Min træning er så stor en del af MIG!

… og det tror jeg (desværre) kun at dem, som har det på samme måde sådan rigtigt forstår.
Min træning er en lige så stor del af mig, som min familie, mit studie, min personlighed, min tøjstil – ALT! Uden min træning ville jeg ikke være dén, jeg er.

Nogle gange synes jeg, det kan være hårdt, at det er sådan. Nogle gange føler jeg, at min træning kan blive en barriere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, og jeg ved, at dem jeg kender, som også træner en del, kan have det på samme måde. Det kan blive en barriere fordi, det ofte er et emne, som sjældent bliver italesat eller spurgt ind til.

I min verden skal man huske at rose hinanden, komplementere hinanden og spørge ind til hinandens liv sådan helt generelt ift. familie, studie, job, oplevelser osv. – noget jeg tror, at MANGE mennesker, kunne blive bedre til! Som en god veninde, søster, kæreste, bror, nabo, what ever, er det da vores ”job” at spørge ind til hinanden og ikke mindst anerkende hinanden. Hvis man synes, at ens veninde eller hende, man sidder ved siden af i toget har en fed strik på, så sig det dog! Helt seriøst, hvem har nogen sinde reageret negativt på en kompliment? Når det (en sjælden gang) sker for mig, så bliver jeg da så glad!

Jeg oplever ALTID, at der bliver vist interesse og spurgt ind til min familie, mit studie eller hvor mine nye sneaks er fra – men jeg oplever dælme meget, meget sjældent, at der bliver spurgt ind til min træning! Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke – eller gør jeg? Når det sker, er det ofte af de personer omkring mig, som selv er fysisk aktive – som om de bedre kan forholde sig til det, eller som om det ikke er et lige så ”ømt” emne.
Det er nok et lidt tabubelagt emne, men måske bunder det ud i en form for misundelse og jalousi, og det synes jeg bare er så mega ærgerligt – og faktisk også lidt uretfærdigt.
Alle har chancen for at udrette lige præcis dét de ønsker, det handler bare om at ville det nok og om at prioritere, hvad man værdsætter mest – og dér er vi da heldigvis alle sammen forskellige.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at fordi man ikke selv prioriterer det lige så højt, selvom man måske nogle gange ville ønske, man gjorde, ikke alligevel kan anerkende dem, som så rent faktisk vælger at gøre det – især de personer, man har tæt inde på livet, og som betyder noget for én.
Jeg har kun haft en veninde i livet, jeg ofte var misundelig på, og som jeg ikke kunne anerkende – og vi er ikke veninder den dag i dag. Forståeligt nok, for i min verden er det ikke sådan, et venskab fungerer – det er simpelthen ikke holdbart i længden. Lige præcis dét er noget, jeg har lært meget af, for hvor er det dog bare virkelig dårlig stil!
Og i forhold til det med barrieren så er det lige præcis dét, jeg nogle gange selv oplever. At min træning kan blive en barriere i mine venskaber – desværre. I hvert fald er det som om, der nogle gange bliver taget afstand, eller i hvert fald som om der bliver taget afstand fra lige præcis dén del af mig. Det er simpelthen så nedern en følelse, især fordi min træning er så stor en del af mig, og jeg er oprigtigt træt af den – og ikke mindst ked af den!

Min pointe er, at vi alle sammen er forskellige, og vi burde virkelig være bedre til at anerkende hinanden, rose hinanden og komplementere hinanden – også selvom man måske nogle gange, ville ønske, det var én selv.
Vi er alle sammen så pisse seje på hver vores måde, og det fortjener vi at få af vide! Der er intet, som er rigtigt eller forkert – det vigtigste er, at man ikke lader det blive en barriere mellem én selv og dem omkring sig.

Fredagstanker fra