Dette indlæg skrev jeg faktisk dagen efter min terminsdato. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik aldrig udgivet det.
På en måde tror jeg, jeg var bange for at sige nogle af tingene højt, bange for det gav bagslag eller bare bange for at blive dømt. Jeg har en fornemmelse af, at der nogle gange sidder folk derude bag skærmen, som synes, jeg forsøger at opstille et glansbillede fremfor virkeligheden – og det er bare den sidste tanke, jeg ønsker folk skal have om mig – for sådan er det virkelig ikke. Generelt er jeg bare et meget positivt menneske, som forsøger at se tingene fra den positive side. Jeg forsøger altid at overbevise mig selv om, at der er en mening med at tingene er, som de er – også selvom det er ting eller situationer som er trælse og hårde. Desuden har jeg et meget stort overskud, som kun er vokset i takt med min rolle som mor, og dette er helt sikkert også en fordel i en presset og travlt hverdag. For uanset hvor fantastisk det er at være en børnefamilie, så er det bare en tid med 110 km/t og tilsidesættelse af sine egne behov i høj grad – men det ændrer ikke på, at jeg elsker det!

. . .

Onsdag d. 7. august 2019:
Terminsdatoen er passeret, og meget snart er vi en familie på fire – det er fuldstændig vildt!! Jeg er spændt, fyldt op af glæde, lykke og kærlighed, og samtidig er jeg sgu lidt nervøs, for hvordan kommer vi til at klare den? 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver pisse hårdt, og mange har efterhånden informeret mig om at det hedder sig “at barn nummer to virkelig er en nyser i forhold til barn nummer et, og at en evt. nummer tre er piece of cake”. Og det tror jeg faktisk er helt rigtigt. Dét får man allerede en smagsprøve på i graviditeten. Men sådan helt ærligt? Det skræmmer mig ikke.

Det største i mit liv nogen sinde var at blive mor til Oliver d. 27. november 2016 efter en uplanlagt men ønsket graviditet. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg får lov til at opleve det en gang til lige om lidt.
Jo, det var/er da hårdt, men ikke så hårdt. Jeg synes efterhånden, de sociale medier især rummer en masse fortællinger om “bagsiden af medaljen”, og hvis man ikke selv deler ud af den, så kan man hurtigt blive mistænkt for at opstille et urealistisk glansbillede, som slet ikke er sandt, og at virkeligheden er en helt anden. 
Men helt ærligt, jeg føler ikke, at jeg har så meget negativt at fortælle. Måske jinxer jeg den kommende tid som mor til to nu, ved at sige sådan – I don’t know, men det må tiden vise. 

Man ved aldrig hvilket barn man får, og man er så forskellige som person og som forældre, så man kan og må bare IKKE sammenligne – nogensinde! 
Oliver var en meget mild baby, som spiste fint, sov fint, var glad, græd stort set kun, når han var sulten eller der var andre fysiske behov, han manglede. Og det var jeg også meget bevidst om. Jeg følte næsten, at vi var for heldige, hvis man kan sige det sådan. Nogle gange tænkte jeg: “Hvornår bliver jeg ramt af det dér breakdown, som alle snakker om?”
Jeg er en person med et meget stort overskud, og som ikke har et kæmpe behov for søvn. Oliver og jeg var/er nok bare en rigtig god kombi – vi er et godt team. 
I hvert fald er én af de bedste perioder i mit liv nogen sinde, de ni måneder jeg havde barsel med Oliver. Jeg elskede hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig følt mig bedre tilpas. Det var bare lige mig. 
Jeg havde absolut ingen forventninger til noget som helst. Jeg ville bare tage tingene, som de kom. Og det tror jeg faktisk gavnede mig, for så blev jeg aldrig skuffet uanset hvilke udfordringer, der opstod. 

Og jo, selvfølgelig var det da pisse hårdt at blive vækket om natten hver 1,5 time de første 3 – 4 måneder, for selvom Oliver sov fint og sov efter amningen (plus afbøvsning, gylpning og bleskift, så vi cirka var oppe 45 min. ad gangen) igen, så blev hans ammeintervaller først længere end 1,5 time, da han blev 3 – 4 måneder, og det var døgnets 24 timer. 
Og det var også hårdt at være så styret og drevet af et lille menneske, som blot skulle grynte, så stod jeg på spring, og ALLE mine behov blev tilsidesat. Lige fra toiletbesøg til morgenmad kl. 13, aftaler med veninder, frisørtid, træning, ALT! Det krævede en kæmpe indsats fra både min og Emils side, men jeg synes hurtigt, vi handt en god rytme omkring det hele, så vi kunne nyde tiden og få det bedste ud af det – også på de hårdere dage. Den der ‘babyboble’, som vi også havde hørt så meget om, oplevede vi i høj grad – måske især mig gennem hele min barsel.

Jeg har altid elsket at være sammen med Oliver – og det gør jeg stadig, selvom det selvfølgelig også er hårdt. Han var ret gammel første gang jeg cyklede (2 min.) væk til træning for første gang, og Emil var hjemme hos ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde det. Nok mest fordi jeg følte, at nu var det tid, fordi det synes jeg efterhånden mange havde undret sig over, altså at jeg ikke havde brug for det der space. Og det handlede overhovedet ikke om, at jeg ikke havde tillid eller tiltro til Emil, jeg havde bare ikke behovet for at være væk fra mit lille menneske. 

Igen: jeg er sikker på, det virkelig kommer an på ens situation, hvilket barn man får, hvilke udfordringer der rammer én, og hvor omstillingsparat man er, OG hvordan man er som person – det er (heldigvis) så individuelt. 
Og så tror jeg, det handler om ens mindset. I min optik var der nogle ting, som helt naturligt fulgte med at skulle have en baby og i livet som nybagt mor: søvnunderskud, tilsidesættelse af mine egne behov i meget høj grad, at stå på spring døgnets 24 timer, mindre træning, at baby højst sandsynlig ville ramme en periode med ondt i maven pga. tarmene ikke var færdigudviklede, som kunne være en hård periode med meget gråd, at amningen kom til at gøre pisse ond i starten og ville kræve en stor indsats. Alt dét forberedte jeg mig på undervejs i graviditeten, og jeg så det som en naturlighed og en selvfølge, at tingene ville blive sådan – jeg blev jo nogens mor, og fik ansvaret for et lille menneske, som var 100% afhængig af mig.
Hvis man ikke har gjort sig sådanne tanker og har indstillet sig og forberedt sig på sådanne ting, så forestiller jeg mig, at man virkelig bliver sat på prøve og at man helt ærligt får et slag i hovedet – det ville jeg i hvert fald have fået.
At der så derudover en en masse andre faktorer, problemer og udfordringer i forskellig grad, som kan ramme ens barn og en selv, som (heldigvis) ikke rammer alle, er en helt anden snak! Nogle er mere udsatte og “uheldige” end andre. Der er forskel på alles situationer, og derfor er det så vigtigt ikke at sammenligne og måle og veje hinanden. Det synes jeg, er en meget vigtig pointe. 

Mit budskab er, at jeg altså ikke har talt særlig meget om ‘bagsiden af medaljen’, for indtil nu er det ikke meget, jeg synes, jeg har set til den.
Faktisk synes jeg kun, det bliver hårdere og hårdere jo ældre Oliver bliver. Han tester grænser, han vil have sin vilje, alt skal diskuteres eller forhandles og der er ikke en dag uden minimum 10 diskussioner, små “anfald” eller blot modsigelser. Han bruger ordet “nej” 50 gange om dagen. Hold nu op, hvor var det nemt, da jeg bare kunne skifte hans ble på 5 sek., fordi han ikke sagde mig i mod eller gjorde modstand – hvor bleskift faktisk var en hyggestund på puslebordet med baggrundsmusik fra uroen.
Søvnunderskud er også stadig en faktor hjemme hos os. Oliver sover endnu ikke igennem om natten, og det har han aldrig gjort. Han vågner alt fra en – fem gange hver nat. Desuden er han udpræget A-menneske, så vi er oftest oppe mellem kl. 5.00 – 6.00.
Men sådan er det jo! Det er i hvert fald sådan, det så kan være. Man kan ikke få ‘hele pakken’, og Oliver er lige præcis, som han skal være. Vores helt perfekte lille menneske.

Der er nemlig heller ikke en dag uden 100 smil, kys og kram, og det er jo dét, det hele handler om. KÆRLIGHED. Og er der noget vores lille familie rummer mere end noget andet, så er det kærlighed. Der er ikke én dag i mit liv som mor, hvor jeg har følt at noget andet overskyggede dette. 

Jeg har nogle gange følt, at det var forkert, fordi jeg ikke kunne sige, at det første år som mor var det bedste i mit liv, men også det hårdeste – som så mange udtaler. 
Måske har årene som mor været de hårdeste i mit liv, men hårde som i udviklende og udfordrende. Jeg føler, jeg har tilegnet mig så mange egenskaber og kompetencer, som har udviklet mig, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas i nogen rolle end i rollen som mor. Jeg elsker det!
Jeg føler virkelig, jeg for alvor har fundet meningen med livet, og min aller største prioritering vil altid være mine børn og vores familie – uden sammenligning!

Måske havde følelsen omkring det hele været anderledes ved en anden situation – det ved jeg ikke, men faktum er, at det er min og vores situationen, og det er udgangspunket for mig. Måske havde det været anderledes, hvis Oliver havde været en anderledes baby, hvis Emil ikke accepterede mit behov for f.eks. træning, eller hvis jeg ikke accepterede hans behov for weekendture eller en bytur en gang i mellem med kammeraterne, eller hvad man nu har af behov. Vores behov matcher måske bare rigtig godt, så det er nemmere at få tingene til at gå op i en højere enhed. I don’t know. Men jeg ved, at det føles helt perfekt for vores familie, at tingene er som de er. 

Jeg har virkelig forsøgt at forberede mig mentalt på ‘livet som mor til to’, og så kan jeg ikke gøre mere.
Jeg har mange gange tænkt, at vi ikke kan være så heldige én gang til, at få en så mild og glad baby, og det vil tiden vise. Omvendt er det ikke noget, jeg vil bekymre mig om, før jeg ved, hvordan tingene bliver. Ligeledes har jeg flere gange i løbet af graviditeten tænkt, at det næsten var for godt til at være sandt, at vi får endnu et lille ønskebarn, og at min krop behandler mig så godt under graviditeten. Jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig. Det er lige før, jeg nogle gange kan få følelsen af skam, fordi der er så mange, som kæmper med fertilitet og graviditetsgener. Ligeledes kan jeg nogen gange blive ramt af følelsen af angst, for hvordan er jeg blevet så heldig? Hvilken krise rammer os og hvornår? Kan man godt bare have lov til at være tilfreds og lykkelig? Dét er en helt anden snak, og dem, som kender mig, ved at jeg bruger alt for meget tid og energi på at analysere og overtænke alt for mange ting.
Så derfor fortæller jeg mig selv, at jeg intet får ud af det – det her er min situation, min historie og mit udgangspunkt – det er mit og vores liv, som det er nu – og jeg nyder det! Det føler jeg er det eneste rigtige at gøre.

Ingen børn, mødre, fædre, forældre eller personer er ens – og det er lige præcis sådan, dét skal være. Derfor er det umuligt at sammenligne eller dømme hinanden. Vi har alle vores individuelle situationer, opfattelser og historier. 

En kæmpe high-five til alle forældre derude – vi gør det alle godt på hver vores måde! Vi er f***ing seje! 

. . .

Søndag d. 1. september:
Nu har jeg to datoer i mit liv, som uden sammenligning er de største dage i mit liv: søndag d. 27. november 2016 og lørdag d. 10. august 2019. Dagene hvor jeg blev mor for første gang til min søn og hvor jeg blev mor for anden gang til min datter.
Og denne gang har vi oplevet ‘babyboblen’ på præcis samme måde som med Oliver. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ikke ville være muligt på samme måde anden gang, men det var det altså for os. De to første uger med fælles barsel er bare helt unikke.

Denne gang har jeg igen sørget for ikke at have nogle forventninger til min nye tilværelse som mor til to – og heller ikke til min tid på barsel med lillepigen. Jeg tager en dag af gangen, vi skal alle fire lære hinanden at kende, have skabt nogle nye rutiner, og så vil jeg blot lytte til hendes behov og tage en barselsdag af gangen.

Jeg havde forberedt mig på at søvnen nok ville blive én af de største udfordringer for os som en familie på fire – og det er det også. Søvnunderskudet er (indtil nu) også større end det var som nybagt mor til Oliver.
Som tidligere nævnt sover Oliver ikke igennem endnu, og han vågner meget tidligt. Til gengæld tager Nora (indtil nu) nogle længere stræk om natten, så jeg sover mellem 2 – 3 timer mellem hver amning, og det er luksus sammenlignet med Oliver.
Men Nora har vist arvet Olivers døgnrytme, for når klokken slår 5 er hun også lysvågen, og så er der morgenfest fra kl. 5.00 – 8.00 cirka – i hvert fald som tingene er lige nu. Når hun en sjælden gang sover længere end til kl. 5, så vågner Oliver til gengæld, og ligeledes når Oliver endelig sover længere end til kl. 5, så vågner Nora – og så vækker de oftest hinanden. Ofte har Emil Oliver, og jeg har Nora, og nogle gange kan én af os sove liiiidt længere.
Men det gør ikke noget. Det kan godt være, jeg sammenlagt kun får omkring 5 – 6 timers søvn hver nat, men sådan er det. For mig er det i hvert fald sådan at være nybagt mor og have en søn på 2 år og 9 måneder. Jeg må tage en lur en gang i mellem sammen med Nora i løbet af dagen, og så går det hele igen. Faktisk synes jeg, det er hyggeligt at vi alle sammen har noget kvalitetstid sammen om morgenen inden dagen skydes igang, for ellers ville jeg nærmest ikke se mine to drenge før sidst på dagen – og dét er jeg ikke god til. Jeg vil hellere være i søvnunderskud og så være sammen med min familie.

Jeg kan godt mærke forskel på at blive mor for første gang og mor for anden gang. Jeg har allerede haft nogle få stunder væk fra Nora, da jeg har prioriteret alenetid med Oliver – for ham savner jeg også helt vildt nogle dage! Jeg har nemmere ved at være væk fra Nora i et kort øjeblik end jeg havde med Oliver, da dette gør, at jeg får opfyldt mit behov for at være sammen med min søn, som vi var inden han blev storebror – og jeg kan mærke, at han også har brug for det.

Nora er i dag 22 dage gammel, og indtil nu er hun en god pige. Hun er lidt mere krævende og “urolig” end Oliver, men det er også kun fordi Oliver simpelthen var så mild, at man kan mærke en forskel. Jeg har intet at brokke mig over, og det gør jeg bestemt heller ikke. Hun er så sød og dejlig og helt perfekt.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at blive mor til to og ligeledes har Emil og jeg talt meget om, hvordan det mon ville blive, og hvordan vi ville tackle diverse situationer, som ville kunne opstå – og det har gavnet mig/os helt vildt. Lige ledes har vi gjort meget for at forberede Oliver, og talt om, hvordan vi skulle tackle ham og være overfor ham, når han blev storebror, og det har også været en virkelig god investering.
Oliver er den mest kærlige og omsorgsfulde storebror – han er præcis, som jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er der også kommet en reaktion, da det nogle gange er svært pludselig at skulle dele mor og far sådan fra den ene dag til den anden. Vi har haft nogle putninger om aftenen, som har været ekstremt hårde og lange, da Oliver her har reageret på det hele. Og der kan helt sikkert komme flere reaktioner på sigt, da vi jo kun har været en familie på fire i små tre uger, så det hele er fortsat meget nyt. Og er der noget, jeg har erfaret i livet som mor, så er det, at bedst som man tror, tingene er ved at ændre sig, og der er ved at blive etableret en rutine, så ændrer ALT sig over en enkelt nat, og så kan man starte forfra. Man bliver hele tiden nødt til at være omstillingsparat.

Jeg elsker at vi nu er en familie på fire. Der er indtil nu ikke dukket situationer eller udfordringer op, som jeg ikke havde regnet med. Det gør dem absolut ikke mindre hårde, men det gør, at jeg synes, de er nemmere at håndtere. Jeg/vi forsøger altid at forberede os bedst muligt på alt ting, og det føler jeg, gavner mig og os.
Som jeg også skriver i mit indlæg er det vigtigste af alt KÆRLIGHED, og jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, at vores lille familie kunne rumme mere kærlighed, end den gjorde i forvejen – men det kunne den.
Det er SÅ stort at være mor til to, at se mine to børn sammen, at se Olivers kærlighed til Nora, stoltheden i Emils øjne og bare være os – os fire.
Dét kan ikke beskrives, og det er DET HELE værd.

Igen: Det er hårdt ja, men det er ikke mere hårdt, end hvad man i min optik kan forvente når man bliver en familie på fire – med én i trodsalderen og en lille nyfødt. Om det bliver det, det ved jeg selvfølgelig ikke – det må tiden vise! Men indtil nu, tager jeg en dag af gangen og nyder at tingene er, som de er. Andet ville være fjollet.
Og helt ærligt! Når man bare er glad og lykkelig sådan helt ind i hjertet, så skal man have lov til at sige det højt, og bare nyde at være tilstede i nuet !- faktisk har jeg lyst til at råbe det ud til hele verdenen, for det er simpelthen en fantastisk følelse!

I dag rammer vi uge 37+0, og dette betyder, at lillesøster er færdigbagt, og at hun i princippet kan komme ud til os anytime – det er en milepæl og det er så crazy! Nu er vi indenfor termin.
Derfor er pusletaken nu pakket og klar til afgang. Umiddelbart tænkte jeg, det ville være nemmere denne gang, for vi har jo prøvet det før, men det synes jeg faktisk ikke, det har været.
Når jeg sammenligner dette tidspunkt med min graviditet med Oliver, er der meget, som er og føles anderledes.

For det første vil fødslen være ambulant denne gang, da jeg jo er andengangsfødende – hvis alt går som det skal vel og mærke. Hvilket vil sige, at vi allerede skal hjem 4 – 6 timer efter fødslen. Dette synes jeg på den ene side er lidt skræmmende, men alligevel også rart. Og selvfølgelig bliver man ikke ‘smidt ud’, hvis der er en årsag til at blive.
Med Oliver var vi på barselshotellet i to døgn, og det var bare helt perfekt for os. Der er ikke travlt, vi kunne hente hjælp, hvis der opstod tvivl, og vi skulle ikke tænke på at sørge for mad eller noget. Vi kunne bare være i vores egen lille verden som en nybagt familie.
Denne gang er jeg slet ikke i tvivl om, at vi egentlig bare gerne vil hjem, hvis alt går vel, da jeg forestiller mig, at det ikke bliver større, end når hele familien skal samles efter hendes ankomst, og Oliver skal møde lillesøster (jeg tuder allerede ved tanken! Åh, det bliver så stort!).

Med Oliver var jeg mentalt klar til at møde ham flere uger i forvejen, og da der var omkring en måned til termin var alt klargjort – AlT! Sådan er det ikke denne gang.
Denne graviditet er fløjet afsted, og det meste af tiden har min krop og selve graviditeten været uger foran mit hoved. Jeg har ikke helt kunne følge med mentalt. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at møde hende, og jeg kan slet ikke vente, men jeg forstår ikke helt, at det kan være anytime – og det stresser mig faktisk lidt.
For et par dage siden panikkede jeg, fordi vi ikke havde et helt præcist overblik og en plan over, hvad der skal ske med Oliver, når fødslen går i gang. Det skal vi jo også tage stilling til denne gang. Og det er faktisk ikke så nemt, når vi jo (sjovt nok) ikke aner, hvornår det bliver, hvilket tidspunkt på døgnet eller hvor hurtigt det skal gå.
Jeg panikkede over at autostolen stadig stod på loftet, at vores ‘to-do liste inden lillesøster kommer’ stadig indeholder +15 punkter OG at hospitalstasken ikke var færdigpakket!
‘To-do listen’ er stadig lang, men der er styr på de vigtigste ting nu, og det giver simpelthen så meget mentalt ro – så må vi se, om vi når det hele.

Hun burde melde sin ankomst i starten af august, og det kan både betyde 15 grader, regn og blæst men også 30 grader og solskin, så hvad skal man lige pakke af tøj i hospitalstasken? Jeg ved godt, at spædbørn ikke selv kan regulere varmen, og selvfølgelig skal dækkes til osv., men alligevel. Lidt forskel vil der jo være. Desuden skønner de lillesøster til at være en del mindre end sin storebror, og dette gør det faktisk også lidt svært, for hvad og hvilken størrelse har jeg så skulle pakke?
Oliver blev født 41+3, altså 10 dage over termin, og vejede 4065 g og var 55 cm lang, og jeg synes jo virkelig bare han var lille. Og han passede str. 50 i ret lang tid alligevel. Hvad så med lillesøster, hvis hun bliver endnu mindre? Det kan jeg ikke lige forholde mig til. Derfor har jeg både pakket str. 50 og 56 i hospitalstasken.
Ligeledes har jeg pakket nogle ting i hospitalstasken, som Oliver også havde på lige efter fødslen, og dem skal vi selvfølgelig også have med til lillesøster. Selvom det måske lyder fjollet, så betyder lige præcis dét bare virkelig meget – der er så mange følelser i de ting.

Måske er det hele i princippet fuldstændig ligegyldige ting og tanker, men alligevel kan jeg mærke, det betyder meget for mig, at have styr på alt herhjemme, og den hospitalstaske betød åbenbart mere, end jeg troede. Jeg har det bare bedst, når der er styr på det hele – især fordi vi nu har ramt terminsperioden.

På grund af forskellen af længden på indlæggelsen efter fødslen, årstiden og den danske sommer, den skønnede størrelsesforskel samt det praktiske omkring Oliver, når først fødslen går i gang, synes jeg ærligt talt, det har været svært at pakke den hospitalstaske og nå hertil – det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg tidligere i graviditeten så frem til dette tidspunkt.
Jeg blev virkelig ramt af følelsen af panik for et par dage siden, da det gik op for mig, at vi om få dage ramte terminsperioden, og jeg havde ikke engang pakket hospitalstasken!? Jeg tænkte virkelig: “Hvad er der galt med dig Sofie – kom nu igang!”
Måske sammenligner jeg for meget med gravidteten med Oliver nogen gange, og det stresser mig lidt – I don’t know.
Men jeg ved, jeg har det bedst, når der er styr, kontrol og overblik over tingene, og dét er der trods alt ved at være nu efter et par aktive dage, som har handlet om forberedelser og klargøring.
Dette giver mig ro, og selvom der er stor forskel fra person til person, så føler jeg, at ro omkring hele situationen op til en familieforøgelse er vigtig.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg vil forsøge at blive helt mentalt klar, lige indhente de sidste par uger mentalt, og så vil jeg have mit fokus på den forstående fødsel, for selvom jeg ikke helt forstår det, så venter den altså lige rundt om hjørnet!

Det er så vildt, at vi om tre måneders tid er en lille familie på fire. 

Emil kiggede på mig under dagens morgenmaden og sagde: “Tænk engang at vi om tre måneders tid ikke kun er tre, men fire rundt om morgenbordet – det er så vildt!” Hans øjne strålede af lykke, spænding og en lille smule “shiiiiit” på samme tid – og det tror jeg beskriver vores følelser meget godt. Det er ingen hemmelighed at lillesøster er planlagt, og alligevel overmander følelserne nogen gange én helt vildt – og det er som om, det bliver ved denne gang. 

Der har været få (hårde) dage, hvor jeg efter en turbulent nat med Oliver og en kaotisk morgen har kigget mig i spejlet og tænkt “hvad er det, vi har gang i!?” – mest i starten. 
Samtidig er der stadig dage, hvor jeg seriøst føler, jeg bliver nødt til at knibe mig selv i armen, for at forstå, at det er virkelighed – for det er det jo! Lillepigen bokser rundt derinde, babybulen vokser og hun har det godt. Der sidder stadig en form for nervøsitet og angst omkring, at noget skulle gå galt – det gjorde der også med Oliver lige indtil den dag, han var ude hos os – men de fleste dage, kan jeg holder de tanker under kontrol og overbevise mig selv om, at alt nok skal gå godt og forløbe planmæssigt, hvilket E også er god til at overbevise mig om, når de grimme tanker tager overhånd. 
Heldigvis er der aller flest af de dage, hvor det hele bobler fuldstændig indeni, og jeg fyldes op af lykke og kærlighed helt ned i maven, når jeg tænker på at vi til august bliver fire. At vi får æren af at blive forældre til endnu et lille menneske, som vi har skabt sammen, Oliver bliver storebror, og vi skal have en lillesøster. Nogle dage er det stadig mærkeligt at sige højt: vi skal have en pige. Nu bliver vi to drenge og to piger. Vi bliver fire. Måske bliver vi ikke blot en “lille familie” mere, men faktisk “bare” en familie – og jeg elsker det! 

Selvom vi glæder os ubeskriveligt meget til det nye liv, der venter os når tre bliver til fire, så er vi også forberedt på at det bliver møg hamrende hårdt! Jeg har hørt flere sige: “Et barn, er ét barn, men to børn er fandme mange børn!” – og det tror jeg beskriver det hele meget godt. Der er så mange vaner, rutiner og ting, der fortsat skal køre i vores nuværende hverdag, samtidig med det ikke kan undgås, at der også er nogle ting som skal ændres og tilpasses, samtidig med man ikke blot skal tage hensyn til sin lille nye baby, men mindst lige så meget til storebror og den hverdag han er vant til. Vi har ikke det samme søvnoverskud med i bagagen denne gang, og helt generelt er hverdagen bare mere rutinepræget. Der er så mange faktorer denne gang, som spiller ind og som er helt anderledes fra første gang. 

Heldigvis er Emil og jeg virkelig gode til at snakke om tingene og sige vores følelser og tanker højt, hvilket jeg tror, er en kæmpe fordel for vores forhold og vores kommende “nye” familieliv. 
Selvom der er stadig er forholdsvis lang tid til lillesøsters ankomst, så er vi begyndt at tale om forskellige praktiske ting, forestillinger og forventninger til det hele, og det tror jeg er en virkelig god investering, når først vi står midt i det hele – at vi i hvert fald har gjort os nogle tanker og forestillinger. 

Det hele bliver magisk, fantastisk og skide hårdt – men vi er så klar til det, og vi glæder os helt ubeskriveligt til tre bliver til fire. 

Her til aften havde jeg den største tudetur! 
Jeg kom ned i stuen efter at have puttet O, Emil kiggede på mig og spurgte: “Er du okay skat?” – og så brød jeg fuldstændig sammen! 

Jeg ved ikke, hvad der skete, men følelserne overmandede mig fuldstændig. Vi er i dag gået ind i uge 25 af graviditeten – UGE 25! Hvad sker der!? Jeg kan slet ikke forstå det. #stoptiden og #tidenflyver er passende hashtags at bruge i denne sammenhæng – en kliché, ja! Men hold nu op, hvor er det bare rigtigt! Sidst jeg havde denne følelse i kroppen, var da Oliver var spæd, og jeg ikke kunne følge med i hans udvikling, og jeg ikke kunne rumme, at min lille baby blev så hurtigt stor, og tiden bare fløj afsted – og så alligevel nød jeg det jo. En meget ambivalent følelse.
Nu har jeg lige puttet mit lille, store menneske, som selv kysser mig godnat, giver godnatkrammer, slukker lyset og siger “nat nat mor”. Hvornår blev han lige SÅ stor!?
Siden jeg er blevet mor, er tiden fløjet afsted på en helt anden måde, end jeg nogen sinde før har oplevet, men man begynder ligesom at vænne sig lidt til det og acceptere det – dog synes jeg nogle gange, det tager lige lovlig overhånd. Jeg vil så gerne bare nyde det, være tilstede i nuet, og bare trykke på “pause”-knappen en gang imellem, og bare suge ALT til mig – hvis jeg altså kunne.

Jeg har sagt det mange gange før: jeg elsker at være gravid! Jeg synes simpelhen, så det er så stort at få lov til at opleve dét kroppen gennemgår og er med til at skabe – for mig er det virkelig en gave i livet. 
Men denne gang føler jeg ikke helt, at jeg er tilstede i det på samme måde, som jeg var første gang. Det er svært at forklare, men i nogle perioder føles det “bare” som et sideprojekt min krop arbejder på, mens hverdagen, bachelor, familielivet og diverse ting er i fokus og tager alt min tid.
De tidspunkter på dagen, hvor lillepigen sparker løs på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at mærke efter og bare nyde det, elsker jeg – men det sker alt for sjældent, synes jeg. Jeg savner de dage, hvor tankerne og forestillingerne bare tager over, og man forbereder sig mentalt på den forandring, der venter én. 
Igen ramte den der ambivalente følelse mig, for selvfølgelig glæder jeg mig ubeskrivelig meget til august – det er tidshorisonten over dem alle, men alligevel forstår jeg ikke helt, at vi allerede er nået hertil i forløbet. Jeg føler ikke, at mit hoved er lige så langt, som min krop og min graviditets-app fortæller mig, vi er.

Jeg aner ikke, om det er sidste gang, jeg får lov til at opleve en graviditet, så jeg vil bare så gerne nyde det – og det føler jeg ofte, jeg “glemmer” denne gang. Simpelhen fordi jeg ikke har tiden til det på samme måde. 
Og den følelse overmandede mig bare fuldstændig i dag.
Måske ramte virkeligheden mig i dag: Vores dejlige søn Oliver Elliot er 2 år og 4 måneder og lillesøster i maven er 60% færdigbagt – mens jeg føler, vi lige er blevet en lille familie, og at vi holdte hans 1 års fødselsdag i foregårs.

NU glæder jeg mig bare til påskeferie med min lille familie, hvor jeg virkelig kan fokusere på dem og lillesøster i maven. Det kan jeg mærke, jeg har brug for. Jeg skal nyde hvert eneste sekund, og bare suge alt kærlighed til mig og bare være tilstede i nuet.

God påske til jer. 🐣

Det slog mig lige i dag: Når jeg har forsvaret min bachelor, og den er afsluttet, så går jeg jo på barsel – og så er der kun omkring 1,5 måned til termin. 

Vi er inde i en periode, hvor jeg synes, den ene begivenhed overlapper den anden – alt imens hverdagen, rutinerne og graviditeten “bare” ruller med på sidelinjen. Altså ikke på den dårlige måde, men der er bare SÅ mange ting, men mange gode ting. Dog kan jeg godt mærke, det er vigtigt, jeg lige stopper op og husker at nyde det hele engang i mellem for at kunne følge med. 

… Tiden går med:
Bachelorskrivning, vi tager forskud på sommerferien og tager en uge i sommerhus om et par uger, mere bachelorskrivning og aflevering, forberedelse af eksamen, barsel, sommerferie og så TERMIN! Det er så vildt at tænkte på. Når jeg for første gang i rigtig lang tid kan ånde lettet op og der kommer et pusterum, så er der kun en måned til lillesøster melder sin ankomst – sådan plus minus selvfølgelig. Jeg fatter det stadig ikke helt. 

Jeg fik det største sug i maven, da jeg kom i tanke om barsel – hold nu op, jeg glæder mig! Selvfølgelig har jeg da tænkt over det, men åbenbart ikke sådan rigtigt.
Det meste af min barsel før lillesøsters ankomst, kommer til at gå med sommerferie med mine to drenge – hvis alt selvfølgelig (forhåbentlig) går som det skal. 
Men jeg glæder mig bare SÅ meget til et helt år (eller hvor lang tid, jeg kommer til at holde ift. job og Emils barsel), hvor jeg bare skal være sammen med vores lille pige dag ud og dag ind, lære hende at kende og gøre hende til en del af vores hverdag og rutiner. 
Og jo, jeg ved virkelig godt, at det absolut IKKE bliver den samme form for barsel, som jeg havde med Oliver – overhovedet, da der kun var ham at tage hensyn til. Nu er vi allerede en lille familie, som fortsat har brug for struktur og at de faste rutiner bliver overholdt. Oliver skal afleveres og hentes, spisetiderne skal overholdes, de huslige pligter skal passes, søvnunderskuddet bliver (med garanti) kun endnu værre osv. osv. – MEN alligevel! Det er en situation vi selv har sat os i, og det er netop dét, vi ønsker for vores lille familie – at vi bliver én mere, og selvfølgelig skal vi nok klare det hele, selvom det bliver pisse hårdt!
Jeg glæder mig bare SÅ meget til at kunne tilegne mig selv 100% til vores lille familie, hvor jeg ikke skal tænke på alt muligt andet, jeg også burde bruge min tid på lige nu. Det er præcis sådan, jeg har det bedst! Der er intet vigtigere i mit liv end min lille familie.

Jeg kan ikke vente til den dag, vi får lillesøster i armene – og alligevel så føles det som om, det er lige om lidt – det er så vildt altså!