Min instagramprofil er min tilkobling til min blog. Det er i hvert fald dér, jeg informerer om nye blogindlæg og refererer til min blog.
Jeg er ikke typen, som praler – selvom jeg ofte får af vide, at jeg har massere at prale med. Men det er nu ikke sådan, jeg ser det. Jeg ser ud som jeg gør, fordi jeg ejer en stor portion selvdisciplin, fordi jeg har den livsstil, jeg har – men mest af alt fordi, jeg elsker min livsstil, og jeg hviler i mig selv med den livsstil.
Praler man med sin livsstil? Nej, for alle har et valg omkring hvilken livsstil, de ønsker at følge, og efter min mening er der intet der er rigtigt eller forkert, så længe det er dét, man har det bedst med.
Når jeg poster billeder som overstående – både før, under og her efter graviditeten, er det ikke fordi, jeg mener, at alle burde se sådan ud, eller fordi jeg mener, det er det mest korrekte.
Nej, jeg poster det, fordi JEG ser sådan ud, og fordi det er min profil.
Jeg er sikker på, der sidder folk derude bag skærmen, som ruller øjne, når billeder som dette dukker op, men jeg ved også, at der sidder endnu flere, som føler sig inspireret af, hvad kvindekroppen kan – og jeg har det på samme måde. Derudover ved jeg, at der er en masse, som føler sig inspireret af mig og min livsstil, og af, hvad det betyder, at man træner og spiser fornuftigt.
Der har altid været søde følgere, som har fortalt mig, at de var fascineret af min gejst for min træning og min krop, og især gennem min graviditet og efter fødslen, har jeg modtaget beskeder, hvor folk roser mig, og synes, det er rart at se et levende bevis på, hvad der kan lade sig gøre, hvis man har viljen og kæmper for det, samtidig med jeg stadigvæk husker at nyde livet, hviler i mig selv og vigtigst af alt: gør alt hvad der står i min magt for, at være verdens bedste mor til vores lille søn. Alt anden kommer selvfølgelig i anden række – men derfor skal man ikke glemme sig selv.
I forbindelse med billeder som overstående, synes jeg, at ‘anerkendelse’ er et godt ord at bruge. Faktisk synes jeg generelt, at de fleste burde blive bedre til at anerkende dét andre gør – også selvom man måske nogle gange ville ønske, at det var én selv. Vi har alle et valg, og det er kun os selv, som kan spænde ben for at det skal lykkedes.
Jeg vil lige indskyde, at jeg bestemt ikke synes, jeg har hele pakken, den perfekte krop eller noget der minder om en toptunet kvindekrop, MEN jeg hviler i mig selv og i min livsstil, og så ved jeg, at jeg er god ved min krop – og for mig, er dét, det vigtigste.
Jeg stopper ikke med af dele billeder og opslag som dette, og det skyldes flere årsager. Jeg er stolt af mig selv og min krop, og jeg føler, det giver et bedre indblik i min træning og min krops proces, når jeg viser billeder som dette. Men vigtigst af alt, så ved jeg, at det kan motivere andre, og det er lige præcis derfor, jeg blogger.
Rigtig god dag til alle. 😊