Her kommer anden del af mit indlæg omkring projekt nybyg. Hvis du ikke har læst første del, kan du læse det her: http://sofiebrandt.dk/?p=1804

Projekt nybyg
At bygge selv har altid været en stor drøm for mig. Jeg kan slet ikke mindes, andet, og når jeg har forestillet mig mit kommende hjem, så har det været et nybygget hus. Emil har aldrig afvist ideen, men han var absolut ikke lige så hooked på ideen til at starte med, som jeg var – altså sådan helt tilbage i de første år af vores forhold. Ideen voksede meget hurtigt på Emil, og da vi første gang havde været ude og se nogle udstillingshuse, var han solgt – og så var beslutningen nærmest taget uden sådan yderligere overvejelser. Det føles bare rigtigt, og det var bare dét vi gerne ville – hvis altså økonomien tillod det, og der kom en byggegrund et sted, som vi synes, kunne være tiltalene for os.
Derfor har det hele tiden været udgangspunktet, når snakken er faldet på vores fremtidige base, at vi har undersøgt markedet for byggegrunde, og egentlig ikke kigget så meget på huse.

Efter vi har boet her i Vallensbæk Stand, og har haft naturen og vandet så tæt på, har det været svært at skulle give afkald på igen – også fordi både Emil og jeg begge er vokset op tæt på masser af natur og vand. Så det har hele tiden været en stor prioritering for os. Jeg bruger naturen enormt meget, når jeg løber, og sådan helt generelt, er det noget vi bare gerne vil kunne tilbyde vores børn at vokse op omkring.
Derfor har vi meget hurtigt indsnævret vores søgeområder til steder omkring kysten eller andre naturområder med store vandområder, og dét har jo så også betydet, at vi skulle endnu længere væk fra København, for det har (sjovt nok) sin pris. Men det har bare hele tiden været en stor prioritering for os.

Faktisk tror jeg vi begyndte at undersøge mulige områder allerede for tre – fire år siden, hvor vi bare har leget med tanken og læst lidt om området. Det seneste 1 – 1 1/2 års tid har vi besøgt forskellige byer og områder for at se, om det så virkelig kunne være noget for os – hvis vi også vidste, at det var økonomisk realistisk. Og det er lidt sjovt, for faktisk var Strøby Egede (hvor vi har købt en byggegrund) et af de aller første steder, vi faldt for – og i sidste ende nok også det eneste. Strøby Egede ligger lidt syd for Køge, og vi synes, at Køge er så hyggelig en by, hvor der er alt, hvad vi har brug for, og den ligger kun 5 – 6 km. væk. Faktisk minder byen os lidt om Svendborg, hvor både Emil og jeg har tilbragt størstedelen af vores ungdom. Desuden er der fantastiske muligheder med offentlig transport fra Køge station til til København, og dét var ligeledes vigtigt for os. Ikke fordi, vi tænker vi kommer til at bruge det vildt meget de første år, mens børnene er små, men når først de bliver ældre og skal til at færdes omkring København, så er det guld værd, at transportmuligheder er gode.

En lang proces
Første gang vi sådan rigtigt gik ind i processen, hvor vi var til informationsaftner ved byggefirmaer samt vedrørende nye kommende etaper af byggegrunde var tilbage i foråret sidste år.
Der er en masse nybyggeri i gang i Strøby Egede, og vi har fulgt nøje med i de etaper, som er blevet udbudt. Dog havde vi ikke 100% den rigtige mavefornemmelse, men alligevel synes vi, det er det dejligste område. Faktisk har vi været meget tæt på at købe en byggegrund i en anden etape i samme område, men det føles bare ikke helt rigtigt.
Vi har holdt øje, og pludselig hørte vi om en ny byggeetape, som ville blive udbudt af Huscompagniet – altså hvor man så skal bygge med dem, og det ville ikke gøre os noget, da vi var 99% sikre på, at det var det byggefirma, vi ville vælge uanset.
Efter et halvt års tid blev udstødningen udbudt, og vi synes bare, at den beliggenhed var en smule bedre, selve opsætningen af udstødningen, lokalplanen osv. var bare mere os sammenlignet med den anden etape, vi havde udset os. Så det var egentlig ikke så svært et valg – og så var vi jo bare så heldige at få vores 1. prioriterede byggegrund, hvilket virkelig bare betyder meget mere end man skulle tro! Det har vist sig, at være en kæmpe fordel, at have en ide om hustype, når man skal udse sig en byggegrund – både ift. størrelsen på grunden, husets mulige placering på grunden, placeringen af solen osv. osv. Omvendt er det også en kæmpe fordel, at kende sin byggegrund ud og ind, når man for alvor går ind i “byggeprocessen”, og begynder at tegne huset. Nu ved vi, hvad der vil være mere optimalt for os ift. sollys, hvor vores have er, små kroge osv. Dét er vi virkelig glade for!

Status lige nu
Lige nu er status, at vi har været til de første 4 – 5 byggemøder med vores byggerådgiver hos Huscompagniet, og vi er langt om længe 99% sikre på, hvilket typehus, vi vælger at gå med. Dette har jo også hele tiden haft betydning ift. grundens størrelse og form, da vi har skulle være sikre på, at vores ønskede hus kunne ligge på grunden samtidig med, at huset kunne på den mest optimale placering ift. solen osv. Vi har haft brug for at se alle muligheder igennem, og finde den løsning, som passede bedst til os. Vi har besøgt en masse udstillingshuse, og på den måde fundet frem til, hvilke ønsker og behov vi har. Der er allerede blevet lagt MANGE timer og MEGET tid og energi i denne proces, især omkring byggegrunden – og vi er først lige startet! Det er en vild proces, som virkelig kræver tid og energi, men samtidig er det SÅ spænende!
De sidste par måneder har vi brugt en masse aftener en en masse tid på at sidde med plantegninger og tegne, justere, tilrette, få nye ideer osv. osv., og så bliver det sendt lidt frem og tilbage mellem os og Huscompagniet. Vores planløsning er lavet ud fra et udkast, jeg har tegnet, som vi har “fremlagt” for vores byggerådgiver. Altså forstået på den måde, at vi har taget udgangspunkt i et hus, som de udbyder, hvor vi er låst i de ydre mure, men hvor vi må ændre på ALT indeni – så er det bare om at gå i gang (shiiiit!!). Dem som kender mig ved, at jeg ikke “bare” nøjes med det første og det bedste. Der bliver tænk over hver en lille prik på den tegning, og det er helt ærligt lidt hårdt i længden, da min hjerte kører på højtryk 24/7, for jeg vil så nødig gøre noget forkert – og det ved jeg, vi kommer til. Vi kommer til at tage nogle valg, som vi fortryder, men jeg vil bare gerne gøre mit ypperste for at minimere det så meget som muligt, ved at vende hver enkelt lille mulighed og detalje – jeg er perfektionisk ud til fingerspidserne, og det er både godt og skidt i en sådan proces.
Jeg ved, at det bliver godt i sidste ende, og forhåbentlig bliver det lige præcis, som vi ønsker – og heldigvis har vi en meget tålmodig byggerådgiver.
Lige nu venter vi på at den nyeste plantegning kommer på mail, og nu er vi efterhånden meget tæt på mål! Det er SÅ fedt!!

Ønskescenariet
Grundene er ikke byggemodnet endnu, da det hele er så nyt, så processen er fortsat lang. Umiddelbart kan man tidligt begynde at bygge til oktober. Desuden er jeg fortsat jobsøgende, og vi skal også have solgt vores rækkehus på et tidspunkt, så der er nogle faktorer som spiller ind. Så egentlig er det meget rart, at vi ikke har travlt. Dermed er vi ikke ligeså tidspresset, og vi har god tid til hele processen. Det kan jeg mærke, virkelig er en fordel for mig.

Ønskescenariet vil være, at vi kan begynde byggeprocessen i foråret 2021, og at vi kan flytte ind i løbet af sommeren – altså næste år.
Så får Oliver det sidste år i børnehave sammen med alle dem, som han skal starte i skole med, og det betyder bare så meget for os! På den måde kan han bruge sin energi på blot at falde til og få en masse nye venner, mens han kender børnehavelivet i forvejen, fremfor han både skulle flytte, starte i skole og møde en masse nye venner på én og samme tid. Det føler vi, er den bedste løsning for Oliver, for vi kommer desværre ikke udenom et sidste skift.
Nora starter i dagpleje til august i år, og så ved vi endnu ikke, om hun skal starte i vuggestue i samme institution, som Oliver skal gå i børnehave, hvor hun så året efter skal rykkes op i børnehaven, så det egentlige skift for hende ligger når vi flytter, og hun går fra dagpleje til vuggestue. Eller om hun skal starte i en ny dagpleje, og hun så starter i børnehave året efter. Umiddelbart tænker vi, at hun skal have skiftet med det samme, så hun starter i vuggestue, og vi dermed undgår lidt endnu et skift, da overgangen fra vuggestue til børnehave er markant mindre, men den beslutning tager vi, når vi nærmer os, og vi kan se, hvad er vil være det bedste for Nora. Én ting er i hvert fald sikkert: hun skal gå i dagpleje den første tid ligesom sin storebror.

Når drømme bliver til virkelighed!!
Jeg kan næsten ikke få armene ned over, at min drøm er gået i opfyldelse:
Tænk engang at vi skal bygge vores helt eget hus, på den skønneste beliggenhed kun 400 – 500 meter fra Køge kyst i masser af skøn natur. Jeg forstår det stadig ikke helt – men f*** vi GLÆDER os!
Det er den skønneste følelse, at vi nu har fundet vores fremtidige base, hvor vores børn skal vokse op, og hvor vi skal bo de næste mange, mange år! Det giver bare så meget ro i maven, og nu kan tiden næsten kun gå for langsomt!

Det var vores historie, og hvordan og hvorfor vi er nået hertil.
Jeg glæder mig til at tage jer med på vores rejse i forbindelse med “projekt nybyg”.

Jeg synes stadig, det er lidt vildt, at vi har købt en byggegrund, og at vi nu ved, hvor vores fremtidige base skal være! Helt præcist skete det d. 17. april, hvor vi endeligt skrev under på købsaftalen – det var en vild følelse! Allerede d. 6. april blev vi ringet op af vores byggerådgiver med nyheden om, at vi havde fået vores 1. prioritet af grundene – og var var GLADE!!

Der er kommet en del spørgsmål omkring vores kommende projekt, men faktisk er der også en hel del, som har spurgt ind til, hvorfor vi har bosat os på Sjælland, når vi begge kommer fra Langeland og Sydfyn. Derfor vil jeg fortælle vores “historie” i dette indlæg.

Helt fra begyndelsen
Faktisk starter hele processen helt tilbage i 2017, hvor vi købte rækkehuset her i Vallensbæk Strand. Egentlig starter den jo heeeeelt tilbage i 2012, hvor Emil og jeg flyttede sammen, og besluttede at prøve København af. Jeg kommer jo fra Langeland og Emil kommer fra Sydfyn, og vi var enige om, at hvis det skulle prøves af, så skulle det være nu – bare lige for et par år eller tre. På daværende tidspunt boede vi begge to i Odense C, og jeg kunne egentlig godt være blevet i Odense, og flyttet sammen med Emil dér, men Emil har aldrig været så hooked på byen. Størstedelen af vores omgangskreds flyttede til København indenfor et halvt års tid, så vi besluttede os for, at gøre det samme. Når jeg tænker tilbage, synes jeg egentlig, det var et ret vildt valg fra min side af, da jeg er familiemenneske med stort F, og derfor undrer det mig lidt den dag i dag, at jeg faktisk ønskede at flytte så “langt væk”. Men jeg tror, jeg havde brug for forandring og var nysgerrig på storbyen.

Nå, vi flyttede sammen i en lejlighed i Vanløse, hvor vi nåede at bo i 5 år. I 2016 blev vi gravide med Oliver, og første tanke var egenlig, at han sagtens kunne blive omkring 2 år i den lejlighed, men da først han blev født, og vi fik en hverdag, begyndte vi meget hurtigt at snakke om vores fremtidige base. På daværende tidspunkt snakkede vi både om, at flytte tilbage til Fyn og om at blive omkring København. Vi blev meget hurtigt enige om, at vi ikke følte, vi var færdige med at opleve København, og den følelse varede ved selvom vi fik Oliver. Vi var trætte af at bo på 2. sal uden have osv. Vi havde et behov for at komme ned til jorden, få vores egen lille have og komme lidt væk fra byen – ud til noget mere natur og rolige omgivelser, men alligevel ikke for langt væk fra København K. Vi vidste, at vi alligevel ville flytte indenfor det næste års tid, så pludselig gav det ikke mening at blive, og så begyndte vi at udforske forskellige områder så tæt på København som muligt, men med masser af natur og meget gerne vandet meget tæt på. Vi ville virkelig gerne væk fra lejlighedslivet, så vi gik primært efter et rækkehus – et hus ville være en for stor mundfuld, synes vi. Så fandt vi denne lille “perle” (synes vi selv), hvor hustype, beliggenhed og økonomi gik op. Det gik ret stærkt, og BUM! Så var lejligheden solgt, og vi havde købt rækkehuset.

Rækkehuset
Vi er SÅ glade for den beslutning, og det var det helt rigtige for os. Det var et perfekt “spring” at gå fra lejlighed til rækkehus, og vi fik alt det vi ønskede og prioriterede dengang. Et lille hus med have, mulighed for at få endnu et barn i dette hus ift. antal værelser, tæt på København med S-tog forbindelse, og den SKØNNESTE natur overalt omkring os samt 1,2 km til havnen, søerne og den dejligste badestrand. Det var helt perfekt! Det føltes også som den helt rigtige beslutning at blive på Sjælland. Vi var ikke klar til at “forlade” vores (nye) netværk, arbejde, studie osv. – selvom vi savner at have bedsteforældrene tæt på.

Vi har hele tiden vidst, at rækkehuset kun var et springbræt og en midlertidig base indtil vi for alvor fandt ud af, hvor vores fremtidige og endelige base skulle være – mest af alt det her med: Skulle vi flytte tilbage til Fyn og bedsteforældrene samt de relativt få venner, som fortsat er på Fyn, eller skulle vi blive på Sjælland, hvor vores nye sociale netværk, studie, job osv. nu er etableret – og hvor på Sjælland? For selvom vi snart har boet her i 8 år, så er det ikke fordi, vi har et tilhørelsesforhold til en bestemt by eller et bestemt område. Vi har ikke noget primær familie på Sjælland, som altid har boet her, men heldigvis har både Emil og jeg vores søskende her, og dét betyder alt – det gør en kæmpe forskel for os!!

Det eneste vi har været sikker på var, at vi ikke skulle blive hér (både fordi, vi ikke har økonomi til at bosætte os, som vi ønsker så tæt på København, men mest af alt, fordi vi ikke føler, det er det rigtige område for os og vores børn at vokse op i), og så har vi haft en primær deadline: Vi skulle bosætte os på vores fremtidige base inden Oliver skal starte i skole, og det skal han som udgangspunkt sommeren 2022 (han er jo vinterbarn, så han starter enten lidt tidligt i skole eller lidt sent i skole – det vil tiden vise). Det har hele tiden været vigtigt for os, så han ikke skal skifte skole. Det er mere end rigeligt, at han skal skifte børnehave, og sige farvel til sine venner dér – det knuser mit moderhjerte, men jeg har jo hele tiden vidst, at det var sådan det ville blive på et tidspunkt.

Alle overvejelserne
Emil og jeg har ofte talt om, hvor vi så os selv om X antal år, og vi har begge to hele tiden hældet mest til at blive på Sjælland. Det har svinget meget op og ned i løbet af årene, men jeg tror aldrig, der har været et tidspunkt, hvor det var Fyn som vare i føreposition. Når man først har etableret et nyt netværk, fået job, studie osv. osv. så føles det enormt uoverskueligt og grænseoverskridende at flytte fra det hele og nærmest starte helt forfra. Selvom bedsteforældrene spiller en meget stor og væsentlig rolle for os, og især jeg savner at være tæt på mine forældre, så har der været SÅ meget andet, som har vægtet på Sjællands-siden, og derfor har Sjælland nok altid været i plus. Desuden har vi set, hvor godt det er lykkedes vores bedsteforældre at skabe et bånd til deres børnebørn, og der går nærmest ikke en dag uden Oliver taler om dem – og hurra for facetime! Og når vi så er sammen, er vi jo bare sammen i længere tid og på en meget mere intens måde – men det er en helt anden snak. Tilbage på sporet.

Jeg tror egentlig ikke, at der var en dag, hvor vi kiggede på hinanden og decideret besluttede, at vi skulle blive på Sjælland. Det var mere en fornemmelse og en beslutning som kom snigende over virkelig lang tid, fordi det bare føles mest rigtigt. Vi havde ikke lyst til at sige farvel til København og Sjælland samt alt det, vi havde “bygget op” de seneste 6 – 7 år. Heller ikke selvom vi virkelig savner at have bedsteforældrene tæt på.

Vi har også talt meget om, at vi ønsker at give vores børn de bedste muligheder samt forudsætninger, når de skal begå sig på egen hånd. Det kan man MANGE steder i Danmark – det er jeg klar over. Men det var især vigtigt for mig, at vi bosatte os et sted med gode muligheder, og hvor der var større chance for, at vores børn bliver tæt på os – også når de en dag skal flytte hjemmefra. Jeg ved godt, at de ligeså godt kan flytte til Fyn eller Jylland – eller til udlandet, who knows? Men jeg ved også, at jo bedre og større muligheder der er for dem, der hvor de er født og opvokset, og har hele deres netværk, er der måske også større chance for, at de vælger at bosætte sig. For det er én ting, som virkelig gør ondt. At være så langt væk fra mine forældre, og at mine børn er så langt væk fra deres bedteforældre. Men det har aldrig nogensinde været en mulighed for mig at blive på Langeland, og egentlig heller ikke Sydfyn, hvor Emil er fra. Da jeg gik på handelsgymnasiet og boede hjemme, var det tætteste gymnasie i Svendborg på Sydfyn, så jeg kørte i bus hver dag i en time hver vej – og der var ingen andre muligheder. Så kan I selv gætte jer til, hvordan mulighederne ville være for en videregående uddannelse.
Sådan har jeg ikke lyst til, det skal blive for vores børn. Ligeledes har jeg behov for at føle, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at de fortsat vil være tæt på os, når de en dag skal flytte hjemmefra. Og med en S-tog forbindelse fra Køge til København H på omkring 45 min, så tænker jeg altså ikke, det kan gå helt galt. Jeg ved godt, at alting hele tiden ændre sig, og at mine forældre aldrig nogensinde kunne have forudset, hvordan Langeland ville udvikle sig, men vi mener stadig, der er forskel på, hvor man bosætter sig geografisk, når man tænker på den fremtidige udvikling.

… Derfor begyndte vi at undersøge forskellige områder her på Sjælland, gøre os forskellige forestillinger og samtidig undersøge vores økonomiske muligheder – og det er hér projekt nybyg kommer ind i billedet.

For at indlægget ikke bliver for langt, tror jeg, jeg slutter her, og fortæller videre om starten på projekt nybyg, samt om hvad status er i et nyt indlæg en af de kommende dage.