Jer, som følger mig på IG, har nok bemærket, at det er en lille babyboy, som er ved at vokse sig stor og stærk inde i min mave. <3 I har nok også bemærket, at han har taget al min opmærksomhed – det er ubeskriveligt, hvor meget vi glæder os til at møde ham til november.
Det er ikke løgn når jeg siger, at jeg aldrig har været lykkeligere. Det er helt unikt at være gravid, og have følelsen af, at man er ved at skabe et lille mirakel. Jer, som har prøvet det, ved hvad jeg taler om. 😉
Nå, min krop har selvfølgelig forandret sig en hel del, og det har allerede været noget af en rejse – selvom der stadig er omkring 4 måneder til termin, og det langt fra er slut endnu.
Jeg har aldrig været 100% tilfreds med min krop. Heller ikke, da jeg var i min bedste form. Jeg tror desværre bare aldrig, at vi piger bliver rigtige tilfredse – og det er virkelig en skam!
I de første 8 – 12 uger af min graviditet havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke længere havde den samme energi til min træning – eller faktisk bare generelt. Normalt er jeg FYLDT med energi, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en morfar efter skole, arbejde eller andet. Indtil jeg blev gravid. Jeg havde en periode på 4 ugers tid, hvor jeg nærmest sov 20 – 30 min. hver eftermiddag, fordi jeg faldt død om – især de dage, jeg havde trænet.
Og helt ærligt, det er jo helt normalt, men jeg havde meget svært ved at acceptere det, og sige til mig selv: “Det er altså helt okay Sofie.”
Fra omkring uge 12, hvor maven for alvor begyndte at vokse, kunne jeg hurtigt mærke, at min styrketræning ikke kunne foregå med samme intensitet eller samme vægt. Det var næste ting, jeg synes var svært at vænne sig til. Samtidig med mine begrænsninger ift. min træning steg, begyndte der også at ske en del forandringer med min krop.
Jeg har trænet intenst, altså 5 – 6 gange om ugen, de sidste tre år, og havde dermed skabt en krop med en lav fedtprocent og en forholdsvis høj muskelmasse. At se min krop forvandle sig, og få små deller, håndtag mm. forskellige steder, som ikke plejede at være der, var virkelig svært – sværere end jeg havde forventet!
Selvom min lille babybule er det bedste, der nogen sinde er sket, har den forvandling, den har medført, været svær for mig at acceptere.
Heldigvis har det aldrig haft betydning for, hvordan jeg har behandlet min krop, og hvad jeg har spist. Jeg har hver eneste dag lyttet til min krop, og gjort, hvad den har bedt min om. Jeg har taget 110% hensyn til, hvad der var bedst for baby, for siden jeg så de to streger på graviditetstesten, har han – uden sammenligning – været det vigtigste i hele mit liv. Så de dage, hvor min krop viste tydelig tegn til at den havde brug for hvile, har jeg droppet træningen, og de dage, hvor appetitten har sagt, at havregryn og rugbrød var no-go, har jeg spist noget, jeg havde lyst til.
Og heldigvis har jeg hver eneste dag været omgivet af de dejligste mennesker, som har fortalt mig, hvor top lækker jeg så ud – og næsten endnu mere med babybule på. 🙂
Det er først nu, jeg sådan for alvor har accepteret begrænsningerne i min træningen og ændringerne på min krop, og vænnet mig til tanken om, at det er simpelthen sådan, det er. Og hvor er det dog skønt! 🙂 Alle målsætninger, struktur omkring med træning osv. er sat på pause. Nu er det lillemanden og kroppen, som styrer mit aktivitetsniveau.
Faktisk er jeg blevet helt fascineret af min krop – og egentlig bare kvindekroppen generelt. Tænk, hvad den er i stand til at udvikle og samtidig forandre sig så meget, på så kort tid. Det er SÅ fascinerende! Billedet øverst i dette oplæg taler for sig selv, men at der er sket den forvandling, og at jeg alligevel stadig kan styrketræne og dyrke forholdsvis intensiv cardio inkl. løb, på det niveau jeg kan, i uge 22 af min graviditet, er for vildt – og jeg er SÅ taknemlig. Jeg er så glad for den grundform jeg var i inden min graviditet, for der er ingen tvivl om, at det har betydet en hel del.
I øvrigt siger vægten her lidt over halvvejs +4 kg., så jeg er fuldt ud tilfreds. 🙂
Desuden har graviditeten lært mig, at jeg skal blive meget bedre til at elske min krop. Jeg elsker min krop nu, jeg ELSKER min babybule. Når jeg ser på billeder fra tiden inden min graviditet, og f.eks. min sommerform sidste år, kunne jeg dunke mig selv i hovedet over, at jeg ikke engang var tilfreds den gang – jeg stod jo kniv skarp! I hvert fald ift. at jeg stadig huskede at nyde livet, og også spise slik og kage, og alle de andre ting, jeg værdsætter – bare under kontrollerede forhold.
Jeg får nok aldrig den krop tilbage, som jeg havde inden graviditeten, da min fokusområde vil blive helt anderledes som mor – men uanset hvad, vil jeg elske min krop, hvis jeg bare føler, at jeg gør, hvad jeg kan, for at behandle den godt ift. træning og kost – så synes jeg ikke, jeg kan gøre mere. Og hvorfor så ikke være tilfreds?
En graviditet fører mange ting med sig, og det er en øjenåbner på mange områder.
For mig har den medført en ubeskrivelig lykke, som jeg aldrig har prøvet før, og så et helt anderledes syn på min træning og min krop. <3
Jeg synes, I selv skal kigge jer en ekstra gang i spejlet, og så spørge jer selv, om I virkelig har så meget grund til at være utilfredse med det, I ser. Og hvorfor I er utilfredse? Kan I overhovedet gøre en større indsats, end den I gør? Hvis ja, så gør noget ved det, hvis det kan gøre dig mere tilfreds – ellers så accepter, at det er sådan det er, i stedet for at bruge unødvendig energi på at tænke på det. Hvis ikke, så stop de negative tanker, og elsk dét I ser – det er med 99% kun jer selv, der kan få øje på det – vi andre ser det ikke.
Stort knus
1 kommentar