Den her lille bølle skal starte i børnehave til december. Det betyder også, at han har sidste dag i dagplejen fredag d. 29. november.
Bare tanken om, at han skal stoppe hos verdens bedste dagplejemor giver mig tårer i øjnene og hjertebanken! Dét bliver hårdt for os alle! Det er den bedste beslutning nogensinde, at vi skiftede fra vuggestue til dagpleje – især fordi det viste sig at være den bedste dagplejemor, vi kunne ønske os!
Fra dag ét har hun taget Oliver til sig som var hans hendes egen, hun kender ham og hans behov 100%, og hun kender os som familie og vores behov fuldstændig! Hun er det mest omsorgsfulde menneske, og hun har vores tillid 100% – vi ved bare, at Oliver er i de bedste hænder, når han er hos hende og de tre gutter. Hun er uden tvivl én af de dagplejemødre, man kun tør drømme om.
Flere gange om ugen tilbød hun at cykle Oliver hjem, da jeg var højgravid og fortsat her efter vi har fået Nora, fordi hun så gerne vil hjælpe os i en presset hverdag, og ønsker os alt det bedste.
Oliver blev kørt hjem til hende den nat, jeg gik i fødsel, fordi vi ikke har familie tæt på, som hurtigt ville kunne træde til – men det kunne hun, og hun tog det som den største ære, at vi spurgte hende. Helt ærligt! Kan man få en bedre dagplejemor? ❤️ Hun er kommet ind under huden på os alle, og hold nu op, vi kommer til at savne hende – men forhåbentlig skal Nora også passes hos hende, når den tid kommer. 🙏🏼
På trods af vi har skrevet Oliver op til børnehave i juni sidste år, har vi endnu ikke fået vores 1. prioritet. Vuggestuen han gik i dengang, var en integreret institution, så der havde han jo automatisk plads i børnehaven, men eftersom vi udskrev ham, så skulle vi ønske børnehave på ny, og det gjorde vi med det samme, som han startede i dagpleje, men det var åbenbart ikke tidligt nok. Faktisk har vi fået at vide, at han tidligst kan starte til maj, og så lang tid kan vi desværre ikke vente – hverken for Olivers eller vores skyld. Så derfor starter han i vores 2. prioritet, og så må vi se, om vi fortsat ønsker ham i den anden børnehave, den dag vi bliver tilbudt plads der. Det bliver Oliver, som kommer til at afgøre det ud fra, hvordan vi føler, han er faldet til, trives og hvordan vi føler, vi er blevet taget imod – det bliver min mavefornemmelse, som kommer til at træffe dét valg.
Alt det her med børnehavestart giver mig, helt ærligt, en knude i maven. Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om http://sofiebrandt.dk/?p=1073, havde vi en meget uheldig opstart i vuggestue og en rigtig dårlig oplevelse. Den sidder stadig dybt i os (især i mig), og derfor virker det enormt grænseoverskridende, at vi igen skal lave så markant et skift, når vi er SÅ glade og trygge ved Olivers dagplejemor.
Skiftet fra at være fire børn og én voksen, som man har knyttet sig 110% til, til at skulle være i en gruppe med 20 børn og flere voksne, er virkelig et intenst skift, og det er nok den eneste ulempe, jeg kan sige omkring dagpleje. Heldigvis er vi så heldige, at Olivers dagplejemor besøger børnehaven med ham nogle gange inden, han skal starte, og ligeledes har vi aftalt et besøg med dem.
Desuden er jeg jo så heldig, at jeg er på barsel, så vi kan tage indkøringen stille og roligt og i Olivers tempo, og så skal det hele nok gå.
Og jeg VED jo godt, at Oliver er klar til det. Altså klar til at starte i børnehave, og at det kun er godt for ham og hans udvikling – det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg ved også, at han kommer til at savne hans dagplejemor og hans tre legekammerater, som han nu har været sammen med i et år og fire måneder. Når vi holder weekend, ferie osv., spørger han jævnligt til hans dagplejemor og drengene. Det bliver en kæmpe omvæltning for ham, selvom jeg er sikker på, han nok skal være mega sej!
Måske er det værst for mig – det er det jo nok. Det må tiden vise.
Én ting er sikkert: Jeg gør ALT, hvad jeg overhovedet kan, for at vise min begejstring overfor Oliver, og gøre det til det fedeste i verden, at han skal starte i børnehave. Vi taler allerede meget om det, og når vi går forbi, vinker vi derind og taler om, at han snart skal derind og lege. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at vise overfor ham, at jeg synes, det er svært – aldrig! Det må være når han kigger væk, når han ikke er der, og når Emil og jeg er alene.
Olivers dagplejemor holder afslutning for ham, hvor alle forældre kommer om eftermiddagen, så vi lige kan sige farvel til hinanden osv. – en rigtig god måde at afslutte på. Men hvordan jeg skal komme gennem den dag og den aller sidste dag i legestuen om fredagen, det aner jeg virkelig ikke!! Jeg må forsøge at tage mig sammen, men jeg ved også, at det bliver umuligt for mig at holde tårerne tilbage. Åh, hvor jeg synes, det er hårdt! Heldigvis ved jeg, at vi nok skal få nogle legeaftaler i hus, hvor Oliver skal på besøg hos dem – og vi ved alle sammen, at det ikke bliver et farvel, men et på gensyn.
Det er fantastisk at have børn, og jeg elsker at være mor, men der er sgu nogle ting, jeg godt kunne være foruden!
Oliver og “Bibi” 
Den mest omsorgsfulde DP-mor.