Når jeg ikke føler mig tilstrækkelig …

Jeg er presset – sådan rigtig presset! Lige på tiden føler jeg, jeg løber med 110 km/t og at det alligevel overhovedet ikke er nok. 🤦🏼‍♀️

Jeg er startet på valgfag i biokemi her efter sommerferien, og jeg synes, det er SÅ spændende og virkelig interessant. Nogle gange tror jeg, jeg sidder med åben mund til undervisningen. 🙈😅 Både fordi jeg er så fascineret af, hvordan kroppen er indrettet, og hvad den helt selv styrer og kontrollerer hver f***ing eneste dag – men mest af alt fordi jeg også tænker: “Øhhhh, af hvad for noget!?” 😂 Lige så spændende og interessant det er, lige så pisse svært, synes jeg også det er!
Jeg skal til en skriftlig eksamen i starten af oktober, som selvfølgelig SKAL bestås! Jeg ved, at der skal kæmpes, for at det lykkedes, så derfor er jeg nødt til at yde mit maksimale på den front. For mit vedkommende indebærer det at få læst alt og deltage i alle forelæsninger.
Vi har sindssyg meget undervisning, og ligeledes vanvittig meget litteratur, som skal læses til hver dag (både på engelsk og dansk 🙈), og det trækker virkelig tænder ud.
Jeg læser mange, mange timer hver eneste weekend, jeg læser på de få studiefrie dage vi har, og jeg læser hver aften, når Oliver er blevet puttet – og så går jeg direkte på hovedet i seng, mens min hjerne er ved at eksplodere af ny viden. 🤯

Dette betyder også, at jeg mister noget tid med mit lille menneske, som jeg plejer at have – og dét gør ondt! Derfor prioriterer jeg også at læse, når han er puttet om aftenen. 💙 Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg selv kan rykke lidt rundt på tingene, ved at tilsidesætte mine egne behov.

Som I måske ved, er jeg ved at træne op til halvmarathon, og for at opretholde mit overskud og hive noget ekstra energi ind udefra (det har jeg i HØJ grad brug for, for tiden), så prioriterer jeg mine planlagte løbeture højt! Jeg gør ALT, for at de kan presses ind.
Når jeg får trænet, får mit pusterum, i denne travle og stressede periode, er jeg en mor med meget mere energi og overskud, og jeg får overskud til at læse om aftenen – generelt bliver det hele bare lige en tand mere overskueligt.

Oveni alt dette er der også et hjem, huslige pligter og diverse arrangementer, som skal ordnes og passes (som hos alle andre, I know) – men for pokker!! Hvornår fanden skal vi nå det hele!?
Emil har mega travlt på jobbet lige pt, så han er også presset.

Dette betyder så også, at der INTET alenetid eller kærestetid er. 🤷🏼‍♀️
Både E og jeg er så udkørte, når vi går i seng om aftenen, og for det meste får vi nærmest kun sagt “godmorgen” og “godnat” til hinanden.
Heldigvis er vi det bedste team, og han ved jeg er ekstra presset for tiden (som han siger: der skal ellers meget til), så han træder også liiiige en tand mere på speederen, hvor han kan. Vigtigst af alt husker vi at kigge hinanden dybt i øjenene, fortælle hinanden hvor seje vi er, og minder hinanden om, at disse perioder heldigvis ikke varer for evigt. ❤️

Perioder som denne kræver virkelig energi, struktur og masser af planlægning – der er så meget logistik, som skal gå op. Og er der bare én brik, som vælter – så vælter hele korthuset!
Dét skete så i dag (eller i nat), da vores lille mand vågnede med høj feber. BUM! Hele dagen blev fuldstændig sat på stand-by (plus minus søvn 😴), indtil vi lige fik fundet frem til en løsning – som igen krævede en masse ekstra energi og overskud fra både E og jeg.

Dette indlæg er ikke for at brokke mig, fordi jeg føler, det er uretfærdigt, eller fordi, jeg mener, jeg har det hårdere end så mange andre – overhovedet!
Men jeg får så ofte af vide, at folk beundrer mit overskud, og får ofte stillet spørgsmålet omkring, hvordan jeg finder tiden og motivationen til at få det hele til at hænge sammen, så nu vil jeg bare gerne fortælle, at vi også har ekstra travle perioder, og at jeg altså også kan være max presset!
Jeg giver aldrig op, og der skal virkelig meget til, at jeg mister modet – ingen tvivl om det. Men jeg er træt – sådan virkelig træt! Jeg prøver altid at være tilstrækkelig. Tilstrækkelig som mor, kæreste, studerende, derhjemme, som husejer, overfor veninder osv. osv. – og jeg HADER, når det ikke lykkedes.
Denne gang føler jeg i det mindste, jeg gør, hvad jeg kan – det er simpelthen bare ikke nok! 🤷🏼‍♀️

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.