Løb under graviditeten

I dag er jeg gået ind i uge 30 (29+0), og i går var sidste gang, jeg løb med lillesøster i maven – er jeg ret sikker på i hvert fald.

Det var faktisk præcis på samme tidspunkt med Oliver, at jeg måtte sige “på gensyn” til løb, og acceptere, at det var slut for nu. Dog har det alligevel slet ikke været det samme.
Med Oliver lavede jeg en aftale med mig selv om, at når det ikke længere føles behageligt at løbe 5 min. i streg, så ville jeg stoppe med mine løbeture – og sådan blev det i uge 30.
Som jeg tidligere har skrevet i et par indlæg i denne graviditet http://sofiebrandt.dk/?p=1185 og http://sofiebrandt.dk/?p=1287, havde jeg absolut ikke regnet med, at jeg fortsat kunne løbe i uge 30 – men det har jeg altså kunne. Dog slet ikke på samme måde, som i graviditeten med Oliver.
Denne gang har løb ikke bestået af decideret løbeture, men intervalløb har været en del af min cardio i centeret, hvor jeg har løbet 2 – 3 min. af gangen og så gået der i mellem i samme tidsmængde. I denne graviditet har min krop sagt fra overfor konstant løb i længere tid af gangen noget tidligere i graviditeten, men til gengæld har det fungeret helt optimalt med korte gå- og løbe intervaller.
Men nu føles det altså bare ikke rigtigt mere. Både mit bækken og min læn siger hurtigt fra efter meget kort tid med løb, så jeg tror, det er min krops måde at fortælle mig på, at det er på tide at sige “på gensyn” til løb. 
Ærligt, så savner jeg at snøre løbeskoene og bare tonse afsted i den friske luft og nyde naturen – jeg ELSKER det, og det giver mig SÅ meget energi og overskud, og det er efterhånden en her del måneder siden, jeg har haft den oplevelse og følelse i kroppen. Jeg glæder mig allerede, til jeg (forhåbentlig) skal løbe lange, hurtigere ture som #mortilto – og forhåbentlig en masse ture med lillesøster i løbejoggeren, som jeg har gjort med Oliver fra den dag, han var klar til det – og han elsker det stadig. Det er altid dejligt med heppekor undervejs.

Men jeg er så stolt af min krop. Jeg kan ikke forvente eller forlange mere af den. Den behandler mig så godt, og lillesøster er så god ved mig.

I søndags dyrkede jeg 40 minutters intensiv cardio med en konstant puls på over 160 – det er sgu mega sejt gået af min krop på dette tidspunkt i graviditeten. Jeg er så taknemmelig for, at dette kan lade sig gøre. Det handler om at kende sin krops begrænsninger og lytte til dem. Jeg kender efterhånden min krop rigtig godt, og jeg er ligeledes blevet rigtig god til at acceptere de begrænsninger, jeg møder på min vej. Det er dét, som betyder noget, og så kan man egentlig forstætte på det “niveau”, som man ønsker – igen: så længe kroppen tillader det.
Jeg træner fortsat tre gange om ugen – de uger der er tid til det gerne mere. Jeg dyrker primært cardio på diverse cardiomaskiner, men jeg styrketræner fortsat en gang om ugen – blot for at bruge kroppen på en anden måde. 

Indtil nu siger vægten +6 kg. Det er nogenlunde den samme vægtøgning som med Oliver på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er ikke noget, jeg går super meget op i, men jeg synes, det er rart, at have et parameter at måle på, da jeg ikke ønsker at tage mere på end dét graviditeten vejer i sig selv. Nu har jeg prøvet, hvordan det er at være på den anden side af fødslen, og sidste gang forsvandt kiloene af sig selv – også selvom kroppens uddseende langt fra var det samme. Det synes jeg, var en rar følelse, men man kan jo aldrig vide, hvordan kroppen reagerer. Dog er det slet ikke noget, jeg bruger tid og energi på at tænke over – det skal nok komme helt af sig selv. 

Jeg nyder babybulen, jeg nyder at mærke lillesøster møffe rundt derinde, og jeg elsker, elsker, ELSKER tanken om, at vi lige om lidt er fire.
Jeg er så stolt af min krops arbejde, og jeg forsøger virkelig at gøre mit for, vi kan fortsætte det gode samarbejde.



You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.