#lockdown & børnehavestart

Oliver har nu været hjemme fra børnehave 6 uger. Det har været seks meget anderledes uger, og ugerne har også ændret sig fra uge til uge.

Til at starte med var Oliver meget forvirret: var det weekend, ferie, hverdag, hvorfor havde børnehaven lukket, og hvad var det hele for noget? Han sagde flere gange, at han savnede sin børnehave, sine venner, pædagogerne osv, og vi har talt meget med ham om det hele, men det er også begrænset, hvad én på 3 år forstår af hele situationen.

Efter en uges tid (eller hvor længe det nu var), begyndte far at arbejde hjemmefra, og så blev det hele endu mere “underligt” for Oliver, for nu måtte det da være weekend? Han har været så sej, og han har virkelig været sød og god til at acceptere, at far arbejdede ovenpå, og at han ikke har haft tid, hver gang han har banket på og sagt “hej”.
Til gengæld var det lidt en lettelse for mig, for hvis jeg virkelig havde brug for hjælp, kunne jeg kalde på assistance fra Emil, og dét kan man altså hurtigt få brug for, når man er alene med to små børn fra kl. 8.30 – 16.30.

Kvalitetstid vs utilstrækkelighed
Jeg har virkelig nydt disse uger, og jeg har forsøgt hele tiden at se positivt på situationen, tænke på al den kvalitetstid jeg fik med begge børn, se hvordan deres forhold til hinanden har udviklet sig, fordi de har tilbragt så meget tid sammen, og hvordan vi har haft mulighed for at tage dagene (og især morgenerne) i et helt andet andet tempo, end vi normalt kan.
MEN HOLD NU OP, hvor har der også været run på! Jeg har, helt seriøst, ikke haft to sekunders ro i løbet af dagen! Enten har jeg haft to børn at jonglere mellem, og når Nora har sovet lur (hvilket hun jo ikke gør ret meget), så har jeg været der 110% for Oliver, fordi han virkelig også har passet sig selv og underholdt sig selv store dele af dagen, så når Nora “endelig” sov, så fortjente Oliver en masse opmærksomhed.
Omvendt har Oliver jo i forvejen også “stjålent” en masse tid og opmærksomhed fra Nora, når man tænker på, hvad hun har været vant til, og at hun har haft sin mor helt for sig selv flere timer om dagen – så ja. Jeg har absolut også været fyld op med følelsen af utilstrækkelighed, svigt og dårlig samvittighed på skift overfor dem begge, og det har været hårdt – virkelig hårdt! Nogle gange tror jeg, jeg er for hård ved mig selv (det siger Emil i hvert fald), men det er ikke alle dage, som har været nemme. Heldigvis har Emil altid lyttet, talt mig til fornuft, rost mig til skyerne og så har næste dag altid været meget bedre.
Desuden vil jeg lige sige, at Emil har gjort ALT, hvad han kunne herhjemme, samtidig med han har passet sit arbejde med to børn i husstanden, og så har han givet mig ekstra tid til mine løbeture – for dem har jeg (mere end nogensinde før) haft brug for!
Huset har de fleste dage lignet, at der var sprunget en bombe, og de praktiske gøremål som vasketøj og rengøring har hobet sig op. Så når børnene er blevet puttet, har der været et hav af praktiske opgaver samt oprydning for Emils og mit vedkommende, der har foregået så meget andet, som vi også har skulle bruge en masse tid og overvejelser på, og så er vi gået lige på hovedet i seng – og så er det hele startet forfra næste dag.

Sagen er også den, at vi ingen “hjælp” har fået – på nogen måde. Bedsteforældrene bor langt væk, og jeg ved helt ærligt ikke, om vi havde benyttet os af dem uanset hvad – hele situationen taget i betragtning. Ligeledes har vi heller ikke haft moster på besøg, som vi ellers altid har besøg af mindst en gang om ugen, og som også altid er sød til at hjælpe os – men denne situation har bare gjort, at alt har været anderledes.
Så vi har bare klaret os selv – på alle punkter. Ingen hjælp med børnene, mad, rengøring, handle – intet! Og det indrømmer jeg da blankt, at jeg ville have givet alt for at have bare lidt hjælp til i disse uger. Bare en eller anden form for lidt ekstra hjælp.
Men vi har isoleret os, os fire og klaret os selv, og det synes jeg helt ærligt, er mega sejt gået!

Tre på barsel
Desuden så savner jeg min barsel med Nora. Jeg har virkelig savnet dage alene med hende, hvor vi bare har været hende og jeg, kunne tage tingene i vores tempo, og hvor dagen har foregået på Noras primisser. Sådanne dage har der absolut ikke været mange af, da en storebror på 3 år fylder meget og tager alt den opmærksomhed og tid, han har brug for. Her er det ofte lillesøster som bare har været “tilskuer”, og bare har fulgt med i det hele.

Jeg har et par gange skulle lægge øre til: “Jamen, du er da heldigvis på barsel, så du nemt kan holde ham hjemme, og JA! Det er fuldstændig korrekt, og det er jeg også taknemmelig for, når man sammenligner med så mange andres situationer og scenarier i denne tid, MEN dog vil jeg også gerne lige pointere, at jeg altså kun er på barsel med ét barn, og dét er der (sjovt nok) en grund til. Det har været hård for os alle, pludselig at være tre på barsel, dog nok hårdest for mig. Børnene har hygget sig, været gode venner og i dejligt humør langt, langt størstedelen af dagene – det samme har jeg, men det har været hårdt!

I weekenderne har vi gjort det, at vi har delt os lidt op i “hold”, så børnene har haft lidt alenetid med os hver især, for at få fuld opmærksomhed begge to på hver deres måde – hvilket ellers er noget, vi virkelig sjældent gør. Men intet har været som “det plejer” i disse dage.

Oliver og børnehaven – nu gik det lige så godt
Som ugerne er gået, har Oliver nævnt børnehaven mindre og mindre, og til sidst når vi har snakket om det, har han hver gang sluttet af med, at “det er så hyggeligt at være hjemme i huset alle sammen”. Og dét er selvfølgelig et lille skulderklap til mig/os, men omvendt så har det også sat nogle bekymringer i gang – især hos mig.
Børnehavestarten var hårdt for Oliver, og det var endelig lige begyndt at gå virkelig godt i børnehaven. Han var glad ved aflevering, glad når vi kom hjem, han var træt, men ikke så træt, som i starten, han udviklede sig, han fik nye venner osv. osv. – og BUM! Så lukkede børnehaven. Jeg er så nervøs for, at vi starter lidt forfra, og at han igen skal være ked af det, og det hele bare tager et kæmpe skridt tilbage, og det kan jeg næsten ikke rumme, for hold nu op, det var nogle hårde uger at komme igennem – for os alle sammen!

Heldigvis har jeg haft en rigtig god snak (over telefon) med en af pædagogerne fra Olivers stue, fordi jeg havde brug for at dele vores bekymring, spørge ind til nogle ting og bare lige opdatere dem lidt omkring Oliver – og hun var som altid så sød og forstånede, og gav mig så meget ro og tryghed omkring hele situationen. Dét var virkelig rart!

Det var en svær beslutning, og så alligevel ikke
Og det var faktisk primært dét, som gjorde, at vi ret hurtigt tog beslutningen om, at han skal tilbage i børnehaven fra i morgen.
Vi har talt frem og tilbage, og for os handler det ikke så meget om selve smitten – altså selvfølgelig er man da også nervøs for den, og vi krydser fingre for, han ikke bliver smittet, men lige nu vil vi bare gerne undgå, at han “glemmer” børnehaven, og at vi skal starte helt forfra.
Desuden vil den hverdag han kommer tilbage til i børnehaven langt fra være den samme, som inden lockdown – sådan er det jo i hele landet. Og vi føler ikke, det gør en forskel, om vi sender ham afsted nu eller om en uge, for selve proceduren i børnehaven vil være anderledes de næste mange, mange uger, så vi føler lidt, at det enten er nu eller først efter den 10. maj eller endnu senere, og dét kan jeg ikke – det kan vi ikke. Det er simpelthen for lang tid. Det er det ikke kun for mig, men for os alle sammen. Jeg kan mærke på Oliver, at han begynder at kede sig mere og mere, han bliver rastløs og han savner sin bedste ven fra børnehaven. Desuden glæder han sig også til at komme tilbage, når vi taler om det – heldigvis! Og vi taler meget om det de her dage for at forberede ham mest muligt.
Vi starter ud med korte dage, hvor han er afsted 2 – 3 timer den første uges tid, og så tager vi en dag og en uge af gangen, og tager det i Olivers tempo.

Mor til to
I disse seks uger har jeg mere end nogensinde før følt, at jeg er mor til to.
Jeg har været mor 24/7, og jeg har ikke haft ro på noget tidspunkt – som i slet ikke. Jeg har tilsidesat alle mine egne behov i løbet af dagen, og jeg har gjort alt det, som var nødvendigt for at begge mine børn skulle trives bedst muligt – både min lille pige på barsel, og min store dreng i “hjemmebørnehave”, og langt de fleste dage føler jeg, at jeg har sejret for vildt! Jeg har haft glade børn, som har fyldt mig med en masse smil og kærlighed – og det er jeg så taknemmelig for. Humøret har været højt, vi har virkelig hygget os og bare haft en masse kvalitetstid. En tid vi aldrig havde haft på denne måde uden lockdown – og det er dét, som har været hovedfokus i disse uger.

Men jeg er også virkelig træt!! Og nu glæder jeg mig til en hverdag, som forhåbentlig lige så langsomt bliver “normal” igen. Hvor kvalitetstid adskiller sig fra hverdagens rutiner, og hvor dagene ikke minder så meget om hinanden – hvor der er forskel på formiddag og eftermiddag, hverdag og weekend.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.