Det er egentlig ikke fordi, jeg har nogle forventninger til min træning, når først jeg (endelig) er blevet mor – i hvert fald ikke det første stykke tid.

Hvis jeg har nogen forventninger til noget som helst, så er det at jeg bare gerne vil veje nogen lunde det samme som før graviditeten, så hurtigt som muligt, så jeg kan bruge hele min garderobe igen – i sær mine bukser! Dem glæder jeg mig til at kunne passe igen! Jeg har ikke noget specifikt mål, men hvis jeg i starten af det nye år kan ramme de 54 – 55 kg. igen, vil jeg være meget glad og tilfreds. Nu kommer der jo også lige en juleperiode forud, som skal nydes fuldt ud som nybagt mor, og så vil jeg derefter gå mere målrettet mod min gamle vægt og form igen. 😉
Dog havde jeg en hel del mere muskelmasse på kroppen inden min graviditet, end jeg har nu, og det spiller selvfølgelig også en rolle på vægten.

Egentlig har jeg aldrig gået særlig meget op i min vægt – og slet ikke før graviditeten. Jeg har gået meget mere op i mine resultater og mit spejlbillede – dette gælder også graviditeten. Men når man pludselig gennemgår en så stor fysisk forandring, er vægten lidt det eneste man kan bruge, for at få bare en lille ide om, hvordan ens “form” står til – både undervejs i graviditeten og efter fødslen. Derfor er det også vægten jeg i første omgang bliver nødt til at bruge som “måleredskab”.

Mit fokus kommer til at ligge meget mere på min kost for at tabe de kilo, der ikke forsvinder sammen med fødslen – så må vi se, hvor mange det viser sig at blive. 😅

Jeg har slet ikke nogle forventninger til, hvornår jeg kan komme ned i centeret og træne igen. Det eneste jeg ved er, at der kun er én, der kommer til at bestemme det, og det er vores lille fyr. <3
Det er slet ikke dét, jeg vil prioritere højest, og jeg vil på ingen måde stresse over det.
Jeg vil bare tage en dag af gangen, og se hvordan det hele udvikler sig. Nu kommer det hele til at handle om vores nye roller som forældre, og der er kun én ting, som er vigtig, og det er at finde hinanden og lære vores nye hverdag at kende.
Jeg håber dog på en MASSE gåture med barnevognen, men det er ikke kun pga. træning, jeg ser frem til det – det er lige så meget fordi, det bliver det dejligste nogen sinde at gå der sammen med min nye lille familie. Aldrig nogen sinde har jeg glædet mig SÅ meget til noget i hele mit liv.

Endnu en ting jeg har tænkt over er, at jeg aldrig forventer at komme tilbage i den form, jeg var i før graviditeten. Som jeg har beskrevet før, HADER jeg mig selv for, at jeg ikke var bare lidt mere tilfredst, for jeg stod super skarpt ift. at jeg stadig nød livet og at hele min hverdag ikke gik op i kost og træning.
Min graviditet har lært mig, at jeg ikke skal være så skeptisk, og i stedet for elske min krop, som den er, for den er helt fantastisk – det har den bevist for mig de sidste 9 måneder.
Desuden vil mit fokus fremover være meget mere på cardio frem for styrketræning, som det egentlig også var de sidste par måneder op til min graviditet. Det er under cardiotræning, jeg føler mig bedst tilpas, og det betyder meget for mig, at jeg ved, jeg har en sund krop med et godt kredsløb.

Længere ud i fremtiden har jeg stadig et mål om at gennemføre mit første halvmarathon på under 2 timer (helst 1 time og 45 min).
Inden jeg opdagede min graviditet var jeg tilmeldt et halvmarathon, og min form og mine resultater på det tidspunkt tydede på, at der var gode og store chancer for, at jeg skulle nå tiden: 1:45 min.
Da jeg opdagede min graviditet var der 2 måneder, til jeg skulle have løbet halvmarathon, så jeg besluttede mig hurtigt for at droppe det, da jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne gennemføre inden for den tid, jeg havde sat mig for – og der er jeg simpelthen for stort en konkurrencemenneske. 🙂 Dog fortsatte jeg mit løb indtil uge 30 i graviditeten, men med et helt andet fokus.

Men som det er nu, har jeg ingen forventninger eller mål omkring min træning.
Jeg glæder mig bare som en SINDSSYG til vi får vores lille søn i armene og bliver en familie. Det er dér mit fokus vil være 110%, og jeg kan faktisk snart heller ikke vente mere.
Aldrig har livet givet mere mening. <3

Stort knus

Der findes MANGE holdninger til graviditet og træning!

Min holdning er nok ikke så svær at gennemskue, men det ændrer ikke på, at jeg flere gange i løbet af min graviditet er stødt ind i spørgsmål som: “Er du nu sikker på, du ikke træner for meget”, “Pas nu på din krop”, “burde du ikke ligge hjemme på sofaen i stedet for at være her?” (i træningscenteret) eller “husk nu at passe på dig selv og din baby”.

Og JA, det er lige præcis dét, jeg gør! For mig har det egentlig slet ikke været nogen problematik at finde ud af, hvad der var bedst for mig og min baby. Pga. min intensive træning før graviditeten, kendte jeg min krop rigtig godt, og det har helt klart været en fordel for mig gennem graviditeten, da det dermed har været meget nemt for mig at aflæse min krops signaler, og dermed har den hjulpet mig med at styre min træning under graviditeten.

Som I ved, var jeg meget fysisk aktiv før min graviditet, og jeg har ikke på et eneste tidspunkt været i tvivl om, at jeg skulle fortsætte mit aktivitets niveau så lang tid jeg kunne gennem min graviditet, og på det niveau, som min krop nu ville tillade mig.
Hvorfor? Fordi jeg ved, det er godt for min krop, mit sind og ikke mindst min lille babyboy. Faktisk har sidstnævnte kun været med til at opretholde min motivation, og måske endda motiveret mig endnu mere, da han fra dag ét har været dén, der betyder aller mest. <3

Jeg har gennem hele min graviditet trænet 4 – 5 gange om ugen, og derudover har jeg gået en masse lange ture. Intensitet af hver træningspas er blevet mindre og mindre i løbet af graviditeten, men jeg føler stadig, at jeg får mindst lige så meget ud af det, og derfor fortsætter jeg selvfølgelig.
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, havde jeg i starten svært ved at acceptere min krops forandringer, da graviditeten var en kæmpe omvæltning fysisk på min krop – men jeg har aldrig følt, at min træning var forgæves eller ligegyldig.

For det første har jeg prioritetert min træning så højt gennem hele graviditeten, da jeg ved, det er sundt for både mig selv og min baby.
Jeg ved, at hvis jeg har et sundt kredsløb samt en god ilttilførsel, er det noget, som selvfølgelig gavner mig selv, men det gavner bestemt også ham, da jeg viderefører alt til ham. Derudover ved jeg, at min sundhedstilstand vil gavne både hans kropssammensætning samt hans velvære inde i min mave, så han kan vokse sig stor og stærk, og på den måde, har jeg gjort, hvad jeg kan, for at give ham den bedste start på livet – og det er jo egentlig bare dét, som betyder aller mest for mig. Dette gælder selvfølgelig både min sundhedstilstand fysisk i form af træning og kost samt mentalt ift. mit humør, overskud og mit energiniveau.

For det andet har jeg prioriteret min træning højt pga. den kommende fødsel – som lige pludselig slet ikke ligger så langt ud i fremtiden længere. :O
Jeg tror ikke, at kroppen kan udsættes for et større pres end en fødsel, og jeg vil gerne gøre alt for at være i topform til den dag. Jeg er klar over, at man ikke selv er herre over sin fødsel, og der kan ske så mange uventede ting – MEN, det ændrer ikke på, om jeg sidder med følelsen af, at jeg har gjort, hvad jeg kunne –  og det gør jeg indtil videre.
Flere undersøgelser viser, at gravide, som har trænet under deres graviditet, har født tæt på termin, de har haft en kortere og mindre vanskelig fødsel, og så har de født sunde og raske børn, som faktisk ofte har vist sig at være en smule mindre end gennemsnittet, men dette skyldes, at de har haft en lavere fedtprocent – så jeg krydser fingre for, at den statistik også kommer til at holde for mig. 🙂 I hvert fald betyder det meget for mig psykisk, at jeg føler, jeg har gjort mit for, at jeg skal få den fødsel, jeg håber på og drømmer om.

For det trejde har jeg gjort det, fordi min træning er så stor en del af mig. Jeg elsker at holde mig i gang, så jeg ville slet ikke kunne holde ud lige pludselig at droppe min træning. Graviditeten varer 40 uger, så der kommer jo også en dag, hvor man ikke kan “gemme” sig bag den mere, og hvorfor ikke gøre det nemmere for sig selv, når den dag kommer?
Jeg har ingen forventing om at komme tilbage i den grundform, jeg var i inden graviditeten, da jeg tror, min prioritering bliver helt anderledes – men jeg vil have det godt min mig selv og min krop.
Man siger, at selve graviditeten til sidst vejer 10 – 12 kg., (baby, livmoder, moderkage, fostervand, den øgede blodmængde i kroppen, væske i kroppen samt de øgede fedtdepoter, som kroppen har brug for under og efter graviditeten), så de bør jo forsvinde igen noget tid efter fødslen uden man selv behøver gøre den store indsats. MEN hvad man har taget på derudover, skal man jo også selv sørge for at smide igen. 😉 Det har hele tiden været meget klart for mig, at jeg ikke vil tage mere på, end jeg ved, jeg kan komme af med igen efter graviditeten, uden det vil kræve den helt store indsats. Så det er også en af grundene til, at fysisk aktivitet og kost selvfølgelig stadig været i fokus. 🙂
Her med 11 uger til termin (er i dag 28+4), siger vægten +6 kg., så jeg er godt tilfreds. Jeg ved, at det især er her i tredje trimester, det kommer til at gå stærkt, da lillemanden vokser hurtigt, og kroppen bliver mere og mere belastet.

Så min prioritering skyldes:
– Jeg ønsker at gøre det bedste for vores lille babyboy
– Jeg ønsker at gøre det bedste for mig selv og min krop
– Jeg forbereder mig fysisk til fødselen
– Jeg ønsker, at gøre det nemmere for mig selv at komme tilbage i form efter fødslen

Jeg har indtil videre haft en FANTASTISK graviditet, og jeg er sikker på, at mit aktivitetsniveau kun har været med til at gavne den – faktisk på elle områder. 🙂 Jeg kan simpelthen ikke få øje på en eneste negativ ting ved at holde sig i gang under graviditeten – hvis man selvfølgelig ved, hvad man laver, og man husker at lytte til sin krop.
Jeg nyder at være gravid! Jeg elsker min babybule, min krops udvikling, min energi trods alt, og så elsker jeg mit humør, som kun er blevet bedre og bedre, siden jeg så de to streger på graviditetstesten. <3

Tak fordi I læste med. 🙂

Jer, som følger mig på IG, har nok bemærket, at det er en lille babyboy, som er ved at vokse sig stor og stærk inde i min mave. <3 I har nok også bemærket, at han har taget al min opmærksomhed – det er ubeskriveligt, hvor meget vi glæder os til at møde ham til november.

Det er ikke løgn når jeg siger, at jeg aldrig har været lykkeligere. Det er helt unikt at være gravid, og have følelsen af, at man er ved at skabe et lille mirakel. Jer, som har prøvet det, ved hvad jeg taler om. 😉

Nå, min krop har selvfølgelig forandret sig en hel del, og det har allerede været noget af en rejse – selvom der stadig er omkring 4 måneder til termin, og det langt fra er slut endnu.
Jeg har aldrig været 100% tilfreds med min krop. Heller ikke, da jeg var i min bedste form. Jeg tror desværre bare aldrig, at vi piger bliver rigtige tilfredse – og det er virkelig en skam!

I de første 8 – 12 uger af min graviditet havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke længere havde den samme energi til min træning – eller faktisk bare generelt. Normalt er jeg FYLDT med energi, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en morfar efter skole, arbejde eller andet. Indtil jeg blev gravid. Jeg havde en periode på 4 ugers tid, hvor jeg nærmest sov 20 – 30 min. hver eftermiddag, fordi jeg faldt død om – især de dage, jeg havde trænet.
Og helt ærligt, det er jo helt normalt, men jeg havde meget svært ved at acceptere det, og sige til mig selv: “Det er altså helt okay Sofie.”

Fra omkring uge 12, hvor maven for alvor begyndte at vokse, kunne jeg hurtigt mærke, at min styrketræning ikke kunne foregå med samme intensitet eller samme vægt. Det var næste ting, jeg synes var svært at vænne sig til. Samtidig med mine begrænsninger ift. min træning steg, begyndte der også at ske en del forandringer med min krop.
Jeg har trænet intenst, altså 5 – 6 gange om ugen, de sidste tre år, og havde dermed skabt en krop med en lav fedtprocent og en forholdsvis høj muskelmasse. At se min krop forvandle sig, og få små deller, håndtag mm. forskellige steder, som ikke plejede at være der, var virkelig svært – sværere end jeg havde forventet!
Selvom min lille babybule er det bedste, der nogen sinde er sket, har den forvandling, den har medført, været svær for mig at acceptere.
Heldigvis har det aldrig haft betydning for, hvordan jeg har behandlet min krop, og hvad jeg har spist. Jeg har hver eneste dag lyttet til min krop, og gjort, hvad den har bedt min om. Jeg har taget 110% hensyn til, hvad der var bedst for baby, for siden jeg så de to streger på graviditetstesten, har han – uden sammenligning – været det vigtigste i hele mit liv. Så de dage, hvor min krop viste tydelig tegn til at den havde brug for hvile, har jeg droppet træningen, og de dage, hvor appetitten har sagt, at havregryn og rugbrød var no-go, har jeg spist noget, jeg havde lyst til.
Og heldigvis har jeg hver eneste dag været omgivet af de dejligste mennesker, som har fortalt mig, hvor top lækker jeg så ud – og næsten endnu mere med babybule på. 🙂

Det er først nu, jeg sådan for alvor har accepteret begrænsningerne i min træningen og ændringerne på min krop, og vænnet mig til tanken om, at det er simpelthen sådan, det er. Og hvor er det dog skønt! 🙂 Alle målsætninger, struktur omkring med træning osv. er sat på pause. Nu er det lillemanden og kroppen, som styrer mit aktivitetsniveau.
Faktisk er jeg blevet helt fascineret af min krop – og egentlig bare kvindekroppen generelt. Tænk, hvad den er i stand til at udvikle og samtidig forandre sig så meget, på så kort tid. Det er SÅ fascinerende! Billedet øverst i dette oplæg taler for sig selv, men at der er sket den forvandling, og at jeg alligevel stadig kan styrketræne og dyrke forholdsvis intensiv cardio inkl. løb, på det niveau jeg kan, i uge 22 af min graviditet, er for vildt – og jeg er SÅ taknemlig. Jeg er så glad for den grundform jeg var i inden min graviditet, for der er ingen tvivl om, at det har betydet en hel del.
I øvrigt siger vægten her lidt over halvvejs +4 kg., så jeg er fuldt ud tilfreds. 🙂

Desuden har graviditeten lært mig, at jeg skal blive meget bedre til at elske min krop. Jeg elsker min krop nu, jeg ELSKER min babybule. Når jeg ser på billeder fra tiden inden min graviditet, og f.eks. min sommerform sidste år, kunne jeg dunke mig selv i hovedet over, at jeg ikke engang var tilfreds den gang – jeg stod jo kniv skarp! I hvert fald ift. at jeg stadig huskede at nyde livet, og også spise slik og kage, og alle de andre ting, jeg værdsætter – bare under kontrollerede forhold.

Jeg får nok aldrig den krop tilbage, som jeg havde inden graviditeten, da min fokusområde vil blive helt anderledes som mor – men uanset hvad, vil jeg elske min krop, hvis jeg bare føler, at jeg gør, hvad jeg kan, for at behandle den godt ift. træning og kost – så synes jeg ikke, jeg kan gøre mere. Og hvorfor så ikke være tilfreds?

En graviditet fører mange ting med sig, og det er en øjenåbner på mange områder.
For mig har den medført en ubeskrivelig lykke, som jeg aldrig har prøvet før, og så et helt anderledes syn på min træning og min krop. <3

Jeg synes, I selv skal kigge jer en ekstra gang i spejlet, og så spørge jer selv, om I virkelig har så meget grund til at være utilfredse med det, I ser. Og hvorfor I er utilfredse? Kan I overhovedet gøre en større indsats, end den I gør? Hvis ja, så gør noget ved det, hvis det kan gøre dig mere tilfreds – ellers så accepter, at det er sådan det er, i stedet for at bruge unødvendig energi på at tænke på det. Hvis ikke, så stop de negative tanker, og elsk dét I ser – det er med 99% kun jer selv, der kan få øje på det – vi andre ser det ikke.

Stort knus