “glemmer” børnehaven, og at vi skal starte helt forfra.
Desuden vil den hverdag han kommer tilbage til i børnehaven langt fra være den samme, som inden lockdown – sådan er det jo i hele landet. Og vi føler ikke, det gør en forskel, om vi sender ham afsted nu eller om en uge, for selve proceduren i børnehaven vil være anderledes de næste mange, mange uger, så vi føler lidt, at det enten er nu eller først efter den 10. maj eller endnu senere, og dét kan jeg ikke – det kan vi ikke. Det er simpelthen for lang tid. Det er det ikke kun for mig, men for os alle sammen. Jeg kan mærke på Oliver, at han begynder at kede sig mere og mere, han bliver rastløs og han savner sin bedste ven fra børnehaven. Desuden glæder han sig også til at komme tilbage, når vi taler om det – heldigvis! Og vi taler meget om det de her dage for at forberede ham mest muligt.
Vi starter ud med korte dage, hvor han er afsted 2 – 3 timer den første uges tid, og så tager vi en dag og en uge af gangen, og tager det i Olivers tempo.

Mor til to
I disse seks uger har jeg mere end nogensinde før følt, at jeg er mor til to.
Jeg har været mor 24/7, og jeg har ikke haft ro på noget tidspunkt – som i slet ikke. Jeg har tilsidesat alle mine egne behov i løbet af dagen, og jeg har gjort alt det, som var nødvendigt for at begge mine børn skulle trives bedst muligt – både min lille pige på barsel, og min store dreng i “hjemmebørnehave”, og langt de fleste dage føler jeg, at jeg har sejret for vildt! Jeg har haft glade børn, som har fyldt mig med en masse smil og kærlighed – og det er jeg så taknemmelig for. Humøret har været højt, vi har virkelig hygget os og bare haft en masse kvalitetstid. En tid vi aldrig havde haft på denne måde uden lockdown – og det er dét, som har været hovedfokus i disse uger.

Men jeg er også virkelig træt!! Og nu glæder jeg mig til en hverdag, som forhåbentlig lige så langsomt bliver “normal” igen. Hvor kvalitetstid adskiller sig fra hverdagens rutiner, og hvor dagene ikke minder så meget om hinanden – hvor der er forskel på formiddag og eftermiddag, hverdag og weekend.

Continue Reading

Blestop & Suttestop

Jeg forstår det stadig ikke helt! At vores lille menneske ikke længere bruger ble eller sut – det er så vildt så hurtigt tiden går. HVORNÅR BLEV DU LIGE SÅ STOR!?
Der har været en del spørgsmål på min IG-profil om, hvordan vi har grebet “projekterne” an, også meget detaljeret omkring hver proces, så nu samler jeg det hele i et indlæg. Det er jo ikke sikkert, vores tilgang vil fungere hos jer, men jeg synes selv, det var rart med lidt inspiration og gode råd, for det er virkelig et stort spring – det synes vi i hvert fald det var.

Farvel ble
Faktisk startede det helt tilbage i juli 2019, hvor Oliver længe havde nægtet at få skiftet ble, og det blev en stor diskussion og forhandling HVER ENESTE gang, han skulle skiftes – især når det var pruttebleer. Det var så trættende, og virkelig noget som krævede meget energi fra os alle. En af “tegnene” fra ham, var at han begyndte at gemme sig, når han skulle lave stort, og begyndte at undgå os, fordi han vidste, at nu skulle han skiftes. Vi forberedte ham lidt på situationen, og så tog vi bleen af ham en lørdag morgen, introducerede potten for ham, som stod midt i stuen, og så gik han rundt med numsen bar. Efter en halv dags tid efterspurgte han sin ble igen, og blev lidt ked af det, og derfor fik han den på igen. Sådan kom bleen lidt af og på i Olivers tempo i løbet af den weekend. Der var meget få uheld – med det samme var han virkelig god til at bruge potten. Det var lidt sværere for ham hos hans DP-mor, så der havde han mere ble på end derhjemme. Vi tog det bare i Olivers tempo.
Da Nora blev født tog det hele et skridt tilbage, og der var næsten uheld hver gang, han skulle på potten, og han begyndte at blive ked af det hver gang bleen skulle af. Vores fokus og overskud var et helt andet sted på det tidspunkt, da det hele handlede om, at vi netop var blevet en familie på fire, og Oliver var lige blevet storebror, hvilket i sig selv var en stor omvæltning. Så bleen kom på igen, for det kunne vi mærke, at Oliver havde brug for.

Månederne gik og vi kunne tydeligt fornemme på Oliver, at han fik mere og mere kontrol over tisseriet og lortebleerne. Nogle gange stoppede han op, kiggede på os og sagde: “Nu tisser jeg”.
I december startede han i børnehave, og vi ville ikke gøre det oveni børnehavestart – især fordi det var en KÆMPE omvæltning for Oliver at starte i børnehave. Pædagogerne rådede os også til at vente lidt.

Da børnehavestarten blev bedre og Oliver viste mere overskud, afsatte Emil og jeg to weekender i træk, som udelukkende skulle handle om ble-stop – altså hvor vi kun skulle være hjemme dagen lang både lørdag og søndag, så han hele tiden havde adgang til potten. Og så tog vi nogle smutture på legepladser i området – også uden ble, og det gik helt fint.
Ugen op til den første weekend gjorde vi meget ud af at forberede ham på, hvad der skulle ske, at han nu var en stor dreng, som ikke behøvede ble mere osv. osv.
Da han skulle skiftes lørdag morgen, havde vi fjernet hans bleer fra puslebordet, og så sagde vi til ham, at det da måtte være drillenissen, som havde taget dem – han havde til gengæld stillet potten frem med en lille gave i. (Oliver var meget betaget af drillenissen og julemanden i december, så det udnyttede vi, og gjorde det spændende på den måde). Denne gang havde han underbukser og bukser på, som han selv kunne trække op og ned, så det hele blev lidt mere “naturligt”, men det var han lidt for lille til, da vi øvede det et halvt årstid før. Denne gang virkede han klar på en helt anden måde.
Der var kun ét uheld hele den weekend – han var SÅ sej! Han løb oftest selv ud på potten, som denne gang stod på toilettet nedenunder, og en gang i mellem mindede vi ham om, at han skulle huske at gå ud på potten, hvis han skulle tisse. Men han klarede både at lave stort og småt uden problemer på potten. Til natten fik han ble på, som “drillenissen” havde lagt sammen med hans nattøj.
Vi roste ham selvfølgelig meget, og gjorde meget ud af at vise ham, at vi var meget stolte, og at han var mega sej!

Børnehaven
Vi havde god dialog omkring ble-stoppet med pædagogerne, og de bakkede os meget op i projektet. Dog var det lidt sværere for Oliver i børnehaven, da der jo ikke var en potte, men et lille toilet, plus at der hele tiden kunne komme børn ind og ud på toilettet, og det havde han det svært med. Oliver har svært ved forandring, så når han først havde vænnet sig til potten derhjemme, var det helt forkert, at det var et toilet i børnehaven. Desuden er han (åbenbart) meget privat, derhjemme lukkede han også døren hver gang i starten, og vi måtte først komme derud, når han var færdig. Når han blot havde tisset, tømte han selv potten i toilettet og trak op. Han ville kun have vores hjælp, når han havde lavet stort.
Sådan er det dog ikke mere – nu vil han aller helst have selskab.

Han fik ble på på legepladsen, hvor de er ude fra kl. 12 – 14, og de fleste dage holdte han sig indtil han fik ble på (fra omkring kl. 8 – 12), når de skulle på legeplads, for at undgå at tisse på toilettet – og så fortalte pædagogerne os, at han tissede han i bleen ligeså snart, han fik den på. Nogle få gange er der sket uheld, fordi han ikke har kunne holde sig, og fordi han har nægtet at sidde sig på toilettet, og hvis pædagogerne har forsøgt at sætte ham op, er han blevet ked af det. Så egentlig blev vi enige med pædagogerne om, at følge Olivers metode og tempo. Ingen tvang, men omvendt ville vi heller ikke bare give ham ble på, for så kom vi aldrig videre.
Så den første uges tid var han nærmest ikke på toilet i børnehaven, men brugte kun bleen, når han fik den på. Hjemme havde han fortsat aldrig ble på om dagen mere.

For at gøre hans forhold til toilettet i børnehaven bedre, fjernede vi i weekenden potten derhjemme, og så havde vi i stedet for købt et lille toiletsæde med trappe på.
Da Oliver stod op lørdag morgen, havde “drillenissen” igen været på spil – og også lagt en lille gave. Oliver tog det i stiv arm, fordi det jo bare var drillenissen, som drillede, og så blev tioletsædet taget i brug uden problemer.

Ugen efter gik det meget bedre med toiletbesøg i børnehaven. Pædagogerne tog hensyn til Olivers situation, og de første par gange han skulle bruge toilettet, sørgede de for han var alene derude, og at der ikke kom andre børn og “forstyrrede” ham – og det hjalp virkelig meget.
Det gik stille og roligt fremad, og efter et par uger aftalte vi med pædagogerne, at han heller ikke skulle have ble på på legepladsen, og der har kun været et enkelt uheld efterfølgende.

Status
Det er omkring 1,5 måned siden vi startede projekt ble-fri, og han har fortsat brugt ble om natten – og de første par uger var den meget tung om morgenen. Men den sidste uges tid har vi bemærket, at han nogle gange tisser om aftenen, når han får den på, og så tisser han i den om morgenen, inden han får den af – eller det vil sige, han fortæller os faktisk, at han gør det. I starten har vi indtryk af, at han fortsat tissede i løbet af natten, men ikke længere.
Dét har vi talt med ham om, og nu har vi aftalt, at han skal tisse af om aftnen inden han skal sove, og at han skal tisse på toilettet om morgenen i stedet for i bleen. Det har resulteret i, at bleen har været helt tør de sidste par morgenener – desuden er han også begyndt at nægte at få ble på om aftenen nu.
I går aftes droppede vi bleen, og der har intet været i nat. Da han stod op til morgen, minde vi ham om, om han skulle tisse, og så løb han ud på toilettet og tissede. BUM! Sådan Ollie!

Vi har taget det hele i Olivers tempo. Det kan godt være, nogle af processerne har taget lidt længere tid, men det har føltes rigtig for os og for Oliver. Oliver har svært ved forandring, er meget forsigtig og lidt bange for det nye og ukendte. Derfor har vi gjort meget ud af at forberede ham hele tiden, og det var vigtigt for os, at det blev succesoplevelse for ham fra dag ét – og han har bare været MEGA sej altså! Når vi har været på heldagsture i weekenderne osv. har han heller ikke haft et eneste uheld, men været god til alt sige til, når han skulle på toilet.

Sejeste lille skat!

Farvel sut
Det her projekt var vi lidt mere bekymret for, for Oliver elskede sin sut – som i virkelig ELSKEDE. Vi ville egentlig gerne have vinket farvel til den noget tidligere, men nu skulle der lige styr på ble-stoppet først. Mest pga. hans udtale og hans tænder, som efterhånden er blevet påvirket en del af sutten.

Vi har selvfølgelig forsøgt at begrænse hans suttebrug, så han kun har haft den ved behov. Men det har ikke altid været nemt, for han har virkelig været glad for den, og det har ofte endt i diskussioner og raserianfald – og det var bare ikke hver gang, vi orkede den kamp.

Men igen afsatte Emil og jeg en weekend, hvor det kunne være i fokus. Og to – tre ugers tid før havde vi en god og lang snak med Oliver omkring sutten. At han var en stor dreng på 3 år, som snart ikke behøvede sin sut mere, at det kun er babyer, som bruger sut, og at sutten heller ikke var god for tænderne mere. Jeg havde lånt en bog på biblioteket, som handlede om suttestop, og den passede perfekt ind i vores situation, da Oliver ville kunne referere til hele fortællingen, fordi ham i bogen også havde en lillesøster, der blev nævnt en juletræ som suttetræ osv. osv., som vi vidste også ville give mening for Oliver. “Milan og suttetræet” hedder den.

Derefter begyndte vi at være endnu mere restriktive omkring sutten, og det var som om, han forstod og respekterede det, fordi vi allerede havde talt om det. Oliver har sin egen lille stol i stuen, og det blev til “suttestolen”, hvor der altid lå en sut tilgængelig (hvilket han ikke har haft før, da vi har lagt dem væk, og så skulle han selv efterspørge den), og så var aftalen, at han skulle sidde dér, hvis han ville bruge sutten. Det lyder måske temmelig upædagogisk, men vi vidste, det ville fungere for Oliver – og det gjorde det. Når han havde brug for et lille break, satte han sig på stolen med sin sut, og efter et par minutter lagde han den igen og legede videre. Nogle gange forsøgte han at tage sutten med, men han vidste udemærket godt, hvordan “reglerne” var, og droppede det hurtigt. Selvfølgelig havde han den stadig nogle gange, når vi virkelig kunne fornemme, han havde et behov, og han havde den fortsat, når han skulle puttes om aftenen og om natten.

Dagene op til weekenden, hvor vi skulle aflevere sutterne begyndte vi at snakke med Oliver om det. Han nævnte helt selv, at det var julemanden, som skulle have dem, så den hoppede vi med på, og han refererede altid til bogen om Milan: “Ligesom Milan”. Derfor blev planen:
Sutterne skulle hænges på et træ, som ligende et juletræ, så julemanden kunne finde dem og give dem til nogle små babyer. Derefter bestemte Oliver selv, at vi skulle vi på legeplads, og bagefter hjem og lave pandekager med is – OG så snakkede vi om, at der måske var lagt en gave fra julemanden som tak for sutterne, når vi kom hjem.

Den store dag
Lørdag morgen lå der et brev på suttestolen, som beskrev, hvad der skulle ske samt en lille pose til sutterne. Oliver kom selv sutterne i posen, hvilket var meget vigtigt for os, så vi vidste, at han var med på, hvad der skulle ske. Dog skulle hans yndlingssut altså i lommen – og det kom den. Vi tog afsted på en lille gåtur, for at finde et juletræ, vi kunne hænge sutterne på – vi fandt aldrig et grantræ, men vi handt et andet træ, og Oliver var egentlig ligeglad. Han var ikke heeeelt glad for situationen, da det blev “alvor”, og han forsøgte også: “Nej, vi skal finde et andet træ” og “nej, vi skal bare gå liiiidt videre”. Jeg havde taget en anden sut med, som vi fik hængt op på træet uden han så det, så det lignede, at der også havde været en anden og aflevere sin sut – det virkede ret godt. Han accepterede ret hurtigt, at nu var det altså nu, men da vi spurgte ham, om han ikke også havde en sut i lommen, sagde han hurtigt: “Nej”, og kiggede meget uskyldigt op på os. Han mærkede efter igen og sagde: “Der er altså ikke nogen sut, mor”. Vi smilede lidt, og Oliver kunne godt se, at den gik altså ikke, så han tog sutten op, puttede den vemodigt i posen, og så var han okay klar. Han græd ikke eller noget, men han var ikke glad for situationen. Det var så tydeligt at mærke, at han 100% vidste, hvad der skulle ske, og hvad det betød – nu var det farvel til sutterne. Emil løftede ham om, så han kunne hænge posen på træet. Det var meget vigtigt for os, at det var Oliver, som gjorde alle tingene, så vi var sikre på, at han var med i projektet – altså at det var ham, som sagde farvel til sutterne og ikke os.
Oliver vinkede og sagde helt uopfordret farvel til sutterne, og så var det altså bare afsted – nu ville han bare væk.
… og selvom det måske lyder fjollet, så var det med et sug i maven og en lille tåre i øjenkrogen, da vi gik derfra, fordi det var på en eller anden måde bare så stort. Vores lille dreng, blev bare pludselig så stor, og det gik lige op for os, at han jo slet ikke er så lille mere. #livetsomforældre

Vi fandt en legeplads, vi lavede pandekager, da vi kom hjem, og der lå da også en gave på suttestolen – han var ellevild og meget stolt!

Resten af dagen nævnte han slet ikke sin sut. Det var først til eftermiddag, hvor han blev småtræt, at han nævnte den, men accepterede hurtigt, at de jo hang på træet til julemanden.
Til aften da han skulle puttes blev han (som forventet) ked af det. Ikke sådan hjerteskærende ked af det, men pylret og han smågræd også. Vi snakkede om det hele igen, og vi gjorde lidt eksta ud af putningen. Oliver har, siden han var ni måneder, selv faldet i søvn i sin seng efter godnatsang, altså han har været vågen, når vi har forladt værelset og sagt godnat (der har selvfølgelig været perioder, hvor han har behøvet os mere pga. spring osv.), men som udgangspunkt har det været sådan. Denne aften blev jeg siddende indtil han faldt i søvn, imens jeg holdt ham i hånden – det havde han brug for. Han havde svært ved at falde til ro, fordi han savnede sin sut, men allerede efter en halv times tid sov han. Han sov gennem hele natten uden en eneste opvågning. Dét havde vi absolut ikke regnet med! Vi havde forberedt os på en hård aften og nat.

Søndag nævnte han kun sin sut et par gange, men kom selv i tanke om at de jo hang på suttetræet – sådan lidt fjolleagtigt. Og vi nævnte den slet ikke, for der var ingen grund til at minde ham om den. Faktisk lå der en lille gave på suttestolen søndag morgen, fordi han havde været sej at sove uden sut om natten.
Da han skulle puttes om aftenen spurgte han selv, om vi ikke ville blive siddende indtil han sov, fordi han savnede sin sut, så det gjorde vi, og han sover i løbet af fem – ti minutter.

De næste par dage nævnte han kun hurtigt sutten, når han skulle sove, men uden gråd – det er mere som om, den bare lige skulle nævnes. Han ville fortsat gerne have, vi sad hos ham indtil han sov.

Status
Nu er det en uge siden, han sagde farvel til sutterne og de sidste par dage har han ikke nævnt den en eneste gang – heller ikke under putningerne! Han er SÅ sej altså! Og når han er tryg igen, så vender vi tilbage til den gamle rutine, hvor han selv falder i søvn efter godnatsang.

Især suttestoppet var vi bekymret for, men han har igen vist sig fra sin sejeste side, og han har været så cool altså! Det er helt vildt! Vi havde virkelig frygtet en hård periode med meget gråd, opvågninger om natten osv, men det er simpelthen gået over al forventning, og meget nemmere end vi nogensinde havde turde håbe på.

Oliver, du er simpelthen den sejeste lille fyr, som både er blevet blefri og som har vinket farvel til din sut indenfor 1,5 måned! Mor og gar er så stolte af dig!

Det blev et lidt længere og detaljeret skriv, men mange af jer har efterspurgt detaljer omkring hele processen fra start til slut, og også hvordan vi greb det an i børnehaven, så derfor blev det en mere detaljeret udgave af begge “projekter”.

Continue Reading

Børnehavebarn

Oliver har nu gået i børnehave siden midt december – men egentlig føler vi først, han rigtig startede 6. januar, da vi holdte 2,5 uges juleferie, så vi startede fuldstændig forfra, da han kom tilbage i børnehave efter jul.
Så han har gået i børnehave omkring to måneder nu.

Det har været en hård start for Oliver at starte i børnehave, fordi det er så voldsom en kontrast til dagpleje. Ikke fordi han ikke var klar, ikke fordi vi ikke har forberedt ham, så godt vi nu kunne, ikke fordi der er noget galt med institutionen eller noget som helst andet – blot fordi det er noget helt andet, end dét han har været vant til.

Især januar måned var hård. Han græd ved aflevering, hans adfærd i børnehaven var ikke “vores Oliver”, og så var han dødtræt og småked af det, når han kom hjem. Det var simpelthen SÅ hårdt. Heldigvis er jeg jo på barsel, så derfor kunne jeg give ham ekstremt korte dage – og det gjorde vi, for dét havde han brug for. Så jeg afleverede ham 8.30/9.00 og hentede ham igen omkring kl. 12.00/13.00. Det var en hård og intensiv periode for Nora og jeg, da det hele handlede om Oliver og børnehaven, og at være alene med to små børn så mange timer og dagen, plus både at aflevere og hente, som også skulle kombineres med Noras lure, var virkelig hårdt og fyldt med dårlig samvittighed fra min side af overfor begge børn, fordi jeg ikke følte mig tilstrækkelig. MEN jeg er virkelig glad for, jeg havde denne mulighed, for havde jeg været på arbejdsmarkedet, så var Oliver “tvunget” til at have lange dage i børnehaven, og dét var han virkelig bare slet ikke klar til!

Midt i januar havde jeg et møde med de tre primære pædagoger, som er på Olivers stue, fordi det slet ikke gik i den rigtige retning (de synes de heller ikke), og de kunne mærke på mig, at jeg virkelig var ked af det og frustreret – og det synes selvfølgelig, at det var trist, Oliver reagerede, som han gjorde. Vi har hele tiden haft rigtig god dialog, og de ved, at episoden fra den gang med vuggestuen sidder dybt i mig. De har lyttet, været forstående og hele tiden forsøgt at møde Oliver og os, der hvor vi var.
Vi havde en rigtig god samtale, hvor vi snakkede om løsninger, hvor de fik nogle redskaber af os til at håndtere og aflæse Oliver bedre, og jeg gik derfra med ro i maven, for det her skulle nok lykkedes – det krævede bare tid. Det hele handlede om, at de skulle vinde Olivers tillid, og det skulle nok lykkedes. Jeg har ikke på noget tidspunkt været utilfreds med hverken institutionen eller pædagogerne. Oliver havde bare utrolig svært ved at omstille sig og føle sig tryg og sikker. Generelt er han en meget følsom dreng, som har svært ved forandring, og han har et stort tryghedsbehov, så det kom egentlig ikke bagpå os, at han reagerede som han gjorde – men det gjorde det bestemt ikke mindre hårdt.

Efter den snak skete der bare et eller andet, og lige siden er det kun gået fremad – og vi har næsten ikke turde sige det højt i frygt for det hele skulle ændre sig igen. Langsomt blev han mere og mere “vores Oliver” i børnehaven, afleveringerne blev bedre og bedre, hans overskud og humør blev bedre og lige så stille fik han længere dage.
OG så vidste vi, at Olivers bedste ven fra dagplejen (fra samme DP-mor), skulle starte sidst i januar i samme børnehave, og heldigvis fik han lov til at starte på samme stue som Oliver, og dét har også været med til at gøre en kæmpe forskel – det så vi virkelig set frem til!

Lige nu afleverer Emil ham omkring kl. 7.45, og jeg henter ham omkring kl. 14.30 – og hvor er det dejligt, at der igen er lidt længere “barselsdage” for Nora og jeg. Dette gør også, at mit overskud og energiniveau er større, når jeg henter Oliver hjem. Så hygger vi os virkelig i de 2 – 3 timer vi har, indtil Emil kommer hjem.
Han er glad, fortæller glædeligt om sin dag, han vinker glad farvel om morgenen og løber ind i stuen, han fjoller, griner – OG så snakker han som et vandflad, og dét er et godt tegn, for så ved man, han trives. Selv situationen omkring ble-stop har han klaret til UG i børnehaven, og han har nu kun ble på om natten – han er simpelthen SÅ sej!!

Det er en KÆMPE lettelse, at det går, som det går nu, og det er med ro i sindet, når man sender ham afsted om morgenen, for vi ved, han hygger sig – og hold da op, hvor sker der meget med hans udvikling lige pt, det er helt vildt! Vi er så stolte af vores lille mand, og det er ikke til at forstå, at han sket ikke er så lille mere, vores Oliver Elliot.

Vi er nået dertil, hvor vi faktisk godt tør sige: “Vi har en dreng, som er glad for at gå i børnehave” – og hvor føles det bare skønt!
Nu er næste projekt, at sutten skal pakkes væk – og helt ærligt, så er det virkelig en kamp vi frygter, for en kamp – det bliver det! Gad vide, om det nogensinde stopper!? #livetsomforældre

Tak fordi I læste med.

Continue Reading

Mit lille menneske

Især i månederne op til termin med Nora, brugte jeg en masse timer sammen med Oliver, og det betød virkelig meget for mig, at vi havde en masse kvalitetstid sammen. Både fordi jeg så havde noget i bagagen, jeg kunne tænke tilbage på, når jeg pludselig blev mor til to, og især de første mange måneder ville være “reserveret” af Nora, men også fordi, det betyder enormt meget for mig, at have kvalitetstid med mine børn. De er mine, de er ubetinget det bedste, der nogen sinde er sket mig, og lige pludselig er de store, og så gider de ikke deres mor mere på samme måde. Jeg skal nyde dem fuldt ud indtil den dag kommer.

At være mor til to
… er pisse hårdt! Det kræver koordinering, balance og strukturering på en helt ny måde.
Jeg forsøger at være tilstrækkelig på bedst mulig måde overfor dem begge, men der er ikke en dag, hvor jeg ikke føler, den ene eller den anden, har skulle gå på kompromis – og dette gælder både Oliver og Nora. De trives fint i det begge to, men jeg synes, det er hårdt.
Det hænger nok også sammen med, at jeg den sidste 1,5 måned har været alene med børnene fra omkring kl. 13 – 17.30 hvor Emil kommer hjem pga. indkøring i børnehaven, og to ud af Noras tre lure på en dag går med aflevering og afhentning. Så der er hverken meget tid for mig selv eller meget tid, hvor jeg kun har ér barn. Det er ved at være hårdt!

Mit lille menneske
Jeg sidder nogle gange med følelsen af, at jeg savner alenetid med Oliver. Som det var inden han blev storebror.
I dag hentede jeg ham kl. 13 i børnehaven, da han simpelhen ikke kan magte længere dage endnu.
Vi når lige akkurat at komme hjem, tage overtøj af, lave snacks, sidde os i sofaen for at spise dem: og SÅ vågner Nora. Hun sover helt af H til her for tiden, så jeg bruger omkring 10 – 15 min. for at få hende til at sove videre. Da jeg kommer ind har Oliver stort set spist alle sine snacks, så jeg når kun at hygge med ham i 5 min., og så vil han gerne lege. Vi begynder selvfølgelig at lege, da jeg ved, det er nødvendigt, vi udbytter tiden, og blot efter 5 minutter er Nora vågen – igen! Her bruger jeg nok kun omkring 5 min., men Olivers og min alenetid og hyggen bliver konstant afbrudt, fordi jeg bliver nødt til at gå.
Omkring en halv time efter vågner Nora og vil op. Og det var så den hyggetid med Oliver. Nu har jeg igen to børn at jonglere mellem.

Du er det sejeste lille menneske
Det mest importerende er, at Oliver ALDRIG brokker sig. Han bliver ikke sur, irriteret, ked af det – hverken på Nora eller jeg. Det er som om han ved, at sådan er det bare. 
Men hold nu op, jeg savner at kunne give al min opmærksomhed til ham og have fuld fokus på ham, uden Nora “stjæler” mig fra ham.
Han er det mest tapre og forstående lille menneske. 

I dag tog Emil Nora med op efter aftensmaden for at gøre hende natklar (hun var dødtræt), mens Oliver og jeg hyggede nedenunder og spiste færdigt.
Jeg tror, han kunne fornemme på mig, at jeg savnede ham og var ekstra sød og kærlig, for han blev selv ekstra sød, smilende og kærlig. Efter en masse fjollerier og grin lagde han hovedet på skrå og sagde: “Jeg elsker dig min mor. Rigtig højt! Gaga (far) putte Nora i dag, og mor putte Oliver?” Jeg kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage. Lige i det moment, kunne jeg mærke, hvordan han nød vores lille hyggestund, som vi havde MANGE flere af inden han blev storebror, og han kunne mærke, hvor meget jeg nød den.
Lige dér var det bare mor og Oliver. Og jeg blev prioritet frem for far – hvilket efterhånden ikke sker så tit mere. 

Det kræver et blogindlæg på flere tusinde sider, hvis jeg skal beskrive og forklare, hvorfor det ikke bare er så ligetil at vi putter på skift, har nattetjansen på skift, at alt foregår på skift, som det gjorde inden vi blev fire – så det dropper jeg. Lige præcis dét forstår man først 100%, når man selv er mor til to. 
Men der MÅ være nogle derude, som kan sætte sig ind i de her følelser, og ved, hvor svært det kan være at balancere mellem to børn. De fleste dage går det fint. Og så er der dage som i dag, hvor jeg savner alenetid med dem begge to. 

Det er nok mest mig 
Det er nok mest mig, som overanalyserer det hele. Begge børn har det som blommen i et æg, men det er svært for mig at acceptere at Nora ikke kan få det, som Oliver havde det som baby, da der kun var ham at tage hensyn til – og det er lige så svært for mig at acceptere, at det ikke er det samme med Oliver, som inden Nora kom.

I weekenden ammer jeg Nora af, og så tager Oliver og jeg på hyggetur nogle timer, mens Emil har Nora, og så er det bare ham og jeg på tomandshånd. Åh, hvor jeg GLÆDER mig!! 

Highfive til alle mødre derude – hold nu kæft vi er seje, og vores børn elsker os! 

Continue Reading

Livet som mor til to

Pyyyha, i går var en af de hårde dage! Og det er egentlig sjovt, for det var faktisk en rigtig god dag, når jeg tænker over det. Jeg følte bare, at ALT var op af bakke, den ene frustration overtog den anden, og jeg havde ikke to sekunders ro på noget tidspunkt – og i går blev det (åbenbart) bare for meget!

En god, men hård dag 
Vores dag startede kl. 6.00, hvor Nora vågnede og ville have mad, og Oliver kom ind og sagde godmorgen – og så var dagen i gang! 
Nora og jeg skulle til babyrytmik med mødregruppen. Nora ville ikke rigtig sove herhjemme om morgenen inden vi tog afsted, så jeg gik lidt før, så hun kunne få en lur i barnevognen på gåturen. Mod min forventning, så faldt hun ikke i søvn før 10 min. før vi var fremme, men hun fik da lige en powernap, og vågnede ligeså snart vi nåede frem. Babyrytmik var en succes! Hun var glad og elskede musikken. 

Jeg forventede, at NU ville hun tage en ordentlig lur. Hun faldt i søvn ret hurtigt på gåturen hjem. 
Noget af det, jeg elsker aller mest, ved vi er flyttet i hus (og som jeg hungrede efter under min barsel med Oliver, da vi boede i lejlighed på 2. sal) er, at jeg har mulighed for at stille Nora udenfor i barnevognen under halvtaget, når vi kommer hjem fra vores gåture, løbeture etc, når hun er faldet i søvn, så hun bare kan sove videre – og at jeg ligeledes kan stille hende i tørvejr, så det i princippet er fuldstændig ligegykdigt, om solen skinner, det regner, sner eller blæser!
MEN vi bor overfor en institution, som er i gang med at blive renoveret (og de har altså været i gang siden JANUAR i år!!!). Det er ikke fordi, vi har hørt synderligt meget til det, men den seneste uges tid er det gået helt amok! Der er så meget larm udenfor! Så da jeg kommer hjem og hun endelig sover, kan jeg IKKE stille hende udenfor, da hun med 100% vil vågne af alle de eksplosive og meget høje lyde, der kommer fra byggepladsen. God nok er hun vant til at sove i larm og eksplosive råb og lyde fra Oliver, meeeeen det her er noget helt andet. Nå, jeg orker helt ærligt ikke at gå rundt med hende indtil hun vågner, da vi i forvejen har gået +5 kilometer, det småregner, jeg er ved at dø af sult, og jeg vil helt ærligt gerne nå nogle ting i huset inden hun igen vågner – og vi skal hente Oliver. Jeg beslutter mig for at køre (den våde og beskidte) barnevogn gennem stuen og ud i haven på den anden side af huset, så hun kan stå derude og sove.

Jeg når lige akkurat at tørre stuegulvet af fra barnevognen, da babyalarmen går pga. to hunde, som går AMOK et par haver længere henne, og (selvfølgelig) vågner Nora i et skrig!
Jeg forsøger forgæves at putte hende videre, men hundene gør on and off. Jeg er på dette tidspunkt så frustreret at jeg får råbt: “Så hold dog kæft!!!” hen mod haven, hvor hundene gør. (ups!)
Nå, fuck det!! Jeg giver simpelthen op, og tager hende med ind. Heldigvis er hun i fint humør, og virker utroligt nok ikke træt – men er dog lidt pylret, så hun vil kun være hos mig. 
Jeg laver lynhurtigt noget mad, og sidder mig i sofaen sammen med hende for at spise. Jeg er rimelig frustreret og træt af det hele på dette tidspunkt (kl. 14), og så slår det mig: Jeg har ikke haft 1 sek. alene eller bare lidt ro, siden vi stod op kl. 6 i morges, jeg har ikke tisset siden jeg stod op, dette er mit andet måltid i dag siden jeg spiste en lille portion skyr kl. 6.30, og Nora har kun sovet 1 time siden vi stod op! Og alle mødre ved, hvor meget ens børns søvn kan stresse én!!
Lige der får jeg sgu lidt (læs: meget) ondt af mig selv!

Nå, Nora bliver hurtigt træt igen, og mens jeg ammer hende, slår en ny tanke mig (jaja, selvmedlidenheden kører på højtryk): Under min barsel med Oliver, ville jeg nu have haft den kommende lur til rådighed, hvor jeg (i hvert fald kunne forsøge) at få et lille pusterum, fornyet energi og lige trække vejret og nå nogle ting, inden han igen vågnede. MEN nu er kl. 14.45, og derfor skal vi til afsted for at hente Oliver. Fint nok. I det mindste passer fint med klokkeslættet, hendes lur, og at hun lige har spist – dette er også noget, som skal times hver dag.
Jeg kigger ud af vinduet, og det STYRTER NED!! Armen for h***** altså! Jeg forestiller mig, de fleste lige ville trække den lidt inden de ville tage afsted, for lige at se, om regnen ville stoppe eller bare aftage lidt (jeg ville i hvert fald), MEN det er bare ikke en mulighed, når man har et andet barn, som det også skal passe sammen med. Jeg SKAL afsted, fordi det er NU Nora er træt, plus det skal passe med hendes amning, da der kan gå op til 1,5 time fra vi går hjemmefra til vi er hjemme igen, når vi henter Oliver, og jeg orker ikke stå med en baby på hjemvejen, som bliver ked af det, fordi hun er sulten.
Jeg hopper i regntøjet, og går afsted. I dag er en af de dage, hvor jeg ligger mærke til, at det SELVFØLGELIG stopper med at regne 2 min. før vi er fremme. – ja, én af de dage, I ved. Hvis det så bare fortsat havde været tørvejr, når vi havde hentet Oliver og skulle retur, men sådan var det selvfølgelig ikke – regnen kom retur, da vi var lidt under halvvejs på hjemturen. Jeg følte bare virkelig, at ALT var op af bakke. Desuden var Oliver (en sjælden gang) ikke i det bedste humør, og han ville hverken gå selv eller stå/sidde på sit ståbræt, så vi brugte sååååå lang tid på at komme hjem, da vi havde en masse småkonflikter undervejs.

Begge børn sov kl. 20. En ”arbejdsdag” på 14 timer uden en eneste pause. Og arbejdsdagen er aldrig helt slut, for man ved aldrig, om der er et barn som vågner, og man står fortsat på standby gennem hele natten, når sulten melder sig hos Nora eller Oliver taber sin sut. Normalt er det aldrig noget, jeg tænker over, for det hører bare med til forældrelivet, og det er helt okay, men i går var sådan en dag, hvor selvmedlidenheden strømmede ind over mig og tankerne fløj afsted! Jeg var brugt.  
Inden vi går i seng, slår tanken mig: ”Bare Oliver ikke er ved at blive syg siden han var så pylret og træt i dag”. 

Endnu en hård dag
…. Og rigtig nok! Natten til i dag vågnede han med feber.
Så i dag har jeg været hjemme med to små børn dele dagen. Det har dælme været svært at jonglere mellem dem, da Oliver har haft brug for ekstra omsorg, mens Nora har sine fysiske behov, som bare opstår akut, og som skal ”løses” nu og her. Desuden er byggepladsen på den modsatte side af vejen fortsat en udfordring, så hun har ikke kunne sove udenfor, og jeg har ikke kunne gå med hende i dag, da Oliver jo var hjemme. Puuuuha! I dag har heller ikke været nem. Jeg er glad for, at jeg ikke vidste i går, at en dag som i dag ventede. 
Igen i dag har jeg ikke haft to sekunders ro, for enten har der været et eller to vågne børn, som har krævet ekstra meget af mig. Når den ene sov, gav jeg al min opmærksomhed til den anden for at kompensere for den manglende opmærksomhed, der havde været mens begge børn var vågne. Igen i dag har jeg tilsidesat ALLE mine behov samt gøremål. Jeg er brugt, træt og udkørt!
Da Emil kom hjem (heldigvis to timer før end han plejer), havde jeg brug for et pusterum og en lille pause, så jeg løb en tur og fik frisk luft til hovedet og clearet tankerne – dét hjalp!!

At være mor til to
Det er ikke altid nemt at være mor til to. Man støder på nogle udfordringer og dilemmaer, som man slet ikke stiftede bekendtskab med under første barsel – og som man slet ikke skænkede en tanke dengang. Dagene er kortere, prioriteringerne vigtigere, tiden skal disponeres, alt skal passe sammen og ens hverdag er for alvor skemalagt. Nu er der ikke kun ét barn, som man ønsker at give alt sin kærlighed og opmærksom til, men to. Dét skal jeg lige lære at navigere i. Jeg vil så gerne gøre alt rigtigt og til perfektion, så jeg er ikke så god til, når jeg føler, jeg fejler.
Af og til kan man høre kommentarer som: “Kan du ikke bare” eller “det må du gøre i eftermiddag” – men nej! Så simpelt er det desværre bare ikke. Og lige præcis dét forstår man først, når man er mor – og nok især mor til flere børn.

Dem som kender mig, ved at der skal meget til at slå mig ud af kurs, da jeg har et ret stort overskud og energiniveau, men nogle gange, så rammer det mig bare, at der er SÅ meget run på 24/7, at jeg hele tiden står på standby, at jeg hele tiden er på lånt tid, og at mine behov altid kommer i aller sidste række. Jeg trives normalt fint i det, sådan er livet som mor og forældre – men på dage hvor alt ramler sammen, og udfordringerne fortsætter, kan det hele blive lidt for meget, og jeg får følelsen af utilstrækkelighed, afmagt og frustration – jeg bliver træt. Nok mest af alt fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig overfor mine børn, og dét er jeg ikke god til.

Når jeg tænker på dagen i går og det hele er kommet lidt på afstand, kan jeg godt se, at jeg druknede lidt i selvmedlidenhed, og måske også “kørte mig selv op” – så var det hellere ikke værre. Men i går synes jeg sgu det var pænt meget op af bakke!
Og jeg håber VIRKELIG de snart er færdig med det byggeprojekt – i hvert fald alle de larmende arbejdsopgaver, for dét er jeg godt nok træt af!!

Go go go!
I morgen starter en ny dag, og jeg er sikker på, den nok skal indeholde mere overskud og energi fra min side.
OG så glæder jeg mig helt vildt til weekenden, hvor vi skal fejre Olivers 3 års fødselsdag – nu skal han bare lige helt på toppen igen.  Og ved I hvad? Når nu han absolut skulle blive syg, så er jeg “glad” for det i det mindste kom nu, og ikke i næste uge, hvor han har fødselsdag og afslutning i dagplejen. 
Og se nu der! Det er sådan min tankegang plejer at være: altid se det positive i tingene frem for det negative! Men det var helt ærligt lidt svært for mig i går og tildels i dag – MEN Emil forsøger at overbevise mig om, at det altså også er helt okay (og helt normalt?) en gang imellem. 

Til alle mødre derude: I er pisse seje – husk lige det! 

Knus herfra!

Continue Reading

Børnehavestart

Den her lille bølle skal starte i børnehave til december. Det betyder også, at han har sidste dag i dagplejen fredag d. 29. november.
Bare tanken om, at han skal stoppe hos verdens bedste dagplejemor giver mig tårer i øjnene og hjertebanken! Dét bliver hårdt for os alle! Det er den bedste beslutning nogensinde, at vi skiftede fra vuggestue til dagpleje – især fordi det viste sig at være den bedste dagplejemor, vi kunne ønske os!
Fra dag ét har hun taget Oliver til sig som var hans hendes egen, hun kender ham og hans behov 100%, og hun kender os som familie og vores behov fuldstændig! Hun er det mest omsorgsfulde menneske, og hun har vores tillid 100% – vi ved bare, at Oliver er i de bedste hænder, når han er hos hende og de tre gutter. Hun er uden tvivl én af de dagplejemødre, man kun tør drømme om. 
Flere gange om ugen tilbød hun at cykle Oliver hjem, da jeg var højgravid og fortsat her efter vi har fået Nora, fordi hun så gerne vil hjælpe os i en presset hverdag, og ønsker os alt det bedste.
Oliver blev kørt hjem til hende den nat, jeg gik i fødsel, fordi vi ikke har familie tæt på, som hurtigt ville kunne træde til – men det kunne hun, og hun tog det som den største ære, at vi spurgte hende. Helt ærligt! Kan man få en bedre dagplejemor? ❤️ Hun er kommet ind under huden på os alle, og hold nu op, vi kommer til at savne hende – men forhåbentlig skal Nora også passes hos hende, når den tid kommer. 🙏🏼

På trods af vi har skrevet Oliver op til børnehave i juni sidste år, har vi endnu ikke fået vores 1. prioritet. Vuggestuen han gik i dengang, var en integreret institution, så der havde han jo automatisk plads i børnehaven, men eftersom vi udskrev ham, så skulle vi ønske børnehave på ny, og det gjorde vi med det samme, som han startede i dagpleje, men det var åbenbart ikke tidligt nok. Faktisk har vi fået at vide, at han tidligst kan starte til maj, og så lang tid kan vi desværre ikke vente – hverken for Olivers eller vores skyld. Så derfor starter han i vores 2. prioritet, og så må vi se, om vi fortsat ønsker ham i den anden børnehave, den dag vi bliver tilbudt plads der. Det bliver Oliver, som kommer til at afgøre det ud fra, hvordan vi føler, han er faldet til, trives og hvordan vi føler, vi er blevet taget imod – det bliver min mavefornemmelse, som kommer til at træffe dét valg. 

Alt det her med børnehavestart giver mig, helt ærligt, en knude i maven. Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om http://sofiebrandt.dk/?p=1073, havde vi en meget uheldig opstart i vuggestue og en rigtig dårlig oplevelse. Den sidder stadig dybt i os (især i mig), og derfor virker det enormt grænseoverskridende, at vi igen skal lave så markant et skift, når vi er SÅ glade og trygge ved Olivers dagplejemor.
Skiftet fra at være fire børn og én voksen, som man har knyttet sig 110% til, til at skulle være i en gruppe med 20 børn og flere voksne, er virkelig et intenst skift, og det er nok den eneste ulempe, jeg kan sige omkring dagpleje. Heldigvis er vi så heldige, at Olivers dagplejemor besøger børnehaven med ham nogle gange inden, han skal starte, og ligeledes har vi aftalt et besøg med dem. 
Desuden er jeg jo så heldig, at jeg er på barsel, så vi kan tage indkøringen stille og roligt og i Olivers tempo, og så skal det hele nok gå. 

Og jeg VED jo godt, at Oliver er klar til det. Altså klar til at starte i børnehave, og at det kun er godt for ham og hans udvikling – det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg ved også, at han kommer til at savne hans dagplejemor og hans tre legekammerater, som han nu har været sammen med i et år og fire måneder. Når vi holder weekend, ferie osv., spørger han jævnligt til hans dagplejemor og drengene. Det bliver en kæmpe omvæltning for ham, selvom jeg er sikker på, han nok skal være mega sej! 

Måske er det værst for mig – det er det jo nok. Det må tiden vise.
Én ting er sikkert: Jeg gør ALT, hvad jeg overhovedet kan, for at vise min begejstring overfor Oliver, og gøre det til det fedeste i verden, at han skal starte i børnehave. Vi taler allerede meget om det, og når vi går forbi, vinker vi derind og taler om, at han snart skal derind og lege. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at vise overfor ham, at jeg synes, det er svært – aldrig! Det må være når han kigger væk, når han ikke er der, og når Emil og jeg er alene.

Olivers dagplejemor holder afslutning for ham, hvor alle forældre kommer om eftermiddagen, så vi lige kan sige farvel til hinanden osv. – en rigtig god måde at afslutte på. Men hvordan jeg skal komme gennem den dag og den aller sidste dag i legestuen om fredagen, det aner jeg virkelig ikke!! Jeg må forsøge at tage mig sammen, men jeg ved også, at det bliver umuligt for mig at holde tårerne tilbage. Åh, hvor jeg synes, det er hårdt! Heldigvis ved jeg, at vi nok skal få nogle legeaftaler i hus, hvor Oliver skal på besøg hos dem – og vi ved alle sammen, at det ikke bliver et farvel, men et på gensyn. 

Det er fantastisk at have børn, og jeg elsker at være mor, men der er sgu nogle ting, jeg godt kunne være foruden! 

Continue Reading

Fødselsberetning

I april skrev jeg et indlæg omkring min fødsel med Oliver samt mine tanker omkring den forestående fødsel af lillesøster. Her nævner jeg også grundløbet hos Fødegejst, som jeg har deltaget i, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, som jeg brugte som fødselsforberedelse denne gang – og det er jeg SÅ glad for! Du kan læse indlægget her: http://sofiebrandt.dk/?p=1291

Her kommer en lidt kortere version af min personlige fødselsberetning, da jeg gerne vil dele min oplevelse med jer, og samtidig også ønsker at fortælle om min oplevelse med ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Der er en del, der har efterspurgt den, hvilket jeg egentlig godt forstår, da jeg selv elsker at læse andres fødselsberetninger, så nu deler jeg også min.

Fredag d. 9. august (40+3)
Jeg var gået tre dage over tid, og jeg var egentlig ikke utålmodig – i hvert fald ikke endnu. Måske hænger det sammen med, at jeg gik 10 dage over tid med Oliver, og jeg havde en forventning om, at jeg også ville passere terminsdatoen denne gang. 
Min fredag indeholdt træning om formiddagen, afslapning på sofaen, en hyggelig eftermiddag med Oliver og masser af fredagsslik og serie om aftenen.
Da Emil og jeg går i seng omkring kl. 21.30, siger jeg til ham: ”Jeg tror sgu, det går i gang i nat – i hvert fald tror jeg, det sker i løbet af weekenden.”

Lørdag d. 10. august (40+4)

Kl. 01.00
Omkring kl. 01.00 vågner jeg af et par plukveer (som så viser sig at have været veer), som jeg synes, niver en del. De niver så meget, at jeg i hvert fald ikke rigtig kan sove for dem. Jeg bliver liggende i sengen og venter på, om det fortsætte – og det gør det. 
Efter lidt tid beslutter jeg mig for at gå nedenunder og tage tid på dem for at se, om de er regelmæssige. De har hele tiden haft en varighed på omkring 1 minut, men de kommer kun omkring hver 10. minut. 
Faktisk niver de så meget, at jeg begynder at bruge afspænding samt laborovejrtrækning, som jeg lærte på grundkurset af ”Smertefri fødsel”, og dette gør, at veerne slet ikke virker så intense, og at jeg sagtens kan være i det. Laborovejrtrækningener en hurtig vejrtrækning, som faktisk kan minde lidt om hyperventilering, og afspænding er hele kroppen, men med fokus på skuldre, hænder og kæbe. Endnu en teknik er visualisering, men det er ikke noget, jeg har valgt at anvende eller øve, da jeg simpelthen synes, det blev for visuelt og uhåndgribeligt på en eller anden måde. 
Jeg googler (jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg ikke havde undersøgt det noget før – det ligner ikke mig), hvornår man som flergangsfødende bør henvende sig til fødemodtagelsen, og der står faktisk, når der er omkring 10 min. mellem veerne. Jeg ringer til fødemodtagelsen, for at informere dem om, at jeg altså tror, der er gang i noget, men at jeg ikke er helt sikker. Vi aftaler, at jeg skal vende tilbage, når der er omkring 5 min mellem, hvis det altså fortsætter. 

Under min fødsel med Oliver, vågnede jeg op med et sæt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der var gang i noget, og efter et kvarter havde veerne en varighed på 1 – 1 ½ minut, og kom hvert 4. – 5. minut. Så jeg var SÅ forvirret, fordi disse kun kom hver 10. minut, og jeg synes simpelthen ikke, det gjorde ondt nok. Jeg har ikke haft mange plukveer i nogle af mine graviditeter, så jeg var ikke helt klar over, om det mon bare var meget kraftige plukveer. 

Kl. 02.00
Omkring kl. 02.00 er der ca. 8 minutter i mellem veerne, og de varer nu 1 – 1½ minut, og jeg synes fortsat de niver. Dog er de stadig ikke helt regelmæssige, og det forvirrer mig! Jeg går op til Emil for at orienterer ham om situationen.
Jeg bruger fortsat laborovejrtrækning samt afspænding, og det giver mig følelsen af kontrol og overskud, og jeg husker hele tiden mig selv på, at det ”bare” er en muskelsammentrækning, som gør lige præcis dét den skal, for at vi snart kan møde vores lille pige. Faktisk ligger jeg nærmest og venter på, der skal komme en ve, da jeg ved, vi så er et skridt tættere på at skulle møde hende. Desuden ønsker jeg det hele skal blive lidt mere intenst, da jeg ønsker at blive 100% sikker på, om det virkelig er fødslen, som er i gang – eller om det kan risikere at gå i stå igen. Det var en lidt underlig følelse, da jeg under min fødsel med Oliver nogle gange tænkte ”åh nej”, når jeg kunne mærke, at der igen var en ve på vej. Bevares, det var ikke ligefrem sådan at jeg tænkte ”jaaaaa, endnu en ve – hvor dejligt”, men alligevel var det bare en helt anden følelse af kontrol. Jeg ”frygtede” dem ikke på samme måde. Jeg følte mere, at jeg ”tog imod dem”. 
Emil og jeg taler om, at jeg slet ikke havde regnet med, at jeg kunne være i tvivl, når jeg var så sikker første gang, og nu havde jeg endda prøvet det før. Men jeg/vi ønsker at være helt sikker, før han kører afsted med Oliver. Jeg kunne ikke klare tanken om, at vi var kørt afsted med ham, og at det hele så gik i sig selv igen, og han så måske skulle afleveres en anden dag/nat inden så længe. Jeg ville være helt sikker. 
Jeg arbejder mig gennem veerne med labovejrtrækningen og afspænding, og jeg kan mærke, at jeg nu skal koncentrere mig mere og mere, når der er en ve. Mellem veerne taler Emil og jeg om, hvordan vi gør, hvis nu det fortsætter, taler om at det er vildt, hvis vi bliver forældre for anden gang til vores lille pige meget snart, og om hvordan han kan hjælpe mig ift. hvor smerten fra veerne sidder. 

Kl. 03.00
Nu kommer veerne med 6 – 7 min. intervaller og varer omkring 1½ minut. Det er omkring dette tidspunkt jeg bliver overbevist om, at det altså er fødslen som er i gang – det her går ikke i sig selv igen. 
Jeg siger til Emil, at jeg synes, han skal køre afsted med Oliver nu. Han kigger på mig og siger: ”Altså skat, er du sikker? Du virker meget anderledes end sidst. Du er jo helt dig selv mellem veerne – du virker så overskudsagtig”.
Helt ærligt, så var jeg ikke 100% sikker, men jeg turde ikke trække den længere, hvis det pludselig skulle gå stærkt, så Emil pakker bilen og kører afsted med Oliver, som skulle afleveres hos hans søde DP-mor, da hun jo ikke bor ret langt væk, så Emil kunne være hurtigt tilbage igen. (JA! Vi har verdens bedste DP-mor!!)

Kl. 03.45
Omkring kl. 03.45 er Emil hjemme igen, og jeg synes, veerne bliver mere og mere intense. I hvert fald skal jeg koncentrere mig mere og mere om vejrtrækningen og afspænding for at holde fokus under veen. Veerne sad primært foran ved skambenet, men når den toppede gik smerten også om i lænden, og her hjalp Emil mig ved at holde hans varme hånd på min læn, som lige tog toppen af veen. 

Kl. 05.00
Omkring kl. 05.00 er der 5 min. mellem veerne, så vi ringer igen til fødemodtagelsen, og vi bliver enige om, at vi så småt skal begynde at tage afsted.
Da jeg rejser mig for at få tøj på, lige få styr på et par ting og begynder at gå lidt rundt kommer veerne hyppigere, og jeg føler ikke helt den samme kontrol over dem. Heldigvis kan jeg styre det hele med teknikerne, og det giver mig igen følelsen af kontrol, tryghed og overskud. 
Køreturen havde jeg frygtet helt vildt, da jeg synes, den var frygtelig med Oliver, men den gik virkelig fint. Jeg fik igen ro til at have fuld fokus på vejrtrækningen og afspænding, og det gjorde, at det hele blev lidt mere stabilt igen. Jeg timer ikke længere veerne nu, men jeg kan fornemme, at veerne virkelig er lange nu (omkring 2 minutter), men de kommer igen med lidt større intervaller. 

Kl. 06.00
Præcis kl. 06.05 parkerer vi bilen på Herlev.
Vi bliver med det samme taget imod af en jordemoder, og da hun kommer ud til os, har jeg en (lang) ve. Jeg sidder på en stol, helt afspændt og bruger laborovejrtrækningen, som nu virkelig bliver brugt på et højt og intens niveau, da jeg virkelig skal koncentrere mig og holde fuld fokus for at holde vejrtrækningen, når veen topper. Jeg har lignet én, som var spritstiv, og som var faldet i søvn på en stol, mens hun var ved at hyperventilere – MEN hold nu kæft hvor det virkede altså! 
Vi kommer ind i et undersøgelsesrum, så jeg kan blive undersøgt for at se, hvor langt i forløbet jeg er. Det virkede som om, at denne jordemoder undervurderede det hele lidt, fordi jeg har set så afslappet ud, for hun tog sig god tid, og gik lidt ud og ind af rummet inden hun undersøgte mig. Hun lyder overrasket, da hun fortæller, at jeg er 8 cm åben, og så spørger hun: ”Du fødte også hurtigt første gang, ikke Sofie?” – og så får hun travlt med at finde en fødestue. Faktisk var vi så heldige at få en af de nye fødeklinikker. 

På fødeklinikken bliver vi mødt af en ny jordemoder, som skal være vores jordemoder under fødslen. Jeg har lavet en fødeønskeliste, og den taler vi lidt om mellem veerne. Jeg er 100% mentalt til stede, jeg snakker med, der er virkelig god stemning og jordemoderen roser både Emil og jeg for vores tilgang samt samarbejde under veerne. Hun roser min teknik, og er hurtigt klar over, at jeg gør brug af ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, og hun kan tydeligt se, at jeg virkelig har forberedt mig til fødslen. Faktisk får vi en hive-five efter hun har set os gennemgå et par veer sammen. Det var så surrealistisk hele tiden at gå fra at være fuld fokuseret og i smerte, til at være helt mig selv, snakke og have overskud til fis og ballade. Det var lige prævis dét, jeg ønskede skulle være anderledes denne gang sammenlignet med min første fødsel – og sådan blev det.
På dette tidspunkt er veerne til gengæld også bare VIRKELIG intense, og det kræver 110% fokus, for at jeg kan bevare afspænding samt vejrtrækningen under hele veen, og Emil smertelindre fortsat ved at holde/massere på min læn. Veerne kommer hyppigt og varer længe! Jeg bevarer kontrollen pga. teknikkerne, og fordi jeg hele tiden tænker på, at vi lige om lidt skal møde vores datter.

Kl. 06.35
Omkring dette tidspunkt begynder jeg at føle en smule pressetrang til sidst under hver ve, og jeg beslutter mig for at gå på toilettet. Da jeg sidder på toilettet, får jeg en ve, som undervejs ændrer sig til en presseve. Jordemoderen guider mig lidt ift. min vejrtrækning, da jeg har lidt svært ved at omstille mig, da det hele ændrer sig så hurtigt. Jeg skynder mig ud på stuen igen, læner mig op af et puslebord ved siden af sengen, hvor jeg hurtigt får endnu en presseve – og her føder jeg hovedet, samtidig med at vandet går! Emil har beskrevet, at vores jordemoder fløj gennem luften for at få sine hænder under mig, og jeg får bestemt af vide: ”Gispe Sofie, gispe!!” Jeg læner mig op af Emil, mens jeg forsøger at gispe mig gennem resten af veen, og da den aftager, siger hun, at hun foretrækker, at jeg hurtigt kommer op på sengen. Emil og jordemoderen tipper mig rundt, og jeg får lov til at presse igen – og dér: kl. 06.44 bliver jeg mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Hun kommer med det samme op på mit bryst, hun skriger og ALT er bare helt perfekt. Lige dér ligger hun. Små tre kvarter efter vores ankomst på Herlev, og jeg udbryder, mens jeg tudbrøler, griner og kigger på Emil: ”Var det virkelig det!? Nu er hun her jo!”
Endnu engang oplevede jeg det største øjeblik i mit liv – det var absolut lige så stort som første gang!

Kl. 12.30: 
Omkring 12 timer efter første ve, er vi hjemme igen – og nu glæder vi os bare til at hente storebror, så vi alle sammen kan genforenes: Nu er vi en familie på fire!

Nu har jeg født to børn – det er vildt!
Under min fødsel med Oliver, brugte jeg også min vejrtrækning som smertelindring (dog dybe, langsomme vejrtrækninger), jeg var fuld fokuseret, og der fik jeg et billede af, hvor meget min vejrtrækning hjalp mig. Dog gik jeg meget ind i mig selv, og var ikke mentalt tilstede, da fødslen var på sit højeste. Der er ting, som jeg slet ikke har opfattet og ting, som jeg ikke kan huske. Derfor ønskede jeg at forberede mig endnu mere denne gang, og jeg var så heldig at få tilbudt samarbejdet med Fødegejst, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Godt nok krævede øvelserne en del forberedelse, for at lære at anvende dem korrekt, men hold nu op, det var fuldstændig vanvittigt, hvad de gjorde for mig! Jeg var 100% tilstede under hele fødslen, jeg havde følelsen af kontrol, tryghed og overskud hele vejen igennem, og jeg stolede bare på, at min krop nok skulle klare det en gang til, og så lod jeg den guide mig, mens jeg havde fokus på teknikkerne. Faktisk havde jeg kun følelsen af, at jeg var i fødsel under veerne. Mellem veerne kunne jeg føre almindelige samtaler, pakke legetøj til Oliver, inden de kørte afsted om natten, orienterer mig på køreturen på vej til Herlev og smalltalke med jordemoderen, da vi ankom på fødeklinikken. 
Selvom jeg også synes, min fødsel med Oliver var en drømmefødsel, da det jo var første gang, så var det her VIRKELIG en drømmefødsel. Det var en så vild, unik og fantastisk oplevelse – selvom det selvfølelig gørondt! Det gjorde ikke mindre ondt denne gang, da først veerne tog fat, men det gav mig en helt anden følelse af tilstedeværelse, kontrol, tryghed og overskud, og det gjorde en kæmpe forskel for mig.

Min fødsel med Oliver tog 10 timer, hvoraf han stod skævt i 2,5 time, hvor jeg havde presseveer, men ikke måtte presse med – derefter tog det mig en lille time, da jeg endelig måtte presse aktivt. 
Derfor var jeg mest nervøs for pressefasen denne gang, da jeg synes, det var den absolutte hårdeste del under min fødsel med Oliver. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville tage omkring 5 min. og indeholde 2 – 3 presseveer – det var helt utroligt! Og alligevel slap jeg med en udvendig 1. gradsbristning, som blev syet med 1 sting – præcis ligesom med Oliver.
Vores jordemoder sagde efterfølgende, at hun sjældent havde set nogen, med så effektiv en presseteknik samt pressestilling fra første presseve – vi fik så meget ros! Også for Emils og mit samarbejde. Hun var glad for, at det ikke var alle, som forberede sig så meget og samarbejdede så godt som Emil og jeg, for så ville hun ikke have meget at lave. Hun roste os til skyerne, og det var virkelig fedt! Helt ærligt, så følte jeg mig som jordens sejeste lige dér. Emil var målløs, og sagde gentagende gange, at han ikke havde oplevet noget lignende! Han synes, jeg var verdens sejeste og han takkede mig igen og igen med tårer i øjnene. 

Ønskelisten 
Til min fødsel med Oliver, havde jeg ingen forventninger, og det havde jeg heller ikke denne gang – blot ”ønsker”. Jeg havde den indstilling, at jeg ville tage hele forløbet, som det kom, da der kan opstå mange ting under en fødsel, som man ikke selv kan kontrollere. Jeg havde som sagt lavet en ”ønskeliste”, som var mit udgangspunkt, men jeg tror, det er en fordel, at man ikke er fast besluttet på, hvordan det skal være. Så kan man så nemt blive skuffet, selvom alt egentlig gik rigtig godt. 

Jeg havde egentlig et ønske om selv at tage imod hende, men det virkede simpelthen ikke oplagt i øjeblikket, så det afviste jeg hurtigt, da vores jordemoder (utroligt nok) fik spurgt mig, om jeg stadig gerne ville tage imod hende midt i den meget intense situation. Lige dér var mit fokus på, at hun bare skulle ud NU. Selvom det ikke var alle ”ønsker”, som gik i opfyldelse, så var det helt PERFEKT. Jeg ville ikke have ønsket noget anderledes. 

Et andet ønske på min ”ønskeliste” var, at jeg også denne gang gerne ville gennemføre fødslen uden smertelindring – i hvert fald ville jeg i første omgang gøre brug af naturlig smertelindring, hvis det blev nødvendigt. Dog havde jeg ikke frasagt mig 100% at få medicinsk smertelindring, hvis det i situationen ville virke mest hensigtsmæssigt. 
Mit ønske blev opfyldt igen denne gang. Jeg gennemførte fødslen uden nogen form for smertelindring – blot min egen forberedelse samt Emils hånd på min læn. Jeg er, helt ærligt, skide stolt af mig selv – og ikke mindst min krop! Hvor er den bare pisse sej!! Og jeg føler, at jeg igen har lært den endnu bedre at kende. 

Tak fordi I læste med.

Ps. Jeg bliver nødt til at give Maria fra Fødegejst min varmeste anbefaling. Hun er så sød, dygtig og professionel. Egentlig synes jeg, at titlen på metoden er lidt åndsvag, da ”smertefri” hurtigt kan virke overdrevet og useriøst – for smertefrit er det absolut ikke! Men hvis man bruger tiden på at lære sin krop teknikerne, så kan de altså noget.
Jeg havde nok (desværre) aldrig investeret pengene i grundforløbet, så jeg er SÅ taknemmelig for muligheden omkring samarbejdet, for én ting er sikkert: min fødsel var aldrig blevet den samme uden. 

Continue Reading

Livet som mor, forældre og familie

Dette indlæg skrev jeg faktisk dagen efter min terminsdato. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik aldrig udgivet det.
På en måde tror jeg, jeg var bange for at sige nogle af tingene højt, bange for det gav bagslag eller bare bange for at blive dømt. Jeg har en fornemmelse af, at der nogle gange sidder folk derude bag skærmen, som synes, jeg forsøger at opstille et glansbillede fremfor virkeligheden – og det er bare den sidste tanke, jeg ønsker folk skal have om mig – for sådan er det virkelig ikke. Generelt er jeg bare et meget positivt menneske, som forsøger at se tingene fra den positive side. Jeg forsøger altid at overbevise mig selv om, at der er en mening med at tingene er, som de er – også selvom det er ting eller situationer som er trælse og hårde. Desuden har jeg et meget stort overskud, som kun er vokset i takt med min rolle som mor, og dette er helt sikkert også en fordel i en presset og travlt hverdag. For uanset hvor fantastisk det er at være en børnefamilie, er det bare en tid med 110 km/t og tilsidesættelse af sine egne behov i høj grad – men det ændrer ikke på, at jeg elsker det!

. . .

Onsdag d. 7. august 2019:
Terminsdatoen er passeret, og meget snart er vi en familie på fire – det er fuldstændig vildt!! Jeg er spændt, fyldt op af glæde, lykke og kærlighed, og samtidig er jeg sgu lidt nervøs, for hvordan kommer vi til at klare den? 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver pisse hårdt, og mange har efterhånden informeret mig om at det hedder sig “at barn nummer to virkelig er en nyser i forhold til barn nummer et, og at en evt. nummer tre er piece of cake”. Og det tror jeg faktisk er helt rigtigt. Dét får man allerede en smagsprøve på i graviditeten. Men sådan helt ærligt? Det skræmmer mig ikke.

Det største i mit liv nogen sinde var at blive mor til Oliver d. 27. november 2016 efter en uplanlagt men ønsket graviditet. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg får lov til at opleve det en gang til lige om lidt.
Jo, det var/er da hårdt, men ikke hårdt. Jeg synes efterhånden, de sociale medier især rummer en masse fortællinger om “bagsiden af medaljen”, og hvis man ikke selv deler ud af den, så kan man hurtigt blive mistænkt for at opstille et urealistisk glansbillede, som slet ikke er sandt, og at virkeligheden er en helt anden. 
Men helt ærligt, jeg føler ikke, at jeg har så meget negativt at fortælle. Måske jinxer jeg den kommende tid som mor til to nu, ved at sige sådan – I don’t know, men det må tiden vise. 

Man ved aldrig hvilket barn man får, og man er forskellige som person og som forældre, så man kan og må bare IKKE sammenligne – nogensinde! 
Oliver var en meget mild baby, som spiste fint, sov fint, var glad, græd stort set kun, når han var sulten eller der var andre fysiske behov, han manglede. Og det var jeg også meget bevidst om. Jeg følte næsten, at vi var for heldige, hvis man kan sige det sådan. Nogle gange tænkte jeg: “Hvornår bliver jeg ramt af det dér breakdown, som alle snakker om?”
Jeg er en person med et meget stort overskud, og som ikke har et kæmpe behov for søvn. Oliver og jeg var/er nok bare en rigtig god kombi – vi er et godt team. 
I hvert fald er én af de bedste perioder i mit liv nogen sinde, de ni måneder jeg havde barsel med Oliver. Jeg elskede hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig følt mig bedre tilpas. Det var bare lige mig
Jeg havde absolut ingen forventninger til noget som helst. Jeg ville bare tage tingene, som de kom. Og det tror jeg faktisk gavnede mig, for så blev jeg aldrig skuffet uanset hvilke udfordringer, der opstod. 

Og jo, selvfølgelig var det da pisse hårdt at blive vækket om natten hver 1,5 time de første 3 – 4 måneder, for selvom Oliver sov fint og sov efter amningen (plus afbøvsning, gylpning og bleskift, så vi cirka var oppe 45 min. ad gangen) igen, så blev hans ammeintervaller først længere end 1,5 time, da han blev 3 – 4 måneder, og det var døgnets 24 timer. 
Og det var også hårdt at være så styret og drevet af et lille menneske, som blot skulle grynte, så stod jeg på spring, og ALLE mine behov blev tilsidesat. Lige fra toiletbesøg til morgenmad kl. 13, aftaler med veninder, frisørtid, træning, ALT! Det krævede en kæmpe indsats fra både min og Emils side, men jeg synes hurtigt, vi handt en god rytme omkring det hele, så vi kunne nyde tiden og få det bedste ud af det – også på de hårdere dage. Den der ‘babyboble’, som vi også havde hørt så meget om, oplevede vi i høj grad – måske især mig gennem hele min barsel.

Jeg har altid elsket at være sammen med Oliver – og det gør jeg stadig, selvom det selvfølgelig også er hårdt. Han var ret gammel første gang jeg cyklede (2 min.) væk til træning for første gang, og Emil var hjemme hos ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde det. Nok mest fordi jeg følte, at nu var det tid, fordi det synes jeg efterhånden mange havde undret sig over, altså at jeg ikke havde brug for det der space. Og det handlede overhovedet ikke om, at jeg ikke havde tillid eller tiltro til Emil, jeg havde bare ikke behovet for at være væk fra mit lille menneske. 

Igen: jeg er sikker på, det virkelig kommer an på ens situation, hvilket barn man får, hvilke udfordringer der rammer én, og hvor omstillingsparat man er, OG hvordan man er som person – det er (heldigvis) så individuelt. 
Og så tror jeg, det handler om ens mindset. I min optik var der nogle ting, som helt naturligt fulgte med at skulle have en baby og i livet som nybagt mor: søvnunderskud, tilsidesættelse af mine egne behov i meget høj grad, at stå på spring døgnets 24 timer, mindre træning, at baby højst sandsynlig ville ramme en periode med ondt i maven pga. tarmene ikke var færdigudviklede, som kunne være en hård periode med meget gråd, at amningen kom til at gøre pisse ond i starten og ville kræve en stor indsats. Alt dét forberedte jeg mig på undervejs i graviditeten, og jeg så det som en naturlighed og en selvfølge, at tingene ville blive sådan – jeg blev jo nogens mor, og fik ansvaret for et lille menneske, som var 100% afhængig af mig.
Hvis man ikke har gjort sig sådanne tanker og har indstillet sig og forberedt sig på sådanne ting, så forestiller jeg mig, at man virkelig bliver sat på prøve og at man helt ærligt får et slag i hovedet – det ville jeg i hvert fald have fået.
At der så derudover en en masse andre faktorer, problemer og udfordringer i forskellig grad, som kan ramme ens barn og en selv, som (heldigvis) ikke rammer alle, er en helt anden snak! Nogle er mere udsatte og “uheldige” end andre. Der er forskel på alles situationer, og derfor er det så vigtigt ikke at sammenligne og måle og veje hinanden. Det synes jeg, er en meget vigtig pointe. 

Mit budskab er, at jeg altså ikke har talt særlig meget om ‘bagsiden af medaljen’, for indtil nu er det ikke meget, jeg synes, jeg har set til den.
Faktisk synes jeg kun, det bliver hårdere og hårdere jo ældre Oliver bliver. Han tester grænser, han vil have sin vilje, alt skal diskuteres eller forhandles og der er ikke en dag uden minimum 10 diskussioner, små “anfald” eller blot modsigelser. Han bruger ordet “nej” 50 gange om dagen. Hold nu op, hvor var det nemt, da jeg bare kunne skifte hans ble på 5 sek., fordi han ikke sagde mig i mod eller gjorde modstand – hvor bleskift faktisk var en hyggestund på puslebordet med baggrundsmusik fra uroen.
Søvnunderskud er også stadig en faktor hjemme hos os. Oliver sover endnu ikke igennem om natten, og det har han aldrig gjort. Han vågner alt fra en – fem gange hver nat. Desuden er han udpræget A-menneske, så vi er oftest oppe mellem kl. 5.00 – 6.00.
Men sådan er det jo! Det er i hvert fald sådan, det så kan være. Man kan ikke få ‘hele pakken’, og Oliver er lige præcis, som han skal være. Vores helt perfekte lille menneske.

Der er nemlig heller ikke en dag uden 100 smil, kys og kram, og det er jo dét, det hele handler om. KÆRLIGHED. Og er der noget vores lille familie rummer mere end noget andet, så er det kærlighed. Der er ikke én dag i mit liv som mor, hvor jeg har følt at noget andet overskyggede dette. 

Jeg har nogle gange følt, at det var forkert, fordi jeg ikke kunne sige, at det første år som mor var det bedste i mit liv, men også det hårdeste – som så mange udtaler
Måske har årene som mor været de hårdeste i mit liv, men hårde som i udviklende og udfordrende. Jeg føler, jeg har tilegnet mig så mange egenskaber og kompetencer, som har udviklet mig, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas i nogen rolle end i rollen som mor. Jeg elsker det!
Jeg føler virkelig, jeg for alvor har fundet meningen med livet, og min aller største prioritering vil altid være mine børn og vores familie – uden sammenligning!

Måske havde følelsen omkring det hele været anderledes ved en anden situation – det ved jeg ikke, men faktum er, at det er min og vores situationen, og det er udgangspunket for mig. Måske havde det været anderledes, hvis Oliver havde været en anderledes baby, hvis Emil ikke accepterede mit behov for f.eks. træning, eller hvis jeg ikke accepterede hans behov for weekendture eller en bytur en gang i mellem med kammeraterne, eller hvad man nu har af behov. Vores behov matcher måske bare rigtig godt, så det er nemmere at få tingene til at gå op i en højere enhed. I don’t know. Men jeg ved, at det føles helt perfekt for vores familie, at tingene er som de er. 

Jeg har virkelig forsøgt at forberede mig mentalt på ‘livet som mor til to’, og så kan jeg ikke gøre mere.
Jeg har mange gange tænkt, at vi ikke kan være så heldige én gang til, at få en så mild og glad baby, og det vil tiden vise. Omvendt er det ikke noget, jeg vil bekymre mig om, før jeg ved, hvordan tingene bliver. Ligeledes har jeg flere gange i løbet af graviditeten tænkt, at det næsten var for godt til at være sandt, at vi får endnu et lille ønskebarn, og at min krop behandler mig så godt under graviditeten. Jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig. Det er lige før, jeg nogle gange kan få følelsen af skam, fordi der er så mange, som kæmper med fertilitet og graviditetsgener. Ligeledes kan jeg nogen gange blive ramt af følelsen af angst, for hvordan er jeg blevet så heldig? Hvilken krise rammer os og hvornår? Kan man godt bare have lov til at være tilfreds og lykkelig? Dét er en helt anden snak, og dem, som kender mig, ved at jeg bruger alt for meget tid og energi på at analysere og overtænke alt for mange ting.
Så derfor fortæller jeg mig selv, at jeg intet får ud af det – det her er min situation, min historie og mit udgangspunkt – det er mit og vores liv, som det er nu – og jeg nyder det! Det føler jeg er det eneste rigtige at gøre.

Ingen børn, mødre, fædre, forældre eller personer er ens – og det er lige præcis sådan, dét skal være. Derfor er det umuligt at sammenligne eller dømme hinanden. Vi har alle vores individuelle situationer, opfattelser og historier. 

En kæmpe high-five til alle forældre derude – vi gør det alle godt på hver vores måde! Vi er f***ing seje! 

. . .

Søndag d. 1. september:
Nu har jeg to datoer i mit liv, som uden sammenligning er de største dage i mit liv: søndag d. 27. november 2016 og lørdag d. 10. august 2019. Dagene hvor jeg blev mor for første gang til min søn og hvor jeg blev mor for anden gang til min datter.
Og denne gang har vi oplevet ‘babyboblen’ på præcis samme måde som med Oliver. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ikke ville være muligt på samme måde anden gang, men det var det altså for os. De to første uger med fælles barsel er bare helt unikke.

Denne gang har jeg igen sørget for ikke at have nogle forventninger til min nye tilværelse som mor til to – og heller ikke til min tid på barsel med lillepigen. Jeg tager en dag af gangen, vi skal alle fire lære hinanden at kende, have skabt nogle nye rutiner, og så vil jeg blot lytte til hendes behov og tage en barselsdag af gangen.

Jeg havde forberedt mig på at søvnen nok ville blive én af de største udfordringer for os som en familie på fire – og det er det også. Søvnunderskudet er (indtil nu) også større end det var som nybagt mor til Oliver.
Som tidligere nævnt sover Oliver ikke igennem endnu, og han vågner meget tidligt. Til gengæld tager Nora (indtil nu) nogle længere stræk om natten, så jeg sover mellem 2 – 3 timer mellem hver amning, og det er luksus sammenlignet med Oliver.
Men Nora har vist arvet Olivers døgnrytme, for når klokken slår 5 er hun også lysvågen, og så er der morgenfest fra kl. 5.00 – 8.00 cirka – i hvert fald som tingene er lige nu. Når hun en sjælden gang sover længere end til kl. 5, så vågner Oliver til gengæld, og ligeledes når Oliver endelig sover længere end til kl. 5, så vågner Nora – og så vækker de oftest hinanden. Ofte har Emil Oliver, og jeg har Nora, og nogle gange kan én af os sove liiiidt længere.
Men det gør ikke noget. Det kan godt være, jeg sammenlagt kun får omkring 5 – 6 timers søvn hver nat, men sådan er det. For mig er det i hvert fald sådan at være nybagt mor og have en søn på 2 år og 9 måneder. Jeg må tage en lur en gang i mellem sammen med Nora i løbet af dagen, og så går det hele igen. Faktisk synes jeg, det er hyggeligt at vi alle sammen har noget kvalitetstid sammen om morgenen inden dagen skydes igang, for ellers ville jeg nærmest ikke se mine to drenge før sidst på dagen – og dét er jeg ikke god til. Jeg vil hellere være i søvnunderskud og så være sammen med min familie.

Jeg kan godt mærke forskel på at blive mor for første gang og mor for anden gang. Jeg har allerede haft nogle få stunder væk fra Nora, da jeg har prioriteret alenetid med Oliver – for ham savner jeg også helt vildt nogle dage! Jeg har nemmere ved at være væk fra Nora i et kort øjeblik end jeg havde med Oliver, da dette gør, at jeg får opfyldt mit behov for at være sammen med min søn, som vi var inden han blev storebror – og jeg kan mærke, at han også har brug for det.

Nora er i dag 22 dage gammel, og indtil nu er hun en god pige. Hun er lidt mere krævende og “urolig” end Oliver, men det er også kun fordi Oliver simpelthen var så mild, at man kan mærke en forskel. Jeg har intet at brokke mig over, og det gør jeg bestemt heller ikke. Hun er så sød og dejlig og helt perfekt.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at blive mor til to og ligeledes har Emil og jeg talt meget om, hvordan det mon ville blive, og hvordan vi ville tackle diverse situationer, som ville kunne opstå – og det har gavnet mig/os helt vildt. Lige ledes har vi gjort meget for at forberede Oliver, og talt om, hvordan vi skulle tackle ham og være overfor ham, når han blev storebror, og det har også været en virkelig god investering.
Oliver er den mest kærlige og omsorgsfulde storebror – han er præcis, som jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er der også kommet en reaktion, da det nogle gange er svært pludselig at skulle dele mor og far sådan fra den ene dag til den anden. Vi har haft nogle putninger om aftenen, som har været ekstremt hårde og lange, da Oliver her har reageret på det hele. Og der kan helt sikkert komme flere reaktioner på sigt, da vi jo kun har været en familie på fire i små tre uger, så det hele er fortsat meget nyt. Og er der noget, jeg har erfaret i livet som mor, så er det, at bedst som man tror, tingene er ved at ændre sig, og der er ved at blive etableret en rutine, så ændrer ALT sig over en enkelt nat, og så kan man starte forfra. Man bliver hele tiden nødt til at være omstillingsparat.

Jeg elsker at vi nu er en familie på fire. Der er indtil nu ikke dukket situationer eller udfordringer op, som jeg ikke havde regnet med. Det gør dem absolut ikke mindre hårde, men det gør, at jeg synes, de er nemmere at håndtere. Jeg/vi forsøger altid at forberede os bedst muligt på alt ting, og det føler jeg, gavner mig og os.
Som jeg også skriver i mit indlæg er det vigtigste af alt KÆRLIGHED, og jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, at vores lille familie kunne rumme mere kærlighed, end den gjorde i forvejen – men det kunne den.
Det er SÅ stort at være mor til to, at se mine to børn sammen, at se Olivers kærlighed til Nora, stoltheden i Emils øjne og bare være os – os fire.
Dét kan ikke beskrives, og det er DET HELE værd.

Igen: Det er hårdt ja, men det er ikke mere hårdt, end hvad man i min optik kan forvente når man bliver en familie på fire – med én i trodsalderen og en lille nyfødt. Om det bliver det, det ved jeg selvfølgelig ikke – det må tiden vise! Men indtil nu, tager jeg en dag af gangen og nyder at tingene er, som de er. Andet ville være fjollet.
Og helt ærligt! Når man bare er glad og lykkelig sådan helt ind i hjertet, så skal man have lov til at sige det højt, og bare nyde at være tilstede i nuet !- faktisk har jeg lyst til at råbe det ud til hele verdenen, for det er simpelthen en fantastisk følelse!

Continue Reading