Livet som mor, forældre og familie

Dette indlæg skrev jeg faktisk dagen efter min terminsdato. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik aldrig udgivet det.
På en måde tror jeg, jeg var bange for at sige nogle af tingene højt, bange for det gav bagslag eller bare bange for at blive dømt. Jeg har en fornemmelse af, at der nogle gange sidder folk derude bag skærmen, som synes, jeg forsøger at opstille et glansbillede fremfor virkeligheden – og det er bare den sidste tanke, jeg ønsker folk skal have om mig – for sådan er det virkelig ikke. Generelt er jeg bare et meget positivt menneske, som forsøger at se tingene fra den positive side. Jeg forsøger altid at overbevise mig selv om, at der er en mening med at tingene er, som de er – også selvom det er ting eller situationer som er trælse og hårde. Desuden har jeg et meget stort overskud, som kun er vokset i takt med min rolle som mor, og dette er helt sikkert også en fordel i en presset og travlt hverdag. For uanset hvor fantastisk det er at være en børnefamilie, er det bare en tid med 110 km/t og tilsidesættelse af sine egne behov i høj grad – men det ændrer ikke på, at jeg elsker det!

. . .

Onsdag d. 7. august 2019:
Terminsdatoen er passeret, og meget snart er vi en familie på fire – det er fuldstændig vildt!! Jeg er spændt, fyldt op af glæde, lykke og kærlighed, og samtidig er jeg sgu lidt nervøs, for hvordan kommer vi til at klare den? 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver pisse hårdt, og mange har efterhånden informeret mig om at det hedder sig “at barn nummer to virkelig er en nyser i forhold til barn nummer et, og at en evt. nummer tre er piece of cake”. Og det tror jeg faktisk er helt rigtigt. Dét får man allerede en smagsprøve på i graviditeten. Men sådan helt ærligt? Det skræmmer mig ikke.

Det største i mit liv nogen sinde var at blive mor til Oliver d. 27. november 2016 efter en uplanlagt men ønsket graviditet. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg får lov til at opleve det en gang til lige om lidt.
Jo, det var/er da hårdt, men ikke hårdt. Jeg synes efterhånden, de sociale medier især rummer en masse fortællinger om “bagsiden af medaljen”, og hvis man ikke selv deler ud af den, så kan man hurtigt blive mistænkt for at opstille et urealistisk glansbillede, som slet ikke er sandt, og at virkeligheden er en helt anden. 
Men helt ærligt, jeg føler ikke, at jeg har så meget negativt at fortælle. Måske jinxer jeg den kommende tid som mor til to nu, ved at sige sådan – I don’t know, men det må tiden vise. 

Man ved aldrig hvilket barn man får, og man er forskellige som person og som forældre, så man kan og må bare IKKE sammenligne – nogensinde! 
Oliver var en meget mild baby, som spiste fint, sov fint, var glad, græd stort set kun, når han var sulten eller der var andre fysiske behov, han manglede. Og det var jeg også meget bevidst om. Jeg følte næsten, at vi var for heldige, hvis man kan sige det sådan. Nogle gange tænkte jeg: “Hvornår bliver jeg ramt af det dér breakdown, som alle snakker om?”
Jeg er en person med et meget stort overskud, og som ikke har et kæmpe behov for søvn. Oliver og jeg var/er nok bare en rigtig god kombi – vi er et godt team. 
I hvert fald er én af de bedste perioder i mit liv nogen sinde, de ni måneder jeg havde barsel med Oliver. Jeg elskede hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig følt mig bedre tilpas. Det var bare lige mig
Jeg havde absolut ingen forventninger til noget som helst. Jeg ville bare tage tingene, som de kom. Og det tror jeg faktisk gavnede mig, for så blev jeg aldrig skuffet uanset hvilke udfordringer, der opstod. 

Og jo, selvfølgelig var det da pisse hårdt at blive vækket om natten hver 1,5 time de første 3 – 4 måneder, for selvom Oliver sov fint og sov efter amningen (plus afbøvsning, gylpning og bleskift, så vi cirka var oppe 45 min. ad gangen) igen, så blev hans ammeintervaller først længere end 1,5 time, da han blev 3 – 4 måneder, og det var døgnets 24 timer. 
Og det var også hårdt at være så styret og drevet af et lille menneske, som blot skulle grynte, så stod jeg på spring, og ALLE mine behov blev tilsidesat. Lige fra toiletbesøg til morgenmad kl. 13, aftaler med veninder, frisørtid, træning, ALT! Det krævede en kæmpe indsats fra både min og Emils side, men jeg synes hurtigt, vi handt en god rytme omkring det hele, så vi kunne nyde tiden og få det bedste ud af det – også på de hårdere dage. Den der ‘babyboble’, som vi også havde hørt så meget om, oplevede vi i høj grad – måske især mig gennem hele min barsel.

Jeg har altid elsket at være sammen med Oliver – og det gør jeg stadig, selvom det selvfølgelig også er hårdt. Han var ret gammel første gang jeg cyklede (2 min.) væk til træning for første gang, og Emil var hjemme hos ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde det. Nok mest fordi jeg følte, at nu var det tid, fordi det synes jeg efterhånden mange havde undret sig over, altså at jeg ikke havde brug for det der space. Og det handlede overhovedet ikke om, at jeg ikke havde tillid eller tiltro til Emil, jeg havde bare ikke behovet for at være væk fra mit lille menneske. 

Igen: jeg er sikker på, det virkelig kommer an på ens situation, hvilket barn man får, hvilke udfordringer der rammer én, og hvor omstillingsparat man er, OG hvordan man er som person – det er (heldigvis) så individuelt. 
Og så tror jeg, det handler om ens mindset. I min optik var der nogle ting, som helt naturligt fulgte med at skulle have en baby og i livet som nybagt mor: søvnunderskud, tilsidesættelse af mine egne behov i meget høj grad, at stå på spring døgnets 24 timer, mindre træning, at baby højst sandsynlig ville ramme en periode med ondt i maven pga. tarmene ikke var færdigudviklede, som kunne være en hård periode med meget gråd, at amningen kom til at gøre pisse ond i starten og ville kræve en stor indsats. Alt dét forberedte jeg mig på undervejs i graviditeten, og jeg så det som en naturlighed og en selvfølge, at tingene ville blive sådan – jeg blev jo nogens mor, og fik ansvaret for et lille menneske, som var 100% afhængig af mig.
Hvis man ikke har gjort sig sådanne tanker og har indstillet sig og forberedt sig på sådanne ting, så forestiller jeg mig, at man virkelig bliver sat på prøve og at man helt ærligt får et slag i hovedet – det ville jeg i hvert fald have fået.
At der så derudover en en masse andre faktorer, problemer og udfordringer i forskellig grad, som kan ramme ens barn og en selv, som (heldigvis) ikke rammer alle, er en helt anden snak! Nogle er mere udsatte og “uheldige” end andre. Der er forskel på alles situationer, og derfor er det så vigtigt ikke at sammenligne og måle og veje hinanden. Det synes jeg, er en meget vigtig pointe. 

Mit budskab er, at jeg altså ikke har talt særlig meget om ‘bagsiden af medaljen’, for indtil nu er det ikke meget, jeg synes, jeg har set til den.
Faktisk synes jeg kun, det bliver hårdere og hårdere jo ældre Oliver bliver. Han tester grænser, han vil have sin vilje, alt skal diskuteres eller forhandles og der er ikke en dag uden minimum 10 diskussioner, små “anfald” eller blot modsigelser. Han bruger ordet “nej” 50 gange om dagen. Hold nu op, hvor var det nemt, da jeg bare kunne skifte hans ble på 5 sek., fordi han ikke sagde mig i mod eller gjorde modstand – hvor bleskift faktisk var en hyggestund på puslebordet med baggrundsmusik fra uroen.
Søvnunderskud er også stadig en faktor hjemme hos os. Oliver sover endnu ikke igennem om natten, og det har han aldrig gjort. Han vågner alt fra en – fem gange hver nat. Desuden er han udpræget A-menneske, så vi er oftest oppe mellem kl. 5.00 – 6.00.
Men sådan er det jo! Det er i hvert fald sådan, det så kan være. Man kan ikke få ‘hele pakken’, og Oliver er lige præcis, som han skal være. Vores helt perfekte lille menneske.

Der er nemlig heller ikke en dag uden 100 smil, kys og kram, og det er jo dét, det hele handler om. KÆRLIGHED. Og er der noget vores lille familie rummer mere end noget andet, så er det kærlighed. Der er ikke én dag i mit liv som mor, hvor jeg har følt at noget andet overskyggede dette. 

Jeg har nogle gange følt, at det var forkert, fordi jeg ikke kunne sige, at det første år som mor var det bedste i mit liv, men også det hårdeste – som så mange udtaler
Måske har årene som mor været de hårdeste i mit liv, men hårde som i udviklende og udfordrende. Jeg føler, jeg har tilegnet mig så mange egenskaber og kompetencer, som har udviklet mig, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas i nogen rolle end i rollen som mor. Jeg elsker det!
Jeg føler virkelig, jeg for alvor har fundet meningen med livet, og min aller største prioritering vil altid være mine børn og vores familie – uden sammenligning!

Måske havde følelsen omkring det hele været anderledes ved en anden situation – det ved jeg ikke, men faktum er, at det er min og vores situationen, og det er udgangspunket for mig. Måske havde det været anderledes, hvis Oliver havde været en anderledes baby, hvis Emil ikke accepterede mit behov for f.eks. træning, eller hvis jeg ikke accepterede hans behov for weekendture eller en bytur en gang i mellem med kammeraterne, eller hvad man nu har af behov. Vores behov matcher måske bare rigtig godt, så det er nemmere at få tingene til at gå op i en højere enhed. I don’t know. Men jeg ved, at det føles helt perfekt for vores familie, at tingene er som de er. 

Jeg har virkelig forsøgt at forberede mig mentalt på ‘livet som mor til to’, og så kan jeg ikke gøre mere.
Jeg har mange gange tænkt, at vi ikke kan være så heldige én gang til, at få en så mild og glad baby, og det vil tiden vise. Omvendt er det ikke noget, jeg vil bekymre mig om, før jeg ved, hvordan tingene bliver. Ligeledes har jeg flere gange i løbet af graviditeten tænkt, at det næsten var for godt til at være sandt, at vi får endnu et lille ønskebarn, og at min krop behandler mig så godt under graviditeten. Jeg føler mig virkelig heldig og taknemmelig. Det er lige før, jeg nogle gange kan få følelsen af skam, fordi der er så mange, som kæmper med fertilitet og graviditetsgener. Ligeledes kan jeg nogen gange blive ramt af følelsen af angst, for hvordan er jeg blevet så heldig? Hvilken krise rammer os og hvornår? Kan man godt bare have lov til at være tilfreds og lykkelig? Dét er en helt anden snak, og dem, som kender mig, ved at jeg bruger alt for meget tid og energi på at analysere og overtænke alt for mange ting.
Så derfor fortæller jeg mig selv, at jeg intet får ud af det – det her er min situation, min historie og mit udgangspunkt – det er mit og vores liv, som det er nu – og jeg nyder det! Det føler jeg er det eneste rigtige at gøre.

Ingen børn, mødre, fædre, forældre eller personer er ens – og det er lige præcis sådan, dét skal være. Derfor er det umuligt at sammenligne eller dømme hinanden. Vi har alle vores individuelle situationer, opfattelser og historier. 

En kæmpe high-five til alle forældre derude – vi gør det alle godt på hver vores måde! Vi er f***ing seje! 

. . .

Søndag d. 1. september:
Nu har jeg to datoer i mit liv, som uden sammenligning er de største dage i mit liv: søndag d. 27. november 2016 og lørdag d. 10. august 2019. Dagene hvor jeg blev mor for første gang til min søn og hvor jeg blev mor for anden gang til min datter.
Og denne gang har vi oplevet ‘babyboblen’ på præcis samme måde som med Oliver. Jeg havde ellers forestillet mig, at det ikke ville være muligt på samme måde anden gang, men det var det altså for os. De to første uger med fælles barsel er bare helt unikke.

Denne gang har jeg igen sørget for ikke at have nogle forventninger til min nye tilværelse som mor til to – og heller ikke til min tid på barsel med lillepigen. Jeg tager en dag af gangen, vi skal alle fire lære hinanden at kende, have skabt nogle nye rutiner, og så vil jeg blot lytte til hendes behov og tage en barselsdag af gangen.

Jeg havde forberedt mig på at søvnen nok ville blive én af de største udfordringer for os som en familie på fire – og det er det også. Søvnunderskudet er (indtil nu) også større end det var som nybagt mor til Oliver.
Som tidligere nævnt sover Oliver ikke igennem endnu, og han vågner meget tidligt. Til gengæld tager Nora (indtil nu) nogle længere stræk om natten, så jeg sover mellem 2 – 3 timer mellem hver amning, og det er luksus sammenlignet med Oliver.
Men Nora har vist arvet Olivers døgnrytme, for når klokken slår 5 er hun også lysvågen, og så er der morgenfest fra kl. 5.00 – 8.00 cirka – i hvert fald som tingene er lige nu. Når hun en sjælden gang sover længere end til kl. 5, så vågner Oliver til gengæld, og ligeledes når Oliver endelig sover længere end til kl. 5, så vågner Nora – og så vækker de oftest hinanden. Ofte har Emil Oliver, og jeg har Nora, og nogle gange kan én af os sove liiiidt længere.
Men det gør ikke noget. Det kan godt være, jeg sammenlagt kun får omkring 5 – 6 timers søvn hver nat, men sådan er det. For mig er det i hvert fald sådan at være nybagt mor og have en søn på 2 år og 9 måneder. Jeg må tage en lur en gang i mellem sammen med Nora i løbet af dagen, og så går det hele igen. Faktisk synes jeg, det er hyggeligt at vi alle sammen har noget kvalitetstid sammen om morgenen inden dagen skydes igang, for ellers ville jeg nærmest ikke se mine to drenge før sidst på dagen – og dét er jeg ikke god til. Jeg vil hellere være i søvnunderskud og så være sammen med min familie.

Jeg kan godt mærke forskel på at blive mor for første gang og mor for anden gang. Jeg har allerede haft nogle få stunder væk fra Nora, da jeg har prioriteret alenetid med Oliver – for ham savner jeg også helt vildt nogle dage! Jeg har nemmere ved at være væk fra Nora i et kort øjeblik end jeg havde med Oliver, da dette gør, at jeg får opfyldt mit behov for at være sammen med min søn, som vi var inden han blev storebror – og jeg kan mærke, at han også har brug for det.

Nora er i dag 22 dage gammel, og indtil nu er hun en god pige. Hun er lidt mere krævende og “urolig” end Oliver, men det er også kun fordi Oliver simpelthen var så mild, at man kan mærke en forskel. Jeg har intet at brokke mig over, og det gør jeg bestemt heller ikke. Hun er så sød og dejlig og helt perfekt.

Jeg har forsøgt at forberede mig mentalt på at blive mor til to og ligeledes har Emil og jeg talt meget om, hvordan det mon ville blive, og hvordan vi ville tackle diverse situationer, som ville kunne opstå – og det har gavnet mig/os helt vildt. Lige ledes har vi gjort meget for at forberede Oliver, og talt om, hvordan vi skulle tackle ham og være overfor ham, når han blev storebror, og det har også været en virkelig god investering.
Oliver er den mest kærlige og omsorgsfulde storebror – han er præcis, som jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er der også kommet en reaktion, da det nogle gange er svært pludselig at skulle dele mor og far sådan fra den ene dag til den anden. Vi har haft nogle putninger om aftenen, som har været ekstremt hårde og lange, da Oliver her har reageret på det hele. Og der kan helt sikkert komme flere reaktioner på sigt, da vi jo kun har været en familie på fire i små tre uger, så det hele er fortsat meget nyt. Og er der noget, jeg har erfaret i livet som mor, så er det, at bedst som man tror, tingene er ved at ændre sig, og der er ved at blive etableret en rutine, så ændrer ALT sig over en enkelt nat, og så kan man starte forfra. Man bliver hele tiden nødt til at være omstillingsparat.

Jeg elsker at vi nu er en familie på fire. Der er indtil nu ikke dukket situationer eller udfordringer op, som jeg ikke havde regnet med. Det gør dem absolut ikke mindre hårde, men det gør, at jeg synes, de er nemmere at håndtere. Jeg/vi forsøger altid at forberede os bedst muligt på alt ting, og det føler jeg, gavner mig og os.
Som jeg også skriver i mit indlæg er det vigtigste af alt KÆRLIGHED, og jeg havde aldrig nogen sinde forestillet mig, at vores lille familie kunne rumme mere kærlighed, end den gjorde i forvejen – men det kunne den.
Det er SÅ stort at være mor til to, at se mine to børn sammen, at se Olivers kærlighed til Nora, stoltheden i Emils øjne og bare være os – os fire.
Dét kan ikke beskrives, og det er DET HELE værd.

Igen: Det er hårdt ja, men det er ikke mere hårdt, end hvad man i min optik kan forvente når man bliver en familie på fire – med én i trodsalderen og en lille nyfødt. Om det bliver det, det ved jeg selvfølgelig ikke – det må tiden vise! Men indtil nu, tager jeg en dag af gangen og nyder at tingene er, som de er. Andet ville være fjollet.
Og helt ærligt! Når man bare er glad og lykkelig sådan helt ind i hjertet, så skal man have lov til at sige det højt, og bare nyde at være tilstede i nuet !- faktisk har jeg lyst til at råbe det ud til hele verdenen, for det er simpelthen en fantastisk følelse!

Continue Reading

Gravid for sidste gang?

Uge 41 (40+0)

Tårerne triller ned af mine kinder ved tanken. Det gjorde de i hvert fald i sidste uge – og de var ikke lige til at stoppe igen.
Følelserne sidder udenpå tøjet disse dage, og det slog mig, som et kæmpe slag lige i hovedet, at det måske er sidste gang nogen sinde, jeg får lov til at gennemgå og opleve en graviditet – og jeg elsker det virkelig!
Jeg synes, det er det mest fascinerende og livsbekræftende i verden! Jeg er så imponeret af min krops arbejde – det er for vildt, hvad den er i stand til at skabe. Et lille bitte menneske, som bare vokser sig stor og stærk, mens jeg får lov til at være medløber, og bidrage så godt jeg kan.

Jeg synes, det er en kæmpe gave at få lov til at opleve de små spark, se maven vokse, aldrig at være alene, alle de søde smil og komplimenter, man får med på vejen, når folk beundrer babybulen, den livsbekræftelse det er – ALT! Selvfølgelig er kvalmen, trætheden, den ømme læn, den dårlige søvn samt de begrænsninger den medfølger ikke ligefrem en dans på roser – men det er 110% det hele værd! Der medfølger selvfølgelig også en masse udfordringer og bekymringer, men det gør der med så mange ting – og især i livet som forældre. Hold nu op, hvor tænker man over alt ting, og googler alverdens råd, erfaringer og situationer.
Dog vil jeg sige, at mine to graviditeter mest af alt har indeholdt så meget lykke, glæde og kærlighed. Hver dag har været fyldt med en form for spænding, uvished og nysgerrighed samt forestillinger og tanker, som har boblet rundt i min krop, mens månederne er gået indtil terminsdatoen endelig har nærmet sig.
For mig har de ni måneder begge gange været en magisk tid!

Jeg ELSKER at være gravid og jeg elsker at være mor.
Faktisk har jeg altid haft en forestilling om to børn, mens Emil altid har haft en forestilling om tre børn. Nu må vi se.
Min bedste veninde har flere gange sagt: “Seriøst, du elsker børn, du elsker at være mor, og din krop er skabt til at være gravid – selvfølgelig skal I have flere børn”. Måske får hun ret. Måske kan hverken Emil eller jeg rumme tanken om endnu et barn, når først vi har to – det er ikke til at vide. Det vil fremtiden vise.

Men én ting er sikkert: jeg har nydt hver eneste dag i begge mine graviditeter. Denne gang synes jeg dog, det er gået ALT for stærkt, og jeg har haft svært ved at følge med mentalt, og det er måske derfor, jeg har lidt svært ved at forstå og acceptere, at det faktisk når som helst er et afsluttet kapitel.
Omvendt får jeg den vildeste lykkefølelse i kroppen, når jeg tænker på, at vi meget snart skal møde lillesøster – og så kan jeg slet ikke vente! Og det er faktisk lige præcis dén lykkefølelse, jeg taler om, som for mit vedkommende, har siddet i min krop dag ud og dag ind fra jeg så de to streger på graviditetstesten i begge mine graviditeter – og det er virkelig den dejligste følelse at vågne op til hver eneste dag.

Kvindekroppen er for vild, og jeg er STOLT af min!

Jeg glæder mig ubeskriveligt, til vi er en familie på fire – også selvom det betyder farvel til graviditeten og babybulen for måske sidste gang.

Continue Reading

Lillesøsters værelse

Med små to uger til termin er vi efterhånden ved at være i bund med ‘to do listen’ inden lillesøsters ankomst. Det er en dejlig følelse, at vi nu efterhånden blot venter på hende, og at hendes ting er rundt omkring i huset.
Det har både betydning for os og for Oliver. Han taler meget mere om baby efter vi har placeret hendes ting rundt omkring og indrettet hendes værelse, som om det hele er blevet mere virkeligt for ham. Vi har forsøgt at inddrage Oliver så meget i processen som muligt, så han føler, han er en del af det hele. Ligeledes får han lov til at lege med hendes ting, afprøve dem og være omkring dem – alt det han vil. Nogle gange synes jeg faktisk, det kan være lidt “grænseoverskridende” bare at lade ham kaste rundt med hendes ting osv., når man lige har indrettet tingene og gjort det hele fint og ‘uberørt’. Der var jo heller ingen som rørte og brugte Olivers ting før den dag, han kom til verdenen. Men alligevel føles det helt rigtigt, og jeg er sikker på, at det er en god optakt til hendes ankomst – og helt ærligt. Det er jo i bund og grund ligegyldigt – det er vist bare mig i en nødskal.

Vi har indrettet hendes værelse i vores gamle kombinerede kontor/gæsteværelse, hvor Olivers puslebord også stod efter vi rokerede om på 1. salen december sidste år.
Så nu består førstesalen af hendes værelse, Olivers værelse, vores soveværelse og vores badeværelse. Til at starte med var vi meget i tvivl, om hun overhovedet skulle have sit eget værelse til at starte med, men det føles bare helt rigtigt, at vi har lavet kontor/gæsteværelset om til hendes værelse. Jeg har haft lidt svært ved at følge med mentalt i denne graviditet, da tiden bare er fløjet afsted, så det har gjort sindssygt meget for mig, at indrette hendes værelse og gå derind og bare kigge på hendes ting og forestille mig os som en familie på fire.
Lidt impulsivt besluttede jeg mig for at male en væg i en pudderrosa farve, da jeg synes, der på en eller anden måde manglede noget varme derinde – og jeg er så glad for resultatet!
Oliver bliver selvfølgelig fortsat puslet osv. på hendes værelse, og heldigvis var hans reaktion “woooow, neeeej, flot det der mor” til den nye lyserøde væg og alle hendes ting. Han er altid så skide sød altså! Og der er nu ikke et bleskift uden han liiiige skal hen og hive i uroen, så vi har musik, mens vi skifter. Han er kæmpe fan!

Der har været lidt efterspørgsel på, hvor de forskellige ting er fra, og det vil jeg forsøge at angive. Tingene på hendes værelse er lidt en blanding af Olivers ‘babyinventar’ og nye indkøb. Ligeledes er der ting, vi har valgt at skifte ud eller tilkøbe ud fra vores tidligere erfaring, ønsker og behov.

Her kommer lidt billeder:

Puslebordet er to ‘Malm’ kommoder fra IKEA, puslepuden er fra Leander, puslerammen fra Heybasic, hylden fra Jollyroom, puslesættet fra Loukrudt, skyuro fra Konges Sløjd, musikuro fra Cam Cam, spejl fra H&M, sengerand og sengehimmel ‘Alice & Fox’ fra Jollyroom, lampe fra Liewood, vasketøjskurv fra H&M.

… Og lidt billeder af de små hyggelige detaljer:

BIBS sutter, rangle og bidering fra Liewood, rangle fra Konges Sløjd, kurv fra Søstrene Grene.
Plakater fra Jollyroom.
Flagranke fra Cam Cam, rangle fra Konges Sløjd.
Fletkurv fra H&M, stofble fra Cam Cam, urtepotte fra IKEA.
Boghylde fra Jysk, ‘Barnets bog’ fra Alfabetdyr, knagerække fra H&M.
Bøjlestang samt bøjler fra IKEA.

Lillesøster skal selvfølgelig sove hos os det første lange stykke tid, og derfor har vi købt en bedside crib til soveværelset. Oliver sov i sin babynest i vores seng ved siden af mig eller mellem os, men da Oliver ofte kommer ind til os om morgenen omkring kl. 5.00 og putter (og en sjælden gang sover videre i en times tid), så synes vi en bredside crib var et bedre valg denne gang.

Bedside crib fra Moweo, uro fra Søstrene Grene, pude fra H&M og sengetøj fra Cam Cam.

Desuden har vi igen valgt at hænge vores Leandervugge op i stuen, som vi også havde til Oliver. Han brugte den egentlig ikke såååå meget, da han også ofte sov i sin nest på sofaen, men denne gang tænker vi, det bliver rart med lidt mere “afskærmning” for lillesøster, og så har vi valgt at købe himlen til denne gang, som skaber lidt mere tryghed og hygge – den havde vi ikke til Oliver, og det tror jeg, var en fejl.
Desuden har vi denne gang med det samme valgt at købe samme højstol til lillesøster, som vi har til Oliver og så tilkøbe babyindsatsen – den havde vi ikke til Oliver. Det giver meget mere mening denne gang, at hun kan komme med op i samme højde, når vi f.eks. skal spise. Her anden gang har vi bare mange flere rutiner, som skal overholdes i forhold til spisetider osv., så derfor virkede det nærmest uundværligt. Til Oliver havde vi en skråstol, som jeg aldrig blev rigtig glad for, og ellers lå han i sin babynest på bordet, når vi spiste. Det virkede bare ikke som en god løsning denne gang.
Jeg har købt et nyt aktivitetsstativ, da jeg simpelthen synes, det gamle var grimt. Oliver brugte det ikke ret meget, da jeg nok havde en tendens til at “underholde” ham lidt for meget selv – men det er helt sikkert noget, jeg vil øve med lillesøster, da hun (forhåbentlig) bliver lidt bedre til at ligge selv.

Vugge fra Leander, højstol samt babyindsats fra Stokke Steps, aktivitetsstativ fra Franck & Fischer, tilbehør fra Liewood og Søstrene Grene, legetæppe fra Liewood.

Jeg håber, det er lykkedes mig at angive hvor de forskellige ting er fra på de fleste ting – jeg har i hvert fald forsøgt. Ellers må I endelig skrive og spørge.

Tak fordi I læse med. ♡

Continue Reading

37+0 – Lillesøster er færdigbagt

Hospitalstasken er pakket og klar.

I dag rammer vi uge 37+0, og dette betyder, at lillesøster er færdigbagt, og at hun i princippet kan komme ud til os anytime – det er en milepæl og det er så crazy! Nu er vi indenfor termin.
Derfor er pusletaken nu pakket og klar til afgang. Umiddelbart tænkte jeg, det ville være nemmere denne gang, for vi har jo prøvet det før, men det synes jeg faktisk ikke, det har været.
Når jeg sammenligner dette tidspunkt med min graviditet med Oliver, er der meget, som er og føles anderledes.

For det første vil fødslen være ambulant denne gang, da jeg jo er andengangsfødende – hvis alt går som det skal vel og mærke. Hvilket vil sige, at vi allerede skal hjem 4 – 6 timer efter fødslen. Dette synes jeg på den ene side er lidt skræmmende, men alligevel også rart. Og selvfølgelig bliver man ikke ‘smidt ud’, hvis der er en årsag til at blive.
Med Oliver var vi på barselshotellet i to døgn, og det var bare helt perfekt for os. Der er ikke travlt, vi kunne hente hjælp, hvis der opstod tvivl, og vi skulle ikke tænke på at sørge for mad eller noget. Vi kunne bare være i vores egen lille verden som en nybagt familie.
Denne gang er jeg slet ikke i tvivl om, at vi egentlig bare gerne vil hjem, hvis alt går vel, da jeg forestiller mig, at det ikke bliver større, end når hele familien skal samles efter hendes ankomst, og Oliver skal møde lillesøster (jeg tuder allerede ved tanken! Åh, det bliver så stort!).

Med Oliver var jeg mentalt klar til at møde ham flere uger i forvejen, og da der var omkring en måned til termin var alt klargjort – AlT! Sådan er det ikke denne gang.
Denne graviditet er fløjet afsted, og det meste af tiden har min krop og selve graviditeten været uger foran mit hoved. Jeg har ikke helt kunne følge med mentalt. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at møde hende, og jeg kan slet ikke vente, men jeg forstår ikke helt, at det kan være anytime – og det stresser mig faktisk lidt.
For et par dage siden panikkede jeg, fordi vi ikke havde et helt præcist overblik og en plan over, hvad der skal ske med Oliver, når fødslen går i gang. Det skal vi jo også tage stilling til denne gang. Og det er faktisk ikke så nemt, når vi jo (sjovt nok) ikke aner, hvornår det bliver, hvilket tidspunkt på døgnet eller hvor hurtigt det skal gå.
Jeg panikkede over at autostolen stadig stod på loftet, at vores ‘to-do liste inden lillesøster kommer’ stadig indeholder +15 punkter OG at hospitalstasken ikke var færdigpakket!
‘To-do listen’ er stadig lang, men der er styr på de vigtigste ting nu, og det giver simpelthen så meget mentalt ro – så må vi se, om vi når det hele.

Hun burde melde sin ankomst i starten af august, og det kan både betyde 15 grader, regn og blæst men også 30 grader og solskin, så hvad skal man lige pakke af tøj i hospitalstasken? Jeg ved godt, at spædbørn ikke selv kan regulere varmen, og selvfølgelig skal dækkes til osv., men alligevel. Lidt forskel vil der jo være. Desuden skønner de lillesøster til at være en del mindre end sin storebror, og dette gør det faktisk også lidt svært, for hvad og hvilken størrelse har jeg så skulle pakke?
Oliver blev født 41+3, altså 10 dage over termin, og vejede 4065 g og var 55 cm lang, og jeg synes jo virkelig bare han var lille. Og han passede str. 50 i ret lang tid alligevel. Hvad så med lillesøster, hvis hun bliver endnu mindre? Det kan jeg ikke lige forholde mig til. Derfor har jeg både pakket str. 50 og 56 i hospitalstasken.
Ligeledes har jeg pakket nogle ting i hospitalstasken, som Oliver også havde på lige efter fødslen, og dem skal vi selvfølgelig også have med til lillesøster. Selvom det måske lyder fjollet, så betyder lige præcis dét bare virkelig meget – der er så mange følelser i de ting.

Måske er det hele i princippet fuldstændig ligegyldige ting og tanker, men alligevel kan jeg mærke, det betyder meget for mig, at have styr på alt herhjemme, og den hospitalstaske betød åbenbart mere, end jeg troede. Jeg har det bare bedst, når der er styr på det hele – især fordi vi nu har ramt terminsperioden.

På grund af forskellen af længden på indlæggelsen efter fødslen, årstiden og den danske sommer, den skønnede størrelsesforskel samt det praktiske omkring Oliver, når først fødslen går i gang, synes jeg ærligt talt, det har været svært at pakke den hospitalstaske og nå hertil – det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg tidligere i graviditeten så frem til dette tidspunkt.
Jeg blev virkelig ramt af følelsen af panik for et par dage siden, da det gik op for mig, at vi om få dage ramte terminsperioden, og jeg havde ikke engang pakket hospitalstasken!? Jeg tænkte virkelig: “Hvad er der galt med dig Sofie – kom nu igang!”
Måske sammenligner jeg for meget med gravidteten med Oliver nogen gange, og det stresser mig lidt – I don’t know.
Men jeg ved, jeg har det bedst, når der er styr, kontrol og overblik over tingene, og dét er der trods alt ved at være nu efter et par aktive dage, som har handlet om forberedelser og klargøring.
Dette giver mig ro, og selvom der er stor forskel fra person til person, så føler jeg, at ro omkring hele situationen op til en familieforøgelse er vigtig.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg vil forsøge at blive helt mentalt klar, lige indhente de sidste par uger mentalt, og så vil jeg have mit fokus på den forstående fødsel, for selvom jeg ikke helt forstår det, så venter den altså lige rundt om hjørnet!

Continue Reading

B A C H E L O R – én uge til aflevering!

I dag er der en uge til deadline for aflevering af min professionsbachelor – det er crazy! Men jeg føler mig (endelig) godt med. Ikke fordi, jeg på noget tidspunkt har været bagud som sådan. Den er bare slet ikke forløbet, som jeg havde forestillet mig eller planlagt – og er der noget, jeg ikke er god til, så er det mangel på struktur og overblik! Det giver mig en følelse af, at det ikke går som det skal, selvom det hele måske forløbet helt fint.

Nogle vil måske mene, jeg tuder lige rigeligt i dette indlæg, og det skal I også have lov til, men det er nu engang sådan, jeg har haft det. Det er fortalt ud fra min situationen, hvor jeg/vi er i vores liv, og hvad der fylder- og betyder mest for mig personligt i denne process.

Jeg vil starte med at pointere én ting: Det her bachelorskrivning har jeg sgu nok undervurderet en her del! Forstået på den måde, at jeg synes, det er pisse hårdt at skrive så stor en opgave alene. Jovist, jeg kender mange, som har skrevet endnu større opgaver – men det har jeg altså ikke!
På vores studie har opgaverne altid haft et omfang alt i mellem 8 – 15 sider, og disse opgaver er altid udarbejdet i studiegrupper. De få opgaver, vi har afleveret individuelt har haft en omfang på 5 – 7 sider. Så lad os bare konkludere, at jeg er temmelig meget nybegynder, når det kommer til større opgaver.
Det er mit helt eget valg, at jeg har valgt at skrive min BA alene, da jeg synes, det virkede mest optimalt ift. planlægning og strukturer i min og vores hverdag – men jeg må da indrømme, at jeg nogle dage har været i tvivl, om det har været den rigtige beslutning. Det tror jeg nu nok, det har, men nogle gange ville det være rart at have en at sparre med, og ligeledes ville omfanget af opgaven slet ikke være så stort pr. person, som det er, når man skriver alene.
Jeg havde virkelig glædet mig til endelig at få lov til at udarbejde så stor en opgave, hvor man endelig fik mulighed for at gå i dybden med noget, og måske er det også derfor, det føles lidt som en mavepuster, at jeg synes, det er en så intens og stressende periode.
Egentlig har vi jo haft virkelig god tid, men alligevel har den ene uge taget den anden, og der er nogle processer, som har taget meget længere tid, end jeg havde forventet.

Helt ærligt, så synes jeg det er pisse hårdt at skrive bachelor, være (høj)gravid OG være mor – og samtidig gerne vil kunne passe de huslige pligter, min træning, se mine veninder osv. osv. Nogle dage er jeg mentalt et helt andet sted, da graviditeten fylder mere og mere jo tættere, vi kommer på termin. Jeg elsker virkelig, at være gravid og forsøger at nyde hvert eneste øjeblik – måske er det sidste gang, jeg får lov til at opleve det. Men det føler jeg på ingen måde, der er tid til i denne proces. Graviditeten forløber lidt som et sideprojekt, da det er min BA, som bør være i fokus hele tiden. Og det gør mig ærligtalt lidt ked af det nogle gange. Jeg vil bare så gerne være tilstede i dén, og det føler jeg ikke jeg har tid til.

Ligeledes er jeg vant til, at jeg for det meste kan hente Oliver mellem kl. 15 – 15.30, så vi har et par timer sammen om eftermiddagen, inden vi skal lave aftensmad, E kommer hjem, og alle rutinerne sætter ind. Så derfor begynder jeg at stresse lidt, når klokken nærmer sig 14, da jeg så gerne vil være færdig, så jeg kan hente mit lille menneske – dog er det oftest efter kl. 15.30/16, han bliver hentet for tiden.
Og jeg ved godt, at det i nogles ører lyder som piveri, da mange har et fuldtidsjob, hvor de henter deres børn endnu senere, og måske har endnu mindre tid sammen med dem, men sådan har det aldrig været for mig/os siden jeg blev mor, og derfor er jeg ikke vant til det. Det føles som en kæmpe omvæltning, og hvor skørt det end lyder, så føler jeg nogle dage, at jeg “svigter” Oliver lidt, fordi jeg ikke kan være der for ham på samme måde. Dette hænger helt sikkert også sammen med, at jeg i forvejen føler, jeg svigter ham på nogle punkter helt generelt pga. babybulen, da der bare er nogle ting, jeg ikke længere kan – og dét gør ondt i mit moderhjerte. Selvom han altid har været fars dreng, så kan jeg da godt se, at han i nogle situationer søger E endnu mere, end han plejer, da han ved, jeg nok alligevel ikke kan være med på det niveau, han ønsker – og det skal jeg altså også lige vænne mig til. Egentlig tænker jeg, det er en god optakt til den dag lillesøster kommer, da det dermed bliver en nødvendighed, men alligevel synes jeg, det er svært. Jeg har det bedst, når jeg kan være der 110% for Oliver, og det føler jeg ikke helt, jeg kan for tiden – hverken pga. graviditeten eller BA.

Jeg tror også, det handler om den dårlige samvittighed, som hele tiden ligger og lurer.
Når jeg sidder med min BA på tidspunkter, hvor jeg egentlig havde mulighed for at være sammen med Oliver, og Emil for den sags skyld, så får jeg SÅ dårlig samvittighed. Når jeg sidder min min BA herhjemme i dagtimerne, og jeg ved, at opvaskemaskinen skal tømmes, vasketøjskurven er fyldt og der burde blive støvsuget, så stresser jeg lidt over det, for jeg er jo hjemme, så jeg burde jo egentlig gøre det.
Hvis jeg så trækker stikket og vælger at gøre det, så jeg har jeg alligevel dårlig samvittighed, fordi jeg ikke arbejder på min BA – for hvad nu hvis, jeg alligevel ender med at få mega travlt lige op til aflevering.
Uanset hvad jeg gør, så føles det aldrig sådan helt rigtigt – jeg føler aldrig, at jeg har sådan rigtig fri.

E er som altid mega god til at tale mig til fornuft, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig, og så han skruer lidt ekstra op for hans energiniveau, og gør alt for, at der ikke er for mange huslige pligter, som halter herhjemme, da han ved, jeg ikke kan abstrahere fra dem. Han er og bliver verdens bedste mand! Han kender mig, og han gennemskuer mig lige så snart, jeg bliver presset, selvom der for det meste skal rigtig meget til.
Så faktisk har jeg aftalt med mig selv (og E), at jeg i denne process har prioriteret min træning (da den gør en kæmpe forskel for mig både fysisk og mentalt) samt min BA i dagtimerne, og så forsøger jeg at hente Oliver senest kl. 15.30, da det er sådan, jeg har det bedst. Så forsøger jeg at glemme alt andet, og så hjælpes vi ad, alt det vi kan E og jeg.

Jeg glæder mig virkelig til første deadline er nået, og opgaven er afleveret om en uge! Og så glæder jeg mig bare til jeg får datoen for eksamen, så jeg har en ny deadline at arbejde efter.
Jeg har som sådan ikke de store forventninger til resultatet. Selvfølgeligvil jeg gerne klare mig godt – især når jeg har brugt så meget tid og energi på det, men omvendt så er der også så meget andet i mit liv, som jeg prioriterer meget højere, og som betyder meget mere for mig. Min prioritering i forhold til mit studie er bare blevet anderledes efter jeg er blevet mor, og vi er blevet en familie.
Jeg havde et mindre sammenbrud tidligere i processen af min BA-skrivningen, da jeg simpelthen pressede mig selv for hårdt. E kiggede mig i øjnene og sagde: “Hør nu her skat. Gennem dit studie har du næsten gennemgået to graviditeter, du er blevet mor, du har skiftet uddannelsessted efter barsel, og du er stadig ambitiøs omkring dit studie og klarer dig pisse flot! Du yder en kæmpe indsats herhjemme, du træner som en sindssyg og du holder din blog opdateret – dét er et stort 12-tal i sig selv! Så fuck hvordan det går lige præcis til denne eksamen!” Og hvor har det bare hjulpet mig så meget! Helt ærligt, så synes jeg, han har ret. Jeg har opnået så meget andet siden jeg startede i 2015, og jeg ville ikke undvære en eneste ting af det – heller ikke selvom det betyder, at jeg måske ikke afslutter min uddannelse, som jeg havde håbet på og forventet, da jeg startede.

Nu skal det hele bare overstås, så jeg er på den anden side, hvor jeg kan ånde lettet op, gå på barsel og bare GLÆDE mig til sommerferie med min lille familie og at lillesøster snart melder sin ankomst – UDEN nogen form for dårlig samvittighed hængende over hovedet.
Det kommer til at føles som om, det gik fra at være marts til juni på få dage, da jeg helt ærligt ikke føler, jeg har haft et pusterum siden bachelorskrivningen blev skudt igang.
Åh, hvor jeg GLÆDER mig!

Continue Reading

“Hvad skal lillesøster hedde?”

3D-scanning, 27+3

Hvis du forventer at få et navn i dette indlæg, så må jeg skuffe dig – for det holder vi for os selv lidt endnu. 😉

Men jeg kan til gengæld afsløre, at vi er 99% sikre på, hvad hun skal hedde, og det har vi egentlig været siden uge 15, hvor vi var til kønsscanning, og fandt ud af det er en lille pige, som gemmer sig derinde. Og Oliver kan udtale det, så det har egentlig gjort det endnu nemmere – eller måske nærmere svære at inddrage og forestille sig andre navne end lige præcis dét. 🙈

Jeg har altid haft et ønske om, at mine børn skulle have to navne – altså et fornavn og et mellemnavn. Det har jeg altid selv ønsket mig, da jeg hedder noget så klassisk som Sofie, hvilket altid har resulteret i de mest kedelige øgenavne, for at holde styr på alle os forskellige “Sofie’er” i børnehaven, i skolen osv.
Dét med de to navne, var noget Emil lige skulle vænne sig til. Desuden er jeg lidt mere til de mere specielle navne, mens E er meget klassisk. Derfor blev det lidt et kompromis, da vi skulle finde et navn til Oliver, da de fornavne jeg foretrak, var alt for specielle for Emil, mens jeg synes, at hans forslag, var alt for klassiske. 
Derfor kom vi til enighed omkring Oliver, da han så også fik et mellemnavn, så hans navn blev mere hans, da der er ingen tvivl om, at han kommer til at møde mange gennem livet, som også hedder Oliver. Og så lignede han virkelig bare en Oliver, da han kom ud til os – også selvom det navn aldrig var blevet nævnt før, de få gange, vi havde talt om navne.
Vi bruger ikke Elliot, når vi kalder på ham osv, men vi bruger det på hans ting, når vi skriver hans navn og i dagplejen bruger de det, når der er flere Oliver’er tilstede. Og han ved godt, at han hedder Oliver Elliot og ikke “bare” Oliver – og det er lige præcis sådan, vi ønsker, det skal anvendes. Og så er det op til ham selv, hvor meget eller lidt, han ønsker at bruge det, når han bliver ældre og kan tage stilling til det. 

… Nå, tilbage til lillesøsters navn. 
Det startede sådan helt reelt tilbage til sidste sommer, hvor E og jeg sad en sommeraftenen på stranden og snakkede om fremtiden. Vi havde allerede på det tidspunkt i tankerne, at vi i nærmeste fremtid (forhåbentlig) skulle forøge familien. Det har altid været meget let, at tale om pige navne, for vi ville jo aldrig få en pige. Vi ville blive en drengefamilie. Desuden synes jeg, det er noget nemmere med pigenavne, end drengenavne – hvorfor ved jeg ikke? 
Men da jeg nævnte dét pigenavn for Emil den aften, kunne jeg se på ham, at han virkelig bare synes, det var så fint – hvilket han også sagde. 
Da vi i uge 15 får udløst spændingen, og finder ud af, at vi skal have en lillesøster, dukker dét navn med det samme op igen. 
Mellemnavnet er ændret siden, hvor vi begge er gået lidt på kompromis, men fornavnet er det samme. Vi har haft flere navne oppe at vende, men hver gang er vi kommet tilbage til lige præcis dét navn.
Denne gang har vi også tænkt meget over, at det gerne må passe lidt sammen med Oliver Elliot, uden det skal passe for meget. 

For sjov spurgte vi Oliver en dag, om lillesøster skulle hedde dét navn, og han udtalte det lige så tydeligt efterfulgt af “baby” – og så var det som om, at dét navn bare er helt perfekt. 

Det er sjovt, at det kan være så forskelligt. Med Oliver ville vi absolut ikke give ham et navn, før vi havde mødt ham – faktisk talte vi nærmest ikke om det før efter fødslen, mens vi nærmest har været sikre med lillesøster fra uge 15. 

Jeg kan afsløre, at det (højest sandsynlig) bliver en lille #babyN, men resten tror jeg, vi holder for os selv til den dag, vi møder hende.  


Continue Reading

Lykke, spænding og en lille smule “shiiiit”

Det er så vildt, at vi om tre måneders tid er en lille familie på fire. 

Emil kiggede på mig under dagens morgenmaden og sagde: “Tænk engang at vi om tre måneders tid ikke kun er tre, men fire rundt om morgenbordet – det er så vildt!” Hans øjne strålede af lykke, spænding og en lille smule “shiiiiit” på samme tid – og det tror jeg beskriver vores følelser meget godt. Det er ingen hemmelighed at lillesøster er planlagt, og alligevel overmander følelserne nogen gange én helt vildt – og det er som om, det bliver ved denne gang. 

Der har været få (hårde) dage, hvor jeg efter en turbulent nat med Oliver og en kaotisk morgen har kigget mig i spejlet og tænkt “hvad er det, vi har gang i!?” – mest i starten. 
Samtidig er der stadig dage, hvor jeg seriøst føler, jeg bliver nødt til at knibe mig selv i armen, for at forstå, at det er virkelighed – for det er det jo! Lillepigen bokser rundt derinde, babybulen vokser og hun har det godt. Der sidder stadig en form for nervøsitet og angst omkring, at noget skulle gå galt – det gjorde der også med Oliver lige indtil den dag, han var ude hos os – men de fleste dage, kan jeg holder de tanker under kontrol og overbevise mig selv om, at alt nok skal gå godt og forløbe planmæssigt, hvilket E også er god til at overbevise mig om, når de grimme tanker tager overhånd. 
Heldigvis er der aller flest af de dage, hvor det hele bobler fuldstændig indeni, og jeg fyldes op af lykke og kærlighed helt ned i maven, når jeg tænker på at vi til august bliver fire. At vi får æren af at blive forældre til endnu et lille menneske, som vi har skabt sammen, Oliver bliver storebror, og vi skal have en lillesøster. Nogle dage er det stadig mærkeligt at sige højt: vi skal have en pige. Nu bliver vi to drenge og to piger. Vi bliver fire. Måske bliver vi ikke blot en “lille familie” mere, men faktisk “bare” en familie – og jeg elsker det! 

Selvom vi glæder os ubeskriveligt meget til det nye liv, der venter os når tre bliver til fire, så er vi også forberedt på at det bliver møg hamrende hårdt! Jeg har hørt flere sige: “Et barn, er ét barn, men to børn er fandme mange børn!” – og det tror jeg beskriver det hele meget godt. Der er så mange vaner, rutiner og ting, der fortsat skal køre i vores nuværende hverdag, samtidig med det ikke kan undgås, at der også er nogle ting som skal ændres og tilpasses, samtidig med man ikke blot skal tage hensyn til sin lille nye baby, men mindst lige så meget til storebror og den hverdag han er vant til. Vi har ikke det samme søvnoverskud med i bagagen denne gang, og helt generelt er hverdagen bare mere rutinepræget. Der er så mange faktorer denne gang, som spiller ind og som er helt anderledes fra første gang. 

Heldigvis er Emil og jeg virkelig gode til at snakke om tingene og sige vores følelser og tanker højt, hvilket jeg tror, er en kæmpe fordel for vores forhold og vores kommende “nye” familieliv. 
Selvom der er stadig er forholdsvis lang tid til lillesøsters ankomst, så er vi begyndt at tale om forskellige praktiske ting, forestillinger og forventninger til det hele, og det tror jeg er en virkelig god investering, når først vi står midt i det hele – at vi i hvert fald har gjort os nogle tanker og forestillinger. 

Det hele bliver magisk, fantastisk og skide hårdt – men vi er så klar til det, og vi glæder os helt ubeskriveligt til tre bliver til fire. 


Continue Reading

En uges sommerferie i foråret

De sidste mange år har jeg været studerende, og derfor har jeg haft en god lang sommerferie.
E har derimod været på arbejdsmarkedet i mange år, så hans ferie er lidt mere begrænset – som det jo er for de fleste på arbejdsmarkedet. Men vi har altid prioriteret at han har holdt tre ugers sommerferie i alt – og dette er kun blevet en endnu højere prioritet, efter vi er blevet en familie.

Vi var egentlig meget i tvivl om, hvilken type sommerferie, vi skulle holde i år inden tre bliver til fire. Vi elsker at rejse, og sidste år var vi på Kreta i foråret – og det var den BEDSTE ferie nogensinde! Det var så dejligt med kvalitetstid, vi boede det skønneste sted, temperaturen var perfekt for Oliver, og vi nød virkelig bare at have tid sammen.
Vi blev hurtigt enige om, at vi ville holde den ene uges sommerferie i slutningen af foråret, og så holde to uger i juli måned kort før lillesøsters ankomst, da vi jo har termin i august. For mig betød det meget, at vi ikke holdt alle tre uger i juli, da jeg på det tidspunkt er meget højgravid, og dermed er det endnu mere begrænset, hvor meget jeg kan deltage i, og på hvilket niveau jeg kan være med i diverse aktiviteter, og det betyder meget for mig, at jeg kan være en stor del af vores primære sommerferie – især ift. Oliver.
Vi overvejede at tage sydpå igen ligesom sidste år, men vi blev ret hurtigt enige om at blive her i Danmark, da det umiddelbart virkede mest overskueligt ift. min bachelor samt graviditeten. Og set med et fornuftigt økonomisk perspektiv er det klart at familieforøgelsen samt dét den medfører, kommer til at medbringe nogle ekstra udgifter – og det er trods alt første prioriteten.

Så vi valgte at “nedgradere” sommerferien i år til herhjemme i DK, men til gengæld har vi så tilladt os at “opgradere” lidt på det sommerhus, vi besluttede os for at leje.
Vi tager nemlig en uge i sommerhus i Marienlyst i weekenden med indendørs pool, spa, sauna og legeplads i haven.

… og vi GLÆDER os helt vildt! Det bliver simpelthen SÅ dejligt bare at være os tre, og have masser af kvalitetstid sammen, hvor vi kan lave lige, hvad vi har lyst til uden hverdagens pligter og faste rutiner.
Desuden ligger denne uge lige midt i min bachelorskrivningen, og det bliver helt perfekt med et pusterum, hvor jeg bare kan slappe af og nyde tiden med min lille familie.

Vi har planer om at tage i Knuthenborg Safaripark og evt. Bonbon Land, men ellers har vi INGEN planer. Blot at vi skal være sammen, nyde hinandens selskab og lave en masse sjov og ballade.
Egentlig glæder vi os virkelig bare til at holde FERIE i dette lækre sommerhus, og så håber vi selvfølgelig på mega lækkert forårsvejr.

Vores sommer bliver helt unik i år, så det er helt perfekt, at vi tager lidt forskud på den i næste uge.

Continue Reading

Det er en kliché, men #stoptiden!

Her til aften havde jeg den største tudetur! 
Jeg kom ned i stuen efter at have puttet O, Emil kiggede på mig og spurgte: “Er du okay skat?” – og så brød jeg fuldstændig sammen! 

Jeg ved ikke, hvad der skete, men følelserne overmandede mig fuldstændig. Vi er i dag gået ind i uge 25 af graviditeten – UGE 25! Hvad sker der!? Jeg kan slet ikke forstå det. #stoptiden og #tidenflyver er passende hashtags at bruge i denne sammenhæng – en kliché, ja! Men hold nu op, hvor er det bare rigtigt! Sidst jeg havde denne følelse i kroppen, var da Oliver var spæd, og jeg ikke kunne følge med i hans udvikling, og jeg ikke kunne rumme, at min lille baby blev så hurtigt stor, og tiden bare fløj afsted – og så alligevel nød jeg det jo. En meget ambivalent følelse.
Nu har jeg lige puttet mit lille, store menneske, som selv kysser mig godnat, giver godnatkrammer, slukker lyset og siger “nat nat mor”. Hvornår blev han lige stor!?
Siden jeg er blevet mor, er tiden fløjet afsted på en helt anden måde, end jeg nogen sinde før har oplevet, men man begynder ligesom at vænne sig lidt til det og acceptere det – dog synes jeg nogle gange, det tager lige lovlig overhånd. Jeg vil så gerne bare nyde det, være tilstede i nuet, og bare trykke på “pause”-knappen en gang imellem, og bare suge ALT til mig – hvis jeg altså kunne.

Jeg har sagt det mange gange før: jeg elsker at være gravid! Jeg synes simpelhen, så det er så stort at få lov til at opleve dét kroppen gennemgår og er med til at skabe – for mig er det virkelig en gave i livet. 
Men denne gang føler jeg ikke helt, at jeg er tilstede i det på samme måde, som jeg var første gang. Det er svært at forklare, men i nogle perioder føles det “bare” som et sideprojekt min krop arbejder på, mens hverdagen, bachelor, familielivet og diverse ting er i fokus og tager alt min tid.
De tidspunkter på dagen, hvor lillepigen sparker løs på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at mærke efter og bare nyde det, elsker jeg – men det sker alt for sjældent, synes jeg. Jeg savner de dage, hvor tankerne og forestillingerne bare tager over, og man forbereder sig mentalt på den forandring, der venter én. 
Igen ramte den der ambivalente følelse mig, for selvfølgelig glæder jeg mig ubeskrivelig meget til august – det er tidshorisonten over dem alle, men alligevel forstår jeg ikke helt, at vi allerede er nået hertil i forløbet. Jeg føler ikke, at mit hoved er lige så langt, som min krop og min graviditets-app fortæller mig, vi er.

Jeg aner ikke, om det er sidste gang, jeg får lov til at opleve en graviditet, så jeg vil bare gerne nyde det – og det føler jeg ofte, jeg “glemmer” denne gang. Simpelhen fordi jeg ikke har tiden til det på samme måde. 
Og den følelse overmandede mig bare fuldstændig i dag.
Måske ramte virkeligheden mig i dag: Vores dejlige søn Oliver Elliot er 2 år og 4 måneder og lillesøster i maven er 60% færdigbagt – mens jeg føler, vi lige er blevet en lille familie, og at vi holdte hans 1 års fødselsdag i foregårs.

NU glæder jeg mig bare til påskeferie med min lille familie, hvor jeg virkelig kan fokusere på dem og lillesøster i maven. Det kan jeg mærke, jeg har brug for. Jeg skal nyde hvert eneste sekund, og bare suge alt kærlighed til mig og bare være tilstede i nuet.

God påske til jer. 🐣


Continue Reading

Nåååå ja, BARSEL!

Det slog mig lige i dag: Når jeg har forsvaret min bachelor, og den er afsluttet, så går jeg jo på barsel – og så er der kun omkring 1,5 måned til termin. 

Vi er inde i en periode, hvor jeg synes, den ene begivenhed overlapper den anden – alt imens hverdagen, rutinerne og graviditeten “bare” ruller med på sidelinjen. Altså ikke på den dårlige måde, men der er bare SÅ mange ting, men mange gode ting. Dog kan jeg godt mærke, det er vigtigt, jeg lige stopper op og husker at nyde det hele engang i mellem for at kunne følge med. 

Tiden går med:
Bachelorskrivning, vi tager forskud på sommerferien og tager en uge i sommerhus om et par uger, mere bachelorskrivning og aflevering, forberedelse af eksamen, barsel, sommerferie og så TERMIN! Det er så vildt at tænkte på. Når jeg for første gang i rigtig lang tid kan ånde lettet op og der kommer et pusterum, så er der kun en måned til lillesøster melder sin ankomst – sådan plus minus selvfølgelig. Jeg fatter det stadig ikke helt. 

Jeg fik det største sug i maven, da jeg kom i tanke om barsel – hold nu op, jeg glæder mig! Selvfølgelig har jeg da tænkt over det, men åbenbart ikke sådan rigtigt.
Det meste af min barsel før lillesøsters ankomst, kommer til at gå med sommerferie med mine to drenge – hvis alt selvfølgelig (forhåbentlig) går som det skal. 
Men jeg glæder mig bare SÅ meget til et helt år (eller hvor lang tid, jeg kommer til at holde ift. job og Emils barsel), hvor jeg bare skal være sammen med vores lille pige dag ud og dag ind, lære hende at kende og gøre hende til en del af vores hverdag og rutiner. 
Og jo, jeg ved virkelig godt, at det absolut IKKE bliver den samme form for barsel, som jeg havde med Oliver – overhovedet, da der kun var ham at tage hensyn til. Nu er vi allerede en lille familie, som fortsat har brug for struktur og at de faste rutiner bliver overholdt. Oliver skal afleveres og hentes, spisetiderne skal overholdes, de huslige pligter skal passes, søvnunderskuddet bliver (med garanti) kun endnu værre osv. osv. – MEN alligevel! Det er en situation vi selv har sat os i, og det er netop dét, vi ønsker for vores lille familie – at vi bliver én mere, og selvfølgelig skal vi nok klare det hele, selvom det bliver pisse hårdt!
Jeg glæder mig bare SÅ meget til at kunne tilegne mig selv 100% til vores lille familie, hvor jeg ikke skal tænke på alt muligt andet, jeg også burde bruge min tid på lige nu. Det er præcis sådan, jeg har det bedst! Der er intet vigtigere i mit liv end min lille familie.

Jeg kan ikke vente til den dag, vi får lillesøster i armene – og alligevel så føles det som om, det er lige om lidt – det er så vildt altså! 

Continue Reading