Fødselsberetning

• 

• 

I april skrev jeg et indlæg omkring min fødsel med Oliver samt mine tanker omkring den forestående fødsel af lillesøster. Her nævner jeg også grundløbet hos Fødegejst, som jeg har deltaget i, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, som jeg brugte som fødselsforberedelse denne gang – og det er jeg SÅ glad for! Du kan læse indlægget her: http://sofiebrandt.dk/?p=1291

Her kommer en lidt kortere version af min personlige fødselsberetning, da jeg gerne vil dele min oplevelse med jer, og samtidig også ønsker at fortælle om min oplevelse med ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Der er en del, der har efterspurgt den, hvilket jeg egentlig godt forstår, da jeg selv elsker at læse andres fødselsberetninger, så nu deler jeg også min.

Fredag d. 9. august (40+3)
Jeg var gået tre dage over tid, og jeg var egentlig ikke utålmodig – i hvert fald ikke endnu. Måske hænger det sammen med, at jeg gik 10 dage over tid med Oliver, og jeg havde en forventning om, at jeg også ville passere terminsdatoen denne gang. 
Min fredag indeholdt træning om formiddagen, afslapning på sofaen, en hyggelig eftermiddag med Oliver og masser af fredagsslik og serie om aftenen.
Da Emil og jeg går i seng omkring kl. 21.30, siger jeg til ham: ”Jeg tror sgu, det går i gang i nat – i hvert fald tror jeg, det sker i løbet af weekenden.”

Lørdag d. 10. august (40+4)

Kl. 01.00
Omkring kl. 01.00 vågner jeg af et par plukveer (som så viser sig at have været veer), som jeg synes, niver en del. De niver så meget, at jeg i hvert fald ikke rigtig kan sove for dem. Jeg bliver liggende i sengen og venter på, om det fortsætte – og det gør det. 
Efter lidt tid beslutter jeg mig for at gå nedenunder og tage tid på dem for at se, om de er regelmæssige. De har hele tiden haft en varighed på omkring 1 minut, men de kommer kun omkring hver 10. minut. 
Faktisk niver de så meget, at jeg begynder at bruge afspænding samt laborovejrtrækning, som jeg lærte på grundkurset af ”Smertefri fødsel”, og dette gør, at veerne slet ikke virker så intense, og at jeg sagtens kan være i det. Laborovejrtrækningener en hurtig vejrtrækning, som faktisk kan minde lidt om hyperventilering, og afspænding er hele kroppen, men med fokus på skuldre, hænder og kæbe. Endnu en teknik er visualisering, men det er ikke noget, jeg har valgt at anvende eller øve, da jeg simpelthen synes, det blev for visuelt og uhåndgribeligt på en eller anden måde. 
Jeg googler (jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg ikke havde undersøgt det noget før – det ligner ikke mig), hvornår man som flergangsfødende bør henvende sig til fødemodtagelsen, og der står faktisk, når der er omkring 10 min. mellem veerne. Jeg ringer til fødemodtagelsen, for at informere dem om, at jeg altså tror, der er gang i noget, men at jeg ikke er helt sikker. Vi aftaler, at jeg skal vende tilbage, når der er omkring 5 min mellem, hvis det altså fortsætter. 

Under min fødsel med Oliver, vågnede jeg op med et sæt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der var gang i noget, og efter et kvarter havde veerne en varighed på 1 – 1 ½ minut, og kom hvert 4. – 5. minut. Så jeg var SÅ forvirret, fordi disse kun kom hver 10. minut, og jeg synes simpelthen ikke, det gjorde ondt nok. Jeg har ikke haft mange plukveer i nogle af mine graviditeter, så jeg var ikke helt klar over, om det mon bare var meget kraftige plukveer. 

Kl. 02.00
Omkring kl. 02.00 er der ca. 8 minutter i mellem veerne, og de varer nu 1 – 1½ minut, og jeg synes fortsat de niver. Dog er de stadig ikke helt regelmæssige, og det forvirrer mig! Jeg går op til Emil for at orienterer ham om situationen.
Jeg bruger fortsat laborovejrtrækning samt afspænding, og det giver mig følelsen af kontrol og overskud, og jeg husker hele tiden mig selv på, at det ”bare” er en muskelsammentrækning, som gør lige præcis dét den skal, for at vi snart kan møde vores lille pige. Faktisk ligger jeg nærmest og venter på, der skal komme en ve, da jeg ved, vi så er et skridt tættere på at skulle møde hende. Desuden ønsker jeg det hele skal blive lidt mere intenst, da jeg ønsker at blive 100% sikker på, om det virkelig er fødslen, som er i gang – eller om det kan risikere at gå i stå igen. Det var en lidt underlig følelse, da jeg under min fødsel med Oliver nogle gange tænkte ”åh nej”, når jeg kunne mærke, at der igen var en ve på vej. Bevares, det var ikke ligefrem sådan at jeg tænkte ”jaaaaa, endnu en ve – hvor dejligt”, men alligevel var det bare en helt anden følelse af kontrol. Jeg ”frygtede” dem ikke på samme måde. Jeg følte mere, at jeg ”tog imod dem”. 
Emil og jeg taler om, at jeg slet ikke havde regnet med, at jeg kunne være i tvivl, når jeg var så sikker første gang, og nu havde jeg endda prøvet det før. Men jeg/vi ønsker at være helt sikker, før han kører afsted med Oliver. Jeg kunne ikke klare tanken om, at vi var kørt afsted med ham, og at det hele så gik i sig selv igen, og han så måske skulle afleveres en anden dag/nat inden så længe. Jeg ville være helt sikker. 
Jeg arbejder mig gennem veerne med labovejrtrækningen og afspænding, og jeg kan mærke, at jeg nu skal koncentrere mig mere og mere, når der er en ve. Mellem veerne taler Emil og jeg om, hvordan vi gør, hvis nu det fortsætter, taler om at det er vildt, hvis vi bliver forældre for anden gang til vores lille pige meget snart, og om hvordan han kan hjælpe mig ift. hvor smerten fra veerne sidder. 

Kl. 03.00
Nu kommer veerne med 6 – 7 min. intervaller og varer omkring 1½ minut. Det er omkring dette tidspunkt jeg bliver overbevist om, at det altså er fødslen som er i gang – det her går ikke i sig selv igen. 
Jeg siger til Emil, at jeg synes, han skal køre afsted med Oliver nu. Han kigger på mig og siger: ”Altså skat, er du sikker? Du virker meget anderledes end sidst. Du er jo helt dig selv mellem veerne – du virker så overskudsagtig”.
Helt ærligt, så var jeg ikke 100% sikker, men jeg turde ikke trække den længere, hvis det pludselig skulle gå stærkt, så Emil pakker bilen og kører afsted med Oliver, som skulle afleveres hos hans søde DP-mor, da hun jo ikke bor ret langt væk, så Emil kunne være hurtigt tilbage igen. (JA! Vi har verdens bedste DP-mor!!)

Kl. 03.45
Omkring kl. 03.45 er Emil hjemme igen, og jeg synes, veerne bliver mere og mere intense. I hvert fald skal jeg koncentrere mig mere og mere om vejrtrækningen og afspænding for at holde fokus under veen. Veerne sad primært foran ved skambenet, men når den toppede gik smerten også om i lænden, og her hjalp Emil mig ved at holde hans varme hånd på min læn, som lige tog toppen af veen. 

Kl. 05.00
Omkring kl. 05.00 er der 5 min. mellem veerne, så vi ringer igen til fødemodtagelsen, og vi bliver enige om, at vi så småt skal begynde at tage afsted.
Da jeg rejser mig for at få tøj på, lige få styr på et par ting og begynder at gå lidt rundt kommer veerne hyppigere, og jeg føler ikke helt den samme kontrol over dem. Heldigvis kan jeg styre det hele med teknikerne, og det giver mig igen følelsen af kontrol, tryghed og overskud. 
Køreturen havde jeg frygtet helt vildt, da jeg synes, den var frygtelig med Oliver, men den gik virkelig fint. Jeg fik igen ro til at have fuld fokus på vejrtrækningen og afspænding, og det gjorde, at det hele blev lidt mere stabilt igen. Jeg timer ikke længere veerne nu, men jeg kan fornemme, at veerne virkelig er lange nu (omkring 2 minutter), men de kommer igen med lidt større intervaller. 

Kl. 06.00
Præcis kl. 06.05 parkerer vi bilen på Herlev.
Vi bliver med det samme taget imod af en jordemoder, og da hun kommer ud til os, har jeg en (lang) ve. Jeg sidder på en stol, helt afspændt og bruger laborovejrtrækningen, som nu virkelig bliver brugt på et højt og intens niveau, da jeg virkelig skal koncentrere mig og holde fuld fokus for at holde vejrtrækningen, når veen topper. Jeg har lignet én, som var spritstiv, og som var faldet i søvn på en stol, mens hun var ved at hyperventilere – MEN hold nu kæft hvor det virkede altså! 
Vi kommer ind i et undersøgelsesrum, så jeg kan blive undersøgt for at se, hvor langt i forløbet jeg er. Det virkede som om, at denne jordemoder undervurderede det hele lidt, fordi jeg har set så afslappet ud, for hun tog sig god tid, og gik lidt ud og ind af rummet inden hun undersøgte mig. Hun lyder overrasket, da hun fortæller, at jeg er 8 cm åben, og så spørger hun: ”Du fødte også hurtigt første gang, ikke Sofie?” – og så får hun travlt med at finde en fødestue. Faktisk var vi så heldige at få en af de nye fødeklinikker. 

På fødeklinikken bliver vi mødt af en ny jordemoder, som skal være vores jordemoder under fødslen. Jeg har lavet en fødeønskeliste, og den taler vi lidt om mellem veerne. Jeg er 100% mentalt til stede, jeg snakker med, der er virkelig god stemning og jordemoderen roser både Emil og jeg for vores tilgang samt samarbejde under veerne. Hun roser min teknik, og er hurtigt klar over, at jeg gør brug af ”Smertefri fødsel”-teknikkerne, og hun kan tydeligt se, at jeg virkelig har forberedt mig til fødslen. Faktisk får vi en hive-five efter hun har set os gennemgå et par veer sammen. Det var så surrealistisk hele tiden at gå fra at være fuld fokuseret og i smerte, til at være helt mig selv, snakke og have overskud til fis og ballade. Det var lige prævis dét, jeg ønskede skulle være anderledes denne gang sammenlignet med min første fødsel – og sådan blev det.
På dette tidspunkt er veerne til gengæld også bare VIRKELIG intense, og det kræver 110% fokus, for at jeg kan bevare afspænding samt vejrtrækningen under hele veen, og Emil smertelindre fortsat ved at holde/massere på min læn. Veerne kommer hyppigt og varer længe! Jeg bevarer kontrollen pga. teknikkerne, og fordi jeg hele tiden tænker på, at vi lige om lidt skal møde vores datter.

Kl. 06.35
Omkring dette tidspunkt begynder jeg at føle en smule pressetrang til sidst under hver ve, og jeg beslutter mig for at gå på toilettet. Da jeg sidder på toilettet, får jeg en ve, som undervejs ændrer sig til en presseve. Jordemoderen guider mig lidt ift. min vejrtrækning, da jeg har lidt svært ved at omstille mig, da det hele ændrer sig så hurtigt. Jeg skynder mig ud på stuen igen, læner mig op af et puslebord ved siden af sengen, hvor jeg hurtigt får endnu en presseve – og her føder jeg hovedet, samtidig med at vandet går! Emil har beskrevet, at vores jordemoder fløj gennem luften for at få sine hænder under mig, og jeg får bestemt af vide: ”Gispe Sofie, gispe!!” Jeg læner mig op af Emil, mens jeg forsøger at gispe mig gennem resten af veen, og da den aftager, siger hun, at hun foretrækker, at jeg hurtigt kommer op på sengen. Emil og jordemoderen tipper mig rundt, og jeg får lov til at presse igen – og dér: kl. 06.44 bliver jeg mor for anden gang til den smukkeste lille pige. Hun kommer med det samme op på mit bryst, hun skriger og ALT er bare helt perfekt. Lige dér ligger hun. Små tre kvarter efter vores ankomst på Herlev, og jeg udbryder, mens jeg tudbrøler, griner og kigger på Emil: ”Var det virkelig det!? Nu er hun her jo!”
Endnu engang oplevede jeg det største øjeblik i mit liv – det var absolut lige så stort som første gang!

Kl. 12.30: 
Omkring 12 timer efter første ve, er vi hjemme igen – og nu glæder vi os bare til at hente storebror, så vi alle sammen kan genforenes: Nu er vi en familie på fire!

• 

• 

• 

• 

• 

Nu har jeg født to børn – det er vildt!
Under min fødsel med Oliver, brugte jeg også min vejrtrækning som smertelindring (dog dybe, langsomme vejrtrækninger), jeg var fuld fokuseret, og der fik jeg et billede af, hvor meget min vejrtrækning hjalp mig. Dog gik jeg meget ind i mig selv, og var ikke mentalt tilstede, da fødslen var på sit højeste. Der er ting, som jeg slet ikke har opfattet og ting, som jeg ikke kan huske. Derfor ønskede jeg at forberede mig endnu mere denne gang, og jeg var så heldig at få tilbudt samarbejdet med Fødegejst, som underviser i ”Smertefri fødsel”-teknikkerne. Godt nok krævede øvelserne en del forberedelse, for at lære at anvende dem korrekt, men hold nu op, det var fuldstændig vanvittigt, hvad de gjorde for mig! Jeg var 100% tilstede under hele fødslen, jeg havde følelsen af kontrol, tryghed og overskud hele vejen igennem, og jeg stolede bare på, at min krop nok skulle klare det en gang til, og så lod jeg den guide mig, mens jeg havde fokus på teknikkerne. Faktisk havde jeg kun følelsen af, at jeg var i fødsel under veerne. Mellem veerne kunne jeg føre almindelige samtaler, pakke legetøj til Oliver, inden de kørte afsted om natten, orienterer mig på køreturen på vej til Herlev og smalltalke med jordemoderen, da vi ankom på fødeklinikken. 
Selvom jeg også synes, min fødsel med Oliver var en drømmefødsel, da det jo var første gang, så var det her VIRKELIG en drømmefødsel. Det var en så vild, unik og fantastisk oplevelse – selvom det selvfølelig gørondt! Det gjorde ikke mindre ondt denne gang, da først veerne tog fat, men det gav mig en helt anden følelse af tilstedeværelse, kontrol, tryghed og overskud, og det gjorde en kæmpe forskel for mig.

Min fødsel med Oliver tog 10 timer, hvoraf han stod skævt i 2,5 time, hvor jeg havde presseveer, men ikke måtte presse med – derefter tog det mig en lille time, da jeg endelig måtte presse aktivt. 
Derfor var jeg mest nervøs for pressefasen denne gang, da jeg synes, det var den absolutte hårdeste del under min fødsel med Oliver. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville tage omkring 5 min. og indeholde 2 – 3 presseveer – det var helt utroligt! Og alligevel slap jeg med en udvendig 1. gradsbristning, som blev syet med 1 sting – præcis ligesom med Oliver.
Vores jordemoder sagde efterfølgende, at hun sjældent havde set nogen, med så effektiv en presseteknik samt pressestilling fra første presseve – vi fik så meget ros! Også for Emils og mit samarbejde. Hun var glad for, at det ikke var alle, som forberede sig så meget og samarbejdede så godt som Emil og jeg, for så ville hun ikke have meget at lave. Hun roste os til skyerne, og det var virkelig fedt! Helt ærligt, så følte jeg mig som jordens sejeste lige dér. Emil var målløs, og sagde gentagende gange, at han ikke havde oplevet noget lignende! Han synes, jeg var verdens sejeste og han takkede mig igen og igen med tårer i øjnene. 

Ønskelisten 
Til min fødsel med Oliver, havde jeg ingen forventninger, og det havde jeg heller ikke denne gang – blot ”ønsker”. Jeg havde den indstilling, at jeg ville tage hele forløbet, som det kom, da der kan opstå såmange ting under en fødsel, som man ikke selv kan kontrollere. Jeg havde som sagt lavet en ”ønskeliste”, som var mit udgangspunkt, men jeg tror, det er en fordel, at man ikke er fast besluttet på, hvordan det skal være. Så kan man så nemt blive skuffet, selvom alt egentlig gik rigtig godt. 

Jeg havde egentlig et ønske om selv at tage imod hende, men det virkede simpelthen ikke oplagt i øjeblikket, så det afviste jeg hurtigt, da vores jordemoder (utroligt nok) fik spurgt mig, om jeg stadig gerne ville tage imod hende midt i den meget intense situation. Lige dér var mit fokus på, at hun bare skulle ud NU. Selvom det ikke var alle ”ønsker”, som gik i opfyldelse, så var det helt PERFEKT. Jeg ville ikke have ønsket noget anderledes. 

Et andet ønske på min ”ønskeliste” var, at jeg også denne gang gerne ville gennemføre fødslen uden smertelindring – i hvert fald ville jeg i første omgang gøre brug af naturlig smertelindring, hvis det blev nødvendigt. Dog havde jeg ikke frasagt mig 100% at få medicinsk smertelindring, hvis det i situationen ville virke mest hensigtsmæssigt. 
Mit ønske blev opfyldt igen denne gang. Jeg gennemførte fødslen uden nogen form for smertelindring – blot min egen forberedelse samt Emils hånd på min læn. Jeg er, helt ærligt, skide stolt af mig selv – og ikke mindst min krop! Hvor er den bare pisse sej!! Og jeg føler, at jeg igen har lært den endnu bedre at kende. 

Tak fordi I læste med.

• 

• 

Ps. Jeg bliver nødt til at give Maria fra Fødegejst min varmeste anbefaling. Hun er så sød, dygtig og professionel. Egentlig synes jeg, at titlen på metoden er lidt åndsvag, da ”smertefri” hurtigt kan virke overdrevet og useriøst – for smertefrit er det absolut ikke! Men hvis man bruger tiden på at lære sin krop teknikerne, så kan de altså noget.
Jeg havde nok (desværre) aldrig investeret pengene i grundforløbet, så jeg er SÅ taknemmelig for muligheden omkring samarbejdet, for én ting er sikkert: min fødsel var aldrig blevet den samme uden.