I dag løb jeg over målstregen til mit første halvmarathon med en officiel tid på: 1:46:41, hvilket svarer til en gennemsnitspace på 5:02. 🙌🏼🏃🏼♀️ Jeg er SÅ glad, lettet og stolt! Mit mål var 1:50:00, så jeg er simpelthen så tilfreds!
Det var et fantastisk løb!
Først og fremmest var humøret i top, og jeg glædede mig helt vildt til at løbe over startlinjen og endelig være igang! Fra første kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde ramt en god dag, mine ben var lette og der var fart i dem. 💨
Da jeg kendte ruten og området så godt, da det er der, jeg selv løber til hverdag, havde E og jeg aftalt præcist, hvor de skulle stå og heppe på mig, og jeg så dem hele tre gange undervejs på ruten. Oliver gav mig high-fives, og jeg kunne høre ham råbe “Der’ moar”. 😍 Det var helt vildt, hvor meget motivation det gav, hver gang jeg vidste, jeg snart mødte dem, og efter jeg havde hilst på dem. ❤️
Depoterne undervejs på ruten var vanvittige! 🤩 For mig handlede det bare om, at få det jeg helst “skulle” for at klare turen, men der var både vand, saft, energidrik, cola, energibarer, kanelgifler, banan og slik. Jeg drak saft, og jeg er simpelthen elendig til at drikke af et krus, mens jeg løber, så jeg satte tempoet op frem til posten, og så gik jeg de sekunder, jeg drak, og så løb jeg videre derfra – det fungerede mega godt!
De første 6K var løbet på ingen tid – eller sådan føltes det i hvert fald. Bum, så vi de kilometer tilbagelagt. Måske skyldes det, at det var første gang, jeg vidste Oliver og Emil stod og heppede! 👏🏼👨👦
Jeg holdt lidt igen de første 5 – 8K, i stedet for bare at lade benene styre tempoet, for jeg ville ikke tage nogen chancer, og risikere at de sidste kilometer mod mål blev en kæmpe kamps. Jeg ønskede at have masser af overskud og højt humør, når jeg blev mødet af mine to drenge – og alle de andre, som stod og heppede for den sags skyld. 🇩🇰 Der var så mange familier, som var mødt op, og håbefulde børn, som stod klar til high-fives, og det var mega fedt at se deres gejst, når man løb hen mod dem for at give dem en high-five. 🙌🏼
De næste kilometer går fantastisk – jeg nyder virkelig turen, omgivelserne, bruger depoterne som planlagt, og forsøger virkelig bare at være tilstede i løbet – jeg nød det 100% hele vejen!
Omkring de 13 kilometer er sidste gang, jeg møder Oliver og Emil inden mål.
Jeg føler masser af overskud, selvom jeg godt kan mærke, kroppen er begyndt at blive en smule træt.
Første gang jeg oplever kroppen blive rigtig træt og møder lidt modstand er omkring 15 – 17K, hvor vi bare løb i stiv modvind! Det var hårdt, og benene blev ekstra pressede – det var det eneste tidspunkt på ruten, hvor jeg ikke synes, det var super fedt.
Da vi rammer 18K kommer vi lidt mere i læ, og så var det bare om at ramme målstregen. Jeg føler mig tilpas presset og træt, så jeg fortsætter i dét tempo, som føles tilpas hårdt, da jeg hele tiden huskede mig selv på, at mål nr. 1 var at være tilstede under hele løbet og nyde turen.
Oliver og Emil står omkring 200 meter før mål, og da jeg har passeret dem, sætter jeg farten op og løber i mål! 🏃🏼♀️🏅
Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – lige som jeg havde håbet på! Jeg havde overskud på HELE turen, jeg var mentalt tilstede og jeg nød bare at være i dét. Mit knæ opførte sig helt fantastisk, og mine ben havde en god dag – vigtigst af alt var det mentale plan optimalt.
For mig er det en KÆMPE milepæl indenfor min træning, som endelig er nået, og at det også bliver i en tid, som jeg kun kan være tilfreds med er simpelthen fantastisk! 🙌🏼
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så tæt på mit mål før graviditeten: 1:45:00, for så var jeg gået efter de sidste 1,5 min. Men det er først, da jeg rammer målstregen, at det rigtigt går op for mig, hvor tæt på jeg egentlig var.
I dag valgte jeg oplevelsen og overskuddet til – samtidig med jeg absolut ramte mål i en tid, som jeg slet ikke havde regnet med. 💪🏼
ALT var præcis, som det skulle være! 🙋🏼♀️
