Følelsen af at have svigtet sit barn uden rigtig at være klar over det

Jeg berører måske et lidt ømt emne nu, og det er vigtigt for mig at understrege at dette indlæg IKKE handler om at sætte dagpleje og vuggestue op mod hinanden – dette er blot VORES historie.

Det er nu omkring tre måneder siden vi skiftede fra VS til DP. Efter vores skift kom der en del spørgsmål omkring vores valg af skift, og den forskel vi nu oplever efter skiftet, så jeg har valgt at skrive et indlæg om det. Mest af alt for at få mulighed for at udtrykke mine følelser og få dem ned på skrift, da jeg nærmest har været hele følelsesregisteret igennem i løbet af processen.
Indlægget er dermed også blevet meget personligt – mere personligt, end jeg havde forestillet mig, det skulle være, men nu er jeg klar til at fortælle om det.

Vuggestue
Vi har aldrig været i tvivl om, at Oliver skulle starte i vuggestue. Han har altid været en meget udadvendt dreng, som elsker sociale aktiviteter og en dreng med krudt i måsen. Desuden synes vi, det var smart med en intregreret institution, så han kunne fortsætte direkte i børnehave samme sted. Vi synes, at vuggestue var det perfekte valg for Oliver og os.
Og da det blev oktober 2017, hvor han skulle starte, var han også mere end klar – og han klarede indkøringen og det hele som en supermand. 💪🏼

Som mor fik jeg dog hurtigt en lidt øv-følelse omkring det her med at aflevere mit barn. Ikke fordi, jeg ikke synes, han havde det godt, men simpelthen fordi jeg følte, at de dage, han var afsted, var jeg slet ikke en del af hans liv. Det var SÅ hårdt og svært! Jeg følte, at vi aldrig rigtig fik nogle informationer omkring ham og hans dag, at vi slet ikke havde et forhold til pædagogerne – og ja institutionen i det hele taget. Og eftersom han ikke er så gammel, så kunne vi ligesom ikke rigtig stille ham en masse spørgsmål. Det eneste parameter, vi havde at måle på var Olivers trivsel og humør – og han var (for det meste) altid glad, når vi hentede ham. 💙 Mange dage godt brugt, også selvom dagene oftest ikke var særlig lange, fordi jeg altid gjorde alt for at hente ham så tidligt som muligt. Hvilket iøvrigt er en ting, som har stresset mig helt vildt, da jeg altid følte, at jeg skulle hente ham hurtigst muligt, så jeg ofte ikke nåede alt det, jeg gerne ville på mine fridage eller korte skoledage, fordi det altså bare er liiidt sværere og tager dobbelt så lang tid at handle, gøre rent, træne og læse mens han er hjemme. 🙈
Nå, især efter det første halve år, og i takt med at O blev lidt ældre, var der i hvert fald flere ting (faktisk rigtig mange) som gjorde, at jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, men mest af alt det med, at vi slet ikke følte os knyttede til institutionen og pædagogerne. Det hele var bare SÅ upersonligt!

Afleveringerne
Dét som blev ved med at være den helt store byrde for mig, som sad som en stor klump i halsen, som jeg ihærdigt prøvede at gemme væk i baghovedet, og overbevise mig selv om, var helt normalt, og det nok bare var mig, som var sart, var de satsens afleveringer! Oliver græd HVER dag, når vi afleverede ham. Det var frygteligt!
Igen: jeg fortæller kun om vores historie, og jeg ved at det er forskelligt ALLE steder – man må endelig ikke sammenligne!
Men i min verden var der simpelthen ikke de ressourcer i vores VS, som det kræver at tage imod børnene om morgenen, og det havde Oliver (og vi) i høj grad brug for. Vi havde brug for at blive taget imod med åbne arme, at de kunne hjælpe os med at aflede ham, så vi kunne kysse ham farvel, sige “god dag” og gå. Men der var alt ALT for travlt! Det resulterede altid i, at afleveringerne trak ud, og at vi tilsidst måtte “kaste” ham i armene på en pædagog, og løbe ud af døren, for at undgå han blev helt ude af den. Total kaotisk og en LORTE start på dagen for os alle! Dette resulterede ofte i, at vi ikke fik overleveret diverse informationer om Oliver, fordi vi simpelthen glemte det midt i al kaoset eller at de nærmest ikke havde tid til at lytte.
Vi holdte flere møder med VS, hvor vi informerede dem om, hvordan vi havde det, og de var meget forstående, lyttede og gjorde efterfølgende, hvad de kunne, for at opfylde vores behov – dog nogle pædagoger (langt) mere end andre.
Men det var simpelthen bare ikke tilstrækkeligt. 😓 Og efter lidt tid var det præcis det samme igen.

Livet som førstegangsforældre
Som nævnt prøvede jeg virkelig at overbevise mig selv om, at det var helt normalt, og at det nok bare var en fase, da jeg virkelig bare så inderligt ønskede, at det hele skulle fungere. Jeg går IKKE på kompromis, når det gælder vores lille menneske, men det følte jeg alligevel en gang i mellem, at jeg gjorde her – og dét gjorde ondt! 💔 Sådan virkelig ondt!
Som førstegangsforældre har man INTET at sammenligne med. Man aner ikke, hvad der er normalt og ikke normalt. Man kan kun forhøre sig hos andre, spørge andre til råds og mest af alt lytte til sin mavefornemmelse. Sidst nævnte noget jeg (endelig) endte med at gøre, men noget jeg har skulle arbejde med, da jeg føler, jeg lyttede til den ALT for sent.
Jeg er nok en mor med et ekstra stort behov for overblik og kontrol omkring mit barn – hvilket på ingen måde blev opfyldt i VS, og det havde jeg det simpelthen så svært med. Jeg er godt klar over, at jeg måske har større “krav” og behov end andre har ift. informationer etc, og det italesatte jeg også overfor VS, men det er ikke ensbetydende med, at det er “forkert”. Vi er alle forskellige. Dog følte jeg mig ofte lidt som den der “irriterende” forældre, som altid havde spørgsmål, også selvom det omhandlede ting, som ikke var decideret vigtige, og det medførte at jeg nogen gange bare undlod at spørge, og dermed gik jeg virkelig på kompromis med noget, som jeg absolut ikke ønskede at gå på kompromis med.

Tanken omkring at finde en anden løsning strejfede os flere gange om ugen til sidst, men alligevel var det simpelhen så svært og virkede så uoverskueligt og lidt “umuligt”, da jeg ikke anede, hvordan tingene foregik. Det er noget, E og jeg har brugt MEGET tid på at tale om. Jeg tog det næsten som en selvfølge, at der som minimum var et halvt års ventetid hos en dagplejer ligesom med VS.

Dén morgen
Det var (endnu) en episode en morgen, som gjorde, at jeg fik nok!
Dén morgen kom jeg tudbrølende hjem helt ulykkelig, og ringede med det samme til E, og ringede derefter til Dagplejekontoret i vores kommune, og spurgte hvordan mulighederne for os så ud i Dagplejen, og hvor lang ventetid, der var.
Til min store overraskelse spurgte de ind til en masse ting omkring Oliver samt vores behov og ønsker, og ud fra det ville de forsøge at finde en matchende dagplejemor, med børn i nogen lunde samme alder, som havde en plads.
OKAY! Efter 1 time var et besøg hos en DP-mor i hus. Hold nu op, det gik stærkt.
Vi besøgte to dagplejemødre, og vi var SLET ikke i tvivl efter besøget hos nummer to.
Fra dag ét var Dagplejekontoret så forstående, lyttede til vores behov og for første gang følte jeg, at vi blev hørt. Hvorfor det gik SÅ hurtigt, det ved jeg ikke? Måske fordi vi allerede var “inde i systemet”.

Den bedste beslutning
I hvert fald, er det DEN BEDSTE BESLUTNING, vi har taget! 🙏🏼
Allerede på anden dagen hos Olivers nye DP-mor var han der et par timer alene. Jeg stortudede på vej hjem. Men for første gang var det ikke fordi, jeg var ked af det, men fordi jeg var SÅ lettet. Det føles som om, der faldt en stor sten fra mit hjerte og en kæmpe byrde fra mine skuldre.
Den første uge græd Oliver, når vi sagde farvel – dog ikke på samme måde som i VS. Nu var gråden mere som en reaktion, frem for ulykkelig gråd. Lidt som om, at “det var han vant til”. Som om det sad så dybt i ham. På samme måde sad “angsten” omkring afleveringen også i os, da vi kun havde været vant til, at det var kaos og mega ubehageligt, så vi lod O’s DP-mor styre det og guide os de første par dage. Men vigtigst af alt var han blevet mødt med kærlighed, åbne arme, kys og knus, og han var i armene på sin DP-mor, når vi gik ud af døren.
Siden mandag i uge to har han ikke grædt én eneste gang, når vi har afleveret ham. 😳🙏🏼💙 Hvad sker der!? Vi havde været vant til gråd hver eneste dag, og lige pludselig ændrer det sig til farvelmøs, “hej hej mor” og en dreng, som aktivt selv løber ind og leger.
Det er ubeskriveligt, hvor fantastisk det føles, med dét vi var vant til i 9 måneder i VS. For nogle er det måske en selvfølge, hvis de ikke har prøvet andet, men for os er det så stort – vi er så lettede og taknemmelige.

Som et slag i hovedet
Efter de første par uger ramte en ubehagelig følelse mig, som jeg har brugt noget tid på at bearbejde – en følelse som virkelig gjorde ondt og føltes som et kæmpe slag i hovedet:
Jeg fik følelsen af, at vi havde svigtet vores søn uden sådan rigtig at være klar over det – først da tingene blev sat i perspektiv. 💔
Nu kunne vi se det hele udefra – nu havde vi noget at sammenligne med.
Vi skulle have reageret MEGET før, men vi var bare sådan i vildrede. Der var gode/dårlige perioder i VS, vi havde intet at sammenligne med, og vigtigst af alt havde vi trods alt indtryk af at vores søn var glad og trives. Dog trives jeg slet ikke i det, i en sådan grad, som jeg havde forestillet mig, da han skulle starte – men igen: Jeg havde INTET at sætte det op imod.
Kun min mavefornemmelse, som jeg altid plejer at følge – hvilket jeg også til sidst gjorde i dette tilfælde. ❤️
Følelsen er heldigvis forsvundet igen, da jeg har talt meget med E og min familie om det. Nu trøster vi os i stedte for med, at vi så nok ikke, havde fået lige præcis dén DP-mor, som vi har nu, og hende vil vi ikke bytte væk for noget.

Dagpleje
Nu har vi fået den nærkontakt, som jeg havde forestillet mig, der ville være mellem os og den/dem, som skal passe på det mest dyrebare i vores liv, når vi desværre ikke selv har mulighed for det.
I besøget på én time hos O’s nuværende DP-mor, fik vi nærmest mere af vide omkring hendes syn på Oliver, komplimenter og søde ord med på vejen, end vi havde fået i VS på 9 måneder – og hun ramte fuldstændig plet. Jeg var blæst bagover! Hér var der godt nok interesse for mit barn. 🙏🏼❤️
Alle de ønsker og behov, man (i min verden) kan “forlange” som forældre bliver nu opfyldt, og det er SÅ fantastisk. Vi er så ubeskrivelig glade for O’s DP-mor, og vigtigst af alt, så ELSKER Oliver hende – han har knyttet sig 110% til hende.

Olivers overskud er helt anderledes efter en dag i DP, end det var efter en dag i VS uanset om dagen er kort eller lang. Så vi får meget mere ud af vores eftermiddags og aftentimer sammen nu, end vi gjorde før, da han kan rumme meget mere.
Ligeledes har det afhjulpet mig sindssyg meget, da jeg slet ikke på samme måde stresser over, at jeg skal skynde mig at hente ham – for jeg ved, han har det fantastisk dér, hvor han er, så jeg kan godt lige skynde mig at handle inden jeg henter ham, for det er dælme meget nemmere uden. 😅

Ligeledes er hans søvnrytme blevet helt anderledes.
Oliver har altid stået meget tidligt op. Oftest kl. 05.00, og på dage, hvor vi var rigtig heldige kl. 06.00. Derudover har han vågnet +3 gange HVER nat. 😴 Efter 1,5 år i søvnunderslud og uden nogen form for sammenhængende søvn, var vi ved at være godt brugte. Men ALT var afprøvet, så vi havde accepteret, at det nok bare var sådan, at hans søvnrytme var.
Om det er et tilfælde, en fase eller hvad, det kan jeg selvfølgelig ikke helt udelukke, men de sidste 3 måneder har han sovet fra han blev puttet omkring kl. 20.00 – 06.00 næste morgen UDEN at vågne. 😳 Vi er målløse og MEGET udhvilet! 😂
Jeg tror, det har noget med hans “nye” hverdag at gøre. Nu er der ro på, og han har fået et helt andet overskud og overblik i hans hverdag.
I hvert fald nyder vi det, og håber på, det varer ved – både for hans og vores skyld.

Nå, det blev et ufattelig langt indlæg, men jeg har også bare båret rundt på en masse følelser, og mest af alt er jeg bare så lettet, glad og stolt af vores lille mand. Der er kommet meget mere overskud i vores hverdag på en måde, som vi slet ikke anede, vi manglede.
Nu ved vi i hvert fald, hvad det vil sige, at vores søn trives. Dét ord har fået en helt ny betydning, og nu er vi slet ikke længere i tvivl: Han STORTRIVES! 💙

Som afslutning vil jeg igen gerne understrege, at dette indlæg ikke er en hetz mod VS. Jeg har hørt at flere oplever det samme i deres VS, som vi oplever i DP. Der kan være så stor forskel på alle institutioner – og dagplejer for den sags skyld. Ligeledes er der forskel på børn og os forældre samt vores behov.
Dette er blot vores historie.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *