Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det ord, for helt ærligt, så føler jeg, at Oliver lige så stille stiftede bekendtskab med den famøse trodsalder allerede omkring 2 års alderen, og så er det gået op og ned lige siden. Der har været intense perioder, rolige episoder – og så meget intense perioder. Men vi synes, at det hele topper lige pt! Så måske har den i virkeligheden først rigtig ramt os nu her ved 3,5 års alderen?

Oliver er som udgangspunkt en meget glad, rolig og mild dreng – lidt sensitiv på nogle punkter. Og selvom mange har svært ved at tro det, så har vi også utallige nedsmeltninger dagligt, og ofte handler det blot om, at han ville have åbnet døren, at glasset skulle stå et andet sted, eller at vi kom til at sige noget, som han ville have sagt. Alt sammen noget vi ikke har en chance for at vide, før det er for sent – og egentlig ret uskyldigt, men som kan vælte hele hans verden. Dette fører til sætninger som: “Dumme mor, jeg gider ikke lege med dig!”, “nu går jeg bare hen i min børnehave, og siger min mor er sur” – mens han forsøger at “stikke af hjemmefra”. “Nu vælter jeg alle mine ting på gulvet” eller ”DUMME mor!!”. Samtidig står han og småtjatter til os for at se, hvordan vi reagerer. Hvis ikke vi får stoppet det i tide, så ender det med han skriger alt hvad han kan, indtil han ikke har mere luft i lungerne, mens han holder hænderne for ørerne – nogle gange slår/sparker han – og så græder han!

Og så er der de helt almindelige konflikter omkring alle rutinerne, som bare skal gøres, men helst skal laves til én stor forhandling – hvis man spørger Oliver. Det er dem, som er sværest, synes vi. Dog er vi blevet gode til at finde løsninger, som fungerer for både os og Oliver.
Generelt er vi meget pædagogiske. Vi forsøger at sætte os ind i hans følelser og frustrationer, og møder ham der, hvor han er. Dog er det ikke altid lige nemt – og slet ikke i de timer efter BH, hvor det altid er værst, og hvor jeg altid er alene med begge børn i 2 – 3 timer, hvor vi samtidig skal have aftensmad klar til far kommer hjem så tidsplanen ikke skrider!
Vi råber meget sjældent, for det har fuldstændig modsatte effekt på Oliver. Det er det rene selvmål! Vi forsøger altid at tage det i opløbet inden det eskalerer fuldstændig, hvilket oftest lykkedes – uden vi giver efter. 

Vi opdrager vores børn på en måde, som vi finder mest behagelig og effektiv for vores vedkommende. Der er så mange meninger og holdninger – og endnu flere forskellige måneder at gøre det på. 
Og nu kommer jeg til den del, som vi synes, har været svær, men som vi har erfaret virker for os: vi skruer lidt ned for forventningerne og opdragelsen, når vi er ude i offentligheden eller sammen med andre – fordi ingen af os som regel får noget ud af det. Episoden, dialogen og reaktionen bliver helt anderledes (og meget værre), end når vi er derhjemme, fordi der er andre øjne som kigger med. Det er ikke fordi, der ingen regler er, når vi er ude blandt andre mennesker, og der er også diskussioner og kampe, men det er måske ikke lige der, vi har behov for at opdrage på vores børn. Det giver måske nogle gange et billede af, at “vi er alt for overbærende” eller at “der ingen regler er”. Men sådan er det absolut ikke! Vi sorterer bare lidt ud i kampene, når vi er sammen med andre. Så i stedet for at tage alle de kampe, vi ville have taget, hvis vi bare var derhjemme, og forvente af Oliver, at han viser, hvor “opdraget” han er, så tager kun dem, som vi finder nødvendige. Vi har ikke behov for at vise lige dér, at vores barn altså er godt opdraget, for det lykkedes alligevel næsten aldrig i situationen – og det er sgu næsten endnu værre. Og oftest viser det sig, at være meget bedre næste gang vi står i samme situation. Det har vi erfaret fungerer bedst – for os alle.
F.eks. siger Oliver altid “tak for mad” og bærer sin tallerken over i køkkenet, når vi har spist – helt uden vi behøver bede ham om det. Det er noget, vi har lært ham i en tidlig alder. Når vi er sammen med andre, glemmer han det ofte, fordi der sker så meget andet. Og vi kan da godt finde på at hviske til ham: “husk lige at sig tak for mad til …”, men hvis han ikke gør det, så er det ikke noget, vi gør et større nummer ud af – for han er jo normalt virkelig god til det. Hans fokus er et helt andet sted, og det er okay. Det er ikke vigtigt for os, at han siger “tak for mad” lige dér, så alle kan se, at han altså har lært det. Jo, det er da ren høflighed at gøre, I know. Men han siger det jo flere gange dagligt herhjemme og i børnehaven, og mon ikke han husker det næste gang – eller næste gang igen. Vi ved jo, at han “kan det”.
Hvis det handler om, hvordan han opfører sig, og hans opførsel ikke er okay, så er det en helt anden snak – så reagerer vi selvfølgelig med det samme – uanset hvilke omgivelser vi er i.

Uanet hvad, så kan de her perioder være så udmattende! Det er simpelthen så intenst, og man aner aldrig hvornår den næste nedsmeltninger kommer, for det kommer som lyn fra en klar himmel! Og selvom det er Oliver, som kickstarter de her episoder hver gang, så er der jo ingen af os, som trives i dem – heller ikke Oliver. Han gør det jo ikke, fordi han pludselig beslutter sig for at lave en scene – det er meget sjældent i hvert fald, for han bryder sig virkelig ikke om, “når vi er uvenner”, som han siger. Det er som regel en (uvis) årsag – og dét forsøger vi at huske på.
Oliver er en god dreng – altså sådan virkelig en god dreng. Sådan helt generelt, så synes jeg, vi har den dejligste, sødeste og mest omsorgsfulde og også velopdragne dreng – som oftest hører efter, som vi kan stole på, og som oftest virkelig er hyggelig, sjov og skøn at være sammen med. Han gennemgår løbende perioder, hvor han tester grænser, og hvor han skal ”finde sig selv” – det er en del af hans udvikling. Det er sgu ikke nemt, og der er ikke noget at sige til, han reagerer udadtil. Nogle ting er okay, og nogle ting er ikke, og jeg synes, vi er ved at være gode til at finde en god balance – og vigtigst af alt: forsøge at forstå, hvorfor han reagerer som han gør, selvom det kan være vildt svært i situationen.

Rom blev ikke bygget på én dag, og det tager tid at finde ud af, hvad der fungerer bedst for os som forældre og for vores børn – vi begår stadig fejl. Og det tager tid for børnene at blive nogle opdragne og høflige mennesker. Heldigvis er der da mange år endnu – og jeg er slet ikke bekymret!

… og lige om lidt er vi klar til endnu en omgang. Og så må vi se, om Nora har de samme “behov”, eller om tilgangen skal ændres.

Oliver har nu været hjemme fra børnehave 6 uger. Det har været seks meget anderledes uger, og ugerne har også ændret sig fra uge til uge.

Til at starte med var Oliver meget forvirret: var det weekend, ferie, hverdag, hvorfor havde børnehaven lukket, og hvad var det hele for noget? Han sagde flere gange, at han savnede sin børnehave, sine venner, pædagogerne osv, og vi har talt meget med ham om det hele, men det er også begrænset, hvad én på 3 år forstår af hele situationen.

Efter en uges tid (eller hvor længe det nu var), begyndte far at arbejde hjemmefra, og så blev det hele endu mere “underligt” for Oliver, for nu måtte det da være weekend? Han har været så sej, og han har virkelig været sød og god til at acceptere, at far arbejdede ovenpå, og at han ikke har haft tid, hver gang han har banket på og sagt “hej”.
Til gengæld var det lidt en lettelse for mig, for hvis jeg virkelig havde brug for hjælp, kunne jeg kalde på assistance fra Emil, og dét kan man altså hurtigt få brug for, når man er alene med to små børn fra kl. 8.30 – 16.30.

Kvalitetstid vs utilstrækkelighed
Jeg har virkelig nydt disse uger, og jeg har forsøgt hele tiden at se positivt på situationen, tænke på al den kvalitetstid jeg fik med begge børn, se hvordan deres forhold til hinanden har udviklet sig, fordi de har tilbragt så meget tid sammen, og hvordan vi har haft mulighed for at tage dagene (og især morgenerne) i et helt andet andet tempo, end vi normalt kan.
MEN HOLD NU OP, hvor har der også været run på! Jeg har, helt seriøst, ikke haft to sekunders ro i løbet af dagen! Enten har jeg haft to børn at jonglere mellem, og når Nora har sovet lur (hvilket hun jo ikke gør ret meget), så har jeg været der 110% for Oliver, fordi han virkelig også har passet sig selv og underholdt sig selv store dele af dagen, så når Nora “endelig” sov, så fortjente Oliver en masse opmærksomhed.
Omvendt har Oliver jo i forvejen også “stjålent” en masse tid og opmærksomhed fra Nora, når man tænker på, hvad hun har været vant til, og at hun har haft sin mor helt for sig selv flere timer om dagen – så ja. Jeg har absolut også været fyld op med følelsen af utilstrækkelighed, svigt og dårlig samvittighed på skift overfor dem begge, og det har været hårdt – virkelig hårdt! Nogle gange tror jeg, jeg er for hård ved mig selv (det siger Emil i hvert fald), men det er ikke alle dage, som har været nemme. Heldigvis har Emil altid lyttet, talt mig til fornuft, rost mig til skyerne og så har næste dag altid været meget bedre.
Desuden vil jeg lige sige, at Emil har gjort ALT, hvad han kunne herhjemme, samtidig med han har passet sit arbejde med to børn i husstanden, og så har han givet mig ekstra tid til mine løbeture – for dem har jeg (mere end nogensinde før) haft brug for!
Huset har de fleste dage lignet, at der var sprunget en bombe, og de praktiske gøremål som vasketøj og rengøring har hobet sig op. Så når børnene er blevet puttet, har der været et hav af praktiske opgaver samt oprydning for Emils og mit vedkommende, der har foregået så meget andet, som vi også har skulle bruge en masse tid og overvejelser på, og så er vi gået lige på hovedet i seng – og så er det hele startet forfra næste dag.

Sagen er også den, at vi ingen “hjælp” har fået – på nogen måde. Bedsteforældrene bor langt væk, og jeg ved helt ærligt ikke, om vi havde benyttet os af dem uanset hvad – hele situationen taget i betragtning. Ligeledes har vi heller ikke haft moster på besøg, som vi ellers altid har besøg af mindst en gang om ugen, og som også altid er sød til at hjælpe os – men denne situation har bare gjort, at alt har været anderledes.
Så vi har bare klaret os selv – på alle punkter. Ingen hjælp med børnene, mad, rengøring, handle – intet! Og det indrømmer jeg da blankt, at jeg ville have givet alt for at have bare lidt hjælp til i disse uger. Bare en eller anden form for lidt ekstra hjælp.
Men vi har isoleret os, os fire og klaret os selv, og det synes jeg helt ærligt, er mega sejt gået!

Tre på barsel
Desuden så savner jeg min barsel med Nora. Jeg har virkelig savnet dage alene med hende, hvor vi bare har været hende og jeg, kunne tage tingene i vores tempo, og hvor dagen har foregået på Noras primisser. Sådanne dage har der absolut ikke været mange af, da en storebror på 3 år fylder meget og tager alt den opmærksomhed og tid, han har brug for. Her er det ofte lillesøster som bare har været “tilskuer”, og bare har fulgt med i det hele.

Jeg har et par gange skulle lægge øre til: “Jamen, du er da heldigvis på barsel, så du nemt kan holde ham hjemme, og JA! Det er fuldstændig korrekt, og det er jeg også taknemmelig for, når man sammenligner med så mange andres situationer og scenarier i denne tid, MEN dog vil jeg også gerne lige pointere, at jeg altså kun er på barsel med ét barn, og dét er der (sjovt nok) en grund til. Det har været hård for os alle, pludselig at være tre på barsel, dog nok hårdest for mig. Børnene har hygget sig, været gode venner og i dejligt humør langt, langt størstedelen af dagene – det samme har jeg, men det har været hårdt!

I weekenderne har vi gjort det, at vi har delt os lidt op i “hold”, så børnene har haft lidt alenetid med os hver især, for at få fuld opmærksomhed begge to på hver deres måde – hvilket ellers er noget, vi virkelig sjældent gør. Men intet har været som “det plejer” i disse dage.

Oliver og børnehaven – nu gik det lige så godt
Som ugerne er gået, har Oliver nævnt børnehaven mindre og mindre, og til sidst når vi har snakket om det, har han hver gang sluttet af med, at “det er så hyggeligt at være hjemme i huset alle sammen”. Og dét er selvfølgelig et lille skulderklap til mig/os, men omvendt så har det også sat nogle bekymringer i gang – især hos mig.
Børnehavestarten var hårdt for Oliver, og det var endelig lige begyndt at gå virkelig godt i børnehaven. Han var glad ved aflevering, glad når vi kom hjem, han var træt, men ikke så træt, som i starten, han udviklede sig, han fik nye venner osv. osv. – og BUM! Så lukkede børnehaven. Jeg er så nervøs for, at vi starter lidt forfra, og at han igen skal være ked af det, og det hele bare tager et kæmpe skridt tilbage, og det kan jeg næsten ikke rumme, for hold nu op, det var nogle hårde uger at komme igennem – for os alle sammen!

Heldigvis har jeg haft en rigtig god snak (over telefon) med en af pædagogerne fra Olivers stue, fordi jeg havde brug for at dele vores bekymring, spørge ind til nogle ting og bare lige opdatere dem lidt omkring Oliver – og hun var som altid så sød og forstånede, og gav mig så meget ro og tryghed omkring hele situationen. Dét var virkelig rart!

Det var en svær beslutning, og så alligevel ikke
Og det var faktisk primært dét, som gjorde, at vi ret hurtigt tog beslutningen om, at han skal tilbage i børnehaven fra i morgen.
Vi har talt frem og tilbage, og for os handler det ikke så meget om selve smitten – altså selvfølgelig er man da også nervøs for den, og vi krydser fingre for, han ikke bliver smittet, men lige nu vil vi bare gerne undgå, at han “glemmer” børnehaven, og at vi skal starte helt forfra.
Desuden vil den hverdag han kommer tilbage til i børnehaven langt fra være den samme, som inden lockdown – sådan er det jo i hele landet. Og vi føler ikke, det gør en forskel, om vi sender ham afsted nu eller om en uge, for selve proceduren i børnehaven vil være anderledes de næste mange, mange uger, så vi føler lidt, at det enten er nu eller først efter den 10. maj eller endnu senere, og dét kan jeg ikke – det kan vi ikke. Det er simpelthen for lang tid. Det er det ikke kun for mig, men for os alle sammen. Jeg kan mærke på Oliver, at han begynder at kede sig mere og mere, han bliver rastløs og han savner sin bedste ven fra børnehaven. Desuden glæder han sig også til at komme tilbage, når vi taler om det – heldigvis! Og vi taler meget om det de her dage for at forberede ham mest muligt.
Vi starter ud med korte dage, hvor han er afsted 2 – 3 timer den første uges tid, og så tager vi en dag og en uge af gangen, og tager det i Olivers tempo.

Mor til to
I disse seks uger har jeg mere end nogensinde før følt, at jeg er mor til to.
Jeg har været mor 24/7, og jeg har ikke haft ro på noget tidspunkt – som i slet ikke. Jeg har tilsidesat alle mine egne behov i løbet af dagen, og jeg har gjort alt det, som var nødvendigt for at begge mine børn skulle trives bedst muligt – både min lille pige på barsel, og min store dreng i “hjemmebørnehave”, og langt de fleste dage føler jeg, at jeg har sejret for vildt! Jeg har haft glade børn, som har fyldt mig med en masse smil og kærlighed – og det er jeg så taknemmelig for. Humøret har været højt, vi har virkelig hygget os og bare haft en masse kvalitetstid. En tid vi aldrig havde haft på denne måde uden lockdown – og det er dét, som har været hovedfokus i disse uger.

Men jeg er også virkelig træt!! Og nu glæder jeg mig til en hverdag, som forhåbentlig lige så langsomt bliver “normal” igen. Hvor kvalitetstid adskiller sig fra hverdagens rutiner, og hvor dagene ikke minder så meget om hinanden – hvor der er forskel på formiddag og eftermiddag, hverdag og weekend.

Jeg forstår det stadig ikke helt! At vores lille menneske ikke længere bruger ble eller sut – det er så vildt så hurtigt tiden går. HVORNÅR BLEV DU LIGE SÅ STOR!?
Der har været en del spørgsmål på min IG-profil om, hvordan vi har grebet “projekterne” an, også meget detaljeret omkring hver proces, så nu samler jeg det hele i et indlæg. Det er jo ikke sikkert, vores tilgang vil fungere hos jer, men jeg synes selv, det var rart med lidt inspiration og gode råd, for det er virkelig et stort spring – det synes vi i hvert fald det var.

Farvel ble
Faktisk startede det helt tilbage i juli 2019, hvor Oliver længe havde nægtet at få skiftet ble, og det blev en stor diskussion og forhandling HVER ENESTE gang, han skulle skiftes – især når det var pruttebleer. Det var så trættende, og virkelig noget som krævede meget energi fra os alle. En af “tegnene” fra ham, var at han begyndte at gemme sig, når han skulle lave stort, og begyndte at undgå os, fordi han vidste, at nu skulle han skiftes. Vi forberedte ham lidt på situationen, og så tog vi bleen af ham en lørdag morgen, introducerede potten for ham, som stod midt i stuen, og så gik han rundt med numsen bar. Efter en halv dags tid efterspurgte han sin ble igen, og blev lidt ked af det, og derfor fik han den på igen. Sådan kom bleen lidt af og på i Olivers tempo i løbet af den weekend. Der var meget få uheld – med det samme var han virkelig god til at bruge potten. Det var lidt sværere for ham hos hans DP-mor, så der havde han mere ble på end derhjemme. Vi tog det bare i Olivers tempo.
Da Nora blev født tog det hele et skridt tilbage, og der var næsten uheld hver gang, han skulle på potten, og han begyndte at blive ked af det hver gang bleen skulle af. Vores fokus og overskud var et helt andet sted på det tidspunkt, da det hele handlede om, at vi netop var blevet en familie på fire, og Oliver var lige blevet storebror, hvilket i sig selv var en stor omvæltning. Så bleen kom på igen, for det kunne vi mærke, at Oliver havde brug for.

Månederne gik og vi kunne tydeligt fornemme på Oliver, at han fik mere og mere kontrol over tisseriet og lortebleerne. Nogle gange stoppede han op, kiggede på os og sagde: “Nu tisser jeg”.
I december startede han i børnehave, og vi ville ikke gøre det oveni børnehavestart – især fordi det var en KÆMPE omvæltning for Oliver at starte i børnehave. Pædagogerne rådede os også til at vente lidt.

Da børnehavestarten blev bedre og Oliver viste mere overskud, afsatte Emil og jeg to weekender i træk, som udelukkende skulle handle om ble-stop – altså hvor vi kun skulle være hjemme dagen lang både lørdag og søndag, så han hele tiden havde adgang til potten. Og så tog vi nogle smutture på legepladser i området – også uden ble, og det gik helt fint.
Ugen op til den første weekend gjorde vi meget ud af at forberede ham på, hvad der skulle ske, at han nu var en stor dreng, som ikke behøvede ble mere osv. osv.
Da han skulle skiftes lørdag morgen, havde vi fjernet hans bleer fra puslebordet, og så sagde vi til ham, at det da måtte være drillenissen, som havde taget dem – han havde til gengæld stillet potten frem med en lille gave i. (Oliver var meget betaget af drillenissen og julemanden i december, så det udnyttede vi, og gjorde det spændende på den måde). Denne gang havde han underbukser og bukser på, som han selv kunne trække op og ned, så det hele blev lidt mere “naturligt”, men det var han lidt for lille til, da vi øvede det et halvt årstid før. Denne gang virkede han klar på en helt anden måde.
Der var kun ét uheld hele den weekend – han var SÅ sej! Han løb oftest selv ud på potten, som denne gang stod på toilettet nedenunder, og en gang i mellem mindede vi ham om, at han skulle huske at gå ud på potten, hvis han skulle tisse. Men han klarede både at lave stort og småt uden problemer på potten. Til natten fik han ble på, som “drillenissen” havde lagt sammen med hans nattøj.
Vi roste ham selvfølgelig meget, og gjorde meget ud af at vise ham, at vi var meget stolte, og at han var mega sej!

Børnehaven
Vi havde god dialog omkring ble-stoppet med pædagogerne, og de bakkede os meget op i projektet. Dog var det lidt sværere for Oliver i børnehaven, da der jo ikke var en potte, men et lille toilet, plus at der hele tiden kunne komme børn ind og ud på toilettet, og det havde han det svært med. Oliver har svært ved forandring, så når han først havde vænnet sig til potten derhjemme, var det helt forkert, at det var et toilet i børnehaven. Desuden er han (åbenbart) meget privat, derhjemme lukkede han også døren hver gang i starten, og vi måtte først komme derud, når han var færdig. Når han blot havde tisset, tømte han selv potten i toilettet og trak op. Han ville kun have vores hjælp, når han havde lavet stort.
Sådan er det dog ikke mere – nu vil han aller helst have selskab.

Han fik ble på på legepladsen, hvor de er ude fra kl. 12 – 14, og de fleste dage holdte han sig indtil han fik ble på (fra omkring kl. 8 – 12), når de skulle på legeplads, for at undgå at tisse på toilettet – og så fortalte pædagogerne os, at han tissede han i bleen ligeså snart, han fik den på. Nogle få gange er der sket uheld, fordi han ikke har kunne holde sig, og fordi han har nægtet at sidde sig på toilettet, og hvis pædagogerne har forsøgt at sætte ham op, er han blevet ked af det. Så egentlig blev vi enige med pædagogerne om, at følge Olivers metode og tempo. Ingen tvang, men omvendt ville vi heller ikke bare give ham ble på, for så kom vi aldrig videre.
Så den første uges tid var han nærmest ikke på toilet i børnehaven, men brugte kun bleen, når han fik den på. Hjemme havde han fortsat aldrig ble på om dagen mere.

For at gøre hans forhold til toilettet i børnehaven bedre, fjernede vi i weekenden potten derhjemme, og så havde vi i stedet for købt et lille toiletsæde med trappe på.
Da Oliver stod op lørdag morgen, havde “drillenissen” igen været på spil – og også lagt en lille gave. Oliver tog det i stiv arm, fordi det jo bare var drillenissen, som drillede, og så blev tioletsædet taget i brug uden problemer.

Ugen efter gik det meget bedre med toiletbesøg i børnehaven. Pædagogerne tog hensyn til Olivers situation, og de første par gange han skulle bruge toilettet, sørgede de for han var alene derude, og at der ikke kom andre børn og “forstyrrede” ham – og det hjalp virkelig meget.
Det gik stille og roligt fremad, og efter et par uger aftalte vi med pædagogerne, at han heller ikke skulle have ble på på legepladsen, og der har kun været et enkelt uheld efterfølgende.

Status
Det er omkring 1,5 måned siden vi startede projekt ble-fri, og han har fortsat brugt ble om natten – og de første par uger var den meget tung om morgenen. Men den sidste uges tid har vi bemærket, at han nogle gange tisser om aftenen, når han får den på, og så tisser han i den om morgenen, inden han får den af – eller det vil sige, han fortæller os faktisk, at han gør det. I starten har vi indtryk af, at han fortsat tissede i løbet af natten, men ikke længere.
Dét har vi talt med ham om, og nu har vi aftalt, at han skal tisse af om aftnen inden han skal sove, og at han skal tisse på toilettet om morgenen i stedet for i bleen. Det har resulteret i, at bleen har været helt tør de sidste par morgenener – desuden er han også begyndt at nægte at få ble på om aftenen nu.
I går aftes droppede vi bleen, og der har intet været i nat. Da han stod op til morgen, minde vi ham om, om han skulle tisse, og så løb han ud på toilettet og tissede. BUM! Sådan Ollie!

Vi har taget det hele i Olivers tempo. Det kan godt være, nogle af processerne har taget lidt længere tid, men det har føltes rigtig for os og for Oliver. Oliver har svært ved forandring, er meget forsigtig og lidt bange for det nye og ukendte. Derfor har vi gjort meget ud af at forberede ham hele tiden, og det var vigtigt for os, at det blev succesoplevelse for ham fra dag ét – og han har bare været MEGA sej altså! Når vi har været på heldagsture i weekenderne osv. har han heller ikke haft et eneste uheld, men været god til alt sige til, når han skulle på toilet.

Sejeste lille skat!

Farvel sut
Det her projekt var vi lidt mere bekymret for, for Oliver elskede sin sut – som i virkelig ELSKEDE. Vi ville egentlig gerne have vinket farvel til den noget tidligere, men nu skulle der lige styr på ble-stoppet først. Mest pga. hans udtale og hans tænder, som efterhånden er blevet påvirket en del af sutten.

Vi har selvfølgelig forsøgt at begrænse hans suttebrug, så han kun har haft den ved behov. Men det har ikke altid været nemt, for han har virkelig været glad for den, og det har ofte endt i diskussioner og raserianfald – og det var bare ikke hver gang, vi orkede den kamp.

Men igen afsatte Emil og jeg en weekend, hvor det kunne være i fokus. Og to – tre ugers tid før havde vi en god og lang snak med Oliver omkring sutten. At han var en stor dreng på 3 år, som snart ikke behøvede sin sut mere, at det kun er babyer, som bruger sut, og at sutten heller ikke var god for tænderne mere. Jeg havde lånt en bog på biblioteket, som handlede om suttestop, og den passede perfekt ind i vores situation, da Oliver ville kunne referere til hele fortællingen, fordi ham i bogen også havde en lillesøster, der blev nævnt en juletræ som suttetræ osv. osv., som vi vidste også ville give mening for Oliver. “Milan og suttetræet” hedder den.

Derefter begyndte vi at være endnu mere restriktive omkring sutten, og det var som om, han forstod og respekterede det, fordi vi allerede havde talt om det. Oliver har sin egen lille stol i stuen, og det blev til “suttestolen”, hvor der altid lå en sut tilgængelig (hvilket han ikke har haft før, da vi har lagt dem væk, og så skulle han selv efterspørge den), og så var aftalen, at han skulle sidde dér, hvis han ville bruge sutten. Det lyder måske temmelig upædagogisk, men vi vidste, det ville fungere for Oliver – og det gjorde det. Når han havde brug for et lille break, satte han sig på stolen med sin sut, og efter et par minutter lagde han den igen og legede videre. Nogle gange forsøgte han at tage sutten med, men han vidste udemærket godt, hvordan “reglerne” var, og droppede det hurtigt. Selvfølgelig havde han den stadig nogle gange, når vi virkelig kunne fornemme, han havde et behov, og han havde den fortsat, når han skulle puttes om aftenen og om natten.

Dagene op til weekenden, hvor vi skulle aflevere sutterne begyndte vi at snakke med Oliver om det. Han nævnte helt selv, at det var julemanden, som skulle have dem, så den hoppede vi med på, og han refererede altid til bogen om Milan: “Ligesom Milan”. Derfor blev planen:
Sutterne skulle hænges på et træ, som ligende et juletræ, så julemanden kunne finde dem og give dem til nogle små babyer. Derefter bestemte Oliver selv, at vi skulle vi på legeplads, og bagefter hjem og lave pandekager med is – OG så snakkede vi om, at der måske var lagt en gave fra julemanden som tak for sutterne, når vi kom hjem.

Den store dag
Lørdag morgen lå der et brev på suttestolen, som beskrev, hvad der skulle ske samt en lille pose til sutterne. Oliver kom selv sutterne i posen, hvilket var meget vigtigt for os, så vi vidste, at han var med på, hvad der skulle ske. Dog skulle hans yndlingssut altså i lommen – og det kom den. Vi tog afsted på en lille gåtur, for at finde et juletræ, vi kunne hænge sutterne på – vi fandt aldrig et grantræ, men vi handt et andet træ, og Oliver var egentlig ligeglad. Han var ikke heeeelt glad for situationen, da det blev “alvor”, og han forsøgte også: “Nej, vi skal finde et andet træ” og “nej, vi skal bare gå liiiidt videre”. Jeg havde taget en anden sut med, som vi fik hængt op på træet uden han så det, så det lignede, at der også havde været en anden og aflevere sin sut – det virkede ret godt. Han accepterede ret hurtigt, at nu var det altså nu, men da vi spurgte ham, om han ikke også havde en sut i lommen, sagde han hurtigt: “Nej”, og kiggede meget uskyldigt op på os. Han mærkede efter igen og sagde: “Der er altså ikke nogen sut, mor”. Vi smilede lidt, og Oliver kunne godt se, at den gik altså ikke, så han tog sutten op, puttede den vemodigt i posen, og så var han okay klar. Han græd ikke eller noget, men han var ikke glad for situationen. Det var så tydeligt at mærke, at han 100% vidste, hvad der skulle ske, og hvad det betød – nu var det farvel til sutterne. Emil løftede ham om, så han kunne hænge posen på træet. Det var meget vigtigt for os, at det var Oliver, som gjorde alle tingene, så vi var sikre på, at han var med i projektet – altså at det var ham, som sagde farvel til sutterne og ikke os.
Oliver vinkede og sagde helt uopfordret farvel til sutterne, og så var det altså bare afsted – nu ville han bare væk.
… og selvom det måske lyder fjollet, så var det med et sug i maven og en lille tåre i øjenkrogen, da vi gik derfra, fordi det var på en eller anden måde bare så stort. Vores lille dreng, blev bare pludselig så stor, og det gik lige op for os, at han jo slet ikke er så lille mere. #livetsomforældre

Vi fandt en legeplads, vi lavede pandekager, da vi kom hjem, og der lå da også en gave på suttestolen – han var ellevild og meget stolt!

Resten af dagen nævnte han slet ikke sin sut. Det var først til eftermiddag, hvor han blev småtræt, at han nævnte den, men accepterede hurtigt, at de jo hang på træet til julemanden.
Til aften da han skulle puttes blev han (som forventet) ked af det. Ikke sådan hjerteskærende ked af det, men pylret og han smågræd også. Vi snakkede om det hele igen, og vi gjorde lidt eksta ud af putningen. Oliver har, siden han var ni måneder, selv faldet i søvn i sin seng efter godnatsang, altså han har været vågen, når vi har forladt værelset og sagt godnat (der har selvfølgelig været perioder, hvor han har behøvet os mere pga. spring osv.), men som udgangspunkt har det været sådan. Denne aften blev jeg siddende indtil han faldt i søvn, imens jeg holdt ham i hånden – det havde han brug for. Han havde svært ved at falde til ro, fordi han savnede sin sut, men allerede efter en halv times tid sov han. Han sov gennem hele natten uden en eneste opvågning. Dét havde vi absolut ikke regnet med! Vi havde forberedt os på en hård aften og nat.

Søndag nævnte han kun sin sut et par gange, men kom selv i tanke om at de jo hang på suttetræet – sådan lidt fjolleagtigt. Og vi nævnte den slet ikke, for der var ingen grund til at minde ham om den. Faktisk lå der en lille gave på suttestolen søndag morgen, fordi han havde været sej at sove uden sut om natten.
Da han skulle puttes om aftenen spurgte han selv, om vi ikke ville blive siddende indtil han sov, fordi han savnede sin sut, så det gjorde vi, og han sover i løbet af fem – ti minutter.

De næste par dage nævnte han kun hurtigt sutten, når han skulle sove, men uden gråd – det er mere som om, den bare lige skulle nævnes. Han ville fortsat gerne have, vi sad hos ham indtil han sov.

Status
Nu er det en uge siden, han sagde farvel til sutterne og de sidste par dage har han ikke nævnt den en eneste gang – heller ikke under putningerne! Han er SÅ sej altså! Og når han er tryg igen, så vender vi tilbage til den gamle rutine, hvor han selv falder i søvn efter godnatsang.

Især suttestoppet var vi bekymret for, men han har igen vist sig fra sin sejeste side, og han har været så cool altså! Det er helt vildt! Vi havde virkelig frygtet en hård periode med meget gråd, opvågninger om natten osv, men det er simpelthen gået over al forventning, og meget nemmere end vi nogensinde havde turde håbe på.

Oliver, du er simpelthen den sejeste lille fyr, som både er blevet blefri og som har vinket farvel til din sut indenfor 1,5 måned! Mor og gar er så stolte af dig!

Det blev et lidt længere og detaljeret skriv, men mange af jer har efterspurgt detaljer omkring hele processen fra start til slut, og også hvordan vi greb det an i børnehaven, så derfor blev det en mere detaljeret udgave af begge “projekter”.

Oliver har nu gået i børnehave siden midt december – men egentlig føler vi først, han rigtig startede 6. januar, da vi holdte 2,5 uges juleferie, så vi startede fuldstændig forfra, da han kom tilbage i børnehave efter jul.
Så han har gået i børnehave omkring to måneder nu.

Det har været en hård start for Oliver at starte i børnehave, fordi det er så voldsom en kontrast til dagpleje. Ikke fordi han ikke var klar, ikke fordi vi ikke har forberedt ham, så godt vi nu kunne, ikke fordi der er noget galt med institutionen eller noget som helst andet – blot fordi det er noget helt andet, end dét han har været vant til.

Især januar måned var hård. Han græd ved aflevering, hans adfærd i børnehaven var ikke “vores Oliver”, og så var han dødtræt og småked af det, når han kom hjem. Det var simpelthen SÅ hårdt. Heldigvis er jeg jo på barsel, så derfor kunne jeg give ham ekstremt korte dage – og det gjorde vi, for dét havde han brug for. Så jeg afleverede ham 8.30/9.00 og hentede ham igen omkring kl. 12.00/13.00. Det var en hård og intensiv periode for Nora og jeg, da det hele handlede om Oliver og børnehaven, og at være alene med to små børn så mange timer og dagen, plus både at aflevere og hente, som også skulle kombineres med Noras lure, var virkelig hårdt og fyldt med dårlig samvittighed fra min side af overfor begge børn, fordi jeg ikke følte mig tilstrækkelig. MEN jeg er virkelig glad for, jeg havde denne mulighed, for havde jeg været på arbejdsmarkedet, så var Oliver “tvunget” til at have lange dage i børnehaven, og dét var han virkelig bare slet ikke klar til!

Midt i januar havde jeg et møde med de tre primære pædagoger, som er på Olivers stue, fordi det slet ikke gik i den rigtige retning (de synes de heller ikke), og de kunne mærke på mig, at jeg virkelig var ked af det og frustreret – og det synes selvfølgelig, at det var trist, Oliver reagerede, som han gjorde. Vi har hele tiden haft rigtig god dialog, og de ved, at episoden fra den gang med vuggestuen sidder dybt i mig. De har lyttet, været forstående og hele tiden forsøgt at møde Oliver og os, der hvor vi var.
Vi havde en rigtig god samtale, hvor vi snakkede om løsninger, hvor de fik nogle redskaber af os til at håndtere og aflæse Oliver bedre, og jeg gik derfra med ro i maven, for det her skulle nok lykkedes – det krævede bare tid. Det hele handlede om, at de skulle vinde Olivers tillid, og det skulle nok lykkedes. Jeg har ikke på noget tidspunkt været utilfreds med hverken institutionen eller pædagogerne. Oliver havde bare utrolig svært ved at omstille sig og føle sig tryg og sikker. Generelt er han en meget følsom dreng, som har svært ved forandring, og han har et stort tryghedsbehov, så det kom egentlig ikke bagpå os, at han reagerede som han gjorde – men det gjorde det bestemt ikke mindre hårdt.

Efter den snak skete der bare et eller andet, og lige siden er det kun gået fremad – og vi har næsten ikke turde sige det højt i frygt for det hele skulle ændre sig igen. Langsomt blev han mere og mere “vores Oliver” i børnehaven, afleveringerne blev bedre og bedre, hans overskud og humør blev bedre og lige så stille fik han længere dage.
OG så vidste vi, at Olivers bedste ven fra dagplejen (fra samme DP-mor), skulle starte sidst i januar i samme børnehave, og heldigvis fik han lov til at starte på samme stue som Oliver, og dét har også været med til at gøre en kæmpe forskel – det så vi virkelig set frem til!

Lige nu afleverer Emil ham omkring kl. 7.45, og jeg henter ham omkring kl. 14.30 – og hvor er det dejligt, at der igen er lidt længere “barselsdage” for Nora og jeg. Dette gør også, at mit overskud og energiniveau er større, når jeg henter Oliver hjem. Så hygger vi os virkelig i de 2 – 3 timer vi har, indtil Emil kommer hjem.
Han er glad, fortæller glædeligt om sin dag, han vinker glad farvel om morgenen og løber ind i stuen, han fjoller, griner – OG så snakker han som et vandflad, og dét er et godt tegn, for så ved man, han trives. Selv situationen omkring ble-stop har han klaret til UG i børnehaven, og han har nu kun ble på om natten – han er simpelthen SÅ sej!!

Det er en KÆMPE lettelse, at det går, som det går nu, og det er med ro i sindet, når man sender ham afsted om morgenen, for vi ved, han hygger sig – og hold da op, hvor sker der meget med hans udvikling lige pt, det er helt vildt! Vi er så stolte af vores lille mand, og det er ikke til at forstå, at han sket ikke er så lille mere, vores Oliver Elliot.

Vi er nået dertil, hvor vi faktisk godt tør sige: “Vi har en dreng, som er glad for at gå i børnehave” – og hvor føles det bare skønt!
Nu er næste projekt, at sutten skal pakkes væk – og helt ærligt, så er det virkelig en kamp vi frygter, for en kamp – det bliver det! Gad vide, om det nogensinde stopper!? #livetsomforældre

Tak fordi I læste med.

Især i månederne op til termin med Nora, brugte jeg en masse timer sammen med Oliver, og det betød virkelig meget for mig, at vi havde en masse kvalitetstid sammen. Både fordi jeg så havde noget i bagagen, jeg kunne tænke tilbage på, når jeg pludselig blev mor til to, og især de første mange måneder ville være “reserveret” af Nora, men også fordi, det betyder enormt meget for mig, at have kvalitetstid med mine børn. De er mine, de er ubetinget det bedste, der nogen sinde er sket mig, og lige pludselig er de store, og så gider de ikke deres mor mere på samme måde. Jeg skal nyde dem fuldt ud indtil den dag kommer.

At være mor til to
… er pisse hårdt! Det kræver koordinering, balance og strukturering på en helt ny måde.
Jeg forsøger at være tilstrækkelig på bedst mulig måde overfor dem begge, men der er ikke en dag, hvor jeg ikke føler, den ene eller den anden, har skulle gå på kompromis – og dette gælder både Oliver og Nora. De trives fint i det begge to, men jeg synes, det er hårdt.
Det hænger nok også sammen med, at jeg den sidste 1,5 måned har været alene med børnene fra omkring kl. 13 – 17.30 hvor Emil kommer hjem pga. indkøring i børnehaven, og to ud af Noras tre lure på en dag går med aflevering og afhentning. Så der er hverken meget tid for mig selv eller meget tid, hvor jeg kun har ér barn. Det er ved at være hårdt!

Mit lille menneske
Jeg sidder nogle gange med følelsen af, at jeg savner alenetid med Oliver. Som det var inden han blev storebror.
I dag hentede jeg ham kl. 13 i børnehaven, da han simpelhen ikke kan magte længere dage endnu.
Vi når lige akkurat at komme hjem, tage overtøj af, lave snacks, sidde os i sofaen for at spise dem: og SÅ vågner Nora. Hun sover helt af H til her for tiden, så jeg bruger omkring 10 – 15 min. for at få hende til at sove videre. Da jeg kommer ind har Oliver stort set spist alle sine snacks, så jeg når kun at hygge med ham i 5 min., og så vil han gerne lege. Vi begynder selvfølgelig at lege, da jeg ved, det er nødvendigt, vi udbytter tiden, og blot efter 5 minutter er Nora vågen – igen! Her bruger jeg nok kun omkring 5 min., men Olivers og min alenetid og hyggen bliver konstant afbrudt, fordi jeg bliver nødt til at gå.
Omkring en halv time efter vågner Nora og vil op. Og det var så den hyggetid med Oliver. Nu har jeg igen to børn at jonglere mellem.

Du er det sejeste lille menneske
Det mest importerende er, at Oliver ALDRIG brokker sig. Han bliver ikke sur, irriteret, ked af det – hverken på Nora eller jeg. Det er som om han ved, at sådan er det bare. 
Men hold nu op, jeg savner at kunne give al min opmærksomhed til ham og have fuld fokus på ham, uden Nora “stjæler” mig fra ham.
Han er det mest tapre og forstående lille menneske. 

I dag tog Emil Nora med op efter aftensmaden for at gøre hende natklar (hun var dødtræt), mens Oliver og jeg hyggede nedenunder og spiste færdigt.
Jeg tror, han kunne fornemme på mig, at jeg savnede ham og var ekstra sød og kærlig, for han blev selv ekstra sød, smilende og kærlig. Efter en masse fjollerier og grin lagde han hovedet på skrå og sagde: “Jeg elsker dig min mor. Rigtig højt! Gaga (far) putte Nora i dag, og mor putte Oliver?” Jeg kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage. Lige i det moment, kunne jeg mærke, hvordan han nød vores lille hyggestund, som vi havde MANGE flere af inden han blev storebror, og han kunne mærke, hvor meget jeg nød den.
Lige dér var det bare mor og Oliver. Og jeg blev prioritet frem for far – hvilket efterhånden ikke sker så tit mere. 

Det kræver et blogindlæg på flere tusinde sider, hvis jeg skal beskrive og forklare, hvorfor det ikke bare er så ligetil at vi putter på skift, har nattetjansen på skift, at alt foregår på skift, som det gjorde inden vi blev fire – så det dropper jeg. Lige præcis dét forstår man først 100%, når man selv er mor til to. 
Men der MÅ være nogle derude, som kan sætte sig ind i de her følelser, og ved, hvor svært det kan være at balancere mellem to børn. De fleste dage går det fint. Og så er der dage som i dag, hvor jeg savner alenetid med dem begge to. 

Det er nok mest mig 
Det er nok mest mig, som overanalyserer det hele. Begge børn har det som blommen i et æg, men det er svært for mig at acceptere at Nora ikke kan få det, som Oliver havde det som baby, da der kun var ham at tage hensyn til – og det er lige så svært for mig at acceptere, at det ikke er det samme med Oliver, som inden Nora kom.

I weekenden ammer jeg Nora af, og så tager Oliver og jeg på hyggetur nogle timer, mens Emil har Nora, og så er det bare ham og jeg på tomandshånd. Åh, hvor jeg GLÆDER mig!! 

Highfive til alle mødre derude – hold nu kæft vi er seje, og vores børn elsker os! 

Pyyyha, i går var en af de hårde dage! Og det er egentlig sjovt, for det var faktisk en rigtig god dag, når jeg tænker over det. Jeg følte bare, at ALT var op af bakke, den ene frustration overtog den anden, og jeg havde ikke to sekunders ro på noget tidspunkt – og i går blev det (åbenbart) bare for meget!

En god, men hård dag 
Vores dag startede kl. 6.00, hvor Nora vågnede og ville have mad, og Oliver kom ind og sagde godmorgen – og så var dagen i gang! 
Nora og jeg skulle til babyrytmik med mødregruppen. Nora ville ikke rigtig sove herhjemme om morgenen inden vi tog afsted, så jeg gik lidt før, så hun kunne få en lur i barnevognen på gåturen. Mod min forventning, så faldt hun ikke i søvn før 10 min. før vi var fremme, men hun fik da lige en powernap, og vågnede ligeså snart vi nåede frem. Babyrytmik var en succes! Hun var glad og elskede musikken. 

Jeg forventede, at NU ville hun tage en ordentlig lur. Hun faldt i søvn ret hurtigt på gåturen hjem. 
Noget af det, jeg elsker aller mest, ved vi er flyttet i hus (og som jeg hungrede efter under min barsel med Oliver, da vi boede i lejlighed på 2. sal) er, at jeg har mulighed for at stille Nora udenfor i barnevognen under halvtaget, når vi kommer hjem fra vores gåture, løbeture etc, når hun er faldet i søvn, så hun bare kan sove videre – og at jeg ligeledes kan stille hende i tørvejr, så det i princippet er fuldstændig ligegykdigt, om solen skinner, det regner, sner eller blæser!
MEN vi bor overfor en institution, som er i gang med at blive renoveret (og de har altså været i gang siden JANUAR i år!!!). Det er ikke fordi, vi har hørt synderligt meget til det, men den seneste uges tid er det gået helt amok! Der er så meget larm udenfor! Så da jeg kommer hjem og hun endelig sover, kan jeg IKKE stille hende udenfor, da hun med 100% vil vågne af alle de eksplosive og meget høje lyde, der kommer fra byggepladsen. God nok er hun vant til at sove i larm og eksplosive råb og lyde fra Oliver, meeeeen det her er noget helt andet. Nå, jeg orker helt ærligt ikke at gå rundt med hende indtil hun vågner, da vi i forvejen har gået +5 kilometer, det småregner, jeg er ved at dø af sult, og jeg vil helt ærligt gerne nå nogle ting i huset inden hun igen vågner – og vi skal hente Oliver. Jeg beslutter mig for at køre (den våde og beskidte) barnevogn gennem stuen og ud i haven på den anden side af huset, så hun kan stå derude og sove.

Jeg når lige akkurat at tørre stuegulvet af fra barnevognen, da babyalarmen går pga. to hunde, som går AMOK et par haver længere henne, og (selvfølgelig) vågner Nora i et skrig!
Jeg forsøger forgæves at putte hende videre, men hundene gør on and off. Jeg er på dette tidspunkt så frustreret at jeg får råbt: “Så hold dog kæft!!!” hen mod haven, hvor hundene gør. (ups!)
Nå, fuck det!! Jeg giver simpelthen op, og tager hende med ind. Heldigvis er hun i fint humør, og virker utroligt nok ikke træt – men er dog lidt pylret, så hun vil kun være hos mig. 
Jeg laver lynhurtigt noget mad, og sidder mig i sofaen sammen med hende for at spise. Jeg er rimelig frustreret og træt af det hele på dette tidspunkt (kl. 14), og så slår det mig: Jeg har ikke haft 1 sek. alene eller bare lidt ro, siden vi stod op kl. 6 i morges, jeg har ikke tisset siden jeg stod op, dette er mit andet måltid i dag siden jeg spiste en lille portion skyr kl. 6.30, og Nora har kun sovet 1 time siden vi stod op! Og alle mødre ved, hvor meget ens børns søvn kan stresse én!!
Lige der får jeg sgu lidt (læs: meget) ondt af mig selv!

Nå, Nora bliver hurtigt træt igen, og mens jeg ammer hende, slår en ny tanke mig (jaja, selvmedlidenheden kører på højtryk): Under min barsel med Oliver, ville jeg nu have haft den kommende lur til rådighed, hvor jeg (i hvert fald kunne forsøge) at få et lille pusterum, fornyet energi og lige trække vejret og nå nogle ting, inden han igen vågnede. MEN nu er kl. 14.45, og derfor skal vi til afsted for at hente Oliver. Fint nok. I det mindste passer fint med klokkeslættet, hendes lur, og at hun lige har spist – dette er også noget, som skal times hver dag.
Jeg kigger ud af vinduet, og det STYRTER NED!! Armen for h***** altså! Jeg forestiller mig, de fleste lige ville trække den lidt inden de ville tage afsted, for lige at se, om regnen ville stoppe eller bare aftage lidt (jeg ville i hvert fald), MEN det er bare ikke en mulighed, når man har et andet barn, som det også skal passe sammen med. Jeg SKAL afsted, fordi det er NU Nora er træt, plus det skal passe med hendes amning, da der kan gå op til 1,5 time fra vi går hjemmefra til vi er hjemme igen, når vi henter Oliver, og jeg orker ikke stå med en baby på hjemvejen, som bliver ked af det, fordi hun er sulten.
Jeg hopper i regntøjet, og går afsted. I dag er en af de dage, hvor jeg ligger mærke til, at det SELVFØLGELIG stopper med at regne 2 min. før vi er fremme. – ja, én af de dage, I ved. Hvis det så bare fortsat havde været tørvejr, når vi havde hentet Oliver og skulle retur, men sådan var det selvfølgelig ikke – regnen kom retur, da vi var lidt under halvvejs på hjemturen. Jeg følte bare virkelig, at ALT var op af bakke. Desuden var Oliver (en sjælden gang) ikke i det bedste humør, og han ville hverken gå selv eller stå/sidde på sit ståbræt, så vi brugte sååååå lang tid på at komme hjem, da vi havde en masse småkonflikter undervejs.

Begge børn sov kl. 20. En ”arbejdsdag” på 14 timer uden en eneste pause. Og arbejdsdagen er aldrig helt slut, for man ved aldrig, om der er et barn som vågner, og man står fortsat på standby gennem hele natten, når sulten melder sig hos Nora eller Oliver taber sin sut. Normalt er det aldrig noget, jeg tænker over, for det hører bare med til forældrelivet, og det er helt okay, men i går var sådan en dag, hvor selvmedlidenheden strømmede ind over mig og tankerne fløj afsted! Jeg var brugt.  
Inden vi går i seng, slår tanken mig: ”Bare Oliver ikke er ved at blive syg siden han var så pylret og træt i dag”. 

Endnu en hård dag
…. Og rigtig nok! Natten til i dag vågnede han med feber.
Så i dag har jeg været hjemme med to små børn dele dagen. Det har dælme været svært at jonglere mellem dem, da Oliver har haft brug for ekstra omsorg, mens Nora har sine fysiske behov, som bare opstår akut, og som skal ”løses” nu og her. Desuden er byggepladsen på den modsatte side af vejen fortsat en udfordring, så hun har ikke kunne sove udenfor, og jeg har ikke kunne gå med hende i dag, da Oliver jo var hjemme. Puuuuha! I dag har heller ikke været nem. Jeg er glad for, at jeg ikke vidste i går, at en dag som i dag ventede. 
Igen i dag har jeg ikke haft to sekunders ro, for enten har der været et eller to vågne børn, som har krævet ekstra meget af mig. Når den ene sov, gav jeg al min opmærksomhed til den anden for at kompensere for den manglende opmærksomhed, der havde været mens begge børn var vågne. Igen i dag har jeg tilsidesat ALLE mine behov samt gøremål. Jeg er brugt, træt og udkørt!
Da Emil kom hjem (heldigvis to timer før end han plejer), havde jeg brug for et pusterum og en lille pause, så jeg løb en tur og fik frisk luft til hovedet og clearet tankerne – dét hjalp!!

At være mor til to
Det er ikke altid nemt at være mor til to. Man støder på nogle udfordringer og dilemmaer, som man slet ikke stiftede bekendtskab med under første barsel – og som man slet ikke skænkede en tanke dengang. Dagene er kortere, prioriteringerne vigtigere, tiden skal disponeres, alt skal passe sammen og ens hverdag er for alvor skemalagt. Nu er der ikke kun ét barn, som man ønsker at give alt sin kærlighed og opmærksom til, men to. Dét skal jeg lige lære at navigere i. Jeg vil så gerne gøre alt rigtigt og til perfektion, så jeg er ikke så god til, når jeg føler, jeg fejler.
Af og til kan man høre kommentarer som: “Kan du ikke bare” eller “det må du gøre i eftermiddag” – men nej! Så simpelt er det desværre bare ikke. Og lige præcis dét forstår man først, når man er mor – og nok især mor til flere børn.

Dem som kender mig, ved at der skal meget til at slå mig ud af kurs, da jeg har et ret stort overskud og energiniveau, men nogle gange, så rammer det mig bare, at der er SÅ meget run på 24/7, at jeg hele tiden står på standby, at jeg hele tiden er på lånt tid, og at mine behov altid kommer i aller sidste række. Jeg trives normalt fint i det, sådan er livet som mor og forældre – men på dage hvor alt ramler sammen, og udfordringerne fortsætter, kan det hele blive lidt for meget, og jeg får følelsen af utilstrækkelighed, afmagt og frustration – jeg bliver træt. Nok mest af alt fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig overfor mine børn, og dét er jeg ikke god til.

Når jeg tænker på dagen i går og det hele er kommet lidt på afstand, kan jeg godt se, at jeg druknede lidt i selvmedlidenhed, og måske også “kørte mig selv op” – så var det hellere ikke værre. Men i går synes jeg sgu det var pænt meget op af bakke!
Og jeg håber VIRKELIG de snart er færdig med det byggeprojekt – i hvert fald alle de larmende arbejdsopgaver, for dét er jeg godt nok træt af!!

Go go go!
I morgen starter en ny dag, og jeg er sikker på, den nok skal indeholde mere overskud og energi fra min side.
OG så glæder jeg mig helt vildt til weekenden, hvor vi skal fejre Olivers 3 års fødselsdag – nu skal han bare lige helt på toppen igen.  Og ved I hvad? Når nu han absolut skulle blive syg, så er jeg “glad” for det i det mindste kom nu, og ikke i næste uge, hvor han har fødselsdag og afslutning i dagplejen. 
Og se nu der! Det er sådan min tankegang plejer at være: altid se det positive i tingene frem for det negative! Men det var helt ærligt lidt svært for mig i går og tildels i dag – MEN Emil forsøger at overbevise mig om, at det altså også er helt okay (og helt normalt?) en gang imellem. 

Til alle mødre derude: I er pisse seje – husk lige det! 

Knus herfra!

Den her lille bølle skal starte i børnehave til december. Det betyder også, at han har sidste dag i dagplejen fredag d. 29. november.
Bare tanken om, at han skal stoppe hos verdens bedste dagplejemor giver mig tårer i øjnene og hjertebanken! Dét bliver hårdt for os alle! Det er den bedste beslutning nogensinde, at vi skiftede fra vuggestue til dagpleje – især fordi det viste sig at være den bedste dagplejemor, vi kunne ønske os!
Fra dag ét har hun taget Oliver til sig som var hans hendes egen, hun kender ham og hans behov 100%, og hun kender os som familie og vores behov fuldstændig! Hun er det mest omsorgsfulde menneske, og hun har vores tillid 100% – vi ved bare, at Oliver er i de bedste hænder, når han er hos hende og de tre gutter. Hun er uden tvivl én af de dagplejemødre, man kun tør drømme om. 
Flere gange om ugen tilbød hun at cykle Oliver hjem, da jeg var højgravid og fortsat her efter vi har fået Nora, fordi hun så gerne vil hjælpe os i en presset hverdag, og ønsker os alt det bedste.
Oliver blev kørt hjem til hende den nat, jeg gik i fødsel, fordi vi ikke har familie tæt på, som hurtigt ville kunne træde til – men det kunne hun, og hun tog det som den største ære, at vi spurgte hende. Helt ærligt! Kan man få en bedre dagplejemor? ❤️ Hun er kommet ind under huden på os alle, og hold nu op, vi kommer til at savne hende – men forhåbentlig skal Nora også passes hos hende, når den tid kommer. 🙏🏼

På trods af vi har skrevet Oliver op til børnehave i juni sidste år, har vi endnu ikke fået vores 1. prioritet. Vuggestuen han gik i dengang, var en integreret institution, så der havde han jo automatisk plads i børnehaven, men eftersom vi udskrev ham, så skulle vi ønske børnehave på ny, og det gjorde vi med det samme, som han startede i dagpleje, men det var åbenbart ikke tidligt nok. Faktisk har vi fået at vide, at han tidligst kan starte til maj, og så lang tid kan vi desværre ikke vente – hverken for Olivers eller vores skyld. Så derfor starter han i vores 2. prioritet, og så må vi se, om vi fortsat ønsker ham i den anden børnehave, den dag vi bliver tilbudt plads der. Det bliver Oliver, som kommer til at afgøre det ud fra, hvordan vi føler, han er faldet til, trives og hvordan vi føler, vi er blevet taget imod – det bliver min mavefornemmelse, som kommer til at træffe dét valg. 

Alt det her med børnehavestart giver mig, helt ærligt, en knude i maven. Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om http://sofiebrandt.dk/?p=1073, havde vi en meget uheldig opstart i vuggestue og en rigtig dårlig oplevelse. Den sidder stadig dybt i os (især i mig), og derfor virker det enormt grænseoverskridende, at vi igen skal lave så markant et skift, når vi er SÅ glade og trygge ved Olivers dagplejemor.
Skiftet fra at være fire børn og én voksen, som man har knyttet sig 110% til, til at skulle være i en gruppe med 20 børn og flere voksne, er virkelig et intenst skift, og det er nok den eneste ulempe, jeg kan sige omkring dagpleje. Heldigvis er vi så heldige, at Olivers dagplejemor besøger børnehaven med ham nogle gange inden, han skal starte, og ligeledes har vi aftalt et besøg med dem. 
Desuden er jeg jo så heldig, at jeg er på barsel, så vi kan tage indkøringen stille og roligt og i Olivers tempo, og så skal det hele nok gå. 

Og jeg VED jo godt, at Oliver er klar til det. Altså klar til at starte i børnehave, og at det kun er godt for ham og hans udvikling – det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg ved også, at han kommer til at savne hans dagplejemor og hans tre legekammerater, som han nu har været sammen med i et år og fire måneder. Når vi holder weekend, ferie osv., spørger han jævnligt til hans dagplejemor og drengene. Det bliver en kæmpe omvæltning for ham, selvom jeg er sikker på, han nok skal være mega sej! 

Måske er det værst for mig – det er det jo nok. Det må tiden vise.
Én ting er sikkert: Jeg gør ALT, hvad jeg overhovedet kan, for at vise min begejstring overfor Oliver, og gøre det til det fedeste i verden, at han skal starte i børnehave. Vi taler allerede meget om det, og når vi går forbi, vinker vi derind og taler om, at han snart skal derind og lege. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at vise overfor ham, at jeg synes, det er svært – aldrig! Det må være når han kigger væk, når han ikke er der, og når Emil og jeg er alene.

Olivers dagplejemor holder afslutning for ham, hvor alle forældre kommer om eftermiddagen, så vi lige kan sige farvel til hinanden osv. – en rigtig god måde at afslutte på. Men hvordan jeg skal komme gennem den dag og den aller sidste dag i legestuen om fredagen, det aner jeg virkelig ikke!! Jeg må forsøge at tage mig sammen, men jeg ved også, at det bliver umuligt for mig at holde tårerne tilbage. Åh, hvor jeg synes, det er hårdt! Heldigvis ved jeg, at vi nok skal få nogle legeaftaler i hus, hvor Oliver skal på besøg hos dem – og vi ved alle sammen, at det ikke bliver et farvel, men et på gensyn. 

Det er fantastisk at have børn, og jeg elsker at være mor, men der er sgu nogle ting, jeg godt kunne være foruden!