Følelsen af at have svigtet sit barn uden rigtig at være klar over det

Jeg berører måske et lidt ømt emne nu, og det er vigtigt for mig at understrege at dette indlæg IKKE handler om at sætte dagpleje og vuggestue op mod hinanden – dette er blot VORES historie.

Det er nu omkring tre måneder siden vi skiftede fra VS til DP. Efter vores skift kom der en del spørgsmål omkring vores valg af skift, og den forskel vi nu oplever efter skiftet, så jeg har valgt at skrive et indlæg om det. Mest af alt for at få mulighed for at udtrykke mine følelser og få dem ned på skrift, da jeg nærmest har været hele følelsesregisteret igennem i løbet af processen.
Indlægget er dermed også blevet meget personligt – mere personligt, end jeg havde forestillet mig, det skulle være, men nu er jeg klar til at fortælle om det.

Vuggestue
Vi har aldrig været i tvivl om, at Oliver skulle starte i vuggestue. Han har altid været en meget udadvendt dreng, som elsker sociale aktiviteter og en dreng med krudt i måsen. Desuden synes vi, det var smart med en intregreret institution, så han kunne fortsætte direkte i børnehave samme sted. Vi synes, at vuggestue var det perfekte valg for Oliver og os.
Og da det blev oktober 2017, hvor han skulle starte, var han også mere end klar – og han klarede indkøringen og det hele som en supermand. 💪🏼

Som mor fik jeg dog hurtigt en lidt øv-følelse omkring det her med at aflevere mit barn. Ikke fordi, jeg ikke synes, han havde det godt, men simpelthen fordi jeg følte, at de dage, han var afsted, var jeg slet ikke en del af hans liv. Det var SÅ hårdt og svært! Jeg følte, at vi aldrig rigtig fik nogle informationer omkring ham og hans dag, at vi slet ikke havde et forhold til pædagogerne – og ja institutionen i det hele taget. Og eftersom han ikke er så gammel, så kunne vi ligesom ikke rigtig stille ham en masse spørgsmål. Det eneste parameter, vi havde at måle på var Olivers trivsel og humør – og han var (for det meste) altid glad, når vi hentede ham. 💙 Mange dage godt brugt, også selvom dagene oftest ikke var særlig lange, fordi jeg altid gjorde alt for at hente ham så tidligt som muligt. Hvilket iøvrigt er en ting, som har stresset mig helt vildt, da jeg altid følte, at jeg skulle hente ham hurtigst muligt, så jeg ofte ikke nåede alt det, jeg gerne ville på mine fridage eller korte skoledage, fordi det altså bare er liiidt sværere og tager dobbelt så lang tid at handle, gøre rent, træne og læse mens han er hjemme. 🙈
Nå, især efter det første halve år, og i takt med at O blev lidt ældre, var der i hvert fald flere ting (faktisk rigtig mange) som gjorde, at jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, men mest af alt det med, at vi slet ikke følte os knyttede til institutionen og pædagogerne. Det hele var bare SÅ upersonligt!

Afleveringerne
Dét som blev ved med at være den helt store byrde for mig, som sad som en stor klump i halsen, som jeg ihærdigt prøvede at gemme væk i baghovedet, og overbevise mig selv om, var helt normalt, og det nok bare var mig, som var sart, var de satsens afleveringer! Oliver græd HVER dag, når vi afleverede ham. Det var frygteligt!
Igen: jeg fortæller kun om vores historie, og jeg ved at det er forskelligt ALLE steder – man må endelig ikke sammenligne!
Men i min verden var der simpelthen ikke de ressourcer i vores VS, som det kræver at tage imod børnene om morgenen, og det havde Oliver (og vi) i høj grad brug for. Vi havde brug for at blive taget imod med åbne arme, at de kunne hjælpe os med at aflede ham, så vi kunne kysse ham farvel, sige “god dag” og gå. Men der var alt ALT for travlt! Det resulterede altid i, at afleveringerne trak ud, og at vi tilsidst måtte “kaste” ham i armene på en pædagog, og løbe ud af døren, for at undgå han blev helt ude af den. Total kaotisk og en LORTE start på dagen for os alle! Dette resulterede ofte i, at vi ikke fik overleveret diverse informationer om Oliver, fordi vi simpelthen glemte det midt i al kaoset eller at de nærmest ikke havde tid til at lytte.
Vi holdte flere møder med VS, hvor vi informerede dem om, hvordan vi havde det, og de var meget forstående, lyttede og gjorde efterfølgende, hvad de kunne, for at opfylde vores behov – dog nogle pædagoger (langt) mere end andre.
Men det var simpelthen bare ikke tilstrækkeligt. 😓 Og efter lidt tid var det præcis det samme igen.

Livet som førstegangsforældre
Som nævnt prøvede jeg virkelig at overbevise mig selv om, at det var helt normalt, og at det nok bare var en fase, da jeg virkelig bare så inderligt ønskede, at det hele skulle fungere. Jeg går IKKE på kompromis, når det gælder vores lille menneske, men det følte jeg alligevel en gang i mellem, at jeg gjorde her – og dét gjorde ondt! 💔 Sådan virkelig ondt!
Som førstegangsforældre har man INTET at sammenligne med. Man aner ikke, hvad der er normalt og ikke normalt. Man kan kun forhøre sig hos andre, spørge andre til råds og mest af alt lytte til sin mavefornemmelse. Sidst nævnte noget jeg (endelig) endte med at gøre, men noget jeg har skulle arbejde med, da jeg føler, jeg lyttede til den ALT for sent.
Jeg er nok en mor med et ekstra stort behov for overblik og kontrol omkring mit barn – hvilket på ingen måde blev opfyldt i VS, og det havde jeg det simpelthen så svært med. Jeg er godt klar over, at jeg måske har større “krav” og behov end andre har ift. informationer etc, og det italesatte jeg også overfor VS, men det er ikke ensbetydende med, at det er “forkert”. Vi er alle forskellige. Dog følte jeg mig ofte lidt som den der “irriterende” forældre, som altid havde spørgsmål, også selvom det omhandlede ting, som ikke var decideret vigtige, og det medførte at jeg nogen gange bare undlod at spørge, og dermed gik jeg virkelig på kompromis med noget, som jeg absolut ikke ønskede at gå på kompromis med.

Tanken omkring at finde en anden løsning strejfede os flere gange om ugen til sidst, men alligevel var det simpelhen så svært og virkede så uoverskueligt og lidt “umuligt”, da jeg ikke anede, hvordan tingene foregik. Det er noget, E og jeg har brugt MEGET tid på at tale om. Jeg tog det næsten som en selvfølge, at der som minimum var et halvt års ventetid hos en dagplejer ligesom med VS.

Dén morgen
Det var (endnu) en episode en morgen, som gjorde, at jeg fik nok!
Dén morgen kom jeg tudbrølende hjem helt ulykkelig, og ringede med det samme til E, og ringede derefter til Dagplejekontoret i vores kommune, og spurgte hvordan mulighederne for os så ud i Dagplejen, og hvor lang ventetid, der var.
Til min store overraskelse spurgte de ind til en masse ting omkring Oliver samt vores behov og ønsker, og ud fra det ville de forsøge at finde en matchende dagplejemor, med børn i nogen lunde samme alder, som havde en plads.
OKAY! Efter 1 time var et besøg hos en DP-mor i hus. Hold nu op, det gik stærkt.
Vi besøgte to dagplejemødre, og vi var SLET ikke i tvivl efter besøget hos nummer to.
Fra dag ét var Dagplejekontoret så forstående, lyttede til vores behov og for første gang følte jeg, at vi blev hørt. Hvorfor det gik SÅ hurtigt, det ved jeg ikke? Måske fordi vi allerede var “inde i systemet”.

Den bedste beslutning
I hvert fald, er det DEN BEDSTE BESLUTNING, vi har taget! 🙏🏼
Allerede på anden dagen hos Olivers nye DP-mor var han der et par timer alene. Jeg stortudede på vej hjem. Men for første gang var det ikke fordi, jeg var ked af det, men fordi jeg var SÅ lettet. Det føles som om, der faldt en stor sten fra mit hjerte og en kæmpe byrde fra mine skuldre.
Den første uge græd Oliver, når vi sagde farvel – dog ikke på samme måde som i VS. Nu var gråden mere som en reaktion, frem for ulykkelig gråd. Lidt som om, at “det var han vant til”. Som om det sad så dybt i ham. På samme måde sad “angsten” omkring afleveringen også i os, da vi kun havde været vant til, at det var kaos og mega ubehageligt, så vi lod O’s DP-mor styre det og guide os de første par dage. Men vigtigst af alt var han blevet mødt med kærlighed, åbne arme, kys og knus, og han var i armene på sin DP-mor, når vi gik ud af døren.
Siden mandag i uge to har han ikke grædt én eneste gang, når vi har afleveret ham. 😳🙏🏼💙 Hvad sker der!? Vi havde været vant til gråd hver eneste dag, og lige pludselig ændrer det sig til farvelmøs, “hej hej mor” og en dreng, som aktivt selv løber ind og leger.
Det er ubeskriveligt, hvor fantastisk det føles, med dét vi var vant til i 9 måneder i VS. For nogle er det måske en selvfølge, hvis de ikke har prøvet andet, men for os er det så stort – vi er så lettede og taknemmelige.

Som et slag i hovedet
Efter de første par uger ramte en ubehagelig følelse mig, som jeg har brugt noget tid på at bearbejde – en følelse som virkelig gjorde ondt og føltes som et kæmpe slag i hovedet:
Jeg fik følelsen af, at vi havde svigtet vores søn uden sådan rigtig at være klar over det – først da tingene blev sat i perspektiv. 💔
Nu kunne vi se det hele udefra – nu havde vi noget at sammenligne med.
Vi skulle have reageret MEGET før, men vi var bare sådan i vildrede. Der var gode/dårlige perioder i VS, vi havde intet at sammenligne med, og vigtigst af alt havde vi trods alt indtryk af at vores søn var glad og trives. Dog trives jeg slet ikke i det, i en sådan grad, som jeg havde forestillet mig, da han skulle starte – men igen: Jeg havde INTET at sætte det op imod.
Kun min mavefornemmelse, som jeg altid plejer at følge – hvilket jeg også til sidst gjorde i dette tilfælde. ❤️
Følelsen er heldigvis forsvundet igen, da jeg har talt meget med E og min familie om det. Nu trøster vi os i stedte for med, at vi så nok ikke, havde fået lige præcis dén DP-mor, som vi har nu, og hende vil vi ikke bytte væk for noget.

Dagpleje
Nu har vi fået den nærkontakt, som jeg havde forestillet mig, der ville være mellem os og den/dem, som skal passe på det mest dyrebare i vores liv, når vi desværre ikke selv har mulighed for det.
I besøget på én time hos O’s nuværende DP-mor, fik vi nærmest mere af vide omkring hendes syn på Oliver, komplimenter og søde ord med på vejen, end vi havde fået i VS på 9 måneder – og hun ramte fuldstændig plet. Jeg var blæst bagover! Hér var der godt nok interesse for mit barn. 🙏🏼❤️
Alle de ønsker og behov, man (i min verden) kan “forlange” som forældre bliver nu opfyldt, og det er SÅ fantastisk. Vi er så ubeskrivelig glade for O’s DP-mor, og vigtigst af alt, så ELSKER Oliver hende – han har knyttet sig 110% til hende.

Olivers overskud er helt anderledes efter en dag i DP, end det var efter en dag i VS uanset om dagen er kort eller lang. Så vi får meget mere ud af vores eftermiddags og aftentimer sammen nu, end vi gjorde før, da han kan rumme meget mere.
Ligeledes har det afhjulpet mig sindssyg meget, da jeg slet ikke på samme måde stresser over, at jeg skal skynde mig at hente ham – for jeg ved, han har det fantastisk dér, hvor han er, så jeg kan godt lige skynde mig at handle inden jeg henter ham, for det er dælme meget nemmere uden. 😅

Ligeledes er hans søvnrytme blevet helt anderledes.
Oliver har altid stået meget tidligt op. Oftest kl. 05.00, og på dage, hvor vi var rigtig heldige kl. 06.00. Derudover har han vågnet +3 gange HVER nat. 😴 Efter 1,5 år i søvnunderslud og uden nogen form for sammenhængende søvn, var vi ved at være godt brugte. Men ALT var afprøvet, så vi havde accepteret, at det nok bare var sådan, at hans søvnrytme var.
Om det er et tilfælde, en fase eller hvad, det kan jeg selvfølgelig ikke helt udelukke, men de sidste 3 måneder har han sovet fra han blev puttet omkring kl. 20.00 – 06.00 næste morgen UDEN at vågne. 😳 Vi er målløse og MEGET udhvilet! 😂
Jeg tror, det har noget med hans “nye” hverdag at gøre. Nu er der ro på, og han har fået et helt andet overskud og overblik i hans hverdag.
I hvert fald nyder vi det, og håber på, det varer ved – både for hans og vores skyld.

Nå, det blev et ufattelig langt indlæg, men jeg har også bare båret rundt på en masse følelser, og mest af alt er jeg bare så lettet, glad og stolt af vores lille mand. Der er kommet meget mere overskud i vores hverdag på en måde, som vi slet ikke anede, vi manglede.
Nu ved vi i hvert fald, hvad det vil sige, at vores søn trives. Dét ord har fået en helt ny betydning, og nu er vi slet ikke længere i tvivl: Han STORTRIVES! 💙

Som afslutning vil jeg igen gerne understrege, at dette indlæg ikke er en hetz mod VS. Jeg har hørt at flere oplever det samme i deres VS, som vi oplever i DP. Der kan være så stor forskel på alle institutioner – og dagplejer for den sags skyld. Ligeledes er der forskel på børn og os forældre samt vores behov.
Dette er blot vores historie.

Continue Reading

Løb som transportmiddel

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Continue Reading

Når jeg ikke føler mig tilstrækkelig …

Jeg er presset – sådan rigtig presset! Lige på tiden føler jeg, jeg løber med 110 km/t og at det alligevel overhovedet ikke er nok. 🤦🏼‍♀️

Jeg er startet på valgfag i biokemi her efter sommerferien, og jeg synes, det er SÅ spændende og virkelig interessant. Nogle gange tror jeg, jeg sidder med åben mund til undervisningen. 🙈😅 Både fordi jeg er så fascineret af, hvordan kroppen er indrettet, og hvad den helt selv styrer og kontrollerer hver f***ing eneste dag – men mest af alt fordi jeg også tænker: “Øhhhh, af hvad for noget!?” 😂 Lige så spændende og interessant det er, lige så pisse svært, synes jeg også det er!
Jeg skal til en skriftlig eksamen i starten af oktober, som selvfølgelig SKAL bestås! Jeg ved, at der skal kæmpes, for at det lykkedes, så derfor er jeg nødt til at yde mit maksimale på den front. For mit vedkommende indebærer det at få læst alt og deltage i alle forelæsninger.
Vi har sindssyg meget undervisning, og ligeledes vanvittig meget litteratur, som skal læses til hver dag (både på engelsk og dansk 🙈), og det trækker virkelig tænder ud.
Jeg læser mange, mange timer hver eneste weekend, jeg læser på de få studiefrie dage vi har, og jeg læser hver aften, når Oliver er blevet puttet – og så går jeg direkte på hovedet i seng, mens min hjerne er ved at eksplodere af ny viden. 🤯

Dette betyder også, at jeg mister noget tid med mit lille menneske, som jeg plejer at have – og dét gør ondt! Derfor prioriterer jeg også at læse, når han er puttet om aftenen. 💙 Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg selv kan rykke lidt rundt på tingene, ved at tilsidesætte mine egne behov.

Som I måske ved, er jeg ved at træne op til halvmarathon, og for at opretholde mit overskud og hive noget ekstra energi ind udefra (det har jeg i HØJ grad brug for, for tiden), så prioriterer jeg mine planlagte løbeture højt! Jeg gør ALT, for at de kan presses ind.
Når jeg får trænet, får mit pusterum, i denne travle og stressede periode, er jeg en mor med meget mere energi og overskud, og jeg får overskud til at læse om aftenen – generelt bliver det hele bare lige en tand mere overskueligt.

Oveni alt dette er der også et hjem, huslige pligter og diverse arrangementer, som skal ordnes og passes (som hos alle andre, I know) – men for pokker!! Hvornår fanden skal vi nå det hele!?
Emil har mega travlt på jobbet lige pt, så han er også presset.

Dette betyder så også, at der INTET alenetid eller kærestetid er. 🤷🏼‍♀️
Både E og jeg er så udkørte, når vi går i seng om aftenen, og for det meste får vi nærmest kun sagt “godmorgen” og “godnat” til hinanden.
Heldigvis er vi det bedste team, og han ved jeg er ekstra presset for tiden (som han siger: der skal ellers meget til), så han træder også liiiige en tand mere på speederen, hvor han kan. Vigtigst af alt husker vi at kigge hinanden dybt i øjenene, fortælle hinanden hvor seje vi er, og minder hinanden om, at disse perioder heldigvis ikke varer for evigt. ❤️

Perioder som denne kræver virkelig energi, struktur og masser af planlægning – der er så meget logistik, som skal gå op. Og er der bare én brik, som vælter – så vælter hele korthuset!
Dét skete så i dag (eller i nat), da vores lille mand vågnede med høj feber. BUM! Hele dagen blev fuldstændig sat på stand-by (plus minus søvn 😴), indtil vi lige fik fundet frem til en løsning – som igen krævede en masse ekstra energi og overskud fra både E og jeg.

Dette indlæg er ikke for at brokke mig, fordi jeg føler, det er uretfærdigt, eller fordi, jeg mener, jeg har det hårdere end så mange andre – overhovedet!
Men jeg får så ofte af vide, at folk beundrer mit overskud, og får ofte stillet spørgsmålet omkring, hvordan jeg finder tiden og motivationen til at få det hele til at hænge sammen, så nu vil jeg bare gerne fortælle, at vi også har ekstra travle perioder, og at jeg altså også kan være max presset!
Jeg giver aldrig op, og der skal virkelig meget til, at jeg mister modet – ingen tvivl om det. Men jeg er træt – sådan virkelig træt! Jeg prøver altid at være tilstrækkelig. Tilstrækkelig som mor, kæreste, studerende, derhjemme, som husejer, overfor veninder osv. osv. – og jeg HADER, når det ikke lykkedes.
Denne gang føler jeg i det mindste, jeg gør, hvad jeg kan – det er simpelthen bare ikke nok! 🤷🏼‍♀️

Continue Reading

Mit første officielle løb efter graviditeten

 

Jeg er konkurrencemenneske med stort K! Mest af alt når jeg konkurrer mod mig selv og min egen form. Dog er jeg blevet en utrolig dårlig taber, hvis jeg føler jeg ikke præsterer eller det går uretfærdigt til – hvilket det oftest gør i mit hoved, når jeg ikke vinder. 😅🤷🏼‍♀️ Da vi var små, var det min lillesøster, som smadrede kroketkøllerne ind i træerne, så de knækkede – nu er det mig. 🙈 Ej, så voldsomt går det sjældent til, men lad os bare konkludere, at jeg absolut altid spiller for at vinde. Det samme gælder min præstation indenfor min træning – jeg vil altid forsøge at præstere mit bedste, for ellers ved jeg, jeg bliver utrolig skuffet.

2. pinsedag skal jeg løbe Royal Run her i København. Et lille officielt løb på 10K. Jeg glæder mig helt vildt til denne løbefest. Det er ikke nogen lang distance, men det er mit første løb efter graviditeten. Sidst jeg deltog i et officielt løb, var lille O en lille spire inden i min mave – det vidste vi bare ikke endnu. 🙈💙 Og dér slog jeg PR på både 5, 10 og 15K.

Som altid har jeg sat mig et ambitiøst mål for dette løb:
Jeg vil gerne løbe det med en pace på max 4:45, som så ender ud med en sluttid på 47,5 min.
Drømmescenariet er 45 min., som kræver en pace på 4:30, men det tror jeg desværre ikke er muligt, da jeg ikke har fået trænet helt så meget op, som jeg gerne ville. Jeg har hele tiden ment, der var laaaaang tid til, men nu er der altså pludselig kun to uger. 😅 #livetsommor I hvert fald kommer det helt an på så mange ting på selve løbsdagen: Hvordan vejret er, hvordan forholdene er til løbet og hvordan min gejst er på selve dagen.

Én ting er sikkert: Jeg glæder mig helt vildt til at opleve stemningen igen til et officielt løb og få testet mig selv og min form af – også selvom det kun er 10K – det bliver sjooooovt!

Tak fordi I læste med! 🙂

Continue Reading

Flere timer i døgnet, tak!

HVORFOR er der kun 24 timer i døgnet!? Dét spørgsmål stiller jeg mig selv flere gange dagligt lige for tiden.

Egentlig har jeg altid synes, at jeg havde for få timer i døgnet, men nu! Hold nu op, hvor vil jeg bare gerne nå meget mere, end jeg kan!

At være mor, studerende, lige være flyttet i hus (som stadig mangler nogle små ting hist og pist – og ja, det stresser mig), gerne ville træne, læse til hver dag på studiet, se sine veninder, blogge, ordne husligepligter, bare være nogenlunde udhvilet, så jeg ikke falder i søvn i undervisningen (søvnmangel er et væsentligt punkt i mit liv lige pt) – og vigtigst af alt: være sammen med mine to drenge – er VIRKELIG hårdt OG stressende! Jeg når ALDRIG alt det, jeg gerne vil.
Hver eneste dag er det mit lille menneske, som bliver prioriteret højest – selvfølgelig er det dét. Men hold nu op, det er også hårdt! Jeg er ikke god til at give mig selv lov til at “pleje” mig selv, hvis det går ud over min tid med Oliver – og slet ikke efter, jeg er startet studie igen. Jeg suger alt den tid sammen med ham til mig, som jeg overhovedet kan, og derfor ender det ofte med, at jeg stresser rundt, når han sover lure, eller at jeg har tusinde gøremål, når han er blevet puttet om aftenen – altså, jeg slapper virkelig sjældent af.
“Og det er jo din egen skyld, Sofie” – JA! I know. Men det er bare svært!
Heldigvis taler Emil med store ord en gang i mellem, og forklarer mig, på en meget fornuftig måde, at det altså er okay, og at jeg skal huske mig selv på alle områder – ellers kan jeg ikke holde til det i længden. <3 Så tak for det skat!

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg? Jeg tror bare, jeg vil fortælle, at jeg virkelig forsøger at finde en ny rytme efter min barsel er slut – og det er ikke nemt. Jeg tænker, der må være flere derude, som har det ligesom mig??
Og så vil jeg takke jer for, at I stadig følger med på bloggen, selvom den (alt for) sjældent bliver opdateret. Jeg har mange ønsker og forhåbninger, og et af dem er selvfølgelig, at der skal mange flere opskrifter og blogindlæg op. Så jeg håber på jeres forståelse og tålmodighed.

Stort knus herfra.

Continue Reading

Træning og prioritering …

TRÆNING! Jeg elsker det – og jeg elsker det lige så meget, som før jeg blev mor.

For mig har tid til træning altid været et spørgsmål om prioritering – intet andet! Sorry, men sådan har jeg det. Hvis man ikke kan finde tid til at prioritere den, så er det fordi, man ikke vil det nok.
I al den tid, jeg har haft den livsstil, jeg har, har jeg prioriteret min træning MEGET højt! For år tilbage nok også for højt. En overgang var det min træning, som styrede min hverdag – alle aktiviteter og alle mine aftaler blev planlagt efter, hvornår, hvor længe og hvad jeg skulle træne.
Det nåede aldrig at kime over eller bliver for meget, men jeg er glad for, at det ikke længere er sådan – faktisk er det slet ikke muligt som mor, i hvert fald ikke, hvis man ønsker at være dén mor, jeg ønsker at være.

Og dét med at være en god mor – hvad er en god mor? Jeg føler mig som en god mor, når jeg er der 110% for min søn, og sætter hans behov højest. Når han er glad, er jeg glad.
Derfor er det MEGET svært for mig på tiden at finde tid til træning i centeret. Jeg har nemlig en dreng, som sover ret flot om natten (for det meste i hvert fald på trods af natamningerne), men det betyder også, at han ikke sover så meget om dagen. Han tager en god formiddagslur på ca. 1,5 time, hvor jeg godt ville kunne nå en times træning, MEN jeg er simpelthen ikke klar til at tage hen i centeret, når O skal puttes. Dén lur tager han nemlig omkring 2 timer efter vi er stået op, og vi skal både nå alle morgenrutinerne, han skal have morgengrød (og dermed nogen gange et bad ), tøj på osv., og jeg skal også gerne selv have morgenmad og blive træningsklar – det er simpelthen ikke muligt. 2 timer lyder måske af meget, men med en baby, som kræver opmærksomhed HELE tiden er det simpelthen nærmest ikke muligt. Desuden har jeg brug for den 1,5 time til mig selv, for at blive klar til resten af dagen, for resten af dagen sover O kun omkring 1,5 time fordelt på 2 lure.
Det lyder måske som en dårlig undskyldning, men lige for tiden føler jeg, at jeg skal vælge mellem min træning eller at være en god mor i det tidsrum min træning varer – og så er det altså ikke svært at vælge! Oliver trives ikke i træningscenteret – han keder sig hurtigt. Det er prøvet. Så det er ikke fedt at have ham med, når han er vågen. Desuden må der ikke være børn i træningsområderne, så jeg er begrænset til holdsalen, og det er bare ikke det samme.

Derfor bliver det oftest til lidt træning hjemme på stuegulvet sammen med O eller mens han sover, og så en MASSE løbeture! Dét kan O nemlig godt lide – faktisk elsker han det! 😀

Jeg håber, at jeg giver mig selv tid- og lov til at træne lidt mere, når først jeg starter studie (og fuck, det er LIGE OM LIDT!!), og E går på barsel, og når O starter i vuggestue. Så bliver det (måske) lidt nemmere lige at snige en times træning ind hist og pist inden han skal hentes. Jeg ved det ikke? Det opdager jeg, når jeg står i det.
Men jeg ved én ting: Jeg ELSKER at være i centeret, og jeg savner det virkelig! Det er så pisse fedt bare at give den fuldgas, presse sig selv og bare træne som i ”gamle” dage før jeg blev mor. Min krop er ved at være i super god form igen, så jeg har alle muligheder for at gøre dét jeg VIRKELIG elsker, hvor jeg kobler fra og bare kan være MIG.

Mit syn på træning og prioritering har egentlig ikke ændret sig – jeg har bare fundet ud af, at der kan komme ting i livet, som betyder meget mere.

Tak fordi I læste med.

Continue Reading

Jeg er ikke typen, som praler – selvom nogle måske alligevel opfatter det sådan.

Min instagramprofil er min tilkobling til min blog. Det er i hvert fald dér, jeg informerer om nye blogindlæg og refererer til min blog.

Jeg er ikke typen, som praler – selvom jeg ofte får af vide, at jeg har massere at prale med. Men det er nu ikke sådan, jeg ser det. Jeg ser ud som jeg gør, fordi jeg ejer en stor portion selvdisciplin, fordi jeg har den livsstil, jeg har – men mest af alt fordi, jeg elsker min livsstil, og jeg hviler i mig selv med den livsstil.
Praler man med sin livsstil? Nej, for alle har et valg omkring hvilken livsstil, de ønsker at følge, og efter min mening er der intet der er rigtigt eller forkert, så længe det er dét, man har det bedst med.

Når jeg poster billeder som overstående – både før, under og her efter graviditeten, er det ikke fordi, jeg mener, at alle burde se sådan ud, eller fordi jeg mener, det er det mest korrekte.
Nej, jeg poster det, fordi JEG ser sådan ud, og fordi det er min profil.

Jeg er sikker på, der sidder folk derude bag skærmen, som ruller øjne, når billeder som dette dukker op, men jeg ved også, at der sidder endnu flere, som føler sig inspireret af, hvad kvindekroppen kan – og jeg har det på samme måde. Derudover ved jeg, at der er en masse, som føler sig inspireret af mig og min livsstil, og af, hvad det betyder, at man træner og spiser fornuftigt.
Der har altid været søde følgere, som har fortalt mig, at de var fascineret af min gejst for min træning og min krop, og især gennem min graviditet og efter fødslen, har jeg modtaget beskeder, hvor folk roser mig, og synes, det er rart at se et levende bevis på, hvad der kan lade sig gøre, hvis man har viljen og kæmper for det, samtidig med jeg stadigvæk husker at nyde livet, hviler i mig selv og vigtigst af alt: gør alt hvad der står i min magt for, at være verdens bedste mor til vores lille søn. Alt anden kommer selvfølgelig i anden række – men derfor skal man ikke glemme sig selv.

I forbindelse med billeder som overstående, synes jeg, at ‘anerkendelse’ er et godt ord at bruge. Faktisk synes jeg generelt, at de fleste burde blive bedre til at anerkende dét andre gør – også selvom man måske nogle gange ville ønske, at det var én selv. Vi har alle et valg, og det er kun os selv, som kan spænde ben for at det skal lykkedes.

Jeg vil lige indskyde, at jeg bestemt ikke synes, jeg har hele pakken, den perfekte krop eller noget der minder om en toptunet kvindekrop, MEN jeg hviler i mig selv og i min livsstil, og så ved jeg, at jeg er god ved min krop – og for mig, er dét, det vigtigste.

Jeg stopper ikke med af dele billeder og opslag som dette, og det skyldes flere årsager. Jeg er stolt af mig selv og min krop, og jeg føler, det giver et bedre indblik i min træning og min krops proces, når jeg viser billeder som dette. Men vigtigst af alt, så ved jeg, at det kan motivere andre, og det er lige præcis derfor, jeg blogger.

Rigtig god dag til alle. 😊

Continue Reading

En lille opdatering herfra …

En lille opdatering herfra – det er godt nok også ved at være lang tid siden.
Først vil jeg gerne lige undskylde, at der ikke er den store aktivitet her på bloggen i øjeblikket, men jeg kan slet ikke følge med – tiden flyver afsted! Som mor må man virkelig prioritere sin tid, og desværre når jeg ikke alle de ting, jeg gerne vil.

Nå, som I ved, har jeg altid trænet meget. Både før, under og nu efter graviditeten.
I mit tidligere indlæg fortalte jeg om, at jeg efter min 8-ugers undersøgelse desværre fik besked på, at jeg endnu ikke måtte begynde at løbetræne, og der var nogle begrænsninger omkring min træning.
Jeg har lavet tusindvis af knibeøvelser lige siden, og det går fremad. 😉

I hvert fald er jeg (endelig) begyndt at løbetræne igen. Jeg lytter til min krop, og løber så meget den tillader. Lige pt løber jeg min. to gange om ugen, men distancen er endnu ikke længere end 5 km, da jeg ikke vil starte for hårdt ud. Jeg har trods alt holdt nogle måneders pause med løbetræningen.
Det er SKØNT at løbe igen, men det er også svært at acceptere, at min krop ikke er i stand til mere, end den er. Jeg har dyrket massere af cardiotræning gennem graviditeten og også efter, så derfor er min kondition stadig væk god, og når det ikke er hårdt at løbe 5 km., har man lyst til at fortsætte, men det går ikke – ikke endnu.

Jeg er først rigtigt startet op på min styrketræning igen her i april – jeg har prioriteret cardio indtil da. Og jeg synes faktisk, den er svær at finde tid til. Jeg plejer at tage af sted, når lille O skal sove sin formiddagslur. Så sover han udenfor i sin barnevogn, mens jeg træner.
Som jeg tidligere har blogget om, har min styrketræning altid været delt op, så jeg hver træning har haft et fokusområde, og i løbet af en uge, kom jeg gennem hele kroppen. På den måde, kunne jeg gå i dybden med alle øvelser og få godt fat i alle muskler i min krop.
Det har jeg godt nok ikke tid til mere. 😳💨 Så nu er der bare fuld fart på min styrketræning (det har der nu altid været), og så kommer jeg gennem hele kroppens en gang, når jeg styrketræner. Jeg vil gerne styrketræne to gange om ugen, men de fleste uger, når jeg det desværre kun én gang. Så laver jeg øvelser hjemme på stuegulvet i stedet for sammen med Oliver.

Så lige pt er mit mål, at jeg styrketræner en gang om ugen og cardiotræner to gange om ugen – og MEGET gerne mere. Det er dog ikke alle uger, der er tid til det. For de vigtigste for mig er absolut, at have massere af tid til- og sammen med min lækre lille søn.

Lige om lidt er det 1. maj og inden vi ser os om er det sommer, og sommer = bikinisæson. 👙☀️ Vi er endda så heldige, at vi skal på sommerferie på Rhodos i år. (VI GLÆDER OS!)
Så jeg har noget at kæmpe for, for jeg har det bare bedst, når jeg trives i min egen krop. Men jeg er stolt af den, og jeg er stolt af mig selv.
Det er fem måneder siden jeg fødte vores lille søn, og min krop er allerede ved at finde sig selv igen. Det er gået hurtigere, end jeg havde regnet med, men jeg ved også, at det udelukkende skyldes min fysiske form før og under graviditeten. Hold nu op, hvor har det altså gavnet mig! Jeg er så taknemmelig for, at min krop belønner mig for det. 🙏🏼

Lige en lille opdatering herfra.

Stort knus

 

Continue Reading

Jeg savner mine løbeture helt vildt!

Som I ved, ELSKER jeg at løbe! Og det er nu lidt over fire måneder siden, jeg sidst har løbet – og det er endnu længere siden, jeg har løbet en tur hvor distancen var over 8K og i højt tempo.
Lige præcis løb er én af de ting, jeg har savnet aller mest under graviditeten, og jeg har glædet mig helt vildt, til jeg igen skulle snøre mine løbesko og starte op på mit løb igen. Det er der, jeg kobler fra, lader tankerne flyve og bare er mig. Desuden er det en mega nem og hurtig træningsmetode, da jeg hurtigt kan hoppe i løbetøjet, løbe en tur og hurtigt være hjemme hos lille O igen. Han spiser jo stadig ret ofte, og desuden tror jeg ikke, jeg kan undvære ham. 🙈😅 En løbetur er nem og overskuelig, frem for en tur i centeret, hvor både Oliver og jeg skal gøres klar og ud af døren – inden jeg ser mig om, er der hurtigt gået flere timer.

Men … Jeg har været til den obligatoriske 8 ugers undersøgelse efter fødslen, og jeg må ikke løbe endnu. 😒 Mit bækken er ikke klar til det pres, det udsættes for under løb. Jeg havde lidt set den komme, men havde selvfølgelig håbet på, at alt var helt fint igen. På trods af en meget hurtig og vellykket fødsel (den gik virkelig over alt forventning – en kæmpe oplevelse) har det altså været hårdt for mit bækken, som kræver lidt mere træning, inden jeg bevæger mig ud på vejene.
Dette skyldes nok mest af alt én ting: Knibeøvelser!! Ikke fordi jeg ikke har lavet dem, for tro mig, det har jeg – både i hele graviditeten og efter fødslen. Problemet er bare, at jeg til undersøgelsen fik af vide, at jeg ikke udfører dem korrekt. WTF! 🙄 Hvordan kan man næsten gøre det forkert!? Det kan man altså, og det kræver altså øvelse at udføre dem korrekt, kan jeg hilse og sige. Så alle de knibeøvelser jeg har lavet undervejs i graviditeten og efter fødslen har ikke hjulpet en dyt!
Så et godt råd til jer, der har brug for at lave knibeøvelser er: Undersøg lige, om I kniber korrekt, for det er åbenbart ikke så lige til, som man skulle tro. 🙃 Og man skal altså ikke undervurdere effekten af dem.

Nu ved I hvorfor, der ikke kommer nogle løbebilleder fra mig lige foreløbig – jeg må bare fortsætte min cardiotræning på diverse cardiomaskiner i centeret lidt endnu. 🙄💦

Continue Reading

Min træning som nybagt mor

Nu er vores lille fyr en måned gammel, vægten siger 56 kg, og jeg har ikke besøgt centeret en eneste gang siden hans ankomst – jo, for at hilse på mine kollegaer og vise lille O frem. 😀 Dog vil jeg sige, at det kriblede i hele kroppen for liiiige at få pulsen op et kort øjeblik og løfte et par vægte, da jeg var dernede. Til gengæld vil jeg lige påpege, at jeg trænede dén dag, jeg gik i gang om natten, og der gav jeg den altså fuld gas – det var den bedste træning længe på trods af jeg var 41+2. 😉

Sinden lille O kom til verden har jeg kun haft fokus på én ting: At forsøge at være verdens bedste mor for ham. Tiden flyver afsted, og vi kan slet ikke følge med. Han er en lille tidsrøver, og man skal virkelig vænne sig til, at alting foregår i et helt andet tempo, end man er vant til, og at man ikke bare lige tager hen og træner, tager en tur ind til byen eller bare lige går hen og handler – alt skal times og tager tid.
Men hold nu op, hvor jeg ELSKER det! Den lille fis fylder os med så meget kærlighed og glæde hver eneste dag, så man glemmer alt andet – også den manglende søvn. 😉

I starten skænkede jeg ikke min træning en tanke overhovedet! Jeg havde så travlt med at være mor til lille O. Men her den sidste uges tid, er jeg virkelig begyndt at længdes efter min træning – især min cardiotræning. Ikke fordi jeg kan forestille mig, at skulle være væk fra O (for det kan jeg overhovedet ikke!), men fordi jeg bare virkelig savner at få pulsen op, og fordi jeg gerne snart vil have en lidt strammere mave igen – for selvom den ser forholdsvis stram ud, så er den det altså ikke endnu. 😉
Den eneste form for træning jeg har fået siden fødslen er en masse gåture med barnevognen, og det nyder jeg i fulde drag.

Jeg har planer om at hoppe i træningstøjet en af dagene, og så trille i centeret sammen med lille O, og så må vi se, hvor meget træning det bliver til. Der er kun én, der kommer til at styre intervallerne i hvert fald. 😀 Så må jeg se, hvor lange de bliver.
I hvert fald vil jeg i gang igen her i starten af det nye år, for hold nu op jeg savner det! Jeg havde ikke troet, at savnet ville blive så stort så hurtigt, men det er det altså. Jeg havde nok regnet med, at det var den dårlige samvittighed, som ville komme snigende, og synet af min nye mor-krop, som ville få mig afsted, og det er det da til dels også, men det er helt klart savnet, som fylder aller mest.
Jeg glæder mig som en sindssyg til at være tilbage i centeret, til at have mit træningstøj på fordi jeg rent faktisk skal træne i det, til at få pulsen op og til at få sved på panden igen. Jeg glæder mig til at mærke min krop arbejde og blive fyldt op med energi!

Faktisk tror jeg, at jeg tager afsted NU! Eller det vil sige når lille O vågner, har fået mad, er blevet skiftet og pakket sammen – og når jeg selv er blevet klar selvfølgelig. 😅 Så der går nok et par timer eller tre…

Rigtig god dag derude!

Continue Reading