Hvis du forventer at få et navn i dette indlæg, så må jeg skuffe dig – for det holder vi for os selv lidt endnu. 😉
Men jeg kan til gengæld afsløre, at vi er 99% sikre på, hvad hun skal hedde, og det har vi egentlig været siden uge 15, hvor vi var til kønsscanning, og fandt ud af det er en lille pige, som gemmer sig derinde. Og Oliver kan udtale det, så det har egentlig gjort det endnu nemmere – eller måske nærmere svære at inddrage og forestille sig andre navne end lige præcis dét. 🙈
Jeg har altid haft et ønske om, at mine børn skulle have to navne – altså et fornavn og et mellemnavn. Det har jeg altid selv ønsket mig, da jeg hedder noget så klassisk som Sofie, hvilket altid har resulteret i de mest kedelige øgenavne, for at holde styr på alle os forskellige “Sofie’er” i børnehaven, i skolen osv. Dét med de to navne, var noget Emil lige skulle vænne sig til. Desuden er jeg lidt mere til de mere specielle navne, mens E er meget klassisk. Derfor blev det lidt et kompromis, da vi skulle finde et navn til Oliver, da de fornavne jeg foretrak, var alt for specielle for Emil, mens jeg synes, at hans forslag, var alt for klassiske. Derfor kom vi til enighed omkring Oliver, da han så også fik et mellemnavn, så hans navn blev mere hans, da der er ingen tvivl om, at han kommer til at møde mange gennem livet, som også hedder Oliver. Og så lignede han virkelig bare en Oliver, da han kom ud til os – også selvom det navn aldrig var blevet nævnt før, de få gange, vi havde talt om navne. Vi bruger ikke Elliot, når vi kalder på ham osv, men vi bruger det på hans ting, når vi skriver hans navn og i dagplejen bruger de det, når der er flere Oliver’er tilstede. Og han ved godt, at han hedder Oliver Elliot og ikke “bare” Oliver – og det er lige præcis sådan, vi ønsker, det skal anvendes. Og så er det op til ham selv, hvor meget eller lidt, han ønsker at bruge det, når han bliver ældre og kan tage stilling til det.
… Nå, tilbage til lillesøsters navn. Det startede sådan helt reelt tilbage til sidste sommer, hvor E og jeg sad en sommeraftenen på stranden og snakkede om fremtiden. Vi havde allerede på det tidspunkt i tankerne, at vi i nærmeste fremtid (forhåbentlig) skulle forøge familien. Det har altid været meget let, at tale om pige navne, for vi ville jo aldrig få en pige. Vi ville blive en drengefamilie. Desuden synes jeg, det er noget nemmere med pigenavne, end drengenavne – hvorfor ved jeg ikke? Men da jeg nævnte dét pigenavn for Emil den aften, kunne jeg se på ham, at han virkelig bare synes, det var så fint – hvilket han også sagde. Da vi i uge 15 får udløst spændingen, og finder ud af, at vi skal have en lillesøster, dukker dét navn med det samme op igen. Mellemnavnet er ændret siden, hvor vi begge er gået lidt på kompromis, men fornavnet er det samme. Vi har haft flere navne oppe at vende, men hver gang er vi kommet tilbage til lige præcis dét navn. Denne gang har vi også tænkt meget over, at det gerne må passe lidt sammen med Oliver Elliot, uden det skal passe for meget.
For sjov spurgte vi Oliver en dag, om lillesøster skulle hedde dét navn, og han udtalte det lige så tydeligt efterfulgt af “baby” – og så var det som om, at dét navn bare er helt perfekt.
Det er sjovt, at det kan være så forskelligt. Med Oliver ville vi absolut ikke give ham et navn, før vi havde mødt ham – faktisk talte vi nærmest ikke om det før efter fødslen, mens vi nærmest har været sikre med lillesøster fra uge 15.
Jeg kan afsløre, at det (højest sandsynlig) bliver en lille #babyN, men resten tror jeg, vi holder for os selv til den dag, vi møder hende.
Det er så vildt, at vi om tre måneders tid er en lille familie på fire.
Emil kiggede på mig under dagens morgenmaden og sagde: “Tænk engang at vi om tre måneders tid ikke kun er tre, men fire rundt om morgenbordet – det er så vildt!” Hans øjne strålede af lykke, spænding og en lille smule “shiiiiit” på samme tid – og det tror jeg beskriver vores følelser meget godt. Det er ingen hemmelighed at lillesøster er planlagt, og alligevel overmander følelserne nogen gange én helt vildt – og det er som om, det bliver ved denne gang.
Der har været få (hårde) dage, hvor jeg efter en turbulent nat med Oliver og en kaotisk morgen har kigget mig i spejlet og tænkt “hvad er det, vi har gang i!?” – mest i starten. Samtidig er der stadig dage, hvor jeg seriøst føler, jeg bliver nødt til at knibe mig selv i armen, for at forstå, at det er virkelighed – for det er det jo! Lillepigen bokser rundt derinde, babybulen vokser og hun har det godt. Der sidder stadig en form for nervøsitet og angst omkring, at noget skulle gå galt – det gjorde der også med Oliver lige indtil den dag, han var ude hos os – men de fleste dage, kan jeg holder de tanker under kontrol og overbevise mig selv om, at alt nok skal gå godt og forløbe planmæssigt, hvilket E også er god til at overbevise mig om, når de grimme tanker tager overhånd. Heldigvis er der aller flest af de dage, hvor det hele bobler fuldstændig indeni, og jeg fyldes op af lykke og kærlighed helt ned i maven, når jeg tænker på at vi til august bliver fire. At vi får æren af at blive forældre til endnu et lille menneske, som vi har skabt sammen, Oliver bliver storebror, og vi skal have en lillesøster. Nogle dage er det stadig mærkeligt at sige højt: vi skal have en pige. Nu bliver vi to drenge og to piger. Vi bliver fire. Måske bliver vi ikke blot en “lille familie” mere, men faktisk “bare” en familie – og jeg elsker det!
Selvom vi glæder os ubeskriveligt meget til det nye liv, der venter os når tre bliver til fire, så er vi også forberedt på at det bliver møg hamrende hårdt!Jeg har hørt flere sige: “Et barn, er ét barn, men to børn er fandme mange børn!” – og det tror jeg beskriver det hele meget godt. Der er så mange vaner, rutiner og ting, der fortsat skal køre i vores nuværende hverdag, samtidig med det ikke kan undgås, at der også er nogle ting som skal ændres og tilpasses, samtidig med man ikke blot skal tage hensyn til sin lille nye baby, men mindst lige så meget til storebror og den hverdag han er vant til. Vi har ikke det samme søvnoverskud med i bagagen denne gang, og helt generelt er hverdagen bare mere rutinepræget. Der er så mange faktorer denne gang, som spiller ind og som er helt anderledes fra første gang.
Heldigvis er Emil og jeg virkelig gode til at snakke om tingene og sige vores følelser og tanker højt, hvilket jeg tror, er en kæmpe fordel for vores forhold og vores kommende “nye” familieliv. Selvom der er stadig er forholdsvis lang tid til lillesøsters ankomst, så er vi begyndt at tale om forskellige praktiske ting, forestillinger og forventninger til det hele, og det tror jeg er en virkelig god investering, når først vi står midt i det hele – at vi i hvert fald har gjort os nogle tanker og forestillinger.
Det hele bliver magisk, fantastisk og skide hårdt – men vi er så klar til det, og vi glæder os helt ubeskriveligt til tre bliver til fire.
Her til aften havde jeg den største tudetur! Jeg kom ned i stuen efter at have puttet O, Emil kiggede på mig og spurgte: “Er du okay skat?” – og så brød jeg fuldstændig sammen!
Jeg ved ikke, hvad der skete, men følelserne overmandede mig fuldstændig. Vi er i dag gået ind i uge 25 af graviditeten – UGE 25! Hvad sker der!? Jeg kan slet ikke forstå det. #stoptiden og #tidenflyver er passende hashtags at bruge i denne sammenhæng – en kliché, ja! Men hold nu op, hvor er det bare rigtigt! Sidst jeg havde denne følelse i kroppen, var da Oliver var spæd, og jeg ikke kunne følge med i hans udvikling, og jeg ikke kunne rumme, at min lille baby blev så hurtigt stor, og tiden bare fløj afsted – og så alligevel nød jeg det jo. En meget ambivalent følelse. Nu har jeg lige puttet mit lille, store menneske, som selv kysser mig godnat, giver godnatkrammer, slukker lyset og siger “nat nat mor”. Hvornår blev han lige SÅ stor!? Siden jeg er blevet mor, er tiden fløjet afsted på en helt anden måde, end jeg nogen sinde før har oplevet, men man begynder ligesom at vænne sig lidt til det og acceptere det – dog synes jeg nogle gange, det tager lige lovlig overhånd. Jeg vil så gerne bare nyde det, være tilstede i nuet, og bare trykke på “pause”-knappen en gang imellem, og bare suge ALT til mig – hvis jeg altså kunne.
Jeg har sagt det mange gange før: jeg elsker at være gravid! Jeg synes simpelhen, så det er så stort at få lov til at opleve dét kroppen gennemgår og er med til at skabe – for mig er det virkelig en gave i livet. Men denne gang føler jeg ikke helt, at jeg er tilstede i det på samme måde, som jeg var første gang. Det er svært at forklare, men i nogle perioder føles det “bare” som et sideprojekt min krop arbejder på, mens hverdagen, bachelor, familielivet og diverse ting er i fokus og tager alt min tid. De tidspunkter på dagen, hvor lillepigen sparker løs på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at mærke efter og bare nyde det, elsker jeg – men det sker alt for sjældent, synes jeg. Jeg savner de dage, hvor tankerne og forestillingerne bare tager over, og man forbereder sig mentalt på den forandring, der venter én. Igen ramte den der ambivalente følelse mig, for selvfølgelig glæder jeg mig ubeskrivelig meget til august – det er tidshorisonten over dem alle, men alligevel forstår jeg ikke helt, at vi allerede er nået hertil i forløbet. Jeg føler ikke, at mit hoved er lige så langt, som min krop og min graviditets-app fortæller mig, vi er.
Jeg aner ikke, om det er sidste gang, jeg får lov til at opleve en graviditet, så jeg vil bare så gerne nyde det – og det føler jeg ofte, jeg “glemmer” denne gang. Simpelhen fordi jeg ikke har tiden til det på samme måde. Og den følelse overmandede mig bare fuldstændig i dag. Måske ramte virkeligheden mig i dag: Vores dejlige søn Oliver Elliot er 2 år og 4 måneder og lillesøster i maven er 60% færdigbagt – mens jeg føler, vi lige er blevet en lille familie, og at vi holdte hans 1 års fødselsdag i foregårs.
NU glæder jeg mig bare til påskeferie med min lille familie, hvor jeg virkelig kan fokusere på dem og lillesøster i maven. Det kan jeg mærke, jeg har brug for. Jeg skal nyde hvert eneste sekund, og bare suge alt kærlighed til mig og bare være tilstede i nuet.
Det slog mig lige i dag: Når jeg har forsvaret min bachelor, og den er afsluttet, så går jeg jo på barsel – og så er der kun omkring 1,5 måned til termin.
Vi er inde i en periode, hvor jeg synes, den ene begivenhed overlapper den anden – alt imens hverdagen, rutinerne og graviditeten “bare” ruller med på sidelinjen. Altså ikke på den dårlige måde, men der er bare SÅ mange ting, men mange gode ting. Dog kan jeg godt mærke, det er vigtigt, jeg lige stopper op og husker at nyde det hele engang i mellem for at kunne følge med.
… Tiden går med: Bachelorskrivning, vi tager forskud på sommerferien og tager en uge i sommerhus om et par uger, mere bachelorskrivning og aflevering, forberedelse af eksamen, barsel, sommerferie og så TERMIN! Det er så vildt at tænkte på. Når jeg for første gang i rigtig lang tid kan ånde lettet op og der kommer et pusterum, så er der kun en måned til lillesøster melder sin ankomst – sådan plus minus selvfølgelig. Jeg fatter det stadig ikke helt.
Jeg fik det største sug i maven, da jeg kom i tanke om barsel – hold nu op, jeg glæder mig! Selvfølgelig har jeg da tænkt over det, men åbenbart ikke sådan rigtigt. Det meste af min barsel før lillesøsters ankomst, kommer til at gå med sommerferie med mine to drenge – hvis alt selvfølgelig (forhåbentlig) går som det skal. Men jeg glæder mig bare SÅ meget til et helt år (eller hvor lang tid, jeg kommer til at holde ift. job og Emils barsel), hvor jeg bare skal være sammen med vores lille pige dag ud og dag ind, lære hende at kende og gøre hende til en del af vores hverdag og rutiner. Og jo, jeg ved virkelig godt, at det absolut IKKE bliver den samme form for barsel, som jeg havde med Oliver – overhovedet, da der kun var ham at tage hensyn til. Nu er vi allerede en lille familie, som fortsat har brug for struktur og at de faste rutiner bliver overholdt. Oliver skal afleveres og hentes, spisetiderne skal overholdes, de huslige pligter skal passes, søvnunderskuddet bliver (med garanti) kun endnu værre osv. osv. – MEN alligevel! Det er en situation vi selv har sat os i, og det er netop dét, vi ønsker for vores lille familie – at vi bliver én mere, og selvfølgelig skal vi nok klare det hele, selvom det bliver pisse hårdt! Jeg glæder mig bare SÅ meget til at kunne tilegne mig selv 100% til vores lille familie, hvor jeg ikke skal tænke på alt muligt andet, jeg også burde bruge min tid på lige nu. Det er præcis sådan, jeg har det bedst! Der er intet vigtigere i mit liv end min lille familie.
Jeg kan ikke vente til den dag, vi får lillesøster i armene – og alligevel så føles det som om, det er lige om lidt – det er så vildt altså!
Søndag d. 27. november omkring kl. 02.00 vågnede jeg med et sæt ved første ve, og cirka 10,5 time senere, kl. 12.36 mødte vi vores søn for aller første gang.
At arbejde sig gennem en fødslen som par og endelig få vores søn i armene, er den største oplevelse og gave i hele mit og vores liv nogensinde. Det var så vild, surealistisk og unik en oplevelse at gennegå en fødsel sammen, og selvom vi på daværende tidspunkt havde været kærester i 6 år, havde vi aldrig nogen sinde oplevet noget sammen, som tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med denne oplevelse. Det var bare så vildt og på en eller anden uforklarlig måde, blev der skabt et nyt og stærkere bånd af følelser mellem os, som bare har vokset lige siden – fødslen var en oplevelse for livet, som skabte noget helt uforklarligt mellem os.
Selvom min fødsel var (forholdsvis) hurtig, stort set forløb ukompliceret og uden nogen form for smertelindring, og jeg ser tilbage på den som en helt fantastisk oplevelse, så er der denne gang nogle områder, jeg ønsker at forberede mig (mere) på, end jeg gjorde op til min fødsel med Oliver. Egentlig ikke fordi jeg ville ønske, jeg havde gjort noget anderledes op til eller under fødslen, fordi den forberedelse, jeg havde gjort mig, var lige præcis dér, hvor jeg var mentalt dengang, men fordi der er nogle ting fra første fødsel, som nu er blevet realiseret, og derfor er det nemmere at forestille sig og forholde sig til, hvordan det kan forløbe, og hvilke faser, man møder undervejs.
Under min graviditet med Oliver, tror jeg nærmest ikke, jeg havde skænket fødslen en tanke på dette tidspunkt (uge 22) i graviditeten, da der var SÅ mange andre ting, jeg gerne ville sætte mig ind i omkring min voksende baby i maven, og egentlig havde vi ”bare” travlt med at bygge rede. Fødslen virkede så langt ud i fremtiden trods alt. Under denne graviditet har jeg mere mentalt overskud til at tænke på fødslen, da jeg ikke bruger de samme ressourcer på at sætte mig ind i forskellige ting gennem graviditeten, da jeg har prøvet det før. Ikke fordi alt er det samme overhovedet, men overordnet set føler jeg, at jeg har en større forståelse og viden fra start omkring det hele.
At føde sit barn Lad os bare konkludere én ting: Det GØR ondt at føde – det tror jeg alle, som har prøvet det, kan nikke genkedende til. Både Emil og jeg havde deltaget i tre moduler af fødselsforberedelse på Herlev hospital i et stort auditorie, hvor vi sad omkring 200 par, og fik viden omkring livet som kommende forældre, parforholdet, fødslens faser, smertelindring, babys første tid og amning. Det var absolut givende, men hvis man havde sat sig bare en lille smule ind i tingene på forhånd, så var det meste af det noget, man allerede vidste. Ud over den offentlige fødselsforberedelse læste jeg selv om fødslens faser samt smertelindring under fødslen – men det jeg gjorde mest ud af, var at sætte mig lidt ind i nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg kunne gøre brug af for at arbejde med veerne.
Jeg var aldrig bange eller skræmt over at skulle føde. Jeg havde et lille ønske om at gennemgå fødslen uden smertelindring eller med naturlig smertelindring – mest for at være så meget meltalt tilstede som muligt, og ikke være påvirket af noget efter fødslen, men det var absolut ikke noget, jeg havde bestemt på forhånd eller havde udelukket. Derfor havde jeg også ønsket en fødestue med kar, da jeg havde tiltænk det varme vand som smertelindring. Det nåede jeg dog aldrig, da jeg var 9 cm åben, da vi ankom til fødemodtagelsen. Den overordnede tanke omkring min fødsel var: At tage det hele, som det kom, lytte til min krop, arbejde sammen med den, og gøre, hvad den fortalte mig, jeg skulle gøre. Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger, og det tror jeg hjalp mig sindssygt meget op til- og under fødslen. Da vi havde passeret termin, og tålmodigheden for alvor blev sat på prøve, skrev jeg et indlæg omhandlede den kommende fødsel, som kan læses her http://sofiebrandt.dk/?p=738. De vejrtrækningsøvelser jeg havde forberedt mig lidt på samt støtten og hjælpen fra E gjorde, at jeg kom gennem fødslen uden smertelindring – det er jeg sikker på. Ved hjælp af vejrtrækningen kunne jeg nogen lunde holde veerne under kontrol, og lige så snart vejrtrækningen glippede, så kunne jeg næsten ikke være i det – og det var her, at E var en KÆMPE støtte, da han med det samme fik mig tilbage på sporet og ind i vejrtrækningen igen. Jeg var fuldt ud koncenteret fra aller første ve, og der gik ikke lang tid, før jeg gik ind i mig selv og nærmest ikke kunne kommunikere, da jeg blot koncentrerede mig om at lytte til min krop og fokusere på min vejrtrækning. Jeg tror, jeg havde lukkede øjne 95% af hele fødslen. Jeg følte stort set kontrol under hele forløbet, men der er mange ”sorte huller”, hvor jeg er gået så meget ind i mig selv for at kontrollere veerne, at jeg simpelthen ikke kan huske det, og kun følte mig delvist tilstede. Især under pressefasen, da Oliver stod skævt i mit bækken, så han havde svært ved at rotere ned gennem mit bækken. Dette resulterede i 2,5 time med kraftige presseveer, hvor jeg ikke måtte presse med. Dét var hårdt – og næsten umuligt! Min krop skreg på, jeg skulle presse med, men min jordermoder beordrede mig til at holde igen. Når jeg ser tilbage på denne fase, ville jeg ønske, at jeg havde haft nogle flere redskaber samt hjælpende stillinger at gøre brug af, for at hjælpe min krop og mig selv bedst muligt, for det var under denne fase, min kontrol og arbejde blev sat aller mest på prøve under hele fødslen. Ligeledes er der ting, som E efterfølgende har fortalt, som jeg slet ikke har opfattet under fødslen, fordi jeg bare gik så ind i mig selv og ikke altid var mentalt tilstede.
Den forestående fødsel Denne gang har jeg et ønske om at opleve følelsen af kontrol, samtidig med jeg føler mig mere mentalt tilstede og nærværende. Ligeledes vil jeg sætte mig meget mere ind i de forskellige fødestillinger, som især er gavnlige under de forskellige faser i fødslen, så jeg kan hjælpe min krop bedst muligt på vej lige præcis dér, hvor den er på det givne tidspunkt. E var en KÆMPE hjælp og støtte under hele fødslen med Oliver, og selv når jeg var aller mest presset, hvor det kun hans stemme, jeg hørte – alt andet blev lukket ude. Derfor har både ham og jeg også et ønske om denne gang, at han skal kunne deltage mere aktivt i fødslen ift. fødestillinger samt naturlig smertelindring, når jeg arbejder mig gennem veerne i de forskellige faser.
Smertefri fødsel Jeg var netop begyndt at tænke lidt på den forstående fødsel, kigge lidt på de vejrtrækningsøvelser, jeg brugte under min fødsel med Oliver, og som noget helt nyt læse lidt om den meget populære metode “smertefri fødsel”, da jeg blev kontaktet af Maria fra Fødegejst, som er uddannet instruktør hos “Smertefri fødsel”, og som underviser i deres metode og teknikker – en metode som er udarbejdet af Anja Bay. Hun inviterede mig til et samarbejde, hvor jeg har fået mulighed for enten af deltage i grundkurset, som forløber over fire moduler af to timers varighed, hvoraf E også skal deltage på modul tre, eller i bootcampen for par, som forløber over én dag af seks timers varighed. Jeg kan godt lide at have god tid til at sætte mig ind i tingene og danne et overblik, så grundkurset virker som den perfekte løsning for mig.
Konceptet omkring “Smertefri fødsel” handler om effektiv panik- og smertehåndtering, som er udviklet ud fra den nyeste viden indenfor smerteforskning. Teorien handler om, at vi gravide får handlingsgivende og håndgribelige fødeteknikker samt en helt unik viden, så man kan opnå en fødsel, hvor man er med til at styre sin krop samt smerten i stedet for at lade kroppen samt smerten styrer én.
I forhold til vores termin i august, ville det mest optimale nok være, at jeg var med på grundkurset, som forløber i juni måned, hvor jeg så har hele juli til at træne og øve teknikkerne. Men pga. aflevering og forberedelse samt forsvarelse af min bachelor i juni måned, bliver det simpelhen for presset – der bliver hele mit fokus nødt til at ligge på min bachelor. Så derfor starter jeg/vi på grundkurset, som strækker sig over maj måned, og så har jeg til gengæld to måneder til at øve teknikkerne i, hvor det i juni måned så vil foregå lidt mindre intensivt.
Modulerne består af:
Afspænding, laboro-vejrtrækning, smertehåndtering og de vigtige fødehormoner
Presseteknik og undgå bristninger
Dig og din partner – her bliver E koblet på teknikkerne
Panikhåndtering og afslutning
Jeg glæder mig HELT VILDT til at deltage i dette kursus, da jeg under min fødsel med Oliver fik et indblik i, hvor meget vejrtrækningsøvelserne hjalp mig, hvor stor en støtte E var, og hvor vigtigt det er, at man føler sig fysisk og mentalt klar. Nu står det virkelig klart for mig, hvor givende det er, at forberede sig – hvilket egentlig giver sig selv, når man tænker på, hvad det er kroppen skal gennemgå. Jeg er klar over, at en fødsel kan tage alle drejninger, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til – men man kan forberede sig, tro og håbe på det bedste, og så kan man hjælpe kroppen bedst muligt på vej. Ligeledes betyder det virkelig meget for mig og os, at det er noget, vi skal igennem sammen, så derfor er det virkelig fedt, at vi kan forberede os sammen, og hver især påtager os en rolle.
Jeg er ikke bange for at skulle føde igen, selvom jeg nu ved, hvad kroppen skal igennem. Dog er der nogle punkter, hvor jeg ville foretrække at være uvidende ligesom første gang – men sådan har jeg det også med nogle ting her i graviditeten. Der er både fordele og ulemper ved at have prøvet det før. Min krop har gjort det én gang, så selvfølgelig kan den gøre det igen – det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg har verdens sejeste krop, det har den bevist overfor mig igen og igen, og jeg glæder mig til denne oplevelse sammen med den og E – jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den. Mest af alt så glæder jeg mig selvfølgelig ubeskriveligt meget til at få lillesøster i armene for aller første gang – det er helt vildt at tænkte på! At passere målstregen ved en fødsel er fuldstændig vanvittigt, unikt, overvældende og den største gave i livet, som jeg glæder mig til at få lov til at modtage endnu engang – faktisk kan jeg slet ikke vente!
Det blev et lidt længere indlæg – men tak fordi I læser med.
Jeg glæder mig til at dele min oplevelse omkring fødselsforberedelse med grundkurset af “Smertefri fødsel” med jer.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg simpelthen NYDER at være gravid! Jeg elskede det også med Oliver, og forskellen er blot, at der med ham var liiidt mere tid og overskud til at nyde det, men når jeg har “tid” til det, så nyder det virkelig – og jeg prøver at mine mig selv om det løbende, for hvem ved? Måske er det sidste gang jeg får lov til at opleve det. For mig er det livets gave, at få lov til at skabe et lille menneske, og blot se kroppen gøre præcis dét, den ved, den skal – den er så sej altså!
I dag går jeg ind i uge 19. Det vil sige jeg er 18+0. Jeg fatter simpelhen ikke, at vi snart er halvvejs!? Det lyder så kliché agtigt, men hold nu op, hvor tiden flyver!
Træning Indtil nu har jeg trænet cirka tre gange om ugen siden jeg blev gravid – det gjorde jeg også inden. Nogle uger er det blevet til en ekstra træning, når der har været ekstra tid, men gennemsnittet har helt klart været tre gange om ugen. I starten blev det oftest fordelt således, at jeg løb to gange om ugen, og så lavede dyrkede jeg cardio/styrketrænede i centeret en gang om ugen. Selvfølgelig er intensiteten reduceret, og cardioen foregår ikke på samme niveau med lige så høj puls, som før og vægten under styrketræningen er også reduceret i nogle øvelser dog med de samme antal gentagelser – men ellers er det stort det det samme.
Siden uge 15 har kroppen langsomt sagt fra overfor løb, og derfor er det efterhånden blevet til en løbetur om ugen og så de to andre dage i centeret. Jeg styrketræner fortsat cirka en gang om ugen, men det er primært for at holde kroppen lidt ved lige og træne de kropsdele, som jeg ved bliver ekstra belastet, når lillepigen begynder at fylde og veje. Det handler slet ikke om at opbygge eller vedligeholde min muskelmasse – det har jeg opgivet, da jeg simpelthen ikke har nok træningsdage til det. Som i min graviditet med Oliver følte jeg også, at jeg får langt mere ud af cardio, da det er rart at holde kroppen igang og få pulsen op – især på dage, som er stillesiddende f.eks. på studiet. Under en graviditet er ens system belastet på en helt anden måde, og der hjælper cardio mig sindssygt meget til at holde det kørende og dermed undgå gener som luft i maven, ondt i maven og en følelse af at kroppen bare er propfuld.
Status lige nu er, at jeg dyrker cardio to – tre gange om ugen, og så også styrketræner den ene dag. Jeg tror, løbeturene skal begynde at indeholde nogle gåpasses, da min krop og mit bækken fortæller mig, at jeg skal skrue lidt ned. Så tænker jeg blot at øge distancen en smule i stedet for. Så længe kroppen tillader det, vil jeg fortsætte min træning som “jeg plejer” – og jeg har et stort ønske og en lille forhåbning om, at det bliver sådan indtil til den dag, vi skal møde hende, som i min graviditet med Oliver.
Min krops forandring Det er ikke fordi, jeg synes, der er sket såååå meget med min krop endnu – eller også er det bare fordi, jeg ved, hvordan det bliver til sidst. 😅😂 Jeg tror måske, det hænger sammen med, at jeg har set min krop gennemgå denne proces før. I min første graviditet synes jeg, det var hårdt at se min krop forandre sig så meget på så kort tid – det tog mig lang tid at acceptere det og slappe af i det. Min muskelmasse dalede hastigt, jeg fik små deller og håndtag, jeg ikke var vant til, mine hofter blev bredere og især mit ansigt fik lidt mere fylde. Jeg tror, det er præcis det samme denne gang – jeg tror bare ikke, det er lige så stor en “forskrækkelse” denne gang. Især mine hofter synes jeg allerede er blevet en del bredere, og jeg har da også fået lidt mere blødt hud hist og pist, men pyt – det hører med. Så længe jeg gør mit for, at det ikke tager overhånd, så kan jeg ikke gøre mere. I sidste ende er det igen mig selv, som skal gøre en indsats, for at føle mig tilpas i min krop igen, når den dag kommer.
Min vægt siger indtil videre +1,5 kg. Jeg vejede 53 kg før graviditeten, og jeg tabte mig cirka 2 kg de første par måneder, fordi lillepigen simpelhen sugede alt energi ud af mig – det var også derfor jeg var SÅ træt, og nærmest sov kl. 20 hver aften. 🙈 Nu vejer jeg 54,5 kg. Det er ikke fordi jeg normalt går op i min vægt, men under en graviditet, synes jeg, det er en god parameter at måle på, da alt andet er så foranderligt, hvor man ikke kan gøre så meget andet end at se med fra sidelinjen. Ved at kende min vægt og følge med undervejs, føler jeg, at jeg har en lille smule kontrol – og dem der kender mig ved, at jeg er kontrolfreak.
Nu vil jeg bare fortsat nyde min babybule, nyde at se min lille familie glæde sig til at møde lillesøster, og nyde hver eneste træning, for jeg kan aldrig vide, om der pludselig er en faktor som gør, at det ikke længere er muligt, eller hvordan det hele udvikler sig. Jeg tror og håber på, at min krop (igen) viser sig fra sin stærke side, og at lillepigen er lige så god ved mig som sin storebror. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at give min krop de bedste forudsætninger for at skabe et lille menneske, og samtidig give lillesøster de bedste betingelser i maven.
Dét der med kønnet er egentlig lidt en underlig ting. Jeg er sikker på, at alle blot ønsker, at deres baby er sund og rask, og så kan alt andet egentlig være lige meget – og sådan har jeg det absolut også! Alligevel er det simpelthen så spændende, og når spændingen bliver udløst, skal man lige vænne sig til, at der nu er et svar – eller hvad? For egentlig følte jeg allerede, at jeg kendte svaret.
Jeg har egentlig altid forestillet mig og forberedt mig selv lidt på, at vi ville blive en stor drengefamilie. Det har bare virket så naturligt, selvom jeg som “barn” altid gerne har ville have en pige, når jeg en dag skulle have børn. Min mavefornemmelse omkring graviditeten med Oliver var også meget sikker – jeg vidste bare, det var en lille dreng, som gemte sig derinde.
Så da min mavefornemmelse og min intuition fra dag ét, da vi så de to streger på graviditetstesten tilbage i november, sagde mig, at det var en lille pige, blev jeg virkelig overrasket og overvældet. I starten tænkte jeg, at det måske ville ændrer sig løbende, som graviditeten skred frem – men det gjorde det bare ikke. Og så alligevel bliver man jo altid lidt i tvivl, og forsøger at forholde sig til at det jo både kan være en dreng og en pige – alligevel blev min mavefornemmelse bare ved med at fortælle mig, at vi skulle have en lillesøster.
Indtil nakkefoldsscanningen var vel overstået, var mit fokus blot på, at jeg så inderligt håbede, ønskede og troede på, at der lå en sund og rask lille baby derinde, og at alt var helt perfekt og ligesom det skulle være – hvilket det heldigvis var. 🙏🏼❤️ Men derefter kom tankerne omkring kønnet mere i spil. Vi havde allerede aftalt, at vi skulle have en kønsscanning, hvis alt (forhåbentlig) viste sig at være okay til NF. Med Oliver overvejede vi ikke engang en kønsscanning, men denne gang var det bare noget helt andet. Og hold nu op, spændingen steg som scanningen kom tættere og tættere på.
Jeg har egentlig aldrig haft følelsen af, at jeg “ønskede” et bestemt køn. Men jeg kunne godt mærke, at det ville være lidt en mental omvæltning, hvis vi fik af vide, det var en dreng. Ikke fordi jeg ikke ønskede endnu en dreng, men fordi jeg simpelthen har følt mig så sikker, og mentalt var indstillet på, at det var en pige – så selvom jeg også har forsøge at indstille mig på, at det jo faktisk også kunne være en dreng, så ville jeg virkelig skulle omstille mig mentalt. Som scanningen nærmede sig, blev jeg mere og mere i tvivl om det var fordi, jeg faktisk mest ønskede, det blev en pige – og den følelse brød jeg mig virkelig ikke om – den gav mig en følelse af skam. I hvert fald ved jeg, jeg ville føle stor skam, hvis jeg blev ramt af skuffelse over at få af vide, det blev en dreng. Uanset hvad, så er det jo virkelig et lille ønskebarn, der ligger derinde – kønnet er blot en “detalje”. Jeg tror mest, det handlede om det mentale, fordi min mavefornemmelse var så overbevisende. Og uanset hvad, så ved jeg, det kun ville handle om kort tid, hvor man lige skulle omstille sig, og så ville det ikke kunne være anderledes og det hele ville føles helt rigtigt – og igen: det vigtigste er, de er sunde og raske.
Da vores lille baby kommer op på skærmen til scanningen ligger den helt krøllet sammen med benene krydset. 😂 “Shiiiit”, tænker vi bare. Der skal et utal af hop og numserysteri til, før den endelig strækker sig ud. Heldigvis kunne de bruge tiden fornuftigt, til at tage diverse vækstmål, som bare var helt perfekte og lige som de skulle være. 🙏🏼 Da vi (endelig) får af vide, at det er en lille pige, triller tårerne ned af mine kinder, og Emil sidder med det største smil på læben – jamen selvfølgelig! Jeg vidste bare, det var en pige, og alligevel blev jeg fuldstændig overvældet – en følelse af lykkelig, glæde og kærlighed ramte mig fuldstændig – lige dér blev det hele bare lidt mere virkeligt. Ikke fordi jeg ikke var blevet lige så glad, hvis det var en dreng, men fordi jeg simpelthen var blevet SÅ overrasket, hvis jeg tog fejl. Præcis på samme måde, hvis vi med Oliver havde fået af vide, at det var en pige. 🙈 Som hende der scannede mig sagde: “Der er simpelthen noget med de mavefornemmelser og intuitioner – de slår sjældent fejl”. Vi blev SÅ glade! Hele dagen fik jeg gentagende gange tårer i øjnene ved tanken, og hele dagen igennem kiggede Emil og jeg bare på hinanden med smilende øjne, og vidste, hvad hinanden tænkte. Det er bare som om, at det hele bliver en smule mere virkeligt, når man ved, hvad der gemmer sig derinde, og at ens følelser på rekordtid bliver forstærket for det lille menneske – sådan havde vi det begge to i hvert fald. Nu er det ikke længere en den, men en hun.
Vi skal have en lillesøster. Jeg skal være mor til en pige. Nu får vi én af hver, som man siger.
På en måde er det en drøm, som går i opfyldelse – og alligevel er drømmen blot, at de er sunde og raske, og at de har det godt. ❤️ Jeg var sikker på, vi ville blive en drengefamilie – lige indtil jeg stod med den positive graviditetstesten i hånden i november. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men sådan var det bare. Derfor ændrede mine tanker og forestillinger sig også på rekordtid, og derfor føles det bare helt rigtigt, så naturligt og helt perfekt at det er en lillesøster, som gemmer sig derinde.
Vi er bare så LYKKELIGE, og det er altså okay at sige højt en gang imellem! Nøj, hvor vi glæder os til august! 👨👩👧👦❤️
I min graviditet med Oliver, havde jeg nærmest ingen gener. Jeg havde omkring 2 uger, med en lille smule morgenkvalme, men ikke værre end det kunne klares med en mariekiks eller to indtil jeg fik noget rigtig morgenmad. Jeg var meget træt, men det var jo ikke anderledes, end jeg havde (en masse tid, kan jeg se nu!) til at ligge mig på sofaen og slappe af og tage en lur, hvis det var dét, kroppen havde brug for.
Kvalme og træthed 1. trimester i denne graviditet har været en del anderledes. Omkring uge 6 kom kvalmen snigende, og den blev hurtig intens. Omkring uge 7 havde jeg det som om, jeg havde slemme tømmermænd døgnet rundt. Kvalmen var aldrig sådan rigtig væk, dog var den værst om natten, morgenen og når jeg var bare lidt sulten. For at holde kvalmen under kontrol, var det vigtigt, at jeg hele tiden spiste små måltider – faktisk blev mine måltider meget restriktive, fordi det simpelthen ikke var en mulighed at blive sulten. Da det var værst, følte jeg nærmest, at jeg tvang mig selv til at spise på forskud, for at undgå at blive sulten.
Ligeledes var jeg virkelig træt. Dette tror jeg både hænger sammen med, at Oliver stadig ikke sover igennem om natten (det sker i hvert fald meget sjældent), og at han står meget tidligt op om morgenen, og samtidig har det denne gang bare ikke været muligt at slappe af på sofaen om eftermiddagen efter studie, da jeg har skulle hente Oliver og underholde ham, eller har skulle nå andre ting, for at hverdagen kunne hænge sammen. Når først Oliver blev hentet, så var vores hænder fulde – det tror jeg alle med små børn, kan nikke genkendende til. Så når Oliver blev puttet kl. 19.30 om aftenen, så var jeg også parat til at gå i seng. Det var i hvert fald helt sikkert, at jeg lå i min seng senest kl. 20.30. 😅😴
Desuden er der dukket mange flere cravings op i denne graviditet – og endnu flere ting, som jeg simpelthen bare ikke har kunne klare! Jeg tror, jeg de sidste tre måneder har drukket i alt ti kopper kaffe, og det er virkelig ikke mange, når jeg plejer at drikke første kop kl. 5.30, og derefter i hvert fald to kopper mere i løbet af dagen. 🙈 Lugten fra diverse fødevare gjorde bare kvalmen hundrede gange værre – især fra kaffe! Jeg kunne ikke være i nærheden af Emil, når han drak kaffe om morgenen eller spise ting, som jeg slet ikke kunne klare – pyyyha! Til gengæld havde jeg lyst til salt mad, som man jo ofte har, når man har tømmermænd. Hvis ikke det var for min stædighed, min sunde fornuft og min rygrad, så havde jeg helt sikkert ikke kunne holde min sunde livsstil i denne periode. Jeg kom igennem ugerne ved at spise HELE TIDEN inden kvalmen blev for slem, så jeg havde mulighed for at spise (nogenlunde) fornuftigt, og havde lyst til flere fødevare, end når kvalmen tog over, og jeg nærmest ikke havde lyst til at spise andet end burger, pizza og pomfritter. Bevares, det er også HELT okay en gang imellem – og det gør jeg også. Men det er absolut ikke noget, som er på ugeplanen herhjemme, så det har jeg været meget bevidst om at holde under kontrol. For mig er det kun en endnu større motivationsfaktor at spise fornuftigt under min graviditet, da det også er mig, som ernærer min baby i maven, og ligeledes er det mig selv, som skal tabe alle overflødige kilo, når graviditeten er slut. I graviditeten med Oliver tog jeg ikke flere kilo på, end hvad graviditeten vejer i sig selv (endda lidt mindre), og dette har jeg et ønske om at holde mig indenfor igen denne gang. Det var en kæmpe fordel, da min krop igen skulle finde sig selv efter graviditeten og fødslen.
Fra omkring uge 10 forsvandt kvalmen samt størstedelen af trætheden nærmest lige så hurtigt, som den indtraf – og hold nu op, hvor var det en lettelse! Mit overskud og mit humør blev meget bedre, og endelig følte jeg, at jeg rent faktisk kunne nyde graviditeten lidt mere. Det var SKØNT! Bevares, man kan absolut også have det meget værre, og det har jeg også hele tiden mindet mig selv om, når det var værst. Men sammenlignet med min første graviditet, så var de slemmeste fire uger virkelig hårde at komme igennem – men altså det kunne også kun gå i en retning sammenlignet med graviditeten med Oliver.
Træning Det som har hjulpet mig aller mest på både kvalmen og trætheden, har været min træning. Det lyder måske skørt for nogle, men de morgener, hvor jeg havde det aller værst, nærmest tvang jeg mig selv afsted til træning eller løb en tur, for jeg vidste, hvor meget det ville hjælpe mig – og det slog aldrig fejl! Under træningen forsvandt kvalmen 100%, og resten af dagen havde jeg meget nemmere ved at holde den under kontrol. Jeg forestiller mig, at det handler om nogle hormoner, der stimulerer hinanden. At de hormoner som frigives under træning på en eller anden måde kan ”tage lidt over” for nogle af graviditetshormonerne – men jeg ved det ikke. Det er blot et gæt. I hvert fald har det hjulpet mig helt vildt, og det har også gjort, at jeg indtil nu har trænet på samme niveau, som jeg plejer. Min intensitet under min træning er selvfølgelig reguleret i takt med graviditeten, men den minder meget om min graviditet med Oliver på nuværende tidspunkt. Dette har jeg dengang skrevet et indlæg om, som du kan læse om her: http://sofiebrandt.dk/?p=567. I graviditeten med Oliver løb jeg til uge 30 (kombineret gang og løb), og jeg kan allerede mærke, at det absolut ikke kommer til at ske denne gang. Mit bækken er ikke det samme, som før jeg blev gravid første gang samt gennemgik en fødsel, og som gravid bliver man blødere i muskler og led, og derfor kan jeg mærke, at mit bækken allerede begynder at sige fra ved løb. Ikke undervejs, men timerne efter. Det er egentlig noget, som kommer lidt bagpå mig, at det er gået så stærkt, men det er selvfølgelig også noget jeg må acceptere, og så må jeg bare nyde de sidste løbeture jeg får, for jeg tror ikke der går længe før, jeg udelukkende må “nøjes” med alternative cardiometoder. På dette punkt tager jeg ingen chancer, og jeg vil ikke risikere, at jeg senere i graviditeten får problemer, som jeg føler, jeg måske selv er skyld i. Ved at lytte til min krop med det samme, så ved jeg i hvert fald, at hvis der opstår noget, så er det ikke er min skyld, og at jeg ikke har kunne gøre noget anderledes. Jeg kan tydeligt mærke, at det denne gang er nemmere at acceptere mine begrænsninger indenfor min træning samt min krops forandring, end det var sidst, og det er virkelig rart, at det er sådan – det gør det hele lidt nemmere.
Min motivation omkring min træning er den samme som altid – jeg træner, fordi jeg elsker det! Det er og bliver mit frirum. Jeg træner primært pga. den indre sundhed. Dog er det klart, at jeg lige nu ikke træner, for at holde min form vedlige eller opretholde min muskelmasse, men for at forkæle min krop, og endnu mere forkæle vores baby inde i maven, og give den, den bedst mulige start på livet – faktisk er det lige præcis dét, som er den aller største motivationsfaktor for mig lige nu. Dette gælder også mht. min kost, og jeg tror, det er derfor jeg har kunne holde det hele under kontrol, selvom jeg virkelig var presset.
At være mor og gravid Der er ingen tvivl om, at det var noget lettere at være gravid første gang forstået på den måde, at jeg kun skulle tage hensyn til mig selv. I den periode, hvor jeg virkelig bare var ramt af kvalme og træthed, følte jeg lidt at jeg virkelig skulle hive mig selv op, for at være den mor til Oliver, jeg ønsker at være. Jeg er normalt fuld af energi, så det var en ubehagelig følelse, at jeg havde dage, hvor jeg nærmest ikke kunne overskue andet end at se fjernsyn sammen med ham – hvilket jo ikke altid var lige præcis dét, han havde lyst til. Ligeledes skal der tages nogle forbehold ift. vild leg og løft, som jeg også synes, har været svært at acceptere – og stadig er. Jeg kan allerede mærke på min krop, at den på nogle punkter bliver mere presset, end den gjorde, da det var Oliver, som lå derinde. Jeg tror, det handler om at finde en balance, da jeg jo både ønsker at være der 100% for Oliver, og samtidig passe 100% på baby inde i maven. Denne ”problematik” bliver kun værre, når baby kommer ud, i know, men derfor tror jeg også, det er vigtigt allerede at forholde sig til disse følelser, da det ellers bliver en alt for stor mundhuld, når tre bliver til fire. Jeg har i hvert fald lige skulle affinde mig med nogle ting, og der er stadig ting, som jeg skal vænne mig til.
Status Jeg er nu i uge 13, og jeg har det virkelig dejligt! Maven har vokseværk, og den er allerede på størrelse med maven, som den var i uge 17 – 18 med Oliver. 🙈 Min mave blev også hurtigt stor første gang, så jeg var forberedt, men jeg havde ikke forventet, at det ville gå så stærkt. Vi blev alligevel lidt lettede, da vi så, at der kun lå en lille baby derinde til scanningen. 😂 Jeg drikker (igen) 2 – 3 kopper kaffe om dagen, der er ingen fødevare, som jeg hungrer efter eller forkaster og trætheden er slet ikke længere lige så belastende. Lige nu har jeg det meget på samme måde, som jeg havde i min graviditet med Oliver på dette tidspunkt, og det er jeg så glad og taknemmelig for – jeg nyder hver eneste dag. Vi glæder os så ubeskriveligt meget, til vi skal være en lille familie på fire, og se Oliver i rollen som storebror. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver verdens bedste af slagsen – han er så sød, kærlig og omsorgsfuldt et lille menneske. Han peger allerede på den voksende mave og siger ”mor baby” og aer maven. 😭❤️ Vi nyder virkelig ventetiden sammen, og denne gang er der meget mere ro omkring det hele, da ”vi har prøvet det før”, selvom vi godt ved, at intet bliver det samme, vi har alle de basale ting, og tiden flyver seriøst bare allerede afsted. #stoptiden er virkelig passende her.
Nu vil jeg bare nyde hver eneste dag, passe godt på babybulen og glæde mig over, hvor heldige vi er. Jeg er så taknemmelig for, at få lov til at opleve dette en gang til: Der er INTET, der bliver større end at skabe et lille menneske, og endelig få lov til at møde det, når han eller hun er klar til at møde os.
Vi glæder os til at møde dig til august lille skat!
Jeg er gravid – igen. ❤️ Og inden længe finder vi ud af, om det er en lillebror eller en lillesøster, der gemmer sig derinde. 🙈 Vi har termin til august, og vi glæder os ubeskriveligt meget til at blive en familie på fire – det bliver simpelthen så stort, spændende, en omvæltning, (pisse) hårdt og helt igennem fantastisk på samme tid!
Det var med et ekstra sug i maven, vi sprang ind i det nye år kl. 24.00 nytårsaften, da vi vidste, at 2019 ville blive et helt specielt og magisk år for os. Vi får igen mulighed for at opleve livets største gave: at blive forældre til et lille menneske, og vi får lov til at se Oliver i rollen som storebror.
Jeg havde ikke helt ro, før vi havde været til nakkefoldsscanning, og (forhåbentlig) fået bekræftet, at alt var okay – før kunne jeg bare ikke slappe helt af og glæde mig 100%. Heldigvis var alt helt perfekt, og der lå en lille, sund og rask baby og sparkede rundt derinde. ❤️ Det er simpelthen så stort.
Jeg har ikke så meget andet at sige, end at vi simpelthen er så GLADE og LYKKELIGE!! Det er helt vildt, at vi får lov til at opleve dette en gang til – det er helt ubeskriveligt.
I løbet af de næste par dage, vil jeg skrive et indlæg omkring de første tre måneder af graviditeten – og jeg kan vist godt afsløre, at den indtil nu ikke har været magen til min graviditet med Oliver. 🙈
…
I forbindelse med vores familieforøgelse – og min rolle som mor samt livsstil helt generelt, har jeg valgt at ændre titlen på min blog fra “En blog om sund og næringsrig kost med sunde og alternative opskrifter” til “En blog om en aktiv hverdag i livet som mor, som indeholder en masse kærlighed, sund og næringsrig kost og ikke mindst træning!”
Den kommer fortsat til at omhandle træning og sund og næringsrig kost, men der vil komme flere indlæg omkring min graviditet, mit liv som mor samt vores hverdag som en lille familie helt generelt.
