Livet som mor – Side 3

At være bedste veninder i livet som mødre

3. marts 2019 Ingen kommentarer

Kender I det der med, at man helt kan glemme, hvor meget man savner en person, indtil man ser dem? Præcis sådan har jeg det med min bedste veninde. Egentlig ved jeg det godt, altså sådan indeni, men det kommer alligevel altid bagpå mig, når vi har ses, at jeg i hverdagen savner hende så meget.

Livet som mødre
Vi blev mødre på nogenlunde samme tid (med et halvt års mellemrum) og der er sket SÅ meget i vores liv siden da. Som de fleste mødre ved, så tager ens liv en 180 graders vending, når først man bliver mor/forældre, og det er noget man ikke kan forberede sig på eller forestille sig, før man står i det. Alt er nyt. Selvfølgelig er der en god lang optakt i form af graviditeten, men intet er sådan rigtig virkelighed, før man får sin lille baby i armene for første gang.

I gamle dage
Inden vi begge blev mødre, skrev vi sammen nærmest dagligt, og vi sås mindst hver anden uge.
Vi var 100% opdateret på hinandens liv – det var lige før, jeg vidste, hvornår hun havde en tandlægetid, og jeg huskede at ønske held og lykke, og spørge hvordan det gik.
Sådan er det ikke mere. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig ligeså meget for hende og hendes liv, men tiden er bare ikke til det – som i slet ikke. Tankerne er et helt andet sted.

Jeg savner hende. Jeg savner nogle gange vores venskab, som det var før vi blev mødre. Hvor alt ikke handlede om børn, familie, lortebleer, institutioner osv. osv. Nogle gange undrer jeg mig over, hvad vi egentlig fik tiden til at gå med førhen, og hvad vi dog talte om?
Og så alligevel vil jeg ikke bytte det for noget, at jeg kan dele så stor en livsbegivenhed med hende, og noget som er så stor en del af mit liv. Min søn og min lille familie er jo mit liv nu. Det er ikke blot mig. Og hun har det jo præcis på samme måde. Alle ens behov, værdier og interesser er nu rettet mod ens lille familie – og det er præcis sådan, det skal være.

Mødre er ikke ens
Jeg var overbevist om, at det her med, at vi skulle være mødre med forholdvis kort mellemrum, kun ville føre os tættere sammen og styrke vores forhold – hvilket det måske også har gjort på nogle punkter. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var en større “udfordring” for vores venskab, end jeg havde regnet med. Faktisk havde jeg slet ikke forventet, at det kunne føre nogle udfordringer med sig, som det på nogle punkter måske har gjort.

Vi er nemlig mødre på meget forskellige måder – som så mange jo er. Dette har både vist som som en fordel og en ulempe engang i mellem. Det tog lidt tid, før vi fandt hinanden igen i vores “nye liv”, da vi på en eller anden måde ikke var lige så ens længere. Det har vi egentlig aldrig været, men her blev det på en måde mere iscenesat og tydeliggjort. I hvert fald skulle vi lige ind i vores nye roller, og også lære hinanden at kende i dem, for ingen mødre er ens – og det er børn absolut heller ikke.
Mest af alt tror jeg, det handler om, at vi skulle finde os selv i de nye roller, og først og fremmest havde vi fokus på at skabe hver vores lille familie. På en måde får man lidt en ny identitet som mor, og dermed skulle vi også lige finde hinanden igen. Dernæst tror jeg lige vi skulle “acceptere” at vi absolut ikke er ens, og at man sagtens kan have forskellige meninger og holdninger som mor og omkring sit barn, og at man ikke nødvendigvis behøver være enige eller have samme mening om alt ting.
Vi er forskellige som mødre, og vores børn er forskellige – derfor er det ren logik at det er forskelligt, hvad der fungerer bedst for os hver især. Sådan tænker jeg, det er for de fleste.

Vores venskab
Vores forhold, som jeg vil tillade mig at kalde det, blev forsømt en del i vores første tid som mødre – som så meget andet også gør.
Men nu er vi blevet bedre til at ses, hvor det bare er hende og jeg, så vi har ro og tid til bare at være os.
Omvendt ses vi også med vores børn og med vores mænd – og det er FANTASTISK. Jeg vil ikke bytte det væk for noget.

Jeg vil gå så langt at sige, at hvis man som veninder kan få børn på (nogenlunde) samme tidspunkt, og stadig bibeholde ens venskab på samme plan, så kan man klare alt sammen.
Dét er et venskab for livet.

Nogle gange kan det stadigvæk føles som om, hun er så “langt væk”. Men det er hun ikke. Og når vi ses, så er alt som i “gamle dage”.
Jeg elsker hende som min veninde, som mor, som kæreste – hun er lige som hun skal være I alle de “roller”, hun besidder – og jeg priser mig lykkelig for vores venskab.

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

It’s a girl!

12. februar 2019 Ingen kommentarer

Vi skal have en lillesøster – det er så vildt!

Dét der med kønnet er egentlig lidt en underlig ting. Jeg er sikker på, at alle blot ønsker, at deres baby er sund og rask, og så kan alt andet egentlig være lige meget – og sådan har jeg det absolut også!
Alligevel er det simpelthen så spændende, og når spændingen bliver udløst, skal man lige vænne sig til, at der nu er et svar – eller hvad? For egentlig følte jeg allerede, at jeg kendte svaret.

Jeg har egentlig altid forestillet mig og forberedt mig selv lidt på, at vi ville blive en stor drengefamilie. Det har bare virket så naturligt, selvom jeg som “barn” altid gerne har ville have en pige, når jeg en dag skulle have børn. Min mavefornemmelse omkring graviditeten med Oliver var også meget sikker – jeg vidste bare, det var en lille dreng, som gemte sig derinde.

Så da min mavefornemmelse og min intuition fra dag ét, da vi så de to streger på graviditetstesten tilbage i november, sagde mig, at det var en lille pige, blev jeg virkelig overrasket og overvældet.
I starten tænkte jeg, at det måske ville ændrer sig løbende, som graviditeten skred frem – men det gjorde det bare ikke.
Og så alligevel bliver man jo altid lidt i tvivl, og forsøger at forholde sig til at det jo både kan være en dreng og en pige – alligevel blev min mavefornemmelse bare ved med at fortælle mig, at vi skulle have en lillesøster.

Indtil nakkefoldsscanningen var vel overstået, var mit fokus blot på, at jeg så inderligt håbede, ønskede og troede på, at der lå en sund og rask lille baby derinde, og at alt var helt perfekt og ligesom det skulle være – hvilket det heldigvis var. 🙏🏼❤️
Men derefter kom tankerne omkring kønnet mere i spil. Vi havde allerede aftalt, at vi skulle have en kønsscanning, hvis alt (forhåbentlig) viste sig at være okay til NF. Med Oliver overvejede vi ikke engang en kønsscanning, men denne gang var det bare noget helt andet.
Og hold nu op, spændingen steg som scanningen kom tættere og tættere på.

Jeg har egentlig aldrig haft følelsen af, at jeg “ønskede” et bestemt køn. Men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt en mental omvæltning, hvis vi fik af vide, det var en dreng. Ikke fordi jeg ikke ønskede endnu en dreng, men fordi jeg simpelthen har følt mig så sikker, og mentalt var indstillet på, at det var en pige – så selvom jeg også har forsøge at indstille mig på, at det jo faktisk også kunne være en dreng, så ville jeg virkelig skulle omstille mig mentalt.
Som scanningen nærmede sig, blev jeg mere og mere i tvivl om det var fordi, jeg faktisk mest ønskede, det blev en pige – og den følelse brød jeg mig virkelig ikke om – den gav mig en følelse af skam. I hvert fald ved jeg, jeg ville føle stor skam, hvis jeg blev ramt af skuffelse over at få af vide, det blev en dreng. Uanset hvad, så er det jo virkelig et lille ønskebarn, der ligger derinde – kønnet er blot en “detalje”.
Jeg tror mest, det handlede om det mentale, fordi min mavefornemmelse var så overbevisende. Og uanset hvad, så ved jeg, det kun ville handle om kort tid, hvor man lige skulle omstille sig, og så ville det ikke kunne være anderledes og det hele ville føles helt rigtigt – og igen: det vigtigste er, de er sunde og raske.

Da vores lille baby kommer op på skærmen til scanningen ligger den helt krøllet sammen med benene krydset. 😂 “Shiiiit”, tænker vi bare. Der skal et utal af hop og numserysteri til, før den endelig strækker sig ud. Heldigvis kunne de bruge tiden fornuftigt, til at tage diverse vækstmål, som bare var helt perfekte og lige som de skulle være. 🙏🏼
Da vi (endelig) får af vide, at det er en lille pige, triller tårerne ned af mine kinder, og Emil sidder med det største smil på læben – jamen selvfølgelig! Jeg vidste bare, det var en pige, og alligevel blev jeg fuldstændig overvældet – en følelse af lykkelig, glæde og kærlighed ramte mig fuldstændig – lige dér blev det hele bare lidt mere virkeligt.
Ikke fordi jeg ikke var blevet lige så glad, hvis det var en dreng, men fordi jeg simpelthen var blevet SÅ overrasket, hvis jeg tog fejl. Præcis på samme måde, hvis vi med Oliver havde fået af vide, at det var en pige. 🙈 Som hende der scannede mig sagde: “Der er simpelthen noget med de mavefornemmelser og intuitioner – de slår sjældent fejl”.
Vi blev SÅ glade! Hele dagen fik jeg gentagende gange tårer i øjnene ved tanken, og hele dagen igennem kiggede Emil og jeg bare på hinanden med smilende øjne, og vidste, hvad hinanden tænkte.
Det er bare som om, at det hele bliver en smule mere virkeligt, når man ved, hvad der gemmer sig derinde, og at ens følelser på rekordtid bliver forstærket for det lille menneske – sådan havde vi det begge to i hvert fald. Nu er det ikke længere en den, men en hun.

Vi skal have en lillesøster.
Jeg skal være mor til en pige.
Nu får vi én af hver, som man siger.

På en måde er det en drøm, som går i opfyldelse – og alligevel er drømmen blot, at de er sunde og raske, og at de har det godt. ❤️
Jeg var sikker på, vi ville blive en drengefamilie – lige indtil jeg stod med den positive graviditetstesten i hånden i november. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men sådan var det bare. Derfor ændrede mine tanker og forestillinger sig også på rekordtid, og derfor føles det bare helt rigtigt, så naturligt og helt perfekt at det er en lillesøster, som gemmer sig derinde.

Vi er bare så LYKKELIGE, og det er altså okay at sige højt en gang imellem! Nøj, hvor vi glæder os til august! 👨‍👩‍👧‍👦❤️

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

Når tre bliver til fire

1. februar 2019 Ingen kommentarer

Jeg er gravid – igen. ❤️ Og inden længe finder vi ud af, om det er en lillebror eller en lillesøster, der gemmer sig derinde. 🙈
Vi har termin til august, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at blive en familie på fire – det bliver simpelthen så stort, spændende, en omvæltning, (pisse) hårdt og helt igennem fantastisk på samme tid!

Det var med et ekstra sug i maven, vi sprang ind i det nye år kl. 24.00 nytårsaften, da vi vidste, at 2019 ville blive et helt specielt og magisk år for os. Vi får igen mulighed for at opleve livets største gave: at blive forældre til et lille menneske, og vi får lov til at se Oliver i rollen som storebror.

Jeg havde ikke helt ro, før vi havde været til nakkefoldsscanning, og (forhåbentlig) fået bekræftet, at alt var okay – før kunne jeg bare ikke slappe helt af og glæde mig 100%.
Heldigvis var alt helt perfekt, og der lå en lille, sund og rask baby og sparkede rundt derinde. ❤️ Det er simpelthen så stort.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end at vi simpelthen er så GLADE og LYKKELIGE!! Det er helt vildt, at vi får lov til at opleve dette en gang til – det er helt ubeskriveligt.

I løbet af de næste par dage, vil jeg skrive et indlæg omkring de første tre måneder af graviditeten – og jeg kan vist godt afsløre, at den indtil nu ikke har været magen til min graviditet med Oliver. 🙈

…

I forbindelse med vores familieforøgelse – og min rolle som mor samt livsstil helt generelt, har jeg valgt at ændre titlen på min blog fra “En blog om sund og næringsrig kost med sunde og alternative opskrifter” til
“En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning!”

Den kommer fortsat til at omhandle træning og sund og næringsrig kost, men der vil komme flere indlæg omkring min graviditet, mit liv som mor samt vores hverdag som en lille familie helt generelt.

Husk endelig at følge med på min instagramprofil: https://www.instagram.com/sofiebrandtlarsen/
hvor jeg altid linker til mine indlæg: @sofiebrandtlarsen

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med i mit og vores lille univers. ☺️

Livet som mor, Løb, Om mig, Styrketræning, Træning

“Hvor ofte træner du?”

16. januar 2019 Ingen kommentarer

Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvor ofte træner du?” Som udgangspunkt træner jeg tre gange om ugen, og det er faktisk efterhånden sjældent, at det bliver mere eller mindre – dog “heldigvis” trods alt oftest mere. Men tre gange om ugen må åbenbart fungere mest optimalt for mig og vores lille familie. Var der flere timer i døgnet, var der ingen tvivl om, at det ville være oftere, men sådan er min prioritering bare ikke længere.
Jeg prioriterer min lille familie samt hverdagen højere, og det har jeg det efterhånden rigtig fint med.

Oftest prioriterer jeg cardiotræning, da det er dét, jeg elsker aller mest – jeg ved intet bedre end at presse min krop i forhold til udholdenhed. Jeg føler ikke, jeg kan presse den på samme måde med styrketræning, da jeg aldrig har fokuseret på at løfte rigtig tungt. Jeg har altid løftet moderat med flere gentagelser, da jeg dermed føler, at min krop er aktiv i længere perioder uden så lange pauser mellem sættene, plus der er mulighed for at køre krydsende styrkeøvelser for forskellige muskelgrupper. Derudover føler jeg, at jeg har mere kontrol over min krop samt teknikken, men det er jo en smagssag samtidig med det handler om ens formål med træningen.

Dog sørger jeg altid for at styrketræne en gang om ugen, da jeg også ønsker at styrke mine muskler og led i kroppen, også for at forebygge skader under løb, og så synes jeg, det er rart at have en forholdsvis trænet krop uden det kræver en masse styrketræningspasses i centeret hver uge – og for mig fungerer det altså med en styrketræning om ugen kombineret med (en del) cardio. Derfor indeholder mine dage i centeret også ofte både styrketræning samt cardio, selvom det ikke nødvendigvis er den bedste kombi – men sådan må det være tiden taget i betragtning.

Du kan evt. læse mit indlæg http://sofiebrandt.dk/?p=1086 omkring min prioritering af min træning, som hvordan jeg får den flettet ind i en travlt hverdag og i livet som mor.

Så derfor indeholder mine uger ofte:
– 3 x cardiodage (oftest løb)
– 1 x styrketræning (oftest overkrop)

Før mit liv som mor trænede jeg 5 – 6 dage om ugen, og jeg kan godt savne den måde, jeg dengang kunne dele træningen op i i forbindelse med min styrketræning. Der havde jeg forskellige fokusområder af kroppen samt musklerne under hver træning, hvor jeg virkelig kunne lave en dybdegående træning af de forskellige muskelgrupper, og i løbet af ugen kom jeg hele kroppen igennem.

Nu er det meget mere overfladisk, da jeg ikke har den samme træningstid, og måske er det også derfor, jeg er blevet mere og mere glad for cardio, da jeg ikke føler, min styrketræning er den samme som den var dengang. Med cardio føler jeg altid, det giver et stort udbytte – sådan har jeg det ikke altid med min styrketræning længere, da den er blevet meget overfladisk.

Uanset hvad, så elsker jeg min træning, og jeg er stolt og tilfreds med, at jeg fortsat træner mindst tre gange om ugen – det er langt mere, end hvad jeg havde turde håbe på, inden jeg blev mor.
Ligeledes sørger jeg fortsat for løbende at sætte mig nogle mål indenfor min træning, da jeg ved, det motiverer mig aller mest, og så elsker jeg bare at udfordre mig selv.

Familielivet, Livet som mor, Om mig

Vores hverdag

20. november 2018 Ingen kommentarer

Der er ingen tvivl om, at både Emil og jeg altid har haft en aktiv hverdag – altså en hverdag hvor der altid er sket meget, og hvor vi har haft mange bolde i luften.

Beskæftigelse
Som I nok ved, studerer jeg Ernæring og Sundhed (professionsbachelor), hvor jeg bliver færdig til sommer, og E arbejder som speditør, hvor han primært fungerer som sælger. Hans arbejdstider er fra kl. 8.30 – 16.30 hver dag, og det betyder, at han kører hjemmefra om morgenen kl. 7.45 og er hjemme igen kl. 17.15. Han har (HELDIGVIS) mulighed for at flexe, de dage, vi har brug for det. De dage, det er ham, som skal aflevere Oliver, kører de selvfølgelig lidt før, og når det er ham, som skal hente, er han selvfølgelig også hjemme før – hvor han så møder tidligere (jaja, puslespillet skal altid gå op i begge ender. 🙈🤷🏼‍♀️😂). Desuden er han meget “på vejen”, hvor han kører rundt til kunder, og det giver os også noget fleksibilitet.
Mine tider derimod er meget mere varierende. Jeg er oftest i skole tre – fire dage om ugen, og mine dage varierer meget. Nogle dage har jeg timer om formiddagen, nogle dage om eftermiddagen og nogle dage hele dagen. På mine studiefrie dage skal jeg selvfølgelig primært have læst en masse til studiet, og der prioriterer jeg også mine træninger samt huslige pligter. De dage hvor jeg er i skole om formiddagen, prioriterer jeg at hente Oliver tidligt. De dage hvor jeg er i skole om eftermiddagen, bliver Oliver afleveret mellem kl. 8.30 – 9.00, da det er dét som fungerer bedst for ham (hans bliver forvirret, hvis han pludselig bliver afleveret kl. 11, lige før hans lur, og hans DP-mor ser helst, at de ikke kommer senere end kl. 9, da de ofte er ude om formiddagen), og så bruger jeg formiddagen på træning og huslige pligter.
På mine skoledage fra kl. 8.00 – 16.00, er det både E som afleverer og henter, da jeg er afsted fra 7.15 – 17.00 de dage – hurra for flextider!

Praktik
De sidste to måneder har dog været en del anderledes, da jeg har været i praktik, og har arbejdet omkring 30 timer om ugen. Jeg har typisk arbejdet fra kl. 8.30 – 14.30, som betyder at jeg er taget hjemmefra omkring kl. 7.30, og har været hjemme til at hente O omkring kl. 15.30 – så der er vi blevet sat lidt på prøve ift. hvad vi plejer. 🙈 Også selvom jeg endda “kun” har arbejdet 30 timer.
Men igen er vi ret enige om, at det primært handler om planlægning og prioritering – så skal det nok gå.
F.eks. har jeg fået implementeret min træning (løb) på vej hjem fra praktikken, så jeg stadig kan hente O omkring kl. 15.30, frem for først at skulle træne når jeg kom hjem, og så først kunne hente ham kl. 16.30, eller skulle træne efter aftensmaden, hvor hele familien endelig er samlet. Løbeturene er ikke lige så skønne og afstressende, som når jeg løber i vores naturområde, men det fungerer, og det er uden tvivl sådan, jeg vælger at prioritere i sådanne perioder.
Huslige pligter som rengøring og tøjvask er primært blevet gjort i weekenderne.

Planlægning og prioritering
Heldigvis er E og jeg meget enige i vores aller største prioritering: vores lille familie. 👪❤️ Derfor bliver weekenderne brugt på kvalitetstid sammen, så meget vi overhovedet kan.
Det er stille og rolige morgenener, hvor vi bare nyder, at vi kan hygge og fjolle lidt ekstra, da der ikke er en tid der skal passes. Men hver eneste weekend bruger vi også enten lørdag eller søndag formiddag på at igangsætte huslige pligter, som rengøring, tøjvask og diverse andre daglige gøremål, som er dukket op i løbe af ugen. Så skiftes vi lidt til de praktiske opgaver og til at lege med Oliver, og efterhånden kan han sagtens “hjælpe til” med en masse af dem – i hvert fald elsker han at blive inddraget på en eller anden måde. Oliver sover stadig en middagslur på omkring 1,5 – 2 timer, og der pisker vi altid rundt for at blive færdige med de gøremål, vi har igangsat i løbet af formiddagen, så vi er færdige når han vågner, så vi kan bruge resten af dagen på hyggelige ting.
De uger hvor jeg er mindre presset på studiet, forsøger jeg altid at nå så mange huslige pligter som muligt i løbet af ugen, så vi ikke skal bruge tid på dem i weekenden og i stedet for bare være sammen og hygge os.

Madplan
Hver eneste søndag laver vi madplan til hele ugen, altså fra mandag – fredag (selvfølgelig alt afhængig af, hvordan ugen ser ud). E træner fodbold om onsdagen, så vi søger ofte for at have rester til den dag, så O og jeg ikke skal tænke på aftensmad den dag.
Men ellers laver vi madplan, noterer hvad vi skal bruge samt hvad vi mangler, og så handler vi ALT om søndagen.
Det fungerer fuldstændig fantastisk for os! Selvfølgelig er vi ofte lige forbi Rema (vi handler nærmest kun i Rema) i løbet af ugen for at købe en liter mælk osv, som man ofte løber før i løbet af ugen, men det er meget begrænset.
Madplanen sparer os for SÅ meget tid! Både ift. tanker omkring, hvad vi skal lave til aftensmad samt tiden vi ville bruge på at handle hver dag – det kan jeg slet ikke se, hvordan vi skulle nå. Og så er det økonomisk en kæmpe fordel, da vi sørger for at få brugt alle fødevarerne, da mange af dem går igen i nogle af retterne, og så er det altså bare en fordel kun at handle et par gange om ugen ift. impulskøb. 🙈

Jeg har valgt at beskrive en typisk hverdag og weekend hos os lidt mere i deltaljer:

Hverdag:
Kl. 6:00: Vækkeuret ringer med mindre Oliver allerede har vækket os – hvilket han ofte har. 😅 Vi prioriterer at have god tid om morgen, så vi alle får den bedste start på dagen.
Kl. 6.15 – 7.00: Vi alle gør os klar. E sørger primært for ham og O, mens jeg bare sørger for mig selv, og får redt senge, luftet ud osv. Mens jeg bliver færdig går de nedenunder og laver morgengrød til O, så den også kan nå at køle lidt af.
Kl. 7.00 – 7.30: Vi spiser alle morgenmad sammen – og drikker KAFFE!
Kl. 7.30: Går vi alle ud af døren. E afleverer O i DP (i bil), og jeg tager toget i praktik/i skole. De dage jeg møder sent i skole eller har fri, sover vi ofte lidt længere (hvis chefen tillader det), og så har O og jeg lidt ekstra tid til at blive klar, og så plejer jeg at aflevere ham omkring kl. 8.30 (på cykel). E har altid bilen, og jeg cykler og anvender offentlig transport.
Kl. 15.00: Alle de dage jeg kan, henter jeg Oliver kl. 15.00. Er jeg senere hjemme fra skole/praktik giver det sig selv, så henter jeg ham senere. (Vores DP åbner kl. 7.00 og lukker kl. 16.30).
Så hygger Oliver og jeg om eftermiddagen med en eftermiddagssnack, tv, tumling, puslespil, en tur på legepladsen eller hvad han (og jeg) nu lige er i humør til og har overskud til.
Kl. 17.00: Går jeg (og O hvis han ikke gider underholde sig selv, hvilket han ikke er så skide god til 🤷🏼‍♀️😅) i gang med aftensmaden, og kl. 17.15 kommer E hjem. Så er det lidt forskelligt, om han tager over eller om jeg fortsætter – den anden leger med Oliver og så hjælper han altid med at dække bord.
Kl. 17.30 – 18.00: Vi spiser aftensmad.
Kl. 18 – 18.30: Vi hjælpes med at rydde af bordet og tager det værste roderi i køkkenet samt svineri ved bordet (jep, O sviner MEGET, da han altid spiser alt selv), og så er det forskelligt hvem af os, der tager ham med op i hans aftenbad (han er i bad hver aften), og hvem der rydder resten op efter aftensmaden imens. Ofte skal én af os selv i bad, og så er det selvfølgelig den af os, som tager han med i bad. Den som rydder af svinger måske også lige støvsugeren, hænger vasketøj op eller tager det ned derefter.
Kl. 18.30: Vi leger, fjoller og nyder bare at vi alle tre kan være sammen uden nogle pligter.
Kl. 19.30: En af os putter Oliver, mens den anden rydder legetøj osv. op nedenunder samt ordner de sidste gøremål.
Kl. 20.00 – 21.30: #morogfartid, hvor vi enten ser noget sammen i tv’et, stener computer, jeg skriver blog-indlæg (som nu) osv. Nogle aftenerne læser jeg også til studiet, men jeg forsøger at gøre denne 1,5 time lidt “hellig”, så E og jeg også har noget tid sammen, hvor vi kan få fortalt hinanden lidt om vores dag osv.
Kl. 21:30: Går vi (senest) i seng. 😴 #livetsomforældre

Weekend:
Vi stiller IKKE vækkeur, men vi er oftest oppe før kl. 6. 😅
Vi tumler lidt i sengen, render rundt i nattøj og hygger med morgenmad.
I løbet af formiddagen går vi i gang med de huslige pligter, der nu er, og de fortsætter mens O sover middagslur, og så har vi eftermiddagen til det, vi nu har lyst til.
Den anden dag foregår lidt på samme måde, men her har vi så hele dagen til det, vi gerne vil. Vi elsker alle tre at komme ud og lave alle mulige ting, og det kan være lige fra gåture og legepladser i området til en tur i zoo, legeland eller svømmehallen.
Og hver søndag bliver selvfølgelig også brugt på klargøring af den kommende uge og på vores madplan samt at få handlet ind. Når jeg er ekstra presset på studiet, er det oftest om søndagen jeg også bruger et par timer på at læse.

Jeg prioriterer min træning i den grad, jeg kan, men jeg forsøger også altid at klemme den ind, så det ikke går ud over min kvalitetstid med O i hverdagene, da jeg i forvejen synes, jeg ser ham alt for lidt! Desuden kan jeg hurtigt komme til at føle, at jeg prioriterer mig selv frem for ham, og det er jeg endnu ikke så god til.
I weekenderne træner jeg ofte én af dagene, og hvis det passer sammen, så gør jeg det ofte, når O sover sin middagslur. Når det kan lade sig gøre, hvis vi f.eks. skal i svømmehallen, løber jeg derhen, og så har jeg på den måde fået inkorporeret træningen uden den som sådan har skulle prioriteres i vores planlægning af dagen. #winwin
Dette betyder selvfølgelig også at jeg sjældent – altså VIRKELIG sjældent smækker benene op og sætter mig i sofaen i løbet af dagen – hverken i hverdagene eller i weekenderne. Det kan E godt have brug for en gang i mellem, og så kan han oftest gøre det, mens jeg træner – medmindre jeg træner, når Oliver er vågen, men det sker ikke så ofte.
I hverdagene prioriterer jeg altid studielæsning, træning og huslige pligter frem for lidt afslapningstid (eller en lur for den sags skyld 😅), og det samme gælder sådan set weekenderne.
De dage hvor jeg har fri får jeg nået ALT det jeg nu kan, indtil jeg kan hente Oliver kl. 15.00, så han også kan have en tidligdag, når det er muligt.
Det er oftest på mine fridage, jeg også ser mine veninder i dagtimerne, da en del af mine veninder også stadig er studerende, og ellers er det til aftensmad i hverdagene, hvor jeg så plejer at tage afsted, når E kommer hjem fra job, og så har de to også lidt kvalitetstid sammen uden mig, og jeg har nået at have et par timer sammen med O i løbet af eftermiddagen.

Teamwork
Helt generelt så tror jeg bare, at vi er et super godt team Emil og jeg – og Oliver selvfølgelig. ❤️
Vi prioriterer ens, vi giver plads til hinanden, og på de punkter, hvor vi ikke er ens, respekterer vi hinandens meninger og holdninger, og så vil vi begge bare gerne vores søn og vores lille familie mest muligt.
Jeg tror, vi begge trives super godt i en travl hverdag, uden vi opfatter den som værende stressende.
Jeg især har nok et energiniveau og et overskud, der ligger over gennemsnittet – det tror jeg egentlig altid, jeg har haft, og det har helt sikkert gavnet mig i #livetsommor. Ligeledes gælder mit behov for søvn – det er ikke så vanvittig stort. Men især når det handler om at prioritere tid med mit lille menneske, så vil jeg strække mig langt – og det gør jeg også! Hver eneste dag.
Heldigvis kender jeg min krop super godt efterhånden, og når jeg er i perioder, hvor den fortæller mig, at nu er det tid til lige at geare lidt ned, så gør jeg det. Jeg kan selvfølgelig også blive fyldt op, men så længe jeg lytter til min krop, så plejer det hurtigt at gå over igen. Og så har jeg en kæreste, som altid forstår mig, værdsætter mig og roser mig til skyerne for den indsats jeg yder, for at få tingene til at hænge sammen herhjemme, og for den kæreste og mor jeg er – det giver også et ekstra drive til at give den en ekstra skalle hver dag. 🙏🏼 Og når jeg siger til ham, at jeg har brug for en timeout, så ved han, at det virkelig er fordi jeg mener det, og ofte er det sådan set også ham, som lige minder mig om det.
Ligeledes værdsætter jeg virkelig ham for, at han er den primære forsøger af familien (vi ved alle, hvad det vil sige at være på SU. 😅). Vi har nemlig valgt at prioritere, at jeg ikke længere har et studiejob, da det simpelthen vil gå ud over for meget af vores kvalitetstid sammen – og vi klarer os så ganske fint uden.
At være en småbørnfamilie betyder bare 110 km/t hver eneste dag, men jeg tror, at vi vinder meget ved ikke at have ondt af os selv, når vi er ekstra pressede, da vi altid forsøger at se tingene fra den positive side. Vi elsker jo vores liv som en lille familie, og så må man tage det sure med det søde.
Vi hjælper hinanden, støtter hinanden og bakker hinanden op: vi er bare et perfekt team, hvis jeg selv skal sige det. ❤️
VI GØR DET GODT – og det husker vi også at fortælle hinanden en gang i mellem.

…

Er der noget jeg har “glemt”, eller noget i undrer jer over, som I selv synes er svært at få til at gå op, så skriv endelig og spørg. 😉 Jeg forstiller mig ikke, at vi er så anderledes fra andre småbørnsfamilier, men det er faktisk ret svært at beskrive ens hverdag på denne måde – det kører jo bare derudaf, og man trives i sine rutiner. 😅🙈

Tak fordi I læste med.

Livet som mor, Løb, Om mig, Styrketræning, Træning

En krop i balance

11. november 2018 Ingen kommentarer

… Et udtryk som efterhånden florerer en del på de sociale medier, og et udtryk jeg også selv anvender.

Jeg tror, at dette udtryk er meget forskelligt fra person til person af den simple årsag, at det vil være helt forskelligt, hvad vi hver især vurderer som “at være i balance”. Ligeledes er der intet, der gør os klogere end den livserfaring vi tilegner os gennem livet, og vi stopper aldrig med at lære os selv og vores krop bedre og bedre at kende.
Jeg har flere gange gennem de sidste år “følt mig i balance mere end nogen sinde før”, men nu hvor jeg ser tilbage på de forskellige perioder, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kan have følt sådan på dét tidspunkt. I hvert fald ikke vurderet ud fra, hvordan jeg nu oplever “mig selv i balance”.

Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har rørt sukker i form af tilsat sukker samt kager, slik etc. i en hel måned – uanset sammenhæng og begivenheder. Perioder hvor træningen styrede mit liv og min planlægning. Perioder hvor jeg kunne få dårlig samvittighed over at spise et lille stykke kage på en onsdag – og endnu mere dårlig samvittighed, når jeg spiste et kæmpe stykke om lørdagen! Perioder hvor det hele handlede om at have kontrol.
I disse perioder har jeg også følt, jeg var “i balance mere end nogen sinde før” – hvilket jeg virkelig også følte i den periode, men jeg har svært ved at forstå min tankegang dengang. Hvordan kunne jeg virkelig føle det? Netop fordi jeg kunne kontrollere/styre mig selv, tænker jeg. 🤔
Jeg trives i det, og det må være derfor, jeg havde følelsen, men for pokker! Sådan kan ingen leve hele livet, og hvad så, når disse perioder ender (for dét gør de!!), så føler man sig i ubalance resten af livet eller hvad? Hm, det vender jeg tilbage til …

Bevares, jeg har stadig mine holdninger til alle de her ting. For mig er der bare forskel på hverdage og weekender, sådan er jeg også vokset op, så det sidder dybt i mig – hvilket jeg er glad for. Dog har jeg (heldigvis) fået et mere afslappet forhold til det, så hvis det byder sig i hverdagen af en eller anden årsag, så spiser jeg det med glæde. Men det er ikke sådan, at jeg en hvilken som helst hverdag vælger at blande slik, fordi det lige er dét, jeg har lyst til – så gemmer jeg lysten til weekenden.
Ligeledes kunne jeg sagtens finde på at holde “sukkerfri” måned igen (ej okay, måske ikke en hel måned, men et par uger måske 😅), men det ville kun være for at teste og udfordre mig selv, da det er noget jeg elsker. Forskellen er, at det før handlede om det sundhedsmæssige perspektiv i det og især kalorierne, for jeg vidste, at jeg kunne gøre det – hvor det nu ville handle om udfordringen, om jeg kan holde det.

For mig er “en krop i balance”, når man hviler i sig selv. Når man lytter til sin krop, og gør hvad man føler for.
Set i et træningsperspektiv og et eksempel fra mig selv, kunne det være at jeg føler mig i balance og er glad for mig selv og mit spejlbillede både når jeg ikke har trænet i to uger og netop spist en kæmpe skål bland-selv-slik, OG når jeg har nået fire træninger på en uge og lige gennemført et halvmarathon. Når jeg er stolt af sig selv uanset hvad, og ikke hele tiden tiden tænker på at kontrollere tingene.
Tingene kan meget hurtigt blive restriktive, og det kan ingen holde ud på sigt. For mig er en krop i balance, når man ikke hele tiden har en indre kamp med sig selv om, hvad man skal og børe gøre – men når man blot gør dét, man har lyst til på det givne tidspunkt – uden at det selvfølgelig tager overhånd. Og ja, det er virkelig svært!

For mig skete den helt store forandring i min graviditet. Jeg var omkring 2 år forinden trådt ind i en helt ny verden som omhandlede sund kost og masser af træning, og som beskrevet lidt længere oppe i indlægget, undrer jeg mig over min livsstil dengang, og at jeg kunne trives så godt i den, for den var meget restriktiv og kontrolleret af fastlagte og planlagte ting, hvor jeg i dag nærmest kun lever lystbetonet.
Det kræver helt sikkert masser af erfaring og prøvelse at lære sin krop af kende på dét punkt, og jeg tror heller ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag uden de restriktive år – det er jeg faktisk sikker på.
I hvert fald var jeg under graviditeten “tvunget” til at se min krop forandre sig i den stik modsatte retning, end dén den havde bevæget sig i de sidste par år – og jeg kunne hverken gøre fra eller til. Min vigtigste opgave var at passe på vores lille søn inde i min mave, og fra dag ét ofrede jeg mig 110% for ham. Heldigvis kunne jeg bibeholde min træning på et meget højt niveau gennem hele graviditeten, hvilket jeg er meget taknemmelig for, for det var og er så stor en del af mig, og det gjorde det lidt nemmere for mig, at være “tilskuer” til min krops forvandling, og ligeledes hjalp det mig både under og efter graviditeten – det er der slet ingen tvivl om.
Under graviditeten blev mit forhold til både min træning og min kost en del mere afslappet, for jeg følte på en eller anden måde ikke det samme “pres”. Men et pres fra hvem? Udelukkende fra mig selv! Et pres jeg slet ikke var klar over, jeg havde påført mig selv, før jeg blev mere afslappet omkring det hele.
På en måde var det lidt en åbenbaring – måske også en lettelse. I løbet af graviditeten følte jeg nogle gange, at jeg så mig selv udefra. Nu blev tingene sat i perspektiv, og jeg kunne se, hvordan tingene før havde været – hvilket virkelig var i stor kontrast til dét, jeg oplevede, da jeg stod i det.

Flere gange i løbet af graviditeten, når jeg især savnede min “gamle” krop, kiggede jeg på billeder fra før graviditeten – og jeg blev SÅ stolt. 😇 Jeg var jo virkelig i god form – jeg havde fået en god portion muskelmasse og en lav fedtprocent. Min “gamle” krop blev min helt store motivationsfaktor til min form efter graviditeten. Jeg ønskede virkelig, at jeg en dag kom bare i halvt så god form igen.
Det mærkelige var, at det kunne jeg ikke se på samme måde, da jeg stod i det. Der var jeg ikke tilfreds, og jeg følte hele tiden, jeg var langt fra “målet” – nok fordi målet hele tiden rykkede sig i takt med jeg kom i bedre og bedre form.
Men hvorfor dog ikke!? Jeg skammende mig virkelig over den følelse, for jeg burde virkelig have været stolt og tilfreds, og netop den følelse af skam, som ramte mig gjorde, at jeg lavede et løfte til mig selv:
Jeg kiggede mig selv i øjnene, højgravid, og så lovede jeg mig selv én ting: Fra nu af ville jeg være stolt af min krop – altid! Den havde netop gennemgået den vildeste og største forandring på rekordtid, og den var i gang med at bage vores lille menneske færdigt. 😆🙏🏼 Det var og er min pligt at være stolt af den.
Jeg lovede mig selv, at uanset hvordan det kom til at gå med min form som nybagt mor, så skulle jeg ikke stresse mig selv, og jeg skulle stoppe med at være så selvkritisk. Og dét har jeg holdt hver dag lige siden!
Jeg er så skide stolt af mig selv, min krop og min fysiske form! 💪🏼 Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme i samme fysiske form som før graviditeten – men det er jeg, uden det er noget, jeg har følt som et pres eller som har stresset mig – eller noget jeg absolut har ville opnå.
Hver gang jeg er blevet for selvkritisk, har jeg mindet mig selv om den følelse af skam, som ramte mig i graviditeten, og så er den sparket retur igen!
Der er ingen tvivl om, at graviditeten var en kæmpe øjenåbner for mig, og den har givet mig to vigtige ting med på vejen:
– En mere afslappet tilgang i min sunde og aktive livsstil
– En kæmpe motivationsfaktor omkring min træning, da den har vist mig, hvor sindssyg vigtig den er for min krop, og hvor meget den gavner mig.

Nå, tilbage til mit spørgsmål omkring om løbet så bare er kørt, og om man for altid vil føle sig i ubalance, når den livsstil som absolut ikke kan vare forevigt slutter:
NEJ, heldigvis ikke! Så har man fået en ny portion livserfaring og man prioriterer måske nogle andre ting, end man gjorde før – ligeledes har man lært sig selv endnu bedre at kende gennem hele processen.

Derfor er jeg måske heller ikke helt i balance “endnu”, selvom jeg virkelig føler det mere end nogen sinde før. Præcis sådan her kan jeg godt leve resten af livet, og for mig er dét definitionen på at “have en krop i balance”.
Og så alligevel er det aldrig til at vide – måske har jeg en helt ny holdning igen om 2, 5 eller 10 år.
Det vigtigste er, at vi gør lige præcis dét, som gør os glade, stolte og tilfredse med os selv og livet – så kan vi da kun føle os i balance – og det vil altid være helt forskelligt, hvordan vi hver især tilfredsstiller os selv. Dét findes der ingen definition på og heldigvis for det!

Livet som mor, Løb, Om mig, Styrketræning, Træning

Hvad motiverer mig (især) til at træne?

4. november 2018 2 kommentarer

Spørgsmålet omkring motivation og træning er efterhånden dukket op nogle gange – især her i vinterhalvåret, hvor det bliver koldt og mørkt. Så nu tænker jeg, det er på tide at få lavet et indlæg omkring dette.
Uden det skal lyde nerdern, overfladisk, som en stor fed løgn eller bare en irriterende kommentar – så mangler jeg sjældent motivation til at træne. Dét jeg mangler mest, er tiden til at prioritere den på det niveau, jeg gerne vil, så derfor har det faktisk været lidt svært at få mine motivationsfaktorer ned på skrift, da det som sådan ikke er noget, jeg tænker over.

Jeg har alligevel forsøgt at beskrive mine største motivationsfaktorer, samt hvad jeg gør for at opretholde motivationen omkring min træning:

Det sundhedsmæssige aspekt: Min krop elsker mig for det! Og i mange hensener vil den også belønne mig for det – dette er noget jeg efterhånden har oplevet flere gange, hvilket selvfølgelig kun øger min motivation.
Mit energiniveau: Jeg ved, at min træning er min aller største kilde til mit energiniveau, og dette tror jeg, de fleste fysisk aktive kan nikke genkendende til. Det er der en helt naturlig årsag til, hvilket jeg har skrevet meget mere om i dette indlæg Kan man være afhængig af træning?
En del af min hverdag: Vi mennesker er født som vanemennesker. Nogle mere end andre, men i en eller anden grad vil vi altid tiltrækkes af det ”vi er vant til” og det ”vi plejer at gøre”. Vi mennesker skaber nogle rutiner, som bliver rammenere for vores hverdag.
Det er ingen hemmelighed, at det tager lang tid (og kræver selvdisciplin) at skabe en rutine omkring sin træning, og det tager lang tid for kroppen at overbevise hjernen om, at træningen er ”uundværlig” – det gjorde det også for mig! Men før eller siden, så lykkedes det! Jeg mindede altid mig selv om, at for hver gang jeg ”udsatte” en træning, forlængede jeg blot denne proces. Jeg ønskede ikke at spænde ben for eller ødelægge min gode træningsrytme, så derfor var det en stor motivationsfaktor for at komme ud af døren.
Ugeplan: Jeg har altid en klar ugeplan for min træning. Så jeg ved hvilke dage, jeg skal træne, hvornår på dagen samt hvad jeg skal træne. Så har jeg et overblik over min træning, den er inkorporeret i min hverdag, og så jeg kan indstille mig mentalt på træningspasses samt undgå der opstår dumme situationer, hvor tidsmangel bliver et problem.
Note: Dog er min træningsplan ikke så fastlåst, at den kan komme i vejen for andre ting, der kan dukke op i løbet af ugen, eller at jeg ikke kan ændre i den i løbet af ugen, hvis det alligevel ikke kommer til at passe sammen – som mor oplever man ofte, at dagene alligevel ikke blev helt som planlagt. 😅
Mål: For mig er en anden af mine helt store motivationsfaktorer at sætte et mål for min træning. Når jeg har et mål, jeg gerne vil opnå, så føles det nærmest ikke som en mulighed at droppe et træningspas, da jeg ved, det i sidste ende vil gå ud over mit slutresultat.
Ambitiøst og realistisk: Dog handler det især også om at sætte nogle ambitiøse mål og forventninger til min træning, men det er absolut også vigtigt, at de er realistiske. Hvis jeg oplever, at jeg ikke kan opfylde de forventninger, jeg havde sat mig omkring min træning, så mister jeg ganske simpelt motivationen – hvor i mod når det lykkedes, så føles det som en personlig sejr!
Ingen dårlige undskyldninger: Hvis jeg har planlagt en løbetur på 10K, og det er mega dårligt vejr samtidig med at tiden er løbet fra mig, og jeg egentlig havde planlagt at hente Oliver om en halv time, ville det nogle gange føles aller mest oplagt at droppe løbeturen. Men jeg husker altid at spørge mig selv: ”Sofie, er det bare en dårlig undskyldning, eller kunne du rent faktisk finde en løsning eller et alternativ?” Og i dette tilfælde kunne det være 5K på løbebånd i centeret. Et kompromis hvor det trods alt ender med, jeg får trænet og alligevel hentet Oliver på nogen lunde samme tidspunkt som tiltænkt.

Og husk nu på:
ALT er bedre end ingen ting!
Om det så er en løbetur, der bliver byttet ud med en kort gåtur, så er det vigtigste, at man får overbevist sig selv om at komme ud af døren, og dermed oplever en lille personlig sejr, for det er dém, som er altafgørende i sidste ende.

Jo flere personlige sejere, jo højere motivation – dette er i hvert fald min erfaring! 💪🏼

God træningslyst!

Livet som mor, Om mig

Følelsen af at have svigtet sit barn uden rigtig at være klar over det

28. oktober 2018 1 kommentar

Jeg berører måske et lidt ømt emne nu, og det er vigtigt for mig at understrege at dette indlæg IKKE handler om at sætte dagpleje og vuggestue op mod hinanden – dette er blot VORES historie.

Det er nu omkring tre måneder siden vi skiftede fra VS til DP. Efter vores skift kom der en del spørgsmål omkring vores valg af skift, og den forskel vi nu oplever efter skiftet, så jeg har valgt at skrive et indlæg om det. Mest af alt for at få mulighed for at udtrykke mine følelser og få dem ned på skrift, da jeg nærmest har været hele følelsesregisteret igennem i løbet af processen.
Indlægget er dermed også blevet meget personligt – mere personligt, end jeg havde forestillet mig, det skulle være, men nu er jeg klar til at fortælle om det.

Vuggestue
Vi har aldrig været i tvivl om, at Oliver skulle starte i vuggestue. Han har altid været en meget udadvendt dreng, som elsker sociale aktiviteter og en dreng med krudt i måsen. Desuden synes vi, det var smart med en intregreret institution, så han kunne fortsætte direkte i børnehave samme sted. Vi synes, at vuggestue var det perfekte valg for Oliver og os.
Og da det blev oktober 2017, hvor han skulle starte, var han også mere end klar – og han klarede indkøringen og det hele som en supermand. 💪🏼

Som mor fik jeg dog hurtigt en lidt øv-følelse omkring det her med at aflevere mit barn. Ikke fordi, jeg ikke synes, han havde det godt, men simpelthen fordi jeg følte, at de dage, han var afsted, var jeg slet ikke en del af hans liv. Det var SÅ hårdt og svært! Jeg følte, at vi aldrig rigtig fik nogle informationer omkring ham og hans dag, at vi slet ikke havde et forhold til pædagogerne – og ja institutionen i det hele taget. Og eftersom han ikke er så gammel, så kunne vi ligesom ikke rigtig stille ham en masse spørgsmål. Det eneste parameter, vi havde at måle på var Olivers trivsel og humør – og han var (for det meste) altid glad, når vi hentede ham. 💙 Mange dage godt brugt, også selvom dagene oftest ikke var særlig lange, fordi jeg altid gjorde alt for at hente ham så tidligt som muligt. Hvilket iøvrigt er en ting, som har stresset mig helt vildt, da jeg altid følte, at jeg skulle hente ham hurtigst muligt, så jeg ofte ikke nåede alt det, jeg gerne ville på mine fridage eller korte skoledage, fordi det altså bare er liiidt sværere og tager dobbelt så lang tid at handle, gøre rent, træne og læse mens han er hjemme. 🙈
Nå, især efter det første halve år, og i takt med at O blev lidt ældre, var der i hvert fald flere ting (faktisk rigtig mange) som gjorde, at jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, men mest af alt det med, at vi slet ikke følte os knyttede til institutionen og pædagogerne. Det hele var bare SÅ upersonligt!

Afleveringerne
Dét som blev ved med at være den helt store byrde for mig, som sad som en stor klump i halsen, som jeg ihærdigt prøvede at gemme væk i baghovedet, og overbevise mig selv om, var helt normalt, og det nok bare var mig, som var sart, var de satsens afleveringer! Oliver græd HVER dag, når vi afleverede ham. Det var frygteligt!
Igen: jeg fortæller kun om vores historie, og jeg ved at det er forskelligt ALLE steder – man må endelig ikke sammenligne!
Men i min verden var der simpelthen ikke de ressourcer i vores VS, som det kræver at tage imod børnene om morgenen, og det havde Oliver (og vi) i høj grad brug for. Vi havde brug for at blive taget imod med åbne arme, at de kunne hjælpe os med at aflede ham, så vi kunne kysse ham farvel, sige “god dag” og gå. Men der var alt ALT for travlt! Det resulterede altid i, at afleveringerne trak ud, og at vi tilsidst måtte “kaste” ham i armene på en pædagog, og løbe ud af døren, for at undgå han blev helt ude af den. Total kaotisk og en LORTE start på dagen for os alle! Dette resulterede ofte i, at vi ikke fik overleveret diverse informationer om Oliver, fordi vi simpelthen glemte det midt i al kaoset eller at de nærmest ikke havde tid til at lytte.
Vi holdte flere møder med VS, hvor vi informerede dem om, hvordan vi havde det, og de var meget forstående, lyttede og gjorde efterfølgende, hvad de kunne, for at opfylde vores behov – dog nogle pædagoger (langt) mere end andre.
Men det var simpelthen bare ikke tilstrækkeligt. 😓 Og efter lidt tid var det præcis det samme igen.

Livet som førstegangsforældre
Som nævnt prøvede jeg virkelig at overbevise mig selv om, at det var helt normalt, og at det nok bare var en fase, da jeg virkelig bare så inderligt ønskede, at det hele skulle fungere. Jeg går IKKE på kompromis, når det gælder vores lille menneske, men det følte jeg alligevel en gang i mellem, at jeg gjorde her – og dét gjorde ondt! 💔 Sådan virkelig ondt!
Som førstegangsforældre har man INTET at sammenligne med. Man aner ikke, hvad der er normalt og ikke normalt. Man kan kun forhøre sig hos andre, spørge andre til råds og mest af alt lytte til sin mavefornemmelse. Sidst nævnte noget jeg (endelig) endte med at gøre, men noget jeg har skulle arbejde med, da jeg føler, jeg lyttede til den ALT for sent.
Jeg er nok en mor med et ekstra stort behov for overblik og kontrol omkring mit barn – hvilket på ingen måde blev opfyldt i VS, og det havde jeg det simpelthen så svært med. Jeg er godt klar over, at jeg måske har større “krav” og behov end andre har ift. informationer etc, og det italesatte jeg også overfor VS, men det er ikke ensbetydende med, at det er “forkert”. Vi er alle forskellige. Dog følte jeg mig ofte lidt som den der “irriterende” forældre, som altid havde spørgsmål, også selvom det omhandlede ting, som ikke var decideret vigtige, og det medførte at jeg nogen gange bare undlod at spørge, og dermed gik jeg virkelig på kompromis med noget, som jeg absolut ikke ønskede at gå på kompromis med.

Tanken omkring at finde en anden løsning strejfede os flere gange om ugen til sidst, men alligevel var det simpelhen så svært og virkede så uoverskueligt og lidt “umuligt”, da jeg ikke anede, hvordan tingene foregik. Det er noget, E og jeg har brugt MEGET tid på at tale om. Jeg tog det næsten som en selvfølge, at der som minimum var et halvt års ventetid hos en dagplejer ligesom med VS.

Dén morgen
Det var (endnu) en episode en morgen, som gjorde, at jeg fik nok!
Dén morgen kom jeg tudbrølende hjem helt ulykkelig, og ringede med det samme til E, og ringede derefter til Dagplejekontoret i vores kommune, og spurgte hvordan mulighederne for os så ud i Dagplejen, og hvor lang ventetid, der var.
Til min store overraskelse spurgte de ind til en masse ting omkring Oliver samt vores behov og ønsker, og ud fra det ville de forsøge at finde en matchende dagplejemor, med børn i nogen lunde samme alder, som havde en plads.
OKAY! Efter 1 time var et besøg hos en DP-mor i hus. Hold nu op, det gik stærkt.
Vi besøgte to dagplejemødre, og vi var SLET ikke i tvivl efter besøget hos nummer to.
Fra dag ét var Dagplejekontoret så forstående, lyttede til vores behov og for første gang følte jeg, at vi blev hørt. Hvorfor det gik SÅ hurtigt, det ved jeg ikke? Måske fordi vi allerede var “inde i systemet”.

Den bedste beslutning
I hvert fald, er det DEN BEDSTE BESLUTNING, vi har taget! 🙏🏼
Allerede på anden dagen hos Olivers nye DP-mor var han der et par timer alene. Jeg stortudede på vej hjem. Men for første gang var det ikke fordi, jeg var ked af det, men fordi jeg var SÅ lettet. Det føles som om, der faldt en stor sten fra mit hjerte og en kæmpe byrde fra mine skuldre.
Den første uge græd Oliver, når vi sagde farvel – dog ikke på samme måde som i VS. Nu var gråden mere som en reaktion, frem for ulykkelig gråd. Lidt som om, at “det var han vant til”. Som om det sad så dybt i ham. På samme måde sad “angsten” omkring afleveringen også i os, da vi kun havde været vant til, at det var kaos og mega ubehageligt, så vi lod O’s DP-mor styre det og guide os de første par dage. Men vigtigst af alt var han blevet mødt med kærlighed, åbne arme, kys og knus, og han var i armene på sin DP-mor, når vi gik ud af døren.
Siden mandag i uge to har han ikke grædt én eneste gang, når vi har afleveret ham. 😳🙏🏼💙 Hvad sker der!? Vi havde været vant til gråd hver eneste dag, og lige pludselig ændrer det sig til farvelmøs, “hej hej mor” og en dreng, som aktivt selv løber ind og leger.
Det er ubeskriveligt, hvor fantastisk det føles, med dét vi var vant til i 9 måneder i VS. For nogle er det måske en selvfølge, hvis de ikke har prøvet andet, men for os er det så stort – vi er så lettede og taknemmelige.

Som et slag i hovedet
Efter de første par uger ramte en ubehagelig følelse mig, som jeg har brugt noget tid på at bearbejde – en følelse som virkelig gjorde ondt og føltes som et kæmpe slag i hovedet:
Jeg fik følelsen af, at vi havde svigtet vores søn uden sådan rigtig at være klar over det – først da tingene blev sat i perspektiv. 💔
Nu kunne vi se det hele udefra – nu havde vi noget at sammenligne med.
Vi skulle have reageret MEGET før, men vi var bare sådan i vildrede. Der var gode/dårlige perioder i VS, vi havde intet at sammenligne med, og vigtigst af alt havde vi trods alt indtryk af at vores søn var glad og trives. Dog trives jeg slet ikke i det, i en sådan grad, som jeg havde forestillet mig, da han skulle starte – men igen: Jeg havde INTET at sætte det op imod.
Kun min mavefornemmelse, som jeg altid plejer at følge – hvilket jeg også til sidst gjorde i dette tilfælde. ❤️
Følelsen er heldigvis forsvundet igen, da jeg har talt meget med E og min familie om det. Nu trøster vi os i stedte for med, at vi så nok ikke, havde fået lige præcis dén DP-mor, som vi har nu, og hende vil vi ikke bytte væk for noget.

Dagpleje
Nu har vi fået den nærkontakt, som jeg havde forestillet mig, der ville være mellem os og den/dem, som skal passe på det mest dyrebare i vores liv, når vi desværre ikke selv har mulighed for det.
I besøget på én time hos O’s nuværende DP-mor, fik vi nærmest mere af vide omkring hendes syn på Oliver, komplimenter og søde ord med på vejen, end vi havde fået i VS på 9 måneder – og hun ramte fuldstændig plet. Jeg var blæst bagover! Hér var der godt nok interesse for mit barn. 🙏🏼❤️
Alle de ønsker og behov, man (i min verden) kan “forlange” som forældre bliver nu opfyldt, og det er SÅ fantastisk. Vi er så ubeskrivelig glade for O’s DP-mor, og vigtigst af alt, så ELSKER Oliver hende – han har knyttet sig 110% til hende.

Olivers overskud er helt anderledes efter en dag i DP, end det var efter en dag i VS uanset om dagen er kort eller lang. Så vi får meget mere ud af vores eftermiddags og aftentimer sammen nu, end vi gjorde før, da han kan rumme meget mere.
Ligeledes har det afhjulpet mig sindssyg meget, da jeg slet ikke på samme måde stresser over, at jeg skal skynde mig at hente ham – for jeg ved, han har det fantastisk dér, hvor han er, så jeg kan godt lige skynde mig at handle inden jeg henter ham, for det er dælme meget nemmere uden. 😅

Ligeledes er hans søvnrytme blevet helt anderledes.
Oliver har altid stået meget tidligt op. Oftest kl. 05.00, og på dage, hvor vi var rigtig heldige kl. 06.00. Derudover har han vågnet +3 gange HVER nat. 😴 Efter 1,5 år i søvnunderslud og uden nogen form for sammenhængende søvn, var vi ved at være godt brugte. Men ALT var afprøvet, så vi havde accepteret, at det nok bare var sådan, at hans søvnrytme var.
Om det er et tilfælde, en fase eller hvad, det kan jeg selvfølgelig ikke helt udelukke, men de sidste 3 måneder har han sovet fra han blev puttet omkring kl. 20.00 – 06.00 næste morgen UDEN at vågne. 😳 Vi er målløse og MEGET udhvilet! 😂
Jeg tror, det har noget med hans “nye” hverdag at gøre. Nu er der ro på, og han har fået et helt andet overskud og overblik i hans hverdag.
I hvert fald nyder vi det, og håber på, det varer ved – både for hans og vores skyld.

…

Nå, det blev et ufattelig langt indlæg, men jeg har også bare båret rundt på en masse følelser, og mest af alt er jeg bare så lettet, glad og stolt af vores lille mand. Der er kommet meget mere overskud i vores hverdag på en måde, som vi slet ikke anede, vi manglede.
Nu ved vi i hvert fald, hvad det vil sige, at vores søn trives. Dét ord har fået en helt ny betydning, og nu er vi slet ikke længere i tvivl: Han STORTRIVES! 💙

Som afslutning vil jeg igen gerne understrege, at dette indlæg ikke er en hetz mod VS. Jeg har hørt at flere oplever det samme i deres VS, som vi oplever i DP. Der kan være så stor forskel på alle institutioner – og dagplejer for den sags skyld. Ligeledes er der forskel på børn og os forældre samt vores behov.
Dette er blot vores historie.

Livet som mor, Løb, Om mig, Træning

Løb som transportmiddel

17. oktober 2018 Ingen kommentarer

Selvom det er helt normalt, at begge forældre arbejder 37 timer om ugen, så er det ikke noget vi er vant til, og derfor kræver det, at vi lige finder en ny “rutine” herhjemme, mens jeg er i praktik. Som studerende har man dog den frihed, at man selv kan strukturere sin tid, og dette giver noget mere frirum i dagtimerne. Til gengæld kan jeg mærke, at jeg har meget mere tid, hvor jeg rent faktisk kan holde fri, da der ikke skal læses osv, når Oliver er blevet puttet. Der er selvfølgelig nogle opgaver, som skal afleveres undervejs, men dem må jeg heldigvis bruge tid på at lave under praktikken.

Min praktikplads ligger på Frederiksberg Hospital, hvor jeg er på enheden: Center for klinisk Forskning og Forebyggelse. Her er jeg koblet på to igangværende forskningsprojekter, hvor jeg er med til databearbejdning, diverse møder, artikelskrivning, forberedelse af forsøg og andre småopgaver. Det er super interessant, og det er fedt at få et indblik i arbejdsgangen på sådan et sted.

Nå, det var slet ikke det, indlægget skulle omhandle …

På samme måde skal jeg lige vænne mig til, at O har nogle længere dage i DP hele ugen, end han plejer – normalt kan jeg aflevere ham lidt senere eller hente ham tidligt afhængig af mine dage på studiet, men det er ikke muligt på samme måde nu. Igen: jeg ved godt, det er helt normalt, og det er ikke ynk eller brok, blot en konstatering om, at man som mor og familie lige skal tilvænnes nye rutiner – jeg tænker, at alle har stået i dén situation på et eller andet tidspunkt.
I hvert fald henter jeg O så hurtigt, jeg kan, når jeg er hjemme fra praktik, så han ikke kun har vanvittig lange dage.

Dette betyder også, at det er svært at finde tid til træningerne – især styrketræningen i centeret. Medmindre jeg altså lader det gå ud over tiden med mit lille menneske, og det har jeg det virkelig svært med, når jeg i forvejen kun ser ham 1,5 time om morgenen og 3 – 4 timer om eftermiddagen/aftenen inden han skal i seng.
Som jeg så ofte har pointeret, mener jeg, det handler om prioritering, men her er det altså tiden med min lille mand, som bliver prioriteret aller højest!

Derfor vil jeg nogle dage bruge løb som “transportmiddel” hjem fra praktikken – enten hele vejen eller noget af den. 🏃🏼‍♀️
Der er 13K fra Frederiksberg Hospital og hjem til os. Jeg skal både med en bus og s-toget for at komme frem og tilbage – og busserne i myldertrafikken her i København er seriøst håbløse! 🚌🐌
Heldigvis er der gode faciliteter på kontoret i praktikken, så jeg kan skifte til træningstøj, lade nogle ting ligge til næste dag ift. tasker, tøj, sko osv, og så løber jeg hjem nogle af dagene. 🙌🏼 Faktisk er der også mulighed for at tage et bad, hvis man løber om morgenen.
På løbeturen kan jeg ramme forskellige s-tog stationer, så løbeturen bliver alt fra 5 – 9K, og så mangler jeg kun et par stop med s-toget inden jeg er hjemme – medmindre jeg løber hele turen på 13K. Desværre er der ikke de bedste løbefaciliteter de sidste ca. 5K hjem til os pga. store veje uden fortove osv., så det er liiiidt besværligt, men det kan lade sig gøre.
I dag løb jeg 7K, og tog s-toget det sidste stykke hjem, og det tog cirka den samme tid at komme hjem, som når jeg tager offentlig hele vejen. 👏🏼
Det er win-win! Løb som transportmiddel fungerer fuldstændig fantastisk! Jeg får trænet, og jeg kan hente O på samme tid, som jeg havde gjort, hvis jeg havde taget offentlig transport hele vejen hjem.
Dog skal det lige siges, at jeg selvfølgelig altid vil foretrække at løbe i de smukke og skønne omgivelser vi har omkring os, hvor vi bor – der kobler jeg fra på en helt anden måde. Lyskrydsene er absolut ikke savnet fra vores tid i storbyen, men det fungerer som et super fint alternativ.

E træner fodbold om onsdagen, og så har vi aftalt, at mine træninger i centeret foregår i weekenden, og så evt. en hverdags aften, når han kommer hjem fra arbejde omkring kl. 17.15, mens ham og O laver aftensmad, eller når O skal puttes omkring kl. 19.30. Det er op til mig. Jeg tror, de fleste mødre (og fædre for den sags skyld), kan nikke genkendende til, at det efter en lang dag, som ofte er startet mellem kl. 5 – 6, virkelig er dejligt (endelig) at kunne slå røven i sofaen, når ens barn/børn er puttet og lige have en time eller to, hvor man rent faktisk kan slappe helt af og også nå at have lidt mor-og-far-tid.
Derfor undgår jeg helst at træne efter kl. 19.30, men det har også noget at gøre med min søvn. Min krop skal lige have lov til at falde ned efter en træning, og for mig tager det i hvert fald et par timer, og så kan jeg ikke sove kl. 21.30, hvor vi plejer at gå i seng. 😅

Uanset hvad, så har jeg altid den fulde opbakning fra E med hensyn til min træning. Det er mere mig selv, som ikke helt kan acceptere, at miste for meget tid med ham og O, hvis det handler om mine egen behov, og det er helt sikkert noget, jeg skal blive bedre til, for sådan er det bare, hvis hverdagen skal fungere.

Jeg tænker, at der sidder andre mødre og familier derude, som også har en presset hverdag, og så håber jeg, mit indlæg kan inspirere lidt til andre alternative løsninger på træningsfronten – for mig/os er det i hvert fald en helt fantastisk løsning på at forsøge at finde lidt mere tid i hverdagen. Om ikke andet er det da en bekræftigelse i, at vi også – som så mange andre – ofte mangler timer i døgnet. 🤷🏼‍♀️🙈 #livetsomfamilie

Rigtig god aften!

Livet som mor, Om mig

Når jeg ikke føler mig tilstrækkelig …

20. september 2018 Ingen kommentarer

Jeg er presset – sådan rigtig presset! Lige på tiden føler jeg, jeg løber med 110 km/t og at det alligevel overhovedet ikke er nok. 🤦🏼‍♀️

Jeg er startet på valgfag i biokemi her efter sommerferien, og jeg synes, det er SÅ spændende og virkelig interessant. Nogle gange tror jeg, jeg sidder med åben mund til undervisningen. 🙈😅 Både fordi jeg er så fascineret af, hvordan kroppen er indrettet, og hvad den helt selv styrer og kontrollerer hver f***ing eneste dag – men mest af alt fordi jeg også tænker: “Øhhhh, af hvad for noget!?” 😂 Lige så spændende og interessant det er, lige så pisse svært, synes jeg også det er!
Jeg skal til en skriftlig eksamen i starten af oktober, som selvfølgelig SKAL bestås! Jeg ved, at der skal kæmpes, for at det lykkedes, så derfor er jeg nødt til at yde mit maksimale på den front. For mit vedkommende indebærer det at få læst alt og deltage i alle forelæsninger.
Vi har sindssyg meget undervisning, og ligeledes vanvittig meget litteratur, som skal læses til hver dag (både på engelsk og dansk 🙈), og det trækker virkelig tænder ud.
Jeg læser mange, mange timer hver eneste weekend, jeg læser på de få studiefrie dage vi har, og jeg læser hver aften, når Oliver er blevet puttet – og så går jeg direkte på hovedet i seng, mens min hjerne er ved at eksplodere af ny viden. 🤯

Dette betyder også, at jeg mister noget tid med mit lille menneske, som jeg plejer at have – og dét gør ondt! Derfor prioriterer jeg også at læse, når han er puttet om aftenen. 💙 Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg selv kan rykke lidt rundt på tingene, ved at tilsidesætte mine egne behov.

Som I måske ved, er jeg ved at træne op til halvmarathon, og for at opretholde mit overskud og hive noget ekstra energi ind udefra (det har jeg i HØJ grad brug for, for tiden), så prioriterer jeg mine planlagte løbeture højt! Jeg gør ALT, for at de kan presses ind.
Når jeg får trænet, får mit pusterum, i denne travle og stressede periode, er jeg en mor med meget mere energi og overskud, og jeg får overskud til at læse om aftenen – generelt bliver det hele bare lige en tand mere overskueligt.

Oveni alt dette er der også et hjem, huslige pligter og diverse arrangementer, som skal ordnes og passes (som hos alle andre, I know) – men for pokker!! Hvornår fanden skal vi nå det hele!?
Emil har mega travlt på jobbet lige pt, så han er også presset.

Dette betyder så også, at der INTET alenetid eller kærestetid er. 🤷🏼‍♀️
Både E og jeg er så udkørte, når vi går i seng om aftenen, og for det meste får vi nærmest kun sagt “godmorgen” og “godnat” til hinanden.
Heldigvis er vi det bedste team, og han ved jeg er ekstra presset for tiden (som han siger: der skal ellers meget til), så han træder også liiiige en tand mere på speederen, hvor han kan. Vigtigst af alt husker vi at kigge hinanden dybt i øjenene, fortælle hinanden hvor seje vi er, og minder hinanden om, at disse perioder heldigvis ikke varer for evigt. ❤️

Perioder som denne kræver virkelig energi, struktur og masser af planlægning – der er så meget logistik, som skal gå op. Og er der bare én brik, som vælter – så vælter hele korthuset!
Dét skete så i dag (eller i nat), da vores lille mand vågnede med høj feber. BUM! Hele dagen blev fuldstændig sat på stand-by (plus minus søvn 😴), indtil vi lige fik fundet frem til en løsning – som igen krævede en masse ekstra energi og overskud fra både E og jeg.

Dette indlæg er ikke for at brokke mig, fordi jeg føler, det er uretfærdigt, eller fordi, jeg mener, jeg har det hårdere end så mange andre – overhovedet!
Men jeg får så ofte af vide, at folk beundrer mit overskud, og får ofte stillet spørgsmålet omkring, hvordan jeg finder tiden og motivationen til at få det hele til at hænge sammen, så nu vil jeg bare gerne fortælle, at vi også har ekstra travle perioder, og at jeg altså også kan være max presset!
Jeg giver aldrig op, og der skal virkelig meget til, at jeg mister modet – ingen tvivl om det. Men jeg er træt – sådan virkelig træt! Jeg prøver altid at være tilstrækkelig. Tilstrækkelig som mor, kæreste, studerende, derhjemme, som husejer, overfor veninder osv. osv. – og jeg HADER, når det ikke lykkedes.
Denne gang føler jeg i det mindste, jeg gør, hvad jeg kan – det er simpelthen bare ikke nok! 🤷🏼‍♀️

« Forrige 1 2 3 4 Næste »