Vores hverdag

Der er ingen tvivl om, at både Emil og jeg altid har haft en aktiv hverdag – altså en hverdag hvor der altid er sket meget, og hvor vi har haft mange bolde i luften.

Beskæftigelse
Som I nok ved, studerer jeg Ernæring og Sundhed (professionsbachelor), hvor jeg bliver færdig til sommer, og E arbejder som speditør, hvor han primært fungerer som sælger. Hans arbejdstider er fra kl. 8.30 – 16.30 hver dag, og det betyder, at han kører hjemmefra om morgenen kl. 7.45 og er hjemme igen kl. 17.15. Han har (HELDIGVIS) mulighed for at flexe, de dage, vi har brug for det. De dage, det er ham, som skal aflevere Oliver, kører de selvfølgelig lidt før, og når det er ham, som skal hente, er han selvfølgelig også hjemme før – hvor han så møder tidligere (jaja, puslespillet skal altid gå op i begge ender. 🙈🤷🏼‍♀️😂). Desuden er han meget “på vejen”, hvor han kører rundt til kunder, og det giver os også noget fleksibilitet.
Mine tider derimod er meget mere varierende. Jeg er oftest i skole tre – fire dage om ugen, og mine dage varierer meget. Nogle dage har jeg timer om formiddagen, nogle dage om eftermiddagen og nogle dage hele dagen. På mine studiefrie dage skal jeg selvfølgelig primært have læst en masse til studiet, og der prioriterer jeg også mine træninger samt huslige pligter. De dage hvor jeg er i skole om formiddagen, prioriterer jeg at hente Oliver tidligt. De dage hvor jeg er i skole om eftermiddagen, bliver Oliver afleveret mellem kl. 8.30 – 9.00, da det er dét som fungerer bedst for ham (hans bliver forvirret, hvis han pludselig bliver afleveret kl. 11, lige før hans lur, og hans DP-mor ser helst, at de ikke kommer senere end kl. 9, da de ofte er ude om formiddagen), og så bruger jeg formiddagen på træning og huslige pligter.
På mine skoledage fra kl. 8.00 – 16.00, er det både E som afleverer og henter, da jeg er afsted fra 7.15 – 17.00 de dage – hurra for flextider!

Praktik
De sidste to måneder har dog været en del anderledes, da jeg har været i praktik, og har arbejdet omkring 30 timer om ugen. Jeg har typisk arbejdet fra kl. 8.30 – 14.30, som betyder at jeg er taget hjemmefra omkring kl. 7.30, og har været hjemme til at hente O omkring kl. 15.30 – så der er vi blevet sat lidt på prøve ift. hvad vi plejer. 🙈 Også selvom jeg endda “kun” har arbejdet 30 timer.
Men igen er vi ret enige om, at det primært handler om planlægning og prioritering – så skal det nok gå.
F.eks. har jeg fået implementeret min træning (løb) på vej hjem fra praktikken, så jeg stadig kan hente O omkring kl. 15.30, frem for først at skulle træne når jeg kom hjem, og så først kunne hente ham kl. 16.30, eller skulle træne efter aftensmaden, hvor hele familien endelig er samlet. Løbeturene er ikke lige så skønne og afstressende, som når jeg løber i vores naturområde, men det fungerer, og det er uden tvivl sådan, jeg vælger at prioritere i sådanne perioder.
Huslige pligter som rengøring og tøjvask er primært blevet gjort i weekenderne.

Planlægning og prioritering
Heldigvis er E og jeg meget enige i vores aller største prioritering: vores lille familie. 👪❤️ Derfor bliver weekenderne brugt på kvalitetstid sammen, så meget vi overhovedet kan.
Det er stille og rolige morgenener, hvor vi bare nyder, at vi kan hygge og fjolle lidt ekstra, da der ikke er en tid der skal passes. Men hver eneste weekend bruger vi også enten lørdag eller søndag formiddag på at igangsætte huslige pligter, som rengøring, tøjvask og diverse andre daglige gøremål, som er dukket op i løbe af ugen. Så skiftes vi lidt til de praktiske opgaver og til at lege med Oliver, og efterhånden kan han sagtens “hjælpe til” med en masse af dem – i hvert fald elsker han at blive inddraget på en eller anden måde. Oliver sover stadig en middagslur på omkring 1,5 – 2 timer, og der pisker vi altid rundt for at blive færdige med de gøremål, vi har igangsat i løbet af formiddagen, så vi er færdige når han vågner, så vi kan bruge resten af dagen på hyggelige ting.
De uger hvor jeg er mindre presset på studiet, forsøger jeg altid at nå så mange huslige pligter som muligt i løbet af ugen, så vi ikke skal bruge tid på dem i weekenden og i stedet for bare være sammen og hygge os.

Madplan
Hver eneste søndag laver vi madplan til hele ugen, altså fra mandag – fredag (selvfølgelig alt afhængig af, hvordan ugen ser ud). E træner fodbold om onsdagen, så vi søger ofte for at have rester til den dag, så O og jeg ikke skal tænke på aftensmad den dag.
Men ellers laver vi madplan, noterer hvad vi skal bruge samt hvad vi mangler, og så handler vi ALT om søndagen.
Det fungerer fuldstændig fantastisk for os! Selvfølgelig er vi ofte lige forbi Rema (vi handler nærmest kun i Rema) i løbet af ugen for at købe en liter mælk osv, som man ofte løber før i løbet af ugen, men det er meget begrænset.
Madplanen sparer os for SÅ meget tid! Både ift. tanker omkring, hvad vi skal lave til aftensmad samt tiden vi ville bruge på at handle hver dag – det kan jeg slet ikke se, hvordan vi skulle nå. Og så er det økonomisk en kæmpe fordel, da vi sørger for at få brugt alle fødevarerne, da mange af dem går igen i nogle af retterne, og så er det altså bare en fordel kun at handle et par gange om ugen ift. impulskøb. 🙈

Jeg har valgt at beskrive en typisk hverdag og weekend hos os lidt mere i deltaljer:

Hverdag:
Kl. 6:00: Vækkeuret ringer med mindre Oliver allerede har vækket os – hvilket han ofte har. 😅 Vi prioriterer at have god tid om morgen, så vi alle får den bedste start på dagen.
Kl. 6.15 – 7.00: Vi alle gør os klar. E sørger primært for ham og O, mens jeg bare sørger for mig selv, og får redt senge, luftet ud osv. Mens jeg bliver færdig går de nedenunder og laver morgengrød til O, så den også kan nå at køle lidt af.
Kl. 7.00 – 7.30: Vi spiser alle morgenmad sammen – og drikker KAFFE!
Kl. 7.30: Går vi alle ud af døren. E afleverer O i DP (i bil), og jeg tager toget i praktik/i skole. De dage jeg møder sent i skole eller har fri, sover vi ofte lidt længere (hvis chefen tillader det), og så har O og jeg lidt ekstra tid til at blive klar, og så plejer jeg at aflevere ham omkring kl. 8.30 (på cykel). E har altid bilen, og jeg cykler og anvender offentlig transport.
Kl. 15.00: Alle de dage jeg kan, henter jeg Oliver kl. 15.00. Er jeg senere hjemme fra skole/praktik giver det sig selv, så henter jeg ham senere. (Vores DP åbner kl. 7.00 og lukker kl. 16.30).
Så hygger Oliver og jeg om eftermiddagen med en eftermiddagssnack, tv, tumling, puslespil, en tur på legepladsen eller hvad han (og jeg) nu lige er i humør til og har overskud til.
Kl. 17.00: Går jeg (og O hvis han ikke gider underholde sig selv, hvilket han ikke er så skide god til 🤷🏼‍♀️😅) i gang med aftensmaden, og kl. 17.15 kommer E hjem. Så er det lidt forskelligt, om han tager over eller om jeg fortsætter – den anden leger med Oliver og så hjælper han altid med at dække bord.
Kl. 17.30 – 18.00: Vi spiser aftensmad.
Kl. 18 – 18.30: Vi hjælpes med at rydde af bordet og tager det værste roderi i køkkenet samt svineri ved bordet (jep, O sviner MEGET, da han altid spiser alt selv), og så er det forskelligt hvem af os, der tager ham med op i hans aftenbad (han er i bad hver aften), og hvem der rydder resten op efter aftensmaden imens. Ofte skal én af os selv i bad, og så er det selvfølgelig den af os, som tager han med i bad. Den som rydder af svinger måske også lige støvsugeren, hænger vasketøj op eller tager det ned derefter.
Kl. 18.30: Vi leger, fjoller og nyder bare at vi alle tre kan være sammen uden nogle pligter.
Kl. 19.30: En af os putter Oliver, mens den anden rydder legetøj osv. op nedenunder samt ordner de sidste gøremål.
Kl. 20.00 – 21.30: #morogfartid, hvor vi enten ser noget sammen i tv’et, stener computer, jeg skriver blog-indlæg (som nu) osv. Nogle aftenerne læser jeg også til studiet, men jeg forsøger at gøre denne 1,5 time lidt “hellig”, så E og jeg også har noget tid sammen, hvor vi kan få fortalt hinanden lidt om vores dag osv.
Kl. 21:30: Går vi (senest) i seng. 😴 #livetsomforældre

Weekend:
Vi stiller IKKE vækkeur, men vi er oftest oppe før kl. 6. 😅
Vi tumler lidt i sengen, render rundt i nattøj og hygger med morgenmad.
I løbet af formiddagen går vi i gang med de huslige pligter, der nu er, og de fortsætter mens O sover middagslur, og så har vi eftermiddagen til det, vi nu har lyst til.
Den anden dag foregår lidt på samme måde, men her har vi så hele dagen til det, vi gerne vil. Vi elsker alle tre at komme ud og lave alle mulige ting, og det kan være lige fra gåture og legepladser i området til en tur i zoo, legeland eller svømmehallen.
Og hver søndag bliver selvfølgelig også brugt på klargøring af den kommende uge og på vores madplan samt at få handlet ind. Når jeg er ekstra presset på studiet, er det oftest om søndagen jeg også bruger et par timer på at læse.

Jeg prioriterer min træning i den grad, jeg kan, men jeg forsøger også altid at klemme den ind, så det ikke går ud over min kvalitetstid med O i hverdagene, da jeg i forvejen synes, jeg ser ham alt for lidt! Desuden kan jeg hurtigt komme til at føle, at jeg prioriterer mig selv frem for ham, og det er jeg endnu ikke så god til.
I weekenderne træner jeg ofte én af dagene, og hvis det passer sammen, så gør jeg det ofte, når O sover sin middagslur. Når det kan lade sig gøre, hvis vi f.eks. skal i svømmehallen, løber jeg derhen, og så har jeg på den måde fået inkorporeret træningen uden den som sådan har skulle prioriteres i vores planlægning af dagen. #winwin
Dette betyder selvfølgelig også at jeg sjældent – altså VIRKELIG sjældent smækker benene op og sætter mig i sofaen i løbet af dagen – hverken i hverdagene eller i weekenderne. Det kan E godt have brug for en gang i mellem, og så kan han oftest gøre det, mens jeg træner – medmindre jeg træner, når Oliver er vågen, men det sker ikke så ofte.
I hverdagene prioriterer jeg altid studielæsning, træning og huslige pligter frem for lidt afslapningstid (eller en lur for den sags skyld 😅), og det samme gælder sådan set weekenderne.
De dage hvor jeg har fri får jeg nået ALT det jeg nu kan, indtil jeg kan hente Oliver kl. 15.00, så han også kan have en tidligdag, når det er muligt.
Det er oftest på mine fridage, jeg også ser mine veninder i dagtimerne, da en del af mine veninder også stadig er studerende, og ellers er det til aftensmad i hverdagene, hvor jeg så plejer at tage afsted, når E kommer hjem fra job, og så har de to også lidt kvalitetstid sammen uden mig, og jeg har nået at have et par timer sammen med O i løbet af eftermiddagen.

Teamwork
Helt generelt så tror jeg bare, at vi er et super godt team Emil og jeg – og Oliver selvfølgelig. ❤️
Vi prioriterer ens, vi giver plads til hinanden, og på de punkter, hvor vi ikke er ens, respekterer vi hinandens meninger og holdninger, og så vil vi begge bare gerne vores søn og vores lille familie mest muligt.
Jeg tror, vi begge trives super godt i en travl hverdag, uden vi opfatter den som værende stressende.
Jeg især har nok et energiniveau og et overskud, der ligger over gennemsnittet – det tror jeg egentlig altid, jeg har haft, og det har helt sikkert gavnet mig i #livetsommor. Ligeledes gælder mit behov for søvn – det er ikke så vanvittig stort. Men især når det handler om at prioritere tid med mit lille menneske, så vil jeg strække mig langt – og det gør jeg også! Hver eneste dag.
Heldigvis kender jeg min krop super godt efterhånden, og når jeg er i perioder, hvor den fortæller mig, at nu er det tid til lige at geare lidt ned, så gør jeg det. Jeg kan selvfølgelig også blive fyldt op, men så længe jeg lytter til min krop, så plejer det hurtigt at gå over igen. Og så har jeg en kæreste, som altid forstår mig, værdsætter mig og roser mig til skyerne for den indsats jeg yder, for at få tingene til at hænge sammen herhjemme, og for den kæreste og mor jeg er – det giver også et ekstra drive til at give den en ekstra skalle hver dag. 🙏🏼 Og når jeg siger til ham, at jeg har brug for en timeout, så ved han, at det virkelig er fordi jeg mener det, og ofte er det sådan set også ham, som lige minder mig om det.
Ligeledes værdsætter jeg virkelig ham for, at han er den primære forsøger af familien (vi ved alle, hvad det vil sige at være på SU. 😅). Vi har nemlig valgt at prioritere, at jeg ikke længere har et studiejob, da det simpelthen vil gå ud over for meget af vores kvalitetstid sammen – og vi klarer os så ganske fint uden.
At være en småbørnfamilie betyder bare 110 km/t hver eneste dag, men jeg tror, at vi vinder meget ved ikke at have ondt af os selv, når vi er ekstra pressede, da vi altid forsøger at se tingene fra den positive side. Vi elsker jo vores liv som en lille familie, og så må man tage det sure med det søde.
Vi hjælper hinanden, støtter hinanden og bakker hinanden op: vi er bare et perfekt team, hvis jeg selv skal sige det. ❤️
VI GØR DET GODT – og det husker vi også at fortælle hinanden en gang i mellem.

Er der noget jeg har “glemt”, eller noget i undrer jer over, som I selv synes er svært at få til at gå op, så skriv endelig og spørg. 😉 Jeg forstiller mig ikke, at vi er så anderledes fra andre småbørnsfamilier, men det er faktisk ret svært at beskrive ens hverdag på denne måde – det kører jo bare derudaf, og man trives i sine rutiner. 😅🙈

Tak fordi I læste med.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *