Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Graviditet - Oliver Elliot, Livet som mor, Om mig

Det første møde

1 kommentar

Søndag d. 27. november omkring kl. 02.00 vågnede jeg med et sæt ved første ve, og cirka 10,5 time senere, kl. 12.36 mødte vi vores søn for aller første gang.

At arbejde sig gennem en fødslen som par og endelig få vores søn i armene, er den største oplevelse og gave i hele mit og vores liv nogensinde. Det var så vild, surealistisk og unik en oplevelse at gennegå en fødsel sammen, og selvom vi på daværende tidspunkt havde været kærester i 6 år, havde vi aldrig nogen sinde oplevet noget sammen, som tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med denne oplevelse. Det var bare så vildt og på en eller anden uforklarlig måde, blev der skabt et nyt og stærkere bånd af følelser mellem os, som bare har vokset lige siden – fødslen var en oplevelse for livet, som skabte noget helt uforklarligt mellem os.  

Selvom min fødsel var (forholdsvis) hurtig, stort set forløb ukompliceret og uden nogen form for smertelindring, og jeg ser tilbage på den som en helt fantastisk oplevelse, så er der denne gang nogle områder, jeg ønsker at forberede mig (mere) på, end jeg gjorde op til min fødsel med Oliver. Egentlig ikke fordi jeg ville ønske, jeg havde gjort noget anderledes op til eller under fødslen, fordi den forberedelse, jeg havde gjort mig, var lige præcis dér, hvor jeg var mentalt dengang, men fordi der er nogle ting fra første fødsel, som nu er blevet realiseret, og derfor er det nemmere at forestille sig og forholde sig til, hvordan det kan forløbe, og hvilke faser, man møder undervejs. 

Under min graviditet med Oliver, tror jeg nærmest ikke, jeg havde skænket fødslen en tanke på dette tidspunkt (uge 22) i graviditeten, da der var SÅ mange andre ting, jeg gerne ville sætte mig ind i omkring min voksende baby i maven, og egentlig havde vi ”bare” travlt med at bygge rede. Fødslen virkede så langt ud i fremtiden trods alt. 
Under denne graviditet har jeg mere mentalt overskud til at tænke på fødslen, da jeg ikke bruger de samme ressourcer på at sætte mig ind i forskellige ting gennem graviditeten, da jeg har prøvet det før. Ikke fordi alt er det samme overhovedet, men overordnet set føler jeg, at jeg har en større forståelse og viden fra start omkring det hele. 

At føde sit barn 
Lad os bare konkludere én ting: Det GØR ondt at føde – det tror jeg alle, som har prøvet det, kan nikke genkedende til. 
Både Emil og jeg havde deltaget i tre moduler af fødselsforberedelse på Herlev hospital i et stort auditorie, hvor vi sad omkring 200 par, og fik viden omkring livet som kommende forældre, parforholdet, fødslens faser, smertelindring, babys første tid og amning. Det var absolut givende, men hvis man havde sat sig bare en lille smule ind i tingene på forhånd, så var det meste af det noget, man allerede vidste.
Ud over den offentlige fødselsforberedelse læste jeg selv om fødslens faser samt smertelindring under fødslen – men det jeg gjorde mest ud af, var at sætte mig lidt ind i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg kunne gøre brug af for at arbejde med veerne. 

Jeg var aldrig bange eller skræmt over at skulle føde.
Jeg havde et lille ønske om at gennemgå fødslen uden smertelindring eller med naturlig smertelindring – mest for at være så meget meltalt tilstede som muligt, og ikke være påvirket af noget efter fødslen, men det var absolut ikke noget, jeg havde bestemt på forhånd eller havde udelukket. Derfor havde jeg også ønsket en fødestue med kar, da jeg havde tiltænk det varme vand som smertelindring. Det nåede jeg dog aldrig, da jeg var 9 cm åben, da vi ankom til fødemodtagelsen. 
Den overordnede tanke omkring min fødsel var: At tage det hele, som det kom, lytte til min krop, arbejde sammen med den, og gøre, hvad den fortalte mig, jeg skulle gøre. Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger, og det tror jeg hjalp mig sindssygt meget op til- og under fødslen. Da vi havde passeret termin, og tålmodigheden for alvor blev sat på prøve, skrev jeg et indlæg omhandlede den kommende fødsel, som kan læses her http://sofiebrandt.dk/?p=738.
De vejrtrækningsøvelser jeg havde forberedt mig lidt på samt støtten og hjælpen fra E gjorde, at jeg kom gennem fødslen uden smertelindring – det er jeg sikker på. Ved hjælp af vejrtrækningen kunne jeg nogen lunde holde veerne under kontrol, og lige så snart vejrtrækningen glippede, så kunne jeg næsten ikke være i det – og det var her, at E var en KÆMPE støtte, da han med det samme fik mig tilbage på sporet og ind i vejrtrækningen igen. 
Jeg var fuldt ud koncenteret fra aller første ve, og der gik ikke lang tid, før jeg gik ind i mig selv og nærmest ikke kunne kommunikere, da jeg blot koncentrerede mig om at lytte til min krop og fokusere på min vejrtrækning. Jeg tror, jeg havde lukkede øjne 95% af hele fødslen. 
Jeg følte stort set kontrol under hele forløbet, men der er mange ”sorte huller”, hvor jeg er gået så meget ind i mig selv for at kontrollere veerne, at jeg simpelthen ikke kan huske det, og kun følte mig delvist tilstede. Især under pressefasen, da Oliver stod skævt i mit bækken, så han havde svært ved at rotere ned gennem mit bækken. Dette resulterede i 2,5 time med kraftige presseveer, hvor jeg ikke måtte presse med. Dét var hårdt – og næsten umuligt! Min krop skreg på, jeg skulle presse med, men min jordermoder beordrede mig til at holde igen. Når jeg ser tilbage på denne fase, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle flere redskaber samt hjælpende stillinger at gøre brug af, for at hjælpe min krop og mig selv bedst muligt, for det var under denne fase, min kontrol og arbejde blev sat aller mest på prøve under hele fødslen.
Ligeledes er der ting, som E efterfølgende har fortalt, som jeg slet ikke har opfattet under fødslen, fordi jeg bare gik så ind i mig selv og ikke altid var mentalt tilstede. 

Den forestående fødsel 
Denne gang har jeg et ønske om at opleve følelsen af kontrol, samtidig med jeg føler mig mere mentalt tilstede og nærværende. 
Ligeledes vil jeg sætte mig meget mere ind i de forskellige fødestillinger, som især er gavnlige under de forskellige faser i fødslen, så jeg kan hjælpe min krop bedst muligt på vej lige præcis dér, hvor den er på det givne tidspunkt. 
E var en KÆMPE hjælp og støtte under hele fødslen med Oliver, og selv når jeg var aller mest presset, hvor det kun hans stemme, jeg hørte – alt andet blev lukket ude. Derfor har både ham og jeg også et ønske om denne gang, at han skal kunne deltage mere aktivt i fødslen ift. fødestillinger samt naturlig smertelindring, når jeg arbejder mig gennem veerne i de forskellige faser. 

Smertefri fødsel
Jeg var netop begyndt at tænke lidt på den forstående fødsel, kigge lidt på de vejrtrækningsøvelser, jeg brugte under min fødsel med Oliver, og som noget helt nyt læse lidt om den meget populære metode “smertefri fødsel”, da jeg blev kontaktet af Maria fra Fødegejst, som er uddannet instruktør hos “Smertefri fødsel”, og som underviser i deres metode og teknikker – en metode som er udarbejdet af Anja Bay.
Hun inviterede mig til et samarbejde, hvor jeg har fået mulighed for enten af deltage i grundkurset, som forløber over fire moduler af to timers varighed, hvoraf E også skal deltage på modul tre, eller i bootcampen for par, som forløber over én dag af seks timers varighed. Jeg kan godt lide at have god tid til at sætte mig ind i tingene og danne et overblik, så grundkurset virker som den perfekte løsning for mig. 

Konceptet omkring “Smertefri fødsel” handler om effektiv panik- og smertehåndtering, som er udviklet ud fra den nyeste viden indenfor smerteforskning. Teorien handler om, at vi gravide får handlingsgivende og håndgribelige fødeteknikker samt en helt unik viden, så man kan opnå en fødsel,  hvor man er med til at styre sin krop samt smerten i stedet for at lade kroppen samt smerten styrer én. 

I forhold til vores termin i august, ville det mest optimale nok være, at jeg var med på grundkurset, som forløber i juni måned, hvor jeg så har hele juli til at træne og øve teknikkerne. Men pga. aflevering og forberedelse samt forsvarelse af min bachelor i juni måned, bliver det simpelhen for presset – der bliver hele mit fokus nødt til at ligge på min bachelor. 
Så derfor starter jeg/vi på grundkurset, som strækker sig over maj måned, og så har jeg til gengæld to måneder til at øve teknikkerne i, hvor det i juni måned så vil foregå lidt mindre intensivt. 

Modulerne består af: 

  1. Afspænding, laboro-vejrtrækning, smertehåndtering og de vigtige fødehormoner
  2. Presseteknik og undgå bristninger
  3. Dig og din partner – her bliver E koblet på teknikkerne 
  4. Panikhåndtering og afslutning 

Jeg glæder mig HELT VILDT til at deltage i dette kursus, da jeg under min fødsel med Oliver fik et indblik i, hvor meget vejrtrækningsøvelserne hjalp mig, hvor stor en støtte E var, og hvor vigtigt det er, at man føler sig fysisk og mentalt klar. Nu står det virkelig klart for mig, hvor givende det er, at forberede sig – hvilket egentlig giver sig selv, når man tænker på, hvad det er kroppen skal gennemgå. 
Jeg er klar over, at en fødsel kan tage alle drejninger, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til – men man kan forberede sig, tro og håbe på det bedste, og så kan man hjælpe kroppen bedst muligt på vej. Ligeledes betyder det virkelig meget for mig og os, at det er noget, vi skal igennem sammen, så derfor er det virkelig fedt, at vi kan forberede os sammen, og hver især påtager os en rolle. 

Jeg er ikke bange for at skulle føde igen, selvom jeg nu ved, hvad kroppen skal igennem. Dog er der nogle punkter, hvor jeg ville foretrække at være uvidende ligesom første gang – men sådan har jeg det også med nogle ting her i graviditeten. Der er både fordele og ulemper ved at have prøvet det før. 
Min krop har gjort det én gang, så selvfølgelig kan den gøre det igen – det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg har verdens sejeste krop, det har den bevist overfor mig igen og igen, og jeg glæder mig til denne oplevelse sammen med den og E – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den. Mest af alt så glæder jeg mig selvfølgelig ubeskriveligt meget til at få lillesøster i armene for aller første gang – det er helt vildt at tænkte på! At passere målstregen ved en fødsel er fuldstændig vanvittigt, unikt, overvældende og den største gave i livet, som jeg glæder mig til at få lov til at modtage endnu engang – faktisk kan jeg slet ikke vente! 

Det blev et lidt længere indlæg – men tak fordi I læser med.

Jeg glæder mig til at dele min oplevelse omkring fødselsforberedelse med grundkurset af “Smertefri fødsel” med jer. 


Continue Reading

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

It’s a girl!

Ingen kommentarer

Vi skal have en lillesøster – det er så vildt!

Dét der med kønnet er egentlig lidt en underlig ting. Jeg er sikker på, at alle blot ønsker, at deres baby er sund og rask, og så kan alt andet egentlig være lige meget – og sådan har jeg det absolut også!
Alligevel er det simpelthen så spændende, og når spændingen bliver udløst, skal man lige vænne sig til, at der nu er et svar – eller hvad? For egentlig følte jeg allerede, at jeg kendte svaret. 

Jeg har egentlig altid forestillet mig og forberedt mig selv lidt på, at vi ville blive en stor drengefamilie. Det har bare virket så naturligt, selvom jeg som “barn” altid gerne har ville have en pige, når jeg en dag skulle have børn. Min mavefornemmelse omkring graviditeten med Oliver var også meget sikker – jeg vidste bare, det var en lille dreng, som gemte sig derinde.

Så da min mavefornemmelse og min intuition fra dag ét, da vi så de to streger på graviditetstesten tilbage i november, sagde mig, at det var en lille pige, blev jeg virkelig overrasket og overvældet. 
I starten tænkte jeg, at det måske ville ændrer sig løbende, som graviditeten skred frem – men det gjorde det bare ikke.
Og så alligevel bliver man jo altid lidt i tvivl, og forsøger at forholde sig til at det jo både kan være en dreng og en pige – alligevel blev min mavefornemmelse bare ved med at fortælle mig, at vi skulle have en lillesøster. 

Indtil nakkefoldsscanningen var vel overstået, var mit fokus blot på, at jeg så inderligt håbede, ønskede og troede på, at der lå en sund og rask lille baby derinde, og at alt var helt perfekt og ligesom det skulle være – hvilket det heldigvis var. 🙏🏼❤️
Men derefter kom tankerne omkring kønnet mere i spil. Vi havde allerede aftalt, at vi skulle have en kønsscanning, hvis alt (forhåbentlig) viste sig at være okay til NF. Med Oliver overvejede vi ikke engang en kønsscanning, men denne gang var det bare noget helt andet. 
Og hold nu op, spændingen steg som scanningen kom tættere og tættere på. 

Jeg har egentlig aldrig haft følelsen af, at jeg “ønskede” et bestemt køn. Men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt en mental omvæltning, hvis vi fik af vide, det var en dreng. Ikke fordi jeg ikke ønskede endnu en dreng, men fordi jeg simpelthen har følt mig så sikker, og mentalt var indstillet på, at det var en pige – så selvom jeg også har forsøge at indstille mig på, at det jo faktisk også kunne være en dreng, så ville jeg virkelig skulle omstille mig mentalt.
Som scanningen nærmede sig, blev jeg mere og mere i tvivl om det var fordi, jeg faktisk mest ønskede, det blev en pige – og den følelse brød jeg mig virkelig ikke om – den gav mig en følelse af skam. I hvert fald ved jeg, jeg ville føle stor skam, hvis jeg blev ramt af skuffelse over at få af vide, det blev en dreng. Uanset hvad, så er det jo virkelig et lille ønskebarn, der ligger derinde – kønnet er blot en “detalje”. 
Jeg tror mest, det handlede om det mentale, fordi min mavefornemmelse var så overbevisende. Og uanset hvad, så ved jeg, det kun ville handle om kort tid, hvor man lige skulle omstille sig, og så ville det ikke kunne være anderledes og det hele ville føles helt rigtigt – og igen: det vigtigste er, de er sunde og raske.

Da vores lille baby kommer op på skærmen til scanningen ligger den helt krøllet sammen med benene krydset. 😂 “Shiiiit”, tænker vi bare. Der skal et utal af hop og numserysteri til, før den endelig strækker sig ud. Heldigvis kunne de bruge tiden fornuftigt, til at tage diverse vækstmål, som bare var helt perfekte og lige som de skulle være. 🙏🏼
Da vi (endelig) får af vide, at det er en lille pige, triller tårerne ned af mine kinder, og Emil sidder med det største smil på læben – jamen selvfølgelig! Jeg vidste bare, det var en pige, og alligevel blev jeg fuldstændig overvældet – en følelse af lykkelig, glæde og kærlighed ramte mig fuldstændig – lige dér blev det hele bare lidt mere virkeligt. 
Ikke fordi jeg ikke var blevet lige så glad, hvis det var en dreng, men fordi jeg simpelthen var blevet SÅ overrasket, hvis jeg tog fejl. Præcis på samme måde, hvis vi med Oliver havde fået af vide, at det var en pige. 🙈 Som hende der scannede mig sagde: “Der er simpelthen noget med de mavefornemmelser og intuitioner – de slår sjældent fejl”.  
Vi blev SÅ glade! Hele dagen fik jeg gentagende gange tårer i øjnene ved tanken, og hele dagen igennem kiggede Emil og jeg bare på hinanden med smilende øjne, og vidste, hvad hinanden tænkte. 
Det er bare som om, at det hele bliver en smule mere virkeligt, når man ved, hvad der gemmer sig derinde, og at ens følelser på rekordtid bliver forstærket for det lille menneske – sådan havde vi det begge to i hvert fald. Nu er det ikke længere en den, men en hun. 

Vi skal have en lillesøster. 
Jeg skal være mor til en pige. 
Nu får vi én af hver, som man siger. 

På en måde er det en drøm, som går i opfyldelse – og alligevel er drømmen blot, at de er sunde og raske, og at de har det godt. ❤️
Jeg var sikker på, vi ville blive en drengefamilie – lige indtil jeg stod med den positive graviditetstesten i hånden i november. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men sådan var det bare. Derfor ændrede mine tanker og forestillinger sig også på rekordtid, og derfor føles det bare helt rigtigt, så naturligt og helt perfekt at det er en lillesøster, som gemmer sig derinde. 

Vi er bare så LYKKELIGE, og det er altså okay at sige højt en gang imellem! Nøj, hvor vi glæder os til august! 👨‍👩‍👧‍👦❤️

Continue Reading

Familielivet, Graviditet - Lillesøster, Livet som mor, Om mig

Når tre bliver til fire

Ingen kommentarer

Jeg er gravid – igen. ❤️ Og inden længe finder vi ud af, om det er en lillebror eller en lillesøster, der gemmer sig derinde. 🙈
Vi har termin til august, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at blive en familie på fire – det bliver simpelthen så stort, spændende, en omvæltning, (pisse) hårdt og helt igennem fantastisk på samme tid!

Det var med et ekstra sug i maven, vi sprang ind i det nye år kl. 24.00 nytårsaften, da vi vidste, at 2019 ville blive et helt specielt og magisk år for os. Vi får igen mulighed for at opleve livets største gave: at blive forældre til et lille menneske, og vi får lov til at se Oliver i rollen som storebror.

Jeg havde ikke helt ro, før vi havde været til nakkefoldsscanning, og (forhåbentlig) fået bekræftet, at alt var okay – før kunne jeg bare ikke slappe helt af og glæde mig 100%.
Heldigvis var alt helt perfekt, og der lå en lille, sund og rask baby og sparkede rundt derinde. ❤️ Det er simpelthen så stort.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end at vi simpelthen er så GLADE og LYKKELIGE!! Det er helt vildt, at vi får lov til at opleve dette en gang til – det er helt ubeskriveligt.

I løbet af de næste par dage, vil jeg skrive et indlæg omkring de første tre måneder af graviditeten – og jeg kan vist godt afsløre, at den indtil nu ikke har været magen til min graviditet med Oliver. 🙈

…

I forbindelse med vores familieforøgelse – og min rolle som mor samt livsstil helt generelt, har jeg valgt at ændre titlen på min blog fra “En blog om sund og næringsrig kost med sunde og alternative opskrifter” til
“En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning!”

Den kommer fortsat til at omhandle træning og sund og næringsrig kost, men der vil komme flere indlæg omkring min graviditet, mit liv som mor samt vores hverdag som en lille familie helt generelt.

Husk endelig at følge med på min instagramprofil: https://www.instagram.com/sofiebrandtlarsen/
hvor jeg altid linker til mine indlæg: @sofiebrandtlarsen

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med i mit og vores lille univers. ☺️

Continue Reading

Familielivet, Livet som mor, Om mig

Vores hverdag

Ingen kommentarer

Der er ingen tvivl om, at både Emil og jeg altid har haft en aktiv hverdag – altså en hverdag hvor der altid er sket meget, og hvor vi har haft mange bolde i luften.

Beskæftigelse
Som I nok ved, studerer jeg Ernæring og Sundhed (professionsbachelor), hvor jeg bliver færdig til sommer, og E arbejder som speditør, hvor han primært fungerer som sælger. Hans arbejdstider er fra kl. 8.30 – 16.30 hver dag, og det betyder, at han kører hjemmefra om morgenen kl. 7.45 og er hjemme igen kl. 17.15. Han har (HELDIGVIS) mulighed for at flexe, de dage, vi har brug for det. De dage, det er ham, som skal aflevere Oliver, kører de selvfølgelig lidt før, og når det er ham, som skal hente, er han selvfølgelig også hjemme før – hvor han så møder tidligere (jaja, puslespillet skal altid gå op i begge ender. 🙈🤷🏼‍♀️😂). Desuden er han meget “på vejen”, hvor han kører rundt til kunder, og det giver os også noget fleksibilitet.
Mine tider derimod er meget mere varierende. Jeg er oftest i skole tre – fire dage om ugen, og mine dage varierer meget. Nogle dage har jeg timer om formiddagen, nogle dage om eftermiddagen og nogle dage hele dagen. På mine studiefrie dage skal jeg selvfølgelig primært have læst en masse til studiet, og der prioriterer jeg også mine træninger samt huslige pligter. De dage hvor jeg er i skole om formiddagen, prioriterer jeg at hente Oliver tidligt. De dage hvor jeg er i skole om eftermiddagen, bliver Oliver afleveret mellem kl. 8.30 – 9.00, da det er dét som fungerer bedst for ham (hans bliver forvirret, hvis han pludselig bliver afleveret kl. 11, lige før hans lur, og hans DP-mor ser helst, at de ikke kommer senere end kl. 9, da de ofte er ude om formiddagen), og så bruger jeg formiddagen på træning og huslige pligter.
På mine skoledage fra kl. 8.00 – 16.00, er det både E som afleverer og henter, da jeg er afsted fra 7.15 – 17.00 de dage – hurra for flextider!

Praktik
De sidste to måneder har dog været en del anderledes, da jeg har været i praktik, og har arbejdet omkring 30 timer om ugen. Jeg har typisk arbejdet fra kl. 8.30 – 14.30, som betyder at jeg er taget hjemmefra omkring kl. 7.30, og har været hjemme til at hente O omkring kl. 15.30 – så der er vi blevet sat lidt på prøve ift. hvad vi plejer. 🙈 Også selvom jeg endda “kun” har arbejdet 30 timer.
Men igen er vi ret enige om, at det primært handler om planlægning og prioritering – så skal det nok gå.
F.eks. har jeg fået implementeret min træning (løb) på vej hjem fra praktikken, så jeg stadig kan hente O omkring kl. 15.30, frem for først at skulle træne når jeg kom hjem, og så først kunne hente ham kl. 16.30, eller skulle træne efter aftensmaden, hvor hele familien endelig er samlet. Løbeturene er ikke lige så skønne og afstressende, som når jeg løber i vores naturområde, men det fungerer, og det er uden tvivl sådan, jeg vælger at prioritere i sådanne perioder.
Huslige pligter som rengøring og tøjvask er primært blevet gjort i weekenderne.

Planlægning og prioritering
Heldigvis er E og jeg meget enige i vores aller største prioritering: vores lille familie. 👪❤️ Derfor bliver weekenderne brugt på kvalitetstid sammen, så meget vi overhovedet kan.
Det er stille og rolige morgenener, hvor vi bare nyder, at vi kan hygge og fjolle lidt ekstra, da der ikke er en tid der skal passes. Men hver eneste weekend bruger vi også enten lørdag eller søndag formiddag på at igangsætte huslige pligter, som rengøring, tøjvask og diverse andre daglige gøremål, som er dukket op i løbe af ugen. Så skiftes vi lidt til de praktiske opgaver og til at lege med Oliver, og efterhånden kan han sagtens “hjælpe til” med en masse af dem – i hvert fald elsker han at blive inddraget på en eller anden måde. Oliver sover stadig en middagslur på omkring 1,5 – 2 timer, og der pisker vi altid rundt for at blive færdige med de gøremål, vi har igangsat i løbet af formiddagen, så vi er færdige når han vågner, så vi kan bruge resten af dagen på hyggelige ting.
De uger hvor jeg er mindre presset på studiet, forsøger jeg altid at nå så mange huslige pligter som muligt i løbet af ugen, så vi ikke skal bruge tid på dem i weekenden og i stedet for bare være sammen og hygge os.

Madplan
Hver eneste søndag laver vi madplan til hele ugen, altså fra mandag – fredag (selvfølgelig alt afhængig af, hvordan ugen ser ud). E træner fodbold om onsdagen, så vi søger ofte for at have rester til den dag, så O og jeg ikke skal tænke på aftensmad den dag.
Men ellers laver vi madplan, noterer hvad vi skal bruge samt hvad vi mangler, og så handler vi ALT om søndagen.
Det fungerer fuldstændig fantastisk for os! Selvfølgelig er vi ofte lige forbi Rema (vi handler nærmest kun i Rema) i løbet af ugen for at købe en liter mælk osv, som man ofte løber før i løbet af ugen, men det er meget begrænset.
Madplanen sparer os for SÅ meget tid! Både ift. tanker omkring, hvad vi skal lave til aftensmad samt tiden vi ville bruge på at handle hver dag – det kan jeg slet ikke se, hvordan vi skulle nå. Og så er det økonomisk en kæmpe fordel, da vi sørger for at få brugt alle fødevarerne, da mange af dem går igen i nogle af retterne, og så er det altså bare en fordel kun at handle et par gange om ugen ift. impulskøb. 🙈

Jeg har valgt at beskrive en typisk hverdag og weekend hos os lidt mere i deltaljer:

Hverdag:
Kl. 6:00: Vækkeuret ringer med mindre Oliver allerede har vækket os – hvilket han ofte har. 😅 Vi prioriterer at have god tid om morgen, så vi alle får den bedste start på dagen.
Kl. 6.15 – 7.00: Vi alle gør os klar. E sørger primært for ham og O, mens jeg bare sørger for mig selv, og får redt senge, luftet ud osv. Mens jeg bliver færdig går de nedenunder og laver morgengrød til O, så den også kan nå at køle lidt af.
Kl. 7.00 – 7.30: Vi spiser alle morgenmad sammen – og drikker KAFFE!
Kl. 7.30: Går vi alle ud af døren. E afleverer O i DP (i bil), og jeg tager toget i praktik/i skole. De dage jeg møder sent i skole eller har fri, sover vi ofte lidt længere (hvis chefen tillader det), og så har O og jeg lidt ekstra tid til at blive klar, og så plejer jeg at aflevere ham omkring kl. 8.30 (på cykel). E har altid bilen, og jeg cykler og anvender offentlig transport.
Kl. 15.00: Alle de dage jeg kan, henter jeg Oliver kl. 15.00. Er jeg senere hjemme fra skole/praktik giver det sig selv, så henter jeg ham senere. (Vores DP åbner kl. 7.00 og lukker kl. 16.30).
Så hygger Oliver og jeg om eftermiddagen med en eftermiddagssnack, tv, tumling, puslespil, en tur på legepladsen eller hvad han (og jeg) nu lige er i humør til og har overskud til.
Kl. 17.00: Går jeg (og O hvis han ikke gider underholde sig selv, hvilket han ikke er så skide god til 🤷🏼‍♀️😅) i gang med aftensmaden, og kl. 17.15 kommer E hjem. Så er det lidt forskelligt, om han tager over eller om jeg fortsætter – den anden leger med Oliver og så hjælper han altid med at dække bord.
Kl. 17.30 – 18.00: Vi spiser aftensmad.
Kl. 18 – 18.30: Vi hjælpes med at rydde af bordet og tager det værste roderi i køkkenet samt svineri ved bordet (jep, O sviner MEGET, da han altid spiser alt selv), og så er det forskelligt hvem af os, der tager ham med op i hans aftenbad (han er i bad hver aften), og hvem der rydder resten op efter aftensmaden imens. Ofte skal én af os selv i bad, og så er det selvfølgelig den af os, som tager han med i bad. Den som rydder af svinger måske også lige støvsugeren, hænger vasketøj op eller tager det ned derefter.
Kl. 18.30: Vi leger, fjoller og nyder bare at vi alle tre kan være sammen uden nogle pligter.
Kl. 19.30: En af os putter Oliver, mens den anden rydder legetøj osv. op nedenunder samt ordner de sidste gøremål.
Kl. 20.00 – 21.30: #morogfartid, hvor vi enten ser noget sammen i tv’et, stener computer, jeg skriver blog-indlæg (som nu) osv. Nogle aftenerne læser jeg også til studiet, men jeg forsøger at gøre denne 1,5 time lidt “hellig”, så E og jeg også har noget tid sammen, hvor vi kan få fortalt hinanden lidt om vores dag osv.
Kl. 21:30: Går vi (senest) i seng. 😴 #livetsomforældre

Weekend:
Vi stiller IKKE vækkeur, men vi er oftest oppe før kl. 6. 😅
Vi tumler lidt i sengen, render rundt i nattøj og hygger med morgenmad.
I løbet af formiddagen går vi i gang med de huslige pligter, der nu er, og de fortsætter mens O sover middagslur, og så har vi eftermiddagen til det, vi nu har lyst til.
Den anden dag foregår lidt på samme måde, men her har vi så hele dagen til det, vi gerne vil. Vi elsker alle tre at komme ud og lave alle mulige ting, og det kan være lige fra gåture og legepladser i området til en tur i zoo, legeland eller svømmehallen.
Og hver søndag bliver selvfølgelig også brugt på klargøring af den kommende uge og på vores madplan samt at få handlet ind. Når jeg er ekstra presset på studiet, er det oftest om søndagen jeg også bruger et par timer på at læse.

Jeg prioriterer min træning i den grad, jeg kan, men jeg forsøger også altid at klemme den ind, så det ikke går ud over min kvalitetstid med O i hverdagene, da jeg i forvejen synes, jeg ser ham alt for lidt! Desuden kan jeg hurtigt komme til at føle, at jeg prioriterer mig selv frem for ham, og det er jeg endnu ikke så god til.
I weekenderne træner jeg ofte én af dagene, og hvis det passer sammen, så gør jeg det ofte, når O sover sin middagslur. Når det kan lade sig gøre, hvis vi f.eks. skal i svømmehallen, løber jeg derhen, og så har jeg på den måde fået inkorporeret træningen uden den som sådan har skulle prioriteres i vores planlægning af dagen. #winwin
Dette betyder selvfølgelig også at jeg sjældent – altså VIRKELIG sjældent smækker benene op og sætter mig i sofaen i løbet af dagen – hverken i hverdagene eller i weekenderne. Det kan E godt have brug for en gang i mellem, og så kan han oftest gøre det, mens jeg træner – medmindre jeg træner, når Oliver er vågen, men det sker ikke så ofte.
I hverdagene prioriterer jeg altid studielæsning, træning og huslige pligter frem for lidt afslapningstid (eller en lur for den sags skyld 😅), og det samme gælder sådan set weekenderne.
De dage hvor jeg har fri får jeg nået ALT det jeg nu kan, indtil jeg kan hente Oliver kl. 15.00, så han også kan have en tidligdag, når det er muligt.
Det er oftest på mine fridage, jeg også ser mine veninder i dagtimerne, da en del af mine veninder også stadig er studerende, og ellers er det til aftensmad i hverdagene, hvor jeg så plejer at tage afsted, når E kommer hjem fra job, og så har de to også lidt kvalitetstid sammen uden mig, og jeg har nået at have et par timer sammen med O i løbet af eftermiddagen.

Teamwork
Helt generelt så tror jeg bare, at vi er et super godt team Emil og jeg – og Oliver selvfølgelig. ❤️
Vi prioriterer ens, vi giver plads til hinanden, og på de punkter, hvor vi ikke er ens, respekterer vi hinandens meninger og holdninger, og så vil vi begge bare gerne vores søn og vores lille familie mest muligt.
Jeg tror, vi begge trives super godt i en travl hverdag, uden vi opfatter den som værende stressende.
Jeg især har nok et energiniveau og et overskud, der ligger over gennemsnittet – det tror jeg egentlig altid, jeg har haft, og det har helt sikkert gavnet mig i #livetsommor. Ligeledes gælder mit behov for søvn – det er ikke så vanvittig stort. Men især når det handler om at prioritere tid med mit lille menneske, så vil jeg strække mig langt – og det gør jeg også! Hver eneste dag.
Heldigvis kender jeg min krop super godt efterhånden, og når jeg er i perioder, hvor den fortæller mig, at nu er det tid til lige at geare lidt ned, så gør jeg det. Jeg kan selvfølgelig også blive fyldt op, men så længe jeg lytter til min krop, så plejer det hurtigt at gå over igen. Og så har jeg en kæreste, som altid forstår mig, værdsætter mig og roser mig til skyerne for den indsats jeg yder, for at få tingene til at hænge sammen herhjemme, og for den kæreste og mor jeg er – det giver også et ekstra drive til at give den en ekstra skalle hver dag. 🙏🏼 Og når jeg siger til ham, at jeg har brug for en timeout, så ved han, at det virkelig er fordi jeg mener det, og ofte er det sådan set også ham, som lige minder mig om det.
Ligeledes værdsætter jeg virkelig ham for, at han er den primære forsøger af familien (vi ved alle, hvad det vil sige at være på SU. 😅). Vi har nemlig valgt at prioritere, at jeg ikke længere har et studiejob, da det simpelthen vil gå ud over for meget af vores kvalitetstid sammen – og vi klarer os så ganske fint uden.
At være en småbørnfamilie betyder bare 110 km/t hver eneste dag, men jeg tror, at vi vinder meget ved ikke at have ondt af os selv, når vi er ekstra pressede, da vi altid forsøger at se tingene fra den positive side. Vi elsker jo vores liv som en lille familie, og så må man tage det sure med det søde.
Vi hjælper hinanden, støtter hinanden og bakker hinanden op: vi er bare et perfekt team, hvis jeg selv skal sige det. ❤️
VI GØR DET GODT – og det husker vi også at fortælle hinanden en gang i mellem.

…

Er der noget jeg har “glemt”, eller noget i undrer jer over, som I selv synes er svært at få til at gå op, så skriv endelig og spørg. 😉 Jeg forstiller mig ikke, at vi er så anderledes fra andre småbørnsfamilier, men det er faktisk ret svært at beskrive ens hverdag på denne måde – det kører jo bare derudaf, og man trives i sine rutiner. 😅🙈

Tak fordi I læste med.

Continue Reading