En krop i balance

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.