Livet som mor til to

Pyyyha, i går var en af de hårde dage! Og det er egentlig sjovt, for det var faktisk en rigtig god dag, når jeg tænker over det. Jeg følte bare, at ALT var op af bakke, den ene frustration overtog den anden, og jeg havde ikke to sekunders ro på noget tidspunkt – og i går blev det (åbenbart) bare for meget!

En god, men hård dag 
Vores dag startede kl. 6.00, hvor Nora vågnede og ville have mad, og Oliver kom ind og sagde godmorgen – og så var dagen i gang! 
Nora og jeg skulle til babyrytmik med mødregruppen. Nora ville ikke rigtig sove herhjemme om morgenen inden vi tog afsted, så jeg gik lidt før, så hun kunne få en lur i barnevognen på gåturen. Mod min forventning, så faldt hun ikke i søvn før 10 min. før vi var fremme, men hun fik da lige en powernap, og vågnede ligeså snart vi nåede frem. Babyrytmik var en succes! Hun var glad og elskede musikken. 

Jeg forventede, at NU ville hun tage en ordentlig lur. Hun faldt i søvn ret hurtigt på gåturen hjem. 
Noget af det, jeg elsker aller mest, ved vi er flyttet i hus (og som jeg hungrede efter under min barsel med Oliver, da vi boede i lejlighed på 2. sal) er, at jeg har mulighed for at stille Nora udenfor i barnevognen under halvtaget, når vi kommer hjem fra vores gåture, løbeture etc, når hun er faldet i søvn, så hun bare kan sove videre – og at jeg ligeledes kan stille hende i tørvejr, så det i princippet er fuldstændig ligegykdigt, om solen skinner, det regner, sner eller blæser!
MEN vi bor overfor en institution, som er i gang med at blive renoveret (og de har altså været i gang siden JANUAR i år!!!). Det er ikke fordi, vi har hørt synderligt meget til det, men den seneste uges tid er det gået helt amok! Der er så meget larm udenfor! Så da jeg kommer hjem og hun endelig sover, kan jeg IKKE stille hende udenfor, da hun med 100% vil vågne af alle de eksplosive og meget høje lyde, der kommer fra byggepladsen. God nok er hun vant til at sove i larm og eksplosive råb og lyde fra Oliver, meeeeen det her er noget helt andet. Nå, jeg orker helt ærligt ikke at gå rundt med hende indtil hun vågner, da vi i forvejen har gået +5 kilometer, det småregner, jeg er ved at dø af sult, og jeg vil helt ærligt gerne nå nogle ting i huset inden hun igen vågner – og vi skal hente Oliver. Jeg beslutter mig for at køre (den våde og beskidte) barnevogn gennem stuen og ud i haven på den anden side af huset, så hun kan stå derude og sove.

Jeg når lige akkurat at tørre stuegulvet af fra barnevognen, da babyalarmen går pga. to hunde, som går AMOK et par haver længere henne, og (selvfølgelig) vågner Nora i et skrig!
Jeg forsøger forgæves at putte hende videre, men hundene gør on and off. Jeg er på dette tidspunkt så frustreret at jeg får råbt: “Så hold dog kæft!!!” hen mod haven, hvor hundene gør. (ups!)
Nå, fuck det!! Jeg giver simpelthen op, og tager hende med ind. Heldigvis er hun i fint humør, og virker utroligt nok ikke træt – men er dog lidt pylret, så hun vil kun være hos mig. 
Jeg laver lynhurtigt noget mad, og sidder mig i sofaen sammen med hende for at spise. Jeg er rimelig frustreret og træt af det hele på dette tidspunkt (kl. 14), og så slår det mig: Jeg har ikke haft 1 sek. alene eller bare lidt ro, siden vi stod op kl. 6 i morges, jeg har ikke tisset siden jeg stod op, dette er mit andet måltid i dag siden jeg spiste en lille portion skyr kl. 6.30, og Nora har kun sovet 1 time siden vi stod op! Og alle mødre ved, hvor meget ens børns søvn kan stresse én!!
Lige der får jeg sgu lidt (læs: meget) ondt af mig selv!

Nå, Nora bliver hurtigt træt igen, og mens jeg ammer hende, slår en ny tanke mig (jaja, selvmedlidenheden kører på højtryk): Under min barsel med Oliver, ville jeg nu have haft den kommende lur til rådighed, hvor jeg (i hvert fald kunne forsøge) at få et lille pusterum, fornyet energi og lige trække vejret og nå nogle ting, inden han igen vågnede. MEN nu er kl. 14.45, og derfor skal vi til afsted for at hente Oliver. Fint nok. I det mindste passer fint med klokkeslættet, hendes lur, og at hun lige har spist – dette er også noget, som skal times hver dag.
Jeg kigger ud af vinduet, og det STYRTER NED!! Armen for h***** altså! Jeg forestiller mig, de fleste lige ville trække den lidt inden de ville tage afsted, for lige at se, om regnen ville stoppe eller bare aftage lidt (jeg ville i hvert fald), MEN det er bare ikke en mulighed, når man har et andet barn, som det også skal passe sammen med. Jeg SKAL afsted, fordi det er NU Nora er træt, plus det skal passe med hendes amning, da der kan gå op til 1,5 time fra vi går hjemmefra til vi er hjemme igen, når vi henter Oliver, og jeg orker ikke stå med en baby på hjemvejen, som bliver ked af det, fordi hun er sulten.
Jeg hopper i regntøjet, og går afsted. I dag er en af de dage, hvor jeg ligger mærke til, at det SELVFØLGELIG stopper med at regne 2 min. før vi er fremme. – ja, én af de dage, I ved. Hvis det så bare fortsat havde været tørvejr, når vi havde hentet Oliver og skulle retur, men sådan var det selvfølgelig ikke – regnen kom retur, da vi var lidt under halvvejs på hjemturen. Jeg følte bare virkelig, at ALT var op af bakke. Desuden var Oliver (en sjælden gang) ikke i det bedste humør, og han ville hverken gå selv eller stå/sidde på sit ståbræt, så vi brugte sååååå lang tid på at komme hjem, da vi havde en masse småkonflikter undervejs.

Begge børn sov kl. 20. En ”arbejdsdag” på 14 timer uden en eneste pause. Og arbejdsdagen er aldrig helt slut, for man ved aldrig, om der er et barn som vågner, og man står fortsat på standby gennem hele natten, når sulten melder sig hos Nora eller Oliver taber sin sut. Normalt er det aldrig noget, jeg tænker over, for det hører bare med til forældrelivet, og det er helt okay, men i går var sådan en dag, hvor selvmedlidenheden strømmede ind over mig og tankerne fløj afsted! Jeg var brugt.  
Inden vi går i seng, slår tanken mig: ”Bare Oliver ikke er ved at blive syg siden han var så pylret og træt i dag”. 

Endnu en hård dag
…. Og rigtig nok! Natten til i dag vågnede han med feber.
Så i dag har jeg været hjemme med to små børn dele dagen. Det har dælme været svært at jonglere mellem dem, da Oliver har haft brug for ekstra omsorg, mens Nora har sine fysiske behov, som bare opstår akut, og som skal ”løses” nu og her. Desuden er byggepladsen på den modsatte side af vejen fortsat en udfordring, så hun har ikke kunne sove udenfor, og jeg har ikke kunne gå med hende i dag, da Oliver jo var hjemme. Puuuuha! I dag har heller ikke været nem. Jeg er glad for, at jeg ikke vidste i går, at en dag som i dag ventede. 
Igen i dag har jeg ikke haft to sekunders ro, for enten har der været et eller to vågne børn, som har krævet ekstra meget af mig. Når den ene sov, gav jeg al min opmærksomhed til den anden for at kompensere for den manglende opmærksomhed, der havde været mens begge børn var vågne. Igen i dag har jeg tilsidesat ALLE mine behov samt gøremål. Jeg er brugt, træt og udkørt!
Da Emil kom hjem (heldigvis to timer før end han plejer), havde jeg brug for et pusterum og en lille pause, så jeg løb en tur og fik frisk luft til hovedet og clearet tankerne – dét hjalp!!

At være mor til to
Det er ikke altid nemt at være mor til to. Man støder på nogle udfordringer og dilemmaer, som man slet ikke stiftede bekendtskab med under første barsel – og som man slet ikke skænkede en tanke dengang. Dagene er kortere, prioriteringerne vigtigere, tiden skal disponeres, alt skal passe sammen og ens hverdag er for alvor skemalagt. Nu er der ikke kun ét barn, som man ønsker at give alt sin kærlighed og opmærksom til, men to. Dét skal jeg lige lære at navigere i. Jeg vil så gerne gøre alt rigtigt og til perfektion, så jeg er ikke så god til, når jeg føler, jeg fejler.
Af og til kan man høre kommentarer som: “Kan du ikke bare” eller “det må du gøre i eftermiddag” – men nej! Så simpelt er det desværre bare ikke. Og lige præcis dét forstår man først, når man er mor – og nok især mor til flere børn.

Dem som kender mig, ved at der skal meget til at slå mig ud af kurs, da jeg har et ret stort overskud og energiniveau, men nogle gange, så rammer det mig bare, at der er SÅ meget run på 24/7, at jeg hele tiden står på standby, at jeg hele tiden er på lånt tid, og at mine behov altid kommer i aller sidste række. Jeg trives normalt fint i det, sådan er livet som mor og forældre – men på dage hvor alt ramler sammen, og udfordringerne fortsætter, kan det hele blive lidt for meget, og jeg får følelsen af utilstrækkelighed, afmagt og frustration – jeg bliver træt. Nok mest af alt fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig overfor mine børn, og dét er jeg ikke god til.

Når jeg tænker på dagen i går og det hele er kommet lidt på afstand, kan jeg godt se, at jeg druknede lidt i selvmedlidenhed, og måske også “kørte mig selv op” – så var det hellere ikke værre. Men i går synes jeg sgu det var pænt meget op af bakke!
Og jeg håber VIRKELIG de snart er færdig med det byggeprojekt – i hvert fald alle de larmende arbejdsopgaver, for dét er jeg godt nok træt af!!

Go go go!
I morgen starter en ny dag, og jeg er sikker på, den nok skal indeholde mere overskud og energi fra min side.
OG så glæder jeg mig helt vildt til weekenden, hvor vi skal fejre Olivers 3 års fødselsdag – nu skal han bare lige helt på toppen igen.  Og ved I hvad? Når nu han absolut skulle blive syg, så er jeg “glad” for det i det mindste kom nu, og ikke i næste uge, hvor han har fødselsdag og afslutning i dagplejen. 
Og se nu der! Det er sådan min tankegang plejer at være: altid se det positive i tingene frem for det negative! Men det var helt ærligt lidt svært for mig i går og tildels i dag – MEN Emil forsøger at overbevise mig om, at det altså også er helt okay (og helt normalt?) en gang imellem. 

Til alle mødre derude: I er pisse seje – husk lige det! 

Knus herfra!

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *