Oliver har nu gået i børnehave siden midt december – men egentlig føler vi først, han rigtig startede 6. januar, da vi holdte 2,5 uges juleferie, så vi startede fuldstændig forfra, da han kom tilbage i børnehave efter jul.
Så han har gået i børnehave omkring to måneder nu.
Det har været en hård start for Oliver at starte i børnehave, fordi det er så voldsom en kontrast til dagpleje. Ikke fordi han ikke var klar, ikke fordi vi ikke har forberedt ham, så godt vi nu kunne, ikke fordi der er noget galt med institutionen eller noget som helst andet – blot fordi det er noget helt andet, end dét han har været vant til.
Især januar måned var hård. Han græd ved aflevering, hans adfærd i børnehaven var ikke “vores Oliver”, og så var han dødtræt og småked af det, når han kom hjem. Det var simpelthen SÅ hårdt. Heldigvis er jeg jo på barsel, så derfor kunne jeg give ham ekstremt korte dage – og det gjorde vi, for dét havde han brug for. Så jeg afleverede ham 8.30/9.00 og hentede ham igen omkring kl. 12.00/13.00. Det var en hård og intensiv periode for Nora og jeg, da det hele handlede om Oliver og børnehaven, og at være alene med to små børn så mange timer og dagen, plus både at aflevere og hente, som også skulle kombineres med Noras lure, var virkelig hårdt og fyldt med dårlig samvittighed fra min side af overfor begge børn, fordi jeg ikke følte mig tilstrækkelig. MEN jeg er virkelig glad for, jeg havde denne mulighed, for havde jeg været på arbejdsmarkedet, så var Oliver “tvunget” til at have lange dage i børnehaven, og dét var han virkelig bare slet ikke klar til!
Midt i januar havde jeg et møde med de tre primære pædagoger, som er på Olivers stue, fordi det slet ikke gik i den rigtige retning (de synes de heller ikke), og de kunne mærke på mig, at jeg virkelig var ked af det og frustreret – og det synes selvfølgelig, at det var trist, Oliver reagerede, som han gjorde. Vi har hele tiden haft rigtig god dialog, og de ved, at episoden fra den gang med vuggestuen sidder dybt i mig. De har lyttet, været forstående og hele tiden forsøgt at møde Oliver og os, der hvor vi var.
Vi havde en rigtig god samtale, hvor vi snakkede om løsninger, hvor de fik nogle redskaber af os til at håndtere og aflæse Oliver bedre, og jeg gik derfra med ro i maven, for det her skulle nok lykkedes – det krævede bare tid. Det hele handlede om, at de skulle vinde Olivers tillid, og det skulle nok lykkedes. Jeg har ikke på noget tidspunkt været utilfreds med hverken institutionen eller pædagogerne. Oliver havde bare utrolig svært ved at omstille sig og føle sig tryg og sikker. Generelt er han en meget følsom dreng, som har svært ved forandring, og han har et stort tryghedsbehov, så det kom egentlig ikke bagpå os, at han reagerede som han gjorde – men det gjorde det bestemt ikke mindre hårdt.
Efter den snak skete der bare et eller andet, og lige siden er det kun gået fremad – og vi har næsten ikke turde sige det højt i frygt for det hele skulle ændre sig igen. Langsomt blev han mere og mere “vores Oliver” i børnehaven, afleveringerne blev bedre og bedre, hans overskud og humør blev bedre og lige så stille fik han længere dage.
OG så vidste vi, at Olivers bedste ven fra dagplejen (fra samme DP-mor), skulle starte sidst i januar i samme børnehave, og heldigvis fik han lov til at starte på samme stue som Oliver, og dét har også været med til at gøre en kæmpe forskel – det så vi virkelig set frem til!
Lige nu afleverer Emil ham omkring kl. 7.45, og jeg henter ham omkring kl. 14.30 – og hvor er det dejligt, at der igen er lidt længere “barselsdage” for Nora og jeg. Dette gør også, at mit overskud og energiniveau er større, når jeg henter Oliver hjem. Så hygger vi os virkelig i de 2 – 3 timer vi har, indtil Emil kommer hjem.
Han er glad, fortæller glædeligt om sin dag, han vinker glad farvel om morgenen og løber ind i stuen, han fjoller, griner – OG så snakker han som et vandflad, og dét er et godt tegn, for så ved man, han trives. Selv situationen omkring ble-stop har han klaret til UG i børnehaven, og han har nu kun ble på om natten – han er simpelthen SÅ sej!!
Det er en KÆMPE lettelse, at det går, som det går nu, og det er med ro i sindet, når man sender ham afsted om morgenen, for vi ved, han hygger sig – og hold da op, hvor sker der meget med hans udvikling lige pt, det er helt vildt! Vi er så stolte af vores lille mand, og det er ikke til at forstå, at han sket ikke er så lille mere, vores Oliver Elliot.
Vi er nået dertil, hvor vi faktisk godt tør sige: “Vi har en dreng, som er glad for at gå i børnehave” – og hvor føles det bare skønt!
Nu er næste projekt, at sutten skal pakkes væk – og helt ærligt, så er det virkelig en kamp vi frygter, for en kamp – det bliver det! Gad vide, om det nogensinde stopper!? #livetsomforældre
Tak fordi I læste med.
