Især i månederne op til termin med Nora, brugte jeg en masse timer sammen med Oliver, og det betød virkelig meget for mig, at vi havde en masse kvalitetstid sammen. Både fordi jeg så havde noget i bagagen, jeg kunne tænke tilbage på, når jeg pludselig blev mor til to, og især de første mange måneder ville være “reserveret” af Nora, men også fordi, det betyder enormt meget for mig, at have kvalitetstid med mine børn. De er mine, de er ubetinget det bedste, der nogen sinde er sket mig, og lige pludselig er de store, og så gider de ikke deres mor mere på samme måde. Jeg skal nyde dem fuldt ud indtil den dag kommer.
At være mor til to
… er pisse hårdt! Det kræver koordinering, balance og strukturering på en helt ny måde.
Jeg forsøger at være tilstrækkelig på bedst mulig måde overfor dem begge, men der er ikke en dag, hvor jeg ikke føler, den ene eller den anden, har skulle gå på kompromis – og dette gælder både Oliver og Nora. De trives fint i det begge to, men jeg synes, det er hårdt.
Det hænger nok også sammen med, at jeg den sidste 1,5 måned har været alene med børnene fra omkring kl. 13 – 17.30 hvor Emil kommer hjem pga. indkøring i børnehaven, og to ud af Noras tre lure på en dag går med aflevering og afhentning. Så der er hverken meget tid for mig selv eller meget tid, hvor jeg kun har ér barn. Det er ved at være hårdt!
Mit lille menneske
Jeg sidder nogle gange med følelsen af, at jeg savner alenetid med Oliver. Som det var inden han blev storebror.
I dag hentede jeg ham kl. 13 i børnehaven, da han simpelhen ikke kan magte længere dage endnu.
Vi når lige akkurat at komme hjem, tage overtøj af, lave snacks, sidde os i sofaen for at spise dem: og SÅ vågner Nora. Hun sover helt af H til her for tiden, så jeg bruger omkring 10 – 15 min. for at få hende til at sove videre. Da jeg kommer ind har Oliver stort set spist alle sine snacks, så jeg når kun at hygge med ham i 5 min., og så vil han gerne lege. Vi begynder selvfølgelig at lege, da jeg ved, det er nødvendigt, vi udbytter tiden, og blot efter 5 minutter er Nora vågen – igen! Her bruger jeg nok kun omkring 5 min., men Olivers og min alenetid og hyggen bliver konstant afbrudt, fordi jeg bliver nødt til at gå.
Omkring en halv time efter vågner Nora og vil op. Og det var så den hyggetid med Oliver. Nu har jeg igen to børn at jonglere mellem.
Du er det sejeste lille menneske
Det mest importerende er, at Oliver ALDRIG brokker sig. Han bliver ikke sur, irriteret, ked af det – hverken på Nora eller jeg. Det er som om han ved, at sådan er det bare.
Men hold nu op, jeg savner at kunne give al min opmærksomhed til ham og have fuld fokus på ham, uden Nora “stjæler” mig fra ham.
Han er det mest tapre og forstående lille menneske.
I dag tog Emil Nora med op efter aftensmaden for at gøre hende natklar (hun var dødtræt), mens Oliver og jeg hyggede nedenunder og spiste færdigt.
Jeg tror, han kunne fornemme på mig, at jeg savnede ham og var ekstra sød og kærlig, for han blev selv ekstra sød, smilende og kærlig. Efter en masse fjollerier og grin lagde han hovedet på skrå og sagde: “Jeg elsker dig min mor. Rigtig højt! Gaga (far) putte Nora i dag, og mor putte Oliver?” Jeg kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage. Lige i det moment, kunne jeg mærke, hvordan han nød vores lille hyggestund, som vi havde MANGE flere af inden han blev storebror, og han kunne mærke, hvor meget jeg nød den.
Lige dér var det bare mor og Oliver. Og jeg blev prioritet frem for far – hvilket efterhånden ikke sker så tit mere.
Det kræver et blogindlæg på flere tusinde sider, hvis jeg skal beskrive og forklare, hvorfor det ikke bare er så ligetil at vi putter på skift, har nattetjansen på skift, at alt foregår på skift, som det gjorde inden vi blev fire – så det dropper jeg. Lige præcis dét forstår man først 100%, når man selv er mor til to.
Men der MÅ være nogle derude, som kan sætte sig ind i de her følelser, og ved, hvor svært det kan være at balancere mellem to børn. De fleste dage går det fint. Og så er der dage som i dag, hvor jeg savner alenetid med dem begge to.
Det er nok mest mig
Det er nok mest mig, som overanalyserer det hele. Begge børn har det som blommen i et æg, men det er svært for mig at acceptere at Nora ikke kan få det, som Oliver havde det som baby, da der kun var ham at tage hensyn til – og det er lige så svært for mig at acceptere, at det ikke er det samme med Oliver, som inden Nora kom.
I weekenden ammer jeg Nora af, og så tager Oliver og jeg på hyggetur nogle timer, mens Emil har Nora, og så er det bare ham og jeg på tomandshånd. Åh, hvor jeg GLÆDER mig!!
Highfive til alle mødre derude – hold nu kæft vi er seje, og vores børn elsker os!
